marts 2007 Archives

Romerne gjorde det. Englænderne gjorde det. Sovjetunionen gjorde det. Og måske er amerikanerne også ved at gøre det.

Romerriget faldt, fordi dets mange baser rundt omkring i emperiet gjorde det umuligt at opretholde et hjemland. Det engelske Commonwealth-emperium faldt, fordi det ikke var muligt for England at opretholde de mange militære baser uden at være tvunget til at opgive sit hjemlige demokrati. Samme skæbne mødte Sovjetunionen.

Det samme er ved at ske for USA, mener den tidligere CIA-analytiker og førende forsker Chalmers Johnson.

Han mener, at en nation enten kan være et demokrati eller et imperium, men ikke begge dele. Et stort imperium vil tabe demokratiet til fordel for et nationalt diktatur. For Englands vedkommende indså England efter 2. Verdenskrig, at de kun kunne fastholde ejerskabet af deres kronjuvel, Indien, ved at blive et tyranni. Selv om de ikke opgav denne tanke på bedst mulige vis, valgte England - i øvrigt efter USAs opfordringer - i stedet at opgive imperiet og forblive et demokrati.

Johnson påpeger, at det kræver en stor aktiv hær at opretholde et imperium. Denne hær kræver enorme ressourcer, der leder til et militært-industrielt kompleks, og generelt en ond cirkel af interesser, der leder til nye krige.

Stående hære nedbryder tredelingen af magten, der er vores største værn mod diktatur, fordi de stående hære, militarisme og det militært-industrielle kompleks trækker magt og skatter væk fra resten af landet til regeringen, hvor præsidenten får status af imperiel præsident, der har til opgave at sikre militærets hemmelighedskrav, og som dermed fjerner muligheden for overvågning af regeringen.

På de mange militære baser, som USA har etableret rundt omkring i verden, lever soldaterne som de sovjettiske tropper i Østtyskland, eller som det britiske Raj. Det er imperialisme.

Imperialisme er en form for tyranni. Det spørger ikke om lov hos dem, der bliver styret. Nok taler vi om at sprede demokrati, men det er demokrati, der bliver spredt med en pistol mod tindingen. Det er en selvmodsigelse, og enhver person med respekt for sig selv vil svare på en sådan form for demokratisering med tanker om gengæld.

Vi ser således, at USAs baser provokerer lokalbefolkningen, hvor forholdsvis små fejltrin fra USAs side giver anledning til voldsomme demonstrationer og chikane mod baserne.

USA er imidlertid ikke færdig med sin imperialistiske ekspansion endnu, mener Johnson, idet Irak-krigen og den forestående Iran-krig primært handler om at genetablere baser, som USA mistede. Når der ikke var nogen "exit strategy" for Irak, skyldes det i følge Johnson ikke dårlig planlægning, men at USA netop ikke ønsker at forlade Irak.

Johnson er meget optimistisk omkring Kinas chancer for at overtage den reelle ledelse af verden, blandt andet fordi Kina modererer sig selv. Afviklingen af den (mere eller mindre) kommunistiske økonomi har i modsætning til Sovjetunionen ikke skabt dårligere vilkår for borgerne, og forholdene til traditionelt fjendtlige lande imødekommes gennem tilpasning frem for brug af magt.

Se et længere interview med Chalmers Johnson på Democracy Now.

For et år siden var Venstre dybt forarget over, at et af deres medlemmer var tvunget til at være medlem af en bestemt fagforening for at kunne få job. Så meget, at de fik gennemført et lovforslag mod det.

Venstre omtaler denne frihed som en "stor personlig frihed". Så pyt med, at en stærk fagforening er i de enkelte personers interesse, fordi en stærk fagforening beskytter mod arbejdsgivernes udnyttelse af disse personer. Venstre er jo trods alt interesseret i erhvervslivets interesser, så jo svagere fagforeningerne er, desto bedre for Venstre.

Det er i hvert fald ikke den personlige frihed, der er i højsædet i dag, hvor Venstre med hjælp fra Dansk Folkeparti finder det helt rimeligt at binde medarbejdere i jobkarteller.

Det sker med henvisning til, at hvis blot medarbejderne ved, at de er bundet, så er det fint nok. Man må nu spekulere på, om Venstre dermed også er villig til at indtage samme holdning i forhold til fagforeninger; nemlig at det er fint nok at være bundet til en bestemt fagforening, hvis blot man ved det.

Det er Venstre nok ikke. Jobkarteller er nemlig i erhvervslivets interesse, og det er fagforeninger bestemt ikke. Det er derfor ikke udtryk for inkonsistens, når Venstre støtter karteller, der har til formål at omgå funktionærloven og samtidig Venstre angriber aftaler, der styrker arbejdernes forhold, men derimod et udtryk for, at Venstre ønsker at styrke erhvervslivet på bekostning af arbejdstagerne. Arbejdsgiverne må godt. Arbejderne må ikke.

Bekymrede konformister og følelsesforskrækkede kristne vil helst vil beskrive unge, der lytter til heavy metal, som tabere. Selve musikken opfattes generelt som "negativ", selv om det er de færreste, der ligefrem roder sig ud i den slags pseudovidenskab, som Torben Sangild morer sig over.

Erfaringerne med udtalelser fra den slags mennesker kan nærmest gøre videnskabelige undersøgelser helt overflødige, eftersom man som tommelfingerregel kan gå ud fra, at hvis en kristen mener noget om mennesker, så forholder virkeligheden sig stik modsat.

Men alligevel. The Telegraph kan fortælle, at:

Den undersøgte gruppe mennesker havde samtidig en lavere selvværdsfølelse end gennemsnittet. Dette lyder plausibelt, idet selvværd har en stærk kobling med ens følelse af socialt tilhørsforhold. Hvis man er "udenfor" på grund af højere intellektuel kapacitet, vil ens selvværdsfølelse være truet, og ikke mindst blandt unge er behovet for social identitet stærk.

Forskeren bag undersøgelsen mener, at musikken bruges som "katharsis", dvs. som en "udrensning", som de unge bruger til at få afløb for de negative oplevelser udefra. Dette underbygges af, at et vist antal unge selv giver udtryk for, at musikken giver dem afløb for negative følelser.

Personligt mener jeg, at der ligger mere i det end så, for i min omgangskreds oplever jeg adskillige eksempler på, at musiksmagen koncentrerer sig om heavy metal og klassisk, hvor sidstnævnte sjældent beskrives eller som "katharsis" for følelser. Jeg hører selv begge dele, fordi musikken virker mere "rig" - jeg oplever mere variation og mere kompleksitet i lyden, end jeg jeg oplever i popmusik, der for mig er næsten arketypisk ensformigt, forudsigeligt og kedeligt.

Bush-regeringen har bevidst forsøgt at undertrykke videnskabelige konklusioner om faren for menneskeskabte klimaforandringer. Det fremgår af dokumenter, der blev frigivet den 19. marts 2007, skriver The Guardian.

Disse afsløringer er kommet frem, efter at det demokratiske flertal i kongressen iværksatte en undersøgelse, der skulle afdække Bush-regeringens politisering af forskning.

Ville du kunne åbne denne dør?

Nogle af vore venner har en dør, der ikke kan åbnes.

Det er i hvert fald det indtryk, man får, når man prøver at åbne den. I modsætning til håndtagene ved de fleste døre skal man nemlig løfte håndtaget. Mange gæster har af samme årsag troet, at døren var låst, og har benyttet en anden dør. Det er en forståelig fejl, for vi er jo vant til, hvordan et håndtag skal bruges.

Men hvis man slet ikke ved, hvad et håndtag er til, vil man næppe have en chance for at gennemskue, hvordan man kommer ud af døren, og vil måske ikke engang vide, at man kan gå ud af rummet gennem døren.

For de fleste af os er det intuitivt at benytte et dørhåndtag. For andre er det ikke. Donald Norman er ekspert i design af user interfaces, og kan komme med mange eksempler på, hvordan user interfaces ikke altid er så intuitive, som vi tror, og at mange af dem kun er "intuitive", fordi vi har lært, at sådan er dørhåndtag nu engang bare.

Det samme gør sig også gældende for user interfaces - eller brugerflader, som det hedder på dansk - på computere. Hvis man aldrig har brugt en computer, er Windows, OS X, KDE eller Gnome nok lige umulige at bruge. Men når man har lært en af dem, så viser det sig hurtigt, at lige netop den pågældende er nemmere at bruge, mere intuitiv eller mere brugervenlig for dig i forhold til de andre.

Dette tilvænningsforhold har stor indflydelse på populariteten af brugerflader. Man kan være så grov at sige, at den eneste virkelige "killer feature", som Windows har, er at Windows benyttes af omkring 90% af alle brugere. Populariteten har ikke noget at gøre med kvaliteten af Windows eller graden af, hvor intuitiv, Windows er. Windows kan i princippet være meget brugervenlig, men det er faktisk ligegyldigt. Hvis det er meget udbredt, er det fordi det er meget udbredt. Computerbrugere er simpelt hen vant til Windows.

Det kan sammenlignes med QWERTY-skrivemaskinen. Selv om det er et velkendt fænomen, at QWERTY ikke er særlig effektivt, så forbliver det i brug, selv om der findes andre og bedre keyboard-layouts. Tænk f.eks. på Dvorak-layoutet, som ganske vist understøttes af de fleste operativsystemer, men som ikke kan opstøves i butikkerne.

Linux med KDE eller Gnome er nærmest som Dvorak keyboard-layoutet. Det kan diskuteres, om det er bedre, og bestemt ikke værre, men eftersom det ikke er "standard", er der forholdsvis få mennesker, der bruger dem. Netværkseffekten bevirker, at KDE eller Gnome ikke har tilstrækkelig kritisk masse til at blive opfattet som det bedste; det er ikke fordi konkurrencen er det bedste alternativ. Havde KDE eller Gnome været de mest udbredte, ville Windows tilsvarende måske ikke være i stand til at erstatte dem.

Og her er det, at Windows kommer til kort: Hvad tilbyder Microsoft, som er bedre end KDE eller Gnome? Hvis Linux/KDE eller Linux/Gnome ejede 90% af markedet, hvem ville så finde på at skifte til Windows?

Svaret på disse spørgsmål er selvfølgelig: (1) Det er ligegyldigt, fordi det handler om netværkseffekten og ikke features, og (2) Ingen eller meget få, også på grund af netværkseffekten.

Jeg skiftede til Linux for omkring to år siden, da jeg endnu en gang måtte konkludere, at det var på tide at geninstallere Windows. I dag har jeg stadig ikke fortrudt mit skifte.

Windows XP har stort set ikke nogle applikationer i baggagen. Der er sådan set kun Media Player, Internet Explorer og Outlook Express, hvoraf den sidste er offer for hånlatter fra stort set alle sider. Selv Microsoft har bedre alternativer i form af Outlook fra Office-pakken, der imidlertid ikke er gratis. Personligt bruger jeg Amarok som medieafspiller, Firefox som browser og Thunderbird til email. De er for mig at se nemmere at bruge, og har flere features.

