februar 2009 Archives

Man sparer mange penge ved at melde sig ud af den organisation, der er for den danske stat, hvad muslimske sharia-holdninger er for en mellemøstlig stat: Glem topskat og mellemskat, og meld dig ud af Folkekirken. Du får over en halv million i pension, hvis du sparer pengene op i stedet.

Og hvis du synes, at alle pengene er godt givet ud, fordi du støtter den kristne næstekærlighed, så tænk et øjeblik på, hvad du kunne udrette, hvis du brugte en halv million på U-landsstøtte.

Hvad venter du på? Melder du dig ud, eller er du en hykler, der bare bruger kirkeskatten som aflad for at bilde dig selv ind, at du er åh så næstekærlig? Husk, hvad din Jesus sagde om farisæerne.

Fire mand stod på den uofficielle anklagebænk i et lille samfund. Dommeren spurgte den første:

— Har du sagt det, som anklageren hævder?
— Nej, det har jeg bestemt ikke. Jeg har sagt, jeg er pig-slikker. Jeg arbejder med læder, og det at være pig-slikker betyder, at jeg slikker på piggene, før jeg sætter dem i vagthundenes halsbånd. Det gør det nemmere at trykke dem gennem læderet.

Dommeren så skeptisk på ham, og spurgte den næste mand:

— Har du sagt det, som anklageren hævder?
— Nej, slet ikke. Jeg har sagt, jeg er slik-pikker. Det er sådan en, som roder i en slikpose og samler lige netop de stykker op, man selv bedst kan lide. Det er ligesom en fugl, der pikker i maden: Slik-pikker.

Dommeren virkede langt fra overbevist, men spurgte den tredie mand:

— Har du sagt det, som anklageren hævder?
— Nej, det er en fejltagelse. Jeg har sagt, at jeg er pit-ligger. På mit autoværksted kalder vi folk for pit-liggere, når de ligger nede i pitten under bilen.

Dommeren trak vejret dybt, og spurgte den sidste mand:

— Og du er så også slik-pikker eller pig-slikker, formoder jeg?
— Nej, Hr. Dommer, jeg må nok tilstå, at jeg er den ægte vare.

Og i den forbindelse må jeg nok sande, at der dukker en del slik-pikkere, pig-slikkere og pit-liggere op, når de fascistiske og racistiske politikere og grupperinger her i landet forklarer, hvad de er, og hvad de står for.

Morten Messerschmidt (DF) har vundet et sagsanlæg mod BT. I en situation, der bekræfter den gamle sandhed om, at det er fra børn og fulde mennesker, at man skal høre sandheden, havde Morten Messerschmidt blandt andet heilet under afsyngelsen af tyske sange. BT havde derfor skrevet, at Morten Messerschmidt havde hyldet Hitler, men dette opfattede retten som en overdrivelse.

Morten Messerschmidt har nu rettens ord for, at han heilede. Spørgsmålet er selvfølgelig: Var det i virkeligheden en nyopførelse af Springtime for Hitler, eller har jeg overset en yderst oplagt person, som man også heiler til, når man befinder sig så langt ude på højrefløjen som Dansk Folkeparti?

En dygtig systemadministrator gav engang en analogi til, hvordan han opfattede brugeres forklaring om, hvordan de blot "testede sikkerheden", når de havde forbrudt sig mod sikkerhedsreglerne:

Man kan gå hen til et hus og lige tage i døren og konstatere, om den er ulåst, mens ejeren er borte. Hvis den er det, giver man ejeren besked og går igen.

Eller man kan gå hen til et hus og tage i døren. Så går man indenfor, og roder skabe og skuffer igennem, læser personlige papirer, finder ejerens øvrige nøgler og pistol (det var en historie fra USA), sætter sig ud i hans bil og kører til hans sommerhus, hvor man går indenfor...

Pludselig virker det ikke, som om man "tester sikkerheden", vel? På et eller andet tidspunkt, efter man havde taget i døren, gik man for vidt.

Alligevel var der i følge systemadministratoren mange, der forsøgte at forklare, at de blot "testede sikkerheden", når de opdagede, at de havde adgang til en anden brugers konto, også selv om der var et synligt spor i systemloggen, der afslørede, hvordan de havde læst og måske ændret i brugerens filer osv.

Det er virkelig muligt, at der er nogen brugere, der ikke kan se forskel, men for de fleste burde det være ret indlysende, at de går langt over stregen.

Tag nu afstemningen om årets idealist på Politiken, hvor der blev afsløret snyd med stemmerne. Da det kom frem, at Politiken kendte IP-adressen på snyderen, indrømmede snyderen - eller en af dem - hvad hun havde gjort, og pludselig var det en demokratisk forsvarlig handling at "påvise fejl". Man burde have fortalt folk, at de ikke måtte stemme flere gange, som om ingen vidste, hvad en afstemning var, og hvad undskyldningerne nu ellers var fra "codegirl", som i øvrigt andre steder har udtrykt sit ønske om, at folk burde stemme på Kurt Westergaard. Ja, det er fint med din "idealisme", codegirl: Ikke noget med at fortælle Politiken om det, eller forklare om problemet, nej så hellere påvise det og først indrømme det, da det blev opdaget. Du testede vel bare sikkerheden. Ikke med ét forsøg, men med to tusinde forsøg.

Danmark kan blive overhalet af Sverige på lighed på grund af regeringens skattepakke.

