november 2010 Archives

Peter Brixtofte (V) har begået et usædvanligt skarpt angreb mod sit eget parti, og især mod statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Det er svært for undertegnede at erklære sig uenig med Peter Brixtofte i angrebet, og det er bemærkelsesværdigt, at selv medlemmer af Venstre er i stand til at se, at partiet fører en politik, som folk godt vidste, hvad man kaldte i 1930'ernes Tyskland. Peter Brixtoftes henvisning til Tyskland og denne periode er næppe tilfældig. Den stadigt strammere lovgivning som sådan får også et par ord med på vejen af Peter Brixtofte.

Nuvel, Peter Brixtoftes opfattelse af Venstres liberalisme er nok det, man efterhånden må kalde "gammelliberalisme" som modsætning til den neoliberalisme, der præger nutidens Venstre: Nytidens liberalisme støtter sig alene til en diffus opfattelse af markedskræfter, og bekymrer sig ikke om tidligere tiders idealer om individualisme og personlig frihed. På det punkt er Peter Brixtofte nok mere i familie med tidligere Venstrefolk som Uffe Ellemann-Jensen og - indtil hun blev draget til ansvar - Birthe Rønn Hornbech.

Alligevel er der noget, der lyder særdeles falsk. Peter Brixtofte er dømt for en adfærd, der langt fra kan sammenlignes med den moral, han nu prædiker for sit parti. Man må stille sig selv spørgsmålet: Kan man stole på en vaneforbryder? Har Peter Brixtofte angret i en sådan grad, at han som et frelst menneske kan mene, hvad han siger, eller stikker der noget andet bag?

Det er værd at erindre, at både da Peter Brixtofte blev dømt, og lang tid efter dommen var faldt, var Peter Brixtofte ude af stand til at erkende, at han skulle have gjort noget som helst galt eller umoralsk. Han opførte sig slet og ret som en sociopat: En person, der uden at blinke vil lyve om hvadsomhelst, der kan gavne hans egen sag. Hvis man kender til den slags personer, er det helt oplagt at stille sig selv spørgmålet: Kan det tænkes, at Peter Brixtofte alene angriber Venstre for personlig vindings skyld? Kan den Peter Brixtofte, der ærgrede sig over, at han ikke selv blev statsminister, måske have et motiv, der intet har at gøre med partiets liberalisme eller partiets politiske moral at gøre? Det virker i hvert fald meget oplagt, at hvis Peter Brixtofte skal kunne indfri en ambition om en statsministerpost, vil han skulle vippe Lars Løkke Rasmussen af stolen samt vinde så stor støtte i partiet, at han kan genvinde magt i sit parti. Kritikken fra Peter Brixtofte kan være et effektivt middel til at opnå begge mål. For det første kan han anklage Lars Løkke Rasmussen for ikke at føre sit partis politik. For det andet er det åbenlyst, at en betragtelig del af Venstres egne vælgere er usikre på den neoliberalistiske retning og den tætte pardans med Dansk Folkeparti. De hidtidige kritikere såsom Eyvind Vesselbo (V) har ikke samme ambitioner som Peter Brixtofte, og er derfor hurtigt blevet sat på plads på en måde, der leder tankerne hen på Kjeld Jensen fra Olsen Banden, når han blev sat på plads af enten sin kone Yvonne eller bandens leder Egon Olsen. Peter Brixtofte kan og tør derimod stå som den person, der repræsenterer det "nye Venstre" i form af det gamle Venstre, som en væsentlig vælgerskare vil bakke op om.

Peter Brixtofte har ret i sin kritik, men husk, hvem han er. Får han magt, så stol ikke et øjeblik på, at det er en ret, han vil håndhæve, eller at han har formuleret et løfte om Venstres politik, som han kunne drømme om at holde.

Jeg vil hermed gerne opfordre alle vælgere, der ønsker Socialdemokratiet eller SF i regering, til at stemme strategisk. Med det mener jeg, at hvis ellers meningsmålingerne i skrivende stund holder stik, så skal Socialdemokratiet og SF nok komme i regering, uanset om I stemmer på dem eller ej. Spørgsmålet, som jeg vil bede hver af jer stille jer selv, er: Hvem ønsker du, at Socialdemokratiet og SF skal bruge som støtteparti for at få en regeringsplads?

