oktober 2008 Archives

Man kunne måske godt mistænke venstrefløjen for at have en form for automatreaktion, når de konfronteres med politiet, hvor venstrefløjen efterfølgende anklager politiet for overdreven brug af magt.

Men det er altså ikke kun venstrefløjen, der siger det. Efter "Luk Lejren"-aktionen har Amnesty International også kritiseret politiets fremfærd, hvor politiet benyttede sig af peberspray mod en større menneskemængde, bare fordi de aktionerende begyndte at rykke et hegn omkuld og altså ikke udsatte nogen for personfare.

Politiet fik oprindeligt peberspray som alternativ til de pistoler, som politiet dengang var lidt for ivrige til at tage i brug. Pebersprayen var således tænkt et middel, der skulle benyttes som nedtrapning af politiets brug af magtmidler. Imidlertid viser politiets brug af peberspray ved "Luk Lejren"-aktionen, at politiet benytter peberspray som magtmiddel, og at politiet helt har glemt, hvorfor de fik peberspray.

Det er værd at holde i baghovedet, hvis politiet på et tidspunkt beder om kraftigere eller nye våben.

Hvorfor tage folks fantasier mere alvorligt, end de selv gør?

I går løb jeg endnu engang på en af de her mennesker, som ifølge deres egne udsagn ”holder mulighederne åbne” overfor alt, hvad det spirituelle marked har at tilbyde.

I følge Lars Ahlin, lektor i religionsvidenskab ved Århus Universitet, har ens sociale klasse indflydelse på ens valg af religion.

Vores samfund er delt sådan op, at cirka to trediedele af befolkningen er "middelklassen", mens resten er marginaliserede grupper. Lars Ahlin har fundet ud af, at der er direkte sammenhæng mellem individers valg af religion og den samfundsgruppe, de tilhører.

Kristeligt Dagblad, d. 29/10 2008 - Ny Kristenalliance vil sikre julen som kristen tradition.

Den afgåede formand for Kristendemokraterne, Bodil Kornbek, har sammen med den tidligere partifælle Henning Halmstrøm stiftet et nyt parti ved navn "Ny Kristenalliance". I det nye partis principprogram er de bibelske referencer udeladt. Til gengæld vil Ny Kristenalliance ændre i lovgivningen, så kristendommen får ejerskab af traditioner, som ofte forbindes med kristendommen, herunder julen.

Bodil Kornbek forklarer baggrunden for principprogrammet sådan:

»Det er helt grundlæggende for vores kristne grundsyn, at holdninger, der bygger på kristne traditioner, kun skal gælde for kristne mennesker. Vi har f.eks. længe fastholdt, at homoseksuelle ikke skal kunne giftes, fordi giftermålet er helligt mellem heteroseksuelle, og på samme måde er det kun naturligt, at adgang til julen skal være begrænset til kristne«.

I følge Bodil Kornbek har mange ikke-kristne overtaget julen, som om det var deres egen. De giver hinanden gaver, tager fri fra arbejde og pynter op, men ingen af dem tænker på Jesus. Der er endda mange af dem, der ikke engang går i kirke, og nogle er endda homoseksuelle eller har haft sex før ægteskabet, forklarer hun, og Bodil Kornbek har ikke meget til overs for dem:

»De deltager jo bare for at høste frugterne af vores andres arbejde, og går slet ikke op i julens sande budskab«, siger Bodil Kornbek til Kristeligt Dagblad.

Hun benægter dog, at Ny Kristenalliances holdning bunder i snæversynethed, og mener i stedet, at partiet forsøger at gøre samfundet bedre. Bodil Kornbek understreger, at ikke-kristne også kan deltage i festligheder, så længe de holder sig fra julen:

»Vi siger bare, at de ikke skal kalde deres fester for jul. Kald det "afgudsdag" eller "jeg ville ønske, jeg kunne fejre jul, men jeg er en gudeløs hedning"-dag, eller hvad ved jeg. Og de kan jo gå dør til dør og læse videnskabsteori med hinanden, eller Harry Potter eller hvad det nu er, den slags læser. Bare det ikke er jul«.