Ja, folk overhaler, når man trækker til højre.

Olie og vand kan som bekendt ikke blandes, og som analogi gælder denne sandhed også visse ide­o­lo­gi­ske hold­nin­ger. To re­li­gio­ner, der hver især kræver, at den anden re­li­gion un­der­ord­ner sig, kan ikke bare være enige. I et po­li­tisk møde kan en po­li­tisk hold­ning om ube­tin­get pa­ci­fis­me vil ikke over­le­ve at være i stue med en po­li­tisk hold­ning, der in­klu­de­rer brugen af vold for at få sin vilje. Nogle ting ude­luk­ker sim­pelt­hen hi­n­an­den. Hvis par­ter­ne er for uenige, især om grund­for­ud­sæt­nin­ger for debat eller adfærd, opstår der ikke nogen sød musik af, at mod­sæt­nin­ger­ne mødes. Der bliver kævl, splid og dis­har­mo­ni; skulle en har­mo­nisk tone opstå, er den kortva­rig og til­fæl­dig.

Hvis man trækker to sådanne in­kom­pa­ti­b­le grupper ind i et rum, skal man ikke for­ven­te, at de når til nogen enighed eller større for­stå­el­se. I stedet må man forvente, at den stærkest repræsenterede gruppe får den svagest repræsenterede til at tie - blot ikke i erkendelse af uret, men efter ren og skær udmattelse.

Som vært kan man ikke påberåbe sig neutralitet. Man har taget den ene deltagers part ved invitationen. Eller sagt lidt billedligt: Hvis man sætter et lam og en løve i samme rum, har man taget løvens parti.

Politiken har renset afstemningen om årets idealist for spam (dvs. folk, der har stemt mere end én gang ved f.eks. at slette cookies eller benytte anonymizers).

Indtil der blev ryddet op i dette snyderi var det Kurt Westergaard, der havde flest stemmer, men nu er han langt bagud i forhold til Hans Jørgen Bonnichsen.

Det siger en del om hans støtters udemokratiske sindelag, at de bevidst går ind og snyder i afstemninger.

Nogle gange skal man bare holde sin kæft.

Hvis man udtrykker sig i ekstreme vendinger og truer folk med drab, så skal man være sikker - meget sikker - på, at magtforholdene ikke ændrer sig. Man skal være sikker på sine modstanderes fredsommelige sindelag. Man skal være sikker på, at der ikke opstår undtagelsestilstand. Man skal være sikker på, at den truede gruppe ikke bliver presset ud i desperation. Man skal være sikker på, at folk ikke ser en som en person med f.eks. politisk indflydelse. Man skal være sikker på, at folk ikke husker. Man skal være sikker på, at man har forladt byen, hvis Rom bryder i brand.

Man indskriver sig nemlig i små, sorte bøger, når man som Henrik Gøtke fra SIAD siger:

Det er dyrere for kommunerne at udlicitere, end det er at klare opgaven offentligt. Det fremgår af en undersøgelse, der er baseret på tal fra Velfærdsministeriet og Kommunernes Landsforening i følge Arbejderen.

Dette burde ikke overraske. I følge formanden for FOA, Dennis Kristensen, skyldes den højere pris blandt andet de manglende stordriftsfordele og den ekstra administration forbundet med at prisfastsætte opgaverne og sende dem i udbud. Til det kan jeg tilføje, at det alt andet lige også vil være dyrere at udføre den samme opgave, hvis der oveni er folk, der skal tjene på den. Private firmaer interesseret i at tjene penge på bekostning af den instans, de skal hjælpe. Det har jeg tidligere kommenteret, omend uden tal på bordet, ud fra mine personlige erfaringer på feltet.

Den borgerlige regering, stærkt hjulpet af CEPOS, har hele tiden antaget, at det er billigere at udlicitere trods overvejelser som ovenstående, men de har aldrig undersøgt det. Nu er det blevet undersøgt, og som sædvanligt modsiger virkeligheden den borgerligere regerings ideologi.

Når Dansk Folkeparti melder ud om en handlingsplan imod racisme, så kan man være vis på, at der stikker noget under. På overfladen kan man glædes - eller løfte på øjenbrynene i skepsis - over det, men det er i hvert fald toner, man ikke forventer fra den kant.

Ved en nærmere læsning fornemmer man dog årsagen til, at Dansk Folkeparti ønsker en handlingsplan mod racisme. Reaktionen fra Dansk Folkeparti kommer efter, at der allerede i år er blevet indrapporteret flere anti-semittiske hændelser end hele sidste år. Dermed står motivationen straks klart, for de befolkningsgrupper, der i samme periode har været fjendtligt stillede overfor Israel ovenpå Israels behandling af Gaza, har primært været muslimer.

Det er selvfølgelig ikke acceptabelt, hvis arabiske borgere udtrykker sig racistisk om israelere, og i den forstand er det rimeligt, at antiracisme ikke ser på farven af de, der begår racistiske handlinger. Det skal der ikke herske tvivl om.

Men med baggrunden for den seneste arabiske racisme mod jøder in mente er Dansk Folkepartis pludselige antiracisme imidlertid yderst tvivlsom. Dansk Folkeparti udnytter, at Israels adfærd i Gaza har givet anledning til racistiske hændelser. Dansk Folkeparti har blot øjnet endnu en chance for et målrettet angreb mod muslimer, idet Dansk Folkeparti rider på bølgen af arabisk indignation mod Israels handlinger. Det er ironisk nok lykkedes Dansk Folkeparti at benytte antiracisme som racisme.

