november 2005 Archives

Det er en polulær men ukorrekt antagelse, at børn ødeløgger ens sexliv. Det gør de ikke. Jo, til en vis grad begrænser børnene det, når den yngste pludselig vågner og vil have udelt opmærksomhed, eller når den ældste braser ind, og med et stort grin spørger med påtaget uskyldighed: "Hvad laver I (fnis)?" Ja, spontaniteten bliver inddæmmet, men børnene ødelægger ikke noget.

Det, som kan ødelægge et sexliv, er at man skal på arbejde. Med to unger i huset, hvor forældrene først får fri til at se hinanden omkring klokken 21 eller 22 om aftenen, er der kun en times fritid til almindelige gøremål, der jo skal gøres. Til den tid er man dødtræt, og eventuel sengegymnastik sker af ren seksuel desperation, eller man kommer til at møde træt på arbejde de næste flere dage. Hvis altså ikke man udnytter børnenes middagslur til en hyggestund i stedet.

Hvis ikke man var tvangsindlagt til at tage på arbejde, ville det ikke være noget problem. En eventuel træthed næste dag kunne klares med en middagslur samtidig med børnene, og der ville være god tid til de gøremål, som man på grund af arbejdet måtte udskyde.

Når man får børn, bliver det mere tydeligt i ens sexliv (og i ens liv som sådan), at man skal på arbejde, men det er urimeligt, at vi skal bilde os ind, at det er børnene, der skal have skylden for, at sexlivet tager skade. Det må da være arbejdet, der skal børe skylden.

Det er med stor ære, at Sæbekassen kan præsentere ingen ringere end Nick fra Den Kedelige Weblog som gæsteskribent. Nick fortæller her om en af de mange ting, der er sket i hans hverdag.

Det gamle brød var blevet tørt og hårdt. Jeg tog derfor surdej fra køleskabet, blandede det med vand, mel, salt og honning og æltede en dej i ti minutter. Om tre timers tid bliver den slået ned, formet til brød og bagt i ovnen. Dernæst regner jeg med at spise den med smør og blåbærmarmelade. Det gamle brød får ænderne.

Universiteterne i Aalborg og Roskilde har længe været en torn i øjet på de liberale politikere, både på grund af universiteternes lidt smårøde skær, og på grund af deres gruppe- og samarbejdsorienterede studieform.

På trods af, at netop denne samarbejdsform er årsagen til, at disse universiteter skaber særligt veludrustede og efterspurgte kandidater, har regeringen valgt at forbyde gruppeeksamen. I følge Ekstra Bladet er Bertel Haarders (V) begrundelse, at:

Han handler imidlertid mod bedre vidende, for han er forlængst blevet gjort opmærksom på, at (1) studerende har allerede i dag ret til enkelteksamen, og (2) karaktererne, der gives ved gruppeeksamenen, er allerede individuelle. Jeg har selv siddet på begge sider af eksamensbordet ved Aalborg Universitet, og kan skrive under på, at karaktererne kan svinge stærkt inden for en enkelt gruppe.

Der er ikke sparet penge ved at kræve enkelteksamener; tværtimod kræver det flere ressourcer, end hvis de studerende kan vurderes på én gang som en gruppe. Endvidere bliver der under en gruppeeksamen vurderet flere væsentlige parametre, end man kan vurdere under en enkelteksamen, såsom den studerendes evne til at bevare overblikket, når der er flere end blot vejleder og censor til stede, samt den studerendes evne til at følge op på andres svar: Altså en "light" udgave af, hvordan den studerende vil reagere i en virkelig situation.

Den fælles projekteksamen motiverer undervejs i projektforløbet de studerende til at samarbejde, fordi alle de studerende kommer til at være ansvarlige for arbejdets kvalitet. Og der bliver bestemt ikke sunget Kumbaya i unversiteternes grupperum. Hvis en studerende i en gruppe er for langsom, for fagligt dårlig eller ikke arbejder ordentligt, kan resten af gruppens reaktion være særdeles brutal, og flere studerende oplever at gå om eller droppe ud, efter at de er blevet smidt ud af en gruppe. Men hvis den fælles eksamen bliver nedlagt, forsvinder motivationen for at være fælles om at lave et godt arbejde. Og det er ellers lige netop denne evne, erhvervslivet sætter højest - endda højere end faglige kompetencer.

Der er ingen rationel grund til at nedllgge gruppeeksamenerne, masser af grunde til at fastholde gruppeeksamenerne, og undervisningsministerens påstand holder ikke vand. Det får regeringens valg til at ligne et ideologisk felttog mod uddannelsesinstitutioner og metoder, der strider mod regeringens ideologi - uagtet at disse uddannelsesinstitutioner og metoder har vist sig at være de bedste.

For nogle år siden holdt Phil Zimmermann et foredrag om forestående muligheder i overvågning, der ville have givet enhver overvågningsliderlig politiker multiple orgasmer. Måske havde Phil Zimmermann lidt mere viden end de fleste, eller også gættede han bare. Paranoiaen lå i hvert fald lige for. Lad mig alligevel puste lidt til ilden med nogle fakta.

En almindelig mobiltelefons samtaler er krypterede, og de individuelle krypteringsnøgler er ikke ligetil at knække. Selv om også algoritmen bag krypteringen holdes hemmelig af mobiloperatørerne, er det alene et juridisk og moralsk problem at lokke algoritmen ud af et telefirma eller en mobiltelefon-fabrikant. I praksis skal man dog stadig knække selve nøglen for at kunne lytte med på en samtale, og det er ikke trivielt. Det betyder, at samtaler i praksis er hemmelige, med mindre man har lytteudstyr, der kan samle en samtale op, og derefter i ro og mag - og med tilstrækkelig regnekraft - kan knække nøglerne og derpå dekryptere samtalerne. Real-time aflytning af en krypteret samtale er kun mulig, når nøglen er knækket, så i praksis er enhver samtale hemmelig, med mindre man er under så stor mistanke, at der bliver kastet store ressourcer efter en.

Eller rettere sagt: Samtalerne er hemmelige, så længe mobiloperatørerne vælger at slå krypteringen til. Det er nemlig en mulighed, der uden videre kan slås fra hos mobiloperatøren. Og hvis nu man beder pænt, så kan det jo være, mobiloperatørerne godt vil se gennem fingrene med kryptering et stykke tid. Når først krypteringen er slået fra, kan man nemt aflytte en samtale.

Uden kryptering kan man også fastslå, hvor mobiltelefonens ejer befinder sig. Et passende lytteudstyr, der kan opfange radiokommunikationen, vil modtage information fra mobiltelefonen og sendemasten, der præcist fortæller, hvor telefonen befinder sig. Når telefonen tændes, eller når personen skifter sendemast (og det går man snildt flere gange under en tur gennem byen), så udveksles blandt andet mobiltelefonens GPS-position. Det betyder, at man med stor præcision kan sætte en nål i landkortet, hvor mobiltelefonens ejer befinder sig. (Hvis kryptering er slået til, kan man i bedste fald finde ud at, hvad telefonens gamle GPS-position var, som jo kan være langt væk; dog kan man vist bestemme, hvilken mast, den nu kommunikerer med, og dermed afhængigt af mastens konfiguration fastslå, hvilken radius på op til ca. 35 km, den befinder sig indenfor.)

Til gengæld vides det ikke umiddelbart, hvilken telefon, man har fanget informationen fra. Det skyldes, at selv om alle telefoner har et unikt ID (deres IMSI-nummer), så får alle telefoner tildelt et tilfældigt, midlertidigt ID (et TMSI-nummer) af mobiloperatøren, blandt andet for at undgå den slags overvågning. Det midlertidige ID bliver også jævnligt skiftet ud. Men det er ikke bombesikkert. Hvis man én gang har fundet ud af, hvilket midlertidige ID, en kendt mobiltelefon har fået, så kan man lytte med, og når den får tildelt et nyt, så ved man jo også, hvad det nye ID er. Man kan med andre ord oprette og opretholde en database med en oversigt over IMSI- vs. TMSI-numre, med mindre man da har adgang til mobiloperatørens samme. (Der er nogle yderligere tekniske finurligheder, herunder information om telefonens gamle GPS-position, men de kan læses, og metoden burde være tydelig nok.)

Vi kan altså i dag med rimelig sikkerhed fastslå en mobiltelefon-brugers position med stor præcision, i hvert fald når vi får mulighed for at lytte med i samtalerne.

Hvis mobiltelefoner ikke er nok, kan dagens teknologi sagtens kombineres med banker og PBS. Du kan forventes at bruge dit Dankort, som er en præcis identifikation af dig. Samtidig er positionen af dankortterminalerne kendt, og de har mig bekendt også et unikt ID, hvorved din position kan fastslås i samme øjeblik, du betaler for din burger på McDonalds.

