december 2005 Archives

Sæbekassens skabeloner for visning af indlæg er blevet opgraderede. De fleste burde ikke opdage noget, men de sædvanlige læsere og kommentatorer vil muligvis støde på problemer, som jeg selv har overset. Hvis der pludselig er noget, der ikke virker, vil jeg derfor gerne bede jer give mig besked.

For de teknisk interesserede kan jeg fortælle, at opgraderingen har gået ud på at omskrive alle skabelonerne, så de benytter DIV i stedet for tabeller, og så alle sider (forhåbentlig) er XHTML 1.1 kompatible, i stedet for at være XHTML 1.0 transitional.

Bjørn Lomborg vækker igen international opsigt med sin nye bog, "The Skeptical Physician". Bjørn Lomborg gør op med den generelle tro på, at midlerne til lægevidenskabelig forskning giver fornuftigt afkast. I stedet bør pengene spares, og mennesker bør satse på brugerbetalt alternativ behandling.

"Lægevidenskaben har simpelthen spillet fallit", forklarede Bjørn Lomborg i et pressemøde, hvor han præsenterede bogen. "Selv om der er hældt uanede ressourcer i lægernes undersøgelser og studier og hypoteser, så er der stadig ingen, der lever evigt. Der er ikke belæg for at tro, at lægerne skulle have nogen væsentlig indflydelse på folks helbred. De områder indenfor sundhed, hvor det virkelig har battet noget, har der ofte slet ikke været involveret læger eller forskere. Vi må lære at se på, hvad der kan betale sig, og ikke hælde penge i de sidste få procent. Der er utrolige pengesummer at spare på at gå helt andre retninger end der, hvor folk med viden om emnet befinder sig."

I stedet bør der satses på retninger, der nok har helbredelse og livsforbedring som mål, men som løgevidenskaben tager afstand fra. Sådan foreslår Bjørn Lomborg, der mener, at det er på tide, at støtten til lægevidenskaben skal omdirigeres til alternative behandlingsformer såsom krystalhealing, homøopati og aura-rensning. Bjørn Lomborg bygger sin argumentation på omfattende studier af lægevidenskabelige resultater, og er nået frem til, at der er langt flere dokumenterede eksempler på lægefejl end på f.eks. healer-fejl.

I en oversigt over fejlbehandlinger fandt Bjørn Lomborg frem til, at af 972 fejl var de 653 begået af læger, mens tallet for krystalhealere var 142, homøopater 84, leverudrensere 60 og aura-rensere 33. Dette efterlader i følge Bjørn Lomborg ingen tvivl om, at lægerne står for størstedelen af de fejl, der er opstået i behandlingen af sygdomme og lidelser. Han underbygger sin konklusion ved at henvise til, at der blandt mange alternative behandlinger har været en positiv holdning blandt patienterne, mens læger ligefrem har været nødsaget til at oprette et klagenævn.

Bjørn Lomborg anklager lægerne for at være en indspist gruppe, der kun er til for hinandens skyld, og som bruger store reklamesummer på at bilde folk ind, at der er brug for lægerne. "Medicinalindustrien er en magtfaktor, hvis primære mål er at holde sig selv i live", siger Bjørn Lomborg. "Lægerne laver i virkeligheden ikke noget, men holder i stedet hinanden i live ved at henvise patienter til hinanden, mens de skraber til sig af offentlige midler. De har en mafiaagtig organisation."

Bogen har to medforfattere, der begge er læger, og de bakker Bjørn Lomborg op. Den ene, læge Søren Ventegodt, forklarer således med adskillige eksempler, hvordan hans faglige kolleger kun tænker på at støtte hinanden, og at nytænkning er ilde hørt. Hans nyskabende metode, der i følge Søren Ventegodt kan behandle kritiske sygdomme som kræft og AIDS, er således blevet mødt med kritik. Han har flere gange forsøgt at komme ind i varmen, men har oplevet afvisning efter afvisning, indtil han selv tog sagen i egen hånd. Søren Ventegodt er ikke i tvivl om, at det er hans konkurrence mod medicinalfirmaerne og lægernes indspisthed, der har motiveret kritikken. I hans lettere polemiske fremstilling forklarer han i bogen: "Jeg har fundet frem til en revolutionerende behanding, men andre læger reagerede, som om jeg blot havde givet dem fingeren. Det er blevet til en hetz, hvor de beder mig stikke min forskning skråt op."

Den anden medforfatter, læge Jørn Ege, har også oplevet modstand fra systemet, som efter hans mening prøver at gøre ham til syndebuk, fordi han har haft patienter, der ikke ville anerkende Jørn Eges professionelle dømmekraft.

Jørn Ege har stor erfaring med de reelle resultater af lægelig indgriben, og præsenterer en lang række eksempler på, hvordan lægelig indgriben blot har givet anledning til iatrogeniske lidelser. "Lægens opgave er at gøre patienten tilfreds, og det gør han ved at rette op på kroppens uhensigtsmæssigheder", forklarer Jørn Ege, der ikke lægger skjul på, at hans medforfatterskab er et forsøg på at få oprejsning efter mange fejlslagne forsøg.

Verdenssundhedsorganisationen WHO er yderst kritisk overfor Bjørn Lomborgs nye bog, og anklager i skarpe vendinger Bjørn Lomborg for ligefrem at være uvidende om statistik. WHO beskylder Bjørn Lomborg for at fordreje tallene med vilje, så de passer til en politisk dagsorden.

Bjørn Lomborg tager kritikken med ophøjet ro. "En holdning er nu engang en holdning, og de har selvfølgelig ret til at have en holdning. Jeg har skrevet bogen som et debatoplæg, og så må det være op til de bevilgende myndigheder at tage mit bidrag i debatten op til overvejelse på lige fod med professionelle menneskers holdninger", siger Bjørn Lomborg.

Bjørn Lomborgs studium af lægevidenskabens resultater har fået statsminister Anders Fogh Rasmussen til at udnævne Bjørn Lomborg til direktør for sundhedsvæsenet i Danmark fra 1. februar næste år.

Denne salsa smager forrygende godt, og er slet ikke så stærk, som man skulle tro.

• 2 dl tomater i tern. Fjern skindet fra tomaterne, og husk at fjerne alle kernerne og saften inde i tomaten, så salsaen ikke bliver smattet.
• 1 dl grofthakket rødløg.
• 6-10 jalapeño chili. Det lyder af meget, men det er faktisk ikke slemt.
• 3 fed hvidløg, finthakket.
• 2 spsk finthakket koriander.
• Groft salt efter behov. Der skal måske mere i, end man umiddelbart ville forvente - forvent at skulle bruge et par teskefulde!
• En smule lime juice.

"Sælg din bibel for porno" lyder det fra ateister ved universitetet i San Antonio i Texas. I et tiltag, som de studerende kalder "smut for smut" tilbyder de studerende ateister at udlevere pornoblade, hvis modtageren til gengæld afleverer sin bibel.

Ateisterne sammenligner pornografiens negative side med religionens negative side. Som de selv udtrykker det:

Argumentet holder: Hvis den kristne bibels vanvittige menneskesyn kan tillades, så er der ingen grund til at forbyde selv de mest indædte feministers angreb mod pornografien.

Hvem taler om at lindre smerter i albuen? Det gør de, der har problemer med albuen.

