februar 2008 Archives

I vinteren 2002 besluttede nordmanden Mats Erik Evju sig for at arbejde på et projekt med en akustisk guitar, en tambourin og vokal. Projektet hed "Weh", og gav anledning til en demo EP kaldet "The Death EP", der udkom samme sommer.

Demoen blev meget godt modtaget hos anmelderne, og i dag har Erik Evju udgivet fem af slagsen.

Erik Evju fokuserer på "mørke og atmosfæriske følelser", og på trods af pladernes navne og musikerens tidligere deltagelse som sanger i et black metal band er alle numrene meget rolige og iørefaldende. Teksterne er dog straks en anden sag, hvor den country-agtige sang "Hang 'Em High" fra "The Death EP" blandt andet indeholder følgende herlige anti-kristne passage:

Alle sangene kan downloades fra Wehs hjemmeside.

• At modtage spam.
• Reklamer i fjernsynet, i biografen, i butikker og på veje og stræder.
• Uønskede telefonopkald.
• Pop-ups.
• At smide kilovis af reklamer og kirkeblad i papircontaineren om ugen.
  
• SMS'er fra alle og enhver.
• Religiøs snak og religiøs argumentation.
• At blive trampet ned, når kvæget bisser.
  
• Folk, der antaster mig for at få mig meldt ind i deres foreninger.
• Skrigosfæren.
• Brugen af lægmand som ligevæig til eksperter i et emne.
  
• X Factor og en syndflod af quiz-programmer.

Godt, vi har ytringsfriheden. Ellers ville vi ikke have denne smukke kultur, hvor vi får lov til at vise klassiske værker frem, som den charmerende person går på nedenstående billede. Hvis nogen alligevel bliver utilfredse, kan man jo altid sige ligesom Jyllands-Posten, at man blot "tester" ytringsfriheden.

Jeg behøver næppe gætte på reaktionen, hvis goatse.cx-billedet var blevet vist i Jyllands-Posten i stedet for Muhammed-tegningerne (selv karikaturer af Jesus var jo for slemt, mente Jyllands-Posten blot et år tidligere). Hvis billedet endda ligefrem blevet bragt for f.eks. at belære danskerne om, at de burde acceptere uopfordrede fremvisninger af hinandens anus i det offentlige rum, ville Helvede for alvor bryde løs.

Denne historie er taget fra det virkelige liv. Det er en historie om, hvordan man skaber kapital, og hvem kapitalen går til.

Der var en gang en me­get dyg­tig inge­niør. Han ar­bej­dede for et min­dre firma, og fik en ud­mær­ket løn. Med en ind­sats, der både var kon­cen­tre­ret og præ­cis, tjente fir­maet også flere penge end no­gen­sin­de før, og der var in­gen tvivl i fir­maet om, hvad fir­maets suc­ces skyld­tes. Han var den mest ef­fek­tive an­sat­te i fir­maet, der med inno­va­tive me­to­der og ar­bejd­som­hed fik for­bed­ret fir­maets ker­ne­pro­dukt, og satte de andre i stand til også at ar­bejde mere ef­fek­tivt.

Ingeniøren for­lod fir­maet efter en må­neds tid, og der skulle tre per­so­ner til at er­statte hans ar­bej­de. Det var ikke svært at fyre in­ge­ni­øren. Der havde væ­ret nogle sam­ar­bejds­pro­ble­mer mel­lem ham og en - alle­rede fyret - mel­lem­leder, som der blev hen­vist til, men ar­bejds­kon­trak­ten var så­dan skruet sam­men, at der egent­lig ikke var be­hov for nogen be­grun­delse for fyr­ingen. Fir­maet var dog i stand til at an­sætte de nye folk in­den­for løn­ram­mer sva­rende til en la­vere an­cien­ni­tet, så i det store hele blev fir­maet i stand til at spare penge ved at an­sætte de tre nye in­ge­niø­rer.

Fint nok. Men så vil vi godt have følgende ting tilbage:

Standarderne for rent miljø, bestemmelserne om arbejds­sikkerhed, 37-timers arbejdsugen, det sociale sikkerhedsnet, menneske­rettig­hederne, ligestillingen, ytringsfriheden, forbudet mod diskrimination, den gratis skolegang og undervisnings­pligten, den frie abort og prævention, elektricitet i landsby­områderne, den organiserede arbejdskraft, loven mod børne­arbejde, den kriminelle lavalder, minimums­lønnen, sygesikringen, bibliotekerne, bistands­hjælpen, ferierne, handicap­hjælpen, muligheden for aktindsigt, person­data­beskyttelsen, stemmeretten, det stats­garan­terede studielån, lønoverens­komsterne, domstols­prøvningen, børne­haverne, levneds­middel­kontrollen, ...

... og alle de andre ting, vi har gjort for at trække magten ud af den herskende handelselite og tilbage i individernes hænder.

Sæbekassen er flyttet til http://blog.blazingangles.net/soapbox.