Enter Google Earth. Her er det tydeligt, at vi i dag kan zoome ganske tæt ind på ganske små detaljer, selv om det ikke er muligt at se personer i detaljer - endnu. Real-time overvågning vil måske også blive muligt en dag, selv om det virker sandsynligt, at en person skal være uforholdsvis suspekt, før en satellits kamera rettes mod denne enkelte person.

Men hvis ikke Google Earths fremtid kan bruges, så er det nemt at sætte fjernstyrede kameraer op på udvalgte poster. I øjeblikket bruges der kameraer af praktiske årsager (f.eks. til trafikovervågning), men rent teknisk er der jo ingen forskel på, hvad man bruger kameraerne til. Billedgenkendelse er stadig så usikker, at denne teknologi næppe kan bruges som overvågning, idet jeg gætter på, at kravene til beregningskapacitet er for store, hvis man skal identificere en helt tilfældig person i et kamera i real-time. Men med kraftig kraftig hjælp, såsom udpegning af bestemte mål ud fra deres GPS-position, bliver bestemte personers sandsynlighed øget betragteligt, hvorefter den primære opgave bliver target tracking frem for identifikation. Efterhånden som billedgenkendelse bliver bedre, og den nødvendige regnekraft mere tilgængelig, vil teknologien sandsynligvis i overskuelig fremtid kunne få strategisk anbragte kameraer til at følge dig rundt i byen med nysgerrige og automatiserede øjne.

Hvis nogen gik og troede, at terrorbekæmpelsen ikke var motiveret af økonomiske interesser, så tro om. Firmaer som Sony, BMG, Disney og EMI har i et brev til Europaparlamentet forlangt, at de aktuelle terrorlove udvides, så de ikke blot bruges til at afdække terrorisme og organiseret kriminalitet, men at terrorlovgivningen også skal indbefatte fildeling.

Eller sagt på en anden måde: Hvis du downloader en MP3-fil fra en person, der deler sin musik, så mener Sony et. al., er du er terrorist. Hvis det lyder for vanvittigt, så er alternativet ikke meget mere betryggende: Nemlig at terrorlovgivningen ikke er motiveret at terror, men at terrorfrygten blot bruges som en fiks undskyldning for at overvåge af økonomiske og måske til dels ideologiske interesser.

Netop den sidste mulighed, nemlig at terror benyttes som påskud for overvågning, er meget oplagt, idet forslaget selvfølgelig ikke standser ved fildeling:

står der i et brev rettet til repræsentanter for Europaparlamentet fra Creative and Media Business Alliance, der er en lobbygruppe for film- og musikbranchen.

Når frihed ses som terror, og terrorbekæmpelse handler om at begrænse vores frihed, så kald mig bare terrorist.

(Spottet af Midtimorten.)

"Vask din mund med sæbe", er talrige børn blevet advaret, og selv i dag går TV- og radiostationer en dyd ud af at holde antallet af bandeord på et absolut minimum, når de forbudte ord da ikke ligefrem bruges målrettet til at appellere til en bestemt målgruppe. Ikke mindst kulturens og moralens hævdere finder det vigtigt, at bandeordene bliver brugt i yderst behersket grad.

Valget af kraftudtryk varierer fra kultur til kultur. I nogle kulturer henter man udtrykkene fra det seksuelle domæne, mens andre kulturer henter dem fra det religiøse domæne. Især udtryk, der henviser til kropslige funktioner, har været en succes, hvilket sikkert hænger sammen med, at kroppen i langt højere grad er en uregerlig størrelse, end man helst vil stå ved, og derfor repræsenterer noget, man helst ikke vil tænke over - altså tabu.

Men forskere i sprog og psykologien bag kraftudtrykkene forstår ikke, hvilken mystisk model for sproglig renhed, disse kritikere af det farverige sprog søtter sig til. Ifølge forskerne er det yderst menneskeligt og universelt at bande, fortæller NY Times. I enhver kultur og i enhver dialekt findes der kraftudtryk, der er belagt med en vis tabu.

Visse forskere ser kraftudtrykkene som så dybtliggende i menneskets arkitektur, at de ligefrem siger noget om hjernens arkitektur. Måske viser kraftudtrykkene en vej mellem de mere "begavede" og sent udviklede dele af hjernen, og den "dyriske" og tidlige hjerne. I hvert fald ser kraftudtrykkene ud til at være en blanding af begge dele, for når en person bander af en anden, er det en blanding af spontan følelse og en nøje vurdering: Den bandende person slynger ikke bare tilfældige kraftudtryk ud, men bruger i stedet kraftudtryk på en måde, så de "ukontrollerede følelser" passer bedst muligt på modtageren.

Andre forskere har undersøgt, hvordan et kraftudtryk modtages. Det viser sig, at netop tabubelagte obskøniteter giver en særlig kraftig reaktion, og at det kan være svært at ryste reaktionen af sig igen.

Men kraftudtryk bruges ikke blot som angreb. De kan også bruges til at slappe af med, så i visse situationer kan en strøm af eder og forbandelser ligefrem indikere, at man har det godt. Hvis man er sammen med en gruppe venner, så bander man mere, jo mere afslappet, man er. (Det forklarer sikkert, hvorfor jeg og mine venner hurtigt kommer til at tale, så garvede havnearbejdere ville få røde ører.)

Som en slags mellemvej kan kraftudtryk også bruges til at lukke agressioner ud, så man undgår en fysisk og voldelig konfrontation. Hos chimpanse, der udtrykker noget, der i menneskelige sammenhænge ville tolkes som en bandekonkurrence, har abernes opførsel til hensigt at lave truende gesturer, og det er gode tegn. En chimpanse, der oprigtigt ønsker en kamp, spilder ikke tid og kræfter på at gestikulere, men går slet og ret til angreb. Analogien kan sagtens overføres til mennesker; en person, der er for vred til at true, og blot tager pistolen frem og skyder, er langt farligere end personen, der truer først.

ed en venlig hilsen til PET og overvågningsliderlige politikere har jeg lagt min offentlige PGP/GPG-nøgle ind på denne side.

/var/blog/messages har lavet en glimrende brugsanvisning til PGP/GPG.

På Nadia Louise Kristensens blog, Den amputerede velfærdsstat, er den politiske profil i humanitære spørgsmål ganske tydelig: Venstreflæjen stætter op om at hjllpe den enorme gruppe mennesker i Danmark, der lider af psykiske sygdomme såsom depression, mens højrefløjen er ligeglad.

Man kan på sin vis undre sig over, at højrefløjens "erhvervslivets penge er vigtigere end samfundets mennesker"-apologetikere ikke alligevel kunne være interesserede i at støtte disse mennesker. Ud over, at den sygdomsramte i større eller mindre grad mister sin erhvervsduelighed, bliver også pårørende til folk med depression (og sandsynligvis andre lidelser) ramt af sygdommen. En depression kan nemt fjerne enhver energi fra en person, og i et hjem med børn og pligter er der brug for alt det overskud, man kan spare op. Hvis f.eks. den ene af to voksne i sådan en familie er deprimeret, "smitter" det hurtigt til den anden voksne, der i praksis kommer til at lave to mands arbejde, samtidig med at vedkommende skal tage hensyn til den deprimerede. Dette går ud over den raskes arbejde, og eventuelle børn bliver næppe nemmere at have med at gøre i diverse institutioner, hvor de dermed også kan kræve ekstra opmærksomhed fra pædagogerne.

Udgifterne til behandling af mennesker med psykiske lidelser er derfor ikke isoleret til behandlingen selv, men skal også ses som "opportunity cost" for både de direkte berørte og de indirekte berørte.

Sådanne økonomiske betragtninger burde ved første øjekast få selv højrefløjens antihumanitære pengeforkæmpere til at indse, at det er muligt at det er muligt at spare penge på humanitære udgifter, også selv om man kommer til at hjælpe nogle mennesker undervejs. Højrefløjen mener jo, at det er erhvervslivet og konkurrencen, der definerer sandheden, og det lyder jo også besnærende, at erhvervslivet vil jo spare penge på, at deres arbejdere er effektive. Der er bare et lille men: Erhvervslivet har i de fleste beskæftigelser mulighed for at få fat i andre arbejdere. Hvis en arbejder bliver ineffektiv, så finder erhvervslivet bare en anden, og er dermed slet ikke motiveret for at hjælpe de mennesker, der lider af psykiske sygdomme. Økonomisk konkurrencetænkning hjælper ikke de mennesker, der har brug for hjælp - de bliver bare ignoreret.

Mellem en fjerdedel og en trediedel af briterne mener, at kvinder selv er ude om det, hvis de bliver voldtaget, skriver Ekstra Bladet. Amnesty International mener, at det er chokerende, at så mange lægger skylden over på ofrene.

