august 2009 Archives

Fra aftenens debat mellem Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) og Martin Henriksen (DF):

Tak, Martin, men det vidste vi jo egentlig allerede.

Forskellen mellem højt- og lavtuddannedes indtægter er 15 millioner kroner. Undertegnede kan f.eks. forvente at tjene ganske godt over 20 millioner kroner i løbet af mit arbejdsliv, mens en social- og sundhedshjælper kan forvente at tjene knap 10 millioner på samme tid. Det skriver LO Ugebrev, og dermed rammes der en solid pæl gennem myten om, at det ikke kan betale sig at uddanne sig.

I analysen bemærkes det også, at der er andre fordele ved at have en høj uddannelse: Større tilfredshed med ens arbejde, højere livskvalitet og bedre helbred. Det er f.eks. et kendt forhold, at veluddannede har en bedre tradition for at varetage deres helbred, f.eks. med mindre rygning, regelmæssige tandlægebesøg, osv. Dårligt helbred er begyndt at blive en klassesygdom.

Da DR interviewede en person i forbindelse med analysen i P1 i dag, blev det yderligere konstateret, at de højtuddannede betaler også uforholdsvis meget mere i skat. Så vidt jeg opfattede interviewet, betaler en ufaglært gennem et helt liv kun kr. 100.000 i skat i forhold til, hvad selvsamme person selv får direkte tilbage, hvilket altså efterlader blot kr. 100.000 fra den pågæl­dende person til samfundets generelle vedligehold af infrastruktur m.v. Til sammenligning skulle en læge betale i omegnen af 10 millioner kroner i skat.

Inden Anders Fogh Rasmussen til sin egen store overraskelse blev tilbudt posten som Nato-chef (kun han selv nægtede at vide noget, for vi andre vidste godt, at han var på vej til jobbet), nåede han at melde ud, at Venstres blå standpunkt i virkeligheden var grønt. Lars Løkke Rasmussen (V) fik dermed overdraget en miljøabe (og her tænker jeg ikke på Bjørn Lomborg), og proklamerede glad, at han ville satse på miljørigtig industri, fordi der måtte være penge skidtet. Nu kunne Venstres pengeliderlighed dækkes ind bag et grønt figenblad.

Men handling tæller som bekendt mere end ord, og det grønne figenblad var væk, da midlerne skulle stilles til rådighed: Både det Økologiske Råd og Ingeniørforeningen har nemlig noteret med utilfredshed, at klimaet bliver overset i regeringens finanslov.

Søren Espersen (DF) forklarer til Jyllands-Posten, hvorfor Dansk Folkeparti støtter Israel mod Sverige i stedet for at støtte den ytringsfrihed, som han besang så højt, da den var rettet mod muslimer (eller, som Søren Espersen omtaler dem, muhammedanere). Her er den korte udgave:

"Israel er imod muslimer, og det er Dansk Folkeparti også. Derfor støtter vi pr. automatik Israel, for vi betragter ytringsfrihed som et våben, ikke et princip".

Da jeg var 20, var min alderdom stadigt et fjernt skue. Krydsede tanken en sjælden gang mit sind, var det kun som en tryg forvisning om, at jeg ville få en sikker alderdom, idet et nogenlunde - omend langt fra perfekt - sundhedssystem ville sikre, at jeg ville få den pleje, jeg måtte have behov for.

Nu nærmer jeg mig de 40, og strøtanker om mit otium dukker op med stadigt kortere mellemrum. Jeg har også set, at sundheds- og ældresektoren målrettet er blevet udhungret i de 20 år, der er gået siden min på dét punkt sorgløse ungdom, og jeg frygter for, hvordan min tilværelse vil se ud, når jeg bliver gammel og henvises til fremtidens plejehjem - hvis de stadig findes til den tid.

Jeg er 45, og har allerede en velopbygget pensionsopsparing ligesom de mange andre, der har forstået, at hvis vi vil nyde vores otium, bliver det for vores helt egne penge. Men end ikke de bedst lønnede af os, der gennem et helt arbejdsliv betaler en væsentlig procendel af vores løn ind på en pensionsopsparing, vil nogensinde få råd til personlig pasning og pleje gennem en hel alderdom. Jeg ser på mine børn, der ser TV fra sofaen. De er begge teen-agere, og jeg indser, at selv om konflikter og skænderier er uundgåelige, må jeg aldrig begå utilgivelige fejl overfor dem, hvor jeg støder dem fra mig.

Nu er jeg 50, og den svage panik fra mine år i 40'erne - bekymringen om, at jeg måske ikke længere kunne nå alt det, jeg gerne ville - er overstået, for jeg ser nu hvert år som en gave og ikke som en trussel. Mit fokus for fremtiden er gledet fra at være rettet mod de ting, jeg stadig skulle nå, til at være de ting, jeg endnu har mulighed for. Min tryghed bliver stadigt vigtigere, og det er også derfor, at jeg ikke er så begejstret for mit ældste barns kæreste gennem det seneste års tid. Jeg bryder mig ikke særlig meget om ham, og han bryder sig bestemt heller ikke om mig. Min datter er dog glad for ham, og det må være det vigtigste. Alligevel håber jeg i mit stille sind, at hun bliver træt af ham og finder en fyr, der føler sig mere motiveret for at tilgodese mig, når jeg bliver gammel og har behov for hjælp.