Hvis jeg har hørt rigtigt, vil KDE 4 kunne køre på både Windows, Mac OS X og Linux. Det kan udbrede kendskabet til KDE i en sådan grad, at den måske kan vinde kritisk masse. Firefox har allerede ca. 10% af browser-markedet i forhold til Internet Explorer, og det formentlig kun fordi Internet Explorer bliver installeret som en "kritisk opdatering" af Microsoft, som efterfølgende kan prale med høje download-tal. Endvidere har Firefox tvunget Microsoft til at lave opdateringer til Internet Explorer, formentlig mod deres vilje.

OpenOffice har stadig ikke den store udbredelse, men de ser heller ikke ud til at være under radarhøjde. De har givet virksomheder et pusterum overfor Microsoft og måske vigtigst af alt, de har skabt erkendelsen af, at der findes alternativer.

Jeg håber, at de bedste KDE-applikationer såsom Amarok, Kmail osv. bliver tilgængelige for Windows-brugere, så Windows-brugerne kan se, hvad de er gået glip af. I værste fald kan de kun holde treforken mod ballerne af Microsoft og Apple, så de vil være tvunget til at forbedre deres applikationer.

Hvis så et tilstrækkeligt stort antal brugere erkender, at KDE-applikationerne virker lige så godt - eller bedre - på Linux, så kan det med henvisning til et kendt kinesisk mundheld gå hen og blive til interessante tider for Microsoft.

Thomas F. Madden, der også står bag hvidvaskning af korstogene ("de var jo bare et forsvar mod Islam") forsvarer også inkvisitionen.

I følge Madden opstod inkvisitionen på et tidspunkt, hvor religion ikke bare var noget, man bare tog sig af i kirken. Videnskab, filosofi, politik, identitet og håbet om frelse var alt sammen aksiomatisk givet af Gud. Både denne overtro og faktiske sandheder var blandet sammen, så når man angreb religion, angreb man ikke blot det religiøse verdensbillede, men også dagligdagens normer og samfundet. Madden undgår at bemærke, at en ret væsentlig gruppe mennesker (og her tænker jeg på politiske partier, der insisterer på, at kristendom eller andre religioner skal blandes ind i øvrige forhold) stadig tænker sådan i dag.

Kætteri var en statskriminalitet, og for almindelige mennesker blev de også opfattet som mennesker, der ville forårsage gudens vrede. Når en person i middelalderen blev anklaget for kætteri, blev han eller hun derfor bragt for den lokale domstol, ligesom for enhver anden forbrydelse.

Men i modsætning til tyveri eller ødelæggelse af en hæk var det ikke ligetil for datidens lokale lensherrer at vurdere, om personen var kætter. Dette krævede en grundlæggende teologisk træning, hvilket lensherrerne sjældent havde. Resultatet var, at tusinder af mennesker blev henrettet af lokale autoriteter uden retfærdig rettergang, selv om de efter statsreligionens vurdering næppe ville have været kættere.

Madden får dermed lagt mellem linierne, at hvis den henrettede mennesker havde været kættere efter statens vurdering, ville henrettelserne åbenbart havde været mindre uretfærdige.

Den katolske kirke forsøgte at løse problemet med de "uretfærdige" henrettelser ved at oprette inkvisitionen. Inkvisitionen havde den nødvendige træning til at vurdere, om de anklagede nu også virkelig var kættere.

Vatikanet har åbnet sine arkiver over inkvisitionen, og Vatikanets eksperter har på baggrund af disse udgivet en 800 siders rapport, der - ikke overraskende - stort set frikender inkvisitionen for de forbrydelser mod menneskeheden, denne kristne institution normalt tilskrives.

Rapporten bekræfter, at størstedelen af menneskene anklaget for kætteri blev frikendt af inkvisitionen, eller de fik deres domme udsat (dvs. fængsel og tortur efterfulgt af mere fængsel og derpå henrettelse, i stedet for blot fængsel, tortur og henrettelse).

Inkvisitionen mente, at hvis en kætter ikke ville bekende sin synd, eller helt bevidst havde forladt flokken, så var der ikke noget, inkvisitionen kunne gøre. Inkvisitionen brændte dem ikke, men overlod dem til de lokale myndigheder - der brændte dem. Det var derfor ikke inkvisitionen selv, der førte faklerne, og så var de jo uskyldige. Det svarer til at frikende krigsforbrydere, hvis blot de ikke personligt har udført de forbrydelser, som de vidende har overladt deres ofre til.

Det er korrekt, at mange historier omkring inkvisitionen skal opfattes som myter og propaganda, som Madden påpeger. Men der mangler perspektiv. Både protestanter og katolikker forfulgte kættere, og inkvisitionen var en række institutioner, der dækkede store regionale områder over flere århundreder. Det er ikke muligt at reducere inkvisitionen til "én ting med ét formål", som i følge Maddens fremstilling var at undgå tilfældige henrettelser.

Da protestantismen opstod, beskyldte både katolikker og protestanter hinanden for kætteri, og teologiske skriverier såsom Kramer og Sprengers "Heksehammeren" gør det tydeligt nok, at voldsomme midler var ønskelige.

Mens man kan acceptere muligheden for, at den katolske inkvisition oprindeligt var tænkt som en begrænsende faktor på tilfældige henrettelser, idet man ønskede at være sikre på, at det kun var "rigtige" kættere, der blev henrettede, så er det forrykt at påstå, at inkvisitionen og dens udvikling ikke havde et væsentligt ansvar for det middelalderlige voldsorgie mod "kættere".

Også jeg har kigget undrende, når en burka-klædt kvinde har været ved stranden. Nok kan folk selv vælge, hvad de vil gå i, men på nogle områder må man spørge sig selv, om ikke forfængelighed og anvendelighed i nogle tilfælde bør være lidt balancerede.

Det er der også andre, der har tænkt, og Politiken kan således skrive om en burkini, som er badedragtsudgaven af en burka. Den minder til forveksling om en lidt mindre usexet udgave af de badedragter, som man her i landet benyttede sig af for 100 år siden, men det er dog et fremskridt i mine øjne.

Personligt ville jeg ikke have gættet på, at pigen på billedet var klædt i en burka, og dermed er døren åbnet for "almindeligt" tøj, som ikke giver anledning til samme kropsforskrækkethed, som kravene om tildækning af kroppen giver udtryk for.

I den nære fremtid vil der sikkert også komme tilbud til de mere kinky anlagte muslimske kvinder i form af latex-burkaer eller gennemsigtige burkaer. Det kan kun blive et hit.

Som andre bloggere allerede har bemærket, så er tilståelserne fra Khalid Sheikh Mohammed fremkommet under tortur.

Khalid Sheikh Mohammed erklærede sig skyldig i 31 planlagte og udførte angreb over hele kloden, herunder attentat på Carter, Clinton og Paven, samt sprængning af Panamakanalen. Et sandt terrorgeni.

Godt, de nåede at få fat i ham. Her gik vi alle og troede, at det var Osama Bin Laden, der personligt stod bag det hele, men takket være USAs effektive forhørsteknik fandt vi ud af, at det i virkeligheden var Khalid Sheikh Mohammed. Vi kan helt klare os uden alle de andre terrorister, for det var ham, der stod bag det hele.

Eller vent lidt. Er der ikke noget galt i det billede?

Tilståelserne er allerede blevet sammenlignet med dem, som dukkede op under Stalins spil for galleriet i 1930'erne, hvor fanger under tortur angav afdøde personer som medskyldige. Enkelte fanger, som var i stand til at holde hovedet nogenlunde koldt under torturen, erklærede sig skyldige i en komplet urealistisk bred vifte af anklager i et forsøg på at advare omverdenen om, at hele retsprocessen var et skuespil.

Vi ved, at tilståelserne er fremkommet under tortur. For det første er Khalid Sheikh Mohammeds beretning fra fængselsopholdet redigeret, og for det andet har USA jo netop besluttet at bruge "effektiviserede forhørsmetoder" til at tvinge terrortilståelser ud af terrormistænkte.

Forhørslederne er formentlig blevet grebet af deres egen succes med brugen af tortur, og fik den ene tilståelse ud af ham efter den anden. Dermed gravede de deres egen grav.

Resultatet er, at resten af verden nu ryster på hovedet af USA. Både fordi USA var dumme nok til at tro på tilståelserne, og fordi USA benytter metoder til at trække tilståelser ud af mistænkte med, som leder tankerne hen på KGB og Gestapo.

Men på trods af tortur af hundreder eller tusinder af fanger, så har USA kun kunnet diske op med godt og vel ti "væsentlige" fanger. Stort set alle fanger, der åbenbart er så farlige, at de skal holdes indespærrede uden rettergang, har USA intet på. Årsagen er indlysende nok, for størstedelen af disse fanger er ikke terrorister, men personer, der var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, eller som måske bare hed noget forkert.

USA er imidlertid nødt til at bevise, at der er store grupper af terrorister, og at de er i stand til at fange dem. USA er også nødt til at fastholde illusionen om farlige mistænkte, som kan bruges til at fastholde vælgerne i frygt for terror. Og derfor er de også nødt til at holde uskyldige mennesker indespærret.

Og så kom tilståelserne, der hos nogle gjorde USA til grin, og som hos andre lagde USA endnu mere for had.

Spørgsmålet er nu, om Khalid Sheikh Mohammed vil blive myrdet, eller om USA vil ødelægge ham med bevidsthedsændrende stoffer, så han ikke kan fortælle, hvad der skete.

Nok har jeg siden mine første erfaringer med andre mennesker ikke været i tvivl om, at jeg lå i den bedre begavede ende af spektret, men har dog aldrig haft hverken speciel lyst til at få målt min intelligenskvotient eller formodet, at den var meget høj. Jeg har heller ikke kunnet se mig helt fri for at undgå intelligenstests af forfængelighedshensyn: Hvad nu, hvis jeg ikke scorede højt?

I de seneste år er jeg blevet konfronteret med mennesker, der har kunnet fortælle, at de havde en intelligenskvotient på 110, 120, 130 - og det har givet mig en snigende mistanke om, at jeg måske var dummere, end jeg troede. Jeg havde ikke ligefrem illusioner om at kunne sætte Einstein til vægs, så jeg formodede, at jeg nok i praksis lå på omtrent samme antal points som disse mennesker. Dermed ville jeg med andre ord også være nødsaget til at skulle acceptere en lidt mere beskeden vurdering af mine evner, når nu jeg ikke var imponeret af folk, som måske i virkeligheden var mine ligemænd.

