Højrebloggerne er uvant stille til lyden af skeletterne, der rasler ud af højrefløjens skabe. Og hvis de måske håber, at ingen nogensinde vil finde ud af alt, hvad Louise Frevert sagde i sine artikler, så har Eskapist været forudseende nok til at gemme Louise Freverts artikler. Der er skam mange flere racistiske guldkorn end de par stykker, Politiken tog fat i.
From: Anders Fogh Rasmussen
To: Louise Frevert
Date: 30 sep 2005
Subject: FW: Træk ærlige udtalelser tilbage
Hej Louise!
Jeg er ked af, at jeg ikke fik sat DF pp min mail
til de to "officielle" regeringspartier, så du får
den også lige.
Lad os mødes og diskutere dine forslag til ny
flygtningepolitik, de lyder som noget, vi skal
have indarbejdet i vores politik næste år.
Kærlig hilsen,
Anders
--------------------------------------------------
From: Anders Fogh Rasmussen
To: Venstre; Konservative
Date: 19 sep 2005
Subject: Træk ærlige udtalelser tilbage
Hej alle!
Meningsmålingerne har ikke udviklet sig helt som
ønsket. Det hænger sikkert lidt sammen med, at
venstrepropagandisterne har gravet en masse
data frem, som ikke passer så godt med vores
politik. Derfor vil jeg gerne have, at vi lige
klapper hesten lidt endnu.
Helt konkret så betyder det, at vi skal fastholde
illusionen overfor vore vælgere om at være
"socialdemokratiske" lidt endnu, indtil vi har så
mange vælgere, at vi kan tillade os at gennemføre
vores egentlige politik.
De af jer, der i de sidste par uger har udtalt jer
til pressen om vores politik i den form, som den
burde have været på nuværende tidspunkt,
bedes venligst omgående meddele, at I trækker
jeres udtalelser tilbage indtil videre.
Jeg ved, at det kommer til at give lidt dønninger,
og at nogen af jer måske vil føle jer lidt trådt
over tæerne, men husk, at vi skal se fremad.
Kærlig hilsen,
Anders
Eva Kjer Hansen (V) løb fra sine ord. Brian Mikkelsen (K) løb fra sine ord. Og nu løber Louise Frevert (DF) også fra sine ord.
Men det er svæt at holde kæft med tilbagevirkende kraft i disse tider, hvor der tales så meget om lagring og registrering af udveksling af information på nettet, og Louise Freverts artikler er da heller ikke helt så væk, som hun måske helst så dem i dag, selv om hun for en tid har trukket sig lidt tilbage fra sin "kamp for ytringsfrihed". Åh, de stakkels forfulgte racister - det er da også synd for dem, hvis deres umotiverede had og irrationelle vrede sådan skal holdes inde i dem selv, så de risikerer at blive gamle, bitre folk, hvis højdepunkt på dagen om føje år bliver at sidde på plejehjemmet og brokke sig over kaffen.
Midt mellem to øl på Bistroen fik en bistrogænger tid til at kommentere en af Louise Freverts artikler, som også Politiken nåede at få en kopi af, før Louise Frevert endelig mærkede duften af spinat, der steg op fra hendes fødder.
Ja, vi lever minsandten i en tid, hvor det ikke er på mode blandt højrepolitikerne at afsløre, hvad deres partier står for.
"{??!!!??} O o o o" funderer over utroskab, og efterlyser en guide til utroskab. Så langt vil jeg ikke strække mig, men jeg kan gentage nogle sandheder, som enhver mandschauvanist må få lange nosser af at tænke på. Det er også noget, der giver anledning til at konkludere, at hvis kvinder er utro, så er det på trods af vores samfund, ikke på grund af det.
Menneskets seksuelle tradition ligner vore nærmeste slægtninges: Ligesom mennesket (og modsat andre aber, såsom gorillaernes) har chimpanser store testikler i forhold til kroppens størrelse. Chimpansernes parring er langt mindre kontrolleret end gorillaernes, og det er sandsynligt, at en hunchimpanse vil parre sig adskillige gange med forskellige hanner. Derfor må hver hanchimpanse levere en konkurrencedygtigt stor mængde sæd, så den har en god chance for at blive far.
Mænds testikler er store i forhold til kroppens størrelse, hvilket må være et udtryk for, at mennesket har gennemgået den samme seksuelle udviklingshistorie som chimpanserne. Men der er flere lighedspunkter, når man iagttager generne. Videnskabelige forsøg antyder, at det er hanners konkurrence om befrugtning, der giver anledning til artsforskelle. Hos mennesket har det vist sig, at generne, der har indflydelse på mænds reproduktion, udvikler sig hurtigere end andre menneskelige gener. Interessant nok har det også vist sig, at de menneskelige gener for reproduktion har udviklet sig med samme hast som chimpansernes tilsvarende gener. Til gengæld har gorillaernes tilsvarende gener udviklet sig langsomt. Idet vi bemærker, at gener for reproduktion er et fingeraftryk af en arts seksualvaner, er det bemærkelsesværdigt, at menneskets reproduktive tendenser rent historisk langt mere er i familie med chimpansernes end med f.eks. gorillaernes.
