april 2007 Archives

Hvis en person i Irak havde dræbt 30 mennesker og til sidst skudt sig selv, ville vi ikke have været i tvivl om, hvordan overskrifterne havde lydt. (Nåja, måske lige bortset fra, at en dag med 30 dræbte i Irak efterhånden er så hverdagsagtig, at en sådan begivenhed næppe havde givet anledning til overskrifter overhovedet.)

Overskrifterne ville have omtalt en terroraktion begået af en islamistisk terror-martyr, ligesom selvmordsbomber opfattes som terroraktioner.

Når en studerende i USA derimod vælger at skyde 32 personer og efterfølgende begå selvmord som selverklæret martyr, er forklaringen imidlertid, at det var hans fascination af film. Der er mig bekendt ikke en eneste artikel, der har omtalt ham som terrorist.

Altså: Hvis omfattende drab med martyr-selvmord udføres af en araber, så er det terrorisme. Hvis det udføres af en ikke-araber, så er der en anden moralsk forklaring. Bare så vi ved det.

Da jeg skiftede fra Windows til Linux, var det ikke af ideologiske årsager, men simpelt hen fordi jeg var træt af, at Windows sædvanligvis i løbet af et halvt års tid begyndte at blive sløvt og krævede en geninstallation. Jeg har temmelig lave forventninger til Vista, og kunne ikke drømme om at opgradere husets hardware til et operativsystem, der endda koster mange penge, så der er ikke noget, der tyder på, at jeg finder på at skifte tilbage til Windows i de næste mange år.

Samtidig bliver Linux mere og mere moden. Min aktuelle suite af applikationer, der rigeligt opvejer det, jeg var vant til ved Windows, består af følgende applikationer, der alle er gratis i min Kubuntu 6.10 (dvs. Ubuntu med KDE som desktop):

Der var engang en mand med en vision. Han ønskede, at hans land udviklede en stærk kultur, idet han var bange for den degenerering, som et barbarisk folkefærd bragte til landet, og som truede med at udavle hans lands stolte race.

Mens det var alle voksnes opgave at værne mod de fremmede, måtte også børnene opdrages således, at de kunne være det herrefolk, som manden drømte om, at han tilhørte.

I skolerne skulle børnene have idræt, så de kunne få styrke og lære disciplin, og de skulle have undervisning i latin, fordi det på én gang gav børnene en slægtskabsfølelse med det store, romerske rige, og samtidig lærte dem grammatiske regler, så de havde lettere ved at lære de svære tyske bøjninger.

Det var også vigtigt, at børnene i skolerne sang sange, der opbyggede deres moral; bedst af alt var sange af forfattere, der opmuntrede til nationalitetsfølelse mod barbarerne.

Med tiden fik manden også den idé, at teen-agere skulle på en slags spejderlejre, hvor de kunne boltre sig og lære nye ting.

Drenge, som udviste naturligt talent, fik altid mulighed for at stå for ledelsen af eleverne i det pågældende fag, så alle fik lært at adlyde, når der var en leder, samt stå for ledelsen, når der ikke var nogen. Man kunne altid se, hvem der var ledere, for lederne fik ordener på uniformerne, der viste deres status.

Det var vigtigt, at de unge var kønsopdelt i lejrene, for det kunne ikke gå, at de unge havde sex med hinanden. Sex var noget, der ødelagde moralen, og det var jo et velkendt fænomen, at de barbariske undermennesker havde et perverteret forhold til sex.

En mæt og velafbollet mand gør som bekendt ingen kriger, og spejderlejrene havde til formål at lære børnene den disciplin og udholdenhed, der på sigt skulle gøre dem til trofaste landsmænd, der var parate til at forsvare deres land mod såvel den barbariske fjende som venstrefløjen. Drengene fik god motion, for de gik lange ture, hvor de sang opmuntrende sange. Når drengene bestod deres afsluttende eksamen, fik de en flot spejderkniv med teksten "Blod og ære!" indgraveret i stålet.

Kønsopdelingen var også nødvendig, fordi pigerne jo skulle lære helt andre ting end drengene. De kommende voksne kvinders opgave var at opretholde deres kommende mænd både fysisk og åndeligt, samt sørge for opfostringen af nye stærke unge, og pigerne fik derfor undervisning i børneopdragelse, kristendom og madlavning.

Årvågne læsere af denne blog har måske allerede bemærket, hvordan repræsentanterne for den absolut yderste højrefløjsblogning har fået ondt i nakken over min glæde over, at en af landets største hadspredere gennem snart 40 år endelig er død.

Disse folk har påpeget, at det er udtryk for dårlig stil eller dårlig moral at tale negativt om en afdød personnage, der selv har viet sit liv til tilsvining af andre.

Spørgsmålet er så, om disse højrefløjsbloggere selv har god stil eller god moral.

I så fald vil det ikke være muligt at finde blog-indlæg hos disse højrefløjsbloggere, der glædestrålende beretter om Abu Labans død. Og skulle der være nogen, der skulle have nedladt sig til sådan noget, så må der bestemt være adskillige kommentarer til indlæggene fra andre højrefløjsbloggere, som gør opmærksom på den dårlige stil og den dårlige moral.