Men lad mig lige sætte tallene i perspektiv. Hvis man i den "klassiske" intelligenstest har en intelligenskvotient på 71 - 84, så er man i følge DSM-IV (Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, som er den amerikanske "bibel" for psykiatere) en "Borderline Intellectual Functioning", hvilket vil sige, man ligger lige på vippen til at være det, samme bog definerer som mentalt retarderet.

Hvis man har en intelligenskvotient, der ligger lige så langt fra gennemsnittet som en "borderline intellectual functioning" person, blot til den anden side (dvs. 120 - 140), så har man en "meget overlegen intelligens"; udtrykket benyttes dog ikke længere, fordi det er værdiladet. Over dette niveau begynder man at kvalificere sig som "geni" (et udtryk, der ligeledes ikke benyttes længere).

Jeg har hidtil frygtet, at hvis de mennesker, der fik i omegnen af 120, skulle betegnes som velbegavede, så måtte det sågu stå grelt til hos gennemsnittet. Mens jeg bestemt ikke har betragtet disse mennesker med 120-points som dårligt begavede, så har de ligget på vippen af, hvad jeg mentalt kunne tolerere. Tanken om, at størstedelen af jordens befolking er langt mindre mentalt udrustede, var skræmmende for mig.

På sin vis er det derfor heldigt, at jeg nu har taget en intelligenstest. Godt nok aner stadig ikke, hvad min tilnærmelsesvist præcise intelligenskvotient er. Da jeg - langt om længe - fik ca. 25 minutters fred og ro til at tage en intelligenstest, hvor jeg faktisk gjorde mig lidt umage, svarede jeg uden større besvær rigtigt på samtlige spørgsmål i testen og lå således i "100% percentilen". Det eneste, jeg nu kan formode, er at jeg nok ligger et ukendt sted over ca. 140 points.

Selv om jeg således ikke er blevet klogere på det præcise tal, så sætter resultatet dog min afmagtsfølelse overfor "alle de dumme mennesker" lidt i perspektiv. For at sige det ligeud: Hvad intelligens angår, er det gennemsnitlige menneske tættere på at være mentalt retarderet, end jeg er på at være gennemsnitlig. Jeg føler formentlig samspillet med "normale" mennesker på samme måde, som normale mennesker føler, når de har med en mentalt retarderet person at gøre. Hvis ikke deres intelligenskvotient ligger i omegnen af 120 eller over, vil jeg formentlig opfatte dem, som de selv opfatter mentalt retarderede mennesker - i hvert fald hvad intelligens angår; heldigvis er der mange andre kvaliteter. Mit forhold til selv godt begavede mennesker kan forklare, hvorfor jeg kan have en noget menneskefjendsk indstilling til "normale" menneskers intelligens.

Den glædelige erkendelse for mig er derfor, at jeg har undervurderet afstanden mellem mig selv og de mennesker, der ligger omkring 120 points. Hvis jeg selv troede, at jeg måske kun lå en smule over 120, så ville jeg tro, at nogle få IK-points ud gjorde en væsentlig forskel, og at forskellen på disse mennesker og "normale" mennesker derfor ville være enorm. Med erkendelsen af, at afstanden til de 120 points er ret høj, så virker forskellen mellem disse velbegavede mennesker og gennemsnitlige mennesker pludselig ikke så markant længere, og jeg er mindre tilbøjelig til at opfatte gennemsnitlige mennesker som komplette idioter.

Jeg minder lige på, at BlogTjek 07 undersøger, hvem der læser folks blog, og at tidsfristen for at svare udløber på mandag.

Så hvis du læser denne blog, vil du måske være interesseret i at besvare BlogTjeks spørgsmål, så der kan laves lidt statistik over, hvem der læser denne blog.

Efter gårsdagens Windows updates opdagede jeg, at min Firefox browser ikke længere var default browser. Flere af mine kolleger kunne bekræfte, at det samme var sket for dem.

Den nye opdatering fra Microsoft overtager simpelt hen konkurrerende browsere på din computer, og sørger for, at det i stedet er Internet Explorer, der starter, når du klikker på et link fra f.eks. din mail eller andre steder.

George Orwell introducerede begreberne "Newspeak" og "Doublethink" i sin filosofi om brugen af sproget som politisk magtmiddel i romanen "1984".

"Doublethink" var i følge Orwell evnen til at holde to modstridende synspunkter i hovedet samtidig, og acceptere dem begge - at fortælle løgne, som man oprigtigt selv tror på. "Newspeak" var beregnet til at eliminere tanke-kriminalitet, idet Newspeak som sprog skulle gøre afvigende tanker umulige at tænke i den udstrækning, at tanker er afhængige af ord.

I den Orwellske fremtid var Newspeak og Doublethink designet til at udradere muligheden for protest, bagvaskelse, opstand og oprør mod staten.

Vort århundrede er indledt med Bush-æraen, der er kendetegnet ved Doublethink. Bush, Cheney og deres støtter i Washington benytter Doublethink og Newspeak til at skabe politisk accept af deres vanvittige politik om evig krig i et reaktionært totalitært regime, der udvikler stadigt flere lighedstegn med fascismen og nazismen i sidste århundrede.

Bush-æraens kernedoktrin er forebyggende krig. Når Bush argumenterer for retten til at føre krig for at undgå krig, benytter han Orwellsk Doublethink, idet han fastholder to modstridende muligheder, samtidig med at han tror på dem begge: At krig er uønsket, mens krig for at undgå krig er ønsket.

For Bush, Cheney og deres støtter er selvmodsigelsen usynlig, for de benytter netop Doublethink, men doktrinet om forebyggende krig kan sammenlignes med et ønske om at begå selvmord af angst for at dø.

Den konstante brug af begrebet "terrorister" om ideologiske modstandere er et eksempel på Newspeak. Ingen vil jo hævde, at man støtter terror, men hvis ikke der findes andre former for modstandere end terrorister, så mister man muligheden for at formulere en modstand.

Amerikanerne bombarderes af Bush-regimet med en konstant strøm af propaganda designet til at skabe deres politiske opbakning til såvel konstant krig og krigsforbrydelser som en stærk, centraliseret regering ledet af en præsident, hvis funktion er at stå som diktator i en junta bestående af hans nære økonomiske venner.

Et af Bush's regerings primære opgaver er fremstillingen af accept af konstant krig. Ikke blot går borgernes skattepenge til den stadigt mere udemokratiske politik ført at Bush og Cheney; de bliver også udsat for en konstant propaganda, der har til hensigt at underminere deres grundlovssikrede beskyttelse mod ubegrundede afsøgninger og konfiskeringer, habeas corpus og ytringsfrihed. På World Press Freedom Index er USA nede på 53. pladsen, som den deler med stater som Tonga, Kroatien og Botswana.

Propagandamaskinen for den konstante krig drives af fremmedangst, dæmoniseringen af indvandrere, angst for fremmede kulturer - især muslimske - og en konstant brug af frygt og terror i de politiske budskaber.

Propagandaen benytter vedholdende og intens spin kontrol, der har til hensigt at forme folks opfattelser af situationer. Cheney gentog således Hitlers succes i løgnen om Irak-krigen, da han lovede det amerikanske folk, at han var sikker på, at tropperne ville være ude igen i løbet af meget kort tid: "Weeks rather than months".

Flyene havde næppe ramt World Trade Center, før Bush definerede, hvad moderne tankekriminalitet er: "Either you are with us or you are with the terrorists".

Den moderne stat dæmoniserer sine modstandere for at skabe offentlige støtte til krig. I Bush-æraen har dæmoniseringen af muslimer været konstant, og har bragt den amerikanske kristendoms dommedagskulturs dæmonisering af muslimer ind i politik. Her er det på sin plads at se lidt på en mand ved navn George Bush.

Den pågældende George Bush er ikke George W. Bush's far, men derimod en fætter til George W. Bush's bedstefar: Reverend George Bush. Denne præsts teologiske skriverier og holdninger var velkendte i Bush's familie, men propagandamagerne i Bush's regering har gjort, hvad de kunne, for at undertrykke og skjule dette forhold. Først i 2005 kunne Todd Leventhal ved ministeriet mod misinformation bekræfte, at Reverend George Bush var en nær slægtning af George W. Bush og hans far, den tidligere præsident George Bush.

Det var Reverend George Bush, der i 1837 skrev bogen "The Life of Mohammed: Founder of the Religion of Islam, and the Empire of the Saracens". Det kan ikke overraske, at denne kristne præst naturligvis ikke havde de store positive ord om manden, der regnes som grundlæggeren af en af verdens største religioner. Reverend George Bush var imidlertid ikke blot kølig - han iværksatte, hvad der må ses som et bevidst angreb på Muhammed og dennes lærdom og religiøse tradition, hvor han blandt skrev om Muhammed, at Muhammeds:

Det er derfor tydeligt nok, at der i mindst fire generationer i Bush's familie er brygget på islamofobi.

De senere George Busher har også blandet sig med et peanut-galleri af islamofobiske, evangeliske kristne zionister. Franklin Graham, der står i toppen af Billy Graham Evangelical Association, med en årlig indtægt på over 100 millioner stort set skattefrie dollars, er en af dem. Hans følgere er stærke støtter af Bush's krige og hans ellers upopulære neokonservative præsidentpost. Graham siger i sin islamofobiske teologi, at:

Mens jeg personligt forholder mig fjendtligt overfor enhver religion, så afslører dette citat, at han er ualmindeligt uvidende om komparativ religion, hvilket er en noget pinlig intellektuel brist hos en professionel evangelist.

Bush og hans slæng dæmoniserer rutinemæssigt hele nationer og folkeslag. Da han udpegede "Ondskabens akse", dæmoniserede han to muslimske lande og et enkelt asiatisk land, idet han skabte et klima af angst, terror, islamofobi og generelt had mod race-minoriteter.

I "State of the Union"-talen i 2002 strøede han om sig med angreb: Nordkorea oprustede med masseødelæggelsesvåben, mens folket sultede. Iran eftersøgte disse våben og eksporterede terror, mens enkelte ikke-valgte undertrykte landets ønske om frihed. Irak fortsatte med at udtrykke sin fjendtlighed overfor USA og med at støtte terror. Irak havde udviklet miltbrand, nervegas og kernevåben i over et årti. Regimet havde allerede brugt giftgas til udslettelsen af tusinder af civile - det var stater som disse, og deres allierede terrorister, der var ondskabens akse.

Det er ikke blot Bush/Cheney, Blair og her i landet Anders Fogh Rasmussen, der gennem medierne bidrager til et klima af terror og frygt. Mange religiøse ledere dæmoniserer deres konkurrent og fordømmer muslimer over en bred kam. Også paven har opildnet til had, når han f.eks. sagde i en tale: "Vis mig, hvad Muhammed frembragte af nyt, og I vil kun finde ondskab og umenneskelighed". Her i landet skorter det bestemt heller ikke på fremmedfjendsk propaganda fra politisk hold.

