november 2008 Archives

Linux har et helt berettiget ry for at være stort set urørligt overfor virusangreb. Og det i en sådan grad, at hvis en ny Linux-bruger spørger: "Hvilket antivirusprogram vil du anbefale?", er det fuldstændig rimeligt at svare: "Ikke noget". Dette kan imidlertid virke så usandsynligt for en bruger, der har vænnet sig til Windows, at der kan være behov for en forklaring på, hvorfor Linux er så meget mere sikker.

Windows-brugere har været hårdt ramt, og har vænnet sig til, at virus og malware er noget, man skal være yderst påpasselig med, og er næppe parate til at acceptere et system, hvor de slet ikke skal tænke over beskyttelse.

Indtil der blev frigivet patches til Windows XP, var Windows så sårbart overfor angreb, at en direkte forbindelse til internettet - f.eks. via et ADSL-modem - var nok til, at systemet var inficeret indenfor ganske få minutter. Selv med de nyeste patches er Windows XP stadig åben for angreb, og tredie-parts sikkerhedsværktøjer såsom firewalls og antivirus fra f.eks. Symantec eller AVG Technologies er helt nødvendige. Samvittighedsfulde Windows-brugere er nødt til at overvåge deres viruscheckere med omtrent samme pligtopfyldenhed som en sygeplejerske overvåger en hjertepatient. I Windows-verdenen handler de store nyheder ofte om hvilket kommercielt firma, der var det første til at tilbyde beskyttelse mod betaling for dagens nye række af malware.

Regeringen tvinger kommunerne til at tilbyde mad til børnehavebørn, og Københavns Kommune er parat til at servere halal-kød til børnene for at sikre, at de mange muslimske børn i København også kan benytte ordningen. Dette har ikke overraskende udløst ramaskrig fra "bekymrede danskere", som dels føler sig krænkede over, at der tages hensyn til muslimer, og dels er bange for, at de danske børn mister deres danske kulturtradition sammen med svinekødet. Nu er der formentlig tale om en storm i et glas vand, da der nok nærmere er tale om, at kommunen vil sikre sig, at der bliver taget hensyn til både danskere og muslimer. Hvis der f.eks. serveres smørrebrød, så er det vel oplagt, at man kan servere flere slags, ligesom to slags kød til katoflerne nok kan arrangeres. Men lad os da gå med på tanken, og i hvert fald forstille os, at det fremover bliver nul svinekød og kun halalslagtet oksekød.

Må jeg tillade mig at foreslå, at Anders Fogh Rasmussens (V) pludselige interesse i at gå i krig mod Somalia kunne have noget at gøre med, at A. P. Møller - der som bekendt er en af Venstres væsentlige økonomiske støtter, og som repræsenterer den kapitalisme, som Venstre er så glad for - føler sig truet. "Noget for noget", som hr. Fogh jo engang yndede at sige.

Dårlig ren­gø­ring på Kø­ben­havns sygehus er årsag til 30.000 in­fek­tions­syg­dom­me, af­slø­rer DR. For at holde prisen nede sjusker ISS igen helt bevidst med ren­gø­rin­gen. Ny­an­sat­te får at vide, at de skal springe opgaver over, og at de skal snyde med af­rap­por­te­rin­gen.

Når Kø­ben­havns sygehus skal have gjort rent, må de købe ren­gø­rin­gen ude i byen. Sy­ge­hus­væ­se­net har kun be­græn­se­de midler at gøre godt med, og der må spares, hvor der kan. Derfor er det helt na­tur­ligt at vælge et ren­gø­rings­fir­ma, der er om­kost­ning­s­ef­fek­tivt. Men det har også sin pris.