Jeg har forsøgt at skabe henvisninger fra alle de gamle indlæg, så flytningen burde foregå uden problemer. Imidlertid er ordet "burde" et af de ord, jeg forsøger at eliminere fra mit ordforråd, så hvis du løber ind i problemer med interne døde links osv., vil jeg meget gerne høre fra dig.

I skæret af optøjerne i landets større byer, hvor unge sætter ild på containere, parkerede biler, huse og skoler, noterer jeg en diskurs, der især har vundet indpas på højrefløjen, og som også Anders Fogh Rasmussen tog op i "21 Søndag" den 17. februar.

For det første ses bagmændene bag optøjerne som uopdragne unge. Som "Jonas W." udtrykker det i en kommentar på Ekstra Bladet:

Hans Hansen omtaler dem også som "drenge":

... som også er en del af indholdet af et indlæg fra "Hanne Hanne":

Og også "B. Jensen" ser dem som unge:

Vi kan sikkert slå fast, at der vitterligt er tale om unge mennesker, som også de ovenstående udpluk antyder. Tilsyneladende er hærværksmændene faktisk i "store drenge"-alderen, og det er nok ikke helt tilfældigt, at ikke mindst skolerne står for skud i hærværket.

Flere af indlæggene (hvoraf det ovenstående blot er nogle enkelte udpluk) antyder mere eller mindre eksplicit, at ungerne måske ville have opført sig ordentligt, hvis ikke det var fordi de var uopdragne. Dette antydede Anders Fogh Rasmussen også, idet han mente, at opførslen faldt tilbage på forældrenes opdragelse.

Og hvad er det så for forslag, som disse kommentatorer har til en bedre opdragelse?

Jo, førnævnte Jonas W. mener, at de unge:

Eller, foreslår Henrique Wr.:

Morten Chr. foreslår, at:

Og fordi jeg jo skal stoppe et sted med citaterne, får René Kristensen lov til at afslutte med:

Tendensen blandt en række af kommentatorerne er klar nok til at vurdere, at der findes grupper, der mener, at den korrekte opdragelse er, at børnene skal straffes - hårdt.

Anders Fogh Rasmussen var mere diplomatisk i "21 Søndag", men valgte dog stadig en diskurs, hvor han pålagde børnene ansvaret: De måtte se at tage sig sammen, som han udtrykte det.

Vi har således en gruppe, der på én gang har den diskurs, at de unge er uopdragene børn, samtidig med at gruppen har en opfattelse af børneopdragelse, der strider imod alt, hvad vi i dag ved er fornuftig og konstruktiv børneopdragelse.

Disse mennesker, der ser de unge som uopdragne unger, foreslår oprigtigt, at børneopdragelse skal foregå ved hjælp af vold, magt og underkuelse. De foreslår i ramme alvor, at man opdrager børn ved hjælp af omfattende frihedsberøvelse, økonomisk straf, fratagelse af forældrenes mulighed for at opdrage børnene, samt beskeder til børnene om "bare at tage sig sammen", når de svigtes.

Hvis disse menneskers ønske om børneopdragelse blev gennemført, hvor ville børnene mon så befinde sig, når de blev unge? Mon ikke børnene snart vil kunne findes det sted, hvor de unge befinder sig, som fra politisk hold er blevet oplært i, at det er den slags, de kan se frem til som unge i samfundet?

Mit gæt er, at de inden længe ville hænge på gaden og brænde biler af i protest.

Jeg har en opfordring til alle de, der med særligt udgangspunkt i Muhammedtegningerne har travlt med at forsvare ytringsfriheden:

Fordøm Kina. Her går regeringen meget forsigtigt med dørene, og vil helst ikke give indtryk af, at Danmark har et problem med, at Kina overtræder af menneskerettighederne. De har i øvrigt også temmelig restriktive regler for tækkelig påklædning, og forurener ganske forskrækkeligt. Nåja, og så er Kinas regering jo heller ikke kendt for at være specielt hensynsfulde overfor ytringsfriheden.

Med Kina som vært for OL, hvor kun de allerstørste idioter kan tro på, at begivenheden ikke har nogen politisk betydning, er det oplagt at markere vores interesse i Kinas opførsel. Vi burde faktisk sige noget, når nu ytringsfriheden er så vigtig, at den ligefrem skal "afprøves", sådan som det i følge apologetikerne blev gjort under Muhammed-krisen.

Svaret er selvfølgelig alligevel fra regeringens side, at sport og politik ikke skal blandes sammen. Om det så skal ses som udtryk for, at regeringen selv består af idioter, eller om de oprigtigt tror, at alle vi andre er det, skal jeg lade stå usagt, men svaret på spørgsmålet - samt svaret på, om politik og sport virkelig af regeringen betragtes som adskilte fænomener - burde kunne udledes af, at selvsamme regering oprettede et ministerium for sport.

