marts 2011 Archives

Enhedslisten har trukket sin støtte til den militære indgriben i Libyen med henvisning til, at betingelserne for støtten ikke længere er opfyldt. En af betingelserne var, at man skulle opfylde FNs mandat, og det gør man ikke længere.

Forudsigeligt, siger en del af de oprindelige kritikere af Enhedslistens støtte. Det er selvfølgelig et vurderingsspårgsmål, hvor forudsigeligt, man finder det. Personligt er jeg enig: Det var endog meget forudsigeligt. Jeg kan bare ikke se, hvad pointen er med at understrege dette forhold, eller hvad det ville have betydet for støtten i praksis.

Når de hidtidige kritikere af krigsindsatsen - dvs. pacifisterne - fremhæver det, så er de mildt sagt de sidste, man kunne forvente dén moraliseren fra. De ville vel velkomme enhver mulighed for at trække sig ud i stedet for at kritisere Enhedslisten for at trække sin støtte. Jeg foretrækker i hvert fald at trække dette hykler-kort frem for at beskylde de såkaldte pacifister for i virkeligheden at være på Gaddafis side.

Men for ikke at være urimelig overfor pacifisterne vil jeg godt anerkende, at det måske blot udtrykker et behov for at hævde sig lidt. Det er et "Hvad sagde vi!" efter deres indvending om, at krigen (forudsigeligt) hurtigt ville blive ført på et grundlag, som Enhedslisten ikke kunne støtte. Det må de godt for min skyld. Jeg vil i hvert fald langt hellere udsættes for en sådan hævn, end jeg ville ønske at være en del af en gruppe, der kunne sige "hvad sagde vi!", når Gaddafi begik massakre på civilbefolkningen.

Uanset hvad sandsynligheden måtte være for, at krigen ville blive ført på et andet grundlag, end Enhedslisten kunne støtte, så var der nemlig et andet forhold, der var mindst lige så forventeligt, hvis ikke der blev grebet militært ind: Nemlig at Gaddafi angreb civilbefolkningen. Topprioriteten var at undgå, at dette skete, og ingen ville kunne forsvare det, hvis Enhedslisten havde ignoreret denne prioritet. (Jeg har til dato ikke hørt nogen af kritikerne komme med et forslag, der kunne gennemføres på den tidsfrist, Gaddafi havde givet. Det foretrukne, forudgående diplomati var på dette fremskredne tidspunkt alt for sent at påbegynde.)

Enhedslisten har i denne sag mærket effekterne af at være et lille parti med den begrænsede indflydelse, som et lille parti har. Selvfølgelig skulle Enhedslisten stille betingelser, selv om partiet godt vidste, det er for lille til at kunne styre slagets gang egenhændigt, hvis ikke betingelserne er indfriet. Ellers burde partiet jo med samme argumentation afholde sig at stille op til et demokratisk valg, når nu partiet er for lille til at vinde hele valget. Man må bruge de muligheder for indflydelse, man har, også hvis de er få. Man skal ikke holde mund, bare fordi de andre råber højere. Når visse pacifister har argumenteret for, at Enhedslisten ikke havde en chance for at ændre noget med sine betingelser, og derfor ikke burde have støttet forhindringen af Gaddafis forestående angreb, så opfatter jeg det som en opgivende adfærd. Det er ansvarsfralæggelse forklædt som pacifisme.

Jeg mistænker store dele af Enhedslistens overvejende enige hovedbestyrelse for at have forventet, at Enhedslisten indgik i en sag, hvor partiet hurtigt måtte trække sin støtte. Uanset om partiet havde valgt at støtte krigen eller ej, ville beslutningen give væsentlige uønskede resultater, og det handlede om at finde den mindst forkerte beslutning. I en sådan situation er man nødt til at udføre det ubehagelige politiske håndværk, der går ud på at konstruere en bagdør, man kan snige sig ud af, når den første katastrofe er afværget og det uundgåelige derefter sker.