Om det virkelig er kvindernes skyld eller ej må efter min mening til dels komme an på en vurdering af begrebet "skyld". Hvis en forretningsdrivende lader kassen stå åben, mens han går ud i baglokalet, er det så kundens skyld, hvis kunden snupper en seddel fra kassen? Ja, selvfølgelig er det kunden, der begår ulovligheden, ingen tvivl om det. Men spørgsmålet rejser sig, om ikke den forretningsdrivende fristede en svag sjæl mere end nødvendigt. Den forretningsdrivende satte i det mindste kundens moral (eller frygt for at blive pågrebet) på en prøve. Nok er den forretningsdrivende ikke dermed skyldig, men det virker samtidig lidt forkert at hævde, at han er helt uskyldig. Som minimum må man acceptere, at han burde vide bedre.

Man kan vel roligt tillade sig at sige, at hvis en kvinde klæder sig sexet på, så vil en stor gruppe mænd sætte pris på hendes valg af tøj. Og man kan vel også roligt antage, at nogle af disse mænd har svært ved at styre sig. Skulle disse mænd forgribe sig, er det ganske vist ikke de letpåklædte kvinder, der begår overgrebet, men der findes situationer, hvor kvinderne måske burde vide bedre.

Det er slet ikke et udtryk for, at det dermed er acceptabelt. Omvendt nytter det ikke at lukke øjnene for, at visse situationer kan undgås, uanset hvor forkerte de er. Hvis jeg går ud i Aalborgs værste kvarterer en mørk nat og ligner en million, så bør jeg forvente problemer af samme karakter, som Bruce Willis blev stillet i udsigt, da han i "Die Hard" gik tur i Harlem med et skilt på ryggen, hvor der stod "I hate niggers".

Jeg har ladet mig fortælle, at da en kvinde i week-enden blev voldtaget i Aalborg, prøvede hun at tigge sig til smøger foran "Fedtebrød", der ikke just er kendt som de pæneste menneskers tilholdssted, og som ligger på en del af Østerbro, hvor man bør være på vagt, hvis man er af hankån, og hvor det bestemt ikke er sikkert at være enlig kvinde. Selv om kvinden næppe kan siges at være skyldig i voldtægten, så ville det samtidig være naivt at påstå, at hun ville være i sikkerhed det pågældende sted. Med fare for at lyde lidt kynisk, så burde hun have vidst bedre end at bumme smøger hos forbipasserende det pågældende sted.

En ting er at være uskyldig i voldtægt. En anden ting er at udsætte sig selv for unødig fare. Voldtægter sker, uanset om den slags er acceptabelt eller ej. Det er ærgerligt, at en letpåklædt kvinde ikke kan færdes, hvor hun vil, men så længe der er risiko for voldtægt, så påligger det desværre disse kvinder at være påpasselige med, hvor de befinder sig. Langt fra alle situationer kan undgås, men nogle af dem kan.

Jeg vil helst væk fra en diskussion om skyldsspørgsmål. Voldtægtsforbrydere bliver efter min mening ikke mindre skyldige af, at deres offer er lettilgængeligt. Men i nogle situationer, hvor de potentielle ofre udviser lidt omtanke, kan forbrydelsen helt undgås - og det må vel mere væsentligt end at diskutere skyld.

Livet er som tennis: Man skal ikke lægge op til smash.

Institut for Konjunkturanalyse har for nogle år siden analyseret Dansk Folkepartis succes, og svaret er iøjnefaldende: Dansk Folkeparti repræsenterer den dumme og paranoide del af befolkningen. Hvis du er dårligt uddannet og føler dig magtesløs, så sætter du kryds ved Dumt Dansk Folkeparti.

Nogle af os andre har nok haft en mistanke om dette forhold ud fra det, vi har set og hørt til Dansk Folkeparti og deres sympatisører. Men der er altså også tal på forholdet. I en måling på de forhold, som giver befolkningen anledning til bekymring, skiller Dansk Folkepartis vælgere sig markant ud ved at være langt mere bekymrede end resten af landets befolkning. Eller som nogen af os plejer at sige: De er paranoide. Især i spørgsmlet om flygtninge og indvandrere er Dansk Folkepartis vælgere langt mere bange end resten af landets befolkning. No shit, Sherlock, men det er da godt at få nogle tal på bordet, så vi har andet end blot anekdotisk bevisførelse at bygge på, når vi kalder Dansk Folkeparti for en flok fremmedhadere med lav selvværdsfølelse.

Samtidig viser det sig, at Dansk Folkepartis støtter i sandhed er "den lille mand", som har dårligere økonomi end gennemsnittet. Mens 40% af den danske befolkning har mindst en gymnasieuddannelse bag sig, brillerer Dansk Folkeparti med en meget lavere repræsentation, idet kun 20% af Dansk Folkepartis vælgere har mere end Folkeskolen bag sig. Eller som visse af os andre ville have sagt: De er dummere end resten. No shit again, Sherlock, men det er da interessant nok således at vide, hvor meget dummere, de er.

Jeg gætter på, at der er sammenhæng mellem højrefløjspolitik og tilslutningen til Dansk Folkeparti. Skellet mellem rig og fattig øges, og de fattigste vil for alvor mærke, at deres livsgrundlag er truet. I angst stemmer de på et parti, der spiller på netop deres frygt, nemlig Dansk Folkeparti. Og ironisk nok er det via Dansk Folkepartis støtte til de borgerlige partier med til at styrke den selvsamme regering, som sætter vælgerne i den situation. Det er en ond cirkel, og man kan kun gisne om, hvorvidt regeringen bruger det som en bevidst strategi.

Én ting ville jeg savne, hvis al religion kunne elimineres fra det offentlige rum: Helligdagene. Eller fridagene, som de er for mig. En sekulær ateistisk stat bør som mindstemål tilbyde nogle af de ting, som er attraktive ved religiøse traditioner, ikke mindst den meget materialistiske praksis (som jo ikke nødvendigvis betyder en økonomisk praksis), som en fridag repræsenterer.

Det burde være en smal sag at oprette et antal fridage, men det er ikke nok, for de eksisterende helligdage vedligeholder en tradition, der går ud på at definere en identitet og dermed en kultur. Desværre kan jeg ikke rigtig komme i tanke om nogle fornuftige profanitetsdage som modvægt til de velkendte helligdage.

Jævndøgn og solhverv markerer måske en form for naturens gang, men helt ærligt: Det er vel kun bønder og nogle få tree-huggers, der kan være interesserede i den slags. Man kunne også fejre ens fødselsdag, men det bliver nok lidt svært at harmonisere det til én dag om året uden at støde de ca. 99,7% af befolkningen, der ikke har fødselsdag den pågældende dag.

Jeg tror, at profanitetsdage vil få størst succes, hvis de enten kan vinde forretningernes gunst (såsom Halloween, der kan give klejner i legetøjsbutikkernes kasser), eller hvis de bliver lagt sammen med de eksisterende helligdage. De sidste adskillige år har vi fejret Halloween, idet vi bevidst har tillagt Halloween en specifik betydning, der bekræfter vore holdninger. I 2005 tilføjede vi en mere uddybet ceremoni.

Juleaften slipper vi nok ikke af med, men måske kan den godt vendes til noget fornuftigt, hvor man spinder lidt mere på historierne om træet, der symboliserer noget stadigt grønt og levende i en mørk og kold vinter. Påsken bliver nok temmelig svær at oversætte til noget fornuftigt, med mindre man da gerne vil fejre historien om, at Jesus blev klynget op, og at de kristne ville have godt af at følge Jesus' eksempel. Begge dele virker bare lidt tyndt, og de adskillige efterfølgende helligdage kan nok ikke rigtig forsvares.

Man kunne måske fejre nogle af de store opdagelser vel vidende, at kun de færreste traditioner ville vare århundreder på den måde. Desværre ville dette ødelægge selve traditionernes kulturelle styrke.

Jeg tror, vi er nødt til at ændre de eksisterende traditioner, hvis vi skal slippe af med den religiøse institutionalisering, vi gennemgår. Men det skal samtidig ske sådan, at vi kan tilbyde noget, der i samme grad tiltaler folks følelser og såkaldte "åndsliv", for ellers bliver de ved det gamle.

Men jeg er desværre blank - jeg aner ikke, hvad der skal tilbydes af meningsfuldhed. Personligt kan jeg fejre, at vi er "kaosfødte", og jeg ser meningen i meningsløsheden, men folk, der føler sig mest trygge ved at tro, at der er "orden" i det hele, vil sikkert blot blive skræmt væk af ceremonier, der fejrer det grænseløse mørke, hvor destruktion og konstruktion er hinandens årsag og virkning i et spil uden regler.

Jeg må desværre støtte mig delvist til en hukommelse, der på det tidspunkt var langt mere optaget af det modsatte køn end af verdenssituationen, så måske er der nogle unøjagtigheder.

Krigen mellem Iran og Irak, der havde sine rødder i Iraks misundelse over Irans oliefelter, var slut. USA havde helhjertet støttet Irak i konflikten. Men aldrig var krigen overstået, før der dukkede billeder op fra Irak, hvor det irakiske regime havde begået en massakre med kemiske våben mod det kurdiske mindretal.

