juni 2010 Archives

"Moderate kristne" fortæller mig jævnligt, at der virkelig er samtidige kilder på, at deres mytiske gud skulle have fandtes som en historisk person. Mens det som regel ikke er svært at blive enige om, at størstedelen af teksterne om Jesus er skrevet langt senere, end han måtte formodes at have levet, og derfor ikke er bevis for noget andet, end at der fandtes kristne nogle århundrede efter hans formodede død, er der én undtagelse: Josefus Flavius, der levede umiddelbart efter Jesu død. Selv om Josefus ikke selv kunne have kendt Jesus, ville han dog have været i stand til at have talt med mennesker, der havde kendt Jesus direkte. Og minsandten om ikke Josefus kan berette om Jesus:


In your face, hvadbehager?

Men nej. Som en af landets førende eksperter i feltet kan professor i religionsvidenskab Per Bilde fortælle om lige netop denne passage i bogen "En religion bliver til":


Det er kort sagt en forfalskning, der er foretaget på et langt senere tidspunkt, og således falder Josefus med et brag som samtidig kilde. Faktisk kan man ligefrem spekulere på, hvorfor Josefus, der ellers skrev om alt muligt, slet ikke har fundet det interessant at skrive om denne person, der ellers burde forventes at have skabt en del røre.

Vi sidder altså stadig med en komplet mytisk figur, som der ikke findes en eneste samtidig kilde til. Alt, hvad Jesus hævdes at have sagt, er ord, som skribenter har fundet på århundreder senere. Indtil man ved, om Jesus overhovedet levede, har disse ord ikke mere troværdighed end de ord, der blev tillagt den talende slange i Paradisets Have. Det giver ikke mere mening at henvise til, hvad Jesus sagde, end det gør at henvise til, hvad den talende slange sagde til Eva, eller hvad den brændende busk sagde til Moses. De er alle mytiske figurer, ligesom Bibelens væld af engle og andre magiske skabninger er det. En mytisk figur har ikke mere at skulle have sagt, bare fordi den har menneskelig form, eller fordi folk hævder, at den har eksisteret i historisk tid.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kalder Socialdemokratiets og SFs såkaldte "fair løsning" for landsskadelig virksomhed. Dette har fået de to partier op af stolen, og det kan der være en god grund til. Landsskadelig virksomhed er nemlig strafbart i følge dansk lovgivning:


Lars Løkke Rasmussen bedes venligst udvise statsmandsevner - hvilket betyder, at han må dokumentere sine alvorlige anklager eller moderere sin retorik betragteligt. Statslederposten er ikke en plads på en bodegabarstol, hvor man snakker, som om man har fået for mange fadøl.

I et lille land på en lille planet i et solsystem i en fjern galakse...

Kommandør Scaarup havde igen kaldt officererne sammen i messen.

"Rebellerne bliver stærkere, men jeg har et hemmeligt våben, som kan ødelægge rebellerne indefra", indledte Kommandør Scaarup.

Officererne lyttede spændt, og Kommandør Scaarup holdt spændingen hen, mens han gav officererne hints om sin genialitet.

"Hvad er fællestrækket for en helt stribe partier, som fik store problemer?"
"De kunne ikke definere sig selv?", foreslog sergent Doorman.
"Nej".
"De manglede en stærk fører?"
"Nej. Eller jo, men det var ikke derfor. Tænk på en nyttig idiot".

Der var stille. Med så mange muligheder at vælge mellem blandt partiets to hjælpegrupper var svaret ikke helt oplagt. Kommandør Scaarup hjalp forsamlingen på vej:

"Det er ikke løjtnant Thorr, jeg tænker på. Det er en person, der efterlod de Radikale stærkt svækket. Som gjorde den første Alliance fra Saxon til grin. Og som nu er hos de Konservative - og her ved vi jo godt, hvordan det ser ud i dag".

Så vidste forsamlingen, hvem han mente. Der var kun én person, der kunne sende et parti til tælling på så kort tid. Men hvor alle havde troet, at Nasser Kharder blev tiltrukket af skibbrud og katastrofer, var der ingen før Kommandør Scaarup, der havde indset, at det måske hang omvendt sammen - at det var Nasser Khader, der var årsagen til de omgående sammenbrud af alt, hvor han blev indblandet.

"Der findes næppe nogen større nar i denne galakse. En sand idiot, men det kan man jo også kun forvente med de abegener. Vi taler imidlertid om en nyttig idiot. En nyttig idiot, som vi placerer hos rebellerne, og som har en så koncentreret blanding af inkompetence og destruktionskraft, at idioten slet ikke behøver få at vide, at vi har placeret denne... forræder".

Der kom anerkendende nik i forsamlingen, og Kristian Maul fra Thule-selskabet, som stod lige bag Kommandør Scaarup, trådte frem.

"Her i partiet ser vi muligheder, hvor andre ser begrænsninger. Hvor andre ser dumme, uuddannede, lavkulturelle idioter, ser vi et enormt potentiale. Så meget, at de nærmest udgør vores energikilde".

"Nåh, det er Nasser Khader, der er dit hemmelige våben!", udbryd Martin Henriksen pludselig, og et lidt sammenbidt, bekræftende nik i hans retning fra Kommandør Scaarup bekræftede Martin Henriksens erkendelsesevner. Martin Henriksen åndede lettet op: "Jeg troede lige, at vi skulle til at skille os af med Mal'ene Harpe".

Kommandør Scaarup åbnede en forbindelse til den Konservative krydser, der altid cirklede i nærheden af Dansk Folkepartis moderskib, og etablerede kontakt til den Konservative leder.

"Lene, du vil gerne have vores støtte til Finansloven, ikke?"
"Ja, det vil vi jo altid gerne. Den sædvanlige pris?"
"Til dels. Det involverer i hvert fald mærkeligt-farvede arter. Vi skal bruge Nasser".
"Ja?"
"Du skal sørge for, at Nasser bliver plantet i rebellernes parti".
"Ikke andet?"
"Ikke andet", svarede Kommandør Scaarup, og formanede: "Det er en yderst vigtig opgave, Lene. Er du i stand til det?"

Lene Espersen stod ret. "Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt", lovede hun højtideligt.

"Fortæl ham, at han bliver populær af det", foreslog Kommandør Scaarup. "Det vil give den mørke side af sammenhængskraften tag i ham, så han vil gøre hvadsomhelst".

"Stol på mig, det bliver den nemmeste sag i verden", lovede Lene Espersen igen og tilføjede, "Det bliver den rene ferie".