Liberal Alliance og Kristendemokraterne har meldt klart ud: De er borgerlige, og kan ikke indgå i en regering med Socialdemokratiet og SF.

De Radikale skiller sig ud fra resten af den borgerlige flok via et andet syn på indvandrings- og flygtningepolitik, men bortset fra det er de Radikale også et åbenlyst borgerligt parti. Derfor er de ikke noget attraktivt valg for S og SF. Dem behøver du heller ikke overveje.

Så er der Dansk Folkeparti. Ganske vist har Dansk Folkeparti demonstreret en så konsekvent støtte til borgerlige stemmer, at det er en gåde, hvorfor nogen kan tro, at de har andre interesser, men de hævder jo at være "den lille mands parti", og hvis man lukker øjnene for deres politik i praksis, kunne man vel godt tage dem på ordet.

Og kun hvis man lukker øjnene. For Dansk Folkeparti følger aldrig deres politik til dørs ved f.eks. at stemme i den lille mands favør. Dansk Folkeparti er blot nødt til at ligne et socialdemokratisk parti, fordi det giver dem noget at handle med, når de skal indgå forlig med de Konservative og Venstre. De Konservative og Venstre ønsker borgerlige mærkesager gennemført, men kan kun få flertal, hvis de får støtte fra andre partier. Det udnytter Dansk Folkeparti. Ved at spille kostbare på den borgerlige politik kan Dansk Folkeparti kræve, at de Konservative og Venstre betaler for støtten i form af indrømmelser til Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti behøver ikke engang lade, som om det spiller rent spil. De to regeringspartier har brug for Dansk Folkepartis støtte, og er udmærket klar over, at Dansk Folkeparti ikke holder igen på borgerlig politik, fordi partiet er uenig i den, men fordi Dansk Folkeparti alene er interesseret i at få gennemført den racistiske dagsorden, som vejer tungere end alt andet.

Hvis Dansk Folkeparti kommer i regering med Socialdemokratiet og SF, vil det være lige så ligeglad med den nye regerings politik, som det var ligeglad med de Konservative og Venstres. Dansk Folkeparti vil gladeligt støtte Socialdemokratiet og SF i retableringen af Danmark med de politikker, der svarede til tiden før den borgerlige regering - men prisen bliver gennemførelsen af yderligere racisme og reel fascisme (som jo kan være både rød og blå) gennem hele regeringsperioden.

Endelig er der Enhedslisten. Der er ingen tvivl om, at Enhedslisten repræsenterer den mest socialistisk orienterede mulighed i den næste regering. Samtidig har Enhedslisten gjort det klart, at partiet er parat til at indgå i regering med Socialdemokratiet og SF. Det vil betyde, at Socialdemokratiet og SF vil skulle give indrømmelser til venstre, såfremt Socialdemokratiet og SF vælger at gå i regering sammen med Enhedslisten.

Lige nu er der næppe tvivl om, at Socialdemokratiet og SF forsøger at skabe mulighed for en regering bestående af Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti. Det kan man se på de to partiers forsøg på at kapre stemmer fra Dansk Folkeparti gennem en udlændingepolitik og en værdikamp, hvor de spiller på de samme strenge som Dansk Folkeparti. Det betyder, at en stemme på Socialdemokratiet eller SF bliver til en stemme på Dansk Folkeparti!

Hvis det er dét, du ønsker, så fred være med det, for jeg kan ikke forhindre dig i at ønske Dansk Folkepartis racistiske og fascistiske dagsorden ført videre.

Hvis du derimod virkelig ønsker Dansk Folkeparti ud af regeringen - om så blot som støtteparti - så bør du overveje at stemme strategisk. Det gør du ved at stole på, at Socialdemokratiet og SF er garanteret en position i regeringen, uanset hvordan du stemmer, samt ved at være klar over, at de vil være nødt til at finde et støtteparti. Din strategiske stemme går ud på at sikre, at Socialdemokraiet og SF benytter et andet støtteparti end Dansk Folkeparti.