Når rengøringsfirmaet skal fastsætte prisen, må firmaet skrue på de parametre, det kan. For rengøringen kan der f.eks. skrues på lønninger, rengøringsmaterialer - og på kvaliteten af rengøringen. Rengøringsfirmaets omkostninger til lønninger og rengøringsmaterialer er stort set presset så langt ned, som de kan, og det er svært at konkurrere mod andre rengøringsfirmaer ved at skrue på disse parametre. Derimod kan der i høj grad spares, hvis man skruer på kvaliteten. Og som sagt, så gjort.

ISS er tidligere blevet afsløret i at justere kvaliteten til et kritisabelt niveau, og det må derfor betragtes som en firmastrategi, uanset hvad ISS' administrerende direktør Maarten van Engeland måtte hævde overfor journalisterne. Det er heller ikke meget andet, ISS kan gøre, hvis de skal være konkurrencedygtige på prisen i forhold til de andre rengøringsselskaber.

Det nytter ikke, at vi sætter private firmaer til at løse vitale opgaver som rengøring på landets sygehuse, for deres mål er ikke at løse opgaven, men at tjene penge. Og i sidste ende bliver det alligevel dyrere, for 30.000 infektionssygdomme er en meget dyr ekstraregning, både menneskeligt og økonomisk.

Danskere begår også æresdrab, refererer Rune Engelbreth Larsen. Han er imidlertid en såkaldt blog-diva (dvs. en person, der ikke vil nedlade sig til at diskutere sine egne indlæg), og med den tone og iver, de sædvanlige kommentatorer benytter, kan jeg såmænd godt forstå, at han ikke blander sig. Dermed drukner min kommentar til hans indlæg nok også i støjen fra det højre-kryb, der gemmer sig under de sten, han sparker væk, og jeg gengiver den derfor i en forlænget udgave her:

I Danmark er der mange eksempler på vold eller drab, som er motiveret af jalousi. Jalousi bygger på en krænket æresfølelse, og dermed er et jalousidrab blot et andet udtryk for et æresdrab:

Når Ubuntu 8.10 er installeret på din computer, er der lige et par ting, du mangler at gøre:

1. Tilføj Medibuntu til din liste over repositories. Åbn en terminal, og skriv:

sudo wget http://www.medibuntu.org/sources.list.d/intrepid.list \
  --output-document=/etc/apt/sources.list.d/medibuntu.list && \
  sudo apt-get update && sudo apt-get install medibuntu-keyring && \
  sudo apt-get update

Svar "ja" til spørgsmålene omkring installation.

2. Herefter skal du enable de øvrige repositories, der giver dig adgang til en lang række øvrige applikationer. Igen åbner du en terminal, hvor du denne gang skriver:

sudo sed -i -e "s/# deb/deb/g" /etc/apt/sources.list && sudo apt-get update

3. Codec tid! For at afspille enkrypterede DVD'ere samt en lang række andre mediefiler, skal der installeres codecs. I en terminal skriver du:

sudo apt-get install libdvdcss2
sudo apt-get install w32codecs

Hvis du har en 64-bit installation, så skriv "w64codecs" i stedet.

4. Skype - vi bruger den jo jævnligt, og den installeres fra en terminal med:

sudo apt-get install skype

5. Selv om Linux har sin egen PDF-læser, kan man lige så godt hente Adobes "rigtige" læser. Og samtidig vil det være en god idé at hente deres Flash-afspiller. Java er også en god ting, så fra terminalen:

sudo apt-get install acroread flashplugin-nonfree sun-java6-plugin

6. Og så er der jo Google Earth, som altid er sjov at lege med. Igen fra terminalen:

sudo apt-get install googleearth

Og så kærer det for dig.

Hvad angår Anders Fogh Rasmussens (V) pludselige insisteren på grøn politik:

(1) Det er et udtryk for, at regeringen mangler mærkesager. Ligesom "demokrati", "fremskridt" eller "danskhed" er noget, man som dansker ikke rigtig kan være imod, så er "miljøvenlighed" heller ikke noget, man kan være imod. Det er i højere grad noget, der demonterer oppositionens muligheder for at have mærkesager, end det er regeringens eget ønske.