Det kan man kalde umoralsk, hvis man vil, men jeg foretrækker at finde Enhedslisten ved den politiske håndvask frem for at finde partiet indblandet i en krig, der strider mod Enhedslistens principper. Enhedslisten havde ikke andre muligheder end at støtte en militær indgriben på den korte bane, men ville umuligt kunne støtte den selvsamme indgriben på den lange bane. I dette dilemma mener jeg, at Enhedslisten med sine "umulige" forbehold har demonstreret en taktisk forståelse, som viser, at partiet er blevet yderst kampdygtigt i et forhåbentlig fremtidigt regeringssamarbejde.

Jeg har netop fået penge tilbage i skat. Af årsager, der står lidt uklare for mig, kan man trække en del af sine renteudgifter fra i skat, og fordi jeg har optaget af et større lån sidste år, er der tale om et ganske pænt beløb. Af skattekortet fremgår det, at det er rentefradraget, der er den primære årsag til, at jeg får penge tilbage i skat. Min fordel af regeringens skattestop er nærmest usynligt, fordi jeg ikke er en af de smældrigeste i landet. Begge disse oplysninger, samt en lang række andre forhold omkring min økonomi, fremgår af mit skattekort.

Hvad der derimod ikke fremgår af mit skattekort, er det beløb, jeg har betalt i skat gennem hele mit liv indtil nu. Det ville heller ikke være et tal, der kunne bruges til noget, måske bortset fra en følelse af, at jeg ikke ligger samfundet til last - forudsat jeg undlader at regne på, hvad det har kostet at give mig skolegang i Folkeskolen og gymnasiet, børnetandpleje, et universitetsstudium, diverse lægebesøg, m.v. Havde jeg skullet betale alle disse ting via det beløb, jeg déngang havde betalt i skat, ville jeg ikke have haft råd.

Det er imidlertid også hele pointen med at betale skat i et velfærdssamfund: Jeg har muligheder, selv om jeg ikke har råd, fordi andre betaler skat. De beløb, borgerne betaler i skat, går hvert år til driftsomkostningerne af samfundet på det tidspunkt, skatten bliver betalt. De pensionister, der f.eks. modtager folkepension, modtager ikke de penge, som de selv engang betalte i skat, men de penge, som arbejdsstyrken her og nu betaler i skat. Dengang pensionisterne havde arbejde, var de med til at financiere datidens pensionisters pension. Og når mine børn går i skole, bliver deres skolegang betalt gennem den skat, som arbejdsstyrken betaler her og nu, ligesom de engang via skatten vil komme til at betale for fremtidens børns skolegang. Jeg betaler lige nu til pensionisters folkepension, og når jeg engang selv bliver pensioneret, er det den til den tid siddende arbejdsstyrke, der betaler for min folkepension (forudsat den ikke er afskaffet til den tid). Velfærdssamfundet er kort sagt kendetegnet ved, at skat ikke er en personlig opsparing, der skal finianciere den enkeltes muligheder og behov alt efter, hvor meget den pågældende person har sparet op.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) vil i næste uge sammen med regeringens økonomiudvalg behandle en række forslag på velfærdsområdet. Det gennemgående tema i Inger Støjbergs ønskede reformer er, at man fremover skal optjene ydelserne, der i dag er frit tilgængelige i velfærdssamfundet. Som sædvanligt går en del af arbejdet ud på vellystent at imødekomme Dansk Folkepartis racistiske krav om at stille ikke-etniske danskere dårligere end øvrige danskere, men Venstres interesse er ikke til at gå fejl af: Selve velfærdssamfundet bygger på, at vi alle bidrager til hinanden, og ikke blot hver især sparer op til os selv. Det er det princip, Venstre vil afskaffe, med med det også velfærdsstaten. Overskriften på Politikens indlæg burde rettelig lyde: "Venstre vil afskaffe velfærdsstaten", for det er vitterligt det, deres optjeningsprogram går ud på.

