januar 2004 Archives

I en diskussion, jeg har deltaget i andetsteds, gav en af mine moddebattører Islam æren for den kedelige opførsel, nogle indvandrere i Danmark udviser. Det var tydeligt, at indvandrere bedrev sort arbejde i deres pizzariaer, udgjorde en uforholdsvis stor del af de indsatte i de danske fængsler, og er undertrykkende overfor deres kvinder.

Det skal bestemt ikke underkendes, at der er udtalt kedelig opførsel blandt indvandrere. Men det er mindre sikkert, at det er fordi de "bare er sådan", eller fordi den muslimske kultur lægger op til det. I psykologien hedder det "the fundamental attributional error", når man tilskriver en selv (eller ens egen gruppe) eksterne motiver for deres handlinger, men tilskriver interne motiver til andres handlinger. Eller sagt på dansk:

Når jyder udfører sort arbejde, er det på grund af skattetrykket. Men når udlændinge gør det, er det fordi de er "den slags mennesker".

Ifølge Politiken har menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch konkluderet, at på fem nødvendige punkter kan Irak-krigen ikke kaldes en humanitær indsats. Dette har ellers været et af de argumenter, vi har hørt, da det blev klart, at der ikke fandtes masseødelæggelsesvåben.

DR kan fortælle, at Colin Powell nu indrømmer, at Irak måske ikke har nogen masseødelæggelsesvåben. Denne udtalelse kommer tæt på en officiel indrømmelse af, at krigen blev ført på et falsk grundlag, og at verdensoffentligheden blev ført bag lyset.

Det betyder også, at Saddam Husseins regime faktisk samarbejdede med FN og våbeninspektørerne om at eliminere de eksisterende våben efter 1991.

Dette stod klart meget tidligt i krigen, og derfor blev begrundelsen for krigen da også hurtigt justeret til "en nødvendig fjernelse af Saddam Hussein". Dette er i strid med international ret. Hvis det ikke er nok, var begrundelserne ren propaganda fra ende til anden.

Kort sagt var krigen mod Irak efter international ret en utilsløret og ulovlig aggressionskrig, og en forbrydelse mod menneskeheden. Ingen af krigsforbryderne i krigskoalitionen er endnu blevet draget til ansvar, og bliver det nok heller ikke.

Sådan lød titlen på en science fiction-novelle af Damon Knight, jeg læste for snart 20 år siden i bogen "Faseskift" (Dansklærerforeningen 1984). Novellen handlede om et fremtidsapparat, der analyserede residualvibrationer efter en hvilken som helst begivenhed, så begivenheden kunne visualiseres. Med dette apparat kunne man se en live transmission af fortiden, uanset hvor den foregik.

Resultatet af dette apparat var, at mennesket helt ændrede adfærd. Emner som sex og død kunne umuligt være tabubelagte, når alle kunne se hinanden. Hemmeligheder kunne ikke eksistere, og af samme årsag var også traditionel tillid besværliggjort. Krige var umuliggjorte, ikke nødvendigvis på grund af manglende vilje, men på grund af manglende mulighed for strategi og hemmelig oprustning.

Damon Knight beskrev en verden, der ikke tydeligt var hverken værre eller bedre end vores kendte verden, men i hvert fald meget anderledes. Mennesket havde opfundet en ny teknologi, men teknologien svarede igen ved at opfinde et nyt menneske i en ny verden.

Enhedslisten har lanceret en ny hjemmeside, hvor de afslører de løgne, Dansk Folkeparti binder den danske befolkning på ærmet. I Dansk Folkepartis iver efter at få magt nok til at kunne få et Danmark, der kun er befolkede af kristne hvide, er de også parate til at sætte de samme menneskers velfærd over styr, som de hævder at beskytte.

Alt dette dokumenteres på Enhedslistens nye hjemmeside, www.magtenspris.dk. I BT skriver Erik Meier Carlsen i lederen den 18. januar 2004: Enhedslisten rammer træfsikkert med sin undersøgelse, fordi Dansk Folkeparti som populistisk protestparti er truet på sin identitet - netop fordi partiet har opnået så omfattende indflydelse.

Igen er det de økonomisk svagest stillede, der betaler prisen. Regeringens takststigninger på offentlig transport går i særlig grad ud over studerende og pensionister, der har færrest penge.