Få dage senere indfriede Lene Espersen sit løfte til Kommandør Scaarup, idet hun overbeviste endnu et medlem af de Konservative om, at det var på tide at forlade partiet. Nasser Khader sendte skyndsomst en pressemeddelelse ud om, at han havde brug for lidt selvransagelse, og ikke havde planer om at vende tilbage til et af sine tidligere partier. Mens medierne svirrede af rygter, forberedte Nasser Khader forhandlingerne om sit afspring til rebellerne.

"Helle, min skat, hvordan går...", indledte Nasser Khader, men blev afbrudt af Helle Thornings hvasse blik.

"Jeg vil ikke høre det ord i min nærhed!", snappede hun.

"Undskyld, undskyld, jeg ville ikke... jeg forstår, det er vel noget med manden", snublede en overrumplet Nasser Khader i ordene.

"Stop så!", snerrede Helle Thorning, og Nasser Khader besluttede sig for at skifte væk fra noget, der åbenbart var et følsomt emne.

"Ja, jeg ville jo ikke... jeg forstår godt, du vil være i fred. Alle kan jo en gang i mellem have brug for at søge ly".

"NASSER!"

Nasser Khader så forvirret ud et øjeblik.

"Nej, min politik er skam financieret af det private erhvervsliv, så jeg er ikke nogen nas..."

"Hvad vil du", stoppede Helle Thorning ham, og Nasser Khader følte sig ikke sikker på, om det var ment som et spørgsmål. Han besluttede sig for at gå lige til sagen.

"Jo, Helle, du ved jo nok, at jeg lige har forladt et parti, hvor folk er løbet væk, så partiet er hullet som en schweizero..."

"Så er det NOK!" hvæsede Helle Thorning. Hendes holo-billede forsvandt, og Nasser Khader stod uforstående tilbage.

(Fortsættes...)

Hvad vil Dansk Folkeparti i en regering? spørger Citizen Dane.

Jeg tror, at svaret skal findes i Dansk Folkepartis ekstreme fokus på deres ene og altoverskyggende mål:

I et så fanatisk nationalistisk parti som Dansk Folkeparti er selve partiet mindre vigtigt end at være højredrejet. Partiet vil have det fint med at gøre sig selv overflødigt.

Dansk Folkeparti har hidtil haft travlt med at trække regeringen og væsentlige dele af oppositionen til højre. Nu er regeringen rykket så langt til højre, at den svarer til Dansk Folkeparti for nogle år siden. Derfor kan Dansk Folkeparti i dag indgå i en regering, der i virkeligheden bare er en udvidelse af dem selv. Skulle der forsvinde et par folk til Venstre, er det ikke så slemt, for Venstre er kommet så langt til højre, at den gennemsnitlige Venstre-politiker i dag svarer til noget, man for få år siden kunne have fundet i selv den mere rabiate del af Dansk Folkeparti.

Vi tager den for en sikkerheds skyld på skrift:

In English: So we've chosen to create a system where you pay less than you did before. That's our choice, and it obviously implies that, er, those who earn more and pay more now pay a little less, well, they now pay more less than those who earn less and pay less, but who also pay less less.

Helle Thorning-Schmidts mand betaler ikke sin skat. Måske. Helle Thorning-Schmidt er i hvert fald ikke bange for en undersøgelse, for hun mener - tilsyneladende ikke uden grund - at hun og manden har deres på det tørre. De følger de gældende regler på området, siger Helle Thorning-Schmidt.

Men som formand for So­ci­al­de­mo­kra­ti­et, der formelt fører en politik om, at de rigeste ikke bør have særlige skat­te­for­de­le, ser det ikke helt pænt ud, at den vel­be­slå­e­de familie ikke betaler den skat i landet, som man må for­ven­te af en familie, der kalder Danmark for "hjem". Sagen er lidt i ka­te­go­ri med den nylige kritik af Mette Fre­de­rik­sens og Helle Thor­ning-Sch­midts be­slut­nin­ger om at sende deres børn i pri­vatsko­le, når partiet har slået på, at alle for­æl­dre skal støtte op om den of­fent­li­ge Fol­ke­sko­le.

Uanset om Helle Thor­ning-Schmidt har retten på sin side, så sender det et signal om ut­ro­vær­dig­hed eller om mang­len­de in­te­gri­tet, hvis hun er so­ci­al­de­mo­krat, men opfører sig, som om hun hørte bedre hjemme blandt de Konservative eller Venstre, hvor det betragtes som en dyd at nedsætte sin personlige skat til det idealniveau, der bedst illustreres af Vendsyssel/Thys tradition for sort arbejde. Der ligger en forventning om, at hun opfører sig, som hun ønsker, at andre opfører sig. Som rollemodel har hun om ikke andet et forklaringsproblem, uanset hvad loven måtte sige, for at man har ret til noget betyder jo ikke, at man er forpligtet til at udnytte denne ret.

Helle Thorning-Schmidts reaktion er derfor korrekt i den udstrækning, at hun signalerer, at hun ikke er nervøs for, om hun har gjort noget galt. Imidlertid er det jo slet ikke et spørgsmål om, hvorvidt hendes mand har gjort noget juridisk legalt, men om hun repræsenterer en familie, hvis handling følger de idealer, hun som formand for Socialdemokratiet til en vis udstrækning må formodes at kunne personificere - såfremt hun virkelig mener, hvad hun siger. Det er ikke lovens dom, hun skal være nervøs for, men vælgernes dom. Derfor er det også noget helt andet, hun skal appellere til.

Hun skal appellere til folks gode samvittighed, ikke til jura. Helle Thorning-Schmidts vælgere skal ikke have det dårligt med, at hun opfører sig, som om hun var borgerlig. Men det ville måske kræve en så urealistisk djævelsk kombination af egeninteresse på både kort og lang sigt, at man næppe kunne kræve det af partiets vælgere. Lad mig derfor blot tale for mig selv på trods af, at jeg ikke er socialdemokrat.

Amina og jeg støtter Enhedslisten og taler i væsentlig udstrækning deres sag. Samtidig nyder vi godt af, at regeringen har indført topskattelettelser og milde vilkår for husejere, ligesom finanskrisen for vores vedkommende betyder en så lav rente på et stort lån, at vi reelt tjener gode penge på det. Uden at gå nærmere i detaljer er vi ikke umiddelbart med til at betale den borgerlige regerings fadæse, som de har sendt regningen for videre til de svagere stillede. Det må vel være topmålet af hykleri, at vi støtter Enhedslisten?

Til dels, kunne man sige, såfremt man kun betragter den meget korte bane, og såfremt man mener, at folk absolut skal handle på en måde, så de ikke opnår en fordel. Men både min egen og Helle Thorning-Schmidts familie ville være idioter, hvis ikke vi udnyttede de muligheder, vi havde. Lovene udstikker visse rammer, og dem benytter vi os selvfølgelig af.