Politiken har i samarbejde med den (meget) borgerlige netavis 180 Grader og tænketanken CEVEA indstiftet en pris til årets idalist. Besøgende kan stemme på 11 nominerede ud af oprindeligt ca. 300 forslag.

Som det vil fremgå, hvis man stemmer i dag, så står Hans Jørgen Bonnichsen stærkt. Det var Hans Jørgen Bonnichsen, der insisterede på retsstatsprincipper, og som hurtigt blev kritiseret for sine ytringer af de selvsamme folk, som havde meget travlt med at forsvare ytringsfriheden hos den person, der i øjeblikket fører i afstemningen: Kurt Westergaard.

Hans Jørgen Bonnichsen har tydeligvis handlet ud fra idealistiske principper, og har forsvaret dem under de mange angreb fra regeringen og Dansk Folkeparti. Men Kurt Westergaard? Kurt Westergaard har netop understreget, at han ikke handlede ud fra nogen politisk holdning eller idealisme, men blot gjorde sit job som tegner. Det er i den forstand mærkeligt, at han overhovedet optræder på listen - men det kan jo være, at det er fordi Kurt Westergaard i virkeligheden er mere idealistisk, end han ønsker at give udtryk for.

Når han får så mange stemmer, kan det hænge sammen med, at han - idealist eller ej - står som et ikon hos den islamforskrækkede højrefløj, der helt automatisk stemmer på ham, når han optræder på sådan en liste.

Flyt eller find en anden slags job. Så kontant er udmeldingen fra Claus Hjort Frederiksen (V), hvis du er blevet fyret her under den stigende arbejdsløshed. Hvis folk ikke kan finde et job, hvor de bor, må de enten flytte eller skifte til et andet fag.

Når Claus Hjort Frederiksen siger, at man bare skal flytte eller skifte kompetencer, så er det en direkte hån mod de fyrede. For hvis man har en familie, hvor børnene går i skole, eller hvor partneren har et job, så kan man ikke bare videre flytte. Det er heller ikke sikkert, man bare lige kan få solgt sit hus, og da slet ikke, hvis banken ikke vil låne penge til flytningen, når nu man er arbejdsløs.

Hvis man skal finde et job, der ligger udenfor ens kompetenceområde, så er det ikke lige i tider med konkurrence om jobbene, at det er nemmest at finde noget, man ikke har kompetencer til. Og som fyret har man ikke ligefrem økonomisk mulighed for at få sig en ny uddannelse - den mulighed er jo lukket for længst, vist nok af den borgerlige Schlüter-regering. Det er heller ikke noget, der hjælper en, når man senere vil tilbage til sit normale kompetenceområde, at man ikke har beskæftiget sig med det i en årrække. Endelig er det også spørgsmålet, hvor heldigt det er for landet, at stillinger bliver besat af folk, der ikke har de nødvendige kompetencer.

Det siges, at man ikke skal tilskrive noget til ondskabsfuldhed, hvis det kan forklares med inkompetence, men selv om jeg har set en del eksempler på idioti fra Claus Hjort Frederiksens side, så er det alligevel svært at tro, at han kan være så dum. Det må simpelthen være fordi han er komplet ligeglad med alt andet end de erhvervsdrivende.

De eneste, der får hjælp under finanskrisen, er bankerne og virksomhederne. Dem, som krisen for alvor går ud over - de, der mister deres jobs - får ingen hjælp. Så hvis du er blevet fyret og har stemt på Venstre, så har jeg kun én ting at sige til dig: Det har du pissegodt af, og jeg håber, at du har lært noget af det. Vi andre har også lært, hvor vi har Venstre og den øvrige borgerlige regering, og derfor stemmer vi ikke på dem.

Hykleri betyder, at man opfører sig anderledes, end man hævder. Eller alternativt, at man fremfører et sæt værdier og meninger, der har til hensigt at skjule ens virkelige holdninger. Det foregår ikke nødvendigvis bevidst; psykologisk kan man finde eksempler på hykleri i form af selvbedrag, ofte i form af projektion, hvor man ikke er opmærksom på, at man fordømmer andre for fejl, som man selv besidder. Hykleri kan også kobles sammen med det, der kaldes fundamental attribution error, dvs. at man forklarer sine egne handlinger ud fra ydre påvirkninger, mens andres handlinger forklares ud fra deres personlige karakter: Man dømmer andre for at opføre sig forkert, mens man forsvarer sine egne handlinger som noget, man er nødt til.

Når Dansk Folkeparti og deres peanut gallery på nettet har travlt med at fordømme folk, der ikke vil være mikrofonholdere for Geert Wilders den ene dag, og har lige så travlt med at forhindre ytringsfriheden hos deres modstandere den anden dag, så er det måske hykleri. Det kommer an på, om Dansk Folkeparti hævder, at de generelt går ind for ytringsfrihed, og det er jeg egentlig ikke 100% sikker på, at de gør. Og selv hvis de gjorde, så er det ikke sikkert, at det kvalificerer som hykleri alligevel. Der er noget andet på spil.

Google Earth 5 giver i øjeblikket visse problemer på PC'ere med Ubuntu. Løsningen er imidlertid ligetil:

1. Hent den seneste Google Earth (Google Earth kan også installeres på sædvanlig vis ved at tilføje Medibuntu til installationskilderne, men det giver ikke den nyeste version).