Prisstigningerne tvinger dem, der har råd til bil, til i højere grad at benytte deres private køretøjer. Og de, der ikke har råd, har bare endnu færre muligheder for at komme omkring.

Lad det være en kontant påmindelse til alle de økonomisk svagt stillede, der var dumme nok til at stemme på Venstre, Konservative eller Dansk Folkeparti. Jeg ville bare have håbet, at deres dumhed ikke havde behøvet gå ud over andre.

Venstres tidligere spindoktor, Henrik Gade Jensen, klager i følge Politiken over, at der skulle være bragt injurierende indlæg om ham, og stævner en lang række personer og aviser for æreskrænkelse, efter at de har afsløret hans nære forbindelser til andre danske højreekstremister.

Det taler næppe til Henrik Gade Jensens forsvar, at han valgte at gå, fordi han så sig selv som en belastning, men i modsætning til dem, Henrik Gade Jensen sædvanligvis har angrebet, kan han måske godt have en sag.

Der er nemlig forskel på at nævne enkeltpersoner ved navn, og så på at gøre som der er tradition for i Henrik Gade Jensens kredse. Hvis man kommer med dybt injurierende omtale af grupper af mennesker (f.eks. muslimer), så er der ingen enkeltpersoner, der kan føle sig krænkede, og derfor kan de heller ikke bruge injurielovgivningen.

En af de racistiske - undskyld, islamkritiske - højrefløjshjemmesider, der kritiserer mennesker med muslimsk baggrund noget mere end den muslimske kultur og tro, mente for nyligt, at jeg tog fejl i min formodning om, at Danmark, USA og England måske have eksporteret våben til Irak. årsagen til min "fejl" var vist nok, at Frankrig m.fl. stod for eksport af langt flere våben end f.eks. lille Danmark.

Jeg kan ikke huske, hvad det var for en side, der "modbeviste" min formodning, men det er heller ikke så vigtigt. For sagen er, at Danmark faktisk har været et af de lande, der var med til at opruste Irak. Uanset om andre lande også var med eller eksporterede flere våben end vi gjorde.

Men bevares da. Når vi ligefrem selv har eksporteret våben til Irak, så giver det jo en vis tillid til, at George W. Bush, Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen faktisk havde noget at have deres mistanke om masseødelæggelsesvåben i. Det burde jeg egentlig have tænkt på, da de i sin tid var så sikre på deres sag.

Jeg kan afgjort gå ind for, at ghettodannelse undgås, og at der sørges for optimal integration af indvandrere. Dette er også regeringens mål, men der er noget, der virker lidt forkert.

Racismeparagraffen, som den populært kaldes, siger, at man ikke må diskriminere mennesker på baggrund af hudfarve, etnicitet, religion, osv. Men hvad gør man så, hvis man vil ramme netop folk med en bestemt hudfarve, etnicitet og religion?

Man finder selvfølgelig bare noget, der karakteriserer de pågældende folk, som ikke er nævnt i racismeparagraffen.

Ifølge Politiken har Bertel Haarder en idé: Han overvejer et lovindgreb, der skal rettes mod familier på kontanthjælp, "Fordi vi ved, at tre fjerdedele af de husstande, hvor både konen og manden er på kontanthjælp, er flygtninge eller indvandrere".

Hvordan forslaget til lovindgrebet kommer til at se ud, ved jeg ikke. Hvis det i regeringens traditionelle ånd forbyder de fattige at flytte ind i de billige lejligheder, så håber jeg, at regeringen i det mindste finder penge til at betale forskellen i omkostningerne for de enkelte familier, så de ikke bliver endnu dårligere stillet.

Jeg dur ikke til at se film. I går så jeg sammen med nogle kolleger filmen "The Last Samurai", og selv om den måske ikke var decideret dårlig, så er der to ting, jeg generelt bliver irriteret over.