Den velvilje, Irak var blevet mødt med af den vestlige verdens propagandaapparat, vendte på en tallerken. Ikke blot angrebet på kurderne blev der taget afstand fra; efter krigen fordømte FN Iraks brug af kemiske våben mod Iran under krigen. George W. Bush henviste til disse kemiske våben som udgangspunkt for USAs angreb på Irak 15 år senere:

Når det netop var Iraks brug af kemiske våben, der (officielt) fik USA til at invadere landet med støtte fra bl.a. den danske regering, giver det en lidt dårlig smag i munden, når det viser sig, at USA selv bruger kemiske våben i krigen. Det er den slags metoder, Danmark støtter, når vi deltager i krigen. Vores tropper skal trækkes hjem, og det kan ikke gå hurtigt nok!

Med vanlig sans for at skyde skylden på andre har Venstres Søren Pind, der tabte stort i valgkampen, nu anklaget Louise Frevert for at være årsagen til, at vælgerne ikke kunne lide ham. Hendes kontroversielle udtalelser bevirkede, at "al snak om en borgerlig-liberal konstituering i bredeste forstand [var] umuliggjort", siger Søren Pind.

Det er for det første ikke sikkert, at det overhovedet passer, for Louise Frevert gik mig bekendt ikke tilbage, da hendes ekstreme racisme blev blotlagt.

For det andet afslører Søren Pind, at hvis bare Louise Frevert havde holdt en lidt mere diplomatisk tone i hendes formulering af Dansk Folkepartis politik, ville Venstre ikke have haft et problem med Dansk Folkeparti, og Søren Pind ville gladeligt have samarbejdet med Dansk Folkeparti. Venstres samarbejde med Dansk Folkeparti er således ikke hindret af Dansk Folkepartis hadefulde og paranoide politik, men af deres klare udmeldinger.

Med udgangspunkt i de mere eller mindre seriøse navne, der er optrådt i den seneste valgdeltagelse, bringer Sæbekassen her en oversigt over liste-navne, der endnu ikke er optaget. Hvis du har en politiker i maven, men mangler et partinavn, så er der stadig en lang liste at tage af:

• Nihilisten - for dem, der ikke vil stemme.
• Blacklisten - for dem, der hører norsk metalmusik.
• Individualisten - for egoister.
• Hitlisten - for folk, der vil slå fra sig.
• Eksistentialisten - for dem, der er til stede.
• Realisten - for dem over 45, der fik realen med.
• Finalisten - for dem, der ikke kan klare mere.
• Fatalisten - for dem, der ikke kunne klare mere.
• Spiritualisten - for drukkenbolte.
• Totalisten - for dem, der vil have total magt.
• Holisten - for kærester til rapmusikere.
• Fodlisten - for dem, der føler sig trådt på.
• Bilisten - for dem, der ikke kan vælge side.
• Minimalisten - for dem, der har fået nok.
• Semifinalisten - for dem, der næsten ikke kan klare mere.
• Journalisten - for dem, der er nysgerrige.
• Kapitalisten - for dem, der går ind for capital punishment.
• Idealisten - for folk med for nye ideer.
• Solisten - for grimme kvinder.
• Alkoholisten - for kærester til rapmusikere, der har et alkoholproblem.
• Fænomenalisten - for dem, der ikke kan blive bedre.
• Stylisten - for dem, der går til yderligheder.
• Vokalisten - for dem, der virkelig vil bruge deres stemme.
• Surrealisten - for dem, der er lidt virkelighedsfjerne.
• Toplisten - for kvinder med gode fortrin.
• Blisten - for dem, der får knopper af politik.

"Vi blev fejlciteret af antiracistiske terrorsympatisører", siger politichef.

Ritzau, d. 15/11 2005 - Politiet undskylder sine udtalelser om Louise Freverts politiske modstandere, men nægter at have ladet Louise Frevert slippe for tiltale på grund af politiets enighed med de racistiske tekster på hendes hjemmeside.

"Vi har ikke nogen personlige holdninger til Louise Freverts forståelse for, hvad der er nødvendigt at gøre for at undgå, at den islamiske kræft spreder sig og ødelægger vores samfund, og har aldrig haft det", siger chefen for efterforskningsgruppen, der appellerer til, at man i en eventuel genoptagelse af sagen ikke konkluderer, at Freverts politik skulle være støttet af politiets efterforskere. Politichefen mener, at udtalelserne om hendes modstandere er taget uden for rette sammenhæng.

Politiets afvisning af en retsforfølgelse af Louise Frevert, hvor politiet blandt andet sammenlignede anmelderne med forkælede børn og omtalte anmeldernes grupperinger som terrorsympatiserende grupper af halvkriminelle landsforrædere, har skabt vrede host venstrefløjen. Hos Minoritetspartiet har Rune Engelbreth især taget afstand fra politiets udtalelse til Jyllands Posten, hvor politiet siger, at "Freverts politik sikrer den danskhed, vi arbejder for ... uden folk som hende ville vi være overløbet af fejlfarver og terrorsympatisører".

"Det er et tydeligt faresignal, når vi hører den slags udtalelser fra politiet", advarer Rune Engelbreth.

En presset chef for efterforskningsgruppen erkender, at Rune Engelbreth har ret. "Da jeg brugte udtrykket 'fejlfarver', mente jeg selvfølgelig ikke, at Louise Frevert er racist, men blot at det er folk med anden hudfarve, der truer vores eksistens", forklarer politichefen.

Både Minoritetspartiet, Enhedslisten og SF har forlangt, at politichefen træder tilbage, idet de henviser til tidligere sager, hvor politiet har afvist at efterforske sager anmeldt af venstrefløjen med den begrundelse, at anmeldelserne kom fra venstrefløjen mod et af Dansk Folkepartis medlemmer. Alligevel lover politichefen at genoptage sagen, idet han fremover lover at afholde sig fra offentlige kommentarer, uanset om de måtte være nedsættende eller ej.

"Jeg vil gerne gøre, hvad der måtte være nødvendigt, hvis det kan bevise, at politiet ikke lader sig påvirke af en hetz fra samfundsfjendtlige svin mod uskyldige, hvide danskere", siger politichefen.

Det seneste folketingsvalg viste med al tydelighed, at en stemme på de Konservative eller Venstre i praksis gik til Dansk Folkeparti. En stemme på V eller K er en stemme på Pia Kjærsgaard! Så selv hvis du er enig med V eller K, så vis alligevel lidt hensyn og undlad at støtte Dansk Folkepartis racistiske dagsorden med en stemme på disse partier.

(Jeg noterer lige for god ordens skyld, at det selvfølgelig ikke er Pia Kjærsgaard selv, der kommer til at sidde på alle kommunernes taburetter - men det er hendes og Dansk Folkepartis politik, der bliver gennemført, når en kandidat fra de Konservative eller Venstre får en plads.)

For en ikke-satirisk kommentar til den foreslåede Indfødsretstest, se her.

Dansk Folkepartis præstestyre har fremsat forslag om, at en multiple-choice test ikke er nok for at vurdere, om en potentiel indvandrer skal have statsborgerskab. I stedet ønsker Søren Krarup, at de skal bestå en kvalitativ test, f.eks. ved at skrive en stil.

I et kompromis med regeringen er Dansk Folkeparti gået med til en afkrydsningstest, som ikke er en multiple-choice test, men hvor man på en skala vurderer personens enighed i danske værdier, som vil lede til den endelige afgørelse, om personen egner sig som dansk statsborger. Testen vil i første omgang bliver givet til nye statsborgere, men det er planen, at alle danskere i løbet af det næste årti skal gennemføre testen med henblik på en revurdering af deres statsborgerskab.

Sæbekassens udsendte på Christiansborg har fået fingrene i testen, der ser ud som følger:

Tæl sammen, idet du giver 1 point for hvert A, 2 points for hvert B, 3 points for hvert C, og 5 points for hvert D. Se herefter resultatet nedenfor:

8 - 11 points: Du er sortsmusket og terrorist, og har ingen forståelse for menneskelige værdier, som kun findes i Danmark. Du skal sendes tilbage til et sted, hvor du bliver skudt.

12 - 19 points: Du er sikkert sortsmusket, og enten venstrefløjsekstremist eller terrorist, hvilket i øvrigt er det samme, og har ingen forståelse for menneskelige værdier, som kun findes i Danmark. Du skal sendes tilbage til et sted, hvor du bliver skudt.

20 - 36 points: Du er sikkert sortsmusket, og hvis ikke du er venstrefløjsekstremist eller terrorist, så sympatiserer du så meget med dem, at det kan være det samme. Du har ingen forståelse for menneskelige værdier, som kun findes i Danmark. Du vil blive sat i et fængsel i Rusland, indtil du er i stand til at tage testen med et bedre resultat.

37 - 40 points: Du er, eller har gode chancer for at blive, en god dansker. Du har forstået, hvad vi ønsker om Danmark, og kan blive statsborger, såfremt du skriver under på tro og love, at du aldrig vil modsige Dansk Folkeparti eller udføre anden samfundsfjendtlig aktivitet.

