december 2003 Archives

Jeg er ikke ateist, fordi jeg har antagelser om, at der ikke eksisterer guder. Jeg er ateist, fordi jeg ikke har antagelser om eksistensen af guder.

I min verden er der ingen guder, der giver mig belønning eller straf for min opførsel. Jeg har ingen speciel værdi her i universet. Jeg blev født alene, og vil komme til at dø alene. Der vil ikke være noget "efter" min død for mig. Jeg har kun dette liv. Det er først og fremmest op til mig selv at få noget ud af det. Der er ingen derude, der har en plan med mig.

Gør det mig nervøs eller ulykkelig? Nej, tværtimod. Det giver mig en indre fred og glæde at vide, at jeg har så stor indflydelse på mit liv, at jeg har muligheden for at opleve det, og at jeg ikke skal stå til regnskab for brud på en uklar moral.

Nogle mennesker mener, at hvis ikke man kan være helt sikker på, at der ikke findes en gud, bør man sørge for at være på den sikre side og tro på guden. Jeg har den stik modsatte holdning: Jeg anser det som at være på den sikre side, hvis man ikke tror på, at der findes guder. Så kommer man nemlig ikke til at spilde tid og kræfter på aktiviteter, der har til hensigt at glæde en gud, der sandsynligvis ikke findes.

Det er efterhånden en god gammel kending på Internettet, at:

Din bil er japansk.
Din kartofler er tyske.
Dine bogstaver er latinske.
Dine tal er arabiske.
(osv.)
Og så kalder du din nabo for udlænding?

Citatet findes i varierende former, men alle former antyder, at den danske kultur, som vi kender den i dag, er alt andet end dansk.

Den babylonske kultur, den kinesiske kultur, den græske kultur, og den romerske kultur blomstrede, fordi de skabte kontakt med andre kulturer og blev påvirkede af dem. Enhver kultur er blevet rig, fordi den er påvirket af andre kulturer. Derfor har jeg meget svært ved at forstå, at danskere kan være så bange for, at deres kultur bliver truet af de mennesker, der bringer deres egne kulturer med sig. Tværtimod viser den foreløbige historie, at nettoresultatet af fremmed-kulturel påvirkning bliver en beriget kultur. Et bevidst arbejde på integration, hvor danskerne ikke reagerer med modvilje på nye tanker, traditioner og etikker, tror jeg vil bidrage til en rig kultur.

Amina og jeg havde en hyggeaften i går foran fjernsynet, hvor vi så "De grønne slagtere". Ligesom da vi så den i biografen første gang, er jeg imponeret over, hvor godt "Svend" spiller rollen som en dybt sindssyg person.

Blandt vores ufrivillige bekendtskaber findes der enkelte personer, der i betænkelig grad minder om Svend, og som i allerhøjeste grad har givet os adskillige prøver på deres adfærd og måde at tænke på. Der er nogle træk, der gør igen, og som kan findes i deres logik og argumentation.

Jeg har netop læst Frida Nomes bog, "Martyrbrigaderne - De palæstinensiske selvmordsbombere". Bogen er ikke et egentligt studium, men er en række interviews med såvel selvmordsbombere som deres familie og pårørende, samt en modpart på den israelske side. Det bliver tydeligt i bogen, at selvmordsbomberne ikke er "typiske" selvmordskandidater, men at flere er højtuddannede og har både drømme og planer for fremtiden.

Det er også ganske tydeligt, at selv blandt de religiøse ledere er Islam et mindre spørgsmål end det faktum, at Israel undertrykker palæstinenserne i de besatte områder. Selvmordsbombernes motiv er ikke egoistisk, men er et forsøg på at gøre det, de opfatter som det bedste for det palæstinensiske samfund og religion.