Sagt på en anden måde: Problemet er ikke, at folk følger loven. Problemet er, at loven medvirker til strukturel ulighed, idet den tilgodeser folk, der har rigelige ressourcer, og gør det besværligt for folk, der har knappere ressourcer. Det nytter ikke det store, at nogle få familier opfører sig idealistisk eksemplarisk, hvis landets lovgivning er indrettet sådan, at langt de fleste ikke gør det. Hvis der skal opnås den forandring, som Enhedslisten kæmper for, og som Helle Thorning-Schmidts parti også ønsker en bid af, så er det ikke den enkelte persons adfærd, der betyder noget.

Der skal kæmpes for en lovgivning, der forhindrer skattespekulation. Der skal kæmpes for en lovgivning, der ikke gør tilværelsen sværere, bare fordi man har færre penge. Det nytter ikke, at jeg undlader at benytte mig af en ording, der kan reducere mit skattegrundlag med kr. 2.000, så længe store, internationale virksomheder såsom Q8 kan udnytte lovgivningen sådan, at de overhovedet ikke betaler skat. Det nytter ikke, at jeg og titusindvis af andre danskere reducerer vores CO2-udledning med 10%, så længe store koncerner som A. P. Møller-Mærsk ikke reducerer deres forurening overhovedet.

Der skal gennemføres strukturelle ændringer, hvis det skal nytte noget: Ændringer, der rammer de store spillere, og som sikrer, at alle bidrager efter evne til samfundet, selv når de udnytter grænserne. McDonald's eller Q8 begnder ikke at betale skat, bare fordi nogle tusinde danskere boykotter deres cola og benzin. Landmændene betynder ikke at reducere deres forbrug af pesticider eller deres dyremishandling, bare fordi nogle ideologiske mennesker dyrker økologiske jordbær i kolonihaven eller insisterer på veganermad. Det skal ske via lovgivning.

Derfor kan Helle Thorning-Schmidt og hendes mand godt udnytte en skattefordel, uden at være usolidariske, eller uden at være dårlige rollemodeller - såfremt de samtidig kæmper for at gennemføre en lovgivning, der i mindre grad tilgodeser hendes indkomstgruppe.

Gør hun det sidste, kan Helle Thorning-Schmidt også bruge det som argument for, at det er tilladeligt at udnytte de muligheder, der er givet. Ellers må hun finde sig i at få det pamper-stempel, som andre borgerlige i socialdemokratisk forklædning har fået før hende.

I et lille land på en lille planet i et solsystem i en fjern galakse...

Pia Kjærsgaard var mindre alvorlig, da hun kaldte officererne sammen, end hendes budskab i første omgang gav anledning til.

"Kejser Foghs minimalimperium kan ikke opretholdes under storkalif Løkke".

"Det er en trussel mod os. Vi kan ikke gennemføre vores politik, hvis vores marionetter er for svage. Jeg er bange for, at vi kan blive tvunget til at finde nye støttepartier. En slags nye muldyr til vores kærre".

Flere af partiets officerer så nervøst på hinanden. Med undtagelse af ordet "danskhed", som alle godt vidste, hvad dækkede over, brugte man sjældent symbolsprog i partiet. Det kunne betyde, at hun havde diskuteret sagen med folk, som officererne ikke kendte til.

De tog ikke fejl. Pia Kjærsgaard havde haft held til at lokke en Ny alliance til den mørke side, men til officerernes held så det ikke ud til, at Pia Kjærsgaard havde gjort dem overflødige.

"Alliancen fra planeten Saxon vil støtte os. Det var kun fordi de skulle bruge en troværdig undskyldning for at oprette deres alliance, at de var imod os", forklarede Pia Kjærsgaard.

"Ja, vi kunne jo ikke sådan sige, at vi bare var lobbyister for Saxon. Men så tænkte vi, at alle jo kan godtage en forklaring om, at man vil bekæmpe den mørke side af sammenhængskraften", undskyldte Emil Rammitzball, der netop var ankommet fra Saxon, og som stadig var iført sin stramtsiddende, glatte pilotdragt med et stort "S" på brystet. Længere nede i salen gled en af de lavere rangerende officerer i en slags plasma, der var dryppet på gulvet fra Rammitzballs hår, og postyret stjal opmærksomheden hos de få officerer, der et øjeblik overvejede at protestere mod Emil Rammitzballs beklagelse.

"Jaja", svarede Kommandør Scaarup utålmodigt til Emil Rammitzball. "Pak jeres lort og få jeres alliance på plads, hvor den hører hjemme".

"Mit lort er allerede pakket sammen", svarede Emil Rammitzball.

Der opstod en kort pause, før Pia Kjærsgaard tog ordet igen, mens Emil Rammitzball kiggede med så store øjne på Kaptajn Daggersmith, at Daggersmith fik en mærkelig fornemmelse af, at han på en eller anden måde ville blive involveret i prisen for alliancen.

"Men Alliancen fra Saxon er ikke nok. Vi skal finde flere allierede. I ved, hvad I skal gøre", sluttede Pia Kjærsgaard, før hun trak sig tilbage til sin kahyt.

Officererne talte i munden på hinanden, da hun var gået.

"Vi må lure dem kunsten af. Vi må finde ud af, hvad det er, de vil have. Når vi ved det, kan vi give dem det til den sædvanlige pris".
"Men hvordan gør vi det? Det er så længe siden, at Major Camre var blandt Socialdemokraterne, at vi ikke kan støtte os til hans hukommelse".
"Hvad med Karen Jespersen? Hun er da..."
"Nej, hun er jo hos Venstre".
"Stadig? Det er da snart en personlig rekord?"

Allerede samme aften var Kristian Maul fra Thule-selskabet i gang med opgaven, der involverede flere af de unge krigere i officerstaben.

"Mal'ene Harpe. Du skal gå ind i rebellernes hjerner. Nu vil jeg bede dig slappe helt af i kroppen. Når du slapper af, skal du lukke øjnene og tømme hovedet helt for tanker. Når du har gjort det ...".

Mal'ene Harpe lukkede øjnene. "Tømme tank... okay, færdig". Hun åbnede øjnene igen.

"... Og når du har gjort det, skal du finde ind i rebelleder Thornings hjerne og læse hendes tanker. Det skal du gøre nu!"

Mal'ene Harpe kneb øjnene samen, og hun anstrengte sig. Kristian Maul fra Thule-selskabet iagttog hende, mens Mal'ene Harpe skar ansigt i det uvante forsøg på at rejse i tankeriget. Endelig åbnede hun munden:

"Mærkeligt. Jeg ... modtager ... ingenting".

"Jeg vidste, du kunne!", udbrød Kristian Maul fra Thule-selskabet triumferende. "Vi har dem lige, hvor vi ønsker det. De vil tigge om vores hjælp så snart, det går op for dem, at de ikke kan støtte sig til Alliancen fra Saxon".