Socialdemokratiet og SF vil ønske at støtte sig til et parti, der er stort nok til, at Socialdemokratiet og SF ikke mister sit flertal, hvis der skulle forsvinde et par politikere fra egne eller støttepartiets rækker i løbet af regeringsperioden, eller hvis enkelte politikere skulle vælge at stemme mod deres partier. Hvis du vil hjælpe Socialdemokratiet og SF ud af Dansk Folkepartis greb, er det derfor ikke Socialdemokratiet eller SF, du skal stemme på, for de skal nok komme i regering. Du kan derimod trække Socialdemokratiet og SF ud af Dansk Folkepartis skygge ved at stemme på Enhedslisten. Det vil gøre Enhedslisten stor nok til at kunne give Socialdemokratiet og SF et sikkert antal mandater, så ved at stemme på Enhedslisten er det ikke kun Enhedslisten, du hjælper - du hjælper også Socialdemokratiet og SF til at føre den politik, du ønsker.

Nedenstående er d.d. sendt til Liberal Alliance:

Kære Liberal Alliance,

Det er næppe undgået nogen politisk årvågen persons opmærksomhed, at en af Liberal Alliances primære mærkesager er nedsættelsen af person- og især erhvervsskatten, idet "[l]lavere skat giver plads til større velstand [og] gavner alle" jfr. jeres mærkesager (www.liberalalliance.dk d. 19. nov. 2010).

Det fik mig til at se på en af oversigterne over de enkelte EU-landes skattetryk på Danmarks Nationalbank, hvor selskabsskatterne for EU-landene og Norge er vist grafisk her:

Kilde: Skatteministeriet

Her er der nogle observationer, der slår mig:

For det første kan jeg undre mig over, at I mener, at selskabsskatten er høj her i landet, idet grafen ovenfor tydeligt viser, at dansk selskabsskat ligger på eller måske svagt under gennemsnittet for de viste lande. Hvis Danmark ikke på nogen måde falder markant udenfor normalområdet, hvordan kan I eller nogen andre så hævde, at selskabsskatten er "for høj" eller alternativt "for lav"?

For det andet kan man notere, at skattetrykket i Irland og i Grækenland er lavere end i Danmark, men disse lande befinder sig i en katastrofal økonomisk krise. I Island (som dog ikke er angivet i grafen) er skattetrykket på 18% også væsentligt lavere end i Danmark, og deres økonomi er praktisk taget opgivet.

Ser man den modsatte vej, hvor skattetrykket er højere, er der også nogle interessante observationer: Tyskland har et højere skattetryk end Danmark, men netop Tyskland står økonomisk særlig stærkt i øjeblikket. Spanien har et endnu højere skattetryk, men ikke desto mindre er det netop Spanien (og ikke f.eks nabolandet Portugal, der har et væsentligt lavere skattetryk end Spanien, og hvis skattetryk er sammenligneligt med Danmarks), der bliver værtsland for Vestas, der for nyligt sendte en chokbølge gennem dansk erhvervsliv ved at meddele, at firmaet flytter produktionen til udlandet.

Disse observationer giver anledning til at konkludere, at netop højere selskabsskatter giver anledning til bedre og mere stabil økonomi (for resistensen mod en global økonomisk krise indikerer vel om noget stabiliteten af en økonomi), og eksemplet med Vestas illustrerer, at det ikke er selskabsskatten, der afholder en virksomhed fra at bosætte sig i landet. Med disse betragtninger in mente, hvad er så Liberal Alliances forklaring på, at en lavere skat skulle garantere en bedre økonomi?

På forhånd tak, og med venlig hilsen,

Ole Wolf

Nedenstående er d.d. sendt til Dansk Folkeparti:

Kære Dansk Folkeparti,

Jeg vil ikke besvære jer med at bede om kommentarer til jeres seneste stramninger mod udlændinge, der af årsager, der næppe har med jeres politik at gøre, alligevel vælger at bosætte sig her i landet. Til gengæld har jeg to spørgsmål:

1. Med de stadigt strammere regler vil der alene komme udlændinge til Danmark, som er væsentligt dygtigere end de fleste danskere. Har I noget bud på, hvem den herskende klasse bliver i det kommende samfund, når etniske danskere konsekvent må se sig diskvalificerede i forhold til accepterede udlændinge, der både uddannelsesmæssigt og ressourcemæssigt står væsentligt stærkere?

2. Hvilke visioner har I desangående, og hvilke midler vil I overveje?

Med venlig hilsen,

Ole Wolf

Nedenstående blev oprindelig sendt som et brev til Naser Khader (K). Efterfølgende har jeg omformuleret brevet, så det handler om sagen frem for Naser Khader selv:

Det glæder mig, at det er opklaret, hvem der havde hacket Naser Khaders computer, og at der ikke var tale om politiske modstandere. Jeg kan vel undre mig over Khaders valg af bekendtskaber jævnfør hans pressemeddelelse angående hackerens identitet, men kan omvendt nikke genkendende til en vis konsistens blandt hans politiske samarbejdspartnere hvad det angår.