Dæmoniseringen af muslimer og frembringelsen af islamofobi er et globalt fænomen, og i den amerikanske kultur helt åbenlys og selvfølgelig. I Disneys film "Aladdin" fra starten af 1990'erne så børnene - der i dag er soldater - Aladdin som en fyr, der nemt kunne gå for at være en amerikansk ung med amerikansk accent, der var i kamp mod onde skurke, der altid var tegnede som arabere med arabisk accent. Mens det forhåbentlig vil være for paranoidt at anklage Disney for at have gjort det bevidst, så afspejler det i det mindste en holdning i samfundet, som vækker popularitet. Muslimer er også storleverandører af skurke i den yderst populære TV-serie "24".

Dødstallet for Bush-æraens krige er hemmeligt. Vi kender ikke det præcise dødstal i Irak, men det formodes i øjeblikket at ligge i nærheden af 700.000 mennesker. Ingen kender antallet af ødelagte lemmer, varige skader, overfald, voldtægter, vansiringer og sårede, men vi ved, at tallet stadig stiger.

Bush kan dømmes som krigsforbryder gennem hans ledende rolle i ansporingen til krige og de krigsforbrydelser, der opstår i disse krige. Sidste år kunne medierne rapportere, at Bush havde forhandlet om købet af en stor ranch i afsides egne i Paraguay, der nægter at udlevere krigsforbrydere.

"The Stanford Prison Experiment", ledet af Philip Zimbardo, var et vendepunkt i kontroversiel socialpsykologi i 1970'erne, hvor den menneskelige opfattelse af fri vilje fik et chock, der kan sammenlignes med erkendelserne fra Pavlovs forsøg med hunde.

Zimbardo fik i 1971 en gruppe studerende til at deltage i et eksperiment, hvor nogle af de studerende skulle spille fangevogtere, mens resten skulle spille indsatte i et fængsel. Eksperimentet måtte afbrydes efter få dage, fordi fangevogternes sadistiske opførsel nedbrød de studerende, der spillede fanger. Også selv om de "indsatte" alle var helt almindelige mennesker, der ikke havde gjort noget ulovligt.

Med dette eksperiment demonstrede Zimbardo, hvor kraftigt mennesker lever sig ind i de sociale roller, vi påtager os. Eksperimentet var en dramatisk demonstration af, hvordan vores identitet og opførsel bygger på den rolle, vi bliver presset ud i, eller som vi føler, at vi passer ind i.

Zimbardos og andre samtidige forskeres forsøg påviste med overbevisende tydelighed, at den menneskelige opførsel i høj grad er dikteret af den gruppe, man formodes at tilhøre, uanset om det er selvvalgt eller ej.

Zimbardos eksperiment har - sammen med en række samtidige og senere eksperimenter - påvist, at det ikke er den enktelte person, der bestemmer, hvordan personen opfører sig, men derimod den rolle, personenen føler sig hensat til. Hvis en person tilhører en gruppe, som "man" forventer opfører sig på en bestemt måde, så opfører personen sig netop som "man" forventer det. Det er ikke den enkelte person, der er et svin, men derimod hans svinesti, der får ham eller hende til at være et svin.

I dag, over tredive år senere, er "The Stanford Prison Experiment" lige så aktuelt som dengang.

Selv om vi burde have lært lektien i dag, har Philip Zombardo en huskeseddel omkring rolle-indlevelsen: Det er ikke de enkelte mennesker, der er problemet; det er den rolle, de formodes at indtage, der er problemet. Som han selv udtrykker det: "Du kan ikke være en sød argurk i en eddiketønde".

I et interview med Zimbardo udfordrer han Pentagons påstand om, at torturen i Abu Ghraib skulle være forårsaget af "a few bad apples" - altså at den amerikanske tortur af fanger i Irak skulle være forårsaget af et par uopdragne soldater med en personlig dagsorden.

Pentagons forklaring modtrider alt, hvad Zimbardo, og såvel samtidig som opfølgende forskning, har påvist, så Zimbardos lærdom fra 1971 er yderst relevant i dag. Torturen i Abu Ghraib kan ikke forklares som et udslag af "uopdragne soldater", men må tilskrives en forventening i den amerikanske politik overfor de amerianske styrker om, at "man" naturligvis torturerer fanger i Abu Ghraib.

På godt dansk: Torturen skyldtes ikke de enktelte soldater, men var derimod et udslag af den politiske kurs, som USA udstak. Man forventedes at behandle "fjenden" som folk, der burde og skulle tortureres.

Update, april 2008: Se også min anmeldelse af Zimbardos bog, "The Lucifer Effect", som handler om fængselseksperimentet og USAs brug af mishandlinger og tortur.

Til ære for de flittige læsere af denne blog, hvis primære glæde er at hade andre, er her en lille adspredelse.

Gæt en sang!

Hint 1: Det er en nationalistisk slagsang.

Hint 2: Der er opkaldt en radiokanal efter sangens centrale, mytiske figur.

Hint 3: Mogens Glistrup sang den med en yderst personlig fortolkning af melodien, da Fremskridtspartiet oplevede en kraftig fremgang ved valget i 1988.

Hint 4: Den indeholder blandt andet ordene: "Vil dansken i verden fægte, men dølger åsyn og navn, jeg ved, hans ånd er ej ægte, jeg tager ham ej i favn".

Som vinder får du lov til at benytte dit rigtige navn i stedet for at skrive under pseudonym.

Med venlig hilsen til Carsten Agger, der påpeger det interessante fænomen, at højreekstremisterne er mærkeligt anonyme.

Jeg husker desværre ikke, hvad det var for en kilde, der kunne berette, at Nyhedsavisen lægger plads til højreekstremistiske bloggere, der benytter Nyhedsavisens mulighed for at oprette en blog til at sprede hadefuld propaganda og hænge venstrefløjsfolk ud. (Nyhedsavisen mener selvfølgelig, at den bare giver alle lige muligheder, men man kunne godt mistænke den for at se særligt gennem fingrene med højreekstremistisk had, når nu David Trads' aviser har har haft personnager som Sørine Godtfredsen og stenkastende journalister i stalden, og ser ud til at have en særlig kritisk holdning til oppositionen.)

Det er imidlertid ikke kun Nyhedsavisens blog, som de højreorienterede bruger til at hænge folk ud med. Også på blogs rundt omkring udnytter de bloggenes kommentarfunktioner til at lyve og hænge folk ud for noget, de ikke har gjort. For mit vedkommende har jeg således set det ske mod mig i kommentarerne hos Raapil og i kommentarerne ved Document.no. Raapil undrede sig også noget over relevansen, da vedkommende postede sine bagvaskende kommentarer, men valgte tilsyneladende at beholde kommentarerne trods deres åbenlyse fjendtlighed.

Så pas på jeres blogs og de kommentarer, der bliver skrevet. Hadefulde mennesker benytter dem helt bevidst til at sprede had, og skal nok sørge for at klage over censur, hvis I sletter dem. Men husk: Selv om højreekstremisterne har ytringsfrihed, så kan de ikke stille krav om, at andre skal være mikrofonholdere. Slet deres indlæg, eller accepter at din blog bliver udnyttet af dem til deres egne formål.

Længe inden Anden Verdenskrig afbildede David Low ved Englands "Evening Standard" Hitler som et fjols. Det fik Gestapo til at sætte David Low på deres udryddelsesliste.

Dokumenter, der i dag er deklassificerede, viser at CIA havde en "CIA Art Group", der havde til formål at lave tegneserier med Irans daværende premierminister for at vende stemningen mod den demokratisk indsatte leder, som USA afsatte i 1953.

I FBI sørgede J. Edgar Hoover for, at Alfred E. Neuman blev sat under overvågning, da Alfred Neuman havde drillet Hoover i magasinet "Mad". Et årtid senere foreslog Hoover at benytte tegneserier til at skabe splid i den "nye venstrefløj", idet han skrev: Overvej at bruge tegneserier. Hån er en af de kraftigste våben, vi kan bruge".

Ukendte gerningsmænd dræbte den palæstinensiske tegner Naji Salim al-Ali på gaden i London. Både Yasser Arafat og den israelske efterretningstjeneste er blevet mistænkt for at stå bag. Her i landet ved vi også, hvordan Muhammed-tegningerne blev modtaget.

Muhammedtegningerne gav højrefløjen mulighed for at påstå, at den vestlige ytringsfrihed var et kendetegn, hvormed Vesten adskiller sig fra de arabiske lande. Men selv om tegnerne i vores del af verden ikke biver udvist, fængslet eller myrdet, strides de også ofte mod censur.

Her i landet er det ikke regeringen, der står for censuren (selv om regeringen klager over kritiske medier og nægter at involvere sig overfor ukritiske medier, så er dette ikke direkte censur, blot pres). Her er det medierne selv, der står for censuren. Hvis arbejdet opfattes som kontroversielt, blasfemisk, politisk ukorrekt, eller bare dårligt for forretningen, så bliver det aldrig publiceret.

Mens Jyllands-Posten hellere end gerne trykte Muhammed-tegningerne side om side med en artikel, der beskrev, hvordan muslimer måtte lære at finde sig i hån, så valgte Jyllands-Posten at afvise satiriske tegninger af Jesus af frygt for læsernes reaktion.

Visse former for censur er naturligvis forståelige. En politisk sketch i dag kan være forældet i morgen, og forlæggerne må nogle gange forhindre deres kreative elementer i at bryde injurielovgivningen eller i at sprede had. Fornærmelser bør være et biprodukt af et godt argument, ikke et mål i sig selv, sådan som det var i Jyllands-Postens tilfælde, da Muhammed-tegningerne blev trykt.

Redaktørerne er dog ikke for gode til at se forskel. De kvæler tegningerne på grund af angst for sure sponsorer, homofober, homoseksuelle, diverse religiøse grupperinger, etniske eller ikke-etniske danskere, osv. osv.

Tegneren R. J. Matson måtte opleve at få alle tegninger omkring Muhammed-krisen censureret. Han nåede også at få vrede opfordringer til at tegne Muhammed alligevel. Matson fordømte (forståeligt nok) ekstemisternes angreb på ytringsfriheden, men så også Jyllands-Postens tegninger som en unødvendig provokation. Han udtrykte sin for-og-imod holdning med et selvportræt, hvor han sad overskrævs på et missil udformet som en pen.

"Selvmordstegnere" meldte sig også på scenen, men Matson overtalte sin chef til at lade være med at provokere yderligere.

I 2004 valgte Continental Features at droppe "Doonesbury", som blev opfattet som kontroversiel. Firmaets direktør, Van Wilkerson, havde gjort det klart, at han havde fået talrige klager over Doonesbury, og ønskede at erstatte det med en anden. Den prisvindende politiske tegneserie blev efterfølgende erstattet af "Get Fuzzy".