Uanset hvad, så er det bemærkelsesværdigt, at regeringen ikke vil udnytte Kinas egen politisering af arrangementet til at komme med en markering.

Jeg kunne selvfølgelig få den tanke, at regeringen har nogle handelsinteresser i Kina, som gør regeringen særligt varsom omkring Kina. Eller at regeringen netop på grund af, at de er velvidende om, at der er stor sammenhæng mellem sport og politik, ikke vil forhindre danske politikere i at deltage i sportsbegivenheden.

Jeg kunne selvfølgelig også få den tanke, at de mennesker, der særligt i Muhammed-tegningerne har fundet interesse i at kæmpe for ytringsfrihed, måske i virkeligheden er mindre interesseret i ytringsfrihed som princip, end i at udnytte ytringsfriheden til at svine deres egne fjender til.

Men uanset hvad jeg tænker, så vil jeg opfordre alle de, der med Muhammed-tegningerne som eksempel kæmper for ytringsfriheden, til med samme iver og indsats at fordømme Kina. Der begås i hvert fald i øjeblikket fra politisk hold en form for selvcensur af den art, som selvsamme forkæmpere protesterer mod.

Filmen "The Secret" har opnået en utrolig høj popularitet. Skønt bogen bag filmen først udkom i maj 2007, er bogen allerede udgivet i 4. oplag, og blev en af årets mest omtalte og omdiskuterede blandt selvudviklingsgenren. Bogen bliver stadig i dag flået væk fra både boghandlere og biblioteker.

I analysen "Tankernes grænseløse potentiale" belyser Pia Tobberup og Amina Lap følgende spørgsmål med relation til filmen "The Secret":

1. Hvorfor har "The Secret" opnået så enorm en interesse hos så bred en modtagergruppe?

2. Hvordan forholder filmens udsagn, grundideer og grundholdninger sig til relevante begreber indenfor positiv psykologi, kognitionsterapi, sundhedspsykologi og narrative teorier?

3. Hvilke eventuelle implicitte konsekvenser ligger der for individet og samfundet i filmens menneske- og verdenssyn og kravet om udvikling?

Pia Tobberup og Amina Lap konkluderer, at filmens store popularitet kan findes i en dygtig brug af pathos- og ethos-appel, og at dens manglende logos-appel næppe har været problematisk for den typiske modtager af filmen. Indholdet er gammel vin, men flaskerne er særdeles nye og veludførte, kombineret med en solid markedsføring og branding af filmen.

Filmens lighedspunkter med positiv psykologi kan forklares som en inspiration fra humanistisk psykologi eller New Age, idet der er visse lighedspunkter mellem disse og positiv psykologi. Imidlertid adskiller den positive psykologis grundlag i evidensbaseret videnskab den fra både humanistisk psykologi og New Age. Endvidere fokuserer filmen på individets ønsker, hvor den positive psykologi har som erklæret målsætning at hjælpe med at udvikle gode samfund.

Som kognitiv terapi er der så store forskelle i metoder, målsætninger og teoretisk baggrund, at lighederne mellem filmen og kognitiv terapi må anses for meget overfladiske. I bedste fald bekræfter filmen personens eksisterende positive skemaer, og i værste fald bidrager den til selvbebrejdelser og virkelighedsflugt, hvis forsøget på "at tænke problemerne væk" mislykkes.

Både i filmen og i sundhedspsykologiske teorier antages der, at psyko og soma spiller sammen. Indenfor sundhedspsykologien forholder man sig dog i modsætning til filmen stadig undersøgende overfor denne sammenhæng og med en bevidsthed om, at man stadig mangler megen viden. Der er evidens for virkningen af en række psykiske teknikker i forbindelse med behandling af sygdom og bevarelse af sundhed indenfor sundhedspsykologisk forskning, men teknikkerne har langt mindre effekt, end der gives udtryk for i "The Secret". Det er interessant, at filmens påståede helhedssyn i praksis er langt mere reduktionistisk end det, vi møder i den traditionelle biologisk orienterede medicin.

Filmen følger i nogen udstrækning psykologiens brug af selvnarrativer, hvor der er bred enighed om, at vores selvfortælling og dermed vores identitet skabes og omdefineres i lyset af vores fortid, nutid og fremtidsforestillinger. Imidlertid overser "The Secret" behovet for at opleve sig selv som uforandret over tid og skabe en meningsfuld sammenhæng mellem fortid, nutid og fremtid. Ligeledes overser filmen den sociale sammenhæng, som individet indgår i, og som sætter begrænsninger for individets mulighed for at omdefinere sig selv.

Ligheden mellem den etablerede psykologi viser sig at være overfladisk og bærer præg af, at filmen behandler psykologien, som den behandler de øvrige videnskaber. Psykologiske teorier inddrages kun, hvis de synes at understøtte "The Secrets" teser, og oftest benytter filmen de videnskabelige teorier og resultater udenfor deres oprindelige kontekst eller gyldighedsområder.