Jeg er blevet 56, og skønt jeg har mange rige år endnu, ser min alderdom bestemt ikke tillokkende ud, hvis jeg skal satse på samfundets støtte. Det er tydeligt, at vi alle bliver afhængige af vore børns hjælp, hvis vor alderdoms oplevelser skal være mere end en seng og opvarmet mad. Mine børn har snart løbet hornene af sig, og er begyndt at se mere seriøst efter partnere. Jeg blander mig lidt i deres valg, for min alderdoms lykke og tryghed afhænger direkte af mine børns valg af partner. Og når man ellers ser på folks evne til at vælge fornuftige partnere på egen hånd, er det da urimeligt at give et faderligt råd?

Nu er jeg 82, og har sikkert kun få år tilbage. Ældreplejen er reduceret til industriel ukendelighed, men mine børns familier giver mig et bidrag i livet og en støtte, der stiller mig i en langt bedre situation end mange af mine med-beboere på plejehjemmet. I forhold til dem har jeg intet at klage over. Min nabo på plejehjemmet har ingen børn, og sygner hen i sin seng. Jeg håber for både min egen og mine børns skyld, at der ikke overgår dem noget slemt.

Jeg er blevet 86, og mine børn er godt oppe i 50'erne. I takt med, at min verden er blevet mindre, har de gennem flere år oplevet, hvordan min alderdom kræver deres støtte, og de ved, at det er kritisk for deres egen alderdom, at mine børnebørn får den rigtige partner. Mine børn blander derfor sig meget aktivt i mine børnebørns partnervalg - også mere, end jeg bryder mig om, selv om jeg godt forstår dem. De sikrer sig, at mine børnebørn får de rigtige venner, og de finder deres egne venner blandt familier, der kan bidrage med gode partnere til mine børnebørn.

Mine børn ånder først lettet op, da jeg bliver begravet i den høje alder af 97 år. Jeg har ikke været nem at gøre tilfreds på mine gamle dage, for jeg fik Alzheimers, da jeg var i starten af 90'erne. De sidste år har jeg klaget og skældt mine børn ud, når de besøgte mig, og jeg ikke genkendte dem. På grund af min sygdom ved jeg ikke med sikkerhed, om de besøgte og hjalp mig lige til det sidste, eller om jeg dør en lige så sølle død som min barnløse nabo på plejehjemmet, som kun så andre mennesker ved fodrings- og medicintid.

Da jeg fylder 110, har både mine børnebørn og mine oldebørn forlængst lært lektien. Der er ingen tvivl om, at man er afhægig af, at ens børn finder de rigtige partnere. Sådan er samfundet nu engang. Folk har også indset, at man bør få flere børn end for blot 50 år siden, for det er vigtigt at have børn, der kan bidrage til ens pasning, når man bliver gammel og ikke kan klare sig selv.

Mit første tipoldebarn fødes, da jeg er 121, og mine oldebørn kender allerede de familier, hvor tipoldebarnets partner skal findes. Disse familier er også interesserede i, at deres børn finder gode partnere. Fra alle sider forventes det, at børnenes partnervalg sker med forældrenes anbefalinger og oftest også efter deres godkendelse.

Min fødselsdato er der ingen, der husker længere, og det er derfor et tilfældigt sammentræf, at det er på min runde 150 års dag, at mine tipoldebørn bringer aftalerne om mine tip-tipoldebørns partnere på plads med en anden familie. Man ved, at for længe siden - dengang tipoldefar levede - havde man et uansvarligt samfund, hvor børnene lod deres forældre i stikken og fandt deres egne partnere, men sådan er det heldigvis ikke længere.

Da jeg fylder 200 år, har traditionen for aftalte ægteskaber været institutionaliseret i samfundet i så mange år, at ingen kan forestille sig, at andet kunne være rimeligt. Ingen finder det forsvarligt, at kvinder kan byde sig til overfor andre mænd med udfordrende påklædning, for en families ære er vigtig, når familiens sammenhold er nødvendig.

På min 300 års fødselsdag husker kun få, at det engang var anderledes, og endnu færre husker hvorfor. Ganske som i min barndom for snart 300 år siden opfattes den gældende samfundsmoral som aksiomatisk, ikke som en menneskeskabt størrelse, der er under stadig udvikling. Den tages for "givet", og i landets religion, der altid har fulgt med tiden - omend altid nogle årtiers skridt bagud - finder man i dag som dengang altid svaret på, hvem der har givet denne til enhver tid gældende samfundsorden og -moral. Religionen forklarer og konserverer samfundets orden, og Bibelens lærdom omkring ægteskaber er ikke til at gå fejl af.