Dette giver grund til at antage, at mennesket historisk er et dyr, der i høj grad har haft sex udenfor parforholdene, forudsat der overhovedet har eksisteret parforhold. Ydermere må der antages, at eftersom mennesket stadig udviser samme hurtige udvikling af de reproduktive gener, så dikterer vore biologiske seksualvaner stadig utroskab.
Der er også andre forhold, der antyder, at mennesket absolut ikke er udviklet til at være et monogamt dyr. Kroppens udformning er et produkt af millioner af års "best fit" til realiteternes verden. Det er dem, der har den mest hensigtsmæssige bygning, der overlever årtusinderne. Når en kropsdel har en bestemt udformning, er det oftest et udtryk for lang tids tilpasning, og kroppens udformning fortæller derfor en historie om overlevelse.
Formen af mandens penis fortæller således også en historie, og vel at mærke en historie, som religiøse mennesker helst vil være foruden. Sammen med penisskaftet virker penishovedet som en "pumpe", der presser eventuel fremmed sæd i kvindens skede ud. Dette er en interessant observation. Eftersom penis' form er meget specialiseret, og eftersom der er en så tydelig effekt af udformningen, så kan det næppe være et evolutionært fejltrin. Formen må være opstået, fordi det er de mænd, hvis peniser har haft tendenser til den nuværende form, der har haft en fordel.
Spørgsmålet er, hvorfor de har fået en fordel på grund af denne penisform. Hvis kvinderne gennem historien havde holdt sig til een partner, ville mændene med den nutidige penisform ikke have haft nogen særlig fordel, fordi det ikke ville være nødvendigt at presse tidligere partneres sæd ud. Dermed ville deres penisform næppe have antaget en pumpeagtig funktion.
Konklusionen må således være, at mændene har måttet konkurrere mod hinandens sæd, og dermed at kvinder historisk set har haft mange partnere. Det har været de partnere, der har været i stand til at vinde konkurrencen mod de tidligere partneres sæd, der har fået afkom. Penis' nuværende form afslører kort sagt, at vi (og ikke mindst kvinderne) biologisk set er en art, der ikke holder sig til en fast mage.
Endelig er der fremsat en hypotese, der kaldes "Kamikaze"-hypotesen. Den handler om en observation, hvor forskere har bemærket, at menneskelig sæd ikke bare er sædceller. Vi har længe været vidst, at der var "hurtige" og "langsomme" svømmere blandt sædcellerne, og selv om teorien bag dette fænomen (et spørgsmål om livstiden af de enkelte celler versus deres hastighed) var plausibel, har den formentlig været for simpel.
Der findes i den menneskelige sæd tre forskellige slags sædceller, der øjensynligt har hver sin opgave. Den første slags er den slags, de fleste nok ville forvente at finde: Det er "ægsøgere", som søger mod befrugtning af ægget. Den næste slags er "blokkere", der tilsyneladende har til opgave at blokere passagen gennem livmoder og æggeledere for andre sædceller. Til sidst findes der "seek-and-destroy" sædceller, der destruerer de sædceller, de måtte støde ind i.
En enkelt sædladning indeholder således de velkendte, befrugtende sædceller, men dens indhold af "blokkere" og "seek-and-destroy" celler antyder, at den mandlige forplantning nøje er forberedt på tilstedeværelsen af fremmed sæd i kvindens skede.
Der er kort sagt mange faktorer, der uafhængigt af hinanden giver grund til at opfatte mennesket som et dyr, der biologisk er udviklet til enten at dyrke sex uden for parforhold eller til slet ikke at indgå parforhold.
Formen af mandens penis er hensigtsmæssig i konkurrencen mod andre mænds sæd i kvindens skede. Vores nærmeste slægtninge i reproduktiv genetisk forstand udviser promiskuitet. Mandens sæd synes udviklet med henblik på konkurrence med andre mænds sæd.
Enkeltvis kan disse særlige egenskaber opfattes som et af naturens luner, men deres specialiseringsgrad er bemærkelsesværdig. De har tilsyneladende det samme, specifikke mål, og vi ved gennem talrige erfaringer fra andre dyr, at hanner konkurrerer om befrugtning af hunnerne. Derfor er det meget sandsynligt, at egenskaberne er opstået af én bestemt grund: Kvinder har gennem hundrede tusinder af års udvikling dyrket sex med mange skiftende partnere, og mænd har derfor ligget i konkurrence med hinandens sæd.
Vi har i nogle tusinde år har haft en patriarkalsk kultur, hvor mandlig social dominans har udbredt den holdning i befolkningerne, at mennesket er skabt til parforhold, og at især kvinderne skulle være deres ægtefæller tro. Det var der hverken dengang eller nu biologisk belæg for. Utroskab er reglen; det er menneskets biologiske lov og vores sande natur. Hvis din partner er dig utro, er det et udtryk for naturlige impulser. Hvis du forbyder din partner at være dig utro, er det naturen selv, du sætter dig op imod. At sige, at ens partner ikke må være utro svarer til at sige, at ens partner ikke må være menneske.