Jeg håber imidlertid, at sagen kan åbne øjnene for, hvorfor især dele af oppositionen ser IT-sikkerhed og privatliv fra et andet perspektiv, end de Konservative normalt er talspersoner for. Den stående formaning fra de Konservative omkring øget overvågning og kompromittering af privatlivets fred har hidtil været, at hvis ikke man har noget at skjule, har man ikke noget at være bange for.

Men man kan faktisk have helt private affærer, som ikke rager nogen andre. Måske diskuterer man sine løn- eller skatteforhold. Måske har man en affære udenom. Måske headhunter man en ven et til et job. Eller måske planlægger man sin ferie udenfor hjemmet. Uanset hvad det er, så er det dokumenter, som man ikke vil have, at alle andre skal læse, selv om det ikke er kriminelt. Der er ikke noget galt i at understrege, at man ønsker at diskutere privat. Det er ikke fordi man begår undergravende virksomhed, at man skjuler sine breve i lukkede konvolutter.

Hvis man kriminaliserer privatliv (eller tager det første skridt ved at mistænkeliggøre det), er det kun kriminelle, der har et privatliv, for nu at låne et velkendt ordsprog. Det er sikkert attraktivt at være den magtfaktor, der kan kontrollere overvågningen, men tider skifter, og magt skifter hænder, og man kan pludselig være den overvågede overfor en magt, man ikke er enig med. Den næste magthaver har ikke nødvendigvis samme velmenende interesser med overvågningen, som man selv mente at have.

Skulle man bruge Khaders eget partis hidtidige parole, måtte man formode, at han har noget at skjule, siden han kunne blive rystet over at få sine private oplysninger stjålet og potentielt brugt imod sig. Noget sådant vil jeg ikke antyde, ikke mindst fordi jeg ikke køber de Konservatives argument. I stedet har jeg faktisk fuld forståelse for, at Khader kan være rystet, for de fleste mennesker foretrækker at holde deres private liv privat.

Derfor håber jeg, at oplevelsen giver Khader og hans parti en vis forståelse for, at jeg og mange andre gerne vil kunne tale i telefon, surfe på nettet, skrive en mail, køre i vores biler, gå en tur i centrum, osv., uden at ukendte andre skal få indsigt i det og eventuelt bruge det mod os - uanset hvor uskyldige, vore forehavender måtte være. Sammenlignet med en sådan systematisk invasion af vore private gøremål er en tilfældig vens hacking af ens computer i småtingsafdelingen. Hvis det er nok til at gøre Khader rystet, så bør han tænke på, hvordan man retteligt bør opfatte den overvågningslovgivning, som hans eget parti er fortaler for. Det er nemlig langt værre.

Manu Sareen står ikke alene blandt de politikere og kommentatorer, der spekulerer på, at Dansk Folkepartis stadigt vildere udtalelser om indvandrere og flygtninge må være udtryk for, at Dansk Folkeparti føler sig trængt. Hypotesen går ud på, at fordi Dansk Folkeparti holder panik før lukketid, er de parate til at sige hvadsomhelst, der måske kan give dem en smule vind i sejlene hos befolkningen.

Jeg vil medgive, at Dansk Folkeparti kan virke næsten fascinerende kreativt i dets mange beskyldninger mod alt, der bare minder om mellemøstlig eller afrikansk baggrund, men nu har vi jo strengt taget set det hele før. Dansk Folkeparti bør nok snarere roses for deres evne til at kopiere så ivrigt fra 1930'ernes nazistparti, uden at de ved mere end nogle få lejligheder glemte at retouchere hagekorset væk. Og hver eneste gang, partiet har haft en minimal tilbagegang i meningsmålingerne, er deres vanvittige udgydelser blevet forklaret af udenforstående kommentatorer som krampetrækninger, panik før lukketid, behov for at markere sig påny og brøl fra døende løver.