2. Installér Google Earth fra en terminal med "sudo sh GoogleEarthLinux.bin" og følg anvisningerne. Der er ingen grund til at ændre på installations-stierne eller det symbolske link, med mindre du virkelig ved, hvorfor du ønsker at gøre det.

3. Her kommer rettelsen af problemet, som har at gøre med en udgave af sikkerhedsfilerne, hvor Google Earth installerer en fil, som Ubuntu selv har en bedre udgave af. Google Earths fil skal blot slettes: "sudo mv /opt/google-earth/libcrypto.so.0.9.8 /opt/google-earth/libcrypto.so.0.9.8.bak" (skift selv stien ud, hvis du valgte en anden).

Så virker det igen. Jeg har undladt at poste dette som en "howto" på Ubuntu Danmarks forum, fordi det sandsynligvis er et midlertidigt problem.

Dansk Folkeparti ønsker at indføre den amerikanske "three strikes"-model i retssystemet.

Nej, ikke helt. Venstre ønsker en undtagelse af økonomisk svindel, de Konservative ønsker en undtagelse af spiritusdomme, og Dansk Folkeparti ønsker en undtagelse af racismedomme.

Socialdemokratiet vil tvinge indvandreres børn i vuggestue, hvis forældrene ikke er gode nok til dansk. Dansk Folkeparti vil bortvise børn, hvis børn af muslimske forældrene faster(*).

Med andre ord: Den nye stil fra de politiske partier er, at man nu med rene mafia-metoder går efter børnene.

(*) Muslimske traditioner foreskriver faktisk, at det kun er stærke mennesker, der skal faste. Ældre, børn samt gravide kvinder behøver ikke faste under Ramadanen. Det forlyder i øvrigt ikke, hvorvidt Dansk Folkeparti også vil bortvise børn af kristne forældre, hvis disse børn ikke får morgenmad hjemmefra.

Abdul Wahid Pedersen er blevet kritiseret for det. Asmaa Abdol-Hamid er blevet kritiseret for det. Fatih Alev er blevet kritiseret for det: De har alle udtrykt sig så tvetydigt om deres holdning til dødsstraf, at ingen ved, hvor man har dem. På den ene side har de sagt ganske ligeud, at deres religion påbyder dødsstraf for diverse forseelser mod religionen; og på den anden side har de sagt, at den slags ikke er tilladeligt.

Når de således er blevet bedt om at tage stilling til et spørgsmål, som der kun kan være ét svar på, har de alligevel valgt at svare både ja og nej. Så kan man vælge en af to ting. Enten kan man vælge at høre, hvad man gerne vil høre (og her vælger den skingre højrefløj konsekvent at høre muslimerne være fortalere for dødsstraf, mens venstrefløjen hører dem tage afstand fra det), eller også kan man prøve at forstå, hvad det egentlig er, de siger.

Det sidste er heldigvis ikke så svært. Det kræver bare, at man et øjeblik "krydser over" og ser det fra deres side.

Da VU inviterede nazisterne ind i varmen, blev de kritiseret fra flere sider, og der blev demonstreret mod mødet. VU blev anklaget for at styrke nazisternes sag ved at legitimere nazisterne som parlamentarisk deltager, og for at give dem en opmærksomhed, som de ikke fortjener. Det benægtede VU selvfølgelig.

Men nu har vi så også nazisternes ord for det. Jonni Hansen udtaler til Jyllands-Posten, at VU har givet nazisterne en blåstempling, der gør dem mere accepterede. Endvidere har omtalen givet anledning til flere ansøgninger om medlemskab.

Dermed kan vi på venstrefløjen desværre igen sige: Hvad sagde vi. Og vi må igen konstatere, at uanset om højrefløjen formelt og måske ærligt tager afstand fra fascismen, så giver højrefløjen den danske fascisme gode vilkår, både i ord og i handling.

VU-formanden i Århus, Kristian Leer, forsøger at løbe fra ansvaret ved at pointere, at det ikke var VU, der gjorde mødet til en pressesag. Det er sikkert korrekt, at det ikke var VU, der tog kontakt til pressen, men han glemmer, at sagen ikke havde været der uden VUs initiativ. Og selv da kunne de have trukket invitationen tilbage mange gange, da det blev åbenlyst, at sagen ville give omtale. Det var VU, der tilbød at være mikrofonholdere for nazisterne, og det takker Jonni Hansen nu for. For mens han ikke mener, at nazisterne og disse kommende Venstre-folk ikke har meget at være enige om, så er uenigheden trods alt ikke større, end at VU godt kan støtte nazisternes sag ved at blåstemple dem og give dem opmærksomhed. Det skal VU huskes for - og det skal de Kristian Leer også huskes for, hvis han finder vej ind i moderpartiet og bliver kandidat ved valgene.

Allan har påpeget, at bloggen ved navn "Ydmyghed" ikke ligefrem stråler af ydmyghed, når det handler om at udstille bloggerens egen tro, som har givet bloggen dens navn. Bloggens bagmand postulerer bramfrit, at det er den kristne tro, der forhindrer folk i at opføre sig som dumme røvhuller, og at man ikke kan elske andre, hvis ikke man først og fremmest elsker en anden, dvs. den kristne gud - hans gud, forstås det, og han skal nok forklare dig, hvad denne gud står for, så du kan rette dig efter guden på den måde, han ønsker det.