Dermed årets julehilsen fra Sæbekassen, der tager udgangspunkt i de årlige juleprædikener om næstekærlighed, ydmyghed, frelse, osv. Hvem taler om den slags? Det gør de, der har et problem med disse begreber. Det gør de, der inderst inde godt ved, at de hverken er næstekærlige, ydmyge, moralske eller på anden vis "frelste".

Hvem har mødt en almindelig dansk folkekirkekristen, de oprigtigt ville omtale som særlig næstekærlig, ydmyg eller moralsk? Jeg kan ikke komme i tanke om nogen. Derimod kan jeg hurtigt komme i tanke om det modsatte.

Hvis en person er næstekærlig, vil personen så prøve at få andre til at ændre deres personlighed for at være som den næstekærlige, om nødvendigt med magt og pressur? Det er da om noget et udtryk for næstefjendtlighed.

Hvis en person er ydmyg, vil personen så gå og hævde, at netop hans kultur, holdninger og tro er bedre end de andre? Det er da om noget et udtryk for arrogance.

Så når du svælger i selvfedhed i julen, hvor du hører, hvor alle tiders næstekærlig og ydmyg, du er, så husk, at alle vi andre altid oplever det stik modsatte, og at det er sådan, vi altid ser dig.

Dansk Industri irettesætter undervisningsminister Bertel Haarder (V) i hans argumentation mod gruppeeksamen på universiteterne, skriver Ingeniøren.

Bertel Haarder har sagt, at DI har støttet hans holdninger, men det passer ikke, siger DI. I stedet har DI givet udtryk for, at det ikke giver mening at lade gruppens fælles opgave indgå i en individuel vurdering og eksamination, fordi arbejdsgiverne netop efterspørger samarbejdet og processen bag et projekt.

Da Bertel Haarder blev bedt om at redegøre for, hvem der fik den vanvittige idé, hævdede han, at "[d]et står i regeringsgrundlaget, at gruppeeksamen skal afskaffes". Men som kommentator på artiklen Thomas Rasmussen gør opmærksom på, så står der intet om dette i regeringsgrundlaget; der står i stedet, at regeringen vil undersøge, om der er grund til mistanke om problemer med gruppeeksamen - og det er ikke sket endnu.

Bertel Haarder holder sig kort sagt ikke for god til at lyve til højre og venstre i hans korstog mod gruppeeksamensformen.

Når man som Bush har masser af penge, propagandaapparat og kommandovej til at mobilisere en hær med højteknologiske våben, så hedder det ikke terrorisme, men krig, når man sætter ind med korporlige angreb. Forskellen på krig og terrorisme er budgettet og opbakningen i det angribende land, og med USAs budget skal man bruge andre begreber end at Bush er terrorist.

Vil Hr. Morales, den nyvalgte præsident i Bolivia, venligst få styr på begreberne? Man skulle jo nødigt forvirre nogen.

Berlingske, d. 20/12 2005 - Der skal indføres en 24-års-regel for folkepensionisterne. Sådan lyder et nyt forslag fra regeringspartierne Venstre og de Konservative, støttet af Socialdemokratiet.

Helt konkret betyder forslaget, at folkepensionister fremover skal have været pensioneret i mindst 24 år, før de er berettigede til folkepension. Endvidere skal de dokumentere, at de kan forsørge sig selv. Socialminister Eva Kjer Hansen (V) siger om forslaget:

"Vi har set alt for mange eksempler på, at folk er blevet gamle, så de har kunnet modtage folkepension. Det kan ikke være rimeligt, at resten af Danmarks befolkning skal betale for, at folkepensionister bare kan sidde og blive gamle, uden at de bidrager aktivt til den danske økonomi".

Forslaget vækker harme på venstrefløjen, hvor SFs socialordfører og formand Villy Søvndal raser mod regeringens forslag. Han frygter, at forslaget vil ramme mennesker, der ikke har andre muligheder:

"Det er bare ikke rimeligt. Enhver kan gå hen og blive gammel. Nogle mennesker har ikke andre muligheder end at nå pensionsalderen på et tidspunkt, hvor de ikke længere har arbejde", siger Villy Søvndal.

Også Dansk Folkeparti er modstandere af forslaget. "Vi er nødt til at værne om vore vælgere", siger socialordfører Pia Kristensen, og fortsætter: "Den slags forslag om 24-års-regler er noget, man sætter om undermennesker, og sådan vil vi ikke have, at man tænker om vore vælgere. Vi kan kun acceptere forslaget, hvis regeringen samtidig strammer udlændingepolitikken".

Socialdemokratiets socialordfører Lise von Seelen, der p.t. afløser Mette Frederiksen, deler Villy Søvndals principielle bekymringer, men er ikke bekymret for, at regeringen rammer forkert, idet hun henviser til, at regeringen blandt andet har sikret, at ministerpensionen ikke er i fare.

Regeringen forventer, at forslaget vil blive fulgt op af andre tiltag, herunder krav om, at man skal have været skoleklar i mindst 24 år, før man kan tage imod gratis undervisning i Folkeskolen.

Update kl. 15.35: Socialminister Eva Kjer Hansen har efterfølgende taget afstand fra forslaget, idet hun mener, at det vil føre til større ulighed.

Update kl. 16.15: Socialminister Eva Kjer Hansen støtter igen forslaget, som hun mener vil føre til en bedre økonomi, der vil komme folkepensionisterne til gode.

Modspil diskuterer telegrammet fra muslimske foreninger i Danmark om, at de ikke længere vil forlange en undskyldning fra Jyllands-posten. I stedet forslår Islamisk Trossamfund, at

Dette kan, som Modspil bemærker, være en win-win situation for de stridende parter.

Personligt er jeg meget interesseret i en videnskabelig indgangsvinkel til Muhammeds liv, idet netop det at sætte spørgsmål ved det religiøse grundlag i højere grad er til stede i kristendommen end i Islam. Lidt firkantet sat op sætter kristendommen spørgsmålstegn ved, "hvad Gud mente", mens Islam sætter spørgsmålstegn ved, hvordan man gør, som Gud siger. Begge dele er naturligvis fri fantasi, men kristendommen giver umiddelbart anledning til friere fortolkning af de religiøse skrifter end Islam. Hvis Islam i Danmark lærer at inddrage en tilsvarende tvivl, vil det være et stort skridt på vej mod sekulære værdier og integration, der ikke hindres af religiøse spørgsmål.

En videnskabelig indgangsvinkel til Muhammeds liv i samarbejde med muslimer kan dog være en svær kamel at sluge. Koranen er skrevet efter Muhammeds død, og det betyder, at de historiske kilder til Muhammeds liv faktisk ikke findes. På dette punkt sidder Islam med helt det samme problem som kristendommen, nemlig at det eneste, man med sikkerhed ved om den ideologiske ophavsmand, er at en gruppe folk gik rundt med nogle ideer, som de tilskrev en mand, der for kristendommens vedkommende blev kaldt Jesus, og for Islams vedkommende Muhammed. Alle andre kilder til ophavsmændenes liv er usikre: De kan lige så godt være fri fantasi.

Der kan være flere følger af en sådan erkendelse. Den mest oplagte er måske, at muslimer ligesom kristne helt ignorerer forholdet, og at de blot vænner sig til, at det er lovligt at sætte spørgsmålstegn ved deres religion. Dette ville efter min mening være et godt resultat.