(2) Det har de sgu da sagt længe. Vi har længe hørt dem slå på tromme for miljøeffekten, men det er vist blevet tydeligt nok for fugle, fisk og frøer, hvad "Connie-effekten" var. Det er en god udmelding, men den skal følges op med handling og øvrige politiske støttetiltag. Det er f.eks. ikke så smart at nægte at indføre vejpenge med henvisning til skattetryk, hvis man samtidig vil have folk ud af bilerne og ind i den offentlige trafik.

(3) Anders Fogh Rasmussen har nok købt aktier i firmaer, der producerer vindmøller, brint-motorer eller tilsvarende.

Udtrykket "for stort til at fejle" dækker over, at et firma har så stor betydning i samfundet, at der er væsentligt mere end blot firmaets og aktionærernes penge samt de ansattes job på spil. Når et sådant firma krakker, er staten er nødsaget til at spytte penge i det, så det alligevel kan overleve.

Forestil dig, at f.eks. vejvæsenet bliver privatiseret, og at det ser ud til at køre rigtig godt - hvorpå det går konkurs. Eller forestil dig, at vi har et privat hospitalsvæsen, der i det store hele er ejet af nogle ganske få spillere, hvoraf den ene pludselig krakker. I øjeblikket er KMD ved at blive solgt af Kommunernes Landsforening, og i erkendelse af, at dette firma står for en meget væsentlig del af lønudbetalingen i Danmark, er der også udfærdiget en transitionsaftale, som forpligter den nye ejer til at levere den kritiske vare fremover. Men en sådan aftale kan ændres, og hvad så hvis KMD går konkurs?

Er det i disse tilfælde bare trist for alle os, der ikke har privat helikopter, generel fortrinsret til behandling samt eget firma?

Jeg mener, at når et firma når en sådan størrelse, at det er "for stort til at fejle", så må vi tage konsekvensen og nationalisere firmaet, så det bliver statsejet. Privatisering er i hvert fald ikke svaret, hvis man ser på, hvad der er sket med f.eks. TV2 og Post Danmark.

Den kritik, som borgerlige politikere sædvanligvis retter mod "det offentlige", er at det offentlige ikke er motiverede til at være omkostningseffektive, fordi deres eksistens er nødvendig. Men situationen omkring f.eks. Roskilde Bank og andre "for store til at fejle"-firmaer viser tydeligt, at denne mekanisme ikke er begrænset til det offentlige. Også Roskilde Bank og flere amerikanske banker har demonstreret, at i samme øjeblik, de indser, at de er "for store til at [lade] fejle", så udviser de uansvarlig økonomisk adfærd, der har større omkostninger for samfundet end et offentligt ejet selskab, hvis viden om sin nødvendighed gør det mindre effektivt.

Den borgerlige kritik mod det offentlige er sikkert rimelig nok, for med erkendelsen af at være uerstattelig følger risikoen for, at man misbruger sin position. Denne risiko gælder imidlertid for både private og offentlige selskaber. Løsningen på de borgerliges kritik af offentlige selskaber er derfor ikke at privatisere dem, for hverken motivationen eller muligheden for umoralsk økonomisk adfærd bliver mindre af den grund. Til gengæld stiger risikoen for, at væsentlige services falder sammen, hvis man privatiserer og dermed introducerer risici for konkurser og investor-spekulation.

Anders Fogh Rasmussen (V) ønsker et fossilfrit Danmark.

Han starter med at nedlægge plejehjemmene.

Jeg stif­te­de be­kendt­skab med Linux i slut­nin­gen af 1990'erne, da jeg købte en helt ny MMX Pentium baseret PC på 200 MHz, og stod med den gamle PC - en 486'er på 66 MHz - og en monitor med to ind­gan­ge. Min gamle PC var for sløv til Windows 95 og Windows 98, og var dermed for­æl­det.