Langt væk fra Dansk Folkepartis moderskib skændtes Keldbaccha og Hans Ole om identiteten af en lille prik på fartøjets radar.

"Hrmnnfgrr?"
"Jo, det er Pia Kjærsgaards skib. Jeg er stensikker".
"Vuf-grr-wrrrnf. Hrrroof-nngr".
"Nej, jeg ved sgu ikke, hvorfor hun er ude og flyve alene en helt almindelig juniaften, eller hvor hun skal hen. Men det er altså hende, nå".

(Fortsættes...)

For nogle år siden klagede en person til mig over, at han var træt af, at alle andre troede, han var en taber. Mit aldeles udiplomatiske råd var, at hvis han ikke ønskede, at andre skulle opfatte ham som en taber, så kunne han vel lade være med at klæde sig, tale og opføre sig som en taber. Det hjalp ham næppe, men burde give anledning til lidt erkendelse:

Hvis man ligger under middel intelligens, er usoigneret og er socialt udsat, skal man f.eks. ikke ligefrem skilte med det, hvis man samtidig vælger at gå ind i en subkultur, som der hersker stærkt negative holdninger omkring. Stærkere individer, der giver tydeligt indtryk af at have styr på deres liv, og som åbenlyst befinder sig i en klasse over gennemsnittet, kan sagtens indgå i kontroversielle sammenhænge, uden at det giver problemer for hverken deres arbejde, deres børn eller deres øvrige sociale liv. Når en svag person har et kontroversielt islæt, understreger det, at personen er svag. Når en stærk person har et kontroversielt islæt, understreger det personens styrke.

Det kræver et vist format at provokere. Uanset om provokationen er bevidst, eller om den skyldes ens generelle indstilling, holdning eller adfærd, skal denne "skandale" gå hånd i hånd med sin modsætning: Respektabiliteten. Og fordi skandalen er så meget mere synlig, hedder balancen: Ni dele respektabilitet og én del skandale. Det er de ni dele respektabilitet, der sætter en gentleman i stand til at falde bevidstløst beruset om i rendestenen i sin egen urin, og stadig være en gentleman dagen efter. Og det er den ene del skandale, der gør ham til andet og mere end blot en person, der har lært korrekthedsfraserne udenad, og kan klæde sig pænt.

Skandalen fremhæver det væsentligste. Har man ikke tilstrækkeligt format, er der ingen pointe med skandalen, og intet fremhæves andet end skandalen selv. Da Jyllands-Posten bad en række andre tegnere udfærdige billeder af Muhammed, fordi muslimer skulle finde sig i "hån, spot og latterliggørelse", var der f.eks. ingen pointe i selve provokationen. Jyllands-Posten ville provokere, fordi avisen mente, at muslimer skulle vænne sig til provokationer, men selve provokationerne havde ikke noget indhold eller nogen pointe. De var skandale uden det nødvendige fundament af respektabel adfærd, så når muslimer blot blev styrket i deres opfattelse af, at Vesten bevidst chikanerer dem, var det fordi dette reelt også var det eneste, tegningerne understregede.

I kontrast til Jyllands-Postens tolv afbildninger af Muhammed fremstiller tegneren bag serien "Jesus and Mo" Muhammed flere gange om ugen, hvor han virkelig håner og latterliggør såvel Muhammed som muslimer, men har ikke modtaget en eneste dødstrussel. Tegneren bag "Jesus and Mo" har nemlig en pointe i form af religionskritik. Samtidig er tegningerne yderst begavede, og afslører en god indsigt i filosofi, sociologi, psykologi og religionsvidenskab. Der er ni dele respektabilitet, og den daglige "skandale" i afbildningen af Muhammed bliver ikke den dominerende, men understregende faktor.

Kurt Westergaard blev udsat for dødstrusler og et reelt (omend noget primitivt) attentatforsøg. Men hvor meget format udstråler Kurt Westergaard, når han efterfølgende begår taktiske bommerter ved at tale Dansk Folkepartis og Trykkefrihedsselskabets (samme) sag, eller når han uden skyggen af anger overlader sit barnebarns skæbne til en attentatmands formodede velvilje?

Det kræver simpelthen et vist format at være provokerende - og slippe afsted med det, for hvis man vil spænde en skydeskive på ryggen, bør man have en hud af Kevlar.

I et lille land på en lille planet i et solsystem i en fjern galakse...

Der var så stille i messen, at man kunne have hørt et tørklæde falde til jorden, da fyrstinde Pia havde trukket sig tilbage til sit gemak.

Endelig dristede løjtnant Christiansen sig til at løfte stemmen. Han rømmede sig forsigtigt, og spurgte ud i luften, uden egentlig at være sikker på, om nogen ville svare.

"Kan vi egentlig det?"

"Hvor dum kan man være?!"

Ekkoet fra en stemme med en lidt for påfaldende klang af følelsesundertrykkelse gav stemmen en tiltrængt, mandig autoritet. Derfor så ingen i forsamlingen løjtnant Christiansen kaste sig til gulvet i underdanighed, for alle rettede straks rettede deres fulde opmærksomhed på autoriteten, sådan som de var blevet lært.

"Jeg har været udstationeret uden for vort trygge, dejlige nationale hjemsted hos vore holdningsfæller i det Ekstragalaktiske Udvalg, og hvad kommer jeg hjem til på min første orlov?", fortsatte stemmen monotont.

Alle rettede øjnene mod Kaptajn Daggersmith, hvis sømbeslåede støvler talte skridtene, mens kan langsomt trådte fra bageste del af messen mod podiet, hvor fyrstinde Pia havde stået. Ingen havde set ham gå ind i messen, mens fyrstinde Pia talte. Han standsede få skridt fra podiet.

"Er I blevet svage? Har rebellerne...?" - Kaptajn Daggersmith så udtryksløst ud over forsamlingen - "Har ingen forstået alvoren i det her?"

Kaptajn Daggersmith holdt en lang pause, og tavsheden var så tyk, at man kunne have skåret i den. Løjtnant Christiansen følte, at han måtte forsvare sin position.

"Men lov er lov, og lov skal vel ..." - han sank hørbart en klump, og spurgte spagt: "holdes? Som vi altid siger, når nogen gør noget, vi ikke vil have?"

"Naturligvis. Og hvem gælder loven for?"

"Den gælder for alle."

Daggersmiths vandblå øjne hvilede på løjtnant Christiansen, mens hans ansigtsudtryk formulerede spørgsmålet: ".. og?"

"Alle, når det hjælper os, og ingen, når det truer os."