Filmen påstår, at vore tanker skaber virkeligheden, og er i slægtskab med det, der i attributionsteori kaldes "illusion of control". Filmens måde at tænke på kan føre til egoisme og fravær af socialt ansvar hos den enkelte modtager, mens den på det samfundsmæssige plan kan føre til en maskering af sociale problemer som personlige problemer. Endvidere kan filmens budskab om personlig, fuld kontrol føre til selvbebrejdelser hos mennesker, som møder modgang. Der er også risiko for, at filmens overdrevne vægtning af positiv tænkning kan foranlede til, at sygdom bliver fortrængt og ubehandlet. Sådanne konsekvenser skal dog ses i en større sammenhæng, idet filmen kun er én påvirkning blandt mange, som møder modtageren. Det er oplagt, at filmens budskaber og teknikker vil blive brugt indenfor den livsverden, modtageren allerede befinder sig indenfor. Det er også uvist, om filmen med sine implicitte amerikanske værdier vil gøre et blivende indtryk på det danske publikum. "The Secrets" popularitet kan dog ses som udtryk for den selvudviklingsbølge, der tillige har vundet indpas herhjemme både indenfor erhvervslivet og privatsfæren.

Med mediernes genudgivelse af Muhammedtegningerne er der noget, der falder mig ind.

Visse segmenter af befolkningen råber højt om bevarelse af ytringsfriheden, der giver medierne ret til at trykke sådanne tegninger, og som giver kunstnerne ret til at udføre tegningerne.

Det mener jeg sådan set også, at de skal have ret til, også selv om de pågældende medier faktisk har så megen magt, at de slet ikke har noget behov for beskyttelse af deres ytringsfrihed.

Der er bare noget, der ikke helt giver mening. For det første var argumentet fra medierne, at de ville gentage deres understregning af, at ytringsfriheden skulle bevares. Hvis jeg var tegneren, der var udsat for dødstrusler, så ville jeg nok betakke mig for republiceringen, for jeg tvivler på, at hans modstandere er blevet mere tolerante overfor ham, bare fordi hans tegninger igen bliver trukket frem i en religiøs krig. Han har været skydeskive et stykke tid, og det er faktisk ikke særlig pænt overfor ham at minde hans modstandere på hans eksistens.

Jeg husker også fra sidst, at der døde adskillige mennesker, og at der blev destrueret bygninger, da tegningerne blev publiceret. Med det i baghovedet ville en ansvarlig person nok overveje konsekvenserne af at gentage fadæsen.

Men det er det værd! Man må vel ofre sig for ytringsfriheden en gang i mellem, hvilket i øvrigt også er nemt nok, når man selv kan sidde trygt i sin stue, mens mennesker (heldigvis den rigtige slags) dør et andet sted i verden og enkelte kunstnere må leve under politibeskyttelse. Det er i hvert fald dette argument om ytringsfrihedens pris, som fremføres, når der henvises til, at mennesker dør i forbindelse med udgivelserne af Muhammed-tegningerne.

Spørgsmålet er nu, hvor disse forsvarere af ytringsfriheden sætter grænsen. Gælder det også retten til at råbe "brand!" i et overfyldt teater, hvor folk trampes ihjel i den opståede panik? Gælder det retten til at poste billeder med børneporno på en blog, selv om børnene er blevet misbrugt? Eller gælder der alternativt, at man skal have ret til at poste indlæg, hvor man med navns nævnelse anklager en person for at være pædofil med opfordringer til lynchning?

Disse eksempler er der heldigvis en retslig konsekvens af, idet der henvises til, at ytringsfrihed foregår under ansvar.

Men vil det sige, at så længe der ikke er en direkte juridisk pålagt ansvarlighed, så kan man roligt lade hånt om ansvaret? Jeg frygter, at retssystemet i spørgsmålet omkring ytringsfriheden har rutiniseret folks ansvarlighed, så de reelt ikke har nogen iboende fornemmelse af ansvarlighed. I bedste amerikanske retsstil ser disse mennesker på, hvad de har ret til, i stedet for at se på, hvad deres ansvalighed overfor andre mennesker byder dem.

Det er ikke ytringsfriheden, der er under angreb. Det er vores ansvarlighed, der er under angreb, og det er os selv, der fører kampen mod den.

