oktober 2005 Archives

Den 31. oktober er Halloween. For nogle år siden skrev Amina en tekst, som forklarer lidt om baggrunden for Halloween-festen. Der er en god mængde research i teksten, som kan være svær at finde andre steder, så selv om teksten primært er skrevet for satanister, kan den sagtens bruges af andre.

Her er et ønske om en hjemmeside, jeg godt kunne tænke mig at se: En hjemmeside, hvor man som bruger kan skrive om sine dårlige erfaringer med en bestemt butik eller et bestemt produkt. Ideen er, at man på hjemmesiden kan se, om man skal være påpasselig med ens kommende indkøb, eller alternativt om andre har samme dårlige erfaringer med et produkt, som man selv har.

Begribeligvis skal der sættes en dygtig moderation ind, eftersom:

• Noget kan forventes at være et spørgsmål om personlig smag.
• Nogle brugere kan måske have en dagsorden mod et bestemt firma eller produkt.
• Et vist antal dårlige erfaringer kan være "fejl 40", altså brugerens egen skyld.
• Der kan være tale om en simpel misforståelse fra en af parterne.

En vis form for kommentering på de enkelte indlæg kan også være på sin plads, idet nogle dårlige erfaringer kan løses med work-arounds, som producenten ikke nødvendigvis går og skilter med.

Det vil måske være svært at få siden financieret af virksomheder, som kan risikere at få deres egne produkter hængt ud. Og der skal muligvis hyres en dygtig advokat, der kan holde stand mod diverse McAdvokater, der måtte være sure på deres klienters vegne.

Vi har selvfølgelig sider som Forbrugerstyrelsens hjemmeside, men den er af mere generel karakter.

Så er der godt nyt for danske Monty Python fans: Der forlyder rygter om, at "The Meaning of Life" skal nyindspilles i en udgave, der særligt er tilpasset dansk kultur. Sæbekassen har fået fingrene i en del af manuskriptet, der endnu ikke er oversat til dansk. I den pågældende passage diskuterer Mr. Blackitt med sin lidt naive kone om nogle muslimer udenfor, der demonstrerer på grund af nogle tegninger, der har været bragt i en avis.

Jeg har tidligere kommenteret, at Venstres grundlæggende ideologi om økonomisk ulighed som motivation og drivkraft, afvises af Verdensbanken, som jo ellers om nogen må indeholde folk, der kan sige noget om pengenes effekt. Den trickle-down effekt, eller nedsivningseffekt, som Venstre tror vil ske, hvis de rige bliver endnu rigere på de fattiges bekostning, holder ikke vand, har Verdensbanken konkluderet.

Tro det eller ej, de fattige bliver ikke rigere af, at de rigeste tager deres penge. Men selv om både sund fornuft og Verdensbanken siger det, skal man ikke tro, at Venstre indretter deres ideologi af den grund.

Det er selvfølgelig ikke den eneste af Venstres mange tågedrømme, der bygger på vildfaren fantasi. Det viser sig nemlig i et notat fra beskæftigelsesministeriet, at Venstres tro på, at "motivation" (som Venstre kalder deres trusler) i form af loft over kontanthjælpen, ikke får flere i arbejde. Det eneste, det har betydet, er at kontanthjælpsmodtagerne er blevet fattigere.

Ytringsfriheden giver folk retten til at sige, hvad de vil. Så hvis Jens Peter råber "BRAND!" i et overfyldt teater, så har han lov til det.

Så nej, Anders Fogh Rasmussen bør ikke nødvendigvis tage imod muslimske ambassadører, der i stedet bør gå rettens vej efter at Jyllands Posten havde bragt provokerende tegninger af Muhammed, beretter Ekstra Bladet. Og de skal nok ikke regne med at vinde nogen sådan sag.

Men hvis Jens Peter råber "Brand!" i det overfyldte teater, er det også Jens Peter, der kommer til at hænge på det, hvis der opstår panik, og folk kommer til skade i tumulterne. Det er det, der ligger i begrebet ytringsfrihed under ansvar.

Det betyder, at hvis der i kølvandet på Jyllands Postens umotiverede provokation optræder attentater af provokerede religiøse fundamentalister, så er det Jyllands Posten, der med sin provokation råbte "Brand", og som står med et væsentligt ansvar. Ironisk nok vil det måske ligefrem kunne få de muslimske ambassadører til at stå stærkere i en retssag, hvis de ventede på, at der på baggrund af Jyllands Postens misbrug af ytringsfriheden blev begået attentater. Må Machiavellis spøgelse undlade at hviske sådanne tanker i muslimske ører.

Folk, der har kendt mig i nogen tid, har bemærket, at jeg nogle gange reagerer høfligt overfor en direkte fornærmelse. De har også bemærket, at jeg nogle gange reagerer fjendtligt overfor en tilsyneladende uskyldig eller høflig bemærkning.

Det er især dem, der ser deres bifald mødt med foragt, der ikke forstår min reaktion. Jeg vil dog helst ikke risikere, at folk, som jeg respekterer, finder min opførsel underlig. Lad mig derfor forklare min opførsel. Denne tekst skal ikke nødvendigvis opfattes som gode råd om, hvordan man "bør" behandle mennesker, som man måtte møde på ens færd. Den er blot tænkt som en oversigt af mine observationer.

Nationalisterne kan venligst kysse min behårede mås, tør man formode, at indehaveren af denne rumpe tænker.

Med mindre det går ud over os selv, selvfølgelig, for så er det jo noget helt andet. Hvis det står til Dansk Folkeparti, gælder det ikke vores egne nationale symboler, når man vil signalisere, at det er okay at provokere uopfordret ved at håne folks symboler. De vil skyndsomst beskytte Dannebrog mod samme behandling, inden nogen får den idé at gøre mod Dannebrog, som højrefløjen har jublet over, at man har gjort mod et muslimsk symbol.

DR, d. 25/10 2005 - Anders Fogh Rasmussen vil ikke lade det få konsekvenser for Pseudovidenskabsminister Helge Spender, at ministeren har benyttet sit ministeriums penge til private gaver. Sådan forlyder det i dag fra Venstres pressechef, Søs Marie Serup.

Det ligger i Venstres politik at bruge skatteydernes penge på private gaver, siger Venstres pressechef.

"Det stemmer helt overens med vore liberale holdninger, at skattekronerne kommer tilbage til borgerne. Helge Spenders personlige venner har jo med enkelte undtagelser haft intentioner om at betale skat, og det er kun rimeligt, at de får fuld valuta for pengene", siger Søs Marie Serup.

Søs Marie Serup understreger, at Helge Spender og hans gamle kolleger og venner på Herning Folkeblad opfattede sig selv som folk, der forskede i, hvordan man kunne undgå at betale skat, og at hans gaver derfor skal betragtes som nødvendige bidrag til dansk forskning, der på sigt vil komme landet til gode.

"Og man skal jo huske, at Helge Spender er blevet kritiseret for at have sænket støtten til de danske forskningsinstitutioner. Det er simpelthen ikke rimeligt at anklage ham, nu hvor han tager kritikken til efterretning og bruger penge", slutter pressechefen, der som tak har fået en flaske vin af Pseudovidenskabsministeriet.

De højreekstremistiske bloggere er meget opmærksomme på at dække voldssager. Hvis ikke det var for dem, ville vi andre sikkert være helt uvidende om, at noget af volden i Danmark begås af danskere af ikke-dansk etnicitet. Vi ville sikkert have haft den vildfarelse at tro, at selv generations-danskere kunne finde på at være voldsomme. Uden de samvittighedsfulde og upartiske højreekstremister ville vi nok blot have forholdt os til det faktum, at der begås vold.

Godt, at højreekstremisterne er så opmærksomme på at dække voldssagerne, om de så skal helt til andre lande for at finde sagerne. Netop derfor er det lidt påfaldende, at disse mennesker, der så ivrigt er opmærksomme på små sager med én eller to voldsmænd, og som ser helt til andre lande for at finde eksempler, helt har overset 100 fodboldbøller i et masseslagsmål i deres weblogs.

Det er måske bare et udtryk for ikke at kunne se skoven for bare træer. For alternativet ville næsten være en anklage om en religiøs eller racistisk dagsorden, hvis man sagde, at højreekstremisternes lukkede øjne måske skyldes, at lige netop dette organiserede bandeopgør var begået af hvide mennesker med kristen kulturbaggrund, og at de værste fodboldbøller har en velkendt tradition for at være højreekstremister.