Det er noget sludder. Dansk Folkeparti har gennem hele sin eksistens bragt den slags indvandrerfjendske propaganda, både mens partiet er gået fremad, og mens partiet er gået tilbage i meningsmålingerne. Hver eneste gang har partiet strammet den retoriske skrue en tand ekstra og efterladt måbende modstanderne, der har haft mere travlt med enten at være forargede, eller - for især SFs og Socialdemokraternes vedkommende - at forsøge at kapre eventuelle tabte vælgere tilbage med tilsvarende ladet propaganda, end med at minde på, hvad Dansk Folkeparti egentlig er i færd med: At alt, hvad Dansk Folkeparti foretager sig, har til hensigt at opnå et race- og religionsrent Danmark, idet målet helliger ethvert middel.

Dansk Folkeparti har ikke decideret travlt; de arbejder blot så hurtigt, de kan. For få måneder siden siden havde det været umuligt at hævde, at indvandrerne var et folkefærd, der stjæler små børns saft og kager. For et årti siden kunne ingen have påstået, at muslimer kom hertil som et led i en kulturkrig, fordi kun nazister troede på den slags. I partiets barndom ville ingen have turdet foreslå, at indvandrere kom til Danmark for at nasse på velfærdssamfundet: Dengang var anklagen den modsatte, idet man ønskede dem tilbage til hvor peberet gror, fordi de kom til Danmark og tog danskernes arbejde. Men gennem vedholdende arbejde er det lykkedes at forøge fremmedfjendtligheden ét skridt ad gangen. Dansk Folkeparti har som et af de få ideologisk vedholdende partier i Folketinget i enhver sammenhæng husket at massere og bearbejde diskursen omkring det ene emne, de interesserer sig for: At gøre de nærmeste ikke-ariere af mellemøstlig og afrikansk afstamning til fjender.

Dansk Folkeparti har ingen panik. De følger blot planen, der går ud på at vænne os alle til en stadigt hårdere retorik mod "utyskerne", indtil den dag, hvor der ikke er behov for Dansk Folkeparti længere, fordi selv de, der i dag er modstandere mod Dansk Folkeparti, vil kæmpe Partiets kamp.

Sideløbende med mit seneste brev til Lars Løkke Rasmussen (V) skrev jeg videre på et tidligere blogindlæg, og har her til morgen sendt resultatet til integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V). Brevet til Birthe Rønn Hornbech kan læses som PDF her.

Det følgende er et åbent brev til Lars Løkke Rasmussen.

Kære Lars Løkke Rasmussen,

Jeg vil gerne lægge ud med at sige, at det glæder mig, at du ønsker at lempe på 24-årsreglen. Især er det glædeligt, at du vælger andre kriterier for udvælgelsen af de ønskede individer end den hidtil åbenlyst racistiske sortering, som Dansk Folkeparti har krævet som betaling for at holde jer ved magten. I stedet for at lade nationalitet, hudfarve eller religion være udslagsgivende (uanset at man som bekendt ved at vælge blot én af disse parametre ofte kan ramme de to øvrige) er det klogt at vælge kriterier, som ikke baserer sig på fordomme, men som i stedet kan vurderes objektivt. Du har fundet en løsning, som udtrykker noget af det mest grundlæggende demokratiske, man kan forestille sig som neoliberal: Lad markedet tale, for markedsmekanismerne udtrykker folkets ønske jfr. de store liberale tænkere. Du udtrykte denne økonomiske forståelse helt præcist, da du til Berlingske d. 6. november 2010 forklarede, at der er mennesker, vi kan bruge, og der er mennesker, vi ikke har brug for, fordi de ligger samfundet til last.

Jeg undres imidlertid en smule over, hvad der skal ske med den sidste gruppe mennesker, for der er jo altid et "nederste lag" i et samfund. Jeg er ganske vist uddannet i naturvidenskabelig og ikke økonomisk retning, men det er næppe min manglende faglighed, der er årsagen til, at jeg ikke kan gennemkue, hvordan alle vil kunne profitere, uden at der profiteres på nogen. Hvis jeg må tilllade mig at benytte en analogi fra mit eget fag, sammenligner jeg penge med energi, der som bekendt er en konstant størrelse, og derfor ikke tillader den bruttotilvækst, som en generalforøgelse af alles profit vil svare til. Der må nødvendigvis opstå befolkningsgrupper, der ligger samfundet til last som resultat af at være profiteret på frem for at profitere. Jeg kender naturligvis ikke dine tanker, og ved derfor ikke, om du mener, at alle de, der nødvendigvis vil belaste samfundet, vitterligt skal anses for uønskede efter endt brug, og på den ene eller anden måde skal fjernes fra samfundet.