På sin vis kan jeg godt følge de religiøse ekstremister, der hævder, at ateister ikke har noget følelsesliv. Men selvfølgelig kun med en vis tolkning, og kun noget af vejen.

De fleste religioner, herunder også f.eks. kristendommen, er både positivt og negativt defineret. Kristendommen er positivt defineret, når den siger noget om, hvad dens følgere er for nogen størrelser, og hvad de går ind for. Men kristendommen er også negativt defineret, når den bygger på, hvad den ikke er; f.eks. høres det ofte for tiden, at kristendommen ikke er som Islam, og forskellige kristne grupper har også travlt med at forklare, hvordan de ikke er som de andre kristne grupper. Både den positive del og den negative definition indebærer en moralsk stillingtagen til, hvad man går ind for, og hvad man ikke går ind for.

Det ligger i ateismen, at den kun er negativt defineret. Den afviser eksistensen af guder, men der er ingen forklaring på, hvad ateismen er til gengæld. Ateisme betyder kun, at man ikke tror på guder. Moralske spørgsmål er ikke dækket af ateismen. Som "bevægelse" har den ikke noget samlingspunkt - man laver jo heller ikke en bevægelse eller en forening med det ene formål, at man ikke samler på frimærker.

Ateismen har kort sagt ikke noget specielt at tilbyde, og det er oplagt at konkludere, at hvis ikke ateismen kan tilbyde nogen moral, så er det i hvert fald ikke ateismen selv, der bidrager med moralen. Moralen skal nødvendigvis komme et sted fra, som med ateismens definition ikke dækkes af ateismen selv. Fra såvel et religiøst som et ateistisk synspunkt kan man endda være tilbøjelig til at opfatte ateismens negative definition med sin afvisning af guder som noget, der nødvendigvis må afvise den gudsgivne moral.

Så i den hypotetiske situation, hvor ateismen stod helt alene, så ville ateismen faktisk være uden moral, og der ville næppe kunne eksistere et samfund uden disse underforståede regler for opførsel. Dermed kan man sige, at de forskellige religiøse anklager om, at ateister ikke har nogen moral, kan siges at være rigtig.

Fejlen er selvfølgelig, at selv om ateismen ikke i sig selv tilbyder en speciel etisk eller moralsk stillingstagen, så eksisterer ateismen ikke som en isoleret størrelse, og ateismen afviser heller ikke etik eller moral. Ateisme kan således godt indeholde både kristen moral og andre former for moral, selv hvis de pågældende moralske holdninger dybest set bygger på en verdensopfattelse, der involverer guder. Rent historisk opstod den moderne ateisme, mens der var udbredt tro på guder (og sådan er det stadig), og har således på sin vis overtaget den moral, som eksisterede i samfundet. Jeg plejer at sige det sådan, at selv om ateister ikke tror på guder, så opfører de fleste ateister sig, som om de gjorde.

Ateister sidder således med en lidt kilden opgave, for hvis de skal tage konsekvensen af, at der ikke findes en gud, er de i det mindste nødt til at finde en god forklaring på, hvorfor den eksisterende moral er acceptabel. At moralen er acceptabel, fordi dens oprindelse skyldes, at der er mange mennesker, der tror på den pågældende gud, er ikke noget særlig godt argument.

I praksis vælger ateister, der konfronteres med spørgsmålet, som regel en af to muligheder. Den ene er en noget ureflekteret idé om, at man bare følger en "naturligt opstående" moral - hvor de desværre overser den fine detalje, at den moral, der opfattes som mest naturlig, er den moral, man er blevet opdraget til at følge af ens overvejende kristne forældre. Den anden mulighed er, at ateisterne afviser guderne og i stedet tager udgangspunkt i mennesket, dvs. man tager en sekulær humanistisk indgangsvinkel, eller f.eks. låner sig op af objektivismen.

I James Clavells roman "Shogun" bliver den strandede kaptajn John Blackthorne sat i samtale med den militære leder i det feudale Japan. Her forklarede Blackthorne, at de havde gjorde oprør i hans hjemland. Til den militære leders udbrud om, at et oprør ikke kan forsvares, måtte Blackthorne sig ham halvt imod: "Nej - med mindre man vinder!".

En sådan udtalelse kombineret med Blackthornes øvrige opførsel ville under normale omstændigheder nok have kostet Blackthorne hovedet i datidens Japan, men i bogen høster det anerkendelse hos den militære leder.

Det er som regel sejrherrerne, der skriver historiebøgerne, og enhver modstand mod overmagten i et land bliver da også opfattet som fjendtligt oprør, indtil overmagten taber. I 1940'ernes Danmark ville de danske "frihedskæmpere" med moderne udtryk være blevet kaldt "terrorister" af overmagten, og det afhang i stor stil af, hvilken side, man var på, om man brød sig om disse terrorister. Pointen er selvfølgelig, at et oprør kan forsvares med samme ret, som det kan fordømmes. Det angrebne folk i Irak og deres sympatisører er i samme ret til at udøve sabotage og likvideringer mod overmagten, som frihedskæmperne i Danmark. Som angribende part er det en risiko, man må regne med, og som man har accepteret, når man vælger at angribe, med mindre man da er snotdum.

Det burde også stå klart for enhver, at den ekstreme fjendtlighed mod de danskere, der er af ikke-dansk etnicitet (herunder indvandrere for to-tre generationer siden), som regeringen og desværre en væsentlig del af den danske befolkning udviser, nødvendigvis må få disse danskere til at føle sig stærkt pressede. Det er kun rimeligt, at de kæmper tilbage, hvis de føler sig pressede nok, og eftersom de ikke har de samme våben som den danske statsmagt, må de ty til de metoder, de nu engang kan bruge: Frygt og kaos. Ingen kan vide sig sikker for, hvornår der en bombe sprænges i et fyldt indkøbscenter. Terror betyder frygt. Hvis ikke man kan vinde en kamp med våben, kan man bruge metoder, som selv den største våbenmagt må stå magtesløs overfor, indtil overmagtens befolkning er fanget i en så dyb og vedholdende frygt, at man er nødt til at gøre noget. Alternativet er, at den "beskyttende" statsmagt holder sit eget folk i et så totalitært jerngreb, at enhver frihed er berøvet.

Støtter jeg terror? Nej - men jeg forstår motivationen.

Skulle et parti som Dansk Folkeparti komme til at sidde i regeringen, vil jeg få meget svært ved at forsvare min modstand mod terrorisme. De kæmper for, at folk som jeg skal have frataget mine børn, fordi jeg ikke lever efter deres fundamentalistiske præstestyres "gode kristne principper" - hvordan skulle jeg dog kunne acceptere, at de fik magt som de har agt? Skulle Dansk Folkeparti komme til at sidde i regeringen, ville jeg bifalde ethvert væbnet angreb mod Christiansborg. Allerede i dag, hvor Dansk Folkeparti har en enorm indflydelse på regeringens beslutninger, og ofte udgør dens parlamentariske grundlag, er jeg forstående overfor mere end blot verbal modstand.

"Jamen det strider da mod demokratiske principper", kan jeg allerede nu høre folk sige om min holdning. Og hvad så? Den eneste forskel på Dansk Folkeparti og datidens nazister er, at Dansk Folkeparti ikke har de visioner om folkeligt samarbejde, der skulle lede til et succesrigt tusindårsrige, som Hitler havde. Hvis man kan finde positive sider ved nazismen, så er forskellen på nazisme og Dansk Folkepartis politik, at nazismens positive indslag er totalt fraværende hos Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti har ikke en skid interesse i demokratiske principper, og sætter sig gladeligt ud over dem til fordel for ønsker om totalitære metoder med internering og likvidering af politiske modstandere og jøder arabere. Et parti, der selv ønsker at tilsidesætte almindelig retsbeskyttelse, kan ikke samtidig kræve den samme beskyttelse.

Dansk Folkeparti holder sig ikke tilbage for at skyde med spredehagl, når de ser den mindste mulighed, og har kun fortjent samme behandling. Der er ikke plads til dårlig samvittighed over de skader, man måtte forvolde Dansk Folkeparti. Der er ikke plads til idealistisme om at være bedre end deres niveau. Move over, Gandhi: Hvad angår angreb på Dansk Folkeparti er jagtsæsonen åben.

Jeg vil gerne sige tusind tak til den danske Folkekirke, fordi den støtter grupper som de, der har udgivet den fantastiske pjece om, hvordan de elsker homoseksuelle så meget, at de vil hjælpe dem.

Som tidligere homoseksuel vil jeg gerne udtrykke min dybtfølte tak ved at fortælle alle om, hvordan mit medlemsskab af Folkekirken og min tro på Jesus som min frelser har lært mig, at min homoseksualitet var en vederstyggelighed og en synd, som Jesus min Frelser har erstattet af kærlighed til Jesus.