Nu har bloggens bagmand begået endnu et sådant indlæg. Godt nok siger han ikke denne gang så ligeud, at han mener, ateister er ligeglade med mennesker, men han får alligevel sagt, at hvis mennesker - og her må man da håbe, at han indregner ateister, muslimer, jøder, buddhister, m.v. - føler kærlighed, så er det hans gud, de føler. Det er ikke ydmygt, det er direkte arrogant. For mens vi andre mener, at kærlighed er en menneskelig ting, så skal han nok fortælle os, at så meget er vi bestemt ikke værd. Det er noget ikke-menneskeligt (for mennesket er jo ondt uden hans gud jfr. hans tidligere indlæg, som Allan kommenterede), og de eneste, der har noget at skulle have sagt om den sag er den kristne gud og især dem, der tror på den.

Sådan oplever vi ikke-kristne faktisk den kristne ydmyghed. Det, som de kristne kalder ydmyghed, er lodret arrogance. Det får mig til at tænke på et eksempel fra min barndom, hvor en af de største gårde på egnen var ejet af en indremissionsk bonde. Over indkørslen stod der med prominente bogstaver: "Nøjsomhed" - et ord, der ikke just faldt lige for, når man så den store Mercedes og det store, moderne stuehus og huskede på, at denne familie i øvrigt udgjorde en af egnens største forretningsdrivende med adskillige butikker i den nærmeste større by. Deres "nøjsomhed" var alt andet end nøjsomhed. Og den form for ydmyghed, der udvises af "Ydmyghed" er også alt andet end det.

Når kristne ønsker nøjsomhed, er det din nøjsomhed, de vil have, så du ikke sætter krav til dem. Når kristne ønsker ydmyghed, er det din ydmyghed, de vil have. Der er i hvert fald ikke meget nøjsomhed, ydmyghed eller næstekærlighed at hente ved de kristne.

Jonni Hansen vil naturligvis forsvare sig mod "ballademagerne på venstrefløjen", siger han. Her henviser han til demonstrationen mod nazisterne her til aften, hvor VU legitimerer nazisterne som parlamentarisk deltager ved at mødes med dem.

Men lad os lige huske, hvordan det gik ved sidste demonstration mod nazister i Århus: Inden demonstrationen havde medierne skrevet så meget om de forventede konflikter, at de radikale og socialdemokraterne trak sig tilbage. Det var selvfølgelig ikke nødvendigt. Demonstrationen løb så fredeligt, som en demonstration overhovedet kan foregå. Faktisk var der kun optræk til én episode: Nemlig da nogle nazister havde samlet sig for at skabe problemer, som politiet heldigvis forhindrede dem i.

Så hvad er det, Jonni Hansen ønsker at forsvare sig mod? Ikke noget Han håber bare, at hans folk bliver angrebet, så de kan få en undskyldning for selv at slås. Derfor prøver han at opmuntre til konflikt ved at spille op til, at "nogen" skulle finde på at angribe ham.

Det er fastelavnstid, og mange butikker har "slå katten af tønden"-arrangement. Det kan en spare-orienteret familie udnytte. Vi ved jo godt, at slik er dyrt, og børnefamilierne bliver lokket til at deltage med præmier for bedste udklædning. I dag har vi således på kun en time og med behersket forberedelse samt en smule motiveret børnearbejde tjent flere kilo slik samt to gavekort til en sportsbutik.

Pointen er, at fordi der er så mange arrangementer, er der kun få børn de fleste steder. Der er derfor ikke mange konkurrenter om præmien, og en forholdsvis fantasifuld eller veludført udklædning og sminke er næsten en garanteret vinder. Det hjælper, at den er hjemmelavet. Hvis udklædningen involverer hjelme eller hatte, er de også meget effektive til at samle slik op i, når tønden går i stykker - sørg for at instruere børnerne i dette, inden arrangementet begynder.

Nogle gange holder butikkerne "slå katten af tønden"-arrangementer på forskellige tidspunkter, og man kan derfor tage fra en butik til den næste, uden at skulle forberede en ny udklædning.

Jeg opfatter konvertitterne - de, der selv har skiftet religion - som de mest irriterende religiøse mennesker.

Det skal ikke opfattes sådan, at jeg opfatter dem som de værste eller de farligste. De farligste i det større perspektiv er de kulturelt religiøse, som fra barnsben har lært bestemte holdninger, moralbegreber og etik, og som den naturligste ting i verden inkorporerer disse ideer i politik, forretning og øvrig social magt. Men de er sjældent udpræget pågående, missionerende eller uforsonlige omkring deres holdninger. Når først de er fortrolige med deres identitet, mærker man kun indirekte til dem via deres stemmefordeling eller lobbyarbejde.

Nej, konvertitterne er irriterende, pågående og kun (potentielt) "lokalt" farlige. Da Frida Nome studerede de palæstinensiske selvmordsbombere, fandt hun hurtigt ud af, at de ikke blev rekrutteret blandt de allerede overbeviste, men at de var folk, der ikke havde udvist speciel interesse for deres nyfundne religion tidligere. Nok er selvmordsbombere destruktive, men med et lidt kynisk syn på situationen er deres ødelæggelsesradius langt mindre end ikke-fundamentalistiske religiøse landes destruktive kraft, både indenfor og udenfor landenes grænser.

