december 2008 Archives

Flere og flere konverterer til Islam skriver DR. I følge Ph. D. i tværkulturelle studier, Kate Østergaard (men hvorfor spørger de ikke en religionshistoriker?) ser konvertitterne det som en måde at bekæmpe uretfærdigheden i verden på. Nedenstående skema illustrerer konvertitternes indgangsvinkel til at løse problemer:

Nedenstående tabel er den nemme udgave. Den lidt sværere udgave kan læses i Theseus og nazismen:

Hint: Nazismen kan ikke reduceres til verdenskrig og gaskamre. Disse ting opstod først, da nazisterne fik gennemført deres politik. Hvis verdenskrig og jødeudryddelse var det udslagsgivende for, om folk var nazister, ville ingen af de tyske nazister i 1930'erne have været nazister!

Nogen gange overser man de ting, der er så indlysende, at der skal andre til at minde en på dem. Så tak til Carsten Agger for at minde på, at en sekulær stat selvfølgelig ikke skal påtage sig at diktere værdier.

Og da slet ikke en sekulær minimalstat, der efter ønske fra Anders Fogh Rasmussen (V) og co. blander sig så lidt som muligt.

På visse punkter skal staten imidlertid alligevel i følge den borgerlige regerings politik være så maksimal som muligt. Det handler om f.eks. den stadigt stigende støtte til den danske Folkekirke, hvor staten bidrager til udbredelse af bestemte værdier. Det skete også, da Anders Fogh Rasmussen udtalte, at værdidebatten ville blive (og stadig er) den vigtigste politiske debat, og regeringen fulgte op med bl.a. en række "kulturkanon"-initiativer. Dansk Folkepartis og regeringens "danskhedsbølge" er også et særdeles direkte udtryk for politisk dikterede værdier.

Det lyder selvmodsigende, men det er kun, hvis man virkelig tror på, at Anders Fogh Rasmussens drøm om en minimalstat bygger på, at det ville være det bedste for det danske land og det danske folk. Hvis man et øjeblik tilsidesætter denne tro på Anders Fogh Rasmussens interesse for landet og folket, og husker på, at politik er et spil om magt, frem for et etisk spil om rigtigt og forkert, og at Anders Fogh Rasmussen er en særdeles kompetent spiller i dette spil, så giver det mere mening.

I et spil om magt er det ikke vigtigt, om der er økonomisk eller social begrundelse for, at der skal bygges en motorvej gennem et fredet område. Det er ikke vigtigt, at et ubrugeligt og dyrt militært system var blevet kritiseret og anbefalet lukket i årevis, når beslutningerne om fortsat udvikling og fortsat økonomisk støtte jævnligt blev taget. Det var ikke vigtigt, at ingeniørernes beregninger viste, at man skulle droppe ideen med brolægning af Nytorv i Aalborg, da man besluttede sig for at brolægge Nytorv - og siden har måttet indse, at brolægningen skal fjernes. Det handler nemlig ikke om at have ret, eller om at få ret. Det handler om at få magt.

I dette lys udtrykker Anders Fogh Rasmussens minimalstatsvision et "del og hersk"-princip. Staten plejer jo interesser fra langt flere end end de magtkonstellationer, som Anders Fogh Rasmussen og hans venner deltager i, og dermed indeholder den en lang række konkurrerende parter i kampen om magt. Udfaldet af kampen handler om kontrol af slagmarken, og slagmarken udgøres af statens rækkevidde. For Anders Fogh Rasmussen gælder det om at ødelægge den del af slagmarken, hvor modstanderen udkæmper sine slag om magten.

Hvis Anders Fogh Rasmussen kan fjerne slagmarken for sine modstandere, så kun hans egen del - minimalstaten - bliver tilbage, så har han vundet uden kamp. Det handler ikke om at indskrænke statens virksomhedsområde som sådan, men blot om at reducere dens omfang til lige netop at koncentrere sig om de ting, som Anders Fogh Rasmussen finder væsentlige. Herunder finder vi de konservative værdier, som også støtter op bag den autoritetstro, der vil give ham endnu mere magt i det politiske spil.