Den første ting er, når film stinker langt væk af amerikansk tankegang. Det er fuldstændig utænkeligt, at nogen som helst ville få lov til at opføre sig sådan overfor kejseren, som hovedpersonerne gjorde i "The Last Samurai" - hvis de overhovedet nogensinde fik kejseren at se. Og kejseren ville bestemt ikke opføre sig, som han gjorde. Hans afslutningstale om, hvordan man altid skulle huske sit lands rødder og sine værdier er noget, en japaner i dag og dengang ville kunne være enig i, men kejserens måde at sige det på fik mig bare til at sidde og vente på, at han rejste sig op, så opad, lagde hånden på hjertet og sagde "God bless America!", mens det amerikanske flag blev hejst bag ham til tonerne af "The Star-Spangled Banner". Nåja, og så kunne man måske have håbet, at kejseren og hans allierede havde omtalt samuraierne som terrorister. Bare sådan for at sætte filmen lidt i perspektiv.

Frygten for at blive underlagt den dehumaniserende og komplet ligegyldige aktiveringsordning er en god motivator, konkluderer Socialforskningsinstituttet:

Mijailo Mijailovic, den mordmistænkte for mordet på Sveriges tidligere udenrigsminister, Anna Lindh, har for nyligt erklæret sig skyldig. Hans forklaring var, at Jesus sagde, at han skulle (kilde: Politiken via Yahoo).

Nu er jeg ikke så dum, at jeg på denne baggrund glat væk siger, at det således var et kristent mord, og at kristendommen derfor er en trussel mod det danske samfund, fordi det opildner til fundamentalistisk vold. Jeg er heller ikke så dum, at jeg uden videre skærer alle kristne over en kam og mener, at de må være ligesom Mijailovic.

Den slags dårskab skal man vist ud på "Islamkritikernes" overdrev for at finde.

Dansk Folkepartis præstestyre er igen ude med forsøg på at gøre Danmark et land for kristne hvide. Dagbladet Information kan i dag fortælle, at Søren Krarup har fremsat forslag om, at ansøgere til dansk statsborgerskab skal fortælle, hvilken religion, de tilhører, idet det religiøse tilhørsforhold skal spille ind ved tildeling af statsborgerskab.

Ifølge Information forsøger Dansk Folkeparti også at få gennemført, at ansøgerne som en del af den nuværende prøve skal besvare spørgsmål om kristendommen i Danmark.

Jeg er minsandten glad for, at jeg som ateist allerede har statsborgerskab her i landet. Hvis det stod til Dansk Folkeparti, ville jeg formentlig være blevet udvist.

Ifølge Ritzau er det ikke muligt at sige, hvor granaterne med gift(?), som danske besættelsesstyrker fandt i Irak, er produceret, skriver Ekstrabladet.

Bevisbyrden for, om Irak har produceret masseødelæggelsesvåben, ligger derfor stadig på anklagerne, dvs. USA, Storbritannien og Danmark. Det er ikke bevis nok, at man har fundet våben, der blev brugt (og glemt) i en tidligere krig.

Men det bør vel ikke afholde folk fra at undersøge granaternes udseende. For selv om der måske ikke står "Produceret i Taiwan" stemplet i bunden, så må der vel være produceret granater af præcis samme udseende hos kendte våbenproducenter. Dette vil i så fald give en indikation af Iraks samarbejdspartner, da Irak i sin tid benyttede våben til biologisk/kemisk krigsførelse mod Iran og sine egne folk. Jeg har en fornemmelse af, at besættelseslandene ikke vil være specielt interesserede i at finde ud af, hvem det er.

Prisen - altså prisen for at eksistere - går i år til børnefamilierne. Jeg var helt bevidst om, at den nuværende regering ikke ville gøre sig fortjent til min stemme ved folketingsvalget, og det får jeg et klart eksempel på i de kommende år.

I følge TV2 er det nemlig børnefamilierne, der kommer til at betale for skattelettelserne. Der er ikke råd til skattelettelserne, og derfor er kommunerne blevet presset til at sætte priserne for daginstitutionerne op. I min familie kommer vi i det kommende år til at stå for to af slagsen. Amina er oven i købet studerende, og den slags giver bestemt ikke ekstra penge i kassen med den uddannelsespolitik, regeringen har.