Amila Jašarevi? skrev en kommentar på Facebook, hvis indhold har fortjent at blive gengivet:

Karen Jespersen (V) har igen fået opmærksomhed for sit primære arbejde som ligestillingsminister, nemlig at prøve at slippe af med alt, der minder om muslimer. For nyligt har hun således angrebet myndigheder, der formastede sig til at føre dialog med bl.a. Abdul Wahid Pedersen, fordi han i Karen Jespersens optik er ekstremist.

Men som Amila Jašarevi? noterer, så har Karen Jespersen været påfaldende tavs omkring VUs ønske om dialog med nazister. Og det på trods af, at flere politikere - også i Venstre - har udtrykt kritik mod VU for dette initiativ.

Man fornemmer Karen Jespersens racistisk/religiøst betingede blindhed. Amila Jašarevi? påpeger, at det er muligt, at hun har overset Karen Jespersens indvendinger, men jeg vil ikke anbefale hende at holde vejret i spænding, indtil nogen finder eksemplerne.

Raino Arild Pedersen konverterede til Islam, og valgte i denne forbindelse at skifte navn til Abdul Wahid Pedersen. Men hvad mon Abdul Wahid Pedersen ville have heddet, hvis han havde fundet en anden tro end Islam? Måske noget i stil med:

Kristendom: Paulus Moses Pedersen
Jødedom: Schlemiel Goyim Pedersen
Scientologi: Raino Arild Pedersen (TM)
Black metal: Sargool Varg Pedersen (of Doom)
Wicca: Sølvfe Skovfred Pedersen
Asatru: Ymer Thor Pedersen
Nyateist: Dawkins Randi Pedersen
Numerologi: Raino Arrild Petersen
Buddhisme: Siddartha Gautama Pedersen
Hinduisme: Brahma Ramakrishna Pedersen
Fodbold: Stig Tøfting Pedersen
Hare Krishna: Vishnu Dasa Pedersen

Personligt tror jeg, at Abdul Wahid Pedersen fandt sit navn med hjælp fra en "What's your Muslim name"-generator på nettet.

Da "tuneserloven" blev indført, skete det for at gøre det muligt at dømme folk uden domstolens indblanding. I den konkrete sag havde PET indsamlet beviser nok til at gøre en domstolsprøvelse unødvendig - mente man. Endvidere skulle PET have lov til at udføre sit arbejde, der i sagens natur må foregå delvist i det skjulte.

Det retsstatslige problem med, at beviserne ikke bliver prøvet ved en domstol, burde være indlysende, og har givet anledning til omfattende protester. Nu viser det sig, at det ikke blot er et teoretisk problem, at beviserne ikke er blevet prøvet ved en domstol i den konkrete sag, men at PET har overdrevet bevisernes karakter i de dele af sagsakterne, som PET har valgt at offentliggøre:
I følge advokaten for den yngste af tuneserne er disse to alvorlige fejl fundet i de få sider, som PET har frigivet, og det giver indtryk af, at der kan være mange flere i det samlede bevismateriale. Juraprofessor ved Københavns Universitet, Eva Smith, beklager, at formanden for Folketingets Retsudvalg har erklæret sit tilfreds med PETs påstande, og håber, at Folketinget vil tage sagen op til fornyet overvejelse efter denne afsløring. Det kan ikke nytte, at formanden for Folketingets Retsudvalg stiller sig tilfreds med, hvad PET siger, mener Eva Smith.

Er du en perle? Så vil du sikkert gerne have disse ringetoner til din mobiltelefon:

Tag så din telefon

, når der bliver ringet til dig (MP3). Eller fat det dog,

når du får en SMS

(MP3).

Højreklik og download, og overfør til din telefon. Eller besøg dette blog-indlæg med din mobiltelefon, så har du sikkert også muligheden for at hente filerne.

Nogle lektioner har vi i hvert fald lært af politiets "pearly gate"-sag, hvor en betjent øjensynligt råbte "perker" efter en demonstrant:

1. "Perlemor" Hanne Bech Hansen dummede sig måske, fordi hun burde have reageret, som enhver leder plejer at reagere. Hun burde simpelt hen have sagt, at politiet skal tale ordentligt, og at de vil undersøge sagen. Men måske var hun klar over, at denne forklaring ikke ville blive accepteret. Offentligheden har efterhånden gennemskuet, at en sådan forklaring i praksis altid betyder, at politiet klarer frisag, fordi de dækker over hinanden. Det er rimeligt at tro, at hun ønskede at afvise, at betjenten havde sagt "perker", og at hun ikke var bevidst om, at hun skød sig selv i foden med den alternative forklaring.

2. Den almindelige dansker var ikke bekendt med, at politiet skulle benytte udtrykket "perle" som skældsord, og dette gjorde Hanne Bech Hansens forklaring særdeles utroværdig og dermed latterlig.

3. Det er uklart ud fra lydoptagelserne, om betjenten råbte "perker" eller "perle". Det viser sig dog, at politiet faktisk benytter ordet "perle" under træningen, idet betjentene skal lære at råbe noget mere uskyldigt, hvis de mister besindelsen under træningen. Ordet "perle" henviser i denne sammenhæng til en person med ikke-dansk etnicitet. Skulle en betjent råbe "perle" i den virkelige verden udenfor træningsmiljøet, vil det således være et racistisk ladet skældsord. Det er derfor underordnet, om betjenten råbte "perker" eller "perle".