Jeg var kun 11 år, da jeg begik en vigtig observation omkring teknologi. Det var i 1982, og jeg gik i 5. klasse. På det tidspunkt havde jeg kun set en computer på billeder, og havde ingen interesse i dem. Det var også dette år, at musik-CD'en blev sendt på markedet; forinden var der kun kassettebånd og vinylplader. Og det var dette år, at Commodore 64, der stadig i dag bærer rekorden som det mest sælgende computer-mærke, blev præsenteret for markedet.

Trods min hidtil mang­len­de in­te­r­es­se var det dog også dette år, at min in­te­r­es­se for com­pu­ter­tek­no­lo­gi blev vakt. En af mine klas­se­kam­me­ra­ter in­tro­du­ce­re­de mig på op­for­dring fra vores klas­se­læ­rer til en fyr, der gik i 7. klasse. Han havde som den eneste elev på skolen en com­pu­ter: En Com­mo­do­re VIC-20, for­lø­be­ren for Com­mo­do­re 64, og jeg for­mo­de­des at ville være in­te­r­es­se­ret i det. I løbet af de næste to år eks­pe­ri­men­te­re­de vi med pro­gram­me­ring på denne noget be­græn­se­de maskine.

Dette år valgte vores dans­klæ­rer at give ele­ver­ne ud­for­drin­gen: Skriv en stil, hvor I be­skri­ver en dag i jeres liv i år 2000. Det var i 1982, og vi var børn, så blandt mine klas­se­kam­me­ra­ter var der flere forslag, der indebar at tage ra­ket­ten på arbejde m.m. Der var en vis forventning om, at jeg ville beskrive den mest teknologiske præstation, sikkert også fordi jeg faktisk var forholdsvis god til at skrive på dette tidspunkt, og jeg fik i dagene op til afleveringen en del spørgsmål om, hvad jeg havde tænkt mig. Denne forventning var imidlertid også en øjenåbner for mig. Det gik op for mig, at hvis jeg skulle beskrive en dagligdag, ville det ikke være en udfordring at fremhæve teknologien, men derimod at integrere den - at skjule den - i hverdagen.

Hvis man har bestået Indfødsretsprøven, skal man ikke tro, at det har nogen betydning. Regeringen har nemlig vedtaget, at en stor del af de indvandrere, der allerede har bestået, nu skal til eksamen endnu engang.

Det har ikke tidligere været sådan i uddannelsessystemet, at man skal en ny eksamen, fordi reglerne ændres med tilbagevirkende kraft. Det lugter alt for meget af, at regeringen forsøger at trække indvandrere op til eksamen igen og igen, indtil de til sidst dumper.

Hvorfor skulle du vælge Linux frem for Windows, hvis ikke du interesserer dig for computere og teknik?

Det er fordi Linux har rystet ekspert- og nørdstøvet af sig, og er blevet til et system, som i dag er det rigtige valg for alle, der ikke gider interessere sig for computere og teknik. Sammenlignet med Windows er der mindre teknik at skulle sætte sig ind i på en Linux-maskine.

I det følgende vil jeg forklare, hvorfor Linux er bedre end Windows, når man ser det med en almindelig brugers øjne. Det eneste computerteknik, jeg vil tale om, er det du slipper for, hvis du skifter til Linux. Jeg gennemgår, hvorfor en helt almindelig bruger, som ikke interesserer sig for computere og teknik, vil få en meget bedre oplevelse med Linux end med Windows.

Dagbladet Arbejderen, d. 13/12 2008 - Dansk Folkeparti giver sig i krav om tørklædeforbud.

Dansk Folkeparti har i flere år kæmpet for at få indført totalforbud mod muslimske kvinders brug af tørklæde. Men det vil kræve så omfattende lovændringer, at Dansk Folkeparti nu er villigt til at indgå et kompromis. I følge partiets retsordfører Peter Skaarup vil partiet sætte farten lidt ned og nå deres mål gennem en række mindre trin:

»Vi fastholder vores krav om forbud mod tørklæder i det offentlige rum. Men landets lovgivning er allerede faldet så meget på halen med udansk leflen for principper som menneskerettigheder og hensyn, at vi er tvunget til at gå en anden vej. Derfor har vi nu valgt at sige, at muslimer kan gøre opmærksom på deres religion i det offentlige rum, bare det ikke sker med tørklæder«.