Jeg har aldrig følt behov for at undskylde, når der har været mindre aktivitet på bloggen. Bloggen er ikke en påtaget pligt, og er alene et tilbud til eventuelt interesserede læsere samt min mulighed for at sige ting, jeg har behov for at sige, eller som af den ene eller anden grund bør fastholdes på skrift. Hvis en blogejer i en periode ikke skriver noget, så kan folk forhåbentlig gennemskue, at der ikke bliver skrevet noget, uden at de ligefrem skal læse om det.

Jeg vil derfor ikke beklage noget, men blot understrege, at indeværende blog ikke er ved at dø. Det siger jeg dels for at glæde de læsere, der kan lide at læse bloggen, og dels for at ærgre de folk, der håbede, at dens tid var omme.

Årsagen til det seneste års relativt lave aktivitet skyldes bestemt ikke, at det har skortet på vanvid fra den borgerlige regering, eller at der i øvrigt har manglet emner at skrive om. Intensiteten af regeringens forsøg på at køre landet som var det en virksomhed under afvikling, der skulle sælges til regeringens venner, har på intet tidspunkt givet mig indtryk af, at regeringen var ved at køre træt, og jeg har endnu ikke set tegn på, at regeringens sædvanlige aftaler med Dansk Folkeparti skulle være udtryk for mere end fingerede forhandlinger om påtaget uenighed. Årrsagen har såmænd været rent personlig:




Trods fraværet af sikkerhedsnet til den slags sygdomme, og trods interessante oplevelser med personer, der har udnyttet min særligt sårbare situation til at plante knive i ryggen på mig, så er det heldigvis en midlertidig - omend temmelig hård og langstrukken - situation. Der er ingen grund til at glæde sig for tidligt over bloggens død.

Nedenstående email er d.d. sendt til Tom Behnke (K):

Kære Tom Behnke,

I forbindelse med det seneste eksempel i rækken af konventionsbrud mod EU og FN, som regeringen har besluttet sig for, er det kommet frem, at Danmark giver afslag på ansøgninger om statsborgerskab, hvis personen bag ansøgningen lider af PTSD. Du siger i følge Politiken følgende:

"Folketingets flertal har sagt, at de sager ønsker vi ikke at se. Hvis man kun lider af PTSD, ønsker vi, at ministeriet giver afslag" (kilde). Jeg formoder, at dette flertal bestod af de sædvanlige tre partier.

Eftersom du ikke anerkender PTSD som et handicap, vil jeg gerne bede dig bekræfte, at danske soldater, der f.eks. har gjort tjeneste i Afghanistan og nu lider af PTSD, kun vil modtage støtte for eventuelle andre lidelser, og altså ikke for deres PTSD, eller alternativt at du vil melde dem for socialt bedrageri.

Hvis ikke du kan bekræfte dette, vil jeg meget gerne bede dig om en kort redegørelse for den kvalitative forskel mellem danske soldater med PTSD pådraget efter få måneders militærtjeneste og flygtninge, der har fået PTSD af mange års udsættelse for langt værre forhold.

NB: Jeg er opmærksom på, at dine tidligere partifæller fra Fremskridtspartiet fremfører det argument, at indvandrere lyver, når de hævder at have PTSD. Det fremgår ikke, om du er enig i dette argument, men såfremt dette er tilfældet, vil jeg gerne have oplyst yderligere: Mener du, at ikke-etniske danskere er mere disponerede for at lyve for at opnå støtte end etniske danskere, eller mener du i stedet, at det er læger og psykiatrien, der står for disse løgne?

Med venlig hilsen, og på forhånd tak for dine svar.

Hos nogle personer kan det være svært at gennemskue deres holdninger, hvis man alene ser på deres udtalelser. De kan have modsat rettede holdninger i hovedet, uden at det giver anledning til eftertanke. Se blot Martin Henriksen (DF), der på én gang kan beklage, at Özlem Cekic (SF) støtter lovbrud, og samtidig kan opfordre til lovbrud i forbindelse med EU-regler for udlændinge.

Det ligner unægteligt udtalelser fra en forvirret person, og mens man rimeligvis kan undskyldes for at konkludere, at Martin Henriksen slet og ret er dårligt begavet, er årsagen formodentlig en anden, som kan forklares ved hans menneskesyn.