Men det kan også være, at fundamentalistiske muslimer vil reagere som en anden Søren Krarup, hvor de hævder, at der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved deres religions sandhed, og at alle andre må indrette sig efter den. Her vil en videnskabelig indgangsvinkel være ren blasfemi, som kan anspore til den stik modsatte reaktion fra muslimer. Også kristendommen har dette problem; det er velkendt, at der hersker en noget kølig stemning mellem de teologiske faktulteter og de videnskabelige fakulteter, når talen falder på kristendom.

I det sidste tilfælde ville jeg helst kunne indtage det standpunkt, at de kan rende og hoppe, hvis ikke de accepterer en videnskabelig indgangsvinkel. En officiel udmelding af denne art vil dog kræve, at vi siger det samme til den kristne ditto, og det kan vi kun, hvis vi nedlægger de teologiske fakulteter og fjerner statsstøtten til præsteuddannelserne.

Note til Modspil: Dette ville jeg gerne have skrevet i en kommentar til dit indlæg. Kan du ikke prøve at hitte ud af, hvordan du slår kommentarfunktionen til?

Jeg har set flere eksempler på mere eller mindre udpræget paranoia over EUs vedtagelse af øget overvågning som del af kvægets bissen over terrortruslen. Der er blandt andet blevet foreslået krypteret mail og SSH "tunneling" (dvs. kryptering af data mellem to parter) som et forsøg på at omgå overvågningen.

Så vidt jeg har forstået vil dette ikke ændre på noget. Hvis ellers Internettrafikken bliver overvåget i det omfang, som Ingeniøren rapporterer, så vil den eneste overvågning af din mail gå ud på, at afsender, modtager og tidspunkt bliver logget. Indholdet bliver ikke logget, og så kan det jo være ligemeget, om indholdet er krypteret. Afsender, modtager og tidspunkt kan ikke krypteres.

Krypteringen af selve forbindelsen (f.eks. med SSH tunneling) vil heller ikke blive ændret, idet jeg antager, at der også for Internet-data gælder, at kun afsender, modtager og tidspunkt bliver logget. Det betyder, at hvis du går ind på www.opror.net klokken 19:07:23, så kan man se, at du har besøgt siden det pågældende tidspunkt, men ingen kan se, hvad du ellers har lavet der.

Det er ganske vist teknisk muligt at logge al trafikken, men det ville resultere i uoverskuelige datamængder. Dette forhold giver anledning til at tro på påstanden om, at det kun er afsender, modtager og tidspunkt, der bliver gemt.

Det eneste, den pågældende overvågning kan afsløre, er hvem, der har kommunikeret med hvem, og hvornår. Men dette er også et meget stærkt værktøj til at finde mønstre i kommunikation, og dermed finde frem til forbrydernetværk.

Det er muligt at omgå denne form for overvågning ved at bruge "open proxy"-servere, som nogle har foreslået. En open proxy er en server, som andre computere kan snakke med, idet computerne f.eks. fortæller den, hvilke websider, de ønsker at se. I stedet for at ens egen computer besøger de pågældende websider, gør proxy serveren det for computeren, hvorefter den leverer resultatet tilbage. I overvågningen ser man kun dig som afsenderen og proxy serveren som modtager. Den egentlige modtager kender kun proxy-serveren, idet denne information kun findes i indholdet af trafikken mellem dig og proxy-serveren, dvs. ikke som en del af afsender/modtager-informationen.

Hvis Overvågning A/S skal optrevle, hvilken webside, du i virkeligheden har besøgt, skal overvågningsmyndigheden samarbejde med ejeren af proxy serveren. Men da proxy servere normalt enten er computere, der er sat forkert op, eller befinder sig i mere eller mindre lovløse områder, er det ikke sandsynligt, at et sådant samarbejde er praktisk muligt.

Da bilen blev opfundet, gjorde den det muligt for enhver at tilbagelægge store afstande på kort tid. Moderne byer blev mulige, og separationen af kommercielle områder fra industrielle områder og begge fra beboelsesområder blev både mulig og nødvendig. Men bilen er også blevet en af de største årsager til lemlæstelse og død. Bilens eksistens har ændret vore helt basale adfærsmønstre omkring søgning af mage, og har i høj grad påvirket miljøet. Den er ansvarlig for en enorm del af vor økonomi i form af infrastruktur og services. Bilen kan om noget demonstrere den enorme indflydelse, teknologi har på vores liv.

Bilen har tilføjet besvær, som ingen andre samfund har skullet bekymre sig om. Forældre i forstæderne skal nu fragte deres børn overalt, og inden der fandtes biler, kunne børn færdes forholdsvis trygt overalt. I dag er det livsfarligt bare at forlade husets have. Bilen har således indført en helt ny form for børneopdragelse i form af indhegnede haver samt forståelsen for, at børnene hele tiden skal holdes under opsyn. Den har givet anledning til frustration og angst hos forældrene. Når disse følelser kobles med følelsen af den isolation, der nogle gange kan spores til det faktum, at man bor i en forstad, der kun er nødvendig på grund af bilen, kan de lede til overgreb mod børn, som er ganske ofte forekommende i vort samfund. Bilen har ændret vores liv som forældre på måder, som ingen havde turdet drømme om.

Man kan sige, at nok har vi opfundet bilen, men den har i høj grad opfundet et nyt "vi" til gengæld.

Teknologiens tilstedeværelse får vores liv til at ændre sig i en grad, så vi handler radikalt anderledes i forhold til blot få årtier tidligere. Organisationer formes af f.eks. af ny teknologi i kommunikationsmetoder; tidlige stammer måtte føre forretning indenfor høreafstand, men da det blev muligt at sende beskeder over afstand, udvikledes der mere forskelligartede sociale organisationer. I dag har computere og telefoner gjort det muligt at opretholde kontorløse organisationer på tværs af landegrænser. Netværk skaber små "samfund" ulig noget, vi før har set, og selv om disse samfunds medlemmer aldrig ser hinanden, udvikler de venskaber og samarbejde. Kommunikationen foregår uden den støj, som ansigt-til-ansigt kommunikation ofte indebærer, og man kan måske sige, at mens computerteknologien truer med depersonalisering, gør det det også muligt at sætte mennesker i forbindelse med hinanden, give en følelse af fællesskab, og at forstærke forhold.

Vi ved sikkert endnu ikke helt, hvordan vi er blevet påvirket, og hvordan vi fremover er blevet påvirket, af denne og fremtidige kommunikationsformer. Vi er, og vil blive, anderledes end hidtil. Ligesom vi umuligt kunne have forudsagt bilens påvirkning af vore liv, er det umuligt at forudse, hvordan andre teknologier vil ændre os.

Vi har altid troet, at vi har kontrol over teknologien, der er neutral og velgørende, og at det alene er vores brug af teknologien, der kan vlre suspekt. Men sådan forholder det sig ikke. Teknologi har sit eget, autonome liv, og stormer frem som en utæmmelig damptromle, og vore muligheder for at inddæmme eller påvirke indflydelsen er lille. Konsekvenserne af brugen af teknologi er samtidig ofte andre, end vi havde regnet med, og ofte det stik modsatte. Kun hvis man forstår dette kan man være forberedt på at klare sig, når de uforudsete resultater af en ny teknologi rammer.

EU vedtager overvågning af internet og telefoni som en del af kampen mod terror, skriver Ingeniæren i dag. Det betyder, at fra nlste år skal alle telefonsamtaler, SMS'er og internettrafik registreres hos tele- og internetudbyderne.