Mere end noget andet sted kunne jeg ønske mig, at Internettets brugere blev udstyret med en brugerlicens, der forhindrede dem i at bruge Internettet, hvis de forbrød sig mod følgende tre regler (oprindeligt formuleret af Anton LaVey, omend næppe med henblik på fora som Internettet):

1. Når du er i en anden persons område, så udvis respekt eller forlad området.

2. Når en gæst i dit eget område irriterer dig, så behandl gæsten brutalt og uden nåde.

3. Lad være med at brokke dig over noget, der ikke vedrører dig, og som du ikke behøver at udsætte dig for.

Reglerne kan næppe bruges til at bygge et land med, men de kunne måske holde de "debattører" i skindet, som ikke har nogen fornemmelse af, hvornår de overskrider andres grænser og invaderer deres områder.

Nu er udvalget vedrørende videnskabelig uredelighed (UVVU) selv blevet anklaget for uredelighed på baggrund af de metoder, de har brugt i vurderingen af Bjørn Lomborg. Jeg har ikke set nærmere på konklusionen angående UVVUs metoder, men jeg mindes dog, at jeg studsede lidt over deres argumentation, da de i sin tid stemplede Bjørn Lomborg som uvidenskabelig spradebasse. Det er i hvert fald en meget pinlig sag for UVVU.

Desværre har UVVUs uheldige opførsel styrket en person, der ikke burde være blevet styrket af vurderingen: Bjørn Lomborg. Godt nok er UVVU blevet stemplet som uredelig i deres fremgangsmetode, men det betyder ikke, at Lomborg dermed havde ret. Hans konklusioner er stadig den samme kombination af tynde og forkerte oplysninger som hidtil, og bliver ikke det mindste mere rigtige, bare fordi UVVU har handlet dumt. Bjørn Lomborgs "The Skeptical Environmentalist" er stadig lige så uredelig, som den hele tiden har været.

Jeg kan til en vis grad være enig med Dansk Supermarked, når de forbyder brugen af tørklæder blandt deres ansatte. I hvert fald, hvis grunden er, at Dansk Supermarked ikke ønsker, at deres ansatte giver udtryk for religiøst tilhørsforhold i form af tørklæder. Hvis jeg var naiv nok, ville jeg se frem til, at også andre religiøse symboler snarest muligt blev forbudt i Dansk Supermarked, så jødiske ansatte ikke har lov til at bære kalot, og kristne ansatte ikke har lov til at gå med et kors om halsen. Men så naiv er jeg ikke, så min delvise enighed med Dansk Supermarked kan ligge på et temmelig lille sted.

At gå med et kristent kors er i øvrigt et langt mere påtrængende religiøst udtryk end at gå med tørklæde. Det er nemlig ikke påkrævet i den kristne religion at gå med et kors, så her er det udtryk for et direkte ønske om at gøre opmærksom på sin religion. Dette er ikke tilfældet for tørklæder, der er påkrævet af religionen, ligemeget hvordan religionens følgere måtte have det med det.

Uanset hvad man som dansker måtte mene om muslimers brug af tørklæder, så må Dansk Supermarkeds holdning ses som en slående uvidenhed om andre menneskers grænser. Man kan ikke vurdere, om man overskrider andres grænser ved at se på, om man ville have overskredet sin egen grænse, men man kan trods alt prøve at være lidt bevidst om andre kulturers skikke. For de muslimske piger og kvinder, der er kulturelt - ikke religiøst - opdraget til at bruge tørklæde, føles det "nøgent" at gå uden tørklæde. Som religionshistorikeren Mikael Rothstein påpegede i TV2 i går, så vil forbuddet mod at gå med tørklæde svare til, at en person opdraget i dansk kultur fik forbud mod at gå med bukser.

Forudsigeligt nok. Det må være min første kommentar til bankernes guldgrube af gebyrer på det nye Dankort. Da bankerne fik lov til at opkræve et gebyr af butikkerne og dermed i sidste ende os kunder, hver gang det nye Dankort blev brugt, var betingelsen, at når vi fik det nye Dankort, ville det kunne en masse og være mere sikkert.

Men nu har bankerne valgt den billigeste løsning, der betyder, at Dankortet i praksis ikke kan mere end det gamle Dankort med magnetstriben. Sikkerheden er en smule bedre, men kommer i praksis kun bankerne til gode.