Derfor be­slut­te­de jeg mig for at se, hvad Linux var for noget. Jeg havde fra min uni­ver­si­tet­s­tid hørt om enkelte stu­de­ren­de, der syntes, at det var utrolig spæn­den­de at lege med, men havde aldrig selv følt noget behov for at se nærmere på det. Det ville betyde, at jeg sand­syn­lig­vis skulle droppe Windows som et sty­re­sy­stem, jeg var no­gen­lun­de til­freds med, selv om jeg bestemt aldrig har været syn­de­lig im­po­ne­ret over det. Nu var der dog en com­pu­ter, der var lidt for svag til at køre Windows, og det var en oplagt mu­lig­hed for at lege lidt.

Efter at have modtaget venners og bekendtes gode råd bestilte jeg en CD med en Linux-distribution fra Redhat. Jeg nåede frem til, at mens Linux bestemt havde nogle stærke sider - ikke mindst i form af systemets langt bedre håndtering af samtidigt kørende programmer end Windows - så fængede det aldrig. Min primære lærdom var, at så længe jeg havde en primær computer, der kørte Windows, ville Linux-computeren kun være et sjældent legetøj, der ikke løste nogle egentlige opgaver for mig. Hvis jeg skulle skifte til Linux, måtte det være fordi Linux var i stand til at løse de opgaver, jeg normalt benyttede Windows til. På det tidspunkt vurderede jeg, at det var Linux ikke.

Hvis nogen så Niels Hausgaards show fredag aften den 14. november, vil de have hørt ham tale om en vis blog ved navn Uriasposten, hvor han var blevet kaldt for stalinist og var blevet svinet til af en vis "Bodil". Det skete, efter at han havde sunget en sang om Langballe, Krarup og Camre. Niels Hausgaard skrev som svar en sang om Bodil.

Indlægget, som han henviser til, er formentlig det her - indlægget er i hvert fald inspireret af Niels Hausgaards sang om Langballe, Krarup og Camre, han bliver kaldt stalinist, og en vis "Bodil" er efter ham med personligheder.

Så hvem er denne Bodil?

Det forlyder fra visse kilder, at "Bodil", som figurerer på Uriasposten, er den kristne fundamentalist Bodil Clausen fra Dansk Folkeparti, der også kan findes i organisationer som SIAD.

Her ses Bodil Clausen med nogle af vennerne fra den yderste højrefløj:

Det rager mig en høstblomst, om vores valuta hedder "krone" eller "euro". Vi skal ikke så mange år tilbage i danmarkshistorien, at det kan hensættes til glemmebogen, før vores møntfod hed rigsdaler og mark, der er navnebrødre til den amerikanske dollar og den tidligere tyske mark.

Denne del af debatten om, hvorvidt vi her i landet skal gå over til euro som møntfod i stedet for kroner, er mig derfor inderligt ligegyldig. Når folk appellerer til følelser omkring navnet på "den danske krone" og nærmest lyder som stemmer fra Dansk Folkeparti om "danskhed" i deres kærlighed til navnet på vores mønt, så vækker det kun én følelse i mig: Følelsen af foragt. De kan kalde vores møntfod "Bjarne" for alt, hvad det rager mig, og er velkomne til at opdele den i 100 "Benny" samt præge dem med et billede af en brølende kronhjort i stedet for dronningen.

Jeg foretrækker saglige argumenter, og har ikke hørt meget til sådanne fra hverken den ene eller den anden fløj i euro-spørgsmålet. Politisk insisteren fra begge sider på, at modpartens valg vil føre til noget nær statsbankerot, falder jeg i hvert fald ikke for. Af samme årsag er jeg også lettere uinteresseret i den Euro-diskussion, Johanne Schmidt-Nielsen (EL) bringer på sin blog - med to undtagelser:

Kim Møller demonstrerer påny sine evner som historiker på sin AK-46 blog, og kommer i anledning af min fødselsdag med en dyb og inderlig åbenbaring om undertegnede, som for utrænede personer ville kunne tage op til flere minutter at grave op, hvis de søgte på Google. Og hvis ikke man havde Google til hjælp, ville indeværende blog såmænd også have belært læserne om mine røde og djævelske alliancer.