Den rolige stemme fra Kommandør Scaarup fik Kaptajn Daggersmith til at trække sig smilende tilbage. Kommandør Scaarup fortsatte:

"Det er svært at modstå presset fra logik og rationalitet, og her i vores lukkede forum skal vi lære af vores initiativrige officerer, der en gang i mellem kommer tæt på det stemmekvæg, som vi desværre stadig er afhængige af. Jeg er sikker på, at både Løjtnant Christiansen og alle vi andre har lært noget vigtigt af hans oplevelse. Jeg har selv været meget tæt på disse primitive væsner. Det var sådan, jeg mistede mine læber. Det er en barsk historie, som jeg vil fortælle en dag, når vi har sejret."

Alle vidste, at Kommandør Scaarup havde mistet sine læber og sit ansigtsudtryk under en kamp med rebellerne, men igen havde hørt historien endnu, og der var vist heller ikke noget, der tydede på, at han ville afsløre historien denne gang.

"Oberst Longballs krydser bliver angrebet fra alle sider, og har lidt svære tab. Jeg kan ikke lyve: Hans kraftskjold er nede, og han kan måske opnå det fornemste martyrium i imperiets historie. Han kan dø for retten til at sige sandheden om rebellerne."

Kommandør Scaarup holdt en ærbødig pause, og fortsatte andagtigt:

"Jeg har åbnet en forbindelse til broen på Oberst Longballs krydser, og jeg ved, at han har nogle ord at sige til os."

Der lød en skratten og hvæsen fra en dårlig forbindelse, men endelig tonede Oberst Longballs' stemme gennem rummet.

"... rebeller ... fædre ... voldtager ... onklerne".

Forbindelsen forsvandt, men alle besætningsmedlemmerne i messen brød ud i jubel. Kommandør Scaarup løftede hænderne. Først den højre i skulderhøjde, derpå den venstre hånd, begge i strakt arm.

"Rebellerne kan fremover ramme Oberst Longballs med deres usle angreb, men vi har alle hørt ham ytre sig på vore vegne! Han står som en ledestjerne for imperiet. Det er et midlertidigt tilbageslag, men med hans martyrium vil vi stå endnu stærkere i vores kamp mod selv den lov, som rebellerne støtter sig til. Når først denne lov er væk, er vores magt total. Hil dig, Oberst Longballs, thi dit martyrium har omstødt loven!"

Forsamlingen stødte ivrigt til Kommandør Scaarups hil-råb, mens fyrstinde Pia smilende trådte tilbage på podiet for at fortsætte sin tale.

Udenfor Dansk Folkepartis stjernekrydser var stjernenatten tavs. Kun en enkelt stjerne var kortvarigt usynlig, mens et faldefærdigt, sæbekasselignende fartøj gled forbi.

(Fortsættes...)

Både en folketingsbetjent og Kim Christiansen (DF) forsøgte at rulle gardinerne for, så politikerne ikke kunne se demonstrationen udenfor Folketinget, men Johanne Schmidt Nielsen (EL) vandt gardinkrigen.

Så ved vi endelig, hvem det er, der helst vil tildækkes af et stykke stof.

Du er blevet for­ban­det. Hver dag er du målet for fuld­stæn­dig vir­ke­li­ge og magisk for­mi­dab­le for­ban­del­ser. En person med indsigt i for­ban­del­ser­nes psy­ko­lo­gi plejer at eva­lu­e­re dem i form af stærkt per­son­li­ge angreb byg­gen­de på vir­ke­li­ge eller fo­re­stil­le­de uret­fær­dig­he­der eller uger­nin­ger. Man for­ban­der kort sagt en person for at få hævn, eller andre for­ban­der en af samme årsag.

Sådan ind­le­der Anton LaVey en af sine korte tekster i bogen "The Devil's No­te­book­". Hel­dig­vis und­la­der han i denne tekst at komme nærmere ind på sine fo­re­stil­lin­ger om, hvorfor for­ban­del­ser skulle virke, idet han op­rin­de­ligt tog ud­gangs­punkt i da­ti­dens spe­ku­la­tio­ner om "psykisk energi". Til hans forsvar skal det til dette punkt noteres, at han al­le­re­de dengang fo­re­trak at kon­sta­te­re, at for­ban­del­ser virkede, og at årsagen i første omgang var mindre in­te­r­es­sant. Tek­stens fokus er al­le­hån­de in­sti­tu­tio­na­li­se­re­de for­ban­del­ser trans­mit­te­ret via me­di­er­ne i form af dårligt nyt, pres fra re­k­la­mer, og alt andet, der har til hensigt at få ofrene til at opføre sig uhen­sigts­mæs­sigt, opbygge skyld­fø­lel­ser og angst og som sådan opføre sig på en måde, så de til­træk­ker ulykker og uheld.

Det er nemt at sige, at man ikke lader sig gå på af den slags, men det kan man altså ikke undgå. Selv om man er økonomisk sikker, kan man stadig være sygeligt bange for kræft, hjerteanfald, AIDS, fedme, stress, multipel sclerose, osv. Gamle dages problemer - svigerforældre, dårlige karakterer, ugifte mødre og utroskab - var simple i skæret af nutidens problemer, hvoraf mange aldrig burde have eksisteret til at begynde med.

Fælles for forbandelserne er, at afsenderne skaber problemer for dig ved at give med den ene hånd og tage rigeligt med den anden. Det er bøllerne, der forbinder dine sår, når de har slået dig til krøbling.

LaVey mente, at hans meningsfæller måtte være en smule tættere på ærlighed, have en smule mere stålsatte viljer, samt være en anelse mere opmærksomme på andres motiver. Jo mere uafhængige af samfundets øvrige tanke-forurening, desto mindre modtagelig overfor disse forbandelser skudt med spredehagl måtte man være, mente han.

Derfor, Peer Plus, Amila Jašarevi?, Allan Lindemark, Margrethe Monika S. Hansen, m.fl., der med mellemrum overvejer at give op, eller som har følt det nødvendigt at holde en lang pause, fordi I er mål for højreekstremisternes had: Giv ikke op. For det første skal højreekstremisterne ikke have held med at chikanere jer til tavshed på nettet ligesom 1930'ernes nazister, der chikanerede politiske modstandere i gaderne til tavshed. For det andet er der så mange og større bekymringer, der er værd at holde sig fra, at højreekstremisternes svinske adfærd ikke har krav på så megen mental opmærksomhed, som I giver dem.