Blogbot-overskriften fik mig til at besøge "Polemiken", en af højreekstremisternes weblog, idet der indgik et navn, som jeg husker en del ubehageligt om. Polemiken beskriver sig selv som en "anti-ideologisk propaganda-brækker-blog", og det kan næppe have undgået mine ærede medbloggeres opmærksomhed, at Polemiken især ikke bryder sig om fundamentalister, når de har muslimsk hudfarve.

Anyway - den pågældende overskrift, der fik mig til at besøge Polemiken, var en henvisning til et indlæg med overskriften "apropos 'kult'" på Polemiken, der viste sig blot at indeholde teksten: "Læs ting og sager på http://www.rickross.com".

Jeg håber minsandten, at Polemiken dermed hentyder til, at den jødisk-fødte Rick Ross's organisation er en kult, for Rick Ross er en person, der overgår selv de værste muslimske fanatikere:

I Juli 1993 fik Cult Awareness Network (CAN) deprogrammøren Rick Ross fængselsdom for kidnapning og deprogrammering (som er formodningen om, at folks holdninger opstår på grund af hjernevask, og at man med modsat rettet hjernevask og tortur kan afprogrammere dem).

Rick Ross havde kidnappet og "deprogrammeret" en Davidianer, der efter tortur begyndte at komme med falske anklager mod sine tidligere trosfæller for ulovlig våbenbesiddelse og børnemishandling.

Ross gik til politiet med anklagerne mod Davidianerne, men politiet kunne absolut intet ulovligt finde hos bevægelsen. Alligevel lykkes det efterhånden Ross at opildne det Specielle Våbenpoliti i Amerika så meget, at bevægelsen i selvforsvar måtte barrikadere sig på en øde gård, og massakren og massemordet udløstes.

Retten har efter blodbadet totalt frikendt de 11 overlevende Davidianere og direkte udpeget Rick Ross og andre fra CAN som skyldige i at opildne til konfrontation ved hjælp af falske anklager.

Grupperne, som CAN typisk kunne finde på at kidnappe folk fra, var grupper som Jehovas Vidner og Mormonerne. CAN er nu opløst. Den danske missionsforening Dialogcentret samarbejdede med CAN, selv om Dialogcentret var bekendt med CANs ulovlige og umenneskelige metoder. Se mere om RIck Ross og hans kriminelle baggrund og hadefulde fremfærd her.

Tør man gætte på, at det næppe var derfor, Polemiken linkede til Rick Ross? Med den følgende opdatering er gætteriet slut: Pokemiken har nemlig opdateret sit indlæg, hvor det tydeliggøres, at Polemiken tager Rick Ross for gode varer. Ja ja, muslimske fundamentalister er fy-fy, men de andre ekstremister, der ikke blot har det i munden, men ligefrem har domme for at praktisere tortur for at fremtinge tilståelser, der ledte til massakre, er gode nok. Hvis altså man skal tro Polemiken.

Sig mig, er det et krav, at borgerlige ministre skal bedrive økonomisk svindel? Jeg har efterhånden fået det indtryk, den ene sag efter den anden af den karakter dukker op blandt regeringens partnere. Senest beretter DR om, at Helge Sander (V) har brugt statens penge på gaver. Helge Sander hævder, at modtagerne har været involveret i uddannelse og forskning, men sjovt nok har de enten været bosiddende i Helge Sander hjemstavn, hvor han stadig er politisk aktiv, eller også har de været Venstre-folk. Helge Sander bidrager således med endnu et indlæg på det efterhånden noget omfattende forbryderalbum.

Hvis du er usikker på, hvad Mandesygdommen er, så kig på kriminalitetsstatistikkerne. Eller læs om den seneste krig. Eller læs det, som visse af maskulinitetens forkæmpere har skrevet hos og om "tøsebloggerne". Jeg vil ikke forsøge at definere Mandesygdommen; jeg gætter på, at læserne kan genkende den uden definition. Det her er en tekst om, hvordan nogle folk opfører sig, ikke en tekst om videnskab.

Rekursiv satire er kunst. I en af tegningerne, som Jyllandsposten havde bestilt fra danske tegnere, ser man en skoledreng ved navn Muhammed foran en skoletavle med arabiske tegn. Hvad Jyllandsposten åbenbart overså, er at de arabiske tegn betyder:

Billedet kan findes i Ingeniøren, der også beretter om tegneren. Det bliver spændende at se, om Jyllandsposten pludselig bliver motiveret til at bøje sig for ønskerne om at fjerne billederne. I mellemtiden må Jyllandsposten nok lægge øre til en del hånlatter.

Spottet af Morten Brunbjerg.

eg undlod med vilje at lyde alt for skråsikker, da jeg for over halvandet år siden postede et indlæg, hvor jeg påpegede muligheden for, at "frigørelsen" af Irak nemt kunne føre til noget, der var endnu værre.

Men Modspil har spottet en BBC-reportage om, at irakiske kvinder, der før havde levet under et styre, hvor imamers virke var forbudt, nu dræbes for ikke at gå med slør, mens shia-muslimske militser forsøger at gennemtvinge fundamentalisme. Kom ikke og sig, at vi andre ikke forlængst havde set skriften på væggen.

Rikke Hvilshøj (V) vil gerne se på muligheden for at forbyde burkaer, og hele peanut-galleriet på højrefløjen galper op om, hvordan tørklæder skal forbydes, med mindre de sidder på hovedet af en hvid kristen. Burkaer og tørklæder sender jo et signal om et kvindesyn, som vi frisindede danskere ikke kan acceptere, lyder argumentet. Argumentet køber jeg, og jeg vil endda gerne gå et skridt videre, idet jeg hermed fremsætter følgende forslag:

Danske piger og kvinder mellem 15 og 40 skal bære lårkort, og skal gå uden trusser.

Motivation: Vi har her i landet fra en kultur, der traditionelt har haft et temmelig problematisk forhold til sex, og hvor vi har forlangt, at kvinder skal dække sig behørigt til for mænds blikke. Vores kultur har hidtil haft et sæt regler om beklædning, der fremsiger, at kvinder skal se anstændige ud. Den slags krav om, hvordan kvinder skal se ud, er udtryk for et kvindeundertrykkende menneskesyn, og den slags indskrænkning af frisindet bør vi efter min mening ikke acceptere. Hvis vores højrefløj så gerne vil have en lovgivning om, at "de andre" skal klæde sig ud, så de i deres egne øjne ligner ludere, så manglede det da bare, at vi går foran med et godt eksempel. Derfor dette forslag.

På den anden side har jeg egentlig ikke lyst til at forestille mig Rikke Hvilshøj i babydoll-outfit. Så hellere en burka.

I bl.a. Berlingske Tidende er der kommet en sag frem, hvor formanden for skolenævnet, Bent Oluf Damm, ikke vil ansætte homoseksuelle og muslimer.

Der er ikke sat fokus på, hvem Bent Oluf Damm er i artiklen, men en hurtig søgning på Google sætter det lidt i perspektiv. Bent Oluf Damm, der er formand for skolenævnet, der ansætter lærerne, er tilsyneladende sognepræst og medlem af den kristne missionsforening Dialogcentret, der har som formål at erstatte andre livssyn med foreningens egen fortolkning af kristendommen.

Skolen mener ikke selv, det er et problem, men det kommer nok ikke bag på de af os, der har boet i Løgumklosters nabokommune: Løgumkloster er i lokalområdet kendt for at være stærkt inficeret af Indre Mission og andre kristne fundamentalister.

Restauranten Casa Fiesta i Aalborg er - trods min glæde over såvel restaurantens atmosfære som dens mad - blevet tilføjet min liste over steder, jeg ikke længere er kunde. Vi havde bestilt bord "mellem kl. 18 og 18.30", som vi havde formuleret det, idet vi forklarede dem, at vores babysitter ville dukke op kl. 18. Intet problem, der blev reserveret et bord til fire - os selv og vore to gæster.

Men da vi kom ned på Casa Fiesta kl. 18.20, var bordet givet væk til andre gæster. Casa Fiesta havde ganske rigtigt noteret os i reservationen, kunne de bekræfte, men da vi ikke var dukket op i den tidlige ende af "mellem 18.00 og 18.30", havde de regnet med, at vi ikke ville komme.