Måske skyldes min undren, at vi har forskellige opfattelser af, hvad begrebet "samfund" dækker over. Jeg mener personligt, at et samfund udgøres af alle de interagerende individer i et område, der udspændes af en infrastruktur af kommunikative og logistiske forhold. Hvis du mener, at samfundet kun er den delmængde, der udgøres af de profiterende individer, mens resten retsligt og på anden vis ikke tilhører samfundet - som eksemplificeret i din omtale af ghettoområder som udenforstående samfundet - så er det ikke blot en strid om ord.

Grundprincippet om, at penge måler folks værdi, er en effektiv hammer til talrige søm-lignende målepunkter: Svarer en persons uddannelse i et felt ikke til arbejdsmarkedets aktuelle efterspørgsel, vil personen ikke vælges til at skabe profit for arbejdsgiveren, og vil i stedet ligge andre til last. Her vil jeg venligt anerkende, at man i samme åndedrag kan afvise eventuelle beskyldninger om racisme: Med den hastigt vigende kvalitet i det danske uddannelsessystem vil et fokuseret indtag af kun kvalificerede udlændinge ligefrem stille disse nye danskere uforholdsvist bedre end de øvrige danskere, og systemet vil ligefrem kunne fremelske et aristokrati af nye danskere, der gør de hidtidige danskere til samfundets uønskede.

Økonomiens allestedsnærværenhed giver også mulighed for vurdering af en person ud fra medicinske betragtninger. Hvis en person f.eks. ikke selv kan producere tilstrækkelig D-vitamin, kan resultatet være såvel depression som diabetes, der er store udgiftsposter for den danske økonomi, og således være med til at diskvalificere personen som dansker. Netop denne specifikke måling vil I sikkert kunne opnå Dansk Folkepartis entusiastiske opbakning til. Generelt handicappende sygdomme, hvad enten de måtte være af fysisk eller psykisk karakter, er også oplagte målepunkter. Overstiger antallet af stresstilfælde hos en given person et bestemt antal, vil dette målepunkt f.eks. kunne benyttes til at begrænse personens muligheder for senere støtte. Udgifterne til medicinske løsninger kan i denne sammenhæng vurderes ud fra det enkelte individs evne til at skabe profit i fremtiden.

Folks alder er også et åbenlyst fingerpeg om evnen til at bidrage til økonomien. Ganske vist er der væsentlige individuelle forskelle i alderens betydning, men der kan ikke herske tvivl om, at de færreste vil kunne betale et helt livs skat i de sidste 15-20 år af deres arbejdsduelige alder uanset hvor velkvalificerede, de ellers måtte være. Især i et samfund, hvor de færreste erindrer, at det altid er den aktuelle arbejdsstyrke, der betaler den tidligere arbejdsstyrkes pension, og i stedet tror, at man optjener sin egen, vil det være indlysende, at der ikke kan vaskes gråt guld blandt indvandrere.

Til det økonomiske målepunkt udtrykt i alder skal metrikken kobles til jobfunktionen. Et fysisk krævende arbejde vil sætte større krav til ungdommelighed, og ansættelse i ikke profitgenererende jobs såsom servicefunktioner kan måske være så diskvalificerende, at man måske ikke engang skal sætte en øvre grænse for alderen. (Stærkt fordyrede privathospitaler udgør øjensynligt en markant undtagelse fra denne regel, hvor jeg sikkert på grund af mine tidligere nævnte faglige begrænsninger ikke kan gennemskue fornuften og blot anerkender, at du har skabt profit på områder, du finder vigtige.)

Jeg er opmærksom på, at I længe har ført en politik med disse mål og delmål. Mange års borgerlig føring har skabt langt mere taktfast fodslag i befolkningen, end de aktuelle meningsmålinger måske giver anledning til at tro. For selv om I ikke vinder regeringsmagten ved næste valg, har såvel S og SF påtaget sig at videreføre jeres værdier. Resultatet af jeres politik taler i hvert fald sit eget sprog, uanset stemmefordeling: Befolkningen har svaret med en stigning i "hate crimes" og fjendtlige tilråb mod de sædvanlige udgiftskrævende gøgeunger - indvandrere, handicappede, m.fl. I har også indført ord som "ældrebyrden", der tydeliggør, at ældning er et problem og ikke en uundgåelig og meget menneskelig proces, og respekten for offentligt ansatte er også nærmest elimineret gennem jeres målrettede underminering af deres mulighed for at yde en anerkendelsesværdig kvalitet.