Det er kort sagt noget, enhver idiot kunne finde frem til, hvilket Kim Møller har demonstreret så nydeligt.

Men lad ikke Kim Møllers dermed illustrerede forskningsevner, dybde og indsigt i min person gå upåtalt hen, thi jeg kan præstere en afsløring og et modtræk, der aldeles matcher niveauet af hans afsløring: Kim Møller er (hold fast...) højreorienteret. Se, dét var en rigtig hemmelighed.

Skulle sarkasmen være spildt, så er mine tilknytninger - såvel nuværende som tidligere - langt mindre hemmelige end f.eks. Kim Møllers 7-tal, og har tilsyneladende også givet mig færre ansættelsesproblemer. Og med fare for at begå hybris kan jeg tilføje, at også på det personlige plan ser det ud til at gå mig bedre mht. familieforhold, end det gør for Kim Møller.

Som gamle "Doctor" sagde engang, så er mørkets fyrste karakteriseret ved ni dele respektabilitet mod én del skandale. Man kan nemlig sagtens have tilknytninger som mine og være en rød Satan, hvis man har formatet til det i form af sociale og faglige kompetencer. Det er straks sværere for personnager som Kim Møller at udvise format, når han har været tæt på at dumpe til sin afgangseksamen, fordi han ikke formåede at adskille holdninger og forskning.

"Duer ikke!", sagde Kongedatteren. "Væk!"

Søren Krarup (DF) har igen gjort sig uheldigt bemærket ved at insistere på den revselsesret, som Dansk Folkeparti siden 1997 har insisteret på, at de ville have genindført. Når hverken Søren Krarup eller nogen anden har hørt, at partiet skulle have skiftet standpunkt, må Pia Kjærsgaards seneste afstandtagen fra Søren Krarups udtalelse alene opfattes som damage control, som ikke vil få den mindste smule politiske følger.

I de efterfølgende debatter er der en vinkel, som for mig at se er blevet overset. Det er det forhold, at Søren Krarup er fanatisk kristen af Luthersk lære, og at revselsesretten opfattes som helt nødvendig i denne kristne tradition.

Det er i den Lutherske lære, at retten til at revse sine børn er uløseligt forbundet med retten til også at revse resten af husholdningen. Som mand havde man ikke blot retten til, man forventedes ligefrem som familiens overhovede (og kvindens hovede), at revse såvel børn som hustru, tyende og husdyr, idet denne handling ansås som en beskyttelse mod såvel galgen som Skærsilden.

Søren Krarup følger den Lutherske holdning, og derfor er det helt naturligt, at han - samt Dansk Folkeparti på grund af partiets fundamentalistiske kristne placering - har denne indstilling til revelsesretten. Når man ser på Dansk Folkepartis holdning til, hvordan børn bør opdrages, er det også tydeligt, at "en god endefuld" er vejen frem. Det var denne retorik, man hørte blandt deres støtter på internettet i forbindelse med bl.a. optøjerne omkring Ungdomshuset, og holdningen om strengere straffe leder også tankerne over på et ønske om en form for implementering af revselsesretten via den øvrige lovgivning.

Det er straks mere interessant, om Søren Krarup og resten af hans parti dermed også mener, at man bør fastholde retten til at slå sin kone, sine husdyr og sine ansatte, når nu den tradition, han ønsker at fastholde, også dækker over disse. Og hvis ikke: Hvorfor er det så netop børnene, der stadig skal have bank, mens de andre i husstanden går fri?