Med en dommerkendelse kan politiet få adgang til tid, sted og modtager af opkald og trafik i op til to år. Dog bliver selve indholdet af opkald, mail og SMS ikke registreret.

I følge Politiken ønsker Dansk Folkeparti at gøre det muligt for ældre at bestemme, at de ønsker en hjemmehjælper, der har hvid hudfarve. Partitoppen i Dansk Folkeparti bakker op om dette forslag fra partiets socialordfører, der forresten også er formand for Folketingets socialudvalg.

At dette er ren og skær racisme, det kan der vist ikke herske nogen tvivl om, og det gør det da heller ikke hos hverken Socialdemokraterne eller Venstre, skriver Politiken.

Når Dansk Folkeparti forholder sig fjendtligt til ikke-hvide mennesker, så påstår partiet ofte, at de ønsker at forhindre indvandring pga. kriminalitet, kulturelle årsager, økonomi, osv. Men med dette udspil afslører Dansk Folkeparti, hvad vi godt i virkeligheden ved: Dansk Folkepartis reelle grund er ren og skær racisme.

Modspil bekymrer sig om, at der måske er brodne kar i forsvaret. Jeg er tilbøjelig til at acceptere, at der ikke er tale om brodne kar, for hvis man går i krig, så er det altså om at vinde med så få egne ofre som muligt, og så må midlerne efter min mening bøjes til ens egen fordel.

Det er en gammel sandhed, at krigsfanger er en bekostelig affære. De skal behandles ordentligt i følge Genève-konventionen, og det betyder ressourcespild og derfor svækkelse af den hær, der har taget fangerne. Dette motiverer til at undgå at tage krigsfanger. Samtidig skal disse mennesker helst ikke forblive kampdygtige i modstanderens hær. Hvad gør man så?

Svaret er indlysende nok. Hvis man på en gang skal gøre en soldat ukampdygtig og undgå at tage personen som fange, så er der kun én mulighed: Nemlig at gøre soldaten ukampdygtig, mens soldaten befinder sig bag fjendens linier. Helst skal det gøres, så soldaten koster fjenden så mange ressourcer som muligt, dvs. ved at såre soldaten på en måde, der kræver hospitalsplads og pasning.

Det er et spil. På den ene side vil jeg nødigt være en del af en hær, der taber, fordi den "spiller pænt". På den anden side vil en brutal og barbarisk hær motivere fjendens hær til også at opføre sig brutalt og barbarisk, og så vil jeg nødigt møde den pågældende fjende.

Kristne grupper og højrefløjsgrupper (hvor der som bekendt er et væsentligt overlap) føler sig provokerede over, at heavy metal-bandet "Stormslag" i DRs dokumentar havde haft teksten "Dræb de kristne" stående på væggen.

De selvsamme personer, som inderligt har forsvaret Jyllandspostens ret til at håne, har taget skarp afstand fra Stormslag, og har glædet sig over kristne gruppers krav om, at sådan noget fjernes fra det offentlige rum. Men som Jens Rohde (V) ganske rigtigt påpeger, så er der forskel på de to situationer. Han siger i følge Politiken:

Netop konteksten er vigtig. Det fremgår ganske tydeligt af Stormslags egne forklaringer, at der ikke er tale om en bogstavelig opfordring, men derimod om et symbolsk udsagn, der har til hensigt at understrege Stormslags egne holdninger. Retorikken er kendt - omend ved at blive forældet - i heavy metal-kulturen, som jo ikke ligefrem er kendt for at være en antikristen drabsmaskine. Claus Bang, der er forholdsvis bekendt med heavy metal-kulturen, har uddybet dette forhold.

Desværre (men forventeligt) misser Jens Rohde selv konteksten umiddelbart efter:

Netop "de kristne" går igen i heavy metal-miljøets retorik. Selv om der generelt er skepsis mod religion i miljøet, indgår Islam ikke i miljøets retorik. Havde der således stået "Dræb muslimerne" på væggen, ville der have været grund til løftede øjenbryn, idet teksten dermed ville være mere end den sædvanlige retorik. Det ville give anledning til mistanke om, at Stormslag måske var involveret i andre grupperinger med en mere kontant manifestation af deres ideologi. Teksten "dræb muslimerne" ville ikke være en del af musikkens retorik, men ville være et budskab: Konteksten ville have været en anden.

Skulle det efterfølgende vise sig, at Stormslag stod alene, ville der næppe være grund til bekymring. Så ville Stormslag blot være én gruppe, der hverken er repræsentativ eller indflydelsesrig i miljøet (for nu at være lidt diplomatisk). Selv hvis Stormslag virkelig ønskede at dræbe muslimer eller kristne, så ville de næppe nå langt i projektet alene. Truslen ville derfor næppe være reel.

Det er noget andet, hvis f.eks. en kristen menighed havde skrevet "dræb muslimerne" på en væg, eller hvis højreekstremistiske grupperinger havde gjort det. Her ville vi nemlig vide, at der enten var tilstrækkeligt mange folk eller en velkendt gruppe voldsmænd, der stod bag det, og dermed ville truslen være reel. Det ville den også være, hvis en muslimsk gruppe såsom Hizb ut-Tahrir skrev "Dræb de kristne". I alle sådanne tilfælde ville det være oplagt at tage sagen til efterretning.

Ja, udsagn af denne type skal ses i deres kontekst, Jens Rohde. Din egen henvisning til venstrefløjen giver kun mening i konteksten af din politiske ideologi.

I forrige uge købte vi en opvaskemaskine, fordi familien med to børn producerer en så stor mængde opvask, at vi brugte en betragtelig tid på at vaske op i hånden. Desuden bruger en moderne opvaskemaskine mindre vand end blot én af de flere baljefulde opvask, vores hidtidige manuelle metode har brugt, og som sparebevidste individer vurderede vi, at vandet nok var mere værd at spare på end elektriciteten. Således var alt godt.

Efter to ugers tilvænning til det nye teknologiske vidunder er jeg dog ved at mistænke apparatet for at være defekt. Ikke sådan at forstå, at den ikke vasker servicen efter hensigten, eller at jeg mistænker vaskemaskinen for at afvige signifikant fra dens specifikationer. Defekten er af en helt anden art.

Vi har nemlig hurtigt lært at sætte den beskidte opvask ind i opvaskemaskinen. Ude af syne og sind er bordet således ryddet til yderligere køkkenaktivitet, som vi hidtil ville have afholdt os fra, fordi opvasken var synlig påmindelse om, hvad der ventede os. Indkøbet af opvaskemaskinen har kort sagt fået os til at producere mere opvask. Desværre har jeg ikke målt den tid, vi tidligere brugte på opvask, for jeg har en formodning om, at vi i dag i praksis bruger lige så lang tid i køkkenet, som inden indkøbet af opvaskemaskinen, og med de flere opvaske bruger vi nok også lige så meget vand som før, og væsentlig mere elektricitet.

Alt i alt har opvaskemaskinen ikke opfyldt dens formål, og kan formentlig højst opfattes som en dyr måde at forøge vores elektricitetsforbrug på. Det kalder jeg "defekt", omend ikke i teknisk forstand.