Og sådan gik det til, at Casa Fiesta blev gjort opmærksom på af en ærgerlig kunde, at han ikke fremover ville opfatte Casa Fiesta som et mål, når han skulle ud og spise.

En af de, der kæmpede for slaveriets ophør for mange år siden, Wendell Phillips, sagde på et tidspunkt:

Jeg havde besluttet mig for, at Karsten Sommer, der er opstillet for de Konservative, skulle have rigelig med tid til at mærke duften af satirens svovllugt. Man kan jo tage fejl i hastværket, så jeg ville ikke håne ham lige med det samme. Men nu er det altså længe siden, at hans blogindlæg, der advarer om at være kildekritisk, er skrevet, og han har stadig ikke trukket i land.

Karsten Sommer er godt nok opmærksom på muligheden for, at der skulle være tale om ironi, men har lidt svært ved at overbevise sig selv. Han foretrækker at advare folk mod ting, der har været i Information. Men bevares, lad os da endelig tage hans råd om kildekritik til efterretning. For hvis han selv havde haft et mindstemål af sådanne evner, ville han nok hurtigt have opdaget om det kritisable indlæg, at:

• Det er kategoriseret under "Satire".
• Information har ikke bragt nogen sådan artikel.
• Der er ingen professor Jørn Klargaard på Syddansk Universitet.
• Der er ikke noget firma i Danmark, der hedder MinimalNet.
• Der er ikke nogen dansk landsby ved navn "Nr. Ubehage".

Det skriger til himlen, at der er tale om en satire! Ingen, måske bortset fra en komplet idiot Karsten Sommer - der hermed bliver tildelt en Dunce-hat og en plads i hjørnet - ville vel være i tvivl om, at man ikke skal overveje ting som kildekritik, men blot lade sin humoristiske sans underholde, eller alternativt trække på skuldrene, hvis ikke det falder i ens personlige smag. Så med et hjertesuk fra den slidte sæbekasse: Prøv at undgå at stemme på sådan nogle fæhoveder ved næste valg, okay?

BT, d. 20/10 2005 - Ikke kun højrefløjens politikere udsættes for attentat. Senest har Fremskidtspartiets spidskandidat ved kommunalvalget i Nakskov, Anne-Lise Jønck Pedersen været udsat for attentat, men nu viser det sig, at også andre politikere er blevet overfaldet.

Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil kort efter overfaldet.

Partiets spin-doktor, Jørgen Arbo-Bæhr, forklarer, at Pernille Rosenkrantz-Theil havde undladt at gå til hverken lægen eller politiet, fordi hun i overensstemmelse med partiets politik havde givet udtryk for, at man måtte forstå overfaldsmanden.

"Den stakkels overfaldsmand kommer fra et miljø, hvor man er opdraget til at angribe en syndebuk, og den slags må man tage hensyn til", forklarer Jørgen Arbo-Bæhr.

Politiet vil heller ikke gøre noget i sagen, med mindre Pernille Rosenkrantz-Theil selv anmelder overfaldet. I følge BTs kilder er politiet slet ikke sikker på, at der er sket et sådant overfald, selv om billedet af Pernille Rosenkrantz-Theil taler sit eget sprog. Da vi konfronterer Jørgen Arbo-Bæhr med spørgsmølet, om overfaldet er overdrevet, siger han:

"Bestemt ikke. Det tog næsten en time at vaske Pernilles teatersminke af, og det gjorde lidt ondt, da plasteret blev taget af. Hun stødte endda skulderen på vej ud af døren".

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Pernille Rosenkrantz-Theil i sagen.

Nationale Satanister velkommer Kongehusets nye prins med store forventninger. Vi har undersøgt omstændighederne omkring den nye tronarving nøje, og kan med glæde velkomme prinsen som Antikrist. Vi har især bemærket følgende punkter:

Prinsen som Nationale Satanister forventer at se ham.

• Prinsen forventes at blive kaldt kendt som Christian d. 11. Disse to et-taller giver både associationer til horn, men er også en klar reference til dualiteten, at der har været én, og nu kommer der én igen.
• Prinsen er blevet født i samme periode som den nye bog i Harry Potter-serien udkom. Harry Potter-bøgerne er allerede blevet anerkendt som sataniske af kristne interessegrupper, og med titlen "Halvblodsprinsen" er der ingen tvivl om, at det skal tages som et varsel.
• Nationale Satanister bider mærke i, at prinsen i fødselsgave får overdraget to tasmanske djævle.
• Moderens navn, Mary, er den forkortede udgave af navnet Rosemary fra bogen "Rosemarys baby", der beskriver fødslen af antikrist.
• Moderens herkomst er også bemærkelsesværdig. Ikke blot kommer hun fra et område, der er kendt som "Down Under", dvs. "Underverdenen"; befolkningen er også efterkommere af de værste forbrydere.
• Var barnet ikke blevet født to uger før tiden, ville det være blevet født meget nær Halloween, der er markeret som satanisk højtid i Church of Satan.

Nationale Satanister ønsker derfor Kongehuset og den nye verdensorden et stort tillykke, idet Nationale Satanister sender de varmeste hilsner og et stort "Hil Satan!" til Anti-Christian og hans forældre.

Hvis blot alle videnskabsfolk debatterede sådan her, når de blev udsat for vanvittige påstande.

Da Jyllandsposten for nogen tid siden bevidst provokerede herboende muslimer for at få en ønsket reaktion, fik avisen sin vilje - der var en håndfuld mennesker, der følte sig provokeret, og som derfor skrev læserbreve. En enkelt 17-årig faldt vist i fælden og truede avisen. Mere havde avisen ikke brug for: Nu var det bevist, at alle muslimer var terrorister, der ikke kunne holde til, at man lavede billeder af deres profet.

Men nu er det altså ikke fordi ikke-muslimske danskere er spor bedre. Jeg mindes, hvordan en undervisnings-CD blev trukket tilbage, fordi den ikke passede ind i visse folks moral. Jeg mindes, at da Amina og jeg var blevet interviewet i Berlingske, hvor vi fortalte, at vi ikke fejrede jul, som vi opfattede som indbegrebet af småborgerlighed, så var Søren Espersen straks i blækhuset med et læserbrev, hvor han truede med, at vi burde få vore børn fjernet, blandt andet fordi journalisten havde beskrevet en plysdjævel blandt vores datters legetøj. Og går vi et par år tilbage, så mødte Jens Jørgen Thorsen stor modstand mod sin Jesus-film, fordi den afbildede den mytiske figur på en måde, som man ikke ville acceptere. (At filmen så blev et flop, da han mange år senere fik lov, det er så noget andet.) Nåja, og sandaler med afbildinger af Jesus måtte også tages af markedet efter en forbrugerstorm. Og Gud hjælpe den præst ved navn Thorkild Grossbøl, der sagde, at han ikke troede på Gud i bogstavelig forstand.

Alt i alt må man konkludere, at hvis reaktionen på Jyllandsposten udtrykker, at muslimer er fundamentalister, der ikke kan holde til lidt provokation, så må danskerne også være det.

Hvis ellers anklagerne mod Saddam Hussein er tilnærmelsesvis sande, så mener jeg, at han har fortjent en galge og en kort proces. Tag endelig ikke fejl af det. Selvfølgelig var manden en bølle - ellers ville han jo ikke have været en så god allieret for Vesten, dengang det var Iran, der var Vestens yndlingsaversion.

Men det nytter altså ikke, at de invaderende lande afsætter Hussein "i demokratiets navn", hvis de ikke selv følger demokratiets sædvanlige spilleregler. Så længe invasionsmagten spiller på demokrati, frihed, den enkeltes ret, og hvilke andre floskler, de strør liberalt om sig, så nytter det ikke at benytte sig af lynch mob metoder. Hvis de virkelig er så ærlige om demokratiets lyksaligheder, så er det vel ikke for meget forlangt at efterlyse, at de selv følger demokratiets metoder.

Der tales om had for tiden. Højrebloggerne mener, at DRs dækning af det politiske landskab er hadefuldt. Regeringen mener, at terrorister hader deres frihed. Og nogle siger, at jeg taler hadefuldt til dem.

Jeg tror ikke, de ved, hvad had er. Måske tror de, at entusiastisk kritik, eller endda bombninger begået af politisk afstumpede folk, er had. Det er det ikke.