Dermed bløder Dansk Folkeparti en smule op for deres krav, idet de nu tillader muslimer at vise deres baggrund. Muslimer skal fremover signalere deres baggrund med et mærke, der skal sys på tøjet. Mærket, som Dansk Folkeparti forslår udformet som en halvmåne, skal være påbudt, og skal bæres synligt.

»De vil jo gerne vise deres udanske identitet, og det gør sådan et mærke«, forklarer Peter Skaarup. »Det gavner også vi danskere, der straks kan se, at de ikke er en af os. Så behøver Fru Jensen ikke at være usikker på, når hun sidder i bussen, om der skulle stå terrorister på bussen, for chaufføren kan afvise at transportere folk bare ved at se, om de bærer deres mærke.«

Peter Skaarup understreger, at Dansk Folkeparti ikke har opgivet ideen om forbud mod al tilstedeværelse af Islam i det offentlige rum:

»Vores mål er det samme, som det hele tiden har været. Vi skal have fjernet alle muslimer fra Danmark. Nu forslår vi brugen af mærker i stedet for tørklæder, men vi håber selvfølgelig, at vi snart når dertil, at ingen dansker nogensinde vil få hverken mærker eller tørklæder at se igen«.

Læs også: Sandholmlejren udbygges med nye badefaciliteter.

En kommentator hos Citizen mindede mig uforvarende på noget, som jeg har tænkt over tidligere:

Når jeg eller andre på venstrefløjen skriver noget, som ud fra en ekstrem paranoia, hvor man virkelig gør en indsats for at læse vores indlæg, som Fanden læser Bibelen, kunne tolkes som en form for opfordring til vold, så kan man være sikker på, at de danske højreekstremister faktisk opfatter det sÃ¥dan.

For ek­sem­pel blev mit indlæg om Molotov-co­ck­tails op­fat­tet som både op­for­dring til vold, og som et ek­sem­pel på, hvordan ven­stre­flø­jens in­tel­lek­tu­el­le elite giver fod­sol­da­ter­ne in­struk­tio­ner. At det i praksis bare var en deling af svaret på et spørgs­mål som Amina havde stillet mig (som var: "Hvordan laver man egent­lig en Molotov-co­ck­tail?"), det ap­pel­le­rer slet ikke til en pa­ra­noid tan­ke­gang. Det var da godt, jeg ikke skrev noget om, hvad jeg ved om tek­nik­ker til at få døds­fald til at ligne ulykker, eller om gift, som ikke kan spores. (Ups...).

Det er imid­ler­tid ikke be­kym­ren­de. De falder jo også for kon­spira­tions­te­o­ri­er såsom f.eks. "Eurabia"-fo­re­stil­lin­gen, der handler om, at mus­li­mer skulle forsøge at udavle Ve­st­eu­ro­pa, så det er vel for­stå­e­ligt nok, at de kan blive skræmte af skygger.

Det er mere bekymrende, at det viser, at de åbenbart betragter omtale af vold som opfordring til vold. Det siger nemlig noget om, at når de selv skriver antydninger af forståelse for brug af vold, eller når de skriver, at en person burde "straffes" eller angribes, så læser de det som en helt reel opfordring til vold.

Det viser os, at når Kim Møller og co. skriver om forståelse eller insinueringer af vold mod deres modstandere, så er højrefløjstilhængerne ikke uvidende om, hvordan de selv reagerer på den slags. De "uskyldige" indlæg eller holdninger er således ikke bare ren retorik, når det kommer fra den side, men derimod noget, som højreekstremisterne reelt betragter som opfordringer. Når de optræder på "centrale" blogs for deres fløj, kan det ligefrem betragtes som en koordinering af volden.

Det er så en anden sag, at det ville kræve, at man opfattede de pågældende højrefløjsekstremister som folk, der havde det andre steder end i munden. Den pågældende person, der uforvarende mindede mig på hans fløjs læsning af indlæg, er f.eks. en kujon, der har et problem med sin mandighed. Han er velkommen til at stille op, hvis han en skønne dag seriøst vil udfordre mine evner.