I årene omkring min 400 års fødselsdag er mine landsmænd på flugt fra krig. De modtages kun lunkent af andre lande, der ser ned på mit folks og min verdensdels tradition for tvangsægteskaber, som vi forsvarer med vore religiøse traditioner. De er nervøse for, at vi fører vore middelalderlige traditioner til deres land. Værtslandet forlanger individuel frihed uden snærende bånd fra staten, hvor enhver borger påtvinges at betale for andres behov. Folk skal lære at opføre sig ansvarligt og selv spare deres pension sammen, så de ikke ligger deres børn til last, hverken over skatten eller via krav om, at børnene skal passe deres egne ældre.

Efter et halvt årtusinds vintre husker jeg ikke længere så godt. Jeg har glemt, at vi for 500 år siden skabte et samfund, der efter mange års tradition for personlig frihed indførte det system, der gjorde tvangsægteskaber og store børneflokke nødvendige. Jeg har glemt, at vi selv opfandt den religiøse forklaringsmodel for en tradition, vi forsøgte at fastholde, da vi måtte flytte til et land, hvor forholdene gjorde den unødvendig. Jeg har glemt, at vi dengang troede, at det var andre kulturer end vor egen, der ville påtvinge os disse traditioner. På få hundrede år glemmes og læres der meget, og jeg er en gammel mand.

"Piratspillet" er ikke en sag mellem fil­de­le­re og mu­sikin­du­stri­en. Det har heller ikke noget med Somalia at gøre. Pirat­spil­let er en af de mange kon­flik­t­si­tu­a­tio­ner, der op­stil­les i for­sø­ge­ne på at gen­nem­skue men­ne­ske­li­ge hand­lin­ger i den vi­den­ska­be­li­ge gren, der kaldes spil­te­o­ri. Spillet har føl­gen­de regel:

Fem kvikke pirater, der tænker ra­tio­nelt, har plyn­dret 1000 guld­møn­t­er, og skal nu dele dem mellem sig. Pira­ter­ne er ikke lige, men har ind­fly­del­se i forhold til deres status. Angus står højere end Brock; Brock står højere end Cinco; Cinco står over Diego; og Diego står over Edric.

De fem pirater deler nu rovet således, at den øver­st­be­fa­len­de fo­re­slår en for­de­ling. Alle pira­ter­ne stemmer nu om denne for­de­ling. Hvis de fleste er enige, eller det bliver uaf­gjort, så er for­de­lin­gen ac­cep­te­ret. Men hvis et flertal er imod, må for­slags­stil­le­ren - den øver­st­be­fa­len­de - gå planken ud, og den næst­kom­man­de­ren­de, der nu står øverst, kan stille et nyt forslag.

Idet piraterne tænker rationelt, må vi formode, at piraterne først og fremmest ønsker at overleve. Derefter ønsker de at maksimere deres udbytte, givet at de andre udfald er lige. Og endelig vil de foretrække at smide de andre overbord, hvis det kan hjælpe deres egen sag. De er kvikke, og de sætter sig selv først i dette spil.

Lotto siges at være en be­skat­ning af at være dårlig til ma­te­ma­tik.

Derfor er det også dumt at spille lotto med vores penge, men det gør den bor­ger­li­ge re­ge­r­ing gla­de­ligt. I foråret mente re­ge­r­in­gen for ek­sem­pel, at ud­be­ta­lin­gen af SP-op­s­pa­rin­gen ville sparke gang i øko­no­mi­en, og selv om en pe­s­si­mi­stisk ven­stre­fløj var noget til­ba­ge­hol­den­de med at tro på det, valgte re­ge­r­in­gen af in­ve­ste­re et kur­fyr­ste­ligt mil­li­ard­be­løb på denne ene lo­t­to­kupon - og har dermed betalt dumme-skat: Ud­be­ta­lin­gen af SP-op­s­pa­rin­ger­ne har ikke givet det boom i forbrug, som re­ge­r­in­gen drømte om.

Kom­plet­te idioter er re­ge­r­in­gen dog ikke, thi den har ikke satset alt på ét bræt. Der blev også afsat en stor pulje penge til re­nove­ring, idet denne pulje skulle anspore for­bru­ger­ne til at benytte sig af diverse hånd­værks­fag, og lo­t­todrøm­me­ne var endnu ikke tabt.

Men ak, også denne lo­t­to­kupon har vist sig at være en nitte: En mil­li­ard kroner er blevet hældt lige ned i lommen på folk, der al­le­re­de havde råd til re­nove­rin­ger­ne, og som havde plan­lagt at fo­re­ta­ge dem al­li­ge­vel, re­nove­rings­støt­te eller ej.

Må jeg anbefale regeringen en kur mod ludomani, inden alle pengene er spildt.

I takt med, at regeringen mister befolknings støtte og udbyttet af otte potentielt fede år er formøblet, er Dansk Folke­parti nu parat til at indgå i en regering, der involverer S og SF.

Går det ikke stik mod Dansk Folke­partis sædvanlige højre­orienterede politik?

Nej: Alle Dansk Folkepartis holdninger er til salg, bortset fra én, nemlig Dansk Folkepartis racistiske nationa­lisme. Alle andre holdninger benytter partiet alene som forhandlings­midler, som de kan slække på, hvis blot de får tilgodeset deres racisme.