Jeg ville helst se frem til, at bankerne så fjernede gebyrerne igen, men jeg tvivler på, at det vil ske. Jeg er straks mere sikker på, at regeringen vil støtte op om bankernes tyveri.

Den amerikanske præsident Bush ønsker "den hårdeste straf" over Iraks tidligere præsident, Saddam Hussein. I medierne tolkes dette som et ønske om dødsstraf. Bush mener også, at det er irakerne, der bør fastsætte dommen.

At Saddam Hussein har gjort sig fortjent til straf kan der næppe herske megen tvivl om. Han har som Iraks leder gjort sig ansvarlig for massemord, undertrykkelse, besættelse, og meget andet. Men det er værd at overveje, hvorfor Bush ikke ønsker en international domstols vurdering af Saddam Hussein. Grunden kan måske være, at for 20 år siden var Saddam Hussein USAs kæledægge og medsammensvorne mod bl.a. Iran, og at det først var med Iraks invasion af USAs oliekilde, Kuwait, at USA pludselig skiftede holdning til Saddam Husseins styre. Indtil da var de meget støttende overfor Irak, og fordømte endda Iran for ikke at anerkende Iraks styre.

Når Bush ønsker, at Saddam Hussein idømmes den "strengeste straf" af irakerne, er det for mig at se udtryk for, at Bush helst ikke vil have, at Saddam Hussein når at fortælle det internationale samfund for meget om sit tidligere samarbejde med USA. Man kunne jo risikere, at USAs motiver for krigen og tidligere involvering i Iraks regime blev endnu mere tydelige, end de er i dag.

"Stand up comedy" kunne i princippet være en genre, jeg kunne have været meget glad for. For mig at se er det alle tiders, hvis en person kan stille sig op og give dagligdags begivenheder en vinkel, så man kan se det morsomme i situationen.

Det undrer mig bare, at med enkelte undtagelser gør populær stand up comedy i stedet ud på, at der står en personligheds- og talentløs person på en scene, og prøver at tale som en mellemting mellem en sportskommentator og en gangsta rapper. Morsomhederne går generelt ud på at komme med en lang række sjofle vittigheder (helst om blowjobs), og der må helst ikke gives udtryk for holdninger, der strækker sig for langt ud over en vurdering af de oplevelser, man får i Netto.

Et af de træk, der går igen blandt hadefulde mennesker på Internettet, er deres tendens til altid at skulle blande sig på steder, hvor de udmærket er klar over, at de er uønskede. De blander sig i chatrum, der handler om det, de ikke bryder sig om. De invaderer message boards, hvor temaet er genstanden for deres had. De tæppebomber gæstebøger og kommentarfelter på websider, som giver udtryk for de holdninger, de afskyr. Og hvis det ikke er nok, skal de nok sørge for at trække deres menings-allierede ind, så de også kan chikanere.

Deres had er meget aktivt og udadrettet, så det er kun forventeligt, at de opsøger de ting, de hader. Ofte er der tale om folk, der tilhører perifere grupper, og som føler, at de ikke bliver forstået af omgivelserne. Internettet er det eneste sted, hvor det umiddelbart er muligt at udbrede sine meninger stort set uhindret.

Den ene af forfatterne til "Jesus og Josefine", Bo Hr. Hansen, blev interviewet i 22-nyhederne i TV2 for nogle dage siden.

Bo Hr. Hansen blev konfronteret med det faktum, at programmet er religiøs indoktrinering af børn. Han blev blandt andet spurgt, om ikke det var udtryk for religiøs propaganda og intolerance, når et afsnit af julekalenderen gav udtryk for, at hvis ikke det havde været for kristendommen, ville der ikke have været næstekærlighed i verden.

Egentlig kan jeg godt give Bettina Egerland ret, når hun i et interview i Jyllandsposten den 9. december giver udtryk for, at ansøgerne til hendes virksomhed er for dårligt kvalificerede (http://www.jp.dk/kp:aid=2164170). For selv om jeg er glad for niveauet blandt mine nuværende kolleger, så har jeg bestemt set nogle uhyggelige eksempler på dårlig standard hos tidligere kolleger.