I hele min gymnasietid havde jeg hemmeligt kigget efter mine mandlige klassekammerater, også selv om jeg vidste, at Guds ord i Bibelen dermed gjorde mig syndig. Men en dag, hvor jeg var dybt fortvivlet efter at have set en af de flotteste drenge kysse en pige, skete miraklet. Jeg var alene hjemme, og havde læst den flotte pjece om homoseksualitet. Jeg var i færd med at trøste mig en sidste gang med den største agurk, jeg kunne finde i køkkenet, da jeg pludselig så Jesus i et syn for mig.

I al sin herlighed så jeg Jesus med korset for mig. Han var helt, som jeg hidtil havde forestillet mig ham, når jeg gav min fantasi frit løb. Ham var iført et lille lændeklæde og havde striber på ryggen, hvor han havde fået pisk. Da jeg alligevel tvivlede, strakte Jesus sine hænder frem og viste mig sine huller.

Jeg sank på knæ foran Jesus, der lagde en hånd på mit hovede og trak mig ind til ham. Jeg mærkede hans herlighed mod mit ansigt, og Jesus sagde, jeg skulle åbne op for hans kærlighed.

Først holdt jeg igen af frygt og følte en kvælende fornemmelse. Men så sagde Jesus igen til mig, at jeg skulle slappe af og åbne op for hans kærlighed, og jeg lukkede øjnene og mærkede hans varme.

Jeg kunne ikke tale, før Jesus trak sig tilbage og gik rundt om mig. Jeg følte mig helt øm i halsen, men kunne alligevel mumle en bøn om, at Jesus ville trænge ind i mig, og jeg tryglede om at blive naglet som Jesus var blevet det for så mange år siden.

Med en myndig men kærlig stemme kommanderede Jesus, at jeg tilhørte ham, og at jeg skulle være hans nye discipel, der skulle følge hans befalinger. Han fortalte mig om et kodeord, som vi havde til fælles, og kodeordet var "Gud".

Jeg mærkede Jesus komme op i mig, hvor han fyldte mig helt ud, og jeg var nær ekstase, da han fyldte mig med Helligånden.

Jeg vidste, at Jesus ville elske mig til døden, men at det ville være mit eget valg, og jeg gispede, at jeg nu ville lære andre mænd i min situation om Jesu kærlighed. Han smilede og fortalte, at hans arbejde nu var gjort, og at han ønskede at samle en stor flok af min slags, som en dag kunne mødes i Paradis.

Jesus har ikke vist sig for mig siden, men jeg har plantet en rank palme, hvis dadler altid vil minde mig om hans ord og gerning. Jesus er manden i mit liv nu, og jeg vil lade mig bruge af ham, som han ønsker.

Jeg vil derfor igen takke Folkekirken og dens grupper, for takket være dem og deres nye hæfte, der fik Jesus til at vise mig min kærlighed, har jeg aldrig mere haft homofile tanker.

Det kan godt være, at TV2 begår nogle pinlige fejl, men det er fejl, der passer vældig godt ind i højrefløjens kram. Så måske er det i virkeligheden fraværet af tilsvarende fejl i DR, der får højreekstremisterne til at udråbe DR som rød. Nok tager TV2 fejl, men i højreekstremisternes øjne kunne det have været rigtigt, og så er det jo godt nok, eftersom det illustrerer højreekstremisternes pointe på samme måde, som når en person vælger at overdrive en historie for at slå sin pointe fast.

TV2 kan måske ikke stramme mere op på procedurerne, som programchefen siger, men så kunne de jo prøve noget andet: Nemlig at overveje lidt kritisk sans, der går ud på et øjeblik at tænke tanken om, at virkeligheden måske er lidt anderledes end højrefløjens populistiske holdninger antager.

Dr. Wilhelm Reichs måske væsentligste (og måske også hans eneste) bidrag til psykologien var hans konstatering af, at psykiske forhold ofte manifesterer sig i folks fysiske fremtoning. Reich opfandt udtrykket "character armor", idet han postulerede, at psykiske blokeringer leder til fysiske blokeringer af muskler og organer som værn mod påvirkninger såvel udfra som indefra en person. Endvidere handlede disse mennesker på en måde, der var stærkt destruktiv mod mennesker. Reich gik noget videre end videnskabelige metoder nok ville give ham ret i, og drog konklusionen ud fra visse ukorrekte antagelser. Men han så efter min mening alligevel noget, som i det mindste må have en forklaring, selv om Reichs egen forklaring måske haltede en del.

Hvis man ser på ansigterne fra folk, der har det godt med sig selv og andre, har de en måde at bevæge sig på, der virker afslappet, flydende og "naturlig". Folk, der ikke har det godt med sig selv og andre, bliver "stive" i det. De bevæger sig stift, og har en form for manglende ansigtsudtryk - deres øjne smiler sjældent, når munden smiler, eller et smil kommer til at ligne en hysterisk grimasse. Deres ansigter ligner livsløse masker, som Reich selv udtrykte det: Huden er trukket hen over ansigtets muskler på en måde, så man får en fornemmelse af, at huden er lavet af et kunstigt materiale. Enten folder den ikke rigtigt, eller også ligner den noget, der er lavet af voks. Farven i huden virker også forkert på en sådan måde, at man får fornemmelsen af, at huden er død.

Neurologen Antonio Damasio opdagede i 1990'erne, at visse typer hjerneskade giver de selvsamme symptomer koblet med en - på lang sigt - selvdestruktiv opførsel og en generelt ofte ubehagelig adfærd overfor andre mennesker. Selv om Damasio koncentrerede sig om folk med fysiske hjerneskader, mente han alligevel at genkende en form for "social hjerneskade" eller "kulturel anosognosi" (diskuteret tidligere her), der i praksis var sammenlignelig med en opførsel, man så hos folk, der i bogstaveligste forstand havde hul i hovedet.

Det er svært ikke at se sammenfald mellem Damasios og Reichs observationer, selv om udgangspunkterne og metoderne var så forskellige, at kun den menneskelige patologi står som fællesnævner.

Reich fandt det i sin tid ikke svært at koble "character armor" med fascisme, hvor en fascistisk grundholdning ikke blot var genkendelig i deres almene sprog, men for Reich også i deres udseende.

Her er jeg tilbøjelig til at give ham ret. Når jeg f.eks. ser medlemmer af Dansk Folkeparti og co., bliver jeg altid slået af, hvor dybt utiltalende, de ser ud. Jeg bemærker den ekstreme frastødenhed, inden jeg finder ud af, at de er medlemmer af sådanne grupper. Hvis en person fortæller mig, at han eller hun er medlem af Dansk Folkeparti eller en gruppering med tilsvarende holdninger, er jeg tilbøjelig til at svare: "Det beviser jo bare, at du er grim og dum".

Finansloven får sænket priserne på flyvning, så nu kan hele familien tage på charterferie for kr. 300,00 mindre. Oh, hvilken luksus er det ikke, selv om jeg da hellere havde set prisen for offentlig transport på landjorden sænket, eller måske betalt disse kr. 300,00 mindre for DUS-ordningen for vores 'ldste.

Sandt skal det siges, at det vist heller ikke var den enkelte dansker, der var i fokus med fjernelsen af afgiften. Det var de stakkels erhvervsvirksomheder, der skal betale kr. 75,00 pr. ansat, som med mellemrum skal rejse lidt rundt. At det så udgør en mikroskopisk lille del i forhold til overnatning, forplejning, øvrig transport og evt. overtid pga. rejsen, det glemmer vi lige. Årsagen var så vidt jeg forstod, at danske firmaer er pressede af konkurrenceforvridning på grund af en afgift på kr. 75,00 pr. person et par gange om året.

Hvad var det nu, vi andre almindelige mennesker fik at vide fra regeringen, når vi brokkede os over jobmarkedets skævvridning? Vi fik at vide, at vi bare kunne køre langt efter jobbet eller flytte. Og ellers tage en tudekiks. Så jeg synes da, at det ville være helt i tråd med denne anbefaling, at hvis firmaerne virkelig tuder så meget over skaldede kr. 75,00 et par gange om året, så kan virksomhederne jo bare flytte efter jobbene. Ellers måske skal man bare tage det som et udtryk for, at regeringen er komplet ligeglad med landets borgere, og blot prøver at tilgodese dem, der har penge nok i forvejen.

På Torben Sangilds blog har en kommentator henvist til, at hvis ateister bliver krænkede på grund af de mange udtalelser, som religiøse nutcases mennesker kommer med om ateister, så kan de jo bare bruge straffelovens §267. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvilke personlige erfaringer, den pågældende kommentator har med straffelovens §267, men jeg tvivler på, at ateister kan bruge den til sagsanlæggelse for krænkede følelser, og det er der tre årsager til.

For det første er mange af krænkelserne slet ikke af injurierende karakter. Det er jo ikke injurierende, at børn bliver udsat for religiøs propaganda, ligesom det ikke er injurierende, at jeg som ateist skal betale for præsters løn gennem mine skattepenge. Men det er alligevel krænkende, når børnene og en selv bliver udsat for propaganda for et livssyn, der strider imod ens eget, isår når de andres livssyn nedgør en selv.