Hvis vrede kan være en drivkraft eller kan sammenlignes med energi, så er had en sand kernereaktor. I sin reneste, mest rå form er had en ægte diamant, hårdt komprimeret og klar uden forurening. Hadet er et lys, der skinner i nattens mørke. Had er en religion. At kende til noget, og foragte det så meget, at ens eneste følelse er en ren, ubesmittet og poleret diamant af fuldendt afsky: Det er had.

Had er når målet for din afsky opsluger næsten hver tanke, næsten hver handling, og når næsten hvert sekund af dit liv og dit syn nærer ønsket om at ødelægge, eliminere og fjerne eksistensen af dem på enhver tænkelig måde: Det er had.

At sige, at statsministeren er en herskesyg bavian, der sætter sine personlige venners og partistøtters interesser langt højere end det folk, han har vildledt til at stemme på sig, det er ikke had. At sige, at nogen måske engang i mellem kunne gøre noget bedre, er heller ikke had.

Had er, når man tænker på nogen eller noget på en ultimativt ødelæggende måde. At kalde nogen for et ulækkert, parasitisk, ubegavet spild af kød, det er hadefuldt. Måske er en person virkelig et ulækkert, parasitisk, ubegavet spild af kød, men når der er usikkerhed om deres status som sådan, så er det nok hadefuldt. Men at sige, at Dansk Folkepartis ledere er en gruppe af komplet og uforbederligt demokratisk inkompetente, ligeglade, selvretfærdige, fundamentalisme-prædikende og racistiske røvhuller, det er faktisk ikke had. Det er den opfattelse, enhver fornuftig person må få af den slags mennesker.

At kalde enhver muslim for en formørket, forstokket, barbarisk, egocentrisk, chauvanistisk kræftcelle, det er hadefuldt og uvidende. Nogen er måske sådan. Men der er langt flere gudstilbedende, virkeligheds-udfordrede kristne på Dansk Folkepartis højrefløj, der udviser præcis de personlighedstræk, som man må forbinde med ord som "formørket", "barbarisk" og "forstokket". På samme måde er nogle danskere forstokkede, naive, småborgerlige indkøbsslaver. Hvis en dansker siger det, er det ikke had. Hvis en indvandrer siger det? Ah, den kære dobbeltmoral.

De fleste ved nok ikke, hvad had egentlig er, og finder måske aldrig ud af, hvad det er, eller hvad det vil sige at være hadet. Had bygger tit på uvidenhed. Jeg hader stort set ikke nogen på trods af, hvad mit rygte som "yderfløjstilhænger" og "samfundsrevser" måtte give indtryk af. Jeg er vred, eller måske mere præcist, engageret mod mange af verdens og samfundets fejl. Jeg vil have en bedre verden, og der er meget, vi kan gøre. Vi kan omdirigere noget af den enorme akkumulation af rigdom til mennesker, der har brug for det. Vi kan hjælpe med integration i stedet for at skubbe mennesker ud i kulden. Og vi kan klynge Søren Krarup, Søren Espersen, m.fl. op i nærmeste lygtepæl til døden indtræffer, hængt i tarmene fra de danske biskopper.

Der er mange mennesker, og visse personlighedstræk, som jeg tager stærk afstand fra. Men had er for stærkt et ord. Jeg er glad for min planet. De fleste mennesker har jeg intet imod, og sætter overvejende pris på, at de er her. Jeg ser mennesket som grundlæggende socialt og interesseret i at hjælpe andre mennesker. Det er såmånd bare nogle af dem, som jeg er uenig med en stor del af tiden. Mange af dem ønsker at neutralisere mig, mine meninger, eller de opfatter mig som deres fjende. Sådan har jeg det egentlig ikke. Jeg vil helst have, at der er plads til alle, og det gør mig sikkert til et bedre menneske end dem. Hvad der gør folk interessante er, at de er forskellige. De fleste mennesker ved ikke, hvad had er. De tror bare, de ved det.

Den politiske venstrefløj ser landet som et samfund bestående af individer. Målet med samfundet er, at det skal fungere på en måde, så individerne alle har det godt, og ingen lider nød på grund af andres udnyttelse. Det er mindre vigtigt, at samfundets pengekasse bugner. Målet er ikke, at individerne i samfundet skal dø med flest legesager, men derimod at de skal have det godt, mens de lever.

Den politiske højrefløj har et helt andet mål med landet. Den ser nemlig ikke landet som et samfund af individer, men derimod som en forretning, der skal give overskud. I denne kontekst ses landets borgere ikke inidivider, men derimod som varer på en hylde og som maskiner, der producerer penge. Deres mål for succes er en fed bundlinie, og samfundets individer er blot midler - et nødvendigt onde - til at nå dette mål.

Højrefløjen leder landet som en virksomhed under afvikling. Afviklingen foregår ved at sælge landet til trediepart gennem overdragelse af samfundets institutioner til private hænder. De "genvundne afskrivninger" går ned i de samme lommer, som landet sælges til. Og de ubrugelige varer, der ikke kan sælges, eller som skal sælges til udsalgspris under afviklingen, er alle os individer i samfundet, der ikke tilfældigvis har penge nok til selv at købe virksomheden.

I et lille land på en lille planet i et solsystem i en fjern galakse...

"Jeg vil iagttage testen på afstand. Lad mig vide, når I er parat". Pia Kjærsgaard snøftede, men havde genvundet fatningen efter at have ligget og skreget hysterisk i flere minutter, mens hun hamrede sine knyttede næver i det metalliske gulv. Nu lød hendes stemme blot lidt mere fornærmet og skinger end normalt.

Det hysteriske anfald var startet, da hun ikke havde fået lov til personligt at aktivere den første test af imperiets nye masseødelæggelsesvåben, kendt som Dødshjernen. Og det var kun en ringe trøst, Kristian Maul fra Thule-selskabet havde givet hende, da han havde forklaret, at hun måtte give sig en gang imellem. "Det er magtens pris", som Kristian Maul havde forklaret det skrigende og sparkende halvmenneske.

Det nye masseødelæggelsesvåben havde været under opbygning gennem flere år, og havde involveret en lang række eksperter, der var blevet inddraget i projektet med en lille, hvid løgn om, at deres faglige arbejde skulle bruges til mere reelle formål.

"Vi har sådan set været parat længe". Kristian Maul fra Thule-selskabet så nervøst på Pia Kjærsgaard, inden han fortsatte. "Bertel Hardon og Brian Kludremikkelsen er allerede på skærmen".

Hele selskabet i Darth Glistrups gamle fartøj så op mod skærmen, hvor Bertel Hardon stirrede manisk ind i skibet gennem holo-skærmen. Brian Kludremikkelsen sad ved siden af Bertel Hardon, men havde ikke opdaget, at forbindelsen var oprettet, og var i stedet travlt optaget af at undersøge, om hans frisure sad ordentligt. Bertel Hardon rømmede sig meget kraftigt, og Brian Kludremikkelsen kom til at skubbe hele sin samling af fodboldmagasiner på gulvet af forskrækkelse.

"Min kultursamling..." snøftede Brian Kludremikkelsen i baggrunden, mens han forsøgte at samle sin faglige baggrund sammen.

"Vi er parat til test", kommanderede Pia Kjærsgaard utålmodigt. "Det kan ikke ske for tidligt. Giv dem maksimal power!"

"Vi vil sætte ind med hårdt mod hårdt," bekræftede Bertel Hardon, "men Dødshjernen er stadig ikke færdig, og kan ikke skyde med fuld styrke endnu. Vi skal køre flere mange flere tests". Han smagte på udtrykket og gentog det: "Flere tests".

Kejser Foghs betroede løjtnant Thorr trådte ind i billedet mellem Bertel Hardon og Brian Kludremikkelsen. "Vore mest idealistiske tropper vil også gerne sætte alle våbnene ind på én gang, men det er imperiet ikke parat til endnu. Den mørke side af kraften skal have tid til at rodfæste sig i imperiets kommende slaver, og det må ikke ske for hurtigt. Vi må stadig give indtryk af at arbejde for folkets bedste, og så sniger vi vores projekt ind, mens folket bliver gjort forsvarsløst. Når ingen længere kan forsvare sig, fører vi ultraliberalismen ind på alle planer".

Thorr lænede sig forover og væltede Brian Kludremikkelsens skolemælk. "Start testen!"

Skærmens billede skiftede til Dødshjernen, der var under opbygning over den store, grå planet, der udgjorde Socialdemokraternes hjemsted, og lydene af Brian Kludremikkelsen, der klynkede "Mine blade...", efterfulgt af Thorrs hånende "Tøseliberalist!" blev også hurtigt omstillet til kommandoen af Dødshjernen.