Det kunne også være interessant at vide, om Dansk Folkepartis ønske om, at indvandrerfamilier skal være mere disciplinære overfor deres børn, skal tages som udtryk for, at Dansk Folkeparti bevidst eller ubevidst forsøger at trække den Lutherske tradition ned over hovedet på dem.

Helge Sander (V) vil standse seksuelle krænkelser af børn.

Han venter, til de bliver voksne.

A Tunisian male suspected of planning an assassination of Kurt Westergaard (the artist that drew the infamous picture showing Muhammed with a bomb in his turban) was recently discovered to live virtually next door to Westergaard's home.

This caused understandable uproar; someone suspected of planning an assassination should be arrested.

But the case is alarming for quite different reasons.

Some years ago, following the 9/11 attack, the Danish right-wing government passed an anti-terror legislation, which included the use of so-called "administrative expulsions." They are more severe than they may sound, as they enable the Danish police intelligence agency to state which non-Danish citizens should be expelled from the country without trial based on mere suspicion that they pose a danger to the nation.

This is what happened to the Tunisian male. After suspecting him of planning the assassination of Westergaard, the police intelligence agency assigned him for expulsion from Denmark, referring to the new administrative expulsion option. However, Tunisia is known for its use of torture, and it would be illegal to return the Tunisian male to his home country. The Tunisian male was therefore released from custody and has been able to travel freely, and will never be charged of the crime that he allegedly had planned.

This is evidently absurd, but it gets worse.

The Danish right-wing government had first attempted to expel the Tunisian male to Tunisia nonetheless based on so-called "diplomatic guarantees," a simple, official Tunisian statement that the Tunisian male would not be subjected to torture—obviously a worthless guarantee that earned the Danish government heavy criticism from Amnesty International, the UN Human Rights Commitee, and several other human rights organizations. The Danish government responded to the criticism by postponing its decision to use diplomatic guarantees, and instead ventured further down the path of absurdity:

Not intending to let the assassination suspect go, a resolution was hurried through parliament proposing that the Tunisian male and others living as so-called "tolerated residents" must be sent to the Sandholm camp (a Danish refugee camp whose role in the Danish treatment of refugees has been criticized by human rights organizations) or alternatively be imprisoned until it becomes possible to return them to their home countries.

This all means that in practice the Danish government has proposed that detainees whose case was never tried in court, who never saw the evidence of their crime, and who were thus unable to defend themselves against the accusations, can be imprisoned indefinitely.

Unfortunately, this sounds all too familiar: the US has kept suspects imprisoned for years without trial in Guantánamo. It seems the Danish government was not only more than willing to follow the US into a war in Iraq that has cost countless civilian lives and made life miserable for even more. It now also attempts to implement the US model of Guantánamo on Danish soil.

On the upside, Denmark is part of the European Union and must obey the European Human Rights Convention, which prohibits such imprisonment of suspects without trial. If the Danish government succeeds in passing its new legislation, it will have to answer to the European Human Rights Convention.

Ulla Tørnes (V) mener, at Barack Obama har misforstået Danmarks indsats overfor de irakiske flygtningen. Danmark er nemlig et af de lande, der pr. indbygger betaler flest penge for, at irakiske flygtninge ikke skal komme her til landet, forklarer hun.

Og her er det så, at jeg har et andet gæt end Ulla Tørnæs: Det er nok snarere sådan, at Obama netop har forstået, at det ikke hjælper irakerne, at Danmark støtter Iraks nabolande.

Da Anders Fogh Rasmussen (V) blev bekendt med udfaldet af præsidentvalget, var han ikke sen til at lykønske den kommende præsident for USA: "Der er ingen tvivl om, at der kommer nye toner [fra USA]. Det ser jeg meget positivt på", sagde Anders Fogh Rasmussen i følge Rune Engelbreth til DR den 5. november.