4. Når Hanne Bech Hansen forsøger at gyde olie på vandene ved at forklare, at betjenten blot råbte "perle", sender hun det signal til den danske politistyrke, at det er acceptabel adfærd, at politiet benytter dette (for politiet) velkendte, racistiske skældsord.

5. Eftersom den almindelige dansker ikke ved, at politiet benytter "perle" som skældsord, er det yderst rimeligt at formode, at enhver omkringstående vitterligt og uden forudindtagethed har hørt betjenten råbe "perker", selv om betjenten muligvis råbte "perle" - især, når stødet på første stavelse blev lagt, som det gjorde.

6. Betjenten bliver undskyldt med, at han blot er et menneske, der mistede besindelsen i den ophedede stemning. Såfremt dette er tilfældet og kan benyttes som undskyldning, opstår der en meget ubehagelig situation. For det første er politiet ikke på stedet som uafhængige mennesker med disses menneskeligheder; politiet indtager derimod en klart defineret rolle, som ikke må afhænge af betjentenes personlige følelser. Politiet er trænet til at kunne håndtere den slags situationer. For det andet er det meget betænkeligt, at der udleveres våben til en betjent, som ikke engang kan styre sin mund.

De personer i den danske politistyrke, der sendes på gaden i forbindelse med gadeuorden, ligger for en stor dels vedkommende i samme aldersklasse som de unge mænd, som forsikringsselskaberne helst ikke vil sælge bilforsikringer til. Forsikringsselskaberne har nemlig lært, at denne gruppe mennesker har svært ved at styre deres temperament. Denne erkendelse kan kombineres med opfattelsen af den "betjentagtige betjent". Dette er en mand med tydelige fysiske karakteristika for mænd med forhøjede testosteronmængder, som af samme årsag føler sig tiltrukket af muligheden for at udøve magt, og som er mere aggressiv end gennemsnittet. Netop politiet kan derfor opfattes som en gruppe, der i særlig grad vil tendere mod at miste besindelsen.

7. Betjenten bliver af nogle personer undskyldt med, at de øvrige demonstrerende formodentlig ikke har været specielt samarbejdsvillige, og måske også har råbt ukvemsord mod politiet. Dette kan dog ikke forsvare politiets brug af samme midler, idet der på grund af politiets voldsmonopol eksisterer et ulige magtforhold. Dette ulige magtforhold sætter højere krav til politiets adfærd, for mens man kan anholdes for at fornærme en betjent, kan politiet ikke anholde sig selv.

8. Hvis man ser bort fra enkelte racistiske reaktioner om, at politiet bare skal kalde en indvandrer for en perker, så var reaktionen fra det danske samfund en hånlatter over det, man formodede var Hanne Bech Hansens bortforklaring. Denne hånlatter kan vise sig at være delvist malplaceret, fordi politiet faktisk benytter ordet "perle" i sin jargon. Havde befolkningen været opmærksom på dette forhold, må man imidlertid formode, at politiet ville være blevet mødt med væsentlig fjendtlighed over denne implicitte godkendelse fra Hanne Bech Hansens side af, at politiet benytter racistiske skældsord.

Skatteyderne betaler til Scientologi for behandling af narkomaner på et Narconon-center, skriver DR. Narconon benytter sig af en Scientologi-udviklet metode til behandling, og opererer under licens fra Scientologi.

Jeg vil gerne bede dig, kære læser, blive vred over det. Jeg vil bede dig mærke den sure smag i munden, den bitre følelse af at bidrage til religiøst vanvid, og jeg vil bede dig blive forarget over, at man kan benytte den slags overtro til behandling af folk, der har behov for hjælp.

Og hold så fast i følelsen, når jeg fortæller, at vi også betaler til andre religiøse gruppers behandling og hjælp. Vi betaler til Folkekirkens Nødhjælp, og vi betaler til Kirkens Korshærs varmestuer.

Det er præcis lige så vanvittigt at betale til disse religiøse organisationer, som det er at betale til Scientologi. Husk, at ligesom man bør føle indignation over at støtte Scientologi, således bør man også føle indignation over at støtte ethvert andet religiøst foretagende i behandlingen af syge og trængende mennesker, uanset hvilken religion, der er tale om.

Jeg ville ønske, at den danske befolkning ville lære, at deres automatreaktion mod Scientologi er både lige så rimelig og lige så fortjent overfor Folkekirken - og måske endda mere, fordi Folkekirken er så meget større og har så megen mere indflydelse.

Kender du fornemmelsen af at stå i en butik, hvor du ser på en vare og godt kunne tænke dig at vide mere om den? Du savner din mulighed for at slå op på varens hjemmeside på din computer, men den står derhjemme. Godt nok har du din mobiltelefon, som sikkert giver dig adgang til nettet via mobiltelefonens indbyggede browser (eller måske med f.eks. Opera), men det er lidt besværligt at google via en mobiltelefon.

Eller måske har du en sag, som du går op i, og du kunne godt tænke dig at henvise andre folk til en webadresse, hvor de kan se mere. Men hvis ikke den pågældende sag har en meget påfaldende og interessant webadresse, så husker folk den nok ikke, hvis du sætter webadressen på f.eks. din taske eller dit tøj.