Men på nogle punkter går hun lidt over gevind efter min mening. I følge Jyllandsposten siger Bettina Egerlands erfaring hende, at "[k]un halvdelen af ingeniørerne med lange universitetsuddannelser er dygtige". Det er såmænd ikke fordi jeg ikke kan give hende ret. Jeg kan bare ikke blive specielt overrasket over at få at vide, at halvdelen af ingeniørerne ligger under det, der implicit i udtalelsen må betragtes som gennemsnittet. Derfor må jeg opfordre Bettina Egerland til lige at standse op et øjeblik og mærke duften af statistikken: Der vil nødvendigvis være en stor gruppe, der er dårligere end de allerdygtigste indenfor et hvilket som helst felt. Hvis ikke man kan leve med det, må man enten sænke sine forventninger til det realistiske niveau, eller også må man som arbejdsudbyder selv påtage sig at uddanne sine ansatte.

Uanset hvad jeg måtte mene om Saddam Hussein, var det ikke en forhadt diktator eller en "rotte fanget i sin rede", jeg så på den video, det amerikanske militær frigav af Saddam Hussein efter tilfangetagelsen. Jeg så en skræmt mand, der havde været jaget i månedsvis, og som reagerede som ethvert andet menneske ville have reageret. Manden er blevet revet ud af sit skjul. Ethvert sundt og raskt dyr eller menneske ville være forvirret, frustreret og skræmt, hvis det blev sat i en situation som Saddam Hussein blev sat i. Samtidig er det ydmygende for de fleste mennesker at blive udstillet på den måde, Saddam Hussein blev det.

USA var ellers dybt forargede, da Irak i sin tid viste billeder af amerikanske krigsfanger. Det er imod Genève-konventionen at vise billeder af krigsfanger som del af et lands propaganda, men når USA selv gør det, har de skam styr på det rigtige spin: Ligesom fangerne på Guantanamo-basen bare defineres som noget andet end krigsfanger, så har USA behændigt valgt at definere deres nye krigsfange som "noget andet" end en krigsfange.

Demokrati betyder flertalsstyre, som i praksis udføres af en flertalsvalgt gruppe af repræsentanter. Fordelen ved demokrati er, at det i princippet giver mulighed for at tilgodese den største gruppe af mennesker, og at hvert individ har medbestemmelse. Til gengæld er demokrati af samme årsag ikke videre minoritetsvenligt. Det er på trods af demokratiet, eller måske snarere fordi vi ikke har et rent demokrati, at minoriteter er tilladte i Danmark.

Det største problem er, at de fleste af de mennesker, der indgår i et demokrati, ikke ved, hvad der er bedst for dem selv, og i stedet lader sig overtale af populisme og sensationspolitik. På godt dansk betyder demokrati, at det mindre kloge flertal kommer til at bestemme over de langt færre kloge mennesker. Det er en sådan gruppe, man ønsker, hvis man påberåber sig "sin demokratiske ret til indflydelse".

Hvis ikke jeg efterhånden havde vænnet mig til, at de selverklærede nationalister havde meget svært ved at forstå et klart budskab formuleret på dansk, så ville jeg nok være blevet overrasket over deres pyldren i kommentarerne til disse sider. Det burde nemlig ikke være svært at forstå, at når der i beskrivelsen af siderne står, at de henvender sig til de folk, der kan lide at læse siderne, mens andre bedes forlade siderne i stilhed, så er sidstnævntes kommentarer ikke velkomne.

Amina og undertegnede betaler for den server, siderne ligger på. Vi betaler også for båndbredden. Vi ejer faktisk de pågældende sider. Vi har ikke givet udtryk for, at vi er demokratiske hvad angår kommentarer, eller at alle har en "ret" til at skrive på de sider, vi ejer. Vi har heller ikke noget ønske om at være mikrofonholdere for hverken racister, nationalister, højrefløjsekstremister eller nogen som helst andre i den kategori. Vi har suveræn bestemmelse over siderne, og kan være lige så uretfærdige, som vi ønsker på vores egen hjemmeside, og sletter gerne de kommentarer, vi ikke vil have.