I er nu er nået så langt i bearbejdelsen af danskernes holdninger, at de hidtil kvalitative opgørelser af borgeres og indvandreres eksistensberettigelse i Danmark kan gøres kvantitative: I målinger af menneskelig værdi, der alle kan gøres op i kroner og ører, kan der sættes tal på, hvem der - i overført betydning - skal sættes ud til ulvene, hvilket for flygtninges vedkommende ofte vil have samme resultat, som havde ulven været den firbenede.

De snart målbare kriterier, som skal opfyldes for at kunne kalde sig for dansker, vil være de naturligt samme, som kan konsulteres, hvis man skal have sig denne ret frataget igen. Allerede nu taler Dansk Folkeparti om, hvordan man kan øge mulighederne for at udvise indvandrere, der hidtil har følt sig nogenlunde sikre. Disse kriterier peger ikke blot udad over landets grænser; de vil også peger indad mod alle de danske borgere, der med tallenes kølighed kan konkluderes at ligge samfundet til last. Med mindre der indføres en regel om etnisk tilhørsforhold gennem et vist antal generationer vil danskere opleve at blive formelt udstødt fra samfundet gennem fratagelse af selv grundlæggende rettigheder og muligheder.

Men forudsat der ikke laves modageaftaler med tvivlsomme regimer, som danskere kan udvises til, kommer de til at blive i Danmark, for der er ikke noget "udenfor" samfundet "derude". Folk forsvinder ikke af at blive dømt ude af samfundet, og vil finde måder at overleve på. Den sidste ulv i landet blev skudt i 1813, så skal man genindføre traditionen for at sætte gamle og svagelige ud til ulvene, bliver det gennem oprettelsen af et socialt vildnis af sten og stål i stedet: Her kan beskyttelse alene opnås bag bevogtede mure, mens de udstødte individer må overlades til sociale ulve såsom hårdkogte kriminelle udenfor disse mure.

Alle samfund vil indeholde grupper, der "ligger samfundet til last". Men hvor nogle samfund accepterer disse grupper, er I i færd med at fremelske et samfund, hvor alle skal konkurrere med alle for ikke at falde i disse grupper. Alder, handicaps, jobmarkedsefterspørgsel, og mange øvrige målepunkter vil variere gennem folks liv, så kampen bliver hård, når der tillige skal opbygges reserver i form af forsikringer mod uheld.

Det er her, jeg er i tvivl om, hvorvidt Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti er klar over, hvad I reelt er i færd med, omend min tvivl for sidstnævntes vedkommende er meget begrænset. Jeg sidder med en næsten morbid nysgerrighed efter at høre, hvad det næste "skridt i den rigtige retning" mon vil være, og hvor I mener, at Danmark befinder sig, når det sidste skridt er taget.

Jeg ville have kaldt det racehygiejne, men ser man ufortjent generøst bort fra Dansk Folkeparti samt den halvdel af Venstres og de Konservatives politikere, der med jævne mellemrum afslører sig selv med et racistisk "Freudian slip", og ser man bort fra, at I foreløbig fokuserer på indvandrere, kan man opfatte det som socialdarwinisme, hvor I bekymrer jer mindre om blod end om ånd: Det er det mystiske "danskheden", der søges bevaret, mindre end måske den etniske dansker.

Ironisk nok burde jeg kunne være ligeglad, for der er gode chancer for, at jeg har mit på det tørre. Ser man bort fra langtidseffekterne af stress, har jeg et glimrende helbred, er blandt de, der nyder godt af jeres nedsættelse af topskatten, bor i et fredeligt kvarter, som nemt kunne transformeres til et "gated community", og har løbende tilpasset mine kompetencer til at kunne forvalte en vellønnet position, som kun vanskeligt kan outsources. Jeg føler heller ikke nogen særlig solidaritet med resten af befolkningen, og specielt ikke med det flertal, der engang stemte jer til magten.