"Rapportér status", lød en utydelig stemme fra Dødshjernens kontrolcenter.

Efter nogle sekunder kom svarene med korte mellemrum fra forskellige personer: "Kulturkanon kørt i stilling". "Danskkanon kørt i stilling". "Sportskanon kørt i stilling".

"Synkronisér. Begynd nedtælling."

"10... 9... 8...".

Lyden af Brian Kludremikkelsens ivrigt klappende hænder kunne høres i baggrunden, hvor billedet midlertidigt var skiftet til løjtnant Thorr. "Du vil nyde det her, Pia!"

Billedet skiftede tilbage til Dødshjernen. "3... 2... 1... FYR!"

De tre kanoner udsendte tre kraftige pulser, der samledes i én intens kulturstråle, der med kosmiske chokbølger af "Det eeer et øøndigt laaand" ramte planeten under Dødshjernen.

Da chokbølgerne var døet hen, og holo-skærmen havde skiftet til transmission fra planeten, var der imidlertid ingen ændring at se. Der var en pinlig tavshed i flere minutter på både Darth Glistrups skib og på stjernekrydseren Christiansborg, hvor løjtnant Thorr endelig brød stilheden:

"Rapporter... status?"

Der var en svag knasen i kommunikationen, da det nervøse svar kom fra Dødshjernen.

"Ja, øh, vi ramte godt nok plet, og ... øh, det hele er faktisk gået som planlagt. Men der er ikke sket noget. V-vent lidt, mens vi undersøger sagen, Hr. Løjtnant".

"Jeg vidste det" skreg Pia Kjærsgaard, "det var mig, der skulle have gjort det! Altid er vi nødt til at vente på, at Venstre og de Konservative gør et halvhjertet arbejde. Nej, hvis JEG var kejser, så...", hvorpå Kristian Maul fra Thule-selskabet skyndsomst trak hende til side med flere forklaringer om magtens pris.

Thorr burde have vidst, at han aldrig skulle have udliciteret bygningen af Dødshjernen, men hans sind var fordærvet af den mørke side af kraften. "Jeg vil have en forklaring. Rapporter tilbage, når I har den, eller jeg erstatter jer med konkurrencedygtig arbejdskraft".

Forklaringen fik han nogle dage senere af selveste Kejser Fogh.

"Min betroede løjtnant Thorr... Havde du blot ikke været så optaget af dine egne interesser. I havde rettet kulturstrålen mod en planet, der forlængst er overtaget. Socialdemokraternes nederlag sikrede vi, da vi fremstillede os selv som en af dem. Folket glemte Socialdemokraterne og vendte sig til den mørke side af kraften, ganske efter min plan. Både Socialdemokraternes planet og dens nye leder tilhører allerede os. Kulturstrålen ville ikke have forårsaget nogen ændringer".

I et lille sæbekasselignende fartøj, der var kommet for tæt på kulturstrålen, baksede Hans Ole og Keldbaccha med et fjernsyn, der var gået i stykker på grund af kulturstrålens kraft, og som nu kun kunne vise udsendelser om en nyligt overstået kongelig fødsel.

(Fortsættes.)

I et lille land på en lille planet i et solsystem i en fjern galakse...

På rebelplaneten var der jubel. Rune Skywalker havde netop opdaget, at Louise Frevert havde udtalt sig på en måde, der utvetydigt redegjorde for imperiets mål - at eliminere alle, der ikke ville trække i kulturimperiets hvide stormtroppeuniform. Mange potentielle rebeller, herunder også mange fra det engang så frihedskæmpende SF, havde ellers overgivet sig til imperiets propaganda, og rebellerne havde haft svært ved at imødegå den intense propaganda. Rune Skywalkers afsløringer gav dog fornyet håb om, at stjerneracerne ville indse imperiets trussel mod deres fremtid.

Rune Skywalker selv havde søgt tilflugt på Eblog-planeten, hvorfra han i skjul kommunikerede med andre Eblogger. Ebloggernes interesser var hidtil blevet ignoreret af imperiet, idet de for størstedelens vedkommende var svagt begavede bamsedyr, der bare bekymrede sig om småting i hverdagen, og som nemt kunne lokkes med tomme løfter om skattenedsættelser, eller som nemt kunne skræmmes med trusler om en fjende, der var kommet udefra for at gemme sig blandt dem og ødelægge deres planet.

"Hold fokus!", lød Erwin-Wulff Kenobis stemme bag Rune Skywalker. Igen havde Rune Skywalkers tanker distraheret ham, og han havde ikke set Erwin-Wulff Kenobis finte, der havde bragt Erwin-Wulff Kenobi bag ham. Rune Skywalker kastede sig rundt, og lyssværdene bragede sammen med en intens brummen. En skarp lugt af elektricitet steg fra sværdene fra de to jedi-krigere, der begge forsøgte at presse hinanden væk.

Erwin-Wulff Kenobi trådte pludseligt til side, og Rune Skywalker slog en kolbøtte i luften, før han landede næsegrus i det fugtige mos i Eblog-skoven. Han mærkede varmen fra spidsen af Erwin-Wulff Kenobis lyssværd mod sin nakke.

"Hold fokus!", gentog Erwin-Wulff Kenobi, hvorpå han slukkede for lyssværdet og gav Rune Skywalker et venskabeligt, men svidende klask i enden. "Du skal nok komme efter det en dag".

"Uta?" mumlede den fortumlede Rune Skywalker.

"Følge dit instinkt du skal", lød det fra Yoda Marx, der havde iagttaget kampen fra en væltet træstamme, "ikke alle smæk fra konen kommer. Nogle smæk fra andre du får! Vigtigt det er at kende forskel, hmm?"

"Jeg kan ikke", sukkede Rune Skywalker fortvivlet.

"Træning vigtig er! Heldig man kun kan være hele livet, hvis ung man dør", formanede Yoda Marx.

"Husk din træning. Du kæmpede bravt, da du trænede med Faklen i stedet for lyssværdet. Nu er det ved at være alvor". Erwin-Wulff Kenobi så strengt på sin discipel.

"En forstyrrelse i kraften jeg mærker", mumlede Yoda Marx. "Måske vor unge kriger en brik i et andet spil er". Yoda Marx nikkede eftertænksomt for sig selv, og hans gamle, grønne pande lagde sig i bekymrede folder.

Over planeten udspillede der sig samtidig et andet scenarie i en gammel fighter, der efterhånden mest af alt lignede en gammel sæbekassebil, hvor grafitti af et sjusket pentagram med teksten "Hail Satin!", der var blevet tilføjet under et bistro-stop i den billige ende af byen, stadig ikke var vasket væk.

"Keldbachha, læg så det pornoblad fra dig".

Keldbaccha knurrede og holdt fast i bladet, og kiggede bebrejdende på Hans Ole, mens han pegede på et tidligt billede af Louise Frevert.

"Jeg ved det godt, Keldbachha. Jeg har også læst det af, øh, af hensyn til mit gode overblik over alle facetter i de mere farverige sager. Det er vigtigt at holde sig ajour med den slags ... detaljer". Hans Ole baksede med kontrollerne i det slidte fartøj.

Keldbaccha knurrede fortørnet, da Hans Ole rev bladet fra ham. "Giv mig det. Jeg skal nok ... skaffe det af vejen".

Keldbaccha knurrede kort efter igen, men denne gang nervøst, mens han forsøgte at gøre Hans Ole opmærksom på noget, som Keldbaccha pegede ivrigt på gennem forruden af sæbekassefighteren. Hans Ole var dog travlt optaget af at vurdere størrelsen af bladet - eller i hver fald udvalgte dele af bladets billeder - med henblik på at finde et sted, det kunne ligge.

"Næh, giv mig et billede af prinsesse Rosenkr...", men længere nåede Hans Ole ikke, før Keldbaccha rev så hårdt i fartøjets bremse, at gamle madrester og pornoblad blev klinet mod forruden, før det faldt til sæbekassefighterens gulv.

"Hvad laver du, din perkerhund!", råbte Hans Ole, men tav brat, da han fik øje på fartøjet foran dem. Dens logo af to sorte Z'er med hvidt omrids, der krydsede hinanden i et hjul-lignende symbol på en brun baggrund, var lige foran dem. "Hvad i... det er Darth Glistrups gamle symbol. Og de har vist ikke opdaget os."