Det er også meningen, at alle kristne ferier skal være forbeholdt kristne, mens den øvrige befolkning forventes at arbejde.

Læs også: Homoseksuelle vil tage patent på designerfaget.

Dansk Folkeparti er altid hurtigt ude med fordømmelse og krav om stramninger og hårdere straffe og udvisninger, når der begås kriminalitet af den ene eller anden art af ikke-etniske danskere.

Hvis jeg var lidt naiv, ville jeg undre mig lidt over, at Dansk Folkeparti stadig ikke er blevet citeret i pressen for tilsvarende krav, når en gruppe skader tusindvis af rejsende ved at sabotere et tog. Der er heller ikke noget at se på deres hjemmeside.

En sådan naivitet ville imidlertid være påtaget. Det er jo klart nok, at når vold og sabotage (eller terror, afhængigt af ens definitionsramme) begås af den ekstreme højrefløj, lukker Dansk Folkeparti øjnene.

Højreekstremister saboterede Banedanmarks S-tog for at forhindre aktionen "Luk Lejren!" mod at nå frem. To ting:

1. Det viser, hvad det er for en side af den politiske midte, der ønsker, at asylansøgerne i Sandholmlejren skal blive ved med at lide.

2. Højreekstremister begår terroraktioner i Danmark.

(Men er det ikke bare sabotage, sådan som det fremgår af Politikens overskrift? Jo, det ville jeg nok også have kaldt det. Men nu har vi desværre en terrorlov, der blandt andet er blev benyttet til at dømme Greenpeace for at have sat et banner op, og så man må vel formode, at dens bestemmelser også må gælde højreekstremister. Eller hvad?)

Update: Rune Engelbreth Larsen bemærker, at Danmarks Nationale Front, som modtog pressemeddelelsen om sabotagen fra "traingang", åbenbart havde en bemærkelsesværdig forudanelse om aktionen, og det var også en person, der benyttede Danmarks Nationale Fronts logo, da han sagde, at "nogle af deres kammerater" havde været ude forbi Allerød station, hvor sabotagen blev begået.

Det er måske lidt sent at bringe en analyse af årsagen til krisen på finansmarkedet, men konsensus ser ud til at være, at man har haft for megen tro på, at det at "vækste" ville løse alle verdens problemer. Hvis bare der kom mere kapitalisme, ville det hele blive endnu bedre. Eller illustreret grafisk:

Regeringens løsning på problemet gik ud på at forære flere penge til bankerne. Man skulle jo nødigt risikere, at der ikke var noget at vækste for.

Opdatering til mit tidligere indlæg om Forbrugerklagenævnets afgørelse mod Call Me:

Call Me kunne godt mistænkes for at være uvillige til at godtage, at min telefon har den bemeldte defekt, som var at telefonen ikke kunne tændes, og at den ikke kunne lades op. Derfor har jeg optaget

telefonens defekt på video

, så der er dokumentation for defekten.

Det er selvfølgelig ikke, fordi jeg forsøger at gå Kontant i bedene, men nogle gange er det bare en god idé at have en form for forsikring.

Homoseksualitet er unaturligt og sygt - mener nogen, især de folk, man finder på den religiøse højrefløj.

Unaturligt er det i hvert fald ikke, for hvis et antal i omegnen af 5-10% af befolkningen er homoseksuelle, så er antallet så stort, at det næppe kan siges at være specielt unaturligt.

Med en vis rimelighed kan man ved første tanke medgive dem, at homoseksualitet er en dårlig reproduktionsstrategi, men også kun ved første tanke. En vis anerkendelse af biologisk empiri burde nemlig åbne øjnene op for, at uanset hvor interesserede de enkelte individer i en art måtte være i seksuel udfoldelse, så er reproduktion et fænomen, hvor hvert individ i en art indgår i en større ligning, der handler om artens overlevelse, ikke individets. Det er blandt andet årsagen til, at flere arter ligefrem ofrer enkeltindivider i reproduktionens navn.