De amerikanske medier er under pres fra de amerikanske konservative. Højredrejningen blev åbenlys, da republikanerne vandt kongressen i 1994, og bagdelskysseriet, der havde taget til, da George Bush blev president, blev endnu kraftigere efter 11. september. I den patriotiske stemning efter 11. september mistede nogle tegnere deres arbejde på grund af deres progressive politiske holdninger.

Andre tegnere, såsom J. D. Crowe, der er anset ved en konservativ avis i Alabama, er forsigtig, når han beskæftiger sig med Bush og hans administration, idet kritik nærmest opfattes som blasfemi.

I krigstid er medierne meget påpasselige med at afbilde militæret. I følge den politiske tegner og kommentator Steve Brodner er det først når der er overvældende beviser på, at krigen byggede på løgne, at man kan tillade sig at være kritisk.

Se gennemgangen af ytringsfriheden i vores del af verden i San Francisco Chronicle.

Bertel Haarder (V) mener ikke, at den vestjyske præst Orla Villekjær bør tale politik i kirken, skriver DR. Det kan jeg selvfølgelig kun bifalde. Religion bør holdes helt ude af politik.

Imidlertid har jeg en formodning om, at det ikke er præstens indblanding i politik, der er det egentlige problem, for man hører jo aldrig Bertel Haarder kritisere f.eks. sognepræst Jesper Langballe (DF), sognepræst Tove Fergo (V) eller sognepræst Søren Krarup (DF), som jo ikke har holdt sig tilbage fra at sprede politiske budskaber fra prædikestolene.

Det egentlige problem for Bertel Haarder er nok i indholdet af det politiske budskab, som Orla Villekjær bragte: Nemlig en kritik af regerings flygtningepolitik. Havde han blot holdt sig til den form for politik, som de førnævnte præster prædiker, så ville han næppe have hørt et ondt ord fra Bertel Haarder.

Ritt Bjerregaard (S) bliver interviewet i Søndagsavisen, hvis holdning til unges mulighed for at have et værested er ganske klar: Bag i køen sammen med frimærkesamlere og tipsklubber. Med denne sammenligning får avisen i øvrigt også på udmærket vis udtrykt sin holdning til de unge.

Til Søndagsavisen siger Ritt Bjerregaard, at hun er ligeglad med ansvaret for urolighederne, og at hun mener, at alle muligheder for at finde en løsning er udtømte, og at der ikke er forhandlingsmuligheder for de unge.

Som argument mener Ritt Bjerregaard, at det sender et uheldigt signal, hvis de unge kan begå vold og derpå få deres vilje. Hun mener ikke, at det har betydning, at størstedelen af de unge tog afstand fra volden, men anklager dem i stedet for at være medansvarlige.

Fair nok; det sender måske et uheldigt signal, hvis belønner vold, selv om man lige skal holde sig i baghovedet, at det altid er den vindende part, der får lov til at bedømme, om noget var "vold" eller "selvforsvar". Det er jo ikke lige fordi den danske invasionskrig mod Irak bliver fordømt lige så entusiastisk af de folk, der fordømmer bøllerne på Nørrebro, for nu at tage et eksempel.

Omvendt sender Ritt Bjerregaard også et tydeligt signal, der i de unges ører må lyde således: "Jeg gider ikke snakke med jer. I skal ikke tro, at I har nogen muligheder". Hun gør det tydeligt, at hun er komplet ligeglad med de unges ønsker.

Den slags signaler skaber vrede og frustration, og det leder til lige netop den form for hærværk og voldsomheder, som vi har været vidne til på Nørrebro, hvor unge følte sig svigtet af det samfund, som de er en del af. Så nok ønsker Ritt Bjerregaard ikke at belønne vold, men hun har intet problem med at lægge kimen til det.

Osama Bin Laden har fødselsdag i dag, hvor han fylder 50 år.

Normalt hører man ikke meget fra Osama Bin Laden - faktisk hører man som regel kun til ham i forbindelse med amerikanske valg, hvor en dårlig video tilfældigvis dukker op via uklare kilder - men i anledning af hans fødselsdag er det måske værd at genopfriske hans brev til det amerikanske folk, hvor han forklarer, hvorfor han kæmper mod USA.

Brevet indeholder en stor mængde religiøs retorik og en stor mængde religiøst pladder. Jeg skelner mellem retorik og almindeligt pladder, idet retorikken i modsætning til de religiøse argumenter ikke gør nogen forskel for indholdet; retorikken med "Allahs tilladelse" og henvisninger til Koranvers er mere brevskrivningstradition a la "So help me God", end det har reel betydning.

Brevet stinker også af et jødehad, der Luther værdigt, og som må tilskrives en religiøs holdning, der (ligesom Luthers) bør fordømmes. Alt i alt er brevet fra en ateists side ikke just sprængfyldt med overbevisende argumenter.

Ud over det religiøse pladder er der dog nogle ting, der er værd at fremhæve, for mens Osama Bin Laden mener, at gerningerne er imod Allahs vilje, så påpeger han noget, der er dumheder, uanset om man involverer guder eller ej.

Bin Laden anklager USA for at have angrebet, og for at fortsætte sine angreb, i Palæstina, Somalia, Irak, osv., hvor USAs indgriben har medført store civile tab.

Han benytter også en vestlig diskurs i sine argumenter, idet han argumenterer for, at civile tab pga. terror i den vestlige verden er acceptable ud fra vestens egen logik, når USA hævder, at det er USAs eget folk, der har valgt dets ledere. Man kan vende og dreje rimeligheden af argumentet, men det afslører, at Osama Bin Laden ikke er fyr med religiøse skyklapper på, idet han er i stand til at argumentere ud fra modstanderens diskurs. Når han vælger denne diskurs, vælger han bevidst den muslimske diskurs fra, for i følge den er det forbudt at angribe civile. Her dropper han kort sagt de religiøse argumenter.

Han anklager også USA for dobbeltmoral i forholdet til alkohol og giftstoffer, for at bygge økonomi og rigdom på udnyttelse af mennesker, for at udnytte kvinders seksualitet til profit, for at forurene og nægte at underskrive Kyoto-aftalen, for at bruge atomvåben i krig, for være den mest magtfulde nation i verden, der blot opnåede at være den mest destruktive, for at betragte demokrati som noget, der kun gælder hvide mennesker, for at modsætte sig FN og straffe andre for også at gøre det, for på én gang at opkalde sig og svigte menneskerettighederne.

Religiøs nutcase eller ej, så er der dele af Osama Bin Ladens brev, der reflekterer helt reelle grunde til afsky mod USA, som hele verden er vidende om.

Enkelte individer på Nørrebro valgte at smide med Molotov-cocktails. Det kan der være flere årsager til. Nogle har måske ønsket ballade og vold; for andre har det måske været et udtryk for afmagt; og for andre måske markering af en holdning til samfundet, der kan opsummeres til "så lad os sætte en tændstik til lortet og prøve en gang til".

Men hvad er en Molotov-cocktail?

Navnet er afledt af den sovjettiske udenrigsminister Vyacheslav Mikhailovich Molotov. Under den sovjettiske invasion af Finland i optakten til Anden Verdenskrig, benyttede den finske hær en brandbombe, som få år tidligere var brugt i den spanske borgerkrig.

Da Molotov påstod, at Sovjetunionen ikke kastede bomber, men derimod forsyninger til de sultende finner, kaldte finnerne bomberne for "Molotov madkurve". Da Sovjetunionen satte kampvogne ind, kaldte finnerne deres brandbomber for "Molotov cocktails". Oprindeligt henviste udtrykket kun til den brændbare væske, men er siden blevet brugt som beskrivelse af selve brandbomben.

Den oprindelige Molotov cocktail bestod af en blanding af sprit, tjære og benzin i en flaske på størrelse med en vinflaske. Flasken havde en stang med "Bengalsk ild" (en stormtændstik) på siden, som blev antændt, før flasken blev kastet.

Den populære opfattelse af en Motolov-cocktail er mere simpel, nemlig at det er en glasflaske fyldt med benzin. Et stykke stof vædet i benzin eller olie placeres i flaskehalsen som lunte. Lunten antændes, og flasken kastes mod modstanderen.

Mere effektive Molotov-cocktails minder i højere grad om det oprindelige design, dog med varierende blandinger af den brandbare væske.

For det første er den populære opfattelse af en lunte isat flaskens hals en dårlig idé, idet den brændbare væske fra flasken kan lække, eller lunten kan falde ud. Det er meget bedre at benytte en tampon vædet i benzin, der sættes fast på flasken med et stykke elastik. Der sættes låg på flasken, tamponen tændes, og flasken kastes. Det er selvfølgelig vigtigt, at flasken knuses, når den lander. Alternativt kan der benyttes en stormtændstik som lunte, ligesom i det oprindelige design.

For det andet kan indholdet forbedres. Den nemmeste blanding er en halv del benzin og en halv del motorolie. De blandes nemt, og brænder nemt. Olien sikrer, at indholdet klistrer godt.

Tjære kan bruges i stedet for olie. Tjæren klistrer også godt, og blandingen brænder med en højere temperatur.

Den mest klæbrige blanding er en halv del benzin, en fjerdedel tjære og en fjerdedel fedt, som er rystet godt sammen.

For dem, der i stedet ønsker høje flammer, kan flaskerne fyldes med sprit, idet målet ikke er afbrænding af et mål. Hvis flaskerne kastes, så de lander side om side, dannes der en væg af ild, som modstanderen næppe vil ønske at gennembryde.

En variant, der måske ligger på grænsen mellem IED og Molotov-cocktails, er at fylde en plasticflaske med ammoniumnitratbaseret gødning blandet med dieselolie eller benzin. Flasken må ikke knuses, når den lander. Når lunten antændes, vil flasken eksplodere i løbet af et øjeblik, så det gælder om være hurtig, når den kastes mod målet. Ammoniumnitrat er af samme årsag i PETs søgelys. Det er dog ikke så vigtigt lige netop at bruge ammoniumnitratbaseret gødning. Formålet med ammoniumnitraten er at frigive ilt, og fordi nitrogenforbindelsen er ustabil, frigøres ilten nemt. Dette kan også lade sig gøre med mange andre materialer. Jeg har ladet mig fortælle, at rust også skulle kunne bruges.

(Bemærk dog, at Molotov-cocktails naturligvis er forbudte at fremstille og benytte.)

Jyllands Posten fortæller, at religionshistoriker Mikael Rothstein skulle have opfordret til demonstrationer omkring ungdomshuset. Fagrådsrepræsentant Johan Gardenkrans har i følge Jyllands-Posten udtalt, at han har set klager over Mikael Rothstein.

Men i en dekanerklæring, der er udsendt til hele fakultetet, afvises Jyllands-Postens fremstilling. Her siger Johan Gardenkrans, at han føler sig fejlciteret i Jyllands-Posten, idet han ikke på noget tidspunkt har udtalt, at fagrådet har modtaget klager fra studerende, som avisen skriver.