Siderne er et vindue til vores "dagligstue", så at sige. Hvis racisterne et. al. vil have hele deres land i fred, må de vel også kunne sætte sig ind i tanken om, at enkelte mennesker vil have deres dagligstuer i fred. Men typisk nok er der jo ikke tale om, at de bare vil have deres egne ting for sig selv - de vil have det hele. Amina og jeg kan nøjes med at være sofafascister i vores eget hjem og webfascister på vores egen hjemmeside. Udenfor vores hjems fire vægge tolererer vi dem, der er parate til at tolerere os.

I de danske medier og i dansk politik er det almindelig praksis at omtale Dansk Folkeparti og tilsvarende grupper, hvor racisme og småborgerlighed udgør de centrale værdier, som den "yderste højrefløj".

Nogle gange har jeg lidt svært ved at følge klassifikationen af disse partier som den "yderste højrefløj". Det skyldes, at når det primært er den økonomiske model og den humanistiske opfattelse, der markerer et partis position i "venstre/højre"-skalaen, så ligger den yderste højrefløj måske ikke alleryderst.

Hvis man ser på partiernes opfattelse af økonomisk model, er det partier såsom Enhedslisten, der ligger yderst til venstre, mens det er Venstre, der ligger yderst til højre. Dansk Folkeparti har tilsyneladende ikke den samme opfattelse af, at kapitalismen er vejen til alles lykke, som Venstre har. Uden at have studeret det indgående, får jeg den opfattelse, at i økonomisk politik ligger Dansk Folkeparti nok nominelt et sted mellem de Konservative og Venstre. (Det skal selvfølgelig siges med det forbehold, at med Dansk Folkepartis elastikpolitik er de meget villige til at spille med på Venstres pibe, så længe de blot får deres centrale dagsorden - Danmark kun for danskere - på bordet.) I økonomisk henseende må det nok primært være Venstre, der er primus motor for kapitalistiske interesser, hvilket sætter Venstre ud på den yderste højrefløj.

I diskussionen om at bringe kristendommen ind i EU-forfatningen er Anders Fogh Rasmussen blødt lidt op. Han har ikke det store problem med, at kristendommen bliver nævnt i EUs værdigrundlag. Som han siger, så vil han ikke falde ned af stolen, hvis den kristne gud bliver nævnt i den nye EU-forfatning. En af grundene kan selvfølgelig være, at en "god kristen tradition" passer fint ind i hans bebudede kulturkamp, og derfor sikrer ham ganske godt mod risikoen for at falde ned af stolen.

På visse punkter kan jeg give ham ret. Det er f.eks. korrekt, at væsentlige dele af Europas historie på godt og ondt er formet af kristen indflydelse, og derfor kan det forsvares, at dette faktum nævnes. Også i højere grad end f.eks. Islams indflydelse, eftersom den muslimske påvirkning af kulturen - herunder lærdom om matematik og medicin - ret beset er ved at være lidt gammel.

Siden jeg har lært om Habermas' opdeling af udtryk i konstative, normative og ekspressive udtryk, har jeg ofte ønsket mig, at denne klassifikation blev gjort til tvungen undervisning. Jeg er nemlig dødtræt af, at folk trækker normative og ekspressive holdninger ind i det konstative område. Man kan nu engang ikke trække moral og personlig smag ind i det område, der beskæftiger sig med kolde facts.

Det er fair nok at underbygge visse normative eller ekspressive holdninger med argumentation, der bygger på konstativ viden. Således kan man godt argumentere for, at samarbejde er en god ting (normativ, subjektiv holdning), fordi spilteori viser, at det er fordelagtigt (objektiv, konstativ holdning). Det gør folk såmænd også ofte.