Her er det, at de så­kald­te QR-koder kommer ind i bil­le­det. De ser ud som på bil­le­det, der er vist her til højre. En QR-kode er en "streg­ko­de" i to di­men­sio­ner, dvs. et da­ta­for­mat, der in­de­hol­der f.eks. en we­badres­se, et te­le­fon­num­mer eller en anden kort tekst (eller faktisk en hvilken som helst in­for­ma­tion, der kan gemmes i et da­ta­for­mat). Du har måske set de mær­ke­li­ge sort/hvide mønstre i va­re­ka­ta­lo­ger, eller du har måske set dem påsyet en persons jakke. Eller måske har du hørt om dem under navnene "se­ma­co­des" eller "tags".

Med de fleste mo­bil­te­le­fo­ner kan man snildt tage et billede af QR-koden, og med pas­sen­de softwa­re på te­le­fo­nen kan den dekode bil­le­det og au­to­ma­tisk besøge webs­i­den, for­be­re­de en SMS til et angivet nummer, eller måske blot vise en kort, be­skri­ven­de tekst. Det særlige ved QR-koderne er således, at man lige på stedet kan få mere information om et emne.

Dermed åbnes der muligheder for at benytte en QR-kode i toppen af et brev, som stofmærker påsyet ens tøj eller taske, i reklamekataloger, på billboards, som stickers - ja, hvorsomhelst. Indehaveren af en telefon med QR-software kan tage et billede af koden og derpå hurtigt få mere information om en vare, en seværdighed, en virksomhed, osv.

Du kan selv frem­stil­le QR-koder online via bl.a. firmaet Kaywa. Koden til venstre, der hen­vi­ser til in­de­væ­ren­de blog, er frem­stil­let med Kaywas QR-ko­de­ge­ne­ra­tor. En in­te­r­es­sant mu­lig­hed for at frem­stil­le QR-koder er Se­ma­pe­dia, der har til hensigt at frem­stil­le QR-koder, der linker til en Wikipe­dia-artikel, som du selv vælger.

Kaywa til­by­der også gratis softwa­re, der er lige til at down­lo­a­de via mo­bil­te­le­fo­nen. Det er et Java-program på ca. 150 Kbytes, og un­der­støt­ter de fleste po­pu­læ­re mo­bil­te­le­fo­ner. Det kan være nød­ven­digt at skulle give pro­gram­met til­la­del­se til at benytte din te­le­fons kamera samt til at gå online, men det er en del af te­le­fo­nens ind­byg­ge­de sik­ker­hed. Hvis ikke du finder din telefon på deres liste over understøttede telefoner, er det muligt, at du kan benytte en telefon, der minder om den. Jeg fandt f.eks. ud af, at min SonyEricsson C902 ikke var understøttet, men at softwaren til en K800i virker upåklageligt. Alternativt kan du også bruge I-nigmas QR-dekoder, der kan det samme.

Teknologien er mig bekendt endnu ikke specielt udbredt her i landet, måske især fordi almindelige brugere ikke kender til teknologien, og fordi QR-software (endnu!) ikke er en del af en almindelig mobiltelefons software. Det forlyder, at teknologien allerede i nogen tid har været det helt store hit i Japan, hvor mobiltelefonen i høj grad udgør en integreret del af hverdagen.

Den "rigtige" klovn fra cirkus er den hvide klovn. Hans ledsa­ger, au­gu­sten - den klod­se­de og grotesk ud­klæd­te person, som børnene op­fat­ter som den mor­som­me på grund af den bar­n­li­ge og frække op­træ­den - er ikke den egent­li­ge klovn, men blot hans tjener. Den hvide klovn ser sig selv som seriøs og vidende, og er au­to­ri­tær, sel­v­op­ta­get og selvsik­ker; men han har slet ikke evner eller format til at spille en sådan rolle. Derfor er han en sel­vopblæst nar, en ægte klovn.

Den hvide klovn er som regel klædt elegant, men det er over­dre­vet, så det virker påtaget og op­skru­et­. Hans hvide sminke er som regel suppleret med tegninger og en spids hat, der supplerer hans arrogante og narcissistiske adfærd, samtidig med at de udstiller hans uerkendte mangel på evner og talent. Han udstråler den selvsikkerhed, som kun en inkompetent person uden fornemmelse for sine grænser kan besidde.

Virkelighedens hvide klovne har ikke hvid sminke og overdrevent elegant påklædning, men ellers er deres adfærd ganske som den hvide klovns. Man finder dem med jævne mellemrum på nettet, hvor de står som selvudråbte orakler, der uden relevant - eller større held med - uddannelse mener at besidde en væsentlig indsigt. De hvide klovne blæser gerne sig selv op med "store projekter" (med ligegyldigt indhold), pompøst eller stiliseret sprog og overdreven brug af fremmedord, ganske som den hvide klovn i cirkuset bærer en dragt, der er alt for elegant til hans personlige format. Men de siger intet nyt, kun banale, uinteressante og ofte forkerte ting.

Overfor andre udviser den hvide klovn en ekstrem skepticisme af den form, hvor de ikke vil acceptere et udsagn, før alt tænkeligt omkring udsagnet er blevet bevist i helt absurd grad. (Og selv hvis det var muligt, er det nok ikke sandsynligt, at det ville hjælpe.) Han fokuserer i overdreven grad på detaljer og ord, der ikke har nogen væsentlig betydning for pointen. Den hvide klovn piller ordene ud af konteksten og fordrejer dem, men behandler dem alligevel, som om de var helt centrale.