Set med de briller er homoseksualitet ikke noget, der står til hinder for artens reproduktion, og er heller ikke noget tegn på, at lige netop de homoseksuelle skulle være de uheldige skabninger, der fra naturens hånd er "bestemt" (som om naturen var noget, der vurderede og bestemte) til ikke at få afkom.

Bemærk: Siden dette indlæg blev skrevet, har Forbrugerklaget givet mig medhold i min klage over Call Me, idet Call Me er blevet pålagt at refundere telefonens værdi.

Hvis nogen syntes, det var interessant, at jeg havde problemer med at få en defekt telefon repareret ved Call Me (tidl. Debitel), er der sket lidt i sagen i mellemtiden.

Forbrugerklagenævnet godtager sagen

For en måneds tid siden godtog Forbrugerklagenævnet efter temmelig lang reaktionstid endelig sagen, og sendte min klage til Call Me for at modtage deres kommentarer.

BørreBlog er tilbage efter en længere pause, og dermed er den samlede blogosfære blevet en lille smule bedre igen.

Få et glædeligt gensyn med Mortens blog, hvor han f.eks. gennemgår perspektiverne omkring piratkopiering: "Den fri udveksling af kulturskattene kalder de 'piratkopiering' og takserer med bøde og fængsel". Underholdningsindustrien beskytter og nærer ikke kunstnerne, men står i stedet som "sugar daddy" for dem, mens den høster indtægter ved at henvise til den copyright, der historisk set var tænkt som beskyttelse af kunstnerne. Underholdningsindustrien er en forretning, og dens opfundne produkter i form af Britney Spears, Spice Girls og diverse boy bands er en industri, der har lige så lidt at gøre med kultur, som tandpasta har det.

Piratkopieringen, hvor hundredtusindvis af kulturelskere frivilligt bidrager med en enorm infrastruktur og informationsmængde, er en kulturkamp, som ikke handler om "os versus dem", men om "kultur versus industri".

I den lalleoptimistiske gråzone mellem New Age og coaching støder man jævnligt på folk, der forklarer, at det kinesiske tegn for "krise", wēijī, er sammensat af "fare" og "muligheder", og at kriser derfor skal ses som tidspunkter, hvor der er muligheder for, at det vil gå godt.

Det er noget vrøvl. Tegnet er sammensat af symbolet for "fare" og symbolet for "kritisk tidspunkt", dvs. tidspunktet, hvor en ændring opstår. Det kommunikerer den mening, at en krise er et tidspunkt, hvor man for alvor skal passe på: Der er fare på færde, og det er nu, at der er lige ved at ske noget. En krise er derfor bestemt ikke noget godt tidpunkt at satse på muligheder. Tværtimod er den lurende fare nok meget nærværende.

Alligevel er der positive sider af den igangværende finanskrise. Finanskrisen giver et vink med en vognstang om, at kapitalens frie bevægelighed og kapitalismens principper måske ikke er så fornuftige endda, og har også givet anledning til fornyet interesse i Karl Marx, skriver Politiken.

Må jeg tillade mig at citere Primordial fra sangen "Rome Burns":

Ordet "plattenslager" betyder i dag "bedrager". Den etymologiske betydning er interessant i politisk sammenhæng hvad angår den republikanske propaganda i USA.

For mange år siden fandtes der et erhverv, som gik ud på, at udøverne fremstillede metalplader ved at slå på metal - de "slog plader". Men nogen af dem bildte andre folk ind, at de også havde forstand på mere krævende erhverv, såsom blikkenslageri, der krævede mesterlære. Disse mennesker, der udgjorde sig for blikkenslagere, blev kaldt plattenslagere.

Vi vender nu blikket mod USA, hvor John McCain har benyttet sig af en vis Joe Wurzenbacher overfor Barack Obama. "Joe the plumber" - Blikkenslager-Joe - var en tilfældig amerikaner, som konfronterede Obama under valgkampen. Blikkenslager-Joe ville pludselig blive opkrævet store skatter, mente Joe, og ville ikke få mulighed for at drive sin forretning.