Det har længe været et vel­kendt fænomen, at der er sam­men­fald mellem høj in­tel­li­gens og ten­den­sen til at være ven­stre­o­ri­en­te­ret, ligesom der er sam­men­fald mellem høj in­tel­li­gens og ten­den­sen til at være ateist. Men nu er det blevet påvist, at der ikke blot er sam­men­fald, men reel sam­men­hæng: Hvis man er mere in­tel­li­gent, er det netop den højere in­tel­li­gens, der er med til at gøre per­so­nen ven­stre­o­ri­en­te­ret eller ateist. Dette kon­klu­de­re­de evo­lu­tions­p­sy­ko­lo­gen Satoshi Ka­na­zawa i en artikel i marts 2010-udgaven af "Social Psy­cho­lo­gy Qu­ar­ter­ly".

Kanazawa har fremsat en hypotese om, at en højere intelligens vil give større anledning til at anlægge en livsstil og holdninger, der rent evolutionsmæssigt er nye. Dog ville anlæg til holdninger, der havde haft millioner af år til at modnes, ikke være påvirket af intelligens. Udgangspunktet var i følge Kanazawa, at intelligens - evnen til at tænke og ræsonnere - har givet vore forfædre en fordel i evolutionært nye situationer, som de ikke havde instinktlige forudsætninger for at løse. Derfor ville mere intelligente mennesker har nemmere ved at genkende og forstå nye situationer og elementer end mindre intelligente mennesker. Nogle af disse elementer ville være værdier, livsstil og præferencer.

Med denne hypotese kunne Kanazawa forudsige resultaterne af en række forsøg, hvor forsøgspersonernes intelligens måtte formodes at være udslagsgivende for ganske forskellige former for adfærd og holdninger.

For eksempel er adgangen til lys i nattetimerne en meget ny mulighed i den menneskelige evolution, og dermed er tendensen til at være oppe om natten også en evolutionært ny ting. Med udgangspunkt i hypotesen om, at intelligente mennesker påtager sig nye evolutionære mønstre måtte man derfor formode, at især intelligente mennesker var aktive om natten. Denne forudsigelse kunne bekræftes af Kanazawas forsøg.

Tilsvarende noterer Kanazawa, at mennesket er evolutionært tilpasset til at være konservativt, hvor mennesket fortrinsvis bekymrer sig om sin familie og sine venner. Derfor er det at være socalistisk indstillet, hvor man bekymrer sig om en uendelig stor gruppe af genetisk urelaterede personer, som man aldrig vil møde eller indgå i nogen relation med, en evolutionær nyhed. Kanazawas hypotese siger således, at mere intelligente mennesker vil have højere tendens til at være socialister. Dette underbygges af målinger fra National Longitudinal Study of Adolescent Health, som viser, at "meget venstreorienterede" unge havde en IQ, der var over 10 points højere end unge, der så sig selv som "meget konservative".

Også ateisme er en evolutionær nyhed, og mens Kanazawas forklaring på årsagen til dette næppe er hele sandheden, er der ingen tvivl om, at religion er dybt indgroet i den menneskelige natur. Som resultat af menneskets tendens til at antropomorfisere naturfænomener har mennesket gennem hele sin udvikling set "Gud gribe ind" omkring sig, og evnen til at forestille sig resten af tigeren, når man så en tigers hale, har været en fordel, også selv om andre forestillinger har været ren indbildning. Det er kun i nyere tid, at vi har opnået forståelse for, at der ikke er guddommelig indgriben på spil, og det er også kun i nyere tid, at mennesket ikke er et byttedyr. For at være ateist skal man således vende sig mod sin evolutionære arv, og Kanazawas hypotese forudsiger, at der derfor vil være flere ateister blandt intelligente mennesker end hos mindre intelligente mennesker. Også her holdt forudsigelsen stik, idet unge, der "overhovedet ikke var religiøse" havde en gennemsnitlig IQ på 103, mens "meget religiøse" unge havde en gennemsnitlig IQ på 97.

Kilde: Cherry Creek News. Det fremgår ikke af artiklen, om Kanazawa har kommenteret, at ikke blot er der sammenhæng mellem intelligens og tendensen til ateisme og socialisme, men at venstreorienterede og ateister som gruppe er mere intelligente end gennemsnittet, mens intelligenskvotienten for troende og konservative ligger under gennemsnittet.

Hvad er bedst: Den driftige person, der virkelig kan producere, eller processer, der gør alle lidt bedre på bekostning af de driftigste personer?

I softwarebranchen gælder der en tommelfingerregel om, at forskellen mellem den bedste og dårligste teknologiudvikler er omkring 10 gange i produktivitet. Det er næppe overraskende, at der i denne "nørdbranche" er en stærk tendens til heltedyrkelse, hvor der satses på de meget produktive personer. De definerer linien i et projekt, mens resten af projektdeltagerne halser efter, og projektlederen glædes over heltene, der sikrer en synlig fremdrift, og som kan trække successen hjem trods alle odds. Heltene er værdsatte blandt cheferne.

Dette burde imidlertid give anledning til at tro, at de helte-dyrkende chefer ikke har begreb om simpel købmandsregning.

Har man et gennemsnitligt team, hvor størstedelen trods alt kan forventes at være bedre end det værste eksempel, er helten ikke ti gange så effektiv som de andre. Antag med et tal-eksempel, at i et projekt med ti deltagere har de ni deltagere hver en effektivitet på 4 (som i 4 linier kode pr. time), og helten har en effektivitet på 8 (som i 8 linier kode pr. time). Det giver en samlet effektivitet på (4 x 9) + (1 x 8) = 44 (altså 44 linier kode pr. time for det samlede team).

Antag nu, at man i stedet for at lade udviklerne gøre, som de selv fandt bedst, gennemførte en række arbejdsprocesser, som udviklerne skulle følge. Disse arbejdsprocesser skulle sikre, at udviklerne arbejdede efter en række velafprøvede teknikker, som mange eksperter har målt til at være særligt effektive.

Erfaringsmæssigt er det ikke mindst processerne for den tværgående koordinering og samarbejdet, der sikrer effektiviteten. Der skal ikke løbes efter regnbuer, men derimod føres kynisk kontrol med de krav og ønsker, der opstår til produktet i forhold til økonomi, tidsplan, kundens reelle behov, m.m. Der skal ikke løbes risici, uden at der er lagt så mange "plan B", som der måtte være behov for. Og der skal ikke bare udvikles som død og Helvede, men etableres og vedligeholdes planer, der skal følges og løbende kontrolleres, og der skal følges disciplinerede og metodiske principper for kvalitetssikring.

Sådanne processer vil givetvis forhindre helten i fuldstændig at gøre, som han/hun helst vil, og dette er også et af de helt store argumenter for ikke at gennemføre processer i en helte-dyrkende virksomhed. Lad os forsøgsvis sætte tal på dette også: Antag, at de ni udviklere bliver lidt mere effektive, og når fra 4 til 5. Antag også, at helten bliver stækket væsentligt, og nu også når ned på 5. Vi har nu en ligning, der siger 10 x 5 =50. Altså en samlet forbedring, selv om helten helt er elimineret fra billedet.