Muhammedkrisen, eller ”karikaturkrisen” som den også kaldes, tog udgangspunkt i tolv tegninger, som blev trykt i Jyllands-Posten 30. september 2005. Som reaktion på tegningerne sendte ambassadørerne fra elleve muslimske lande et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvori de bad om et møde. Dette afviste statsministeren. Efterfølgende udvidede konflikten sig til at omfatte voldelige demonstrationer i blandt andet Afghanistan, Gaza, Indien, Iran, Libanon, Libyen, Nigeria, Pakistan, Syrien og på Vestbreden, hvorunder der afbrændtes danske flag og ambassader. I forbindelse med konflikten høstede både Jyllands-Posten og Danmark desuden kritik af flere muslimske organisationer, herunder OIC, som repræsenterer 57 islamiske lande, den islamiske verdens samarbejdsorganisation ISESCO og den Arabiske Liga. Danmark modtog dog også lidt støtte, idet EUs udenrigsministre bakkede op om den danske regerings beskyttelse af ytringsfriheden. Den 26. februar 2006 kom sagen så op i FN, hvor formanden Kofi Anan kritiserede Danmark for ikke at have tilpasset sig den muslimske indvandring, men samtidig fastslog, at der skulle sættes en stopper for fundamentalismen (Wikipedia 2007a).

I forbindelse med Modspils dokumentation af den højreekstreme forsamling på Uriasposten har dens faste racister deltagere anklaget Carsten for censur, idet han ikke vil være mikrofonholder for dem, når de kalder ham de samme ting, som de kalder folk, der er af ikke-arisk afstamning, eller som politisk ligger til venstre for Dansk Folkeparti.

Det slags vil vi på Sæbekassen naturligvis ikke risikere at få hængende på os. Derfor vil vi hermed introducere vore ærede læsere for begrebet opsøgende ytringsfrihed. Det går i sin simple form ud på, at ikke alene får folk ret til at ytre en bestemt holdning; de får ligefrem pligt til at give udtryk for en bestemt holdning.

Vi har samlet et par eksempler fra vore første forsøg med opsøgende ytringsfrihed.

Sæbekassen: "Asmaa, du var Folketingskandidat for Enhedslisten. Forklar venligst, at du udnytter Enhedslistens holdning omkring inklusion af minoriteter til at bringe dine religiøse holdninger ind i dansk politik, og at dine religiøse holdninger farver din politiske dagsorden".
Asmaa: "Det synes jeg egentlig ikke, jeg gider kommentere".

Sæbekassen: "Brian, du er medlem af Hells Angels. Giv venligst udtryk for, at Hells Angels ønsker at organisere prostitutionen i Danmark, stå for det danske marked for hårde stoffer, samt udnytte det danske bistandssystem".
Brian: "Sig mig, skal du ha tæsk eller..." (resten af optagelsen er desværre gået tabt, idet mikrofonen blev beskadiget efter at Deres ærbødige blev skubbet omkuld).

Sæbekassen: "Kim, du står for en stærkt højreorienteret og islamofobisk blog. Sig til os, at du er stolt af at være racist, og at du ønsker at fortrænge andres tro til fordel for din egen kristne tro, og at du benytter din blog til at udbrede dit ideologiske budskab under dække af at være en seriøs dokumentator".
Kim: "Takker. Kritikken er således indirekte rettet mod manglen på censur. Det lever jeg fint med".

Sæbekassen: "Mærsk, du er direktør for Danmarks største virksomhed. Sig, at du er tilfreds med at tjene penge på våbentransport, skatteunddragelse, miljøsvineri, børnearbejde, ..."
Mærsks sekretær: "Hr. McKinney Møller giver desværre ikke interviews. Farvel".

Sæbekassen: "Bjørn, du er politolog, men beskæftiger dig med noget, som du ikke har uddannelse til, nemlig globale miljøspørgsmål. Giv os en kort redegørelse for, at du mener, at geologi, meteorologi og andre naturfænomener tilretter sig de menneskelige politiske og økonomiske interesser".
Bjørn: "Jamen det kan jeg da ikke, når det ikke giver mig magt og eksponering. Er min skjorte forresten ikke pæn?".

Sæbekassen: "Peter, du er retsordfører for Dansk Folkeparti. Præciser for os, at når I foregiver at støtte de svage og ældre, så er det kun for at få deres stemmer, så I kan gennemføre jeres nationalistiske politik, og at I efterfølgende løber fra jeres valgløfter".
Peter: "Jeg kan ikke tage din slags seriøst".

Sæbekassen: "Niels, du er vognmand. Jeg vil gerne bede dig forklare mig, at du blæser på lovgivningen omkring dyretransporter, fordi du er fuldstændig ligeglad med, at dyrene lider under dine dyretransporter, bare du kan tjene så mange penge som muligt".
Niels: "Pis af med dig, din skide miljøflipper".

Sæbekassen: "Jørgen, du er politibetjent. Fremlæg en dokument, hvor du redegør for politiets overdrevne indsats og unødvendige anvendelse af magt mod demonstrerende unge på venstrefløjen".
Jørgen: "Du blander dig bare udenom. Kan du huske Benjamin?"