Alt dette er egentlig ikke nogen overraskelse. Da f.eks. vaskemaskinen i sin tid blev indført i husstandene, var det for at spare tid på vasketøjet, som dengang var en aktivitet, der tog hele dagen. Men vaskemaskinen fostrede også ideen om at gå i rent tøj hver dag. Denne nye standard for renlighed skabte et behov for at vaske tøj oftere, og det faktiske antal timer brugt på at vaske tøj forblev det samme, så ret beset opfyldte vaskemaskinen aldrig sit formål. Vi ved også i dag, at da computerne blev indført i kontorerne for at lave "det papirløse kontor", steg papirforbruget.

Teknologi hjælper os, men rekylen skyder os hver gang lige så langt tilbage. I økologiske tiltag har en succesfuld hjælp til at forhindre den naturlige udvikling for en art (oftest vor egen) i praksis forårsaget uforudsete ødelæggelser for netop denne art, ofte værre end succesen. Airconditioning forurener luften, og udvidelse af motorveje skaber trafikpropper både på den udvidede vej og de omkringliggende veje.

Med enhver brug af teknologi udvikler der sig et modtryk af samme størrelse, der er det stik modsatte af det, vi ønskede. Faren er selvfølgelig, at vi bliver så forgabt i teknologiske anvendelser, at vi glemmer deres faktiske resultat, og at vi bliver så fortryllet af processen, at vi mister øjet for produktet.

Man må derfor bekymres over forholdet i brugen af computere, hvor de færdigheder, der engang krævede en professionel designer, nu kan bruges af enhver nogenlunde kompetent person. Enhver dygtig computerbruger kan i dag fremstille grafiske designs, der har så stor lighed med dem, en professionel desgner kunne lave, at det utrænede øje ikke ser nogen forskel. Man må spørge sig selv, om der måske forsvinder en elegance, kreativitet eller humor, som kun en talentfuld designer kunne have fremstillet? Betaler vi en frygtelig pris, hvor denne spredning af designmuligheder i virkeligheden forhindrer de mest kreative talenter i at komme til orde, og hvor den kraftige øgelse af mulighederne for at lave design i virkeligheden har den dræbende effekt at reducere kvaliteten?

På Internettet har alle mulighed for at sige, hvad de har på hjerte, og enorme mængder information er således tilgængelige. Men vil dette på sigt være ødelæggende, når Maren i kærets holdninger får samme vægt, som videnskabernes fakta, og enhver kan finde enhver "sandhed", man måtte ønske?

Abraham Kaplan sagde på et tidspunkt, at man bør skelne mellem problemer og besvær. Problemer kan løses; besvær må man lære at leve med.

De fleste forhold i livet - især de mest nære og væsentlige forhold, såsom parforhold og børneopdragelse - er komplicerede dilemmaer, man ikke kan slippe væk fra: Besvær, hvor ingen løsninger ser specielt bedre eller værre ud end de andre.

Et problem opstår, når noget går galt, ved et uheld, sygdom eller gennem dårlige erfaringer. Problemer kan løses, når vi lokaliserer deres årsag. Besvær opstår derimod gennem situationer, som vi ønsker og sætter pris på. Derfor er besvær noget, vi kun kan lære at leve med.

For nu at tage et eksempel, så plejer vi at opfatte kriminalitet som et problem. Vi søger altid efter årsager, såsom dårlig opvækst eller kulturel mentalitet. Vi vil helst opfatte kriminalitet som et forhold med simpel årsag og virkning, så vi skynder os at forsøge at bevise, at kriminalitet opstår på grund af kilder såsom voldsfilm eller hudfarve.

Men i praksis findes kriminalitet primært på grund af aspekter i samfundet, som vi ikke ville drømme om at afskrive: Overskud, byer, mobilitet, materialisme, individuel frihed og fremskridt. Sociale dårligdomme såsom fattigdom og arbejdsløshed bærer naturligvis en del af skylden, men lande med langt værre forhold end os har ikke altid højere kriminalitet. Hvor paradoksalt det end måtte lyde, gør kriminalitet hånd i hånd med forhold, vi opfatter som fremskridt. Selv forsøg på at kontrollere kriminaliteten giver anledning til kriminalitet, når fængselsophold hærder og træner forbrydere. Besvær kan således gøres værre, hvis det behandles som et problem.

For at forstå besvær, skal man tænke i oversættelse og fortolkning. Besvær kræver, at man udvider sine rammer og sætter perspektiv på sagen, så man forstår sagen i dens mange kontekster, og anerkender de dybere og ofte paradoksale årsager og virkninger.

Som skeptiker er det frustrerende, når man oplever noget, der virker for unaturligt til at være sandt. Men i den kampsport, jeg er udøver af, er der noget, der ikke umiddelbart passer ind i min skepticisme.

En række kampsportstricks kan sagtens forklares. Når man ser en karate-fyr slå bygningsmateriale i stykker, så kommer fysikken f.eks. straks til hjælp som forklaring på, hvorfor det kan lade sig gøre. Og en stor del af den tilsyneladende hurtighed blandt mange kampsportsudøvere går ud på, at man bevæger alle (relevante) dele af kroppen på én gang. Så bevæger man sådan set ikke nogle enkeltdele hurtigt; det ser bare sådan ud. Meget af det er også psykologiske tricks, som man udsætter hinanden for.

Men der er noget, jeg ikke forstår. Vi har haft træning, hvor en person har fået bind for øjnene. Omkring ham går tre mand tilfældigt rundt, og pludselig slår eller sparker én af dem mod hovede, torso eller ben. Den angrebne undviger og nedkæmper angriberen.

Det går for hurtigt til, at den angrebne kan nå at blive bevidst om det. Personen kan ikke engang se skygger gennem bindet for øjnene. Og alle tre personer laver lige meget støj, og der er ikke hørbar forskel på almindelig bevægelsesstøj og støjen under et angreb. Og da slet ikke, hvis to potentielle angribere bevæger sig tæt på hinanden. Lufttrykket kan man næppe mærke, hvis det er et slag mod torsoen. Faktisk går det ligefrem galt, hvis man står og prøver at se noget, høre noget, eller mærke noget. Så bliver man ramt.

Som den angrebne person er der sjældent tvivl om, at angrebet kommer. Man mærker det på en måde, at man pludselig har en fornemmelse af, at der "kommer noget", og man reagerer på en måde, der tilfældigvis får en til at tage fat eller slå i et trykpunkt (som er endnu en ting, som skeptikere vist har et lidt køligt forhold til), der sætter angriberen ud af spillet. Det er dog først bagefter, når kampen er overstået, at man kan spole filmen tilbage og huske, hvad man gjorde, for undervejs "gør man det bare" uden at tænke.

Jeg vil helst forklare det sådan, at der kommer en række indtryk, som er for svage til, at bevidstheden kan opfatte dem. Der er vist noget om, at bevidstheden kræver, at sanseindtryk overstiger en vis tærskel, mens underbevidstheden godt kan blive opmærksom på indtrykkene alligevel. Man bliver bare aldrig bevidst om dem. Men selv med det i baghovedet har jeg meget svært ved at tro, at f.eks. det meget svage lufttryk, den meget svage lyd og uendeligt svage skygger skulle være nok til at man - med ryggen til - kan mærke med en præcision på få centimeter, hvor et slag vil gå ind.

Helst ville jeg helt afvise, at man kan reagere sådan, men når træningen viser en succesrate på 10 ud af 10, så er der ikke tale om held og tilfældigheder. Jeg savner bare en god forklaring.