Alligevel foretrækker jeg, at den stigende ulighed ophører, og at danskere hverken de facto (som i dag) eller de jure (som når I en dag får mulighed for at fratage dem de sidste rettigheder) bliver anbragt "udenfor" samfundet. Jeg vil nemlig gerne kunne gå på gaden uden at være bange for at blive overfaldet udenfor mit bevogtede område. Jeg vil gerne kunne sende mine børn i skolen på egen hånd og stole på, at der er tid til dem, og at de modtager kompetent undervisning. Jeg vil gerne vide, at hvis jeg bliver alvorligt syg eller mister mit arbejde, skal det ikke koste mig mit hus. Jeg vil ikke have, at jeg kan risikere udstødelse af samfundet for et sort uheld, som var vi et primitivt stammesamfund, der udstøder sine medlemmer, når en heks formodes at have set på dem med onde øjne. Jeg vil have frihed, tryghed og fred og ro, og det får jeg ikke af at skulle leve i et system, der kræver alles konstante kamp mod alle. I et samfund, hvor der findes rettigheder og muligheder for de priviligerede, og kun tilbyder straf, forhindringer, retsløshed, krav og mistænkeliggørelse til resten, som du direkte omtaler som udenforstående samfundet, vil det være svært for de udenforstående at føle trang til at støtte samfundet. Det er i sådan et samfund, at det sociale vildnis er farligt.

Når I gennem jeres politik udelukker individer fra at være en del af samfundet, og når I dagligt beskriver vores samfund på en måde, mange af os aldrig har ønsket det, og når landene omkring os ser jeres politik fjerne Danmark mere og mere fra de idealer om frihed og velstand, som de selv værner om, så frastøder I mennesker såvel i Danmark som udenfor. Ingen af os har bedt om det, når I udstøder os gennem økonomisk eller retslig afsporing, gennem forfølgelser på grund af andre holdninger eller seksualitet, gennem nedværdigelser for at være arbejdsløse eller syge, eller gennem mistænkeliggørelser og anklager om snylteri for at være handicappede eller flygtninge. Men erklæres man fremmed for samfundet, vil man ikke føle at skulle bidrage til det, og er tvunget til at leve på trods af det, imod det, og i nogle tilfælde i gensidigt destruktiv konflikt med det. Det er jer, der skaber de fremmede, I er bange for, for "fremmed" er ikke en person, men en tilstand.

Vil I truslen fra disse fremmede til livs, er svaret ikke yderlige fremmedgørelse. Jeg skal undlade at gentage de løsningsforslag, som oppositionen jævnligt bringer. Jeg håber blot, at du forstår, at de problemer, I kalder for "udanske", og som følger med de "fremmede" og de "utilpassede", eller som er en "byrde" for samfundet, alt sammen er problemer, der følger af at skabe den strukturelle ulighed og udelukkelse fra lige muligheder i samfundet, som er hele udgangspunktet for borgerlig politik.

Det er jeres politik, der gør almindelige mennesker til samfundsbyrder, fordi nogle få får lov til at beholde de penge, som kunne have løftet byrden. Det er jeres politik, der marginaliserer unge og får dem til at melde sig ud af samfundet, når de på forhånd kan se, at de aldrig vil kunne få et liv på lige fod med "normale" danskere. Det er jeres politik, der fastholder udlændinge som fremmede, når I kræver, at de skal være mere danske, end nogen dansker selv er i stand til at være. Det er jeres egen politik, der skaber al den udanskhed, I er så bekymrede over, og det er trist at se, at jeres svar på jeres selvskabte problem er at forværre det.

Med venlig hilsen,

Ole Wolf

Søren Pind (V) fremsætter bevidst injurierende anklager mod en BT-journalist, der har gravet i Søren Pinds magtmisbrug. Det gør han, fordi:

Det kan imidlertid være en helt anden grund til, at jounalisten eller BT ikke ønsker at anlægge en injuriesag. Retspraksis omkring injuriesager er nemlig sådan, at selv hvis man vinder sagen, vil man blive pålagt at betale sagsomkostningerne, der nemt kan løbe op i størrelsesordenen kr. 50.000.

Hvis ikke BT påtager sig at anlægge en injuriesag på vegne af sin ansatte, vil journalisten skulle trække dette beløb ud af husholdningen, såfremt han vælger at anlægge sag mod Søren Pind. Sidstnævnte vil omvendt næppe kunne modtage en straf af nogen størrelsesorden, der vil gøre Søren Pinds økonomi nogen væsentlig skade.

Derfor kan Søren Pind ikke uden videre konkludere, at han har ret, såfremt sagen udebliver. Han kan blot konkludere, at journalisten modtager journalistløn.