Ulighed fremmer ikke den økonomiske udvikling. Den hæmmer tværtimod udviklingen og skaber urimelige skel i befolkningerne.
Det skriver Verdensbanken i en diger rapport, hvor den gør op med myten om, at der er et skarpt skel mellem en politik, der sigter mod vækst, og en politik, der sigter mod større lighed.
Sådan starter DR P1 Orientering d. 28. september 2005.
Regeringen har hidtil fastholdt, at når blot de rige blev rigere, ville deres rigdom sive ned til de mindre rige. Men det er ganske enkelt forkert, siger Verdensbankens rapport.
Så nu kommer spørgsmålet: Mener regeringen, at de er klogere end eksperterne i Verdensbanken, som man jo nok måtte formode, at regeringen vil lytte til, eller vil regeringen erkende, at dens ideologi bygger på en løgn? Jeg tror desværre, at regeringen vælger løgnen.
Som det er fremgået tidligere i denne blog, er jeg ikke entydigt modstander af, at man vælger negativt ladede begreber til bestemte befolkningsgrupper, der har bestemte problemer. "Perkere" er således en gruppe mennesker med problemer af en art, som springer i øjnene. Og for 10-20 år siden, hvor kulturminister Brian Mikkelsen (K) havde sin skoletid, havde lærerne i de danske skoler et andet udtryk for særligt udfordrede børn, som tog udgangspunkt i disse børns navn. De kaldte dem for Brian-børn.
Information, d. 28/9 2005 - Den voksende udbredelse af nyhedsmedier og weblogs har gjort det stadigt sværere for højreekstremister at ignorere realiteterne. Eksperter fastslår, at denne tendens truer højreekstremisterners stolte tradition for at overse alt, der ikke støtter deres livssyn.
"Med alle de venstre- og midtsøgende nyhedsmedier og kulturrelativistiske weblogs gør Internettet det næsten umuligt for den almindelige dansker at forblive uinformeret og ukritisk overfor regeringens og den øvrige højrefløjs propaganda", siger professor Jørn Klargaard fra Syddansk Universitet, der står bag undersøgelsen. "Det er stadig muligt. Men nu kræver det en bevidst indsats at forholde sig uvidende, hvor man før blot kunne klikke videre, hvis en artikel begyndte med ord som 'regeringen kritiseres for...'".
Kim er en af deltagerne i undersøgelsen. Han føler sig ikke blot irriteret af de mange venstreorienterede weblogs. "Det er nemt nok bare at holde sig væk fra DR", siger Kim, "men når jeg f.eks. søger efter ord som 'masseødelæggelsesvåben' på Google, så kommer der straks en masse sider, som fremhæver, at denne grund til at invadere Irak byggede på en løgn. Typisk venstreorienteret propaganda".
"Jeg kan godt se, at det er vigtigt, at en sag bliver dækket fra alle sider, når en islamistisk fætter slår en søster ihjel på grund af Koranen, men hvad rager det mig, at miljøet bliver ødelagt eller der bliver givet færre penge til uddannelse? Jeg kan sgu godt forstå, at de tabte valget i 2004", fortsætter Kim.
Det danske netfirma MinimalNet har øjnet markedsandele med sit kommende produkt, DanskFilter (DF). I følge en pressemeddelelse fra MinimalNet er DanskFilter et stykke software, som samarbejder med brugerens web-browser, og som filtrerer uønskede hjemmesider fra. Dette foregår ved f.eks. at søge efter ord som "kritisk overfor" sammenholdt med navne på medlemmer af regeringen, eller positive ord i nærheden af venstrefløjs- eller midterpartier, hvorpå DanskFilter viderestiller brugeren til Dansk Folkeparti.
Dennis Jensen fra Nr. Ubehage, der også har deltaget i undersøgelsen, forklarer, at han allerede har bestilt DanskFilter. "Der er så mange muligheder for at udvide sin horisont på nettet, og jeg ville blive i stand til at få et meget mere positivt menneskesyn", forklarer Dennis Jensen, "men det ønsker jeg ikke".
Når Danmark indgår i en koalition, har Danmark medansvaret for de andres forbrydelser. Lad ikke regeringen slippe med at sige, at det var "de andre", der gjorde sådan. Regeringen er direkte ansvarlig gennem sin fortsatte støtte af krigskoalitionen.
The Times opsummerer en artikel af Gregory Paul i "Journal of Religion and Society". I denne artikel konkluderer Gregory Paul, hvad enhver satanist allerede vidste: At hvis man giver Gud og Djævel hhv. æren og skylden, i stedet for selv at tage ansvaret, og hvis man ikke vil acceptere, at mennesker er mennesker uden Guds hjælp, så går det galt.
Et af verdens mest religiøse lande - som i religiøsitet overskygger de fleste muslimske lande - er USA. I dette guds land, hvor befolkningen mener, at religiøs tro nedbringer kriminalitet, kønssygdomme, selvmord og abort, så viser det sig ikke overraskende, at virkeligheden er stik modsat