Eva er Sir Anders' uartige tøs, og vil gerne have smæk og irettesættelser af Sir Anders en gang i mellem.

Når hun siger, at hun vil have større ulighed i landet, så ved hun derfor godt, at hun er fræk overfor Sir Anders, som også forstår at sige til hende med myndig stemme, at hun skal holde mund og være en ordentlig slavetøs. Så Eva ser op på Sir Anders med ydmyge øjne, og skynder sig at sige undskyld, og at hun ikke mente det.

Men Sir Anders er en streng herre. Hvis hun bagefter siger, at hun er bekymret for ulighed, så skal den ulydige skarnstøs også holde mund. Det har Sir Anders sagt til hende, så Eva har skyndt sig at sige til Sir Anders, at hun selvfølgelig ikke er bekymret over, at Socialforsningsinstituttets rapport viser, at samfundets svageste har fået det dårligere.

Eva er nemlig en god slavetøs, der forstår at rette sig efter Sir Anders' befalinger, og som ved, at et rigtigt herre/slave forhold kræver, at hun er lidt fræk en gang i mellem.

Jyllandspostens kulturredaktør Flemming Rose sagde i går i fjernsynet, at det ikke var Jyllandspostens intention at håne muslimer med tegningerne af Muhammed, og at muslimerne derfor ikke ville få nogen undskyldning. Nuvel, der hersker nok en del skepsis overfor sandhedsværdien af dette udsagn, og der er vel ikke nogen tvivl om, at uanset hvad Flemming Roses intention måtte have været, så blev en meget synlig gruppe muslimer nu engang stødt over tegningerne.

Det må man så tage til efterretning. Her kan det godt være, at jeg reagerer ud fra en lidt for streng børnehaveopdragelse, men dengang lærte jeg altså, at hvis man havde stødt nogen, og man ikke mente noget med det, så sagde man: "Undskyld. Jeg mente det ikke", eller "Undskyld. Det var ikke med vilje". Jeg lærte ikke noget om, at undskyldninger var noget, man kun skulle give, hvis man gjorde noget med vilje. Hvis man gjorde noget med vilje, så skulle man nemlig prøve at gøre det godt igen, hvilket man i parantes bemærket også nogen gange skulle gøre, selv om man ikke havde handlet med fuldt overlæg.

Måske er problemet i virkeligheden, at Flemming Rose og hans sympatisører trænger til at gå børnehaven om.

Blandt modstandere/skeptikere mod gruppeeksamen hører jeg oftest det argument, at gruppearbejdet tillader nogle studerende at snige sig med, uden at de rører en finger.

Mod dette argument vil jeg blot sige, at dem, der "sniger sig med" i projektarbejdet, har en stærk tendens til at blive smidt ud af grupperne på et tidligt stadium i deres uddannelse, hvorpå grupperne former sig sådan, at niveauet er forholdsvis ensartet i den enkelte gruppe. Det betyder, at de folk, der har forsøgt at snige sig med, hurtigt kommer i en gruppe bestående af andre folk, der har forsøgt at snige sig med. Det er på en gang en passende straf og en passende motivation, fordi de således tvinges til alligevel at yde noget, og dermed lærer at arbejde uden at snige sig med.

Det er derfor korrekt, at der er markant forskel på folks produktivitet og nytte i en gruppe, men efterhånden som man når op på de højere semestre skal man være usædvanlig heldig for at snige sig med. (Hvis ikke man er dumpet i de andre fag inden da. Det er jo kun projekteksamerne, der er gruppeeksamener; alle de andre eksamener er individuelle.)

Men dette har noget med gruppearbejdet at gøre, ikke noget med gruppeeksamenerne, og er derfor ikke et særlig godt argument for at afskaffe gruppeeksamenerne.

Jeg har endnu ikke hørt et godt argument mod gruppeeksamen. Til gengæld har jeg nogle argumenter for gruppeeksamen, herunder følgende:

• At gå op til gruppeeksamen er en naturlig forlængelse af, at man har arbejdet samlet i gruppen indtil da. Man "holder stilen". I løbet af projektperioden har den fælles vision om, hvordan man som gruppe vil præsentere projektet til eksamenen, også stor indflydelse på arbejdet.
• En gruppeeksamen sparer utrolig megen tid.
• Der ligger en ganske anden form for pres på en under en gruppeeksamen, som bestemt ikke er mindre end under en individuel eksamen.
• Man lærer at lave en præsentation og at besvare spørgsmål i en gruppe af ligesindede, hvilket næsten altid er tilfældet i det virkelige liv.
• Når en person siger noget til eksamenen, lærer de andre studerende at bidrage med yderligere viden, hvis personen ikke svarer helt fyldestgørende eller måske blot undlader gode pointer. Tilsvarende lærer man at korrigere hinanden og således i fællesskab nå frem til et godt svar. De individuelle studerendes evner til således at hjælpe med at bidrage med rigtige svar er med i vurderingen af de individuelle studerende. Dette er også en situation, der i høj grad afspejler det virkelige liv, men som en individuel eksamen umuligt vil give anledning til. (Man kan måske sige, at det er ens evne som individ til at gøre gruppens samlede arbejde stærkere, der vurderes her.)

(Det ovenstående var oprindeligt en kommentar på Vidunderligt.dk, men det har efter min mening fortjent et indlæg for sig, så det ikke drukner i et kommentarfelt.)

Århus politi mener åbenbart, at når højreekstremister angriber venstrefløjen, er det fordi venstrefløjen har fået, hvad de havde fortjent. I hvert fald arbejder politiet ud fra en teori om, at der er tale om to voldelige politiske yderpoler, der giver hinanden bank.

Men den holder ikke. Selv om politiet har rigelig med dokumentation i både deres egne og antiracisternes arkiver, sætter de stadig kikkerten for det blinde øje, når de ansvarlige for volden ved Café Oskar skal lokaliseres. De mener, at der ligefrem kan være tale om, at det hele er iscenesat, og kan - eller vil - ikke finde hoved og hale i sagen.

Politiet mener også, at der var tale om en hævnaktion, fordi en af højreekstremisterne efter eget udsagn skulle være blevet slået ned af en antiracist. Der er bare den hage ved det, at selv hvis det var tilfældet, så er det ikke den motiverende faktor bag højreekstremisternes vold. Politiets egne arkiver viser nemlig, at der begås omfattende vold af bl.a. White Pride, og at disse kredse i Århus systematisk truer og chikanerer personer, der arbejder med integration eller kulturel og religiøs forståelse.

Hvis der er tale om hævn, så må det være en særlig form for "proaktiv hævn", hvor man sørger for at hævne sig, inden modparten har gjort noget. Man fristes næsten til at mistænke visse af politiets efterforskere for at have en særlig interesse i, at højreekstremisterne ikke bliver straffet.

Det blev hurtigt klart, at disse ord fra Anders Fogh Rasmussen måtte give anledning til en vis skepsis mod, hvad han ellers måtte hævde at "vide", eftersom der ganske som forventet aldrig blev fundet et eneste masseødelæggelsesvåben i Irak, endsige tegn på, at de skulle have forsøgt at producere dem.

Men der blev givet andre dårlige begrundelser for den danske angrebskrig mod Irak. Bo Arlind Andresen har samlet en række citater fra regeringen om begrundelsen for, at Danmark skulle deltage i en angrebskrig mod Irak.