Martin Henriksen deler ligesom af sit parti mennesker op i to typer: De "rigtige" mennesker som dem selv, og så alle de øvrige, der ikke anses for fuldgyldige mennesker, men derimod som skadedyr, mindre egnede, forkert farvede, forkert troende, eller på anden vis underordnede. Lovgivning anses som noget, der skal beskytte de "rigtige" mennesker mod de "forkerte" mennesker. De "forkerte" mennesker har ikke krav på at blive beskyttet af lovgivningen.

Hvis man holder sig til denne logik, forsvinder den dobbeltmoral, som en normalt tænkende person kan få øje på, fra Martin Henriksens modsat rettede holdninger. Martin Henriksens holdning ser således ud: Özlem Cekic er et "forkert" menneske, og skal således rette sig efter den hvide, kristne danskers lov. Samtidig er EU-lovgivningen ikke den hvide, kristne danskers lov, og den hvide, kristne dansker skal derfor ikke rette sig efter den.

Se også: Kerneværdier på blot 14 ord.

Nedenstående email er d.d. sendt til Jesper Langballe (DF) med CC til Johanne Schmidt-Nielsen (EL):

Kære Jesper Langballe,

Jeg har et hurtigt spørgsmål, som jeg ikke er i tvivl om, at du hurtigt kan besvare:

Da Enhedslisten krævede Birthe Rønn Hornbech (V) i samråd omkring statsborgerskabssagen, lykkedes det dig kortvarigt at få hende til at more sig trods hendes "radiotavshed", hvor hun slukkede mikrofonen, idet du sammenlignede oppositionens vedholdende spørgsmål med en motor, der gik i tomgang. (Se http://www.information.dk/259082.)

Nu er Birthe Rønn Hornbech imidlertid blevet tvunget til at gå af på grund af sagens alvorlighed. Mener du stadig, at oppositionen var en "motor i tomgang", der stillede irrelevante spørgsmål, som ikke havde nogen relevans?

Med venlig hilsen og på forhånd tak,

Ole Wolf
(adresse m.v.)

I følge BT sagde Lars Barfoed (K) følgende omkring det konservative værdisæt:


Nu rimer konservatisme jo alt andet lige ikke godt med modernisme eller kreativitet, så det er fuldt ud forståeligt, at Lars Barfoed har nemmere ved at tænke reaktionært end progressivt. Undertegnede er mere på hjemmebane hvad angår fremadrettet tænkning - og formentlig tænkning som sådan - og kan derfor tilbyde sin hjælp til at finde de rette ord til Lars Barfoed.

"Gud": Dette henviser til overtro, religiøs mysticisme, metafysiske forklaringsmodeller og uvidenskabelighed. Personligt foretrækker jeg "mysticisme", men det er et ord, som de færreste helt vil forstå betydningen af. Derfor foreslår jeg som det mindre beskrivende, men bedre alment kommunikerende ord: Religion.

"Konge": Dette signalerer ulighed, ufortjent særret og topstyring. Mange moderne konger og dronninger har i dag aflagt de traditionelle klædestykker og fremtoning, og er i praksis identiske med enhvert ikke demokratisk valgt statsoverhoved, der tillader sig særlige beføjelser, som ikke er befolkningen forundt, og som befolkningen under trusler om straf ikke må sætte sig op imod. I dag kaldes en sådan styreform for et diktatur, og det moderne ord må således være: Diktatur.

"Fædreland": Ordet indebærer både en følelse af tilhørsforhold og en understregning af, at andre ikke hører til her i landet. Mens det ville være passende at oversætte denne understregning med ordet racisme, findes der et ord, der i praksis fører begge betydninger med sig: Nationalisme.