Fartøjet med Darth Glistrups symbol havde ganske vist opdaget den primitive sæbekasse, men havde valgt at ignorere dens tilstedeværelse. I fartøjet smaskede Søren the Hutt højlydt til en middag bestående af en klæg masse af kartofler med store mængder tyk, brun sovs.

"Dem slår vi ihjel en anden dag. I dag skal vi fejre al den opmærksomhed, Louise Frevert har givet os", smaskede Søren the Hutt til fætrene Krap og Longball, der sad med ved bordet. "Stol på mig. Vores strategi har aldrig slået fejl. Først lader vi en af vore officerer fortælle folket, hvad vores mål er. Det giver et ramaskrig og masser af opmærksomhed. Og vigtigst af alt, så er det folks første indtryk. Så lader vi officeren blive til grin. Det får officeren til at virke uskyldig, så officeren slipper for tiltale".

De tre partiledere skålede, og Krap tilføjede: "Og når valget kommer, kan folk kun huske, at vi sagde noget, som de var enige i, men de kan ikke helt huske, hvad det var". De tre partilededere grinede højt og indforstået, og skålede igen.

Langt væk, i den anden ende af galaksen, fik den enorme størrelse af stjernekrydseren Christiansborg det til at se ud, som om stjernekrydseren slet ikke bevægede sig, selv om den jagede gennem universet med en hastighed nær lysets.

Kejser Fogh rettede sine stikkende øjne mod sin betroede løjtnant Thorr.

"Alt går som planlagt. Søren the Hutt har gjort sit arbejde godt. Rebellerne har så godt som tabt allerede. Når kaos, destruktion og uorden hersker, vil mit arbejde være komplet. Min magt over minimalimperiet vil være total."

Han vendte sig atter mod det armerede glas på broen, og så mod stjernerne langt væk på den mørke, kosmiske nattehimmel.

(Fortsættes.)

Ved første øjekast kunne der være noget om Liberalisternes snak, når de anklager Venstre for at have lagt afstand til liberalismen. For på trods af Venstres glæde for markedskræfternes frie spil, vil de ikke have, at nogen sådan kommer og konkurrerer med Venstre. Liberalisterne må ikke hedde Liberalisterne, hvis Venstre får lov til at bestemme.

Men Liberalisterne behøver ikke være bange for, at Venstre har glemt liberalismen. Venstre følger tværtimod netop liberalismens idé om fri konkurrence i praksis: Nemlig at enhver er fri til at knuse dem, der måtte ønske at konkurrere med en. Markedskræfternes frie spil siger intet om, at ufint spil er forbudt.

Det er dobbeltmoral af Liberalisterne at gå ind for liberalisme og samtidig kritisere Venstre for at spille indenfor liberalismens rammer.

I et lille land på en lille planet i et solsystem i en fjern galakse...

Søren the Hutt smilede selvtilfreds. Alt gik efter planen. Søren the Hutt kendte rebel-miljøet fra sin tid i VS, og var ikke i tvivl om, hvad der nu ville ske.

Rebellernes prinsesse Rosenkrans var sygemeldt, og det ville hurtigt få ukoordinerede rebeller til at stikke deres hoveder op fra jordhulerne, hvor de gemte sig, hver med sit håb om at tage magten. Hvor autoritetsløse rebellerne end måtte være, så gav deres begrænsede kommunikationskanaler kun plads til få stemmer ad gangen, og som i enhver audiovisuel kommunikation uden målrettet mediepolitik var der kun to ting, der blev hørt: Markante holdninger og kønne piger.

Søren the Hutt blev fjern i blikket, da han med et svagt stik i hjertet mindedes sin fortid blandt rebellerne. Rebellerne havde haft kønne piger. Dem var der ikke mange af i det nye imperium, hvor den mørke side af kraften havde skrællet kødet af kranierne på partiets soldater. Ganske vist havde imperiet gjort store fremskridt siden Darth Glistrup ledede partiet, men ansigtsmaskerne så stadig livløse ud, med plasticskindet trukket stramt over det kunstige kød.

Rebellerne havde haft en eksotisk, erotisk udstråling. De holdt ø-lejr, nudist-camps og fri sex. Men han huskede også, hvordan han havde stået for sig selv, og ikke turdet være med. Han huskede, hvordan rebel-pigerne havde smilet overbærende ved synet af hans begrænsede manddom, og hvordan den rebelske tolerance havde været mindre overfor ham end overfor andre rebellers udstyr. Den mørke sky gled tilbage over Søren the Hutt, men følelsen af afsavn og svigt var forlængst blevet til en følelse af intenst had.

Alt dette var dog længe siden, og med Søren the Hutts plan skulle rebellernes sidste glæder også snart blive fortid.

Søren the Hutt havde holdt øje med Louise Freverts arbejde, der skred hurtigt frem, og nu var tiden inde til næste træk. Han lænede sig frem, og stolen gav sig under ham. Han slog stemme-scrambleren til, og begyndte optagelsen:

"Har du set de udtalelser, Louise Frevert kommer med på sin hjemmeside? De er værre end selv Krarups og Camres. Dansk Folkeparti er vist ved at afsløre sig selv igen".

Han trykkede på en knap, og kort efter trådte en skikkelse ind i Søren the Hutts lukaf.

"Kristian, vil du ...". Søren the Hutt afbrød sig selv, da han opdagede, at skikkelsen var en androide. Han kom altid til at forveksle imperiets androider med den læbe- og udtryksløse Kristian Maul fra Thule-selskabet. Søren the Hutt rettede sig selv: "Sørg for, at denne besked når Rune Skywalker. Men brug rebellernes eget kommunikationssystem til afsendelsen."

"Javel Hr. Hutt!", svarede androiden, og forsvandt.

Søren the Hutt lænede sig sejrsikkert tilbage med hænderne foldet bag den uklare overgang mellem hans baghovede og hans ryg, og stolen gav sig endnu engang under vægten. Nu skulle han bare vente, til Rune Skywalker gik i fælden. Efter slaget i stjerneår 2005, hvor Rune Skywalker havde mistet sin Minority Falcon i en uheldig manøvre omkring Enheds-rebellernes kraftfelt, havde han arbejdet hårdt for at bygge et nyt fartøj. Rune Skywalker ville gribe enhver chance, der bød sig, og med hans manglende træning som Jedi-ridder ville han ikke mærke, at noget var galt.

Søren the Hutt smaskede veltilfreds for sig selv, og bestilte en skål havregrød fra stjernekrydser Christianborgs kantineservice.

(Fortsættes.)

I et lille land på en lille planet i et solsystem i en fjern galakse...

Dybt inde i det mørkeste lukaf i stjernekrydseren Christiansborg sad Louise Frevert og arbejdede hårdt, mens hun hviskede med hvæsende stemme for sig selv:

"... De grinede af mig, da jeg var mavedanserinde... De grinede af mig, da jeg var i Rapport... De grinede af mig, da jeg var i Hopla på sengekanten..."

"Men de skal få at se!", råbte Louise Frevert så højt, at det overdøvede hendes holo-CD med Richard Ragnwald, der spillede i baggrunden, hvorpå hun med mere dæmpet stemme forklarede hendes overraskede veninde årsagen til det højrøstede udbrud:

"Se her - jeg har formuleret fire sammenhængende sætninger. Og ved du, hvad det betyder?"

Den oppustelige plasticveninde lyttede med åben mund, men sagde intet. Louise Frevert forsatte ufortrødent:

"Det betyder, at jeg kan sige mere, end hvad danske vælgere kan følge med i. De vil tro, at jeg har ret, og så stemmer de på mig. Mig personligt - på MIG. De grinede engang af mig, men nu kommer de til at stemme på MIG, KUN MIG! Snart vil jeg herske over hele landet!"

Louise Frevert havde netop påbegyndt en skinger latter, da døren pludselig sprang op, og Søren the Hutts fede legeme i døråbningen kastede en lang skygge i det trange lukaf. Det gav et sæt i Louise Frevert. Havde Søren the Hutt hørt noget?

Hun fattede sig. "Kom indenfor... jeg øh, jeg sad lige og glædede mig over Kejser Foghs accept af vores forslag til udryddelsen af modstanderne af det danske kulturimperium."