I følge DR blev to biltyve så bange for bilens retmæssige ejer, at de ringede til politiet for at få hjælp. Det er i sådanne tilfælde, at jeg ville ønske, at politiet huskede deres kampagne for få måneder siden om, at de desværre ikke havde tid til tyverier på grund af nedskæringer og overarbejdspukkel. Eller med andre ord, så ville det passe mig udmærket, at ejeren af bilen gav de to tyveknægte den lærestreg, han mente, de måtte have fortjent, og at politiet blandede sig udenom. Det gælder også i sagen med den kioskejer, der for nogen tid siden jagede en røver på flugt og forfulgte ham.

Jeg kan ikke gå ind for, at man skal kræve, at ens modstander vender den anden kind til. For mig at se er "overdreven selvforsvar" derfor helt acceptabelt, når der er tale om klare invaderinger af folks privatliv og ejendele. Hvis man som røver eller tyv bevidst vælger at tilsidesætte lovens beskyttelse af andre, mener jeg ikke, at de selv kan gøre krav på lovens beskyttelse.

I konventionel brug henviser ordet "arbejdsgiver" til en person, der udbyder et arbejde. Ideen med at udbyde arbejdet er hovedsageligt at få en person til at benytte ens produktionsapparat til at skabe produkter, der siden sælges for en pris, der er højere end den pågældende persons løn. Forskellen mellem produktets pris og omkostningerne for at have en ansat er profit til udbyderen af arbejdet.

Jeg bryder mig bare ikke om at bruge ordet "abejdsgiver", for det er jo netop ikke sådan, at udbyderen af arbejdet "giver" arbejdet væk på nogen måde. Tværtimod er arbejdsgiverens profit betinget af, at arbejdsgiveren netop ikke giver den ansatte en løn, der svarer til den indsats, der skal til for at give produktet dets værdi. Om noget, så tager udbyderen af arbejdet en del af den ansattes arbejdskraft uden fuld kompensation.

Udtrykket "arbejdsgiver" er misvisende, og det giver også indtryk af, at den ansatte bør være taknemmelig over sådan uden videre at få et arbejde foræret. Jeg er derfor begyndt at bruge udtrykket "arbejdsudbyder" i stedet for "arbejdsgiver". Godt nok kan det få folk til i et flygtigt øjeblik at konstatere, at noget i sætningen er blevet sagt lidt anderledes, men de er ikke i tvivl om, at jeg dermed hentyder til den instans, der normalt betegnes som "arbejdsgiver".

Egentlig er jeg heller ikke tilfreds med udtrykket "arbejdsudbyder", for det er jo heller ikke sådan, at arbejdsudbyderen tilbyder et arbejde. Det er den ansatte, der udbyder sit arbejde mod (for lav) betaling. Jeg kan bare ikke finde et bedre ord, og "arbejde" er trods alt også en betegnelse for den position, arbejderen udfylder hos arbejdsudbyderen.

Det bliver altså indtil videre "arbejdsudbyder" i stedet for "arbejdsgiver".

Jamen dog. Så Irak havde altså kemiske våben. Godt nok i form af glemte granater fra krigen med Iran for 15 år siden, men alligevel.

Det bliver spændende at se, om tilhængerne af Danmarks første krigsaggression i en menneskealder nu vil bruge det som et eksempel på, at Anders Fogh Rasmussen, Tony Blair og George W. Bush alle havde ret i, at der virkelig var masseødelæggelsesvåben i Irak. For hvis de gør det, er der virkelig ikke mange halmstrå, de har at gribe efter.

Jeg troede faktisk, det var en joke, da "Bertelsens uaktuelle nyheder" tog gas på Morten Messerschmidt. Men da jeg besøgte hjemmesiden bag foreningen "Kritiske Licensbetalere" var det tydeligt nok, at de mener det seriøst.

I følge Kritiske Licensbetalere ønsker de, at Danmarks Radio skal "være så objektiv som mulig". Det er en glimrende intention, som jeg afgjort er enig med dem i. Men nu er jeg lidt mistænkelig, når det er folk som Morten Messerschmidt fra Dansk Folkepartis Ungdom, der er formand for foreningen. Jeg tog derfor et hastigt kig på den dokumentation, foreningen lægger for dagen, som skulle dokumentere, at Danmarks Radio ikke er objektiv.

Den konservative Lene Espersens (K) fetish for kriminalisering og overvågning af danskere har fået hende til at fremsætte et lovforslag, der i følge fagbladet "Ingeniøren" i øjeblikket er til behandling i Folketinget. Lovforslaget skal give politiet til uden retskendelse at kræve, at Internetudbydere gemmer indholdet af SMS og email i månedsvis.