De to andre årsager har med selve injurielovgivningen at gøre. Straffelovens §267 siger:

Det lyder jo meget godt, men der er lige nogle detaljer omkring de personer, injurieloven beskytter. Hvis en af de mange kristne spader siger: "Dansk Ateistisk Selskab arbejder på at (indsæt æreskrænkende udtalelse her)", så kan Dansk Ateistisk Selskab i princippet anlægge sag. Men hvis en anden af de kristne siger: "Ateister arbejder på at (indsæt samme udtalelse her)", så slipper den kristne fri. Forskellen er, at der ikke er blevet hængt en bestemt gruppe eller person ud i den sidste udgave, hvor den sagsøgte kan påstå, at han/hun mente "de andre" ateister uden at blive mere præcis af den grund. Dette er det ene af problemerne med injurielovgivningen, der kun beskytter enkeltpersoner, virksomheder, foreninger og myndigheder, og som tillader udtalelser af religiøs karakter at være særlig grove.

Det næste problem har at gøre med retspraksis omkring injurielovgivningen. Man kan regne med, at selv hvis man vinder en injuriesag, så kommer man stadig til at betale sagsomkostningerne, der er langt højere end den bøde, sagsøgte kommer til at betale. En eventuel og erstatning for den tort, den injurierede måtte have lidt, er oftest også langt lavere end sagsomkostningerne. Det betyder i praksis, at den almindelige borger er retsløs i injurierende udtalelser begået mod den pågældende borger, og at det kun er grupper med tilpas mange penge på kontoen, der kan forsvare sig mod injurierende udtalelser.

Eller på en anden måde: Enhver med normal indkomst kan hænges ud af hvemsomhelst, for sagsomkostningerne, der nemt løber op i størrelsesordenen kr. 50.000, er for store til, at en normal families økonomi kan klare sagsanlægget. Det er kun de økonomisk bedst stillede, der kan forsvare sig mod injurierende angreb.

emokrati betragtes nærmest som fredhellig, og kulten omkring demokratiet antager ofte religiøse former. Jeg vil lade det være usagt, om demokrati er en god eller dårlig ting, eller om det er "det mindst onde" eller et pøbelvælde.

Til gengæld vil jeg bemærke, at demokrati på én gang kan være en social og en formynderisk størrelse. Det afhænger af, om man regner i millimeterdemokrati, centimeterdemokrati, eller kilometerdemokrati - altså om størrelsen af gruppen, demokratiet gælder indenfor.

Hvis man tager en meget lille gruppe, såsom en familie, så vil demokrati i familien handle om, at alle i familien har det samme at skulle have sagt, hvorefter flertallet af de stemmeberettigede får retten til at tage beslutningerne. (Det er selvfølgelig oplagt, men uvedkommende for lige netop denne diskussion, at i en demokratisk familie med tre små børn vil kostsammensætning og forbrug ikke være videre konstruktiv. I praksis betyder "demokrati" i en familie, at far og mor nøjes med at "stemme" om beslutningerne i den udstrækning, at de hører børnenes forslag og ellers selv bliver enige med hinanden om, hvad de synes er bedst.)

Nu er det bare sådan, at den lille familie ikke er en isoleret plet. De indgår sikkert i en gruppe af familier, her i landet typisk i form af en kommune. Her hersker der også demokrati. Det må antages, at op til halvdelen af familierne i kommunen kan blive forbigået i enhver beslutning, hvis ellers demokratiet er "ægte" og ikke repræsentativt.

Allerede nu burde det stå klart, at selv om en familie er enstemmigt enig internt, vil dens interesser stadig kunne blive tilsidesat i den kommunale gruppe af familier. Den slags underkendelse af en familie interesser kan være yderst fordelagtig, for at kommunen fungerer bedst muligt, men set fra de enkelte familiers synspunkt kan kommunen virke meget formynderisk. Demokratiet kan således opleves af den lille familiegruppe som et styre, der ikke tilgodeser deres interesser. Familiens erfaring med det omgivende demokrati er, at demokrati er et meget formynderisk foretagende.

Men heller ikke kommunerne er isolerede pletter. De indgår i amter og landet som sådan, hvor en kommune kan blive tilsidesat af statens demokrati, selv om kommunen internt er meget enig om noget andet. Det kan være fordelagtigt set fra landets synspunkt, men den enkelte kommune kan finde staten temmelig formynderisk. Det omgivende demokrati kan således opleves af en kommune som et styre, der ikke tilgodeser dens interesser. Kommunens erfaring med demokrati er, at demokrati er et meget formynderisk foretagende.

Landet selv er heller ikke isoleret. Danmark indgår f.eks. i EU, hvor også landets interesser kan tilsidesættes i en proces, der søger at nå EUs bedste, også selv om landet selv har intern enighed om interesserne. Ligesom kommunerne og familierne kan opleve henholdsvis stat og kommune som formyndere, kan et helt land hurtigt opleve EU som formynderisk.

Min pointe er ikke at fremhæve familier, kommuner, nationale hensyn eller EU som god eller dårlig, men derimod at illustrere, hvordan demokrati ikke er en entydig størrelse. For nogle mennesker vil et medlemsskab af EU være permanent undertrykkende og formynderisk. For nogle mennesker vil bestemte kommuner være undertrykkende og formynderiske. For nogle mennesker vil landet være undertrykkende og formynderisk. Uanset om styreformen hedder "demokrati" eller ej, så kan de opleve det som et undertrykkende regime.

Det er i væsentlig udstrækning demokratiets granularitet (fin- eller grovkornethed), der afgør, hvem der oplever demokratiet som demokratisk, og hvem der oplever det som formynderisk. På den måde kan stort set ethvert politisk parti i dag hævde at styrke den demokratiske proces - det er blot et spørgsmål om at undlade at præcisere granulariteten af demokratiet. Jeg vil tillade mig at gå så vidt at hævde, at der kun kan tales om demokrati, hvis man kan lave en entydig afgrænsning af, hvor stort et areal, demokratiet dækker. Jo større areal, desto mindre demokrati for den enkelte, og vice versa.

Den højreekstremistiske blog "Polemiken" har i sine mange vildfarelser draget en interessant konklusion, som jeg var tæt på at kategorisere som satire: Nemlig at de sorte i USA må være muslimer.

Nu ved jeg ikke, hvem "Polemikens" bagmand er; måske er han meget uvidende, eller måske er han bare meget ung. I hvert fald mindes jeg ganske tydligt, hvordan dansk TV viste billeder fra optøjerne i USA i 1992. Jeg har også boet tre år i Californien, heraf to år i nærheden af en af de mere udsatte bydele, og har set og hørt rigeligt til optøjer af den slags, som vi i dag ser i Paris.

Her er det vigtigt at holde sig for øje, at de sorte i USA overvejende er stærkt kristne. Og det er nok at strække sproget lidt rigeligt, hvis man hævder, at de er indvandrere. Men alligevel siger "Polemiken":

Se, jeg mener afgjort, at der er må være en vis forskel på muslimske indvandrere og kristne sorte. I hvert fald i den udstrækning, at man må afvise, at det er ens status som indvandrer eller muslim, der er den direkte årsag til optøjerne.

Man kunne derfor gøre det naive menneske opmærksom på, at det nok kun føles sært, fordi han går med skyklapper: Vi ser nemlig denne adfærd overalt hos den mest udsatte gruppe, uanset om de er indvandrere, farvede, muslimer eller det hele på en gang. Presser man en gruppe ud i håbløshed, reagerer de derefter. Hvis man skubbes ud i en samfundsrolle, hvor man altid antages at være kriminel eller potentiel kriminel, så falder man til sidst ind i rollen. Og i kraft af at være ressourcesvag har man svært ved at sætte sig ud over den.

I USA er det de sorte, og de er hverken indvandrere eller muslimer. Fra de mere hard-core af dem hører man, at selv hvis ikke de er kriminelle, behandler politiet dem, som om de var det - hvis ikke politiet bare finder på noget. Hvis man bliver behandlet som kriminel, uanset om man er det eller ej, så skal der kun en smule had mod en undertrykkende overmagt til, før kriminaliteten opstår. "Losers have nothing to lose", som man siger derovre.

Man må spekulere på, om "Polemiken" tilsvarende mener, at Bondeoprøret i 1500-tallet var noget, der kun skete i de muslimske indvandrerkvarterer.

Det er rigtigt, at der er problemer med muslimske indvandrere. Det er også rigtigt, at der er problemer med kristne sorte i USA. Det er også rigtigt, at der var problemer med bønderne i 1500-tallet. Men det er forkert at tilskrive problemerne etnicitet og religion, for så roder man sig ud i den slags absurditeter, som "Polemiken" her roder sig ud i. Det egentlige problem er social fremmedgørelse, hvor en gruppe presses ud i en håbløs situation af den eksisterende samfundsorden. Der er problemer med muslimske indvandrere i Danmark og Frankrig, og der er problemer med kristne sorte i USA - men problemet er ikke indvandrerne selv og de sorte selv: Problemet er den racisme, de mødes af.