Søren the Hutt så udtryksløst på Louise Frevert, der gav sig i ubehag. Hun anede ikke, om Kejser Fogh havde accepteret nogetsomhelst, og hun anede ikke, om Søren the Hutt vidste det. Søren the Hutt havde en uhyggelig evne til at virke bondesnu, og gav hende altid associationer til den ubehagelige bonde ved Hjallerup marked, der havde solgt hende et kronhjortebillede, som viste sig at være malet af en indvandrer.

"Altså... jeg så det først i dag", forsøgte Louise Frevert sig, men uden held.

Endelig tog Søren the Hutt ordet. "Som du ved, indgik vi jo en aftale, da du meldte dig ind i Dansk Folkeparti."

Louise Frevert følte sig pludselig kold. Hun huskede kun alt for godt, at betroede medlemmer i partiet forventedes at ofre sig for sagen. Søren the Hutt iagttog hende med griske øjne, der bevægede sig langsomt ned over hendes figur, hvor hans blik endelig blev hængende i hoftehøjde. Louise Freverts billede af bonden fra Hjallerup forsvandt langsomt, mens Søren the Hutt begyndte at minde om hendes far. Skulle hun på øvelse med Hjemmeværnet? Ville hun ...

Søren the Hutt afbrød hendes tankerække. "Den mørke side af kraften har godt tag i dig, Louisepige. Din paranoia og dit had har næsten helt opslugt dig, og det er på tide, at vi drager nytte af det".

"Kejser Fogh er stærk, men ikke stærk nok. Han lader sig presse af venstrefløjsrebellerne. Han har været eftergivende for bøsser og lesbiske. Han svigter den mørke side af kraften".

Havde Louise Frevert været klogere, ville hun have forstået, at Dansk Folkeparti umuligt ville acceptere, at hun fik magt i partiet, når hun sådan stred mod partiets chefideologers kristne dagsorden, men de havde forlængst fået hende til at forstå, at det var de fremmedes mavedans, der havde ødelagt hendes seksualitet. Hvor hun dog hadede de fremmede!

"Du har nok hørt, at Pia vil overtage hans plads. Vi må sørge for, at Dansk Folkeparti markerer sig inden næste valg. Og det skal du hjælpe os med. Du skal gøre Pia til kejser!"

Louise Frevert drog et lettelsens suk, og Søren the Hutt fortsatte:

"Det er nu, Partiet skal markere sig. Du skal sætte ind med et angreb mod de fremmede, så ingen kan være i tvivl om vores holdninger. Du skal være vor nye Mogens Camre".

Louise Frevert mærkede varmen komme tilbage i kroppen. Mogens Camre var et af hendes store idoler. Han sagde sandheden om de fremmede, og Partiet holdt altid hånden over ham. Og han var mand. Louise Frevert troede næsten ikke sine egne ører. Det var for godt til at være sandt.

"Jeg er stolt af at tjene vort skønne land og vort fantastiske parti, Søren Espe... jeg mener, Søren the Hutt!"

Kun de nærmeste venner kaldte ustraffet Søren the Hutt ved hans virkelige navn, men han tog det roligt.

"Jeg stoler på dig, min pige. Lad den mørke side af kraften dirigere din hånd". Søren the Hutt kastede et sidste blik i Louise Freverts hoftehøjde, og forsvandt.

Louise Frevert stod stille, og nød den ukendte følelse af anerkendelse. "Vi to", sagde hun til den oppustelige veninde, der havde siddet stille under hele forløbet, "vi skal gøre Danmark hvidt".

Hun satte sig ved sin computer, og begyndte at skrive tekster til sin hjemmeside. Måske kunne hun bruge nogle af de gamle artikler, som ingen turde trykke.

(Fortsættes.)

Jyllandsposten har opnået sit mål om at få herboende muslimer til at se ud, som om de sammenlignet med den resterende befolkning er et særligt nærtagende og brokkende folkefærd. Avisen har nemlig modtaget en række læserbreve fra de herboende muslimer.

Man kunne derfor godt få den tro, at Jyllandsposten dermed havde bevist en hypotese. Men ikke hvis man husker på den folkeopstand og det enorme antal læserbreve, der blev trykt, da den kære Thorkild Grosbøll fik forklaret, at han ikke troede på Gud. Så virker den formodede danske tolerance overfor blasfemi ærlig talt lidt ulden i kanten, og Jyllandsposten har vel allerhøjst bevist, at de herboende muslimer opfører sig som alle de andre danskere.

Jyllandsposten, d. 11/10 2005 - Det muslimske terrornetværk har infiltreret de danske internetudbyderes egne netværk. I dag var adskillige danske dagblade - Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, B.T., Jydske-Vestkysten - lammede af timelange nedbrud som direkte følge af, at de havde følt sig pressede til at forlange blasfemiske tegninger af den muslimske profet.

Terrornetværket fik i løbet af natten held til at installere en muslimsk switch i netfirmaet Metropol Online, så udvalgte avisers netværkstrafik har været forhindret. Den venstrefløjsekstremistiske Politiken, der gik fri, har forsøgt at bortforklare hændelsen som en teknisk fejl, men det benægter eksperter i de danske webblog-nyhedsmedier.

"Det er ikke et tilfælde", forklarer "Polemiken". "Tekniske fejl kan ske ved et uheld, men i dette tilfælde passer det så godt ind i vore konspirationsteorier, at det ikke kan være et uheld. Har Jyllandsposten måske ikke netop forsøgt at provokere muslimer til en reaktion? Ja, her kom den så."

Andre af "Polemikens" tilhængere er enige, og advarer om, at dette blot er begyndelsen. "Det er kun et spørgsmål om tid, før private hjem med internetadgang vil modtage IP-pakker med hvidt pulver", siger en af "Polemikens" støtter.

Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) og forsvarsminister Søren Gade (V) har i en fælles pressekonference meddelt, at de vil fremsætte et lovforslag mod brug af internet-udstyr, der er i stand til at kende forskel på IP-trafik, så muslimske terrornetværk ikke i fremtiden skal få held til at blokere den frie presse.

Cindy Kuzma skriver i en artikel på Alternet om begrebet "moral panic".

Begrebet dækker over, at et samfund oplever, at der optræder en række forhold, der ikke helt passer ind i samfundets idealbillede af sig selv, så man er nødt til at revurdere sine værdier og sin samfundsstruktur. Der kan f.eks. være tale om forhold, som da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, eller der kan være tale om den mere aktuelle globalisering.

I utrygheden ser man - måske med rette - sin eksisterende kultur truet. Men i stedet for at forholde sig progressiv, hvor man selv tager ansvaret for de ændringer, der sker omkring en, og forstår ens egen rolle i ændringerne, så leder nogle i den efterfølgende utryghed efter en syndebuk - "the stranger danger", altså den "farlige fremmede", som må være skyld i alle de ting, man ellers selv skulle tage ansvaret for. Cindy Kuzma skriver:

Højrefløjens dæmonisering af indvandrere og muslimer (der altid skæres over én kam), ligner i høj grad en moralsk panik. Det er bemærkelsesværdigt, at højrefløjens angreb består i, at de føler, at vores kultur er truet, og i en sådan grad, at højrefløjen ligefrem blæser til "kulturkamp". Der indføres vanvittige love, der har til hensigt at inddæmme og straffe folk med muslimsk hudfarve. Og helt i tråd med forskernes begreb - "moralske entrepreneurer" - så ser vi Dansk Folkeparti og dele af regeringens medlemmer udråbe sig selv som garanter for den danske kultur og moral.

I Cindy Kuzmas artikel fremhæves sex som en meget drivende kraft, og det er ikke mindst den seksuelle frihed/tvang, som fremhæves i højrefløjens mange angreb: Tørklædets symbolik (for os), voldtægter, kvindesyn osv. er oftest de største overskrifter i aviserne, når der tales om indvandrere.

Man må ryste på hovedet, når man ser, hvordan de de altid prædikende højreekstremister anklager DR for at være venstresnoet. Jeg mindes f.eks. ganske tydligt, at da Dansk Folkeparti pyldrede over ikke at være blevet repræsenteret nok i medierne, viste det sig, at de faktisk var de oftest brugte.

Jeg ville gerne opfordre højreekstremisterne til at vågne op og mærke duften af det politiske klima. Men det er bare sådan, at de jo netop er højreekstremister. ALT ligger til venstre for dem. Selv hvis DR sendte 24/7 nazipropaganda, ville de højst opfatte DR som politisk neutral.