Institut for Menneskerettigheder tvivler på, at reglerne lever op til Menneskerettighedskonventionens standarder for indgreb i privatlivet. Så vidt jeg husker, siger Menneskerettighedskonventionens paragraf otte, at man skal have lov til at kommunikere i fred. Jeg ser ingen forskel på, om det er mine private email, der læses, eller om det er mine private personsamtaler eller private breve, der aflyttes eller læses.

Selv om lovforslaget skulle være til undersøgelse af kriminalitet, er den slags overvågning af kommunikation problematisk. Når folk som Søren Espersen som talsmand for et parti i Folketinget mener, at jeg bør have taget mit barn fra mig, fordi han har fordomme om, hvad jeg opdrager mit barn til (ikke) at tro på, så ønsker jeg ikke, at offentlige myndigheder skal kunne blande sig i, hvad jeg snakker med andre om.

I mere bred forstand er overvågning af kommunikation et af de vigtige skridt i bekæmpelse af "samfundsfjendtlig aktivitet", såsom styrtelse af diktatoriske regimer eller afsløring af regeringssvindel. Overvågning af kommunikation er magtapparatets styrkelse af sig selv, så nye kræfter ikke kan gruppere sig, uden at magtapparatet har mulighed for at gribe ind.

SFs Anne Baastrup ramte hovedet på sømmet, da hun torsdag aften var i debat med den konservative Lene Espersen. Lene Espersen argumenterede for hårdere straffe for kriminelle. Og selv om det måske umiddelbart lyder fornuftigt, at en straf skal udmåles ud fra alvorligheden af kriminaliteten, så er der en svaghed, som Anne Baastrup hurtigt fik øje på.

Et opfølgende problem er, at formålet med straf ikke alene kan være at tilfredsstille folks (forståelige og sunde!) hævnfølelse. Det større formål med straf må være at sørge for, at den kriminelle forstår, at han/hun ikke skal gentage sin kriminalitet. Dette har ikke noget med den kriminelle handlings natur at gøre, men med det kriminelle individ. Det betyder, at straffens størrelse må afvejes efter, hvor meget der skal til, for at den kriminelle ikke gentager sin kriminalitet. Det betyder så også, at man ikke bare kan fastslå, at forbrydelse X giver Y års fængsel, samt Z måneder ekstra pr. knytnæveslag, og W måneder færre, hvis modstanderen begyndte.

Endvidere må vi ønske at undgå kriminaliteten, før den sker. Uanset hvad straffen er, så er der et (eller flere) ofre for den kriminelle handling. Disse ofre står i præcis den samme situation, uanset straffens omfang. Lene Espersen argumenterede for, at en tidligere straf skulle stå som skærpende omstændighed, hvis man gentog sin kriminalitet - men som Anne Baastrup påpegede, så har Lene Espersen dermed bare tilføjet endnu et offer.

En hård straf kan måske have en præventiv virkning, men dette var slet ikke Lene Espersens fokus. Hun ønskede i stedet at afmåle straffens størrelse med forbrydelsens omfang. Hendes argument var, at hendes parti ønsker at fastholde et ideal om frihed, og at folk, der forbryder sig mod andres frihed, skal straffes hårdt. Men dette gennemskuede Anne Baastrup også: Min frihed øges ikke ved at folk, der forbryder sig mod den, straffes hårdere. Folk tænker nemlig sjældent på omfanget af straf, når de begår en forbrydelse. Min frihedsfølelse og sikkerhedsfølelse ville have det meget bedre, hvis jeg vidste, at samfundet gjorde en indsats for at undgå, at folk blev motiverede til forbrydelser til at begynde med.

For nogle år siden arbejdede jeg i Iran. Danskere har tilsyneladende en opfattelse af, at Iran er et tilbagestående land, men det er bestemt ikke tilfældet. Ligesom Danmark har Iran også Abdallars Tyndskids marker, men ligesom Danmark er landet også højt industrialiseret. Havde det ikke været for befolkningens udseende, et andet klima og andre beklædningstraditioner, ville en tur i Teheran minde om en tur i en hvilken som helst vestlig storby.