De konservative kerneværdier, der opsummeres i ordene "Gud, Konge og Fædreland", signalerer værdier, der på nudansk kommunikeres langt bedre med ordene: "Religion, diktatur og nationalisme". Blandt mine politiske meningsfæller har vi intet problem med at gennemskue den egentlige betydning af det efterhånden aldrende Konservative slogan, og opsummerer det jævnligt med ord som "skabsfascisme", "Dansk Folkepartis logrende hale", m.v. Det ville dog være yderst velkomment, om de Konservative selv ville sige det lige så tydeligt som vi. Et moderniseret slogan ville kunne kommunikere den fascistiske grundholdning meget effektivt.

Følgende brev er d.d. sendt til Kongehuset samt Lars Barfoed (K), der øsker at stramme lovgivningen omkring majestætfornærmelse.


Kære Margrethe,

I forbindelse med Lars Barfoeds (K) ønske om, at elleve medlemmer af Greenpeace skal tiltales efter en ældgammel straffelov, fordi de har synliggjort, at de finder miljøspørgsmål vigtigere end dine private, skatteyderfinancierede fester, vil jeg gerne give udtryk for, at jeg lige som Lars Barfoed finder majestætsfornærmelser aldeles uacceptable.

Jeg finder det f.eks. aldeles fornærmede mod enhver på kontanthjælp, at en majestæt tillader sig at forlange en uhørt enorm minimumssats betalt via den skat, jeg og andre betaler på baggrund af vort reelle og samfundsopbyggende arbejde. Det er en fornærmelse overfor alle de, der på grund af deres sociale eller helbredsmæssige situation har behov for direkte eller indirekte økonomisk støtte. Det er en hån mod mindet af enhver person, der har måttet lade livet på et sygehus uden tilstrækkelige midler.

Det er en fornærmelse mod enhver form for menneskeretslig holdning, når en majestæt viser anerkendelse i form af ordener til undertrykkende og voldelige diktatorer og repræsentanter såsom f.eks. Hermann Göring, Nicolai Caucesco og Hamad ibn Isa Al Khalifa.

Det er en fornærmelse mod enhver følelse af ambition, enhver erhvervelse af evner og enhver anerkendelse af menneskers potentiale og muligheder, at en majestæt alene i kraft af at være født i en bestemt indavlet familie kan få næsten uindskrænket magt. (Det er irrelevant, at denne i praksis er en rent teoretisk magt, for det er en fornærmelse mod demokratiet, at problemstillingen overhovedet kan formuleres.)

I forlængelse af ovenstående ganske vist parentetiske bemærkning finder jeg det formærmende, at vi på trods af et såkaldt demokrati først kan vedtage en folkelig lov, når majestæten har underskrevet den.

Det er en fornærmelse mod menneskelig værdi, at majestæten står som såvel et fastholdt symbol som et helt reelt eksempel på, at vi ikke har lighed her i landet.

Det er fornærmende, at majestæterne misbruger offentlige ydelser ved f.eks. at rydde en hel hospitalsgang, bare fordi to af kongefamiliens medlemmer bidrager med yderligere modtagere af skattefinancieret underhold.

Jeg er som ateist fornærmet over at skulle repræsenteres af en person, der forventes at være overtroisk og tilhøre en bestemt religiøs sekt. (Thi sammenlignet med verdens øvrige former for kristendom er den danske Folkekirke blot en mindre sekt.)

Det er en fornærmelse, ja endog en hån, mod retssamfundet, at majestæterne ikke kan dømmes efter lovgivningen. Undertegnede er af samme alder som dine børn og husker tydeligt, hvorledes jeg forventedes under strafansvar at overholde færdselsloven, mens dine børn samtidig udnyttede deres immunitet til at køre uforsvarligt, livsfarligt og hensynsløst overfor vi, landets borgere. Og mens man ikke bør tale uhøfligt om afdøde, vil jeg alligevel påpege, at det ikke undgik min opmærksomhed, at din mors berygtede kleptomani forblev ustraffet, ligesom I åbenbart ikke følte jer motiverede for at behandle sygdommen. Her vil jeg gerne understrege, at jeg ikke ønsker at være personlig mod dig gennem disse eksempler fra din nærmeste familie (i så fald ville jeg ikke undlade også at kommentere, hvorledes din mands hund skambider andre mennesker, uden at det giver anledning til bøder, aflivning og forbudsdiskussioner), hvorfor jeg vil minde dig på, at unddragelser fra loven ikke er nogen usædvanlig adfærd hos dine nærmeste, men at det er en velkendt tradition, som kongehuset har videreført gennem mange århundreder.