Han var den jævne amerikaner, der ikke ville kunne gennemføre "den amerikanske drøm", hvis Obama blev valgt som præsident. Sådan blev han hurtigt markedsført af John McCain, der nåede at nævne ham snart 30 gange i sine taler som eksempel på, hvad man kunne forvente, hvis Obama skulle blive præsident.

Men så blev medierne interesserede i Joe Wurzenbacher. Og det viste sig hurtigt, at Blikkenslager-Joe faktisk havde ladet hånt om skatterne hidtil, og dermed ikke ligefrem var en person, der ville føle et eventuelt skattetryk spor tungere. Og ikke nok med, at Joe Wurzenbacher skyldte i skat, så havde han heller ikke licens til at fungere som uddannet blikkenslager.

Joe Wurzenbacher således er en vaskeægte plattenslager i ordets oprindelige betydning - og McCain er det i den nutidige gennem sin brug af Blikkenslager-Joe.

John McCain har allerede vundet valget trods Barack Obamas føring. Det mener Greg Palast og Robert F. Kennedy Jr., som det seneste år har undersøgt en systematisk fjernelse af stemmeberettigede foretaget af personale, der har arbejdet for det republikanske parti. I enkelte stater er op til hver sjette stemme blevet erklæret ugyldig på forhånd, idet blacklistingen især retter sig mod farvede vælgere, der kan formodes at støtte Barack Obama.

Dermed skal Obama ikke blot vinde valget ved stemmeurnerne. Obama skal vinde valget med en margin, der overstiger antallet af stemmer, som republikanerne har gjort ugyldige på forhånd.

Vi kan således se frem til en præsident for USA, der vil udgøres en aldrende kræftpatient i form af John McCain, der nemt kan nå at dø i det stressfyldte job, og som vil overlade USA til "Bible Spice" i form af den ultrareligiøse Sarah Palin, der mildt sagt ikke imponerer nogen med sin viden.

De danske borgerlige politikere slår i år på tryghed, og sloganet fra et dansk forsikringsselskab ligger lige for: Føler du dig tryg?

På den højreekstremistiske blog Uriasposten fremsættes der konspirationsteorier om årsagen til Jörg Haiders død, da han med 140 km/t døde i en solo-ulykke med en promille på 1.8.

Nu er Pia Kjærsgaard også omkommet i en bilulykke.

Shh! Det er først på onsdag!

Hat tip til The Citizen

Et hun­d­e­bid, der sendte en dreng på ska­destu­en, blev af po­li­ti­et omtalt som "et kærligt nap", skriver Jyl­lands-Posten.

Jeg tvivler ikke på, at det har været helt ufar­ligt, og at hunden blot har mar­ke­ret. Det er også godt, at drengen, der blev bidt, blev på­gre­bet af po­li­ti­et, idet han var ved at begå indbrud. Jeg er bare lidt be­kym­ret over, at po­li­tiets sprog­brug siger lidt om po­li­tiets op­fat­tel­se af si­tu­a­tio­ner.

Da regeringen valgte at støtte de hidtidige spekulanter, der havde tjent fedt på at være årsag til finanskrisen, så de kunne fortsætte deres spekulationer uden at lide mén, fik det i Folketingets spørgerunde Frank Aaen til at minde regeringen på, hvad de liberalistiske principper blandt andet indebar. Frank Aaen (EL) mente ikke, at det kunne passe, at han som socialist skulle minde en liberalist på, at den enkelte person, der løber en risiko for at tjene penge, også selv sidder med ansvaret, hvis ikke det lykkes. Det kunne i hvert fald ikke passe ud fra et liberalistisk synspunkt, at en gruppe personer kunne tjene fedt på spekulationer, som vi andre betalte for, mens det gik godt for dem, hvorpå vi andre også skulle betale, når det galt, i følge Frank Aaen.