Men alt det kan jeg skrive om en anden dag, for her drejer det sig om nogle kedelige erfaringer, jeg gjorde mig under mit ophold i Iran. Som indvandrer - eller i hvert fald udlænding - i Iran blev jeg mødt med en vis fjendtlighed fra visse dele af befolkningen, og det vil jeg fortælle lidt om.

George W. Bush har forklaret, at dele af hans motivation til aggression mod Afganistan og Irak skyldes, at han hører stemmer: "God told me to strike at al Qaeda and I struck them, and then He instructed me to strike at Saddam, which I did, and now I am determined to solve the problem in the Middle East."

Saddam Hussein var efter alt at dømme en diktator af værste skuffe. Men i modsætning til George W. Bush var han ikke religiøs fundamentalist. Faktisk nedsatte Saddam Hussein forbud mod magt til præster, da han var præsident. Også blandt befolkningen er der kun begrænset fundamentalisme - Irak er mere sekulært end USA.

Nu hvor Saddam Hussein er fjernet fra magten ser præsterne allerede mulighed for at skabe et land, der skal styres ud fra deres fortolkning af Islam. Hvis Saddam Hussein var en frygtelig diktator for sit folk, kan hans efterfølgere nemt vise sig at blive en værre fjende mod USA end Saddam Hussein var. Det er ikke en spådom, men dog en reel mulighed.

Det er kun en lille måneds tid siden USA under stor mediebevågenhed tilfangetog Saddam Hussein. Men siden de første billeder har der været pinlig tavshed. Hvis der er blevet stillet spørgsmål, er der i hvert fald ikke givet svar, der var interessante nok for pressen til at videregive.

Den slags får mig til at overveje, hvad der mon stikker under. Hvis det virkelig var så vigtigt, at Saddam Hussein blev fanget, at han var et es i USAs kortspil, så kunne man vel have forventet et væsentligt større efterspil. Der er ingen grund til at lave udførlige sammensværgelsesteorier, men der er altså noget i efterspillet til tilfangetagelsen, der stinker. Måske er årsagen så simpel, at det er fordi tilfangetagelsen tydeligvis ikke knækkede den irakiske modstand mod USAs tilstedeværelse, og at USA ikke vil acceptere årsagen til det.

Når ISS bliver grebet i at have gjort usædvanligt dårligt rent hos et dansk slagteri, er det hverken slagteriet eller ISS, det går ud over. Det er som sædvanligt os forbrugere, det går ud over.

Slagteriet ligger i konkurrence med andre slagterier, og for at holde prisen nede, sørger de naturligvis for at vælge et rengøringsfirma, der har en lav pris. Rengøringsfirmaet ISS ligger også i konkurrence med en række andre rengøringsfirmaer. Kvaliteten af rengøringen er en af de parametre, der kan skrues på, for at holde prisen nede.

Kvaliteten - eller manglen på samme - skyldes kort sagt, at både slagterierne og rengøringsfirmaerne konkurrerer. Hvis man er forarget over kvaliteten af ISS' arbejde hos slagteriet, så husk: Konkurrence sker altid på bekostning af nogen. Og det er som regel forbrugerne, det går ud over.

Normalt giver mine humanistiske værdier og min realitetssans mig grund til at være uenig med den ydre højrefløj på stort set alle områder. Men jeg kan alligevel erklære mig helt enig med Pia Kjærsgaards (DF) udtalelse i følge DR, hvor hun giver udtryk for, at statsministerens nytårstale bør afskaffes til fordel for et kritisk interview.

Statsministerens nytårstale er, uanset om det er Venstre eller et andet parti, der sidder på regeringsmagten, en mulighed for ren propaganda, hvor statsministeren giver sit parti æren for alt det, der er gået godt, mens oppositionen og aktuelle syndebukke får skylden for at det, der gik skidt.

Dansk Folkeparti er, ligesom jeg selv, langt væk fra midten af dansk politik, selv om regeringens ledelse af et parti på den yderste højrefløj nødvendigvis må gøre Dansk Folkeparti enig med regeringen oftere end jeg. Det er naturligt nok, at propaganda, der ikke tilgodeser nogen af yderparterne, med rette bliver modtaget særlig fjendtligt af disse parter.