Dekanen understreger i øvrigt, at det er nødvendigt for det humanistiske fagområde, at der er højt til loftet i forhold til debat og ytringsfrihed.

I den forbindelse skal vi jo ikke undlade at påpege, at der er andre end venstrefløjen, der markerer deres holdninger i deres positioner som lektorer på universiteterne. Dem har Jyllands-Posten nok "glemt".

Jyllands-Posten, d. 9/3 2007 — Dansk Folkepartis Ungdom vil følge op på web-successen Meld din lærer, hvor højreekstremister har mulighed for at rapportere undervisere og forskere, der løfter sløret for Dansk Folkepartis racistiske og fascistiske politik.

Forskere og undervisere med ikke-ariske træk skal også kunne rapporteres i den næste version af "Meld din lærer".

Siden har været en stor succes, mener Dansk Folkepartis Ungdom.

"Vi har efterhånden opbygget en lang liste over personer, der ikke er værdige til at holde et embede, og som vi vil sørge for at sætte fokus på, så snart det bliver muligt for os", siger landsformand Kenneth Kristensen til Jyllands-Posten. "Med en sådan liste vil det være helt ligetil at sætte navn og ansigt på de mennesker, der bliver overflødige, næste gang regeringen sparer på uddannelse og forskning".

Dansk Folkepartis Ungdom mener nu, at det er på tide at udvide deres afdækning af problematiske personer. "Meld din lærer" skal derfor suppleres med muligheden for at indrapportere undervisere og forskere, der har mørk hud, stor næse, kraftigt overskæg, eller andre tegn på ikke-arisk arv.

På sigt vil Dansk Folkepartis Ungdom endvidere oprette web-siden "Meld din nabo", som vil give helt almindelige etniske danskere mulighed for at indsende billeder af personer med ikke-ariske træk, idet andre brugere af web-siden vil have mulighed for at se billederne og meddele Dansk Folkepartis Ungdom, hvis disse personer har et job.

"Vi vil gerne have, at folk skal lære at tænke selv, men det nytter selvfølgelig ikke, at forskere og undervisere får folk til at tænke anderledes. Hvis vi vil sikre danskheden, er vi nødt til at fastholde både de danske tanker og den danske race", siger Kenneth Kristensen til Jyllands-Posten.

Vi undrede os noget, da vores datter i sidste uge fortalte os, at hun syntes, det var mærkeligt, at børnene skulle slæbes med i kirke for at synge salmer. Hun er syv år, men havde intet problem med at gennemskue, at dette ikke var almindelig sjov og underholdning. Vi fandt det besynderligt, at vi ikke havde hørt noget fra skolen, men formodede, at vores datter måske havde glemt at få en seddel med hjem. Det havde hun dog ikke - skolen havde blot valgt ikke at informere forældrene om begivenheden. Da vi talte med skolen, fik vi at vide, at det skete i forbindelse med kirkens såkaldte "kulturuge". Det følgende er en kopi af den klage, vi har sendt til skolen:

Vedr. klage over religiøs indoktrinering samt registrering af fritagelse herfor som ulovligt fravær.

I forbindelse med Aalborg Stifts "Religions Pædagogisk Stiftsudvalg" har Skansevejens Skole valgt at lade vores syvårige datter (-----) deltage i udvalgets såkaldte "kulturuge" i to af indeværende uges dage.

I følge udvalgets egne tekster er kulturugen en del af et projekt, der skal løse følgende problematik:

Om projektet konkluderes det foreløbig i følge udvalgets tekster, at:

Indholdet af kulturugen er således målrettet den rituelle gudstjeneste og den kristne liturgi, og hensigten med kulturugen er at vænne børn til kristne ritualer og ceremonier. Kulturugen har ikke til hensigt at stå som underholdning, men er et målrettet middel til på sigt at rekruttere medlemmer til religionen.

Skolens støtte af projektet kan sammenlignes med, at børnene blev påbudt at gå med tørklæde i dele af skoletiden, at børnene fik tests og undervisning i Scientologi i et af Scientologis centre, at børnene blev taget i synagoge for at lære at recitere torah-vers, eller at børnene tilbragte lige så lang tid med at sige "Allah er stor", som de ved Aalborg Stifts projekt bruger på at synge kristne salmer.

Skansevejens Skole har oplyst os, at skolen ikke opfatter dette som deltagelse i religiøse handlinger. Salmesang og kirkegang opfattes imidlertid fra kirkelig side som en så central del af den kristne praksis, at hvis ikke skolen opfatter dette som religion, så har vi vanskeligt ved at se, hvad skolen overhovedet kan opfatte som religion. En så mangelfuld forståelse for religiøse handlinger gør os urolige for, hvad Skansevejens Skole ellers kan inddrage børnene i af religiøse tiltag. Ikke mindst er vi urolige for, hvad børnene lærer i skolens kristendomskundskabsfag, når skolen ikke engang forstår, at deltagelse i Aalborg Stifts kulturuge er at udsætte børnene for særligt tilrettelagt kristen mission: Særlig i vores datter aldersgruppe har det større betydning, hvad man deltager i fysisk, end hvad man får at vide verbalt.

Amina Lap - vores datters mor - studerer religionsvidenskab, og er kvalificeret til at undervise i faget på gymnasieniveau; karakteristikken af udsættelsen for religiøse handlinger, som er ridset op ovenfor, bygger på den faglige viden, som dette fag opbygger, og er således kvalificeret.

Vi lærte kun om initiativet fra vores datter, idet hun fortalte os, at hun fandt det mærkværdigt, at børnene skulle bringes i kirke og synge salmer. Skolen har ikke informeret os om dette tiltag.

Som ateister må vi på det skarpeste fordømme skolens deltagelse i en så målrettet religiøs indoktrinering af vore børn, og vi finder det anstødeligt og respektløst for ikke-kristne, at skolen ikke engang informerer de forældre, der har gjort opmærksomme på, at vi ikke ønsker børnenes deltagelse i religiøse arrangementer.

Endvidere er vi fortørnede over, at skolen ikke tilbyder alternative aktiviteter, så vi har været nødsagede til at tage børnene fri begge dagene for at undgå religiøs indoktrinering. Vi kan ikke acceptere, at skolen tillader sig at registrere dette som ulovligt fravær.

Vi har tidligere forsøgt at få vores datter fritaget for kristendomsundervisning. Vi har modvilligt måttet acceptere, at dette trods de lovmæssigt udstukne rammer ikke var muligt, idet skolen ikke har de nødvendige ressourcer. Til gengæld er vi blevet lovet, at vores datter ikke skal deltage i religiøse arrangementer.

De bedes venligst bekræfte, at Skansevejens Skole sletter registreringen af hjemholdelsen som ulovligt fravær.

Endvidere bedes De bekræfte, at Skansevejens Skole vil bistå med alternative muligheder, såfremt Skansevejens Skole i fremtiden ønsker at samarbejde med Aalborg Stift i dette organs oplæring og træning i religiøse aktiviteter hos skolens elever.

Med venlig hilsen,

(Underskrevet)

Derfor, som ateist eller ikke-kristen: Vær på vagt overfor de religiøses overgreb på jeres børns fornuft. Opdrag, ligesom vi, jeres børn til at udvise skepsis overfor den slags, så I ikke pludselig oplever, at jeres børn bliver slæbt med til vækkelsesmøder og anden rekruttering, uden at I er blevet advaret!

Jeppe Kabell berettede for nyligt fra det fundamentalistiske Faderhusets Ruth Evensens gudstjeneste. Han kunne fortælle, at:

Men Faderhusets holdning er bestemt ikke hverken ny her i landet eller forbeholdt fundamentalistiske små sekter. OK, pædofili er en kriminel handling, og kun de færreste kan være uenige om, at dette er et reelt overgreb begået mod parter, der ikke er i stand til at gøre noget ved det. Men modstand mod homoseksualitet, pornografi, abort og "satanisk legetøj" er udpræget religiøst betingede holdninger, hvor man i parentes kan bemærke, at selvsamme religiøse tradition har en noget mere fleksibel holdning til pædofili, hvis man læser nærmere efter i den kristne Bibel.

Lige netop Faderhusets holdninger til homoseksualitet, pornografi, abort og "satanisk legetøj" kan vi genfinde hos Dansk Folkeparti:

Per Hovgaards holdninger til homoseksualitet er vist ikke til at tage fejl af, når han i Ekstra Bladet (august 2005) omtaler dem som "mere eller mindre ulækre mænd og kvinder", og homoseksuelles rettigheder bliver jo heller ikke just sidestillet med heteroseksuelles rettigheder hos Dansk Folkeparti.

Louise Frevert trak sig først tilbage, da det kom frem, at hun havde medvirket i pornofilm, og ellers lægger Dansk Folkeparti meget klart linien med deres holdning til sex, når Dansk Folkeparti ønsker, at seksualundervisningen skal opfordre til seksuel afholdenhed. Abort er de heller ikke glade for.

Selv i paranoide forestillinger om "satanisk legetøj" står Dansk Folkeparti bag Faderhuset. Søren Espersen har direkte henvist til satanisk legetøj i et læserbrev, hvor han går noget længere end blot at ville forbyde legetøjet, og opfordrer til fascistiske midler om at fjerne børn fra folk, som han er uenig med.

De autonome behøver vi vist ikke dokumentere Dansk Folkepartis holdninger til, og kan blot notere os, at de er særdeles sammenfaldende med Faderhusets opfattelse.

Hvad Guds kraft angår, så er det bestemt værd at fremhæve Søren Krarup og Jesper Langballe, hvis opfattelse af Guds ord versus dansk lovgivning ikke efterlader nogen tvivl om, hvad de foretrækker. Søren Krarup siger således om kristendommen, at "Kristendommen er forkyndelse af sandheden, men sandheden kan der ikke stemmes om. Den kan kun adlydes."

Kampen mellem Gud og Djævelen er Faderhuset og Søren Krarup også enige om; i Søren Krarups ord er humanisme og menneskerettigheder Djævelens eget værk: "Den dæmoniske lovretfærdighed. ... Menneskerettighederne er virkelig vor tids fordærvsmagt, djævelen i skikkelse af en humanitær lysengel, forfalskningen og sammenblandingen af Gud og menneske, himmel og jord."

Både venner og fjender af Dansk Folkeparti vil kunne blive enige om, at Dansk Folkepartis politik ikke bare er en tilfældig blanding af holdninger, men at der er en rød tråd i partiets politik og holdninger.

Dansk Folkepartis politiske røde tråd går gennem fundamentalistisk kristendom. Det er ikke tilfældigt, at det netop er fra Dansk Folkeparti, at man igen og igen hører holdninger af samme karakter, som en dybt fundamentalistisk og hadefuld kristen sekt kommer med. Den eneste forskel er, at de fundamentalistiske kristne siger det åben og i koncentreret form, mens Dansk Folkeparti lader holdningerne komme dryssende lidt ad gangen, og prøver at give holdningerne en "rationel" og "rimelig" klang.