Jeg føler mig derfor særdeles fornærmet af majestæten, og velkommer ethvert tiltag, der kan afskaffe muligheden for at komme med sådanne fornærmelser. Din mands oprindelige hjemland demonstrerede en radikal forbedring for dets borgere under det, der meget passende kaldes for oplysningstiden, men da jeg er tilhænger af et retssamfund og lige muligheder har jeg intet problem med at acceptere en langt mindre blodig adfærd. Selv om det danske kongehus og jeres helt åbenlyst og officielt anerkendte venner gennem mange århundreder har stået for verdenshistoriens uden sammenligning største eksempler på udnyttelser, blodbad og magtmisbrug, og således på ingen måde kan kalde jer fremmede de mest drastiske metoder, menneskeheden hidtil har forestillet sig, føler jeg ikke behov for at demonstrere tilsvarende adfærd.

Jeg kan tilgive selv grove majestætslige fornærmelser og hele jeres historiske tradition for samme, hvis blot det danske kongehus f.eks. afskriver sig sine rettigheder og ufortjente formuer, og i stedet bidrager til samfundet på lige fod med alle vi andre. Måske vil det endda vise sig, at I besidder evner, der kan bruges til noget konstruktivt. Lars Barfoeds parti søger øjensynligt en ny formand, og jeg ser gode muligheder for, at man vil behandle dig som en dronning i hans parti. Det ville være en win-win situation for såvel dig som for Lars Barfoeds parti, og det ville være en historisk landvinding for Danmarks demokrati, retsfølelse og lighed.

Med venlig hilsen,

Ole Wolf
(adresse m.v.)

There are plenty of do-it-yourself ring flash projects around, either sporting any number of white LEDs, or foil-clad tube constructions directing the light from a flash to a ring around the lens. However, state of the art LEDs still produce rather little light, and there's a flexible and perhaps even more efficient alternative to transporting light via a tube fitted with reflective walls: optical fibers.

Optical fibers are specifically made to transport light, so my idea was to construct a ring light based on the same principle as the popular optical fiber lamp: a large number of optical fibers are collected at the light source, leaving the other ends fanning out in a spherical shape. For flash purposes, this light source is of course a regular flash unit, and the other ends of the fiber optics cables are fitted in the circular outline of the ring flash, that is, where other DIY people have placed LEDs. Unlike LED constructions, however, this construction allows the camera to adjust its flash intensity automatically, and it doesn't require a power supply. Also, with a large number of fibers, the light should be very evenly distributed, possibly eliminating the need for a diffuser.

It turned out it was difficult to find suppliers of fiber optical cables in my country. The only supplier I found agreed to cut 150 pieces of fibers (length about 50 cm, ø 1,0 mm each) for me and melt together all the fibers in one end. My reliance on the supplier probably makes my particular solution rather costly compared to what may be expected in other countries. However, it's not necessary to melt the ends together (it simply allows the fibers to absorb more light, yielding a better output), so cutting and bundling the fibers is something anyone can do without professional help. The optical fibers themselves don't seem to be expensive at all.

I tested the light conducting capability of the fiber optics whip by holding the glued end in front of my camera's built-in flash unit and looking at the free ends while firing the flash. Don't do this at home: it worked much better than I had hoped, and was practically the same as looking straight into a flash at close range.

The next part was to construct the ring where the optical fiber ends are attached. I cut the ring from a piece of acrylic glass (you may of course also use wood, cardboard, plastic, or metal) with 150 ø 1,2 mm holes drilled in a uniform pattern. The holes are organized in concentric circles with 36, 37, 38, and 39 holes and slightly rotated to distribute the fiber cable ends as evenly as possible. I used Inkscape to draw a template for the ring. You may download the template here. I created four templates (one for each circle) instead of plotting all holes into a single template, because otherwise the paper would probably crumble before I was even halfway through drilling. I also waited to saw the inner circle and the outline in the acrylic glass until I had drilled all the holes. The uneven edges of the cut were easily smoothed by sanding the plastic.