Når Henrik Sass Larsen (S) tager imod Dansk Folkepartis hånds­rækning, er det politisk selvmord: Der har netop været stemmer at hente fra højre, fordi visse radikale, konservative og venstrefolk trods alt ikke ville risikere Dansk Folkeparti i regeringen. Men hvis de ved, at Dansk Folkeparti under alle omstændigheder vil blive taget i betragtning i en ny regering, så stemmer de bare, som de plejer. De stemmer, som Socialdemokratiet eventuelt kunne have hentet fra højre, er nu spildt.

Ingen sag er for tiden for lille til, at de Konservative finder den mere seriøs end de reelle problemer, vi står overfor (f.eks. klimaforandringerne, for nu at nævne en af de ting, som Lene Espersen (K) fandt mindre truende end burkaer). Man skal bestemt ikke fokusere på, at problemet er mikroskopisk, såsom når man forlanger burkaforbud, når under 100 individer går i burka: Det er signalpolitik, indrømmede Naser Khader (K) overfor P1, og så er det jo mindre vigtigt, om det er et reelt problem.

Faktisk behøver der slet ikke være noget problem. I ugen, der gik, har de Konservative også blæst til kamp mod bederum i gymnasierne - på trods af, at Gymnasieskolernes Rektorforening ikke kender til, at der overhovedet skulle findes sådanne bederum.

Men lad os da sikre, at de heller ikke bliver oprettet. Overtro af den ene eller anden art skal ikke blandes med undervisning. I den udstrækning er jeg helt enig med de Konservative, når de siger, at "[b]ederum er med til at presse elever, der ikke ønsker at være en del af et religiøst miljø i skolen".

Desværre tror de Konservative åbenbart, at det kun er muslimer, der bliver udsat for religiøst pres, eller at det kun er Islam, der ikke må presse, for ellers ville de nok have udvidet deres forslag lidt, f.eks. ved at huske, at kristendommen også udgør religiøse miljøer. Her er der nemlig reelle, håndgribelige problemer at tage fat i på de danske uddannelsesinstitutioner: Der uddannes stadig teologer på danske universiteter. Der er tilknyttet studenterpræster til universiteteterne. Kristne grupper såsom Kristeligt Forbund for Studerende låner lokaler - bederum - på gymnasierne og universiteterne. Folkeskolerne forkynder kristendom og slæber børnene i kirke i tide og utide, hvor det er næsten umuligt at få børnene fritaget. Den slags skal ud, og i modsætning til muslimske bederum har de været her længe.

Hvis jeg skal have en netbook, vil jeg have Linux på den. Det siger jeg ikke bare fordi Linux generelt er bedre end Windows, men også fordi en netbook i særlig grad lægger op til Linux. Her er nogle gode grunde.

Din netbook er frem­tids­sik­ret. Hvis du købte en netbook med Windows XP, vil den så virke med Windows Vista? Svaret har i mange til­fæl­de været nej. Og hvis du har Vista på den, vil den så virke med Windows 7? Det ved vi ikke endnu. Hver gang, der kommer en ny udgave af Windows på banen, er der sat nye krav til hardwa­re, og Mi­cro­soft støtter ikke de gamle ver­sio­ner af Windows evigt. Med Ee­e­bun­tu (en Linux-di­stri­bu­tion frem­stil­let til Eee PC) ved du, at din Eee PC vil virke med nye ver­sio­ner af ope­ra­tiv­sy­ste­met, for det er det, Ee­e­bun­tu er lavet til. I stedet for at spille lotto med din hardwa­re i håbet om, at Mi­cro­soft ikke for­æl­der det med et tryl­leslag med næste udgave af Windows, kan du hvile trygt i for­vis­nin­gen om, at Linux bliver ved med at virke, selv om der kommer nye ver­sio­ner.

Spil-argumentet falder væk. Når almindelige brugere foretager et fornuftspræget valg, der leder til, at de alligevel foretrækker Windows frem for Linux, så er årsagen næsten altid, at man ikke kan spille spil på Linux. Mens dette er en sandhed med modifikationer, så er den væsentlige pointe for netbooks, at man heller ikke kan spille spil på en netbook, selv om den kører Windows. Dens hardware er ikke kraftig nok, og dens skærm er ikke dimensioneret ordentligt til spil, uanset om den kører Windows eller Linux. Mange andre programmer til f.eks. video- eller fotoredigering passer heller ikke godt til en netbook. Netbooks er gode til lige at være online og til at foretage små opgaver. Hovedargumentet for at bruge Windows frem for Linux - nemlig spil - falder helt bort, når det drejer sig om netbooks.

Bedre plads. Netbooks er stadig overvejende kendetegnet ved temmelig små harddiske med plads til kun nogle få gigabytes. En stor og komplet Ubuntu-installation kan sagtens fylde lige så meget som Windows XP, men i modsætning til Windows XP (eller Vista, gud bedre det) kan det trimmes meget kraftigt ved at fjerne de applikationer, man ikke bruger.