Her bør man mistænke Anders Fogh Rasmussen for at tale med kløvet tunge, når han blot nogle måneder tidligere hyldede præsident Bush for hans indsats for demokrati og frihed (emner, som en række torturofre, verdens klima, den irakiske befolkning, m.v. nok vil have svært ved at genkende), men hvis Anders Fogh Rasmussen virkelig denne gang mener, hvad han siger, så må han også sætte pris på de nye toner, som reelt ser ud til at komme fra USAs kommende præsident:

Det viser sig, at København havde rollen som et vigtigt handelscentrum, længe før Absalon blev født.

Det kan du jo så prøve at påstå, når du tager Indfødsretstesten.

Det korrekte svar på et af Indfødsretsprøvens spørgsmål er, at Absalon var Københavns grundlægger.

Den tidligere justitsminister Hans Engell (K) har en bog, han skal have solgt. Derfor laver han god reklame for den: Politifolk tilbød at dække over Hans Engells spritkørsel i 1997.

Men dette salgsfremstød til en side, så er der nogle ting, der er helt galt. Hans Engell afslog poliltiets tilbud om at dække over sagen, for som han i følge Ekstra Bladet siger i bogen:

Eller sagt på en anden måde: På trods af, at han på daværende tidspunkt var justitsminister, så faldt det ham åbenbart ikke ind, at han havde ansvaret for, at politiet opfører sig ordentligt og undlader at dække over sager. Han tænkte bare på de følger, hans spirituskørsel havde for ham selv.

Hvis ikke Hans Engell ønsker at udlevere navnene på de korrupte politifolk, så håber jeg, at politiet sagsøger ham for injurier - ellers kunne det jo godt tages som udtryk for, at politiet ikke bare vil nøjes med at dække over Hans Engell, men også over deres korrupte adfærd.

— Hr. politiformand Peter Ibsen, eksperterne siger, at jeres trussel om at arbejde efter reglerne vil være ulovlig. Hvad siger du til det?

— Det beklager jeg dybt. Vi vil selvfølgelig sørge for, at vi ikke overtræder reglerne fremover.

Barack Obama er ikke nogen garant for demokratiet. McCain er bare endnu værre. Præsidentvalget i USA i dag står mellem det mindste af to onder.

Peter Hegner Bonfils fra Enhedslisten og Antiracistisk Netværk var på vej i byen, da han blev overfaldet af en gruppe på 10-15 højreekstremister. For en måneds tid siden blev Sarah Victoria Bruun overfaldet på åben gade. Under en fredelig demonstration var der kun én episode i form af en gruppe nazister, der stod og heilede, og som blev gennet indenfor af politiet.

Vi kan også gå længere tilbage i tiden til det gentagne hærværk mod Enhedslistens lokaler i Århus, eller vi kan huske på, at Peter Bonfils også tidligere er blevet overfaldet.

Alle episoderne, hvor højreekstremister overfalder uskyldige mennesker, har nogle fællesnævnere:

For det første har der været tale om uprovokerede, ensidige overfald begået af højreekstremister. Det er ikke en "konflikt" mellem to stridende parter, der ønsker vold. Der er kun én part, der ønsker volden, og der er kun én part, der begår overfald: Højreekstremisterne.

For det andet tegner medierne ikke desto mindre et helt andet billede. Jyllands-Postens overskrift var: "Nyt voldeligt højre-venstre sammenstød". Og mens Politikens overskrift var mere afdæmpet, blev Politikens artikel indledt med ordene: "Endnu et kapitel i konflikten mellem venstre- og højreorienterede grupper i Århus blev natten til lørdag føjet til". Politiken forsøger endvidere målrettet at skabe billedet af en ønsket konflikt, når de beder politidirektør Jørgen Illum om at vurdere, om der er tale om en "optrapning i de voldsomme sammenstød mellem byens stærkt højreorienterede miljøer og venstrefløjsaktivister".

Kan vi ikke snart blive enige om, at det her ikke er spor mere "konflikt" mellem to parter end f.eks. voldtægt, røverier og andre overfald er det?