Hans blog giver mig desværre problemer i Firefox, så jeg ikke kan klikke mig ind på citaterne. Så derfor er der et link her, hvis andre skulle have de samme problemer. Efter den smøre vil det være en god idé at tænke sig om en ekstra gang, før man tror på, hvad den krigsliderlide regering siger, hvis den en anden gang foreslår intervention i et andet land.

TV2 Nyhederne, d. 7/12 2005 - Danmark deltager aktivt i terror. Sådan lyder de foruroligende tilståelser, som amerikanske forhørsledere gennem forbedrede forhørsmetoder har trukket ud af irakiske fanger, der under forhårssituationen midlertidigt blev kategoriseret som terrormistænkte.

USA fik mistanke allerede i efteråret 2005, hvor USA bl.a. opdagede, at Danmark støtter terrorceller såsom ROJ-TV. Siden har USA i hemmelighed trukket adskillige tilståelser ud af terrormistænkte gennem målrettet forhør, hvor det blev slået fast for (og på) de pågrebne terrorister, at de havde valget mellem at svare eller blive udsat for yderligere forbedringer i forhøret.

Afsløringerne har fået USAs udenrigsminister Condoleezza Rice til at anklage Danmark i hidtil uhørt skarpe toner for at have forrådt den amerikanske verdensorden ved at have spillet en aktiv rolle som en del af ondskabens akse. Sikkerhedseksperter fra CIA har påpeget, at Danmark udgør en alvorlig sikkerhedsrisiko mod USA, idet den danske regering blandt andet ikke har redegjort tilstrækkeligt for, hvad der er blevet af den sidste atomreaktor på Risø, siden den blev lukket i 2002.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har ingen kommentarer om sagen, men Enhedslistens Frank Aaen er rasende.

"Vi vil have de svar, vi har bedt om, uanset hvad statsministeren selv mener om sagen. Jeg og mine kolleger har forberedt en lang række forbedrede §20-spørgsmål, som nok skal få ham på pinebænken ved næste spørgerunde i Folketinget", siger Frank Aaen til TV2 Nyhederne.

Blogsfærens gennemgående argument mod gruppearbejdet, som regeringen ønsker afskaffet af ideologiske grunde, er at grupper skulle være initiativødelæggende, og at dårlige studerende kan lade sig trække med i en god gruppe, hvor den dårlige studerende ideelt set skulle have dårlige karakterer.

At jeg fra begge sider af eksamensbordet ved Aalborg Universitet ikke har set tegn på disse anklager, det er én ting. Men lad os da forsøgsvis antage, at det virkelig er så slemt, om ikke andet så for at møde kritikerne langt længere inde på deres banehalvdel, end de har gjort sig fortjent til. Hvis det virkelig er så slemt:

Hvorfor fanden er det så lige, at erhvervslivet særligt efterspørger de studerende, der har gennemgået denne uddannelsesform? Hvorfor fanden er det så lige, at disse studerende har så stor succes i erhvervslivet?

Hvis gruppearbejdet virkelig er så slemt, så er alternativet med individuelle eksamener åbenbart alligevel værre. Så lad os da holde fast i gruppearbejdet.

Verdensbanken har allerede modsagt Venstres fantasier om, at de fattige skulle få det bedre af, at de rige bliver rigere på de deres bekostning.

Hvis Venstre skulle have den holdning, at Verdensbankens konklusioner af uudgrundelige årsager ikke skulle holde for lille Danmark, eller på anden vis har ment, at de alligevel gjorde noget rigtigt, så er der nu lidt statistik på bordet. Ikke overraskende viser en analyse, at de fattige er blevet fattigere.

Spottet af Denmark Online.

Microsoft har frigivet et antivirusprogram, men der foregår stadig noget bag kulisserne. I følge Ingeniøren har det danske sikkerhedsfirma CSIS opdaget, at Microsofts antivirus sender store mængder oplysninger om brugernes computer til Microsoft.

Microsoft siger selv, at de gør det for at forbedre produktet, men CSIS er alligevel betænkelig. I følge Ingeniøren siger CSIS, at der bl.a. sendes oplysninger, der omfatter:

Husk, at det er det land, Danmark samarbejder med i "terrorbekæmpelsen", der igen er taget med bukserne nede i flere afsløringer af hemmelige fængsler, hvor der bruges "forbedrede forhørsteknikker". Når Danmarks allierede bruger tortur, bærer Danmark også ansvaret for, at torturen standser.

Hvornår mon regeringen vil standse sit samarbejde med lande, der benytter tortur? Og mon regeringen vil henvise til disse forhold, hvis samarbejdet standser?

Eller skal vil til at høre propaganda for, at tortur kan accepteres i "visse tilfælde", dvs. nærmere betegnet de tilfælde, hvor det er os selv eller vore allierede, der begår torturen?

Den borgerlige regering ønsker mere bibellæsning i de danske skoler, fremgår det af Kristeligt Dagblad. De Konservative, Venstre og (som sædvanligt) Dansk Folkeparti mener nemlig, at kristendommen får for lidt opmærksomhed i de danske skoler, hvor danske børn efter deres mening skal opdrages til at tro på, at de overnaturlige væsner fra kristendommens myter faktisk findes.

Den konservative uddannelsesordfører og formand for Folketingets Uddannelsesudvalg, Carina Christensen, er blevet kontaktet af forældre, der åbenbart er bekymrede over, at børn lærer om andet end Jesus i faget, så børnene risikerer at få lidt perspektiv og svag fornemmelse af, at kristendommen måske ikke giver sandheden. Derfor vil hun have en undersøgelse af, hvor dårligt - som hun udtrykker det - det står til.

Desværre indgik Socialdemokratiet en aftale med regeringen incl. de facto-regeringspartiet Dansk Folkeparti, der gør kristendomsundervisningen til et fag, man kan komme til eksamen i, og dermed er der lagt op til strammere læseplaner og fokuseret missionering.

Børn af ateister, muslimer og andre ikke-kristne forældre kan med andre ord fremover risikere at få dårligere karakterer end kristne, fordi de har et mindre nært forhold til den kristne bibel og den kristne overtro. Men det meler jo regeringens kage godt, for dermed ruster de deres fremtidige kernevælgere bedre i konkurrencen om jobs og uddannelse.

Hvorfor tror højrefløjstilhængerne, at man er pro-muslim, når man kritiserer den danske behandling af indvandrere? Hvorfor tror højrefløjstilhængerne, at man støtter terrorister, når man forklarer og perspektiver terroristernes handlinger? Generelt: Hvorfor tror de, at enhver kritik af dem nødvendigvis er en støtte af deres modstandere?

Svaret er simpelt nok: Hvis vi kritiserer det, de tror på, har vi erklæret os uenige med dem. Så støtter vi dem ikke, og hvis ikke vi støtter dem, må det jo være fordi vi er imod dem. At vi samtidig er uenige med deres modstandere betyder intet; i deres verden er man allieret med Fjenden, hvis ikke man er en ven.

Så på den ene side er svaret altså simpelt. Og på den anden side undrer jeg mig alligevel altid over, hvorfor. Der må stikke noget under, som ligger dybere end denne simple forklaring. Svaret på spørgsmålet leder til endnu et "hvorfor?".