Dansk Folkeparti prædiker seksuel afholdenhed, skriver Ekstra Bladet.

Dansk Folkepartis fundamentalistiske præster har ikke levet forgæves i partiets politik. I følge Ekstra Bladet mener partiets uddannelsesordfører, at seksualundervisningen ud over at lære børn om seksualitet også skal opfordre til moralske - kristne - værdier om troskab.

Udgifterne til dækning af politiets håndtering af demonstrationerne omkring Ungdomshusets nedrivning beløb sig til flere millioner om dagen. De samlede omkostninger kender jeg ikke endnu, men selv et optimistisk gæt vil ligge langt under prisen for at forære de unge et nyt ungdomshus.

Imidlertid skal man ikke lade sig afpresse af den slags udgifter, hvis man vil have et retssystem til at fungere. Nogle gange er man nødt til at tænke "uøkonomisk" og acceptere, at det koster flere penge at håndhæve loven, end det koster at lade stå til. Ellers ville man have et samfund, hvor en nation f.eks. kunne invadere et land på grund af olie, eller for at give sine venner økonomisk vind i sejlene.

Ideologisk set har vi betalt med et historisk kulturhus - omend misligholdt - der var tilholdssted for unge, hvor de holdt fester, foredrag, musikarrangementer, osv. Det var også et tilholdssted for blandt andet BZ-ere og autonome, selv om disse langt fra var husets primære brugere.

For denne ideologiske betaling har vi fået en fundamentalistisk kristent sekt ind på Nørrebro med den eksplicitte hensigt at missionere overfor en af Danmarks største kulturblandinger. Det er en sekt af den slags, der prædiker had mod homoseksuelle og er imod fri abort og sex før ægteskabet, og som forlanger, at dens medlemmer isolerer sig fra familie og venner. Det er en sekt, der har til hensigt at genere hele landet med deres mission. Det er en sekt, der kan forventes at være årsag til langt mere ballade det pågældende sted, end Ungdomshuset var.

Jeg er sikker på, at højreekstremisterne frydes over dette bytte, og jeg frygter, at størstedelen af befolkningen også mener, at det var et godt bytte.

Jeg mener derimod, at et retssystem, der muliggør den slags byttehandel, trænger til fornyelse. Ellers ville vi stå i en situation, hvor et land f.eks. kunne føre krig af religiøse årsager.

Det er nok de færreste, der er uenige om, at Faderhuset har loven på sin side i overtagelsen af Ungdomshuset.

Imidlertid rejser der sig spørgsmålet: Hvorfor var Faderhuset så interesseret i at købe lige netop Ungdomshuset, når deres hensigt hele tiden var at rive det ned? Når nu stedet alligevel skulle jævnes med jorden, så kunne Faderhuset jo bare have fundet et andet sted.

Svaret på dette spørgsmål må være af ideologisk karakter. Det er klart nok, at Faderhuset ønskede, at deres nye missionshus skulle ligge netop dét sted.

Studerende Jeppe Kabell var med til en gudstjeneste i Faderhuset, hvor Ruth Evensen fejrede, at hendes fundamentalistiske gruppe med politikeres og politiets hjælp fik ødelagt Ungdomshuset. I skrivende stund er Jeppe Kabells side blevet lukket på grund af overbelastning, men Ekstra Bladet indeholder tilstrækkelig dækning i forhold til Jeppe Kabells beretning. (Jeppe Kabells side er p.t. tilgængelig i Googles cache.)

Af Ruth Evensens gudstjeneste fremgår det ganske tydeligt, at hvad deres vision var, og den underbygges af hendes tidligere missionering.

Da Ruth Evensen i 2002 marcherede på Nørrebro sammen med den lige så fundamentalistiske Moses Hansen, var det med det specifikke mål, at netop Nørrebro var det sted, hvorfra hendes mission skulle udgå, idet Nørrebro skulle omvendes.

Derfor var det også nødvendigt for Faderhuset, at det kom til at ligge på Nørrebro. Ikke mindst har Ungdomshuset med dets venstreorienterede og tværkulturelle islæt været en særlig nødvendig kamp set fra det højreorienterede og fundamentalistiske Faderhuset.

Da der var optøjer i Gellerupparken i Århus, skortede det ikke på "islamkritikernes" anklager om, at det var på grund af den fremmede kultur.

Hvis ikke Nørrebro-optøjerne har vist os andet, så har de i hvert fald vist, at også etniske danskere kan gå amok, og at årsagen måske ikke skal søges i en fremmed kultur.

Der er nogen, der skylder indvandrerne en undskyldning her.

Imens vil vi på Sæbekassen sætte os i en rundkreds og synge en sang til melodien "Vi voksne kan også være bange":

Højrefløjens politik har øget skellet mellem rige og fattige, og man må stille sig det retoriske spørgsmål: Hvad forventer højrefløjen egentlig at opnå med deres fablen om fordelen ved konkurrence, der skubber de mindre egnede ud? Regner de oprigtigt med, at de fattige derved forsvinder ud af samfundet, så kun alle vi(?) rige bliver tilbage?

Svaret på det sidste spørgsmål er åbenbart ja - det er symptomatisk for højrefløjen, at de mener, at man i økonomisk forstand bare kan sætte de svage ud til ulvene, og så er de forsvundet.

Der er bare en hage ved det: Ulven er uddød i Danmark. Der er ikke nogen ulve derude, som man kan sætte folk ud til. I deres tro på, at økonomien er hele sandheden, glemmer højrefløjen, at mens den rigtige ulv æder de svage, æder den økonomiske ulv kun de svages midler. Den økonomiske ulv efterlader de svages kroppe; de svage er der stadig, når de har tabt konkurrencen.

Man kan ikke bare smide folk ud af samfundet. De udstødte holder jo ikke op med at eksistere, bare fordi man "lukker dem ude". Samfundet består både af dem, der er "inde" og dem, der af nogle opfattes som "ude".

Til gengæld kan man roligt regne med, at hvis man sætter folk i stresssituationer, hvor de ikke får lov til at "være med", så kommer det til at koste dyrt i kriminalitet m.v. Så længe højrefløjen ikke tilbyder at genindføre ulven i form af f.eks. udryddelseslejre, så de svage kan fjernes fysisk fra samfundet, vil de svage blive ved med at eksistere som en del af samfundet, uanset hvor meget man lukker øjnene for deres tilstedeværelse.

Vi andre realister ved godt, at folk ikke forsvinder, bare fordi man lader som om, at de ikke findes. Det er ikke muligt at fjerne problemer ved at smide folk ud, uanset om det er fra en lejlighed eller et ghettoområde, via kriminalisering af arbejdsløshed, eller gennem mistænkeliggørelse på grund af etnicitet.

De vil stadig være i samfundet, og de skal nok finde en måde at overleve på. Hvis ikke de har råd til mad, så stjæler de maden eller røver fra de rige, der har overtaget deres penge. Hvis ikke de har husly, besætter de huse. Hvis de gang på gang oplever at blive forfordelt, bliver de vrede og destruktive.

Jeg vil have et samfund, hvor jeg kan lade mine børn gå udledsaget til skole, og hvor jeg kan parkere min bil udenfor huset eller lejligheden. Jeg vil have et samfund, hvor jeg ikke skal holde mig ude fra bestemte nabolag. Jeg vil have et samfund uden "gated communities", hvor Vagtværn A/S holder vagt, og hvor det er forbundet med livsfare at bevæge sig ud. Jeg vil have et samfund, der ikke behøver beskytte sig mod udstødte, fordi samfundet ikke støder folk ud.

ComputerWorld har et kort indlæg om net-neutralitet. Net-neutralitet kan forhindre, at store Internetudbydere eller statsforetagender kan eje muligheden for at kontrollere Internet-trafik. Eller sagt på en anden måde: Hvis ikke der indføres net-neutralitet, kan store Internetudbydere eller statsforetagender blokere eller sænke farten på konkurrenters net-indhold og samtidig øge hastigheden på samarbejdspartnernes materiale. Lyder det bekendt?

Problemet går ud på, at de store telekompagnier i USA (f.eks. Verizon, AT&T og BellSouth) gerne vil tilbyde service for "backbone" Internet-trafik, dvs. den del af nettet, der for alvor flytter data - det er så at sige Internettets motorvej. Det betyder at sites såsom Google, Yahoo og andre vil være nødt til at betale abonnement for at beholde deres høje hastigheder, eller i modsat fald risikere at blive betegnet "bulk"-trafik med lavere båndbredde.

I dag kører Internettet på det koncept, der hedder "net-neutralitet", hvilket vil sige, at Internettets "backbone" ikke prioriterer, hvem der benytter den. Det bygger på først-til-mølle-princippet. IP-telefoni, en email, download af en MP3-fil, osv. har alle samme prioritet. Men hvis net-neutraliteten fjeres, vil ejerne af "backbones" kunne forlange gebyrer fra bestemte udbydere (f.eks. Google) for højere båndbredde.

En højere båndbredde betyder, at trafik fra en udvalgt kunde vil have højere prioritet end anden trafik. Der er ikke til at vide, hvor grænsen går. Det er muligt, at "grundlæggende" trafik f.eks. vil forløbe med en hastighed på 50 KB/sek, mens "betalt" trafik vil køre så hurtigt som muligt. Men selv hvis en udbyder ønsker at betale et gebyr, så er det sandsynligt, at en konkurrent vil tilbyde højere betaling, og den første udbyder er nu stort set tilbage, hvor den startede, nemlig med en service, der er dårligere end konkurrentens. Denne cykel kan gentages i det uendelige.

For dig som kunde betyder det, at hvis net-neutraliteten ophæves, så vil det blive dyrere for dig at benytte services på Internettet, idet dine udbydere jo skal hente pengene et sted. Det, der engang var gratis services, vil komme til at blive dyrere og dyrere.

I USA er republikanerne forudsigeligt nok imod net-neutralitet, men de er heldigvis i mindretal. Hvis konceptet viser sig at være profitabelt for telekommunikationsvirksomhederne i USA, vil det imidlertid hurtigt spredes til resten af verden. Det vil ændre Internettet radikalt, og næppe på en måde, der tilgodeser brugerne.

I Danmark har vi en borgerlig regering, der også følger de kapitalistiske interesser, som republikanerne i USA, og vi kan forvente, at de også vil forsøge at ophæve net-neutraliteten. Hold øje med dem!

Statsborgerskabstesten er næsten blevet til den karrikatur, jeg tidligere har lavet satire over. Mange af spørgsmålene handler om dansk overlegenhed (hvornår vandt vi i EM og VM?) og man får indtryk af, at evnen til at være dansk handler om at kunne recitere kongerækken.