Bedre brugerflade. En netbook har en meget lille skærm, og hver en pixel tæller. Med den traditionelle Windows spildes der væsentlig plads, men i Linux-distributionen Eeebuntu Netbook Remix får du en desktop, der er specielt tilpasset til den lille netbook-skærm.

Ingen virustrussel. En netbook er også i særlig grad truet af virus, hvis man kører Windows på den. For hvis man synes, at Windows er plaget af virus på en stationær PC på ens eget netværk, så er det for intet at regne mod Windows på en PC, der er ligefrem er beregnet til at være meget portabel og koble sig på alle mulige netværk. Med sin begrænsede diskplads tigger din netbook ikke ligefrem efter yderligere programmer i form af viruschecker og firewall, og det gør bare ondt værre. Med Linux på din netbook er problemet løst, for Linux er usårlig overfor virus.

Billigere. Ud over at du slipper for at skulle investere i antivirus-programmer, gør Linux også din netbook billigere, end hvis du køber den med Windows - i hvert fald hvis sælgeren af din netbook følger EU-lovgivningen, hvilket Poul-Henning Kamp i skrivende stund kæmper for. Går du Windows-vejen på din netbook, kommer du i øvrigt også til at betale for stort set al yderligere software, du måtte vælge at installere, herunder antivirus og firewall.

Hurtigere. Det er et velkendt forhold, at Linux sætter væsentligt færre krav til en computers hardware end Windows, og at Linux derfor alt andet lige kører markant hurtigere. Det er særlig væsentligt for en netbook, der netop har begrænset hardware. Det er ikke på en netbook, at du finder den meget hurtige processor og det kraftige grafikkort, der er nødvendige for at Windows kører hurtigt. Det er til gengæld mere en rigeligt til at få Linux til at køre hurtigt. Det er selvfølgelig ikke bare selve operativsystemet (Windows eller Linux), der kører hurtigt, men selvfølgelig også de applikationer, du vælger at installere. Email og web-browser starter også hurtigere på en netbook, der kører Linux.

Forbedringer kommer løbende. Linux består af software, der tilbydes fra mange sider, og softwaren udvikles hurtigere samt med flere øjne på koden. Dette forhold betyder, at softwarefejl - både sikkerhedsmæssige og brugermæssige - opdages og rettes hurtigere, end vi kender det fra Windows. Fejlrettelser og forbedringer kommer løbende, og du slipper helt for at skulle holde øje med hver enkelt applikation.

Hjælpen er nær. Det er forholdsvis nemt at finde hjælp til Windows-problemer på en almindelig PC eller en laptop, men for netbooks er det straks sværere. I Linux-miljøerne er der til gengæld stor interesse i at sikre, at Linux og de enkelte softwarepakker virker ordentligt, og der lyttes til brugerne. Derfor kan du ofte finde løsninger på dit problem via Google, eller du kan gå til softwareudviklernes websider. Hvis du skulle gøre det samme til Windows, ville du hurtigt have behov for at kontakte sælgeren af din netbook eller købe tid hos Microsoft.

Lovene sikrer, at samfundet hænger sammen. Det ved man også i USA, hvor ingen, der har set en amerikansk film, kan være i tvivl om, at den intense kulmination på enhver spændende konflikt foregår i retssalen. Her mødes anklagere og forsvarere med dommere, hvis afgørelser på stridigheder ophæves til love, der forhindrer lignende situationer i at kaste landet ud i samfundsomstødende kriser. Enkelte love indføres også for en sikkerheds skyld for deres signalværdi.

Derfor finder vi i Alabama en lov, der forbyder mennesker at bære et falsk overskæg, der får folk til at grine i kirken. Det er også i samme stat, at man forbydes at lænke sin alligator til en brandhane. En tilsvarende lov findes i Georgia, hvor man ikke må lænke en giraf til en lygtepæl. Dyrene nyder også beskyttelse i f.eks. midterstaten Kansas, hvor det er forbudt at jage hvaler. I Californien må man ikke spise appelsiner i badekarret, hvilket formentlig vil straffes med en bøde i næsten samme størrelsesorden som bøden på $500 for at detonere en atombombe indenfor bygrænsen.

I Michigan må man ikke bande foran kvinder og børn. Til gengæld må blinde mennesker gerne gå uledsaget på jagt. Her må man i øvrigt i lighed med Alabama heller ikke tøjre sin alligator til en bandhane. Newark begrænser sit nattelivs ukontrollerede adfærd ved bl.a. at forbyde folk at købe is efter kl. 18. Og i New Mexico er der fokus på æstetikken, hvorfor kvinder under ingen omstændigheder må ses offentligt, med mindre de er barberede. Og nu hvor vi er ved håret, er der flere stater, der forbyder kvinder at klippe deres eget hår; nogle steder er det dog tilladt, hvis manden giver tilladelsen. I North Carolina må man ikke synge falsk. Oxford holder sig på dydens vej, idet ingen kvinde må afklæde sig foran billedet af en mand.

Det er for omfattende at gennemgå alle de mærkelige love, som til dels nok har en historisk baggrund i enkeltsager eller meget sjældent opståede sager, og som til dels ønskede at sende en signalværdi. Fælles for dem alle er dog, at de vedrører så små ting, eller så ligegyldige ting, at de er komplet meningsløse, og i bedste fald komplet til grin.