Next, I inserted all the fiber optic cable ends in the holes and fastened them with superglue. I did this in several rounds to allow the superglue to dry before working on the next bundle of cables. I also fitted the acrylic glass ring with a ring of cardboard so that could it slide snugly onto the lens.

For the other end of the fiber optics cable whip, I created a fixture for the camera's built-in flash by cutting and gluing a small fixture of cardboard that could slide onto the flash in one end and onto the fiber optics whip in the other end, and covered it with aluminum foil inside.

With all fibers and the inner cardboard ring attached (including an unexpected 151st fiber that also happened to be too short and was left dangling) the ring conducts light from a regular desk lamp just nicely:

I used cable strips to bundle the fiber cables together in order to ease its fitting onto the lens. In the end, "The Ram" hardly hardly improves the looks of the camera, but that was kind of an expected trade-off:


In practice, the ring and the fibers block some of the measuring light and probably cause a slight miscalculation of the target flash intensity. However, the resulting light is reasonably well dispersed as illustrated by this snapshot of a nearby cactus flower:


There's probably room for some improvement in the link between the whip and the flash, but all in all I think this experiment illustrates that fiber optic cables can be successfully applied as a ring flash.

Sendt til Karsten Lauritzen (V) d. 1. marts 2011:

Kære Karsten Lauritzen,

I morges så jeg et kort klip fra en TV-udsendelse (jeg har desværre ikke nogen kilde), hvor du udtaler, at et dansk statsborgerskab ikke bare er noget, man trækker i en automat. Jeg nåede desværre ikke at høre, om du lagde noget specifikt i, hvad et dansk statsborgerskab bør indebære, men det ligger naturligvis i din udtalelse, at man på den ene eller anden måde skal gøre sig fortjent til et dansk statsborgerskab. Skal man have et dansk statsborgerskab, indebærer det en følelse af stolthed og pligt overfor vort land og vort samfund.

Derfor vil jeg i den nærmeste fremtid se nogle afsnit af "De unge mødre" for at få en fornemmelse af denne stolthed. Jeg vil se DR's "Kontant", hvor journalisterne afslører svindlere. Jeg vil følge op på sagen om Erik Skov Pedersens bedrageri. Jeg vil genlæse artiklerne fra dommene over Peter Brixtofte (V) og Flemming Oppfeldts (V) pædofili, ligesom jeg vil tænke over Anders Fogh Rasmussens afgang som daværende skatteminister, Lars Løkke Rasmussens (V) overbetaling af privathospitalerne, Helge Sanders (V) indblanding i Penkowa-sagen, Brian Mikkelsens (K) flugt fra en færdselsulykke og Marion Pedersens (V) forsøg på at tage hele den seneste finanslov som gidsel for at redde sin egen brugtvognsvirksomhed. Jeg vil også følge med i integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs (V) verserende "tamilsag" om statsløse og i miljøminister Karen Ellemanns (V) udskydelser af miljøgenoprettelser. Det er naturligvis blot for at kradse lidt i overfladen; jeg er sikker på, at dit parti er rigt med sådanne eksempler på, hvordan I tolker stolt, moralsk og pligtopfyldende adfærd.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil lære at sætte mere pris på mine tidligere genboer (Hells Angels), de mange stor- og småsvindlere, skattesnyderne, mandatmisbrugerne, de bevidst arbejdsunddragende, samt dine regerings- og partifæller i den udstrækning, de ikke allerede er nævnt. Det er godt at se, hvem der gør sig fortjent til det danske statsborgerskab. Det bør ikke gives til alle og enhver, for det indebærer og garanterer tydeligvis en stolt og ansvarlig adfærd overfor Danmark og danskerne.

Med venlig hilsen,

Ole Wolf
(adresse m.v.)