Efter disse eksperimenter er det Sæbekassens vurdering, at danskerne ikke frivilligt vil indrømme deres holdninger direkte, heller ikke selv om deres holdninger bliver formuleret for dem i et letforståeligt sprog. Vi mener derfor, at der bør fremsættes lovforslag om, at alle danskere over 18 opretter en blog, der opdateres mindst ugentligt, idet disse stemmeberettigede under straf ytrer en holdning, som matcher den af regeringen udstukne. Ikke alene kan dette sikre, at regeringen handler efter borgernes interesser, men også at borgerne giver udtryk for regeringens holdninger. Hermed vil regeringen i sandhed sikre sammenhængskraft i det danske samfund og ikke alene få integreret udlændinge, men også de danskere, der befinder sig til venstre for regeringen.

Det fremgår af kommentarerne på et indlæg på Modspil, hvor Carsten Agger påviser en usædvanlig høj koncentration af højreekstreme, racistiske indlæg på Uriasposten, at indehaveren af Uriasposten, Kim Møller, har udgivet en bog om Islamforskningen i Danmark med titlen "Vejen til Damaskus".

Der er ikke behov for nogen større indsigt i religionsvidenskab for at konstatere, at Kim Møllers indgangsvinkel til emnet på hans blog er udpræget ideologisk, og bestemt ikke videnskabelig. Han er i øvrigt heller ikke religionshistoriker.

Jeg anede faktisk ikke, at Kim Møller fra Uriasposten havde udgivet en bog, men nu er det heller ikke ligefrem fordi jeg opfatter hans blog som informativ, og læser den derfor ikke i en sådan grad, at jeg bliver opmærksom på hans øvrige hobbyprojekter. Bogens emne interesserer mig dog lidt som en person, der er aktivt anti-religiøs og partner til en religionshistoriker. Efter at have besøgt hans blog, hvor han plukkede lidt ud fra nogle interviews, faldt jeg over hans svar til en journalist:

"Simonsen er er på en måde en stor forsker, for det kræver omfattende viden at omfortolke og præsentere islam, som han gør. Samtidig står han for, at enhver ideologisk kritik af islam blot er et skalkeskjul for, at man ikke kan lide muslimer. Men enhver kan læse ud af islams tekster, at de giver ekstremister særligt gode vilkår."

Der er nogle interessante afsløringer af Kim Møllers forståelse for en videnskabelig indgangsvinkel til religion her.

For det første kan man ikke "omfortolke" Islam, for det ville kræve, at der fandtes en "rigtig" form for Islam. Kanske Kim Møller har en viden om Islam, som han gerne vil dele med andre, siden han kender denne "rigtige" form godt nok til at vide, at Simonsen omfortolker den? Det har Kim Møller næppe, og han ved formentlig heller ikke, at det er basisviden indenfor religionsvidenskab, at hvis man skal tale om omfortolkninger af religioner, så går det i bedste fald ud på, at nye grupper kan omfortolke i forhold til deres modergruppe. Simonsen tager imidlertid ikke udgangspunkt i en bestemt muslimsk gruppe, og kan således ikke "omfortolke" noget.

Den næste afsløring ligger i sidste sætning, hvor Kim Møller skriver, at "enhver kan læse ud af islams tekster, at de giver ekstremister særligt gode vilkår". Også her viser Kim Møller, at han ikke har forstået en af de absolut mest grundlæggende erkendelser i religionsvidenskaben, nemlig at tekster bliver tillagt de værdier, som passer læserne bedst. Koranen er således ikke hverken mere eller mindre opfordrende til ekstremisme end Harry Potter, for nu at sætte det lidt på spidsen. Det ville generelt være korrekt at sige, at Islam - ligesom kristendommen - er en mere ekspansiv religion end f.eks. en eller anden stammereligion; dette har blot ikke noget med teksterne at gøre, men derimod med at gøre med brugen af teksterne. Tekster siger en del om forfatterne og deres samtidige grupperinger - men ikke særlig meget om læserne. Hvis man vil undersøge, hvordan læserne bruger teksterne, så er det læserne, man skal undersøge - teksterne er ret underordnede.

Alternativt kan man også tage lidt simpel statistik: Hvor mange muslimer har vi i forhold til muslimske ekstremister? Tallet er meget stort tal i forhold til de få, der kom til at blive ekstremister eller sociale problemer, som udgør Kim Møllers fokusområde. Er det så fordi alle disse mange muslimer (øjensynligt i modsætning til Kim Møller, der jo tidligere insinuerede, at han havde en hemmelig viden om en "rigtig" tolkning) ikke forstår at læse deres tekster, og at det kun er de muslimer, der bliver ekstremister og sociale problemer, der forstår teksterne? Det er det næppe, og forklaringen skal jo nok i så fald søges andetsteds end i Koranen. Det mener Kim Møller imidlertid ikke, når han insisterer på, at der skal tages afsæt i de religiøse skrifter for at forstå Islams følgere.

Kim Møller afslører tydeligt, at han ikke har forstået selv helt grundlæggende principper i den videnskab, han kommenterer, og med et sådant udgangspunkt er det svært at tage Kim Møller seriøst som forsker. Til gengæld består hans blog af en overflod af holdninger og religiøse tolkninger, der har et tydeligt ideologisk mål. Kim Møllers bidrag til forskningsfeltet må alene ses som empiri, og Kim Møller er således for forskning i religionsvidenskab, hvad frøer er for forskning i biologi: De er ikke autoriteter, men derimod emner, man studerer.