DR prøver mig bekendt ikke at være den danske udgave af Fox News for den siddende regering. Men det betyder altså ikke, at de af samme grund er talerør for nogen venstrefløj. En væsentlig del af journalistikken handler om andet og mere end blot at videregive nyheder. Ellers kunne DR-journalisterne jo bare læse op af partiprogrammerne og snakke partierne efter munden, hvilket dog sikkert stadig ville give højreekstremisterne overskæg og kramper i højre arm, når alt til venstre for Johnni Hansen blev læst højt. Journalistik handler også om at forholde sig kritisk til den propaganda, de politiske partier strør om sig med.

Guderne skal vide, at jeg ikke er synderlig imponeret over DR, der set fra venstre nemt kan give indtryk af at være regeringens talerør, men det betyder altså ikke, at jeg får paranoia om politiske motiver. Når højre-regeringen er mål for skandaler, og bliver grebet i problemer, som DR vælger at berette om, så kunne problemet jo ligge et andet sted end hos DR. For at skære det ud i pap: Det kunne jo tænkes, at DR faktisk er lige kritisk overfor alle partier, og at det bare er de borgerlige partier, der oftest gør noget kritisabelt.

Der gives talrige eksempler på, at indvandrerne har kedelige menneskelige egenskaber, som skyldes deres kultur. Den slags falder straks de politisk korrekte og pladderhumanistiske følelsesorienterede venstrefløjsfolk for brystet. Så for at gøre det tydeligt for enhver, hvorfor det er deres kultur, der er synderen, har jeg sat en række ofte brugte eksempler op i en tabel og sammenlignet dem med danskernes opførsel i og udenfor Danmark:

Trivia: "Fundamental Attribution Error" er et udtryk fra psykologiens verden, der dækker over, at man tilskriver sin egen opførsel eksterne forhold ("djævelen fik mig til det"), mens andres opførsel tilskrives interne forhold ("han er ond"). Som udtrykket antyder, er det en meget fundamental tankefejl, man begår, når man tænker sådan.

Ekstra Bladet, d. 1/10 2005 - Det har ikke været god latin i den vestlige verden, hvor det ofte er blevet forbundet med racisme, at anklage indvandrere for at lugte. Men nu kommer der støtte fra en uventet kant. Indvandrerne indrømmer nemlig, at de selv synes, de lugter.

Når muslimer vender sig med enden fra Mekka, er det for at sprede Muhammeds lugt af hvidløg, siger muslimske imamer.

Men det er ikke kun danskerne, der bliver generet af stanken. Muslimske næser er lige så følsomme som vesterlændinges næser, og især unge muslimer er begyndt at protestere. Hassan er en af dem, og han siger: "Det er forældet. Unge muslimer vil ikke holdes fast i den slags gamle traditioner". Ali, der også er en ung, sekulariseret muslim, tilføjer: "Det er ikke noget for mig, men når de kristne kan kræve religiøs skat og lave kulturjihad, så kan muslimer vel også lave hvidløgsprutter. Både kristne og muslimer generer jo folk, der ikke er som dem selv. Det betyder ikke noget for mig, om de generer på den ene eller den anden måde. Chikane er chikane".

Imamerne mener ikke, at lugten er et problem for muslimske næser. I følge Amal Bin Abdullah lærer de unge muslimske børn hurtigt gennem forståelse af Allahs ord i Koranen, at duften af Muhammeds prutter er en liflig duft af den muslimske fremtid.

Produktionen af særligt stinkende hvidløg er en stor industri i de mellemøstlige lande. Kemikere og biologer med specialiseret Koran-uddannelse arbejder på at udvikle hvidløg med meget kraftig lugt, der halal-plukkes og eksporteres til muslimer i vestlige lande.

Al Qaeda er en enorm organisation, der råder over våben og penge. Sådan bliver Al Qaeda i hvert fald fremstillet af den vestlige presse. Som udgangspunkt kunne man godt være lidt skeptisk overfor denne påstand, for i denne store konspiration er ledelsen bemærkelsesværdigt usynlig, ligesom båndene mellem de enkelte medlemmer er så løse, at de i praksis ikke eksisterer. Den slags plejer at være et tegn på, at der ikke er tale om en reel konspiration, men derimod en konspirationsteori.

Til gengæld tager Al Qaeda ofte skylden, når der er begået terror et sted, og det kunne jo godt give anledning til at tro på, at der virkelig er en stor paraply-terrororganisation ved navn Al Qaeda.

Der er bare en lille detalje, som er alt for nem at overse. Nemlig at meget små, komplet uafhængige grupper bliver inspirerede af navnet "Al Qaeda", og som vælger at kalde sig Al Qaeda, enten fordi de synes, at navnet lyder cool, eller fordi de er enige i det, som en anden gruppe ved navn Al Qaeda har gjort. Dermed er der slet ikke nogen topstyring eller koordinering af de enkelte gruppers arbejde, og hvis én gruppe kalder sig Al Qaeda og tager skylden for en aktion, så er det slet ikke et udtryk for, at alhverdens andre Al Qaeda grupper på noget tidspunkt har anet noget om aktionen eller været med i planlægningen af den.

Som udenforstående kan man meget nemt få det indtryk, at de mange små grupper er en del af én stor bevægelse ved det navn. Det er sandsynligvis en fejlslutning. Der er næppe nogen stor paraplyorganisation bag rækken af grupper kaldet Al Qaeda, bare fordi grupperne kalder sig det samme og inspireres af hinanden.

Fejlen er den samme, som hvis man tror, at alle autonome i Danmark i virkeligheden er én organisation; hvis man tror, at alle punkere er styret af én organisation; eller hvis man tror, at hip-hoppere er styret af én organisation. Der er mange smågrupper af autonome. Der er mange smågrupper af punkere. Der er mange smågrupper af hip-hoppere. Indenfor hver "subkultur" inspireres de af hinanden, men de har intet netværk, der binder dem sammen. Sådan er det sandsynligvis også med Al Qaeda-grupperne og den "hær", Al Qaeda "rekrutterer".

From:    Anders Fogh Rasmussen
To:      Eva Kjær Hansen; Brian Mikkelsen
Date:    01 oct 2005
Subject: Sådan redder vi den

Hej piger,

Jeg sad lige og læste om Louise Frevert her til morgen.
Hendes advokat har jo foreslået hende, at hun skal tørre
sagen af på hendes webmaster, og det fik mig til at
tænke på, at vi måske skulle prøve noget lignende.

Brian, for dit vedkommende er det jo oplagt, at du skyder
skylden på lydmanden ved jeres landsmøde, eller hvis han
ikke vil, skyder skylden på mikrofonen.

Eva, du kan jo prøve at overveje, at hvis man nu tager en
globus og stiller et fjernsyn ovenpå Danmark, så står det
meget skævt. Så du kan sige, at du i virkeligheden sagde
"lighed", men på grund af Jordens krumning troede alle,
at du sagde "ulige". Tove Fergo har en masse fjender, der
mener, at jorden ikke er flad, så vi kan måske skyde
skylden på en af dem.

Kærlig hilsen,
Anders

Hvis sønnen og moren havde været ikke-danske, ville højrebloggernes grædekoner have været i sving allerede. Havde sønnen og moren havde været danske, og moren havde været meget uheldig, ville nogen måske opfattet det som en ædel gerning.

Men sådan er det ikke helt, for han er ikke i familie med moren. Til gengæld er han webmaster for Louise Frevert, og har nu i følge DR taget skylden for artiklerne. Det var i virkeligheden ham, der havde lagt artiklerne der, sagde han.

Det kunne man måske også have troet på, hvis ikke det var på grund af sagens forløb. Se, Louise Frevert trak nemlig artiklerne tilbage og undskyldte for hendes udtalelser. Man må vel formode, at hun ville være i stand til at vide, om det virkelig var hendes egne udtalelser, hun blev konfronteret med af bl.a. Politiken. Ellers ville hun i stedet have svaret, at der var noget helt galt her, fordi det bestemt ikke var hendes udtalelser. Og så gik der endda temmelig lang tid - to dage - før Louise Frevert endelig "opdagede", at det var hendes webmaster, der havde skrevet artiklerne.

Sagens forløb viser derfor, at Louise Frevert prøver at redde skindet ved at tærre sagen af på sin tro væbner. Og dermed også, at hun ikke var fuldstændig helhjertet, da hun "trak sine udtalelser tilbage".