Her i landet har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i samme ånd valgt at nedsætte et burkaudvalg. Udvalget skal øjensynligt undersøge, hvordan de færre end 100 burka-bærende mennesker i landet kan overtales til at smide tøjet, idet Dansk Folkeparti og en række medlemmer af Konservative, Venstre og Socialdemokraterne ønsker en lov mod burkaer.

Lad os ved samme lejlighed få indført en lov mod tøjring af sin alligator til brandhanerne - for det må være et lige så stort problem.

Face it: The Pirate Bay will die once the Global Gaming Factory officially takes over.

The Pirate Bay lost its verdict because it is a site where users can register and upload torrents for, among others, pirated software and entertainment media. And let's not be hypocritical about this: why call it "The Pirate Bay" if it wasn't intended for pirates? The Pirate Bay didn't receive its verdict for hosting pirated files, but for providing a service that, unlike Google, was specifically designed to support file sharing, including pirated files.

There don't seem to be any particularly interesting alternatives available, because who wants to repeat the failure of the Pirate Bay founders, who were defeated by an amply aggressive music industry?

Well, maybe nobody has to.

It was The Pirate Bay itself, and secondarily its content of torrents, that was illegal. But what if one were to remove the entire Pirate Bay while still providing its service? It may not be as far-fetched, as it may sound.

If the music, the movies, and the software is already stored on each user's personal computer, why not store the torrents, or maybe a subset of them, on the users' computers, too? Is a single application (the torrent search engine) running on a single server (the pirate bay) really required? Why not distribute it all, including the torrent search engine?

Today's personal computers have network bandwidth, processing power, and disk storage enough to enable a distributed network, where each personal computer participates in indexing, searching, and sharing of torrents; the entire Pirate Bay consumed about 40 Gbytes of disk storage (including the torrents), so slowly building an index and a large number of torrents on a single computer is no impossible task at all. Once the distributed torrent searching and sharing challenge has been solved, torrents can be used as we always did—but without a single owner that can be sued and closed like The Pirate Bay. That is: as long as the author of the torrent search engine doesn't provide the software as closed source, like DVD Decrypter.

Someone else may come up with a better solution, and my suggestion may not even be heard. But otherwise, consider this my monkey wrench in the copyright machine.

Nok er den kristne Bibel ikke nogen historisk troværdig kilde, men når nu det er selveste Kirkeministeren i form af Birthe Rønn Hornbech (V), der optræder, må man vel kunne drage visse inspirationer derfra.

Birthe Rønn Hornbech har nemlig valgt at udlevere personer udråbt som kriminelle mod landets ro og orden til pøbelen, mens hun vasker sine hænder.

Har du brug for billig hushjælp, som ikke har behov for mere end husly og mad? Så kan du sikkert finde nogle motiverede mennesker her.

Kvinder og børn til de irakiske mænd, der havde forskanset sig i Brorsons Kirke, er gået under jorden og nægter at melde sig til politiet ugentligt. De har lært, hvad det er for en skæbne, der venter dem, uanset hvordan de opfører sig. Det vides ikke, hvem der holder dem skjult, men det er meget sandsynligt, at de - både af taknemmelighed og af et mere primitivt behov for at lave noget fornuftigt  for ikke at blive vanvittige - hjælper til i dagligdagen de steder, hvor de opholder sig. De er blevet til billig hushjælp, omend det nok er en noget anden motivation, der driver deres værter.

Det er resultatet af en meget stram politik for, hvornår man vil give folk asyl. Hvis der skal alt for meget til, før man befinder sig lovligt i et land, vil der simpelt hen opholde sig flere mennesker i landet på ulovlig basis. Den slags folk har ikke de samme muligheder for jobs som andre, men de er alligevel nødt til at opretholde livet. Hvis ikke de skal ernære sig ved røveri, må de ty til andre former for tyveri via mennesker, der er parate til at "ansætte" denne arbejdskraft, der ikke kan konkurrere på lige fod med de, der er her på lovligt ophold.

Vi er ikke på vej til de tilstande, som Californien, New Mexico, Arizona eller Texas oplever med mexicanske flygtninge, der finder vej ind i staterne via Rio Grande. Der er ikke nogen flugt til Danmark over Kongeåen. Men regeringen viser dog samme stil: Jo flere mennesker, der gøres ulovlige, desto større klasseforskel skabes der. Og så er det underordnet, om det er på grund af opholdstilladelse eller andre små ting, at disse mennesker skal gøres ulovlige, mistænkeliggøres, eller på anden vis sættes udenfor lige vilkår. Det er en del af den borgerlige "pakke", at klasseforskellene skal øges, og det er de færreste, der høster nogen fordel i sådan et samfund.

"The Boston Tea Party" anses for at være en nøgle­begi­venhed i den ameri­kanske revolution. Begiven­heden henviser til en aktion i 1773, hvor kolonister i Boston nægtede at sende en ladning beskattet te til England, og i stedet ødelagde sendingen ved at smide den i havnen. Dermed satte kolonis­terne sig op mod den lovgivning, som de var underlagt. Aktionen var et symbolsk slag for frihed og uafhæn­gighed.