Det kan man så være enig eller uenig i - regeringen er tydeligvis enig i, at man godt kan ty til socialistisk delementalitet, så længe man nøjes med at rette fordelingen den ene vej.

Indfødsretstesten er efter pres fra Dansk Folkeparti blevet strammet betydeligt.

Til prøven bliver der nu udtrukket 35 spørgsmål fra en pulje med 200 spørgsmål, samt 5 spørgsmål, der tager udgangspunkt i aktuelle begivenheder. Ansøgeren får 45 minutter til at bestå prøven, og skal give korrekt svar på mindst 32 spørgsmål for at bestå. Tidligere fik ansøgeren 60 minutter til besvarelsen, og kunne nøjes med 28 korrekte svar.

Tør du tage Indfødsretsprøven? Det kan du nemlig her.

For åbenhedens skyld præsenterer jeg hermed mine resultater, som dog er afgivet inden for en samlet tid på under 30 minutter, og ikke de 3 timers svartid, som de mange flere spørgsmål i online-testen med rimelighed svarer til. Jeg vil nøjes med at notere fejlene, bortset fra når mine korrekte svar var baserede på heldige gæt eller jeg følte, at en kommentar var på sin plads:

Lovene mod terror har vi tidligere har set eksempler på, at man har kunnet bruge til at ramme langt bredere, end det (forhåbentlig) var meningen. Da Greenpeace den 10. juni 2000 modtog en dom for at have trængt ind og sat et banner op på Landbrugsrådets hovedbygning i København, blev terrorloven taget i brug.

Nu er det så sket igen. Den britiske finansminister Alastair Darling har benyttet en antiterrorlov, som blev vedtaget efter bombeangrebene i London i 2005, til at indefryse islandske værdier i Storbritannien. Loven giver myndighederne mulighed for at indfryse værdier ved mistanke om, at noget kriminelt vil finde sted.

David Edwards fra Amnesty International bemærker, at det ikke er en krænkelse af menneskerettighederne, men at han aldrig har set en terrorlovgivning, der er brugt til noget, der ligger så fjernt fra terror.

Århus lagde i dag ansigt til en demonstration mod den stigende højreekstremisme, der desværre har præget byen de senere år. Se Modspil for billeder fra demonstrationen, der forløb fredeligt.

I følge Århus Stiftstidende var kun ca. 500 mennesker mødt op, hvilket jeg dog formoder er en fejlvurdering. Jeg spottede journalister fra Århus Stiftstidende i begyndelsen af demonstrationen, hvor der endnu kun var mødt få mennesker op, men det var mit indtryk, at der stødte mange til efterfølgende, og at tallet har været væsentligt højere.

Til gengæld har Århus Stiftstidende ret i, at demonstrationen var præget af den yderste venstrefløj. Det var meningen, at flere talere skulle have mødt op fra andre partier, herunder Morten Østergaard fra de Radikale, og de sortklædte fra den yderste venstrefløj var meget tydelige i gadebilledet. De blev desværre væk, fordi de var bange for, at der ville opstå konflikter mellem yderfløjene. Det ærgerlige i den beslutning er, at netop disse konflikter mellem yderfløjene slet ikke ville kunne opstå, hvis blot de var mødt op, fordi der i så fald ikke ville være tale om et møde mellem yderfløje.

Det er meget uheldigt, at såvel de menige århusianere som øvrige politiske repræsentanter blev væk, for dermed skubber de ansvaret for modstanden mod højreekstremisterne ud på venstrefløjen. Demonstrationen i Århus viste, at det kun er den yderste venstrefløj, som gør noget for at dæmme op mod den stigende højreekstremisme i byen. De mellemliggende politiske holdninger forholder sig lige så afventende, som man gjorde for 90 år siden, da nazisterne begyndte at hærge i gaderne.