Hvad bogens, og Kim Møllers faktiske faglige baggrund angår, står det heller ikke for godt til. Kim Møllers bog er resultatet af hans specialeopgave i historie, som han fik et 7-tal for. Det er usædvanligt dårligt for en specialeopgave, og det viser, at ikke nok med at Kim Møller ikke forstår det emne, han har valgt at kritisere, han er heller ikke nogen dygtig studerende i sit egentlige fag. Årsagen til den lave karakter var, at eksaminatorerne vurderede, at Kim Møller havde tilsidesat den videnskabelige indgangsvinkel til fordel for Kim Møllers politiske budskab. Kim Møller skal være glad for, at det "kun" var en opgave (omend en specialeopgave), for hvis han havde forsøgt at benytte den som et bidrag til forskning, ville anklagen formentlig have lydt på videnskabelig uredelighed.

Hvis man skal tro reklamerne for e-mærket, så garanterer dette stempel, at den internet-butik, som du besøger, handler forsvarligt. E-mærket er din sikkerhed på nettet, forlyder det.

E-mærket er udviklet med støtte af Videnskabsministeriet, og når man ser på, hvem der er ansvarlig for ministeriet, så burde det jo nok give anledning til en smule skepsis. Heldigvis kan forskningen komme os til hjælp, så vi ikke behøver støtte os til Videnskabsministeriets gætterier.

Professor Ross Anderson holdt i 2007 en forelæsning på "Google Techtalk", hvor han i en time gennemgik en lang række kendte metoder til online snyd. Hele videoen er yderst lærerig, og har nogle (måske) overraskende pointer.

En af pointerne rammer e-mærket. En web-side, der viser det såkaldte TRUSTe-mærke, der svarer til det danske e-mærke, har nemlig i følge Ross Andersons forskning dobbelt så stor sandsynlighed for at indeholde malware som en side, der ikke har mærket. Årsagen er, at svindlerne har et større behov for at overbevise mennesker om, at de er troværdige, end hæderlige handlende har. Hvis brugerne lærer, at TRUSTe-mærket (eller e-mærket) er en garanti for hæderlighed, vil svindlerne naturligvis forsøge at få dette mærke ind på deres sider.

Tilsvarende konkluderer Ross Andersen, at den øverste reklame på Google har dobbelt så stor sandsynlighed for at være ondsindet som det øverste gratis søgeresultat. På andre søgemaskiner er det endnu værre.

Så inden længe bør du måske i virkeligheden være på vagt, når du ser e-mærket. Og måske burde Videnskabsministeriet se nærmere på Professor Ross Andersons viden.

Mens jeg bifalder Malou Aamunds udmeldelse af Ny Alliance som endnu et søm i partiets ligkiste, må jeg samtidig gøre opmærksom på en iagttagelse.

Ny Alliance førte sig frem på at holde Dansk Folkeparti udenfor indflydelse, og efter Pia Christmas-Møllers afgang var regeringen i mindretal. Når Malou Aamund nu har meldt sig ind i Venstre, har regeringen igen et flertal sammen med Dansk Folkeparti. Dermed er Dansk Folkeparti blevet sikret sin direkte indflydelse, idet Venstre og de Konservative sammen med Dansk Folkeparti nu kan gennemføre hvadsomhelst.

Malou Aamunds udmeldelse og efterfølgende indmeldelse i Venstre har sikret netop det, som Ny Alliance forsøgte at undgå. Det er en klokkeklart svigt mod de vælgere, der har stemt på Malou Aamund på grund af den politik, Ny Alliance lovede under valgkampen.

Tele2 er blevet pålagt at blokere for Pirate Bay. Dette sker så vidt jeg har forstået sådan, at Tele2 omdirigerer DNS lookups, så Tele2s brugere ikke længere kan "se" domænet for Pirate Bay. Så hvis du taster http://thepiratebay.org i browseren, kommer du altså ikke ind på Pirate Bays hjemmeside.

Men det behøver ikke forhindre Tele2-brugere i at besøge Pirate Bay lige så nemt som hidtil. Det eneste, man som Tele2-bruger skal gøre, er at skifte DNS til en af de mange gratis/åbne DNS services, der findes rundt omkring.

OpenDNS er et sådant eksempel. Nederst på siden står der nogle IP-adresser. Sæt disse IP-adresser ind i din Internet-opsætning i stedet for de DNS-adresser, som Tele2 giver dig, og straks kan du besøge Pirate Bay igen.

Update: Se også OpenDNS-vejledninger for routere.