I dag er der dog næppe nogen amerikaner, der føler, at Boston Tea Party-aktionen var forkert, heller ikke selv om den var ulovlig. Slaveriets ophør, kvinders stemmeret, frigørelsen fra katoli­cismen, modstanden mod den tyske besættel­sesmagt og indførelse af fri abort har - foruden frihed og uafhængighed - dette til fælles med The Boston Tea Party: De invol­verede aktioner, der var ulovlige. Disse ulovlige aktioner bevirkede, at lovgiv­ningerne blev ændret, og flere gange har det været nødvendigt med blodige aktioner, før det skete.

Det omvendte er også sket. Våbenlovgivningen er i dag mere restriktiv end for blot nogle årtier siden, og vedtagelsen af Menneske­rettig­hederne hører stadig til i nyere tid.

Hvad der engang var lovligt er blevet ulovligt; og hvad der engang var ulovligt er blevet lovligt. Love og vedtægter, der betød liv, håb og frihed for vore forfædre, kan betyde slaveri og destruktion for os, for som tiderne ændres, står intet ideal sikkert. Derfor er det også forrykt at kræve, at flygt­ningene i Brorsons Kirke i Køben­havn skulle forlade landet, alene fordi "loven siger det". Lovene er ikke nogen autoritet, der står over mennesket. De er skabt af mennesker, og hvad mennesket har skabt, kan mennesket ødelægge.

På forhandlingens vej går trafikken i begge retninger. Med en samar­bejds­villig modpart kan der forhandles og diskuteres, og love kan indføres, afskaffes eller ændres, så alle kan leve med dem. Men står man med en modpart, der nægter forhandling, og hvis mantra er "hårdt mod hårdt", kan man kun møde den med de hårde midler, modstan­deren har anråbt: Demon­strationer, civil ulydighed, trusler, sabotage, hærværk, vold og borgerkrig.

Den civile ulydighed, der blev udvist ved "Luk Lejren"-aktionen, eller de udviste irakeres forskansning i Brorsons Kirke, bliver nødvendige, når love og deres varetagere ældes eller hærdes, og ikke længere står til menneskets tjeneste.

I følge Politiken støtter flertallet af danskerne politiets aktion mod asylansøgerne, der havde søgt tilflugt i Brorsons Kirke. Men er det nu rigtigt?

Da DR berettede om sagen i TV-avisen, handlede undersøgelsen nemlig om, at flertallet af danskerne støttede, at politiet kunne rydde en kirke, eller om kirken fortsat skulle udgøre et urørligt sted.

Der er væsentlig forskel på disse to holdninger.

Personligt kender jeg ikke til noget Star Wars-kraftfelt omkring en kirke, der på en eller anden måde gør den urørlig, og jeg har heller ikke noget religiøst tabu, der forbyder mig bestemte handlinger i forhold til en bestemt gruppes specielle form for overtro. Derfor mener jeg også, at kirker er lige så oplagte kandidater til at blive dekoreret med dynamit, som så mange andre unødvendige bygninger er det. Der er ikke nogen grund til at blive forarget over, at politiet eller nogen anden krænker en kirke, for der findes ingen gud, der kan krænkes.

Det, som vi skal fokusere på, er ikke om nogen religiøs forestilling (i kraft af en kirke) er blevet krænket, men om flygtningens humanitære rettigheder er blevet det. Der er meget stor forskel på, om man støtter det ene eller det andet.

Når politiet uden videre udfører regeringens beskidte arbejde, f.eks. ved at rydde tilflugtsstedet for flygtninge, der vil være i livsfare, såfremt de deporteres, bliver jeg som erklæret modstander af regeringen alvorligt bekymret for, om politiet kan garantere min sikkerhed. Re­ge­r­in­gens ra­di­ka­le adfærd ra­di­ka­li­se­rer også mig som mod­stan­der, og dermed ri­si­ke­rer jeg, at mit forhold til po­li­ti­et fre­m­over vil udvikle sig fra kæligt til direkte kon­fron­to­risk. End­vi­de­re kan jeg frygte, at kon­fron­ta­tio­nen ikke søges af mig, men af det politi, der er med til at give re­ge­r­in­gen magt, som den har agt.

Rent prin­ci­pi­elt burde jeg støtte po­li­ti­et ud fra den be­tragt­ning, at de jo er men­ne­sker som jeg, og at de ligesom jeg er den del af be­folk­nin­gen, der er med til at betale til nogle få rige ka­pi­ta­li­ster. Altså: At jeg burde opfatte po­li­ti­et som mine al­li­e­re­de mod dem, jeg be­trag­ter som mine egent­li­ge mod­stan­de­re.

I følge Ekstra Bladet har en mand fået en bøde for at kalde en betjent for "perlepanser". Man skal nemlig tale ordentligt til politiet, mener Johan Martini Reiman, der er politidirektør i København.