Hvis et produktionsfirma skal blive effektivt, burde det stå klart, at det ikke er de særligt produktive "helte", der skal satses på. Det handler om at identificere de arbejdsprocesser, der sikrer effektiviteten både for de fleste af de enkelte ansatte og for deres indbyrdes samarbejde. En lille forbedring hos mange har langt større effekt end en lille forbedring hos nogle få.

En "helt", der påtager sig rollen som en entreprenør, kan være en udmærket innovator, der kan få en god idé. Men så snart man skal tage de næste skridt - at sætte produktet i produktion, samt på længere sigt sikre produktet og dets udvikling - er det ikke en hurtigløbende, entrepreøragtig adfærd, der er behov for, men derimod solide trækheste. Det er her, indsatsen skal lægges, hvis man vil fastholde successen. Det er dem, der skal have bedre vilkår og arbejdsmetoder.

Med det i baghovedet vil jeg lade det være en øvelse til læseren at overveje, hvad der mon er den bedste politiske strategi, hvis man ønsker at skabe et stærkt samfund: Skal man fremelske store erhversledere, der som sande helte formodes at ville føre hele landet frem, eller skal man skabe mere ensartede vilkår, hvor man har sikret effektiviteten på tværs af samfundet?

Information kalder årets urafstemning om Enhedslistens kandidater til folketingsvalget for en "Højrød strid". Det er nok så meget sagt. Ganske vist var jeg ikke selv til stede ved årsmødet, men sådan som jeg fik det refereret, var der sket det, at nogle kandidater måtte omrokeres af rent praktiske årsager, hvilket gjorde det nødvendigt at genoverveje kandidatlisten. Deltagerne ved årsmødet kan sikkert korrigere mig, hvis jeg har fået det galt i halsen. I hvert fald havde jeg ikke indtryk af, at der havde været nogen "strid", blot uklarheder.

Derimod står Enhedslisten med helt andre udfordringer i partitoppen:

For det første er det rent principielt problematisk, at Enhedslisten kalder sig et arbejderparti, når hele toppen består af akademikere. Jeg mener, at Enhedslisten bør kaste dette gammelkommunistiske levn af sig i en tid, hvor begrebet "arbejder" favner langt bredere end fabriksansatte. Klassekonflikten lever i bedste velgående mellem eliten og lønmodtagerne, for selv om ikke alle lønmodtagere lever op til den klassiske opfattelse af arbejdere, så er interessekonflikten mellem klasserne stadig den samme: Udbyderne af arbejde ønsker profit, og den kan de kun opnå, hvis ikke de betaler de ansatte - lønmodtagerne - den reelle pris for arbejdets værdi. Lidt firkantet sagt ønsker udbyderne af arbejde at få så meget arbejde som muligt for den lavest mulige pris, og de ansatte ønsker modsvarende at skulle modtage den højest mulige løn for arbejdet. Enhedslisten bør hensætte "arbejderen" til sin historie og i stedet fokusere på de forhold, der vedrører arbejderen anno 2010: Lønmodtagerens forhold - også for de lønmodtagere, som ikke altid befinder sig på nederste løntrin.

For det andet bør Enhedslisten afskaffe kravet om, at en politiker i Enhedslisten kun må sidde i Folketinget to valgperioder i træk. For mens det er positivt, at partiet således på en gang minimerer muligheden for at producere levebrødspolitikere, og samtidig sikrer nye ansigter muligheden for at komme frem, så er der også to alvorlige problemer med modellen: Partiet er simpelthen for lille til at kunne levere en jævn strøm af usædvanligt velkvalificerede kandidater, og spidskandidaterne når aldrig at opnå helt den samme politiske drevenhed og dermed gennemslagsmuligheder som de øvrige partiers spidskandidater.

Det tredie problem er delvist afledt af problemet med modellen nævnt ovenfor: Hvis man indfører begrænsninger såsom kønskvotering, kan man risikere at skulle vælge en ellers særdeles velkvalificeret kandidat fra. Det er farligt for et lille parti, hvor man har brug for alle de kræfter, man kan mønstre.

Helt udenfor de ovenstående strukturelle problemstillinger mener jeg endvidere, at Enhedslisten skal holde sig fri af folk, hvis religion spiller en rolle i deres liv. Derfor glæder det mig, at Anna Rytter blev vraget.

Følgende email sendt d.d. til Liberal Alliances Ungdom:


Hej Emil,

Uden ville at forholde mig specifikt til indholdet af jeres "Ulven Ole"-initiativ har jeg et spørgsmål til valget af øgenavnet.

Hidtil er jeg kun stødt på øgenavnet på nettet i forbindelse med en afgrænset politisk grupperings omtale af undertegnede. Her har øgenavnet haft en meget naturlig - omend ikke imponerende fantasirig - sammenhæng med mit efternavn.

Derimod kan jeg ikke umiddelbart gennemskue, hvorfor lige netop dette dyr skulle være en oplagt beskrivelse af Ole Sohn. Med mindre man føler en væsentlig personlig identifikation med dumme får, opfatter man jo som regel ulven som et behændigt, intelligent, modigt, hurtigt, udholdende, samarbejdende og effektivt dyr, så med mindre I virkelig opfatter sådanne attributter som negative, kan jeg ikke gennemskue, hvorfor I bruger ulven til at kommunikere jeres holdning til Ole Sohn.

Hvad er jeres begrundelse for at begave Ole Sohn med et sådant overvejende positivt klingende øgenavn, som jeg vel ret beset godt kan tillade mig at kalde for "mit" (ufrivillige) varemærke?

Med venlig hilsen og på forhånd tak,

--Ole

Dansk Folkeparti kritiserer oppositionen for at benytte Facebook til at føre dialog med deres Facebook-venner under folketingsdebatterne. I følge Kristian Thulesen Dahl (DF) kan politikerne ikke koncentrere sig om debatten, når de som Sophie Hæstorp Andersen (S) opdaterede deres Facebook-status mange gange under debatten.

Her kan man naturligvis indvende, at forskellige mennesker har forskellige evner til at multitaske, og at Sophie Hæstorp Andersen ikke er forhindret i at følge med, bare fordi Kristian Thulesen Dahl og andre politikere selv har svært ved at multitaske (og, fristes man til at sige om visse politikere: Svært ved blot at single-taske).

Det er dog bemærkelsesværdigt, at det er den borgerlige fløj, der kritiserer oppositionen for at benytte sociale medier under folketingsdebatterne. Det er næppe helt tilfældigt, at det lige netop er de sociale partier, der i videst omfang ser ud til at være i kontakt med deres Facebook-venner under debatterne. Her har politikerne kommenteret udtalelser og påstande fra den borgerlige fløj under debatterne (hvilket i øvrigt underbygger, at de faktisk følger med i debatterne), og har indgået i dialog med deres Facebook-kontakter omkring emnerne, der er blevet rejst i folketingets debat.