Jeg vil overlade det som en opgave til læseren at gennemgå højrefløjsbloggernes indlæg for at vurdere tonen i såvel deres "ding, dong, the witch is dead"-indlæg som de kommentarer, der følger indlæggene. Opgaven går ud på at vurdere, om højrefløjsbloggerne bør feje for egen dør først, før de kalder andre for umoralske eller anklager for dårlig stil på baggrund af fakta om afdøde personer.

Der er ingen præmie denne gang; opgaven er trods alt for nem.

Ingen hætter over hovedet? Ingen elektriske stød? Ingen tæsk og hundebid? Ingen tape over munden? Iranerne er tydeligvis nogle barbarer!

Sådan siger Terry Jones (ja, ham fra Monty Python) i en satirisk kommentar til The Guardian, idet han bemærker, hvad der heller ikke er gået min næse forbi: USA og deres allierede (dvs. også Danmark) har udsat de irakiske krigsfanger for tortur og langvarige fængselsophold uden rettergang, og alligevel tillader vi os at blive forargede over, at Iran også tager fanger.

Hvis vi skal klage over Irans fremstilling af fangerne, der ret beset ikke ser ud til at have lidt nogen overlast, så var det måske en idé at feje for egen dør først.

Inden Johannes Aagaard og Dialogcentret kom på banen, var der langt mellem de såkaldte "sataniske" skændinger af kirkegårde og kirkebygninger, som med mellemrum dukker op i medierne.

Mig bekendt har ingen af politiets undersøgelser af forbrydelserne endnu givet anledning til at tro, at der skulle have været sataniske motiver i hærværket. Derimod har de opklarede sager altid vist sig at være begået af forvirrede teen-agere, der udførte det, der i faglitteraturen kaldes "ostensive acting", dvs. udlevelsen af en myte.

Religionshistorikeren Mikael Rothstein beskrev fænomenet allerede i 1995, idet han fremhævede Dialogcentrets egen rolle i sagen:

Det fungerer kort sagt sådan her:

1. Dialogcentret finder på historier (eller rettere, de kopierer dem fra kristne konspirationsteoretikere i USA) om satanister, der ødelægger kirker og kirkegårde.
2. Dialogcentret fortæller vidt og bredt i bøger og medier om disse ødelæggelser.
3. Nogle unge mennesker læser historierne, som de finder interessante.
4. De unge mennesker vil også selv tilhøre det "farlige selskab", og begår derfor de samme ødelæggelser.
5. Dialogcentret har nu bevis for, at historierne er sande, og kan nu fortælle mere om dem i nye bøger.

Dialogcentret har således skabt det problem, som de hævder, at de er til for at bekæmpe. Et helt konkret eksempel så man i "Ikast-sagen", hvor en kirke ved Ikast var blevet skændet med symboler, som blev kaldt "sataniske". Imidlertid kunne disse symboler slet ikke genfindes i nogen form for satanisk litteratur. Det eneste sted, man kunne finde symbolerne, var i bøger, der få år tidligere var blevet udgivet af... ja, rigtigt: Dialogcentret. Havde Dialogcentret ikke udgivet bøgerne, ville gerningsmændene (eller rettere, gerningsdrengene) næppe have fundet på at lave hærværket til at begynde med.

Når Johannes Aagaard med Dialogcentret har opfundet historierne og udbredt dem til unge mennesker i form af "lærebøger" rettet mod unge, så har Dialogcentret skabt et problem, der ellers ikke ville være opstået. Dialogcentret bærer således en stor del af skylden for, at der med mellemrum begås hærværk mod kirkegårde, idet Dialogcentret har sat tankerne i hovedet på hærværksfolkene.

Johannes Aagaard nærede et hemmeligt ønske om, at der var folk, der væltede gravstene, for det var på baggrund af sådanne folks opførsel, at han fik mulighed for at missionere. Djævelen var Johannes Aagaards bedste ven, for Han holdt ham i live i mange år.

På sin vis ville den bedste udvisning af en sidste respekt for Johannes Aagaard være, hvis nogen væltede hans gravsten.

Så skete det endelig: En af de kristne skikkelser i landet, der har opnået størst spredning af had mod andre kulter end hans egen kristne fundamentalisme, Johannes Aagaard, er død.

Johannes Aagaard stiftede Dialogcentret, der er en såkaldt "counter-cult movement", dvs. en organisation, der angriber grupper, som organisationen opfatter som "kulter", med henblik på at erstatte disse gruppers tro med organisationens egen.

Johannes Aagaard er ofte blevet brugt i medierne, fordi det er lykkedes ham at bilde medierne ind, at han skulle være "ekspert" i alternative religioner. Det eneste, Johannes Aagaard var ekspert i, var missionering samt hans egen fortolkning af kristendommen, der bl.a. udråbte folk som satanister, hvis de troede på reinkarnation. Han har også samarbejdet med det nu nedlagte "Cult Awareness Network", der ikke afholdt sig fra at bruge vold og tortur mod deres ofre, der var blevet kidnappet fra konkurrerende trosretninger.

Det eneste, der kan ærgre mig i forbindelse med Johannes Aagaards død, er at han ikke kommer til at opleve, at hans bogstavelige tro på Himmel og Helvede var en livsløgn.

Se mere om Johannes Aagaard og Dialogcentret her.