Lige netop ordet "perle" var imidlertid forklaringen på, at en betjent ikke skulle disciplineres i forbindelse med en demonstration, hvor betjenten havde brugt et ord, der blev opfattet som "perker". Den implicitte besked fra "perlemor", politidirektør Hanne Bech Hansen, var dengang, at det var netop i orden at kalde folk for "perler".

Man må vel formode, at hvis politiet godt må kalde folk for "perler", så må folk også godt kalde politiet for "perler", især når det i følge politiet selv ikke er en nedsættende, men derimod nærmest kærlig betegnelse, ikke? Men måske var det ordet "panser", der var problemet. Det er jo ikke ligetil at gennemskue politiets sprog.

Morten Messerschmidt (DF) er bange for at få svineinfluenza.

Nogen burde give svinet en sprøjte.

Da Hells Angels publicerede "Sjakal Manifestet", var der hurtigt en række højrefløjs­politikere, der hyldede det som sandheden - Søren Pind (V) ærgrede sig således på Twitter over, at sand­heden på denne måde skulle overlades til Hells Angels.

Men hvad er det for en sandhed? Det har Pia Tobberup og Maja Kirchhoff Hesthave, der er hhv. eksperter i dansk og kommu­nikation, analyseret - i øvrigt på bestilling fra en instans, der ønskede en dygtig og objektiv analyse, kan jeg oplyse fra fortrolig kilde.

Det fremgår af analysen, at sand­heden i bund og grund er ganske simpel, fordi Sjakal Mani­festet ligefrem selv siger det: Dets formål er slet og ret at definere en bestemt gruppe mennesker. Men som Tobberup og Hesthave påpeger:

Endvidere er det tydeligt, at mens manifestet ikke nødven­digvis er racistisk motiveret - for Hells Angels' modstand mod disse mennesker kan meget oplagt være motiveret af, at de udgør en modstander­bande, og at racismen derfor kan være et sekun­dært element - så er det målrettet en bestemt etnisk gruppe, der "hoved­sageligt [er] af arabisk herkomst". Disse mennesker er "sjakaler", og metaforen er gennemført: De piber og skriger og søger straks tilbage til deres egne, når de får tæv. De er stupide, arrogante og aggressive. De hader alt, hvad der er dansk, de respekterer ikke andre mennesker, de er arabere, muslimer og løgnere.

Nu har politiet igen vist sig at indeholde en gruppe, der tilsyneladende er yderst interesserede i at komme op og slås - og som ligefrem benytter samme jargon som hooligans om det. Det fremgår af en Facebook-gruppe bestående af betjente, hvor DR kom i besiddelse af et screendump med temmelig grove uddrag, f.eks.:


Dermed kan det for en udenforstående være noget svært at se, om det er fodboldbøllerne eller politiet, der er mest glade for at slås, og i lyset af politiets generelle adfærd kan det måske skyldes, at der ikke er nogen forskel: Hvis ikke det er mennesker, der kan lide at være bevæbnede og gå i uniform, der søger ind til politiet, så skal de nok lære at opføre sig, som om de gjorde.

Politiet har tidligere haft en hadegruppe på Facebook, der blev kaldt "Ryd 1000Fryd", idet medlemmerne af gruppen ønskede at få dette overvejende venstreorienterede sted lukket.

Spørgsmålet rejser sig: Hvor ofte skal man afsløre brådne kar, og hvor mange skal der være af dem, før man får fornemmelsen af, at problemet måske ikke er brådne kar, men derimod et systemisk problem?

I Dansk Folkepartis nye ambitioner om at få ministerposter har Pia Kjærsgaard (DF) givet udtryk for, at hun ville være en bedre kulturminister end Carina Christensen (K).

Der skal unægteligt heller ikke meget til, kan man påpege, men med Pia Kjærsgaard som kulturminister kan det - hvor utroligt, det måtte lyde - blive endnu værre.

For hvad er det for en kultur, Pia Kjærsgaard ønsker? Ja, det er i hvert fald ikke "ulækker" kunst såsom døde heste, udstoppede hundehvalpe, osv. Det fremgår ikke af Politikens indlæg, hvad hun så ønsker i stedet, men i lyset af Dansk Folkepartis øvrige holdninger lurer der nogle muligheder, som er set tidligere fra grupperinger med tilsvarende holdninger.

I den nazistiske propagandafilm "Der ewige Jude" fremstilles jøderne således som et folk, der i modsætning til den ariske races glæde for nordisk kultur og kunst, fandt glæde i grotesk og dekadent kultur og kunst. Moderne kunst var en jødisk opfindelse, ligesom også kulturrelativisme, anarkisme, socialisme og seksuel frigørelse var den jødiske konspirations forsøg på at pervertere den ariske race og kultur.

Skulle Pia Kjærsgaard komme til magten kan vi formentlig snart se frem til en tilsvarende kobling mellem "ulækker kunst" og venstreorienterede, homoseksuelle, muslimer, fritænkere eller andre, mellem hvilke der ikke er nogen anden sammenhæng, end at de ønsker at være fri for et konservativt, kristent samfunds snærende bånd.