Helt modsvarende er Dansk Folkeparti det mest topstyrede parti i landet. De har intet behov for at føre dialog med deres vælgere; skulle de endelig henvende sig til deres vælgere, er det i bedste fald for at informere. Det ligger slet ikke i deres partistruktur eller i deres syn på vælgerne, at vælgerne skal inddrages, og derfor kan det være meget svært for dem at se relevansen af dialogen med vælgerne via Facebook. De mener ikke som Sophie Hæstorp Andersen, at det hører til politikeres job at invitere borgerne ind i folketingssalen under de store debatter, ufiltreret af spinkontrol og selektive medier.

Dansk Folkeparti har imidlertid også en langt mørkere grund til at ønske adgangen til Facebook fra folketingssalen forhindret. Dansk Folkepartis medlemmers Facebook-venner har haft en bemærkelsesværdig tendens til at kunne genfindes i grupper for ekstreme racister og nazistiske netværk. Da dette begyndte at få pressens årvågenhed, udsendte Søren Søndergaard (DF) et dekret til Dansk Folkepartis politikere om at holde sig fra Facebook, fordi man kunne havne i "forkert selskab". Det er ikke svært at gennemskue, at Dansk Folkeparti måtte gennemføre dette træk for at undgå det ellers uundgåelige: At det ville kunne dokumenteres, at Dansk Folkepartis bagland i væsentlig grad er tegnet af yderligtgående racister, og at Dansk Folkeparti ikke er bleg for at invitere dem indenfor.

De øvrige partier har ikke disse skeletter i skabene, og kan risikofrit benytte Facebook, i hvert fald hvad brugen af netværket angår. Dette giver partierne en klar fordel, fordi deres politikere kan inddrage deres Facebook-venner og få væsentlig input til de i folketingssalen debatterede sager; de kan høste argumenter og væsentlig information, som de ellers ikke var i besiddelse af. Det sætter partiernes politikere i en stærkere position overfor Dansk Folkeparti, for hvis Dansk Folkeparti benyttede sig af samme taktik, ville deres sædvanlige vennekreds næppe bidrage med andet end indlæg, hvis lave åndrighed kun var opvejet af en stærk racisme. Dansk Folkeparti er motiveret til at forhindre de øvrige partier i at udnytte et stærkt værktøj, der på grund af Dansk Folkepartis "uheldige selskab" ikke er Dansk Folkeparti forundt.

Den 2. juni 2010 udtalte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fra folketingets talerstol som svar på, at oppositionen kritiserede regeringen for at have givet ufinancierede skattelettelser:
Vi lader den stå et øjeblik.

Kære S og SF,

Jeg håber, jeg må låne 12 minutter af jeres tid på hjælp til et forståelsesproblem, som jeg har rodet med i nogen tid.

Indledningsvist vil jeg gerne understrege, at jeg har fuld forståelse for, at vi alle skal samarbejde solidarisk, når landets økonomi skal genoprettes. Det må være hovedbudskabet i en "fair" genopretningsplan, og jeg formoder, at dette også er udgangspunktet for jeres plakater med 12 minutter om dagen, der opfordrer os alle til at arbejde 38 timer om ugen.

Det står imidlertid uklart for mig, hvordan jeg skal forholde mig til denne opfordring. Jeg arbejder nemlig sjældent 37 timer om ugen; faktisk arbejder jeg jævnligt 40-50 timer om ugen, så når en 38 timers arbejdsuge set i dette lys lyder særdeles tillokkende, er det næppe en reduktion af min arbejdstid, I mener, at jeg skal stile mod.

Nu må I ikke opfatte dette som et forsøg på at være morsom, for der ligger et par skjulte problematikker i det, som jeg har svært ved at gennemskue:

For det første har jeg svært ved at gennemskue, om jeg skal ignorere jeres opfordring til at tage ansvar og blot hvile på laurbærrene, velvidende at jeg allerede gør mere end de fleste for at løfte det ansvar, I pålægger mig. Er det sådan, jeg skal forstå jeres opfordring?

For det andet tilhører jeg den gruppe af danskere, der som udgangspunkt får en økonomisk fordel af topskattelettelserne. (Omend kun som udgangspunkt, for min skattelettelse bliver mere end rigeligt ædt op af de kompenserende foranstaltninger, jeg må iværksætte for at retablere de muligheder, som er blevet reduceret for at financiere skattelettelserne. Det vil jeg dog undlade at diskutere nærmere). Hvis jeg skal arbejde mere for at kunne betale for, at jeg får topskattelettelser, svarer det jo til at gå over åen efter vand: Det lyder, som om det ville være en nemmere løsning blot at droppe topskattelettelserne, men eftersom I nok har tænkt mere over dette end jeg, vil jeg gerne høre, hvorfor det sidste ikke er en mulighed.

For det tredie er jeg joblønnet, dvs. jeg får en fast løn for at udføre en række arbejdsopgaver tilfredsstillende og koordineret med virksomhedens øvrige opgaver, uden at der (inden for visse begrænseninger) er fastsat en nærmere grænse for min arbejdstid, andet end at arbejdsopgavernes omfang bør svare til cirka 37 timer om ugen, hvilket danner udgangspunktet for fastlæggelsen af min månedsløn. Det betyder, at jeg ikke får en krone mere i løn, hvis jeg arbejder 38 timer om ugen. Dermed betaler jeg heller ikke mere i skat, hvis jeg arbejder flere timer; jeg bruger alene mere tid. Derfor har jeg svært ved at gennemskue, hvordan en eventuel forøgelse af min arbejdstid bidrager til samfundets økonomi. Til gengæld vil en forøgelse af min arbejdstid gøre det mindre nødvendigt for virksomheden at finde arbejdskraft til de opgaver, jeg yderligere kan påtage mig. For mig at se er det en dobbelt negativ effekt. For det første bidrager en øget arbejdstid for mit vedkommende reelt ikke med noget i skattekisten, men tjener derimod til at forhindre andre i at få et job og således både betale skat og undgå overførselsindkomster - hvis jeg da ikke ligefrem er medvirkende til, at nogle af mine kolleger gøres overflødige i et firma, der allerede har trimmet medarbejderstaben til firmaets leverancer, og derfor vil blive stillet konkurrencemæssigt dårligere, hvis den får en større arbejdsstyrke. Kan I forklare mig, hvordan en øget arbejdstid for mit vedkommende bidrager til samfundets økonomi?

Med venlig hilsen,

Ole Wolf