Carsten Agger omtaler et skæks­ce­na­rie for over­våg­ning, hvor en be­kym­ret Cory Do­ctor­ow blandt andet be­skri­ver, hvordan RFID-kort, som vi alle måske inden længe er ud­sty­re­de med, vil kunne bruges til at følge os rundt, idet der pla­ce­res RFID-læsere på stra­te­gi­ske steder i byen. Disse RFID-læsere vil kunne læse bor­ger­nes RFID-kort, uden at bor­ger­ne opdager det, og gemme vores færd gennem sam­fun­det - mener Cory Do­ctor­ow.

Det er jeg dog noget skep­tisk overfor, hvilket jeg gjorde op­mærk­som på i kom­men­ta­rer­ne til Car­stens indlæg. Det føl­gen­de er mit bud på, hvorfor jeg ikke mener, at det er noget, vi bør være be­kym­re­de for. Jeg be­kla­ger, at det føl­gen­de bliver meget teknisk.

En af højrefløjens jævnligt demonstrerede hypoteser stipulerer, at visse kriminelle kun forstår ét sprog, nemlig straf. Vi så denne reaktion under optøjerne på Nørrebro i forbindelse med kommunens salg af Ungdomshuset til den højreorienterede kristne sekt "Faderhuset", og vi så nærmest højrefløjen forsøge at overgå hinanden i deres forslag om hårdere straffe til Rasmus Popenda, da han havde overfaldet og dræbt en forbipasserende.

Argumentet er, at hårdere straffe - også af korporlig karakter - er det eneste, der virker mod den slags kriminelle, som øjensynligt betragter vold eller hærværk som gyldige midler, og dermed dømmes udenfor pædagogisk rækkevidde.

Dette argument fremføres af folk på højrefløjen, der i sammenligning med f.eks. nynazister og militante racister må karakteriseres som "moderate" i den forstand, at de ikke tilhører det sædvanlige publikum på websider i Skrigosfæren, som Carsten Agger har døbt denne enklave af højreekstremister. Et eksempel på disse moderate dele af højrefløjen kan ses i dette indlæg samt kommentarerne, hvor der fremsættes adskillige ønsker om "røvfuld" og dødsstraf.

Mere frihed betyder mere velfærd.
Flere valgmuligheder betyder mere frihed.
Ergo: Flere valgmuligheder betyder mere velfærd.

Det lyder bekendt. Det lyder endda ganske fornuftigt og intuitivt rigtigt. Men det lyder også som noget, vi jævnligt hører fra regeringen, og det bør straks sætte et stort spørgsmålstegn ved, om argumentet nu også er så fornuftigt, som det umiddelbart lyder.

Sandheden er (selvfølgelig), at præmisserne ikke holder vand. Forsøger man at eftervise empirisk, at flere valgmuligheder skulle betyde mere velfærd, falder argumentet til jorden: Vi får det ikke bedre af flere valg - tværtimod.

Barry Schwartz forklarer, at det frie valg er en god ting, men medaljen har en meget mørk bagside.

Joan Ørting får stillet spørgsmålet: "Hvad er vaniljesex?" (eller "vanilla sex", som det hedder på engelsk). Hun forklarer det som den del af sadomasochisme, der ikke er sadomasochisme. Hvis hendes forklaring er lidt svær at følge, kan jeg måske illustrere det grafisk. Vaniljesex er det, der ligger i cirklen til venstre:

"Personsammenfald", siger Ekstra Bladet, idet avisen genkender personer, der har været aktive i den hedengangne Dansk Front, og som nu er aktive i den lige så racistiske og højreorienterede Vederfølner.

Men personsammenfaldene er vist ikke blot begrænsede til disse ekstremistiske grupper.

For eksempel nævnes Lars Rask. Tør man gætte på, at der er tale om Lars Rask Eriksson, som i 2002 sad i bestyrelsen for Dansk Folkepartis Ungdom? Og monstro Lars Grønbæk er den Lars Grønbæk Larsen, der er kendt fra Fremskridtspartiet?