Kampsport med fuld kontakt gør ondt. Efter at have trænet slag og blokeringer i går, er huden på mine arme flækket flere steder, hvor jeg blev ramt af hårde blokeringer, og det føles, som om der sidder hele plader af sammentrukket muskelvæv der, hvor jeg er blevet ramt.

Det virker måske overdrevet, men der er nogle klare fordele ved den slags træning: Man lærer at "tage imod" et slag uden at komme permanent til skade, og hvad der måske er vigtigere, så lærer man at undgå at gå i panik, bare fordi noget gør ondt. I det virkelige liv er et slag lige så farligt som de slag, vi giver hinanden under kontrollerede forhold. Men i det virkelige liv nytter det ikke, at man lige synes, man vil holde en pause, og en modstander vil næppe lytte, hvis man beder vedkommende slå mindre hårdt.

"Uriasposten" hedder et af de danske web-steder, der stinker langt væk af højrefløjsekstremisme og racisme. For dem, der ikke ved det, er en "uriaspost" betegnelsen for en position som vagtpost, hvor man i praksis ofres for sagen. Hvis en person bliver givet en uriaspost, er det at udlevere personen til fjendens kugler. Hvis man i stedet ønsker en uriaspost, er det et martyrium.

Det er ikke for at være arrogant, men nogle gange kan jeg føle, at kommunikation med andre mennesker svarer til at danse limbo: Det gælder om, at jeg skal bevæge mig sig så langt ned i åndeligt niveau som muligt.

Jeg opfatter religiøse mennesker lidt ligesom stofmisbrugere. De kan måske godt fungere normalt og fornuftigt i mange almindelige sammenhænge, men alligevel har de noget, der styrer deres fornuft på afveje, og som får dem til at handle dumt og skadeligt for enten sig selv eller andre. Det betyder, at man måske godt kan fungere sammen med dem, men man skal betragte dem som stærkt upålidelige mennesker, som man helst ikke skal have give et ansvar.

Tidligere religiøse mennesker er lidt ligesom alkoholikere. Det siges om alkoholisme, at man kan holde op med at drikke, men at man ikke kan blive fri for alkoholismen, og jeg synes, jeg ser samme tendens hos tidligere religiøse mennesker. Godt nok kan de tidligere religiøse lære at argumentere normalt og drage normale slutninger, men "religionsalkoholismen" lurer tilsyneladende stadig i baghovedet, for en gang imellem falder de alligevel i vandet og drager konklusioner, der kun passer ind i deres "tidligere" religiøse verdensbillede.

Der er ofte noget "forkert" over en afvænnet alkoholiker, når vedkommende er til fest. Jeg ser en tilsvarende form for "forkerthed" ved tidligere religiøse, når de behandler religion lidt på samme måde som en afvænnet alkoholiker kigger på flaskerne ved en fest.

Da vi anskaffede en boa, valgte vi selv at opdrætte de rotter, den får som foder. Inden da havde vi opdrættet mus til vores nu afdøde python.

Musene var nogle agressive små bæster, der ofte mobbede hinanden, sloges eller ligefrem slog hinanden ihjel. Og så lugtede de også kraftigt. Derfor var vi lidt bekymrede for, hvordan det ville gå med opdrættet af rotter, som vi i første omgang sammenlignede med meget store mus.

Anskaffelsen af rotterne var imidlertid en utrolig positiv overraskelse. Jeg har aldrig oplevet et så fredeligt, socialt og tolerant dyr på nært hold.

Jeg læste netop et svar på et interview givet af en tidligere ven, som de seneste to år er gået hen og blevet religiøs og umulig at tale fornuftigt med. En af hans sædvanlige bitre henvisninger til os er, at jeg og min kæreste skulle være meget bekymrede om, hvad de kristne mener om os, eller om hvad der måtte være af fordomme mod os.

Det var først nu, det gik op for mig, at han åbenbart tror, at den slags overvejelser er noget, der har en personlig værdi for os. Altså at vores selvværd og identitet bygger på, hvad andre måtte mene om os. Det er åbenbart gået hen over hovedet på ham, at vore bekymringer om den slags handler om, at vi lever i et samfund, hvor andres meninger og fordomme sætter begrænsinger for muligheder.