(Trivia: Der skal ca. 1400 PSI til at slå et menneskeligt kranium i stykker. Mine slag fra afslappet stilling er målt til 2100 PSI. Vi ses, Kimpo. Eller rettere: Forskellen på os to er, at jeg ikke har den tryghed, at det ville blive opfattet som et uheld, hvis jeg vandt kampen.)

Når Dansk Folkeparti støtter krigen i Irak, som hævdedes at blive indledt for at sikre landets demokrati, men samtidig afviser at ville kæmpe for demokrati i andre lande, så viser det os, at de alene ønsker at plage det irakiske folk.

Det betragtes i vide kredse som vigtigt at fastholde det gode, danske sprog. Ikke mindst visse dele af højrefløjen finder det magtpå­liggende, at kulturarven sikres gennem bevaringen af de ord og vendinger, som multikultu­ra­lismen og kultur­rela­ti­vismen ødelægger gennem deres destruktive færd.

For disse beskyttere af det danske sprog er det især væsentligt, at f.eks. ord som "muhammedaner" ikke mister sine konnotationer til fordel for ordet "muslim" og at stedbetegnelsen "Muham­me­da­nistan" tilsvarende ikke neutraliseres til "Mellemøsten", og at det værdi­bærende element i ordet "neger" ikke mistes til ordene "sort" eller "afrikansk".

Omvendt er der overbærenhed med visse konstruktioner fra samme tidsalder, idet f.eks. bolle-Å foretrækkes frem for Aa, og navneord skrives gerne med lille begyn­delses­bogstav. For så vidt kommentatorer på Ekstra Bladets "Nationen" angår er også præcisionen af stavningen og sætningsopbygningen stærkt liberaliseret.

Det må forsigtigt konkluderes, at det er de værdibærende ord, der søges fastholdt. Derfor vil jeg opfordre denne samvittig­heds­fulde højrefløj til fremover udelukkende at benytte udtryk fra følgende liste over gode, traditionelle danske skældsord, når de omtaler deres modstandere:

Den 10. december 1948 vedtog FN Menneskerettighedserklæringen. Det skete med baggrund i de overgreb, der var begået mod civilbefolkningerne. Menneskerettighedserklæringen blev vedtaget for at forhindre, at historien skulle gentage sig. Man ville undgå forfølgelser af folk. Man ville sikre mennesker basale rettigheder.

Den slags er man naturligvis ikke begejstret for i Dansk Folkeparti, for FNs Menneskerettigheder betyder jo, at Dansk Folkeparti ikke kan få gennemført deres ønsker om etnisk udrensning og forfølgelse af folk, der ikke er kristne ariere:
Peer Plus spørger retorisk:
Læs også resten af Peer Plus' indlæg.

Forkortet udgave af Pernille Rosenkrantz-Theils (S) blogindlæg om, hvor hun er enig og uenig med Socialdemokratiet:

Pernille er for en række ting i Socialdemokratiet, som Enhedslisten også går ind for. Og så er hun imod nogle ting i Socialdemokratiet, som Enhedslisten også er imod. Men Pernille foretrækker altså alligevel Socialdemokratiet.

Jeg har fået en mail fra tre studerende ved Århus Universitet. Som det fremgår af henvendelsen, undersøger de, hvordan læserne forholder sig til de blogs, de læser. Opfordringen til at deltage er hermed givet videre:


Jeg har ikke set den omtalt på andre blogs, jeg har læst i dag, men det skal jo ikke afholde nogen.

Uanset hvad man måtte mene om Pernille Rosenkrantz-Theils (S) mærkværdige argumentation for at skifte fra Enhedslisten til Socialdemokratiet, så er det dog positivt at se, at hun tilsyneladende er på vej tilbage på den politiske scene som opposition til den borgerlige fløj.

Rune En­gel­breth har et vist behov for at dif­fe­ren­ti­e­re sig fra En­heds­li­sten, og jeg finder hans kritik vel­kom­men­, omend ikke altid lige be­ret­ti­get. Denne gang er den dog helt ved siden af, når han mener, at Per­nil­le Ro­sen­krantz-Theil (S) var den stabile del, mens En­heds­li­sten flyt­te­de sig.