I 1990'erne arbejdede jeg nogle år som ingeniør i USA. Her oplevede jeg amerikansk kultur på nært hold, hvor jeg blandt andet lærte, at mange af de ligheder, der er mellem amerikansk og dansk kultur, kun eksisterer på overfladen. Under denne overflade er der en utrolig holdningsforskel, og uden at diskutere detaljerne nærmere vil jeg nøjes med at notere, at jeg ikke følte, at jeg var i stand til at arbejde med mit fag et sted, hvor arbejdsmoralen var af så religiøs karakter. (Lidet vidste jeg dengang, at Max Weber et århundrede tidligere var nået til samme konklusion omkring arbejdsmoral, som jeg drog, for så var jeg nok blevet væk.)

Det siger sig selv, at jeg også blev nogle væsentlige og værdifulde erfaringer rigere. Da jeg flyttede tilbage til Danmark, tog jeg blandt andet med mig visheden om, at mange af de ting, jeg havde oplevet i USA, ville flytte til Danmark i løbet af de næste 10 til 20 år. Historien har vist os, at vi kan se på USAs samfund og deraf udlede, hvordan vi - omend med en nordeuropæisk tvist - kommer til at få det i Danmark. Efter mit besøg i USA var jeg opmærksom på ting, der kunne forudsiges i det danske samfund.

Jeg er således ikke det mindste overrasket over, at det er lykkedes den borgerlige regering at indføre brugerbetaling på flere de fundamentale services, og at skellet mellem rig og fattig øges. Det var de forhold, jeg var vant til i USA, og som var årsag til, at jeg trods et skattetryk, der lå 20 procentpoint under min nuværende skatteprocent, alligevel havde færre penge, når alt var betalt, end da jeg vendte tilbage til Danmark.

Ekstra Bladets præ­sen­ta­tion af White Pride i Århus be­nyt­ter over­skrif­ten: "’Vi slås for et ra­ce­rent Danmark’".

De omtales også af jour­na­li­sten som "ha­de­ful­de hoo­li­gans", hvilket for­ment­lig er en ganske god ka­rak­te­ri­stik af White Pride, der ikke alene hader ra­ci­ster, men også ho­mo­seksu­el­le og ven­stre­o­ri­en­te­re­de.

Men ud over op­lys­nin­gen om, at de "slås for et ra­ce­rent Danmark" kommer der også op­lys­nin­ger længere nede i ar­tik­len, hvor den ene af lederne af White Pride i Århus for­kla­rer, at White Pride stemmer på Dansk Fol­ke­par­ti.

Det er måske ikke Dansk Fol­ke­par­tis skyld, ville nogen sige, men som White Pride-lederen påpeger:

Dermed fortæller han, at man ikke behøver være langt ude på venstrefløjen for at opfatte Dansk Folkeparti som et højreekstremt, racistisk parti. Også voldelige racister som White Pride genkender Dansk Folkeparti som det mest højreekstreme, racistiske parti, de kan finde. Og i modsætning til Jonni Hansens nazistparti er Dansk Folkeparti mere taktisk smarte, idet de undlader referancerne til nazismen.

Ekstra Bladet kunne derfor lige så godt have brugt overskriften: "Dansk Folkeparti det mest racistiske parti" eller "White Pride anbefaler Dansk Folkeparti".

Det er da interessant, at Dansk Folkeparti igen og igen kan demonstrere en sådan magnetisk tiltrækning af alle de højreekstreme racister, ikke?

Jeg går ikke ind for meningsløs vold. Men det er der jo nogen, der gør, så den her er til jer. I ved, hvem I er:

Po­r­nop­ro­du­cen­ten Larry Flynt leder efter en dob­belt­gæn­ger for Sarah Palin, skriver BT.

Det for­ly­der ikke, hvilken rolle, dob­belt­gæn­ge­ren skal indgå i, men man må formode, at den vil være for­holds­vis afklædt.

Der bør dog være ganske oplagte temaer. Den naive MILF, der møder en jæger, mens hun er ude for at skyde bjørne blandt oli­e­led­nin­ger­ne i Alaska, ligger vel lige til høj­re­be­net.

(Og for at komme kom­men­ta­rer­ne i for­kø­bet: Det er ikke et ægte billede af Sarah Palin, der er vist her.