Populært sagt svarer det til, at hvis en person står og truer mig med en pistol og ønsker at slå mig ihjel, så ændrer hans opfattelse af mig godt nok ikke på min selvværdsfølelse, men den betyder rigtig meget for mine muligheder. Det er det samme med kristne holdninger og fordomme. Det betyder ikke noget for vores "indre styrke", hvad de mener om os - men det betyder en hel del for vore ydre muligheder. Når vi er interesserede i at have de bedste muligheder for os selv i vores liv, er det bestemt relevant at påvirke de ting, der giver os mulighederne.

Men måske får min tidligere ven en fornyet forståelse for problematikken, når hans eget barn bliver sat ud i samfundet gennem børnehave og skole, og han ser den påvirkning, de bliver udsat for, og som han kun har ringe indflydelse på.

Da min kæreste afleverede vores datter i børnehaven i går, blev hun kaldt ind til en kort samtale. Det viste sig, at vores datter havde haft et større skænderi med de andre børn i forbindelse med en diskussion om julen. Skænderiet havde handlet om, at vores datter ikke mente, at julemanden eksisterede, mens de andre børn fuldt og fast troede på julemanden. Det blev ikke bedre af, at pædagogerne også "troede på julemanden" for at støtte op om børnehavens julehygge.

På trods af min inkarnerede skepticisme finder jeg egentlig ikke forkasteligt, at der gives tilskud til de af de såkaldte "alternative behandlinger", der påviseligt ikke virker.

Man skal nemlig ikke underkende placebo-effekten i behandling af en persons lidelser. For selv om vi godt ved, at en lyserød krystalsten i lommen og deslige ikke har nogen fysisk effekt, så får de overtroiske patienter det tilsyneladende alligevel bedre af behandlingen - på grund af placebo-effekten. Denne form for behandling er stort set gratis, og hvis ikke den var til stede, ville personen sandsynligvis søge behandling i et langt dyrere behandlingssystem. Jeg har en fornemmelse af, at pengene, der "spildes" på alternativ behandling, måske i virkeligheden er rigtig godt givet ud.

Det er kun i de tilfælde, hvor der kun tilbydes den alternative behandling og den virkelige behandling forfordeles, at der er nogen grund til at være nervøs.

Præsident George W. Bush fortsætter med USAs ønske om dominans gennem magt, og har i stilhed brudt et 10 år langt forbud mod atomvåben: http://ekstrabladet.dk/VisArtikel.iasp?PageID=229121.

Den - indtil nu - overståede kolde krig beviste med al tydelighed, at oprustning på den ene side førte til oprustning på den anden side, hvor balancen alene var givet ved den meget passende forkortelse "MAD", eller Mutually Assured Destruction. Det var kun gennem en viden om, at en direkte agression ville betyde et altødelæggende modtræk, at man undlod at benytte sig af sine allermest agressive midler.

USA er nu den eneste supermagt i verden, men terrorhandlingen den 11. september 2001 mod World Trade Center viste med al tydelighed, at USA ikke er immun mod angreb, der vækker lige så megen frygt som truslen om atomkrig.

Jeg ser det som fuldstændig forrykt, at den siddende regering kan tillade sig at forære milliarder af kroner til A. P. Møller og DUC i form af aftalen om Nordsøolien. Olien tilhører ikke A. P. Møller. Den tilhører enten os alle - eller ingen overhovedet. Samtidig binder regeringen både Folketing og regeringer i de næste 39 år til ikke at kunne træffe beslutning om, hvordan olien og gassen skal udnyttes.

På http://www.nordsoeolien.nu har en række personer taget initiativ til at samle underskrifter ind mod aftalen, som efter planen skal vedtages eller afvises i Folketinget inden jul. Jeg ved ikke, hvor stor indflydelse underskriftsindsamlingen vil have, men jeg har i hvert fald givet mit lille bidrag i form af min underskrift.