Jeg vil gætte på, at de fleste, der på den ene eller anden måde har været i berøring med det offentliges administration, har haft en god fornemmelse af, at noget kunne gøres mere effektivt, og at de danske skatteyderes penge måske blev brugt på en måde, der ikke helt var pengene værd. Ikke uden rimelighed har mange regeringstiltag gået ud på, at der skulle spares i det offentlige.

Imidlertid har beskæringer af budgetter ikke automatisk den effekt, at man bliver mere effektiv. Afdelingens ansatte bliver enten mere stressede, eller de når ikke at udføre afdelingens funktion.

Årsagen til den manglende effektivitetsforbedring mener jeg at have iagttaget flere steder i kraft af mit arbejde med den slags, både i det private og i det offentlige.

Problemet er i princippet ganske enkelt, nemlig at effektivitetsforbedring kræver en fokuseret indsats. Hvis ikke der afsættes eksplicitte ressourcer til at forbedre effektiviteten, sker der ikke nogen effektivitetsforbedring. De folk i afdelingen, der eventuelt kunne have arbejdet på at forbedre effektiviteten, får bestemt ikke mere tid til effektivitetsforøgelse, hvis de bliver udsat for besparelser. Lad mig tage et tænkt eksempel, som ganske vist er forsimplet, men dog ikke helt ved siden af, idet jeg har set lignende (og værre) eksempler i både privat og offentlig regi:

I Nørre Ubehages afdeling for ældrepleje er der ansat ti hjemmehjælpere i det ene af en række pleje-hold. For at koordinere indsatsen af holdet, afholder gruppen hver mandag et møde, hvor de uddeler pleje-opgaverne for resten af ugen. Mødet tager typisk hele formiddagen, idet gruppen aftaler med hinanden, hvem der tager hvilke opgaver.

Holdet får nu besked på, at de skal spare ca. en person.

Det kræver naturligvis ikke nogen større fantasi at regne ud, at der kan spares næsten fem hele persondage på at lade koordineringen blive foretaget af én person, der efterfølgende kommunikerer planen til resten af gruppen. Personen kan måske lægge planen om fredagen, så holdets øvrige personer har den om mandagen. Besparelsen er gennemført.

Det er bare ikke så nemt, som det lyder. Planlægningen kan nemlig ikke foretages om fredagen, idet den afhænger af informationer, som en helt anden afdeling først har parat til gruppen mandag formiddag. Og hvis gruppens egne folk kommer hjem senere om eftermiddagen, fordi de får fri mandag formiddag, når de ikke at færdiggøre rapporterne for en anden afdeling, der dermed også bliver forsinket i sit arbejde.

Holdet er stort set er så effektivt, som det kan blive, i hvert fald inden for de rammer, holdet må indrette sig efter. Selv om der tydeligvis kan spares, kan holdet ikke selv gennemføre de ændringer, der er nødvendige. Alle afdelingerne i Nørre Ubehages socialforvaltning har en række arbejdsprocesser, som de følger, og disse arbejdsprocesser griber ind i hinanden. Hver især arbejder afdelingerne så effektivt efter disse arbejdsprocesser, som de kan.

Besparelser kræver, at arbejdsprocesserne identificeres og ændres på en måde, så afhængighederne mellem dem kan facilitere en effektivisering af processerne. Dette er en kompetence, som man ikke kan forvente, at enhver gruppe i en offentlig eller privat virksomhed besidder. Selv personer, der er specialiserede i sådanne opgaver, betragter det som en udfordring.

Alt dette ved vores hold af hjemmehjælpere ikke, og det ville nok heller ikke hjælpe på deres situation, hvis de gjorde. Deres mandagsmøde er ikke en kaffeklub, der kan spares væk, for hvis de dropper mødet, er resten af ugens arbejde ukoordineret. De har svært nok ved at nå deres arbejde allerede. Selv hvis de havde kompetencerne til at identificere og optimere arbejdsprocesser på tværs af faggrupper og afdelinger, ville de umuligt kunne afsætte en person i nogle måneder til det - og da slet ikke, når personen allerede var sparet væk, så de øvrige personer nu må løbe hurtigere.

Effektivisering foregår gennem investering, ikke gennem besparelser. Det er nødvendigt at tilføje midler til den gruppe, der skal spares på, før der kan spares. Flere penge i budgettet er dog ikke hele svaret: Hvis holdet får flere penge, vil de måske kunne servicere flere ældre medborgere eller få bedre tid til de enkelte klienter, men de vil næppe blive mere effektive, netop fordi de allerede er så effektive, som de kan blive inde for deres spillerum.

Udfordringen er at tilføre de rigtige midler i form af personer med de nødvendige kompetencer og (helst) beføjelser. Det kræver, at man er villig til at betale for effektiviseringen, både i form af ressourcer til konsulenter med effektiviseringskompetencer, men også i form af vikariater for de erfarne medarbejdere, som konsulenterne kommer til at gøre brug af.

Det vil sikkert koste mange penge at gennemføre sådan en effektivisering, men det er langt dyrere bare at spare!