Den korte pointe i hans indlæg er, at Per­nil­le Ro­sen­krantz-Theil forlod En­heds­li­sten, fordi En­heds­li­sten ikke ville bakke op omkring Asmaa Abdol-Hamid (EL). Per­nil­le Ro­sen­krantz-Theil mener, at En­heds­li­sten var bukket under for po­puli­stisk pres, og forlod det. I stedet meldte hun sig ind i So­ci­al­de­mo­kra­ti­et, hvor hun har bedre mu­lig­he­der for at få de ting gen­nem­ført, som hun kæmpede for i En­heds­li­sten. Rune En­gel­breth ar­gu­men­te­rer for, at En­heds­li­sten spil­le­de fallit:

Det lyder måske plausibelt, men der er nogle mangler i argumentet. For det første opstillede Enhedslisten Asmaa Abdol-Hamid og fastholdt hendes kandidatur, og selv om der var væsentlig modstand (visse steder af mindre berettiget og personlig karakter, som dog også af samme grund gav anledning til uforholdsvis megen støtte fra andre grene af Enhedslisten), så kan man altså ikke forlange kæft, trit og retning. Mener Rune Engelbreth da, at Pernille Rosenkrantz-Theil skal stå tilsvarende uvetydigt bag Socialdemokratiets holdning til 24-årsreglen, partiets NATO- og EU-positive holdning, dets fordelingspolitik, m.m., eller kan uenigheder om kernepunkter måske godt accepteres, hvis bare de handler om andet end muslimer? Eller har Enhedslisten flyttet sig så meget på også disse punkter, at Pernille Rosenkrantz-Theil må befinde sig bedre i Socialdemokratiet?

For det andet for­søg­te Asmaa Abdol-Hamid at stille op som kan­di­dat for So­ci­al­de­mo­kra­ti­et, men by­rå­ds­grup­pen afviste hendes an­mod­ning med spe­ci­fik hen­vis­ning til, at de ikke ville have hendes sam­men­blan­ding af politik og re­li­gion. I følge Po­li­ti­ken siger Leif Knudsen, der var formand for den so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske by­rå­ds­grup­pe, at be­sty­rel­sen var bange for, at hun ville blande sine re­li­gi­ø­se hold­nin­ger sammen med sine po­li­ti­ske. Da Per­nil­le Ro­sen­krantz-Theil flyt­te­de til et nyt parti, flyt­te­de nissen således med. Lige netop det forhold, som i følge Rune En­gel­breth får En­heds­li­sten til at miste sin ek­si­stens­be­ret­ti­gel­se, og som mod­sva­ren­de skulle gøre So­ci­al­de­mo­kra­ti­et til en bedre slag­mark for Per­nil­le Ro­sen­krantz-Theil, er præcis det samme i Per­nil­le Ro­sen­krantz-Theils nye parti, dog bortset fra at En­heds­li­sten udviste be­ty­de­ligt mindre mod­stand mod Asmaa Abdol-Hamid.

Forestil dig, at du kender en, der tror på julemanden. Nåja, det gør vi nok alle: Små børn tror ofte på julemanden. Men forestil dig, at det er en voksen person, der ærligt og åbent tror på julemanden.

Nu vil jeg ikke have, at du skal tro, at personen er dum. Jeg vil bede dig forestille dig, at denne voksne person, der tror på julemanden, er en intelligent person, der er dygtig til sit arbejde. Han har måske endda gået på universitetet og fået gode karakterer. Han har et tolerant gemyt og er overvejende en flink fyr. Han er selvfølgelig ikke perfekt, men i det store hele kan man ikke rigtig sætte en finger på ham. Han er som de fleste, lige bortset fra at han tror, at julemanden lever et sted på Nordpolen med sine rensdyr og nisser, og deler gaver ud til jul, og han tror, at han bør opføre sig ordentligt, fordi julemanden ønsker det.

Det er nemt nok at se, at personens gode gerninger er knyttet til hans tro, for selv om han ikke praler af dem, så vil han godt have, at andre folk lægger lidt mærke til det. Det kan være den lille notits om, at han har doneret til en indsamling, eller at han nogle gange nævner i forbifarten, at han sidder i bestyrelsen for den lokale afdeling af julemands-troende, der gør noget godt i lokalsamfundet. Han siger også som argument for julen, at gode gerninger er en del af julens værdier.

Lidt forsinket ønsker Aminas og Oles sæbekasse hermed sig selv tillykke med sit 5 års jubilæum.

Bloggen så dagens lys den 30. november 2003, hvor bloggens første indlæg - Aminas karakteristik af årets julekalender, Jesus og Josefine, som religiøs propaganda i børnehøjde - gav bloggen sin første brede eksponering med et brag i TV2 Nyhederne, hvor Aminas indlæg blev taget op overfor seriens forfatter, Bo Hr. Hansen. Her løj han for åben skærm, da han påstod, at den ikke var religiøst orienteret, men i mange efterfølgende interview har han indrømmet, at den var tænkt som et forsøg på at lokke børn til den kristne tro.

Siden har bloggen især bestået af indlæg fra undertegnede, men dog med indspark fra Amina undervejs. Der har været en enkelt længere pause, men ellers har der været en nogenlunde fast frekvens i indlæg, der hovedsageligt har bestået af kommentarer og analyser af den borgerligere regerings forsøg på at køre Danmark som en virksomhed under afvikling.

Der er indtil videre intet, der tyder på, at bloggen er ved at miste pusten, og vi håber derfor, at vi også vil kunne fejre vores 10 års jubilæum med en læserskare, der stadig vokser støt trods en vis tilbageholdenhed med at indrømme, at man læser den slags djævelskab.

På fortsat gensyn.

Pia Kjæsgaard (DF) forlanger, at Pernille Rosenkrantz-Theil (S) skal lægge afstand til sin fortid i Enhedslisten, nu hvor Pernille Rosenkrantz-Theil har meldt sig ind i Socialdemokratiet:

For det første er Dansk Folkeparti yderligtgående på højrefløjen, så hvis Pia Kjærsgaards udtalelse skulle kunne tages alvorligt, kunne de lige så godt stoppe medlemstilgangen med det samme. For det andet kan det oplyses, at en af hendes nære partikolleger, Søren Espersen (DF), har en fortid i Venstresocialisterne, som han var med til at stifte. Han er da også blevet optaget i Dansk Folkeparti.

For blot et halvt år siden meldte Pernille Rosenkrantz-Theil sig ud af Enhedslisten, fordi hun mente, at Enhedslisten ikke ville stå ved sine principper. Det fremgår ikke mindst af et indlæg, som Pernille Rosenkrantz-Theil for nyligt bragte på sin blog, men også i hendes oprindelige kritik, der fik hende til at melde sig ud, var dette det gennemgående tema.

I dag meddeler Pernille Rosenkrantz-Theil så, at hun har meldt sig ind i Socialdemokratiet, og det kan der jo være nogle årsager til:

Enhedslisten har flyttet sig så meget til højre, og Socialdemokratiet har flyttet sig så meget til venstre, at denne principfaste Pernille Rosenkrantz-Theil føler, at Socialdemokratiet i højere grad end Enhedslisten lever op til hendes fastholdte principper.

Eller måske har Pernille Rosenkrantz-Theils egne principper gennemgået en udvikling, hvor hun efterhånden har lagt socialismen bag sig, og er blevet (meget) mere borgerlig - i en sådan grad, at heller ikke SFs partiprogram var passende. Dette store spring undrer Frank Aaen (EL) sig også over.

Endelig kan det være, at Pernille Rosenkrantz-Theils principper måske især fandtes i hendes hovede, men ikke i hendes hjerte, da hun var en del af Enhedslisten: At hun nok beherskede den røde retorik og de røde holdninger, men efterhånden måtte indse, at hun inderst inde ikke ønskede dem.

Personligt tror jeg, det er en kombination af de to sidste muligheder. At Pernille Rosenkrantz-Theil har haft en lille borgerlighed i hjertet, der langsomt har fået hende til at føle sig mindre hjemme i Enhedslisten, og mere hjemme i Socialdemokratiet. Det bliver interessant at se, om hun vil kunne indordne sig under de mange af Socialdemokratiets beslutninger og holdninger, som hun tidligere har kritiseret, herunder Socialdemokratiets tilslutning til VKO-regeringens udlændinge- og intrgrationspolitik, den svage opbakning til samfundets minoriteter og samfundets udsatte grupper, den reelle holdning til religionslighed, NATO- og EU-venlighed, m.v. Det parti, som hun for blot få år siden udtalte, at man ikke kan stole på.

Efter min mening klinger det hult, at Pernille Rosenkrantz-Theil kritiserede Enhedslisten for ikke ville stå ved sine principper, og i stedet indrettede sin politik efter, hvad der var muligt at få stemmer på, når hun efterfølgende siger:

Det må være hendes eget, personlige valg, hvor hun vil stå. Men det ville klæde hende, om hun trak sine mange klager over Enhedslisten tilbage og i stedet vedkendte sig, at det ikke var Enhedslisten, der fraveg Enhedslistens principper, men hende selv.

Israelske forskere har udviklet et computerprogram, der kan modificere et ansigtsbillede, så det bliver pænere. Det er lykkedes mig at få fat i en kopi af softwaren, og jeg har testet det på en kendt politiker. Døm selv:

en af årtiets største industriskandaler om svindel for mindst en halv milliard kroner i IT Factory er det også kommet frem, at IT Factory har betalt en SEO-ekspert for at skjule dårlig omtale på nettet.

En SEO-ekspert er en person, der specialiserer sig i at sikre, at bestemte resultater dukker op som de bedste bud i søgemaskiner såsom Google.

Dette er der i princippet ikke noget galt i, og den pågældende SEO-ekspert kan heller ikke klantres for at have fungeret som leverandør til IT Factory.

Imidlertid har den pågældende SEO-ekspert benyttet sig af metoder, som søgemaskinerne generelt ikke er begejstrede for. I følge ComputerWorld har SEO-eksperten blandt andet arbejdet således:

SEO-eksperten har således skrevet kommentarer i blogs, oprettet "favoritter" i delte links, m.v., og på anden måde udbredt det, der er kendt under betegnelsen søgemaskine-spam og "black hat"-teknikker. (Denne væsentlige pointe er sorteret væk i Politikens dækning, men det skyldes nok, at Politikens vinkel er IT Factorys forsøg på at se stuerene ud.)

Mens spam i email er irriterende, er søgemaskine-spam direkte skadeligt, idet relevansen af søgeresultaterne skævvrides overfor de folk, der søger reelle oplysninger. Ikke overraskende er søgemaskiner-firmaerne heller ikke specielt begejstrerede for denne fremgangsmåde, og forsøger på forskellige måder at opdage det og undgå det.

Det er uvist, hvor meget det er lykkedes for den pågældende SEO-ekspert at forvanske søgeresultaterne, når potentielle kunder eller andre instanser har søgt efter oplysninger om IT Factory på Google, men det er værd at spekulere på, om IT Factorys svindel kunne være afsløret tidligere, hvis ikke SEO-eksperten havde skjult de inkriminerende opløsninger.

Det er den slags personer, der mod betaling er med til at gøre tilværelsen en lille smule mere ærgerlig for alle andre.

Update: Eftersom den pågældende SEO-ekspert fra Concept-I omtaler mig i temmelig personlige termer som den eneste, der har været kritisk i de fora, hvor han har diskuteret sin involvering med IT Factory, vil jeg gøre opmærksom på følgende: Vi var fire-fem mand, der var involveret i diskussionen, så selv om Thomas Rosenstand fra Concept-I kan kalde mig "én enkelt person", så udgør jeg også dermed 20-25% af holdningerne, hvor de øvrige personer i debatten i øvrigt ernærer sig som SEO-konsulenter. Så mere enkeltstående i min kritik er jeg altså ikke. Se også artiklen i ComOn, som i øvrigt også illustrerer, at der er flere end mig, der er kritiske overfor den forretningsmetode, Concept-I benytter sig af.