Når "Islamkritikerne" nu har så travlt med at sige, at det er Islam, der får folk til at reagere med sindssyge mord, og jævnligt strør om sig med eksempler, så er det vel kun fair at nævne, at "Islamkritikernes" egen religion, som de ofte værner meget intenst om, bestemt ikke er bedre. Vi tager lige et par eksempler på, at det ikke kun er Islam, der opfører sig vanvittigt:

• 8-årig datter mishandlet og dræbt, fordi forældrene troede, hun var besat af dæmoner.
• Religiøs voldsbølge i Nordirland.
• Børn døde efter omskæring - jøderne fastholder den barbariske skik.
• AIDS spredes på grund af religiøs indgriben.
• Indre Mission truer unge til at gifte sig tidligt. (Link til artikel i BT desværre dødt.)
• Nonne død under djævleuddrivelse.
• Kamal Qureshi modtager dødstrusler.
• Nonner voldtog skolebørn.
• Abort og homo-vielser skal forbydes.
• Anna Lindh dræbes efter ordre fra Jesus.
• Madonna skal straffes.
• Minister forbyder undervisnings-CD på grund af pres fra religiøs gruppering.
• Læge tror, at patienter er besatte - han blev dog heldigvis sat fra bestillingen, men det vides ikke, hvor stor skade, han nåede at gøre.
• Seriemord i Guds navn.
• Dansk præster uddriver dæmoner.
• Forældre ville ofre deres børn til Jesus.
• Kristen mand ville kastes for løverne.
• Stenede sine børn til døde.

Der kan selvfølgelig findes mange flere eksempler, men det er ikke så vigtigt her. Og jeg har heller ikke kommenteret, at kriminalitet straks bliver udråbt som muslimsk, hvis man finder en Koran i den kriminelles hjem eller den kriminelle er muslim, mens man næsten aldrig hører, at kriminalitet bliver udråbt som kristent, hvis man finder en Bibel i den kriminelles hjem eller den kriminelle er kristen.

Hovedsagen er, at hvis man virkelig ønsker at finde skrækeksempler, så kan man finde dem i en hvilken som helst religion. Det giver to mulige konklusioner:

1. Enten er alle religioner sådan på bunden.
2. Eller også er det ikke religionen, der er årsagen.

Den sidste af disse to anskuelser er den, religionsvidenskaben - dvs. studiet af religiøse mennesker og effekten af religion - efterhånden støtter sig til. Et vanvittigt eller presset menneske er som regel vanvittigt eller presset, uanset religionen. Religionen bliver i denne kontekst bare til en god undskyldning, eller måske mere præcist, en måde at se en form for mening med ens egen vanvittige eller pressede situation. De færreste er i dag så dumme, at de hævder, at den årelange krise i Nordirland skyldes religiøse uenigheder, men man hævder stadig gladeligt, at så snart den ene part er muslimer eller af arabisk afstamning, så er det en religionskrig.

Men den slags videnskabelige og saglige konklusioner er man jo som "Islamkritiker" nødt til at se bort fra, når de fratager en ens mulighed for at føre religionskrig. Jeg her ikke noget imod kritik af Islam, for det velkommer jeg på samme måde som kritik af kristendom. Men jeg forlanger, at kritikken er saglig, og ikke en del af en politisk eller racistisk dagsorden.

Jesus kan genfødes nårsomhelst. Sådan lyder den opsigtsvækkende erklæring fra University of Dallas, hvor et team af forskere har analyseret det mystiske Turins Klæde for genetisk materiale. Turins Klæde har efter sigende dækket Jesu ansigt, og forskerne under ledelse af Dr. Martin Dickens har opdaget hår, der umuligt kan stamme fra det materiale, klædet er lavet af. Forskerne er overbeviste om, at disse hår stammer fra Jesus selv.

Der er fundet hår fra Jesus i Turins Klæde.

Wolf: "Tillykke med den fantastiske opdagelse. Hvad tror De, at den nye Jesus vil sige?"

Dickens: "Det kan vi naturligvis ikke vide med sikkerhed. Kristne teologer har jo diskuteret i årevis, hvad Jesus mente, men vi er overbeviste om, at Jesus kan overtales til at fortælle, hvilken af de ca. 30.000 forskellige kristendomme i verden, der er den rigtige, eller måske komme med sit eget bud."

Wolf: "Hvordan tror De, at andre religioner vil reagere på Jesu genfødsel?"

Dickens: "Det er et vigtigt spørgsmål, og vi har allerede konsulteret jødiske og muslimske eksperter, idet vi har stillet dem spårgsmålet, hvordan de ville reagere, hvis Jesu en dag blev genfødt. De var overraskende positive. Muslimerne mente, at Jesus jo blot var én af en lang række profeter, og at han derfor ville bifalde Muhammeds lære. Jøderne forholdt sig ikke til de teologiske implikationer - rabbineren, vi talte med, trak faktisk blot på skuldrene og sagde, at de bare kunne slå ham ihjel igen, hvis han skulle skabe problemer."

Wolf: "Undskyld, sagde De ikke, at den jødiske reaktion var positiv?"

Dickens: "Ha ha, jo. Man kan måske nok sige, at den jødiske reaktion var lidt fjendtlig, men De skal huske på, at vi blot kan klone en ny Jesus. Derfor betyder det ikke noget, hvis jøderne slår Jesus ihjel. Hver gang, de slår en af dem ihjel, laver vi bare en ny."

Wolf: "Det lyder som et stærkt teologisk forsvar. De vil kunne lave en hel hær af Jesusser?"

Dickens: "Nu er vi jo forskere, og vores egentlige fokus er at beskytte vore forskningssubjekter. De politiske forviklinger vil vi helst lade andre om. Men ja, vi har besluttet os for at lave en række kloner af Jesus, idet vi vil placere nogle dem i forskellige miljøer for at se, om de alligevel udvikler de samme tanker som Jesus, hvis ikke de selv ved, at de er Jesus. Det vil blive uhyre interessant at følge Jesussernes udvikling. De kan vel forestille dem, at lærerne i deres skoler vil mistænke Jesusserne for at snyde til eksamen, ha ha!"

Wolf "Hvornår vil De påbegynde kloningen af Jesus?"

Dickens: "Øh, det er så her, at vi sidder med et lidt pinligt problem. Ser De, vi har selvfølgelig undersøgt generne nøje, og mens de er yderst komplette og velbevarede, så er de... ikke så heldige ud fra en række betragtninger."

Wolf: "Kan De belyse, hvad problemet er?"

Dickens: "Ja, øh, teologiske udlægninger har givet en vis sikkerhed på, at Jesus var perfekt og smuk, og generne støtter ikke nødvendigvis denne udlægning. Vi er heller ikke helt sikre på, at Jesus vil være i stand til at indgå i dybe teologiske diskussioner. Vi føler ikke, at vi kan tillade os at klone Jesus, før vi har vendt problemstillingen med færende kristne teologer."

Wolf: "Så hvad er problemstillingen mere præcist?"

Dickens: "Det... det forholder sig desværre sådan, at ... øh... generne viser, at Jesus havde Downs syndrom."

Wolf: "Altså at han var mongol?"

Dickens: "Vi foretrækker den kliniske diagnose, men ja, han havde Downs syndrom. Han har kort sagt været psykisk udviklingshømmet. Det sætter selvfølgelig hele det kristne verdensbillede i et noget uheldigt lys, og vi er som sagt ikke sikre på, hvordan vi skal forholde os til problemstillingen. Set fra et videnskabeligt synspunkt bør vi måske vælge at acceptere, at Jesus var mentalt tilbagestående, og det vil bestemt forklare en lang række af kristendommens tanker. Omvendt kunne man jo forestille sig, at hvis det lykkedes os at bekæmpe Downs syndrom direkte på generne, så kunne vi måske lave en Jesus uden Downs syndrom og således måske indhente meget interessante teologiske oplysninger, som ikke ellers ville være tilgængelige. Vi har ikke besluttet os, hvordan vi vil forholde os til problemet endnu. Umiddelbart vil jeg håbe, at vi kan lave et antal Jesusser med Downs syndrom og et antal Jesusser uden Downs syndrom, og så lade det være et teologisk spørgsmål, hvem der skal have ret."

Wolf: "Tusind tak for Deres tid!"

Dickens: "Ingen årsag. Hav en god dag."

Den kristne højrefløj i USA har pure afvist at bevilge forskningsstøtte til bekæmpelse af Downs syndrom med henvisning til, at et ethvert tiltag skal bekæmpes, hvis det sætter mennesker i stand til at tænke og handle bedre end det mentalt tilbagestående kristne niveau.