FN tager den naturlige konsekvens af, at organisationen består af mange kulturer: Når en stor gruppe af dens medlemmer har konsensus om en bestemt fridag, så indgår denne fridag som et ønske til den samlede "pulje" af fridage, der er til forhandling.

Således er muslimernes helligdag "Eid" nu en fridag hos FNs medarbejdere, og den kristne helligdag "Kristi Himmelfartsdag" er inddraget, for at dette kan lade sig gøre.

Jyl­lands-Posten be­nyt­te­de sig for nyligt af en række re­k­la­mer, hvor man så Nelson Mandela med et surf-board, Dalai Lama på ski samt Ghandi ved en grill. Bil­le­der­ne af disse tre store per­son­lig­he­der var ak­kom­pag­ne­ret af teksten "Livet er lettere, hvis du ikke siger din mening".

Dette var na­tur­lig­vis en hen­vis­ning til Muham­med-krisen, hvor Jyl­lands-Posten trods sit re­ak­tio­næ­re og frem­med­fjend­ske stand­punkt for­søg­te at tegne et billede af sig selv som de tre per­son­lig­he­ders hi­sto­ri­ske arv­ta­ger, men lige nu vil jeg nøjes med at bemærke, at det var en genial reklame.

Jeg bringer Jyl­lands-Postens slogan, fordi det er værd at huske på, når Uri­a­spo­sten som sæd­van­ligt holder mi­kro­fo­nen for en lang række ha­de­ful­de indlæg, hvor be­ske­den er klar, efter at En­heds­li­stens fol­ke­tings­kan­di­dat i Århus, Sarah Vi­cto­ria Bruun, blev slået ned af en høj­re­na­tio­na­list, der kendte hendes navn og (måske) et­ni­ci­tet.

Kommentatorernes besked på Uriasposten er klar: Det var hendes egen skyld. Hun kunne jo bare lade være med at have de holdninger. Det var godt, at hun blev overfaldet - mener Uriasposten og dens sædvanlige klientel.

Livet ville have sikkert været nemmere for Sarah Victorian Bruun, hvis hun havde holdt mund, for så var hun sikkert sluppet for overfaldet. Men det undskylder ikke voldsmanden, og selv hvis voldsmanden skulle vise sig ikke at have haft et politisk motiv, så er det dog tydeligt for enhver, der læser kommentarerne på Uriasposten, at i hvert fald Uriaspostens kommentatorer og faste støtter mener, at det er et politisk forsvarligt motiv at overfalde medlemmer af venstrefløjen, fordi man har andre holdninger på venstrefløjen. De mener, at voldsmændene ikke blot kan undskyldes, men ligefrem gør en socialt god gerning.

Kim Møller, der bestyrer Uriasposten, er ikke noget fag-geni, men det behøver man heller ikke være for at benytte den taktik, han demonstrerer i sit indlæg om overfaldet: Kim Møller fastholder en facade som en "sober" blogger, og kan derfor ikke selv tillade sig at skrive, at det var Sarah Victoria Bruuns egen skyld, at hun blev overfaldet. Han må få sit peanut-galleri til at bringe dette budskab i stedet, og han er nødt til at give dem ideen, samt pladsen til at skrive den.

Derfor noterer han, at hun er blevet overfaldet, men han sørger for at fremhæve, at hun var venstreorienteret, samt at dette bør opfattes negativt. Denne bold samler de dummere deltagere straks op i bloggens kommentarfelt, som Kim Møller venligt stiller til rådighed for kommentatorerne, uanset hvor ekstreme, deres holdninger er. Disse kommentatorer bruger nu alle de opfordringer til vold, som Kim Møller ikke selv kunne bringe åbenlyst.

Det er sidste udkald for at redde klimaet, hvis vi skal nå FNs mål for år 2100, advarer Hadley Centre i England. Hadley Centre er førende i analyser og forudsigelser af klimaforandringer, og er normalt forsigtige med at råbe "ulven kommer". Derfor er der grund til at tage deres advarsel meget seriøst.