Jeg tror, at årsagen skal søges i, at de er børn af den konservative, dualistiske tradition. I den dualistiske verden kæmper godt mod ondt. Sjæl kæmper mod krop. Moral mod umoral. Rent mod urent. Gud mod Satan. Alt er i sidste instans sort og hvidt. Hvis noget ligner en gråtone, er det fordi det er en blanding af rent sort og rent hvidt. Hvis ikke man er for, må man nødvendigvis være imod. If you're not with us, then you're against us.

Jeg tror ikke, at de ser en reel, fysisk fjende ud fra nogen rationel overvejelse. De vedligeholder i stedet en årtusind gammel dybtfølt frygt for "det onde". Som enhver lægmand ved de, at det onde skyldes Den Onde, som derfor altid må være til stede. Det er en fjende, som man ikke kender, mens om man alligevel føler tæt inde på livet. Fjenden truer det, man kender, og som man tror er godt. Fjenden ser anderledes ud. Fjenden har andre værdier end en selv, for ens egne værdier er jo gode. Fjenden må være jøderne! Eller Islam! Fjenden er enhver, der ikke har ens kerneværdier. De er alle den samme ene ting, og kan kendes på Djævelens mørke, som er anderledeshed. Det er uenighed med ens værdier, ja selv accept af anderledeshed er Djævelens mørke.

Og Djævelen er tydeligvis blandt os. Samfundet er af lave; kvinderne står ikke længere ved kødgryderne, og børnene lystrer ikke. Uskyldige mennesker berøves på gaderne, kvinder bliver voldtaget i de mørke gyder. Økonomien strammer, og du er ikke tilfreds med sit liv. "The stranger danger" udpeges som den syndebuk, der er årsag til de problemer, vi ellers ville være nødt til at erkende, at vi selv er skyld i. Det må være den farlige fremmede, der er årsagen. Hvis blot den farlige fremmede fjernes, vil Solen vende tilbage. Wir wollen jetzt ein Platz an der Sonne. Alle, der ønsker skyggen, er Djævelens håndlangere. Brændes på bålet skal de, der vover at trodse ordet om lyset!

Så dybt tror jeg, at deres ønske om at sætte såvel kritikere som mål i én bås stikker.

Nick Price fra Den Kedelige Weblog er igen gæsteskribent! Men jeg er bekymret: Hvis man puster den støvede facade af hans blog, er det svært at undgå en nagende fornemmelse af, at han i virkeligheden går og laver langt mere end den almindelige dagbogsblogger. Mangler han måske alligevel formatet til at være kedelig på den autentiske måde, der forudsætter, at man ikke har et liv, som man alligevel skriver om?

Der var opstået et behov for at rykke rundt på nogle møbler. Derfor fandt jeg målebåndet frem fra værktøjskassen sammen med en blyant og et stykke papir. En grov skitse over det aktuelle værelse blev tegnet op, og der blev brugt en rum tid på at måle afstande og størrelser. Da jeg var færdig, blev tegningen arkiveret, og målebåndet blev lagt på plads igen sammen med blyanten.

Visse "næstekærlige" og "fredselskende" religioner har i praksis vist sig at være noget nær det stik modsatte. Så hvad nu, hvis alle i stedet var onde efter de standarder, disse "næstekærlige" religioner sætter? Mon ikke det var et projekt, der var værd at kæmpe for?

Muligvis er det denne tanke, der har fået et forhenværende bestyrelsesmedlem i Satanisk Forum til at oprette bloggen Ondskab for fred. Han skriver godt, så jeg håber, han holder projektet i live. Foreløbig ser det godt ondt ud.

Jeg indrømmer straks, at jeg ikke har set de to foreløbige udgaver af TV2s "Jul i Valhal". På trods af min komplette uvidenhed om serien gætter jeg alligevel på, at handlingen kan opsummeres på følgende vis:

En dreng og en pige (man skal jo appellere til hele seerskaren, ikke kun halvdelen) bliver ved et tilfælde involveret i de gamle nordiske guders univers. Her rendte en vældig dæmonisk portrætteret Loke rundt og generede guderne, og denne form for umotiveret chikane ville være forsat mennesker imellem helt op vor tid, hvis ikke der den 24. december i julekalenderen skete det fantastiske, at Danerne blev kristnede. The end.

Vi får se, om jeg gætter rigtigt.

Det er ikke kun mørk hud, Dansk Folkeparti vil være fri for. Louise Freverts hudfilm var også for meget for hadepartiet, hvilket ret beset ikke bør undre nogen, når nu Dansk Folkepartis politik i vid udstrækning er tegnet af fundamentalistiske præster.

For hvis ikke man ligefrem skal gå og anklage Dansk Folkeparti for at være rent populistisk, så er der reelt kun to mulige årsager til, at Louise Frevert blev fjernet fra sin post:

1. Hun var racistisk i sine udtalelser.
2. Hun var tidligere pornoskuespiller.

Der herskede nok allerede en vis tvivl om mulighed (1), når nu man tænker på, at adskillige andre af Louise Freverts politiske meningsfæller og samarbejdspartnere havde lignende udtalelser at byde på. Men når nu hendes efterfølger er lige så slem, er sagen klar nok:

Dansk Folkepartis vil ikke have den slags pornosmuds, og vil helst have os skal tilbage til en tid, hvor den slags ikke var tilladt, og hvor der var krav om anstændighed. Måske endda så langt tilbage, at kvinder forventedes at gå med tørklæde.

Lad os så se alle højrebloggerne på banen. De plejer jo at hyle op om, hvordan almindelige muslimer skal tage afstand fra muslimske ekstremister, og at indvandringen skal standses, når mørklødede folk begår vold. Så nu forventer jeg at se hele den højre halvdel af blogsfæren lyde af afstandtagen fra det voldelige overfaldet begået af to højreekstremister mod anti-racister. Eller måske er der noget om det, når Maibritt Berlau siger:

Man kunne godt få mistanke om, at når Velfærdskommissionen er nedsat af regeringen, som er notorisk indvandrerfjendtlig, så vil Velfærdskommissionen indeholde personer, der når frem til løsninger, som skal begrænse indvandring. Men denne mistanke vil jeg ignorere i første omgang.

Hvad jeg derimod ikke vil undlade at kommentere er, at jeg ikke er det mindste overrasket over, at Velfærdskommissionen konkluderer, at et indvandringsstop vil gøre det nemmere for os andre, der ikke har været nødt til at forlade vores hjemland og skabe os en ny tilværelse. Jeg ville såmænd blive overrasket, hvis nogen nåede frem til, at det ligefrem er en god forretning at have indvandrere.

Jeg har bare svært ved at se, at konklusionen kan bruges til noget, for der er jo mange sociale tiltag, der ikke er en god forretning. Er ældrebyrden et problem? Nåja, så må vi jo skære i støtten til de ældre a la New Zealand eller måske reklamere for aktiv dødshjælp. Koster det for mange penge at blive behandlet på et hospital? Jamen så lad os da undersøge forholdene på arbejdsmarkedet for at se, om det kan betale sig at behandle en arbejder, eller om der er raske mennesker, der kan tage den tilskadekomne eller syge arbejders job i stedet. Jeg er sikker på, at der er rigtig mange ikke-overskudsgivende steder i et velfærdssamfund, der kan lukkes eller skæres i.

Men det er ikke så sikkert, at det giver folk en bedre følelse af velfærd, hvis man sparer på de dyre institutioner og services. Indvandrerne, der ikke må komme ind i landet, vil ikke føle nogen velfærd, når vi til den tid roser os selv af vores høje velfærd. Lad dem dog spise kager.