Vi ville nok komme en reel dansk kulturforståelse nærmere, hvis der blev sat lidt perspektiv på spørgsmålene. I det følgende har jeg derfor plukket nogle af de foreslåede spørgsmål ud, idet jeg har tilføjet et alternativt spørgsmål, der leder til præcis de samme svar, men som antyder kulturens skyggeside for det oprindelige spørgsmål. Det oprindelige spørgsmål er markeret med "a", mens det alternative spørgsmål er markeret med "b".

9a. Tillader den danske grundlov censur?
9b. Anfører den danske grundlov religionslighed?
Det korrekte svar er "Nej". Til gengæld har den religion, som den danske grundlov fremhæver som den væsentligste, en historisk tradition for censur.

10a. Er det lovligt i Danmark at forskelsbehandle en person på grund af race eller etnisk oprindelse?
10b. Hvis kvalifikationerne er ens, har en person af ikke-dansk race eller etnisk oprindelse så de samme muligheder som en etnisk dansker?
Det korrekte svar er "Nej". Lovgivning er én ting; praksis er påviseligt en anden, idet f.eks. flere kvalificerede ikke-etniske dansker står arbejdsløse end etniske danskere.

11a. Er det lovligt i Danmark at forskelsbehandle en person på grund af køn?
11b. Har kvinder og mænd samme lønstatistik i Danmark?
Det korrekte svar er "Nej". Lovgivning er én ting; praksis er påviseligt en anden, idet kvinder får mindre i løn end mænd.

13a. Religionsfrihed i grundlovens forstand betyder, at borgerne har ret til at dyrke deres religion,
13b. Religionsfrihed i grundlovens forstand betyder, at borgerne selv bestemmer, hvordan de dyrker Gud (jf. §67),
Det korrekte svar er i begge tilfælde, at det forudsætter, at man i øvrigt følger lovgivningen. Formuleringen i grundloven handler imidlertid om, at man selv bestemmer, hvordan man dyrker den kristne gud, og antyder ikke nogen friheder i forhold til hverken ateisme eller ikke-kristne religioner.

25a. Kan der idømmes dødsstraf i Danmark?
25b. Beskytter Danmark konsekvent asylansøgere mod at vende tilbage til en dødsdom?
Det korrekte svar er i begge tilfælde "Nej".

31a. Hvordan fejres sankthansaften den 23. juni?
31b. Ved sankthansaften den 23. juni eksekverer man symbolsk dødsdommen over en heks. Hvordan foregår det i dag?
Det korrekte svar er i følge Indfødsretstesten, at man tænder bål. Der står dog ikke, at dette bål har til hensigt at afbrænde en heks - der heldigvis i dag kun findes som en dukke - som fejring af den danske forfølgelse af hekse og kættere.

56a. I hvilket årti startede indvandringen af mennesker fra især Tyrkiet, Pakistan og det tidligere Jugoslavien til Danmark?
56b. I hvilket årti flyttede gæstearbejdere fra især Tyrkiet, Pakistan og det tidligere Jugoslavien til Danmark efter invitation fra den danske stat, idet Danmark manglede arbejdskraft?
Det korrekte svar er "1960'erne". Men formuleringen af spørgsmålet tilkendegiver, at det handler om indvandring, som om det skete uopfordret; realiteterne var, at indvandrerne dengang blev kaldt "gæstearbejdere", som der blev taget godt imod, fordi vi manglede arbejdskraft.

73a. Hvad var navnet på den biskop, som regnes for Københavns grundlægger?
73b. Hvad var navnet på den biskop, der foruden sit erhverv som biskop var feltherre og politiker, og som begik erobringstogter og slog oprør mod sin nepotisme ned?
Det korrekte svar er "Absalon". Det er faktisk en myte, at Absalon skulle være grundlægger af København, men det er korrekt, at han i folkehistorien regnes som Københavs grundlægger. Han var i praksis en person, vi ikke har grund til at være stolte af, når man ser på hans øvrige gerninger, der ikke er mytiske.

76a. Hvilket år fandt reformationen sted i Danmark?
76b. Hvornår fandt reformationen, der markerer indførelsen af en selv for den tid fundamentalistisk form for kristendom, sted i Danmark?
Det korrekte svar er "1536". Reformationen bestod af indførelsen af Luthers "tilbage til skrifterne"-fundamentalisme. Det var også Luther, der formulerede teksterne til det jødehad, der blev brugt som argumenter for jødeudryddelserne under 2. verdenskrig, og som støttede kirken og adelen, da han sagde om bondeoprøret, at bønderne skulle slås ned som gale hunde.

78a. Danmarks konge fra 1588 til 1648 er især kendt for at have opført en lang række af Københavns mest berømte bygninger - bl.a. Rundetaarn og Børsen. Hvad hed han?
78b. Danmarks konge fra 1588 til 1648 er især kendt for sin skørlevned, og for sin intense forfølgelse af hekse, der blev brændt på bålet i kristendommens navn. Hvad hed han?
Det korrekte svar er "Christian 4". Vi burde være flove over at have haft sådan en person som landets leder.

82a. Hvad var navnet på den tyske læge, som i slutningen af 1700-tallet styrede Danmark på vegne af den sindssyge kong Christian 7.?
82b. Hvad var navnet på den tyske læge, som i slutningen af 1700-tallet blev dødsdømt og henrettet som landsforræder, fordi han havde udnyttet sin position til at indføre pressefrihed, krav om offentlig ansættelse efter kvalifikationer, forbud mod tortur, lempelse af fæstebønders vilkår, m.v.?
Det korrekte svar er "Struensee". Mens den danske kultur kan noteres for, at vi ikke engang ville afsætte en sindssyg leder af landet, så er Struensee måske den person, vi skylder mest for demokrati, ytringsfrihed, og øvrige oplysningstanker. Ham henrettede vi på grund af hans tanker.

88a. Hvilket politisk parti, der i særlig grad varetog bøndernes interesser, blev dannet i 1870?
88b. Hvilket politisk parti, der i dag i særlig grad varetager erhvervslivets og de riges interesser, blev dannet i 1870?
Det korrekte svar er "Venstre", hvis politik i dag kan dokumenteres at have forøget skellet mellem rig og fattig.

91a. Hvilken person forbinder man specielt med folkehøjskolerne?
91b. Hvilken af følgende personer var notorisk nationalistisk og racistisk?
Det korrekte svar er "Grundtvig". Han prædikede en forholdsvis pragmatisk form for kristendom i forhold til samtidens præster, idet han satte mennesket først og kristendommen sidst, men hans nationalisme og racisme var på nippet af ekstremisme.

98a. Ved besættelsen af Danmark i 1940 krævede Tyskland,
98b. Ved besættelsen af Danmark i 1940 anbefalede de Konservative og Venstre,
Det rigtige svar er, "at den danske regering skulle samarbejde med Tyskland". Det var først meget sent i krigen, at partierne gik med til det, der er kendt som danmarkshistoriens langsomste nej.

197a. Hvem betaler kirkeskat?
197b. Den del af præsters og bispers løn, der ikke dækkes af den almindelige skattebillet, suppleres med kirkeskatten. Hvem betaler kirkeskat?
Det korrekte svar er "Det gør kun medlemmer af folkekirken". Vi betaler imidlertid alle en meget stor del af præsternes og bispernes løn og pension via den almindelige skat, uanset om vi er medlemmer af Folkekirken eller ej. Kirkeskatten udgør resten.

199a. Hvilke særlige rettigheder opnår godkendte menigheder og trossamfund uden for folkekirken?
199b. Kun på ét punkt mister folkekirken sin overlegenhed i forhold til godkendte menigheder og trossamfund udenfor folkekirken. Hvad får disse menigheder og trossamfund nemlig lov til?
Det korrekte svar er, at "[d]e opnår ret til at foretage vielser med juridisk gyldighed". En godkendt menighed eller et godkendt trossamfund - som i øvrigt skal godkendes med deltagelse af kristne teologer - har ikke nogen øvrig betydning eller andre rettigheder.

(Svarene på de ovenstående spørgsmål - både de originale og de alternative spørgsmål - kan findes som PDF-fil.)

Hvad skal man forvente af en Internet-service, der hævder at være gratis?

Som jeg tidligere har påpeget, så er det som regel for godt til at være sandt. Groupcare og iGroups startede begge som gratis services, men da de havde lokket en tilstrækkelig stor kundebase ind, kom gebyrerne. Hvis man ville undgå chikane i form af ventetider eller "midlertid overbelastning" af serverne, så skulle man betale.

Det er også andre måder at kalde sig "gratis" på. Black Market er et eksempel på et Internet-community (i dette tilfælde et "Arto med næsering og farvet hår"), som hævder at være gratis. Der er ingen betalinger for brugen af Black Market, siger Black Market om sig selv.

Når man har oprettet sig som bruger, at man kan donere til Black Market. Det er der ikke noget galt i; hvis man er glad for en gratis service, og gerne vil støtte den, så er det en fin måde at give sit bidrag til sidens driftsomkostninger. Det er langt fra sikkert, at en begrænset reklamefinanciering kan dække det hele.

Men så er det, at kæden hopper af. Visse donationer giver den donerende bruger ekstra plads i brugerens fotoalbum. Med andre ord ligesom hvis jeg "donerer" syv kroner til købmanden, og som tak får lov til at tage en ekstra liter mælk med hjem. Sorry, men den slags hedder betaling for udvidelse af ens fotoalbum. Ikke at der er noget galt i at betale for det, men så er siden altså heller ikke gratis længere, og det er i hvert fald stygt misvisende at kalde det for "donation".

For nyligt blev det værre. Ejeren besluttede sig for, at brugerne ikke donerede tilstrækkeligt. Derfor besluttede ejeren sig for at inddrage en populær feature, som man kun kan få genaktiveret, hvis man donerede et begrænset beløb. Indrømmet, beløbet var forholdsvis lille, men hvis man kan kalde den slags løsepenge for "donation", så er det også rimeligt at kalde det for "beskyttelsespenge", når kriminelle truer en butiksindehaver til at betale for ikke at få slået butikken i stykker. Ejeren tog simpelt hen en populær feature som gidsel, som man kun kunne få løsladt mod betaling - og alligevel insisterede han på, at det var "donation".

Det skræmte mig noget, at de "gamle" brugere på Black Market særdeles aggressivt insisterede på, at det jo var okay, når løsesummen var ret lav, og at det var fint nok, når nu det ikke var hele Black Market man skulle betale for, og i et enkelt tilfælde, at vi skulle være glade for, at vi fik lov til at få den hidtil gratis feature tilbage. Disse brugere ikke blot accepterer, men forsvarer at blive røvrendt.

På "Black Market" står der stadig, at siden er gratis at bruge. Og de kalder det mig bekendt stadig "donationer", når man køber sig til udvidelse af features eller løskøb af features. Føj!