september 2009 Archives

Treenighedslæren er erstattet af den nye treenighed kristendom, demokrati og velfærdsstat, til skade for udviklingen mod et integreret og ligeværdigt samfund.

To seminarielektorer fra professionshøjskolen i København har for Undervisnings­ministeriet undersøgt 177 eksamensopgaver skrevet af lærerstuderende, som har fulgt det nye fag KLM (kristendomskundskab/livsoplysning/medborgerskab), som blev skabt ved en lovændring i 2007. Resultatet viser, at de nyuddannede lærere dels ved for lidt om kristendom, og dels opfatter positive værdier som bl.a. demokrati og tolerance som naturlige udløbere af kristendom.

Hvis man ønsker kvalitet i undervisningen, er det i sig selv beklageligt, hvis de nyuddannede lærere forlader læreruddannelsen med et overfladisk kendskab til de emner, som de skal undervise i. I en tid, hvor kristendom og islam er blevet vigtige brikker i værdidebatten, er det dog ikke kun problematisk set ud fra et fagligt synspunkt, men også ud fra et værdipolitisk synspunkt.

I den igangværende værdidebat har især partierne på højrefløjen gjort kristendom og såkaldte ”kristne værdier” til en spydspids i kampen mod det, de opfatter som ”udansk anderledeshed” i form af ”forkerte” religioner, hudfarver og traditioner. På den baggrund er det måske ikke så overraskende, at værdidebatten også har påvirket de nyuddannede lærere, og at disse tilsyneladende har accepteret højrefløjens parole om kristendom, demokrati og velfærdsstat som en ny treenighed, som ikke kan tænkes uafhængigt af hinanden.

At det bestemt ikke forholder sig således, og at kristendommens bidrag til historien hverken har været entydigt demokratisk, tolerant eller positivt, er både undersøgelsens forfattere og formand for seminariets Religionslærerforening opmærksomme på. Desværre har seminarierne ikke været i stand til at formidle dette budskab. å¥ seminarierne er kristendom tilsyneladende blevet transformeret til en form for humanistisk, demokratisk og tolerant filosofi uden tro på gud og ubehagelige religiøse forestillinger og krav, mens islam er blevet til en udemokratisk og middelalderlig modpol, uden mulighed for positivt samspil med den moderne danske kultur.

Det er højst beklageligt, at det er den slags fordomme og mangel på reel viden, som skal danne baggrund for Folkeskolens undervisning af de kommende generationer. Det gælder både for de kristne elever, som får vanskeligt ved at gebærde sig i et internationalt og multietnisk samfund, hvor de møder andre religioner og samfundsformer, men også for de ikke-kristne elever af dansk eller anden etnisk oprindelse, som skal kunne identificere sig med det danske samfund, og helst opfatte undervisningssystemet som objektivt, sagligt og velinformeret.

At undervise i religion, livsoplysning og medborgerskab ud fra en opfattelse af, at kristendom, demokrati og velfærdsstat er uløseligt forbundet, og ikke kan tænkes uafhængige af hinanden eller i konstellation med f.eks. andre livsfilosofier, er blot med til at grave grøfter, ekskludere, dæmonisere og fremmedgøre alle parter i forhold til hinanden. Desværre er det ikke et nyt fænomen, eller et fænomen, som alene kan begrundes i den nye uddannelsesordning. I 2006 påviste Catharine Linke i sit speciale, at undervisningsmaterialet, der blev benyttet i Folkeskolen, ikke alene fremstillede kristendom entydigt positivt, men også præsenterede andre religioner som mærkelige og forkerte. Linkes analyse af undervisningsmaterialet er desuden både før og siden blevet bakket op af andre religionsvidenskabsfolk, som har  efterlyst mere objektivisme og faglighed i kristendomsundervisningen - samt mindre mission.

Det må helt åbenlyst være i alles interesse, at det faglige niveau højnes, og at både kristendom og islam får en mere objektiv og realistisk behandling i folkeskolen. Kun på den måde kan vi gøre os håb om, at vi i fremtiden kan få en mere nuanceret værdidebat, og et bedre grundlag for gensidig tolerance og respekt. 

En række centrum- og venstreorienterede kommentatorer glæder sig over Eyvind Vesselbos (V) kronik mod sit partis fascistiske samarbejdspartner, men Eyvind Vesselbos partifæller undsiger ham.

Det er muligt, at Eyvind Vesselbo virkelig mener, hvad han siger om Dansk Folkeparti, men set fra et lidt mere strategisk synspunkt er det også nødvendigt for Venstre at have en person, der siger som Eyvind Vesselbo.

For det første er Venstre nødt til at give indtryk af at være et andet parti end Dansk Folkeparti, hvilket kan være svært nok i deres indbyrdes konkurrence om at være det mest fremmedfjendtlige og forbudsliderlige parti.

For det andet er det nødvendigt for Venstre at række en hånd ud til de vælgere, der vitterligt er ærgerlige over Venstres velvillige og nære samarbejde med neofascisterne i Dansk Folkeparti. Birthe Rønn Hornbech var engang Venstres "fornuftige stemme", men dette ry har hun sat over styr på blot få år som minister.

Eyvind Vesselbo sikrer med sine udtalelser, at "[m]an skal også kunne se, at Venstre er et liberalt parti", som han siger det. Han forsikrer Venstres vælgere om, at der trods alt findes folk med "fornuft" i Venstre, selv om resten af partiet ikke nærer det mindste ønske om at rette sig efter denne fornuft.

Med Eyvind Vesselbo kan Venstre appellere til en bredere række vælgere og dermed stemmer ved de kommende valg, uden at Venstre i øvrigt behøver ændre sin politik.

Følgende udveksling fandt næsten sted under mit seneste indkøb i den lokale Superbest:

— Vil du have bon'en med?
— Nej tak. Men jeg vil gerne have, at mit indkøb i stedet fremgår af mit kontoudtog.

Mit svar standsede ganske vist efter "nej tak", men det burde det ikke. Rent tekno­logisk er der intet til hinder for, at den elek­tro­niske scan­ning af mine varer og min beta­ling med chip-Dankort blev kombi­neret med en over­førsel af infor­mation om købet, så det kunne fremgå af mit elektroniske kontoudtog - helt uden behov for en papirbon.

Det ville stort set bare kræve en standard for mærkningen af varer, en protokol for overførsel af købsinformation sammen med betalingen, samt opdateret software i scanner- og betalingssystemerne. Det er slet ikke nogen særlig besværlig foranstaltning.

Problemet er, at de enkelte butikskæder ikke er motiverede for at tilbyde en sådan service, fordi den ikke giver dem en åbenlys indtjening, og de enkelte banker er det af samme grund heller ikke. Det ville kræve en regering, der ikke ønskede, at markedskræfterne var den drivende kraft bag enhver beslutning.

Det er med yderst forsigtig optimisme, at jeg nu erklærer min langvarige sag mod Call Me afsluttet.

Siden det sidste indlæg om sagen er der sket det, at Call Me ikke betalte de kr. 999,00 rettidigt tilbage, som Forbrugerklagenævnet havde pålagt Call Me at tilbagebetale til mig. Da jeg af denne grund gav Call Me en frist, hvorpå jeg varslede et rykkergebyr, svarede Call Me, at der ikke kunne blive tale om noget sådant, fordi de internt havde krediteret de kr. 999,00 rettidigt (email d. 6. juli 2009):

Det er værd at bemærke, at Call Me i min oprindelige klage på tilsvarende vis forsøgte at undslå sig sine forpligtelser overfor mig som forbruger med henvisning til interne forretningsgange, der ikke har nogen relevans for mig som kunde. Efter nogle dage gjorde jeg skarpt opmærksom på, at jeg ikke kunne godtage denne begrundelse, samt at jeg stadig ikke havde modtaget beløbet (email d. 11. juli 2009):

Efter endnu nogle dage modtog jeg en check fra Call Me på kr. 1.099,00 - dvs. på beløbet plus rykkergebyret. Dermed skulle sagen jo være overstået.

Men måneden efter modtog jeg en note fra Post Danmark, der havde forsøgt at aflevere en pakke fra Call Me. Jeg ringede til Call Me, hvor en hjælpsom supportmedarbejder var villig til at lave en smule detektivarbejde, der afslørede, at Call Me havde fejlregistreret den tilbagesendte, defekte telefon som en reparationssag. Efter den lange reparationstid (en praksis, som Call Me åbenbart stadig følger) havde Call Me sendt telefonen retur til mig.

Det var yderst fristende at modtage pakken og telefonen af to årsager: For det første kunne jeg vælge at modtage telefonen og beholde den, for selv om dette formentlig ville være ulovligt, ville det i mine øjne være en glimrende kompensation for Call Mes behandling af mig. For det andet var jeg oprigtigt nysgerrig efter at se, om Call Me måske igen havde sendt mig en defekt telefon, hvilket ville gøre det muligt at hænge Call Me godt og grundigt ud, før jeg betalte for at returnere en den uretmæssigt modtagne telefon. Jeg valgte dog ingen af de to muligheder; den første, fordi det formentlig ville være ulovligt, og den anden, fordi jeg ikke ønskede at betale portoen.

Post Danmark returnerede formentlig telefonen, hvilket nogle uger senere gav anledning til et fornyet forsøg: Call Me sendte igen - trods min samtale med supportmedarbejderen - en pakke til mig, sandsynligvis indeholdende en telefon. Jeg var denne gang hjemme, da posten ankom med pakken, og benyttede lejligheden til at nægte at modtage pakken.

Dette markerer forhåbentligt et endelig punktum i sagen, der har kørt siden maj 2008.

Mens resten af verden så småt er ved at indset klimatruslens alvor, og fodslæbende er begyndt at gøre sig klar til klimatopmødet i december, kritiserer DF regeringen for ikke i stedet at fokusere på det kommende kommunalvalg.  Det er muligt, at DF mener, at topmødet ”vil udfordrer julehyggen”, og at regeringen ”glemmer de jordnære ting”. Intet er dog mere jordnært end vores fælles overlevelse. DFs holdning er ikke alene skræmmende, men også et klart eksempel på, hvordan de vægter deres egen magt højere end alt andet. Inklusiv deres egne vælgeres overlevelse. 

Mens DF fokuserer på at ”bevare hyggen”, og med hjælp fra Bjørn Lomborg og hans alternative miljøcirkus sætter spørgsmålstegn ved, om klimatruslen er menneskeskabt, vil vi andre i stedet fokusere på de knap så hyggelige realiteter.

Regeringens forbudsmani gør det umuligt at være lovlydig. Det er ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt de ting, vi alle foretager os, er lovlige eller ulovlige. Spørgsmålet er, hvor stor bøden eller fængselsstraffen bliver, og hvor meget vi gider tage os resten af samfundet. Jeg har fulgt Peter Christensens (V) opfordring til at spare op, så jeg kan betale de bøder, der måtte påfalde mig eller mine børn; ikke fordi jeg ønsker at begå kriminalitet, men fordi det ikke længere er muligt at undgå det:

Hvis en betjent ønsker at se, hvad jeg har i bilen, vil jeg afkræve betjenten en dommerkendelse. I modsat fald er jeg nervøs for, at jeg risikerer at blive dømt som kriminel med syv dages hæfte på lige fod med de personer, der har haft en hobbykniv eller en stump ledning liggende i bilen. Det burde være åbenlyst, at hvis en ledningsstump eller en hobbykniv kan vurderes som våben, så er min Peugeots medfølgende værktøjskasse en sand våbenbutik, for selv i utrænede hænder kan skruetrækkeren benyttes som stikvåben, og skruenøglen kan i kraft af sin tyngde bruges som et glimrende slagvåben.

Læg hertil, at jeg har mange års træning i at benytte alt - ikke mindst mig selv - som våben. Jeg slår med en styrke, der er mere end rigelig til at knuse et kranium, kender til brugen af trykpunkter, kan påføre en lang række låse, kan rive muskler og sener i stykker, brække knogler, har konditioneret kroppen til at levere og modstå hårde angreb, kender en lang række udvige-, frigørings-, og afvæbningsteknikker, og har i øvrigt oparbejdet en evne til ikke at lade mig slå ud i kamp, hverken fysisk eller mentalt.

Hvis der ligger en kuglepen i handskerummet, er den f.eks. oplagt at benytte som en tessen, der i modsætning til Hollywoods udlægninger oftest benyttes i sammenklappet tilstand. Man kan f.eks. slå med enden af den, brække fingre og hænder (det kan man sagtens med en plastickuglepen!) eller prikke øjne ud. Det kan man i øvrigt også nemt med en mobiltelefon. I bagagerummet plejer jeg at have en sammenklappelig feltspade og et reb liggende. Spaden, fordi jeg gerne vil kunne grave bilen fri, hvis den hænger fast i sne eller mudder. Rebet, fordi jeg nogle gange køber ting, der ikke helt passer i bagagerummet, som jeg derfor binder ned med rebet. Men feltspaden kan både skære og slå samt benyttes som en (stor) kunai eller hanbo, og rebet kan kvæle og låse en person i smertefulde positioner, og kan skære smertende og brændende sår, fordi det er et nylonreb. Ledningerne fra mine børns hovedtelefoner kan tilsvarende bruges til at kvæle og fiksere.

Danmarkskortet i sidelommen er en paperback, og ryggen af en paperback kan sagtens slå hårdt, ligesom de enkelte papirark kan skære. Bilens antenne kan brækkes af og benyttes som pisk, hvis ellers jeg ser lidt stort på ødelæggelsen.

CD'en i bilstereoen skal blot knækkes for at få en skarp kniv. Bilnøglen har også stik- og skæreegenskaber, og selv hvis den er lidt for slidt, kan den bruges som shobo, f.eks. hvis jeg vil brække en finger på en modstander, ligesom den nemt kan jages ind mellem ribbenene eller i pulsårerne i halsen, hvis jeg holder den mellem knoerne med spidsen udad, mens jeg slår.

Endelig skal jeg ikke forglemme bilen selv, for jeg jo også køre folk ned, hvis jeg er for doven til at stå ud af den for at slå folk ihjel.

Nedenstående billede illustrerer, hvad mit bils bagagerum indeholdt en tilfældig tirsdag aften i september:


Det er bestemt ikke småting. En brandslukker er tung, og kan slå hårdt, ligesom dens indhold næppe er sundt for helbredet. Saksen (en kniv) og gazebindet (et reb) i det obligatoriske førstehjælpsudstyr sætter mig ligesom med brandslukkeren på en prøve: Det er ulovligt at have den slags med, fordi de kan bruges som våben, og det er tilsvarende ulovligt at lade dem blive hjemme. (Jeg vælger et kompromis: Hvis jeg finder et medlem af regeringen i et trafikuheld, vil jeg fremover for en sikkerheds skyld lade vedkommende forbløde frem for at blive straffet for at frembringe en saks og tilsvarende våben, hvor fristende det sidste end måtte være.) Der var også førnævnte kuglepen og førnævnte reb i bagagerummet. Spidsen af den sorte saya oppe i hjørnet, der antyder, at der også ligger en katana i bagagerummet, ser vi lige bort fra et øjeblik.

Der er hele to sammenklappelige feltspader, for jeg havde glemt, at jeg havde lagt den ene sammen med bilens reservehjul, der ligger i en "skjult" bund i bagagerummet, og jeg fandt den faktisk kun, fordi jeg ville se, hvad der kunne graves frem af bagagerummets gemmer. Jeg havde også glemt, at der var pakket en dolk og en foldesav ned sammen med den anden feltspade, som vi havde med på vores primitive kanotur i Sverige. Alt dette er noget, jeg kunne være blevet sat i fængsel for - på trods af, at jeg på intet tidspunkt har haft intentioner om at benytte nogen af delene som våben.

Nu - efter billedet er taget - er mit bagagerum ganske vist renset for de allermest oplagte våben, men når selv en ledningsstump kan opfattes som et våben, kan jeg umuligt være sikker. Der bliver ikke tale om, at nogen perlepanser foreløbig skal have lov til at snuse i mit bagagerum.

Følgende er d.d. sendt via email til Peter Christensen (V):

Kære Peter Christensen,

I Berlingske citeres du i forbindelse med Venstres såkaldte "lømmelpakke", der har til hensigt at demotivere folk fra at deltage i demonstrationer mod jeres klimafjendtlige politik, for at sige:

"Dem, der vil benytte lejligheden til at brænde København af, kan godt begynde at tale med deres forældre om at få hævet børneopsparingen."

Jeg opdrager mine børn til at være uenige med folk som dig og dine me­nings­fæl­ler, der i vel­vil­ligt sa­m­ar­bej­de med åben­ly­se ra­ci­ster blæser på såvel FN som EU hvad angår Men­ne­ske­ret­tig­he­der og de­mo­kra­tisk adfærd, og som må­l­ret­tet øde­læg­ger vel­færds­sam­fun­det for os andre.

Jeg vil følge din opfordring, idet jeg vil oprette en konto i banken, hvor jeg hver måned vil indbetale et mindre beløb. Kontoen skal tjene som supplerende forsikring til mine børn, så de ikke behøver være bekymrede for, om de har råd til at deltage i demonstrationer, såfremt mine børn - ligesom nu, i hhv. skole og børnehave - kommer til at lide under, at folk af din støbning sidder ved regeringsmagten.

Det er ikke min hensigt at opfordre til ulovligheder, men med jeres stadige kriminalisering af almindelige borgere kan jeg ikke sikre mig selv eller min familie mod, at vi vil blive pålagt bøder for almindelig adfærd. Tak for påmindelsen om, at jeg skal huske at udvide mine forsikringer til at dække de omkostninger, der bliver pålagt os, når vi protesterer mod jeres overgreb med de eneste midler, I ikke kan vende det døve øre til.

Med venlig hilsen,

Civilingeniør Ole Wolf
(adresse)

Carsten Agger lufter en yderst begrundet mistanke om, at "lømmelpakken" måske ikke har særlig meget med klimatopmødet at gøre. Noget tilsvarende har vi nemlig set med terrorlovgivningen, der hurtigt blev brugt til at dømme Greenpeace, og med skærpelsen af våbenloven, der har givet domme til mennesker, der i situationen var åbenlyst uskyldige.

Love rammer nemlig ikke kun deres intentionelle målgruppe, uanset hvor idealistisk eller nobelt, udgangspunktet måtte have været. Lovene bliver brugt i den udstrækning, anklagerne overhovedet kan, for det er anklagernes job: Hvis en lov kan bruges mod en landmand, selv om loven oprindeligt var rettet mod dybhavsdykkere, så bliver den brugt.

Nu vil det koste kr. 6.000, hvis ikke man forlader en demonstration indenfor tidsgrænsen af politiets opfattelse af "hurtigt nok", og det koster kr. 15.000, hvis man begår hærværk i forbindelse med en demonstration.

Stramningerne har til formål at få folk "til at tænke sig om" - dvs. at sikre sig, at de ikke demonstrerer med alt for stor iver og modvilje.

Nuvel, lad os således følge opfordringen til at tænke os om:

Hvis det koster kr. 6.000, hvis ikke man straks fjerner sig, så må man vel sikre sig, at man ikke bliver registreret - med de midler, man nu må vurdere nødvendige. Denne pris kan f.eks. opvejes med prisen på kr. 15.000 for at befri en aktivist fra politiets varetægt, idet et antal aktivister påtager sig risikoen for en bøde på kr. 15.000, som de befriede aktivister hæfter solidarisk for til en lavere pris end kr. 6.000.

Skal det koste kr. 15.000 at begå hærværk, så må man vel sikre sig, at man får noget for pengene. Koster det kr. 10.000 at deltage i gadeoptøjer, så skal de planlægges således, og gennemføres med sådanne midler, at de for alvor giver bonus. På et tidspunkt bliver det så dyrt at demonstrere, at terroraktioner bliver mere oplagte. Hvor meget vejer en bøde til 10 mands hærværk i forhold til at spille sten-saks-papir om, hvem der skal fremstille en bombe og tage en fængselsstraf, hvis han/hun bliver opdaget?

Den grundlæggende dynamik hedder optrapning: Når love strammes og våben bruges oftere, vokser også modstanden.

Jeg vil i hvert fald følge Peter Christensens (V) opfordring:

Hvis det virkelig er nødvendigt at spare penge sammen, for at også mine børn får mulighed for at demonstrere mod svin som Peter Christensen og hans kolleger i regeringen, så lad det blive således.

Jeg har meget svært ved at støtte byg­geriet af moskeer i Danmark. Ikke fordi jeg har en spe­cifik modvilje mod lige netop Islam i forhold til andre religioner, men fordi jeg har en modvilje mod reli­gioner som sådan. Jeg er præcis lige så meget imod opførelsen af flere kristne kirker.

Et af argu­men­terne for opfø­relsen af moskeer er, at vi har reli­gions­frihed i Dan­mark, og at andre religi­oner har lige så megen ret til støtte, og til at være her, som kristendommen har. Præmissen for argumentet køber jeg, men ikke argumentet. Jeg mener ikke, at præmissen understøtter, at man af hensyn til religionslighed skal opføre flere moskeer. Jeg mener derimod, at man af denne grund bør rive de eksisterende kirker ned, både billedligt talt og helt konkret. Lighed mellem religioner behøver ikke betyde, at enhver tænkelig religion - Scientologi, mormonerne, Evangelist, katolicismen, astrologi (i dens religiøse former), for nu blot at nævne nogle få - skal have ret til statsunderstøttede bygninger og uddannelse i deres respektive former for overtro. Lige ret kan også opnås ved at fratage den ene religion, der p.t. har særlige rettigheder, disse særlige rettigheder.

Man kan opnå lige ret ved at rive kirkerne ned og eliminere teologistudierne og statsstøtten til kristendommen, eller man kan opnå lige ret ved at støtte alle øvrige religioner lige så meget, som man i dag støtter kristendommen. Det sidste bliver ekstremt dyrt, for guder og religioner fås i hobetal, og hvem kan sige, hvad der er ægte og ægte religion? Plattenslagere kan hurtigt få frit spil.

Hvis endelig jeg skal identificere et acceptabelt argument for opførelse af moskeer - forudsat det sker med privat financiering - er det, at de skaber konkurrence mod den både økonomisk og lovgivningsmæssigt statsfavoriserede kristendom. Hvis andre religioner kan etablere sig som væsentlige spillere, kan de også gøre krav på at blive hørt og set, når Folkekirken forsøger at rane til sig af penge og rettigheder. Både i lovgivning og økonomi, samt i den sædvanlige kristne arrogance vil en stor konkurrent kunne påtvinge en noget mere ydmyg fremfærd og mindre magtfuldkommenhed fra Folkekirkens side. En sådan spirende religiøs pluralisme ville også gøre livet nemmere for vi ateister, for selv om bagsiden af medaljen er en accept af endnu flere religioner, er medaljens forside, at ingen af dem kan påberåbe sig den magt, som Folkekirken har i dag.

Hvis ikke man må have en hobbykniv liggende i bilen, og når en stump ledning betragtes som slagvåben, kan det være svært at gennemskue, hvornår man er på kant med loven, når man køber ind. De følgende eksempler kan vejlede dig i, hvornår du er uskyldig, eller afslører din direkte medvirken i bandekriminalitet:

Tilsyneladende uskyldig vare	Reelt våben
Hobbykniv	Springkniv
Køkkenkniv	Sværd
Hammer	Slagvåben
Deodorant	Peberspray
Viskestykke (fugtigt)	Tyrepisk/bullwhip
Flaskevand	Drukningsudstyr
Plasticpose	Kvælningsudstyr
Peberspray	Lovligt i praksis
Plastikbestik	Stikvåben
Benzin i benzindunk	Brandbombe
Skruer, møtrikker m.v.	Kasteskyts
Søm	Dart
Jagtgevær	Lovligt i praksis
Gaffa-tape	Fikseringsudstyr
Diverse trælast (lister, rundstokke m.v.)	Slagvåben
Radio	Aflytningsudstyr
Frosne ærter	Totenschläger
Advarselstrekant	Kastestjerne
Tørresnor	Kvælningsudstyr
Rengøringsmiddel	Gift, eksplosiver
Skruetrækker	Spyd/stilet (afh. af længde)
Tegnestifter	Partisansøm

Ville du tilbyde at huse en irakisk asylan­sø­ger, der ri­si­ke­re­de depor­te­ring? Jeg mener: Ville du tilbyde dette uden de for­be­hold, der gør det så nemt at svare "ja" til spørgs­må­let?

Vil du svare "ja", hvis ikke du ved, hvad det er for folk, du in­vi­te­rer ind i dit hjem, hvor de har adgang til alt, hvad du ejer?

Vil du svare "ja", vel­vi­den­de at dit pri­vat­liv i en ukendt periode vil være kom­pro­mit­te­ret?

Vil du svare "ja", vel­vi­den­de at det koster ca. kr. 1500 om måneden i mad og ekstra forbrug?

Vil du svare "ja", vel­vi­den­de at du kan blive rets­for­fulgt og miste både arbejde og det hjem, du stil­le­de til rå­dig­hed?

Vil du svare "ja", selv om du allerede har svært ved at få plads til din egen familie i din lejlighed?

Det er uhyre nemt at svare "ja" til disse spørgsmål, for nu hvor irakerne er deporteret, er der overhovedet ingen risiko eller udgift forbundet ved det. Det er så nemt at sige, at jeg gerne gav 10 millioner i støtte til værdigt trængende, hvis blot jeg vandt 100 millioner i Lotto, at det er et værdiløst udsagn. Dette gælder også udsagn om at yde hjælp, når behovet på den ene eller anden vis er elimineret. Intet vejer så lidt som et løfte.

Derfor (foruden det forhold, at jeg kun sjældent melder mig til en Facebook-gruppe) har jeg takket nej til de mange nylige Facebook-invitationer til gruppen "Jeg vil skjule en flygtning, hvis jeg kan". For det første kan jeg ikke; i hvert fald ikke uden væsentlige besværligheder og forbehold. For det andet er situationen hypotetisk, hvilket sætter Facebook-gruppen i kategori med enhver anden form for mental underholdning.

For det tredie nærer jeg stor modvilje mod at plastre mig selv til med pins og badges - hvadenten der er på tøjet, postkassen eller min Facebook-profil - der illustrerer holdning i hånd med fraskrivelse af handling. Der er kun ringe forskel på at se sig selv som frelst, fordi man har foldet hænderne i bøn og dermed foretaget sig absolut intet, og på at se sig selv som "frelst" eller "god", fordi man udtrykker moralsk støtte, der aldrig vil udmønte sig i konkret handling.

Over hele landet bliver sognepræst Per Ramsdal støttet, fordi han lagde hus til de irakiske flygtninge, der havde søgt tilflugt i Brorsons Kirke. Jeg vil ikke diskutere, hvorvidt han har vundet befolk­ningens flertal eller ej, men blot konstatere, at han støttes af en stor mængde mennesker her i landet. Over hele linien prises han for at udvise den "kristne næste­kærlighed", mens øvrige kristne såsom Birthe Rønn Hornbech og Dansk Folke­partis domme­dags­præster mere eller mere eksplicit anklages for at svigte det kristne budskab.

Må jeg lige være fri. Hvad har Per Ramsdal, som vi andre ikke har, siden han var i stand til at give de irakiske flygtninge husly?

Svaret er simpelt: En kirke. Vedligeholdt af skatte­ydernes penge, opvarmet og belyst via Københavns forsyningsvæsen. Resten - mad, senge­plads, under­holdning, m.v. - bidrog en stor gruppe frivillige over hele landet med. Med sådan et hotel er det nemt at være næste­kærlig.

De øvrige kristne, som modsætter sig Per Ramsdal, har lige så meget patent på, hvad der er "rigtig" kristendom som Per Ramsdal og de, der støtter ham. De svigter over­hovedet ikke noget kristent budskab, for dette budskab har de lige så megen ret til at definere, som Per Ramsdal og enhver anden kristen. Kristen­dommen er menneske­skabt, og findes i så mange afskyg­ninger, at den "rigtige" kristendom slet ikke kan defineres. Evangelist og Fader­huset er lige så ægte kristen­dom som de dele af Folke­kirken, der støtter Per Ramsdal, og har lige så megen ret til at definere, hvad næste­æ¦rlighed er.

Per Ramsdal og hans støtter mener utvivlsomt, at han og støtterne handler i over­ensstem­melse med deres religion, og at han retter sig efter et kristent næste­kærlig­hedsbud. Glemt er det, at dette næste­æ¦rlig­hedsbud gennem tiden har haft mange ansigter. For nogle hundrede år siden brændte man mennesker på bålet af en næste­æ¦r­lighed, der bød de kristne at redde de stakkels hekses sjæl fra Djævelen, og naturfolk og hele civili­sationer er blevet udslettet af de kristnes måde at vise næste­kær­lighed på. Opfattelsen af, hvem der har været ens "næste" har også haft en meget skiftende udvikling, og ve det folk, der faldt udenfor næste­kredsen.

Per Ramsdals kristne støtter mener sikkert, at han repræ­senterer en form for næste­kær­lighed, som lige netop deres form for kristendomstolkning står for. Hvad med alle vi, der ikke er kristne, og som har støttet irakerne: Er det så ikke næste­kær­lighed, eftersom det åbenbart er en kristen specialitet? Sig mig, hvad Fanden bilder I jer ind?! Det er ikke næste­kær­lighed, men hovmod og religiøs selvfedme at sige, at jeres støtte til irakerne er udtryk for kristen næstekærlighed, når I siger det om jer selv, og føj dertil arrogance og uforskam­methed, når I siger det om vi, der ikke er kristne. Den store støtte til Per Ramsdal klinger hult af kristnes dyrkelse og tilbedelse af sig selv.

Kristne har ikke patent på at behandle andre mennesker ordentligt, og set i skæret af historiens lys ville det også være særdeles risiko­belagt at overlade et så vigtigt forhold til en så historisk grusom tradition som kristen­dommen.

Det her handler om medmen­neske­lighed og sikring af et samfund, hvor man hjælper andre, fordi man også selv kan få brug for hjælp - og det er større end nogen gud.

Det startede med an­kla­ger om, at po­li­ti­et havde været vol­de­li­ge i for­bin­del­se med an­hol­del­sen af ira­ker­ne i Br­or­sons kirke. Vi­de­op­ta­gel­ser­ne af en men­ne­ske­mæng­de, der non­cha­lant blev over­sprøjtet med pe­ber­spray, og af en pige, der fik knip­pelslag både mens hun lå ned, og da hun flyg­te­de, var mildt sagt do­ku­men­ta­tion nok.

Po­li­ti­et valgte dog at bringe et part­sind­læg i form af po­li­tiets egne op­ta­gel­ser inde fra Br­or­sons kirke. (At dette kan være i kon­flikt med per­son­da­ta­loven, fordi of­fent­li­ge myn­dig­he­der ikke må benytte ind­sam­l­de op­lys­nin­ger til andet end de, de var be­reg­net, det lader vi lige ligge denne gang.) Her så man ganske ty­de­ligt, hvordan po­li­ti­et - i hvert fald under op­ta­gel­ser­ne - opførte sig fre­de­ligt i kirken.

Desværre kunne politiet ikke dokumentere, at de også var generelt fredelige den nat, for i en muligvis ikke helt fredelig situation havde en betjent hævet en knippel og slået kameraet i stykker. Derfor kunne politiet ikke filme længere, forklarede politiet.

Denne forklaring kunne man godt mistænke for at være i familie med "katten åd mit hjemmearbejde", og det tog da også kun ganske kort tid, før private optagelser afslørede, hvordan en betjent fortsat filmede løs trods politiets forklaring om det ituslagne kamera. Selvsamme dokumentation gør det også lidt svært at tro på politiets forklaring om, at de slet ikke havde planlagt at filme udenfor kirken, og derfor heller ikke havde gjort det.

I det hele taget virker politiets forklaringer lidt mærkelige og temmelig skiftende, for i følge politiet har kameraet være slukket udenfor kirken, hvorpå det blev smadret af en knippel og lagt ind på et bagsæde. Altså vel at mærke efter at det åbenbart tidligere var blevet smadret, da politiet tumlede ud af en dør. Det havde også været planen, at politiet kun ville filme i kirken, men samtidig også planen, at politiet ville filme både inde i kirken og udenfor. Information har opsummeret de skiftende forklaringer.

Politikommissær Lars Borg ser slet ikke noget problem:

Hvis man absolut vil! Enhver med en smule omløb i hovedet bør have begrundet mistanke om, at politiet dækker over noget, når forklaringerne er så omskiftende, især når der jo er dokumentation for politiets brutalitet.

Update 4. sept. kl. 13.50: Politiet erkender nu, at de alligevel har optagelser udenfor kirken. Hvad er det man siger indenfor fodbold, når en fodboldspiller foregiver at være udsat for forkert behandling for at vinde en fordel i kampen - kalder man det ikke at filme?

Mens byggeriet er i gang flere steder i Aalborg, har det stået noget sløvere til med nedrivningerne af de forladte bygninger. Ved Sturhs Brygge på østre Havn er naboen til KMDs nyopførte, kunstfærdige skibsarkitektur hen over den gamle tørdok f.eks. en ruin af unik hæslighed, og det har den været længe:



På Lindholm Brygge i Nørresundby, hvor to tårne er opført med luksuslejligheder (omend disse tårne af økonomiske årsager blev til to grå afskyeligheder med dårligt udført håndværk indvendigt), forfalder "Domkirken" - resterne af en gammel kemifabrik, der olmt nidstirrer det nye byggeri i området:



I den virkelige verden fremstår ruinerne med væsentlig mindre magi, end de her viste billeder måske kan give anledning til at tro. De skæmmer landskabet. KMD har i følge nogle af sine ansatte anmodet om en form for afskærmning mod naboruinen, indtil den er blevet fjernet, fordi den er så grim, hvilket dog blev afslået af kommunen.

Men det koster jo penge at fjerne den slags affald, og hvis ikke man vil betale for at fjerne affald, er der kun ét at gøre, nemlig at reklassificere det som noget, der ikke er affald. Således sagt, således gjort, har jeg ladet mig fortælle.

Nogen indså således behændigt, at "domkirken" er en del af Aalborgs vigtige kulturarv. Den forurenende kemifabrik var i mange år en vigtig arbejdsplads. Det er kun rimeligt, at dens synlige efterladenskaber bliver kategoriseret som bevaringsværdigt, mente nogen. Som sideeffekt til dette kulturelle tilbud behøver kemifabrikkens ejer (fond eller grundejer) forresten ikke betale for nedrivningen, og Aalborg kommune kan stå for renovering og vedligehold, så ejerens penge forbliver trygt i kassen. Det samme gør sig efter sigende gældende for den unikke og bevaringsværdige arkitektur i ruinen på Stuhrs Brygge.

Det er selvfølgelig rigtigt, at både "domkirken" på Lindholm Brygge og ruinen på Stuhrs Brygge har været rammer om mange års arbejdsplads, men helt ærligt: Vi kan ikke bevare enhver tudegrim ruin, blot fordi nogle hundrede mennesker har arbejdet der engang i fortiden. Skal også "domkirkens" nabo, den nyligt rømmede Motorola-bygning med dens tilbageblivende lejere, der mildt sagt også hænger med rumpen i bryggens vandskorpe, også efterlades som ruin og dømmes "bevaringsværdig"?

Ruinerne ødelægger bybilledet, og intet bymæssigt kvarter har godt af at fremstå som nedslidt. Riv dem ned, og lad ejerne betale for nedrivningen, så der kan blive ryddet op efter profiteventyrene.

Bertel Haarder (V) bliver som undervisningsminister udsat for lidt af hvert, herunder også praktiske forsøg i fysik. Da han tog et glas vand med op i det Gyldne Tårn i Tivoli, lærte han således lidt om fysikkens love, idet vandet røg ovenud af glasset og ramte ham på vej ned. Forklaringen er simpel for en lærd mand som Bertel Haarder, der også kan henvise til et tilsvarende, historisk forsøg:
Som lærerne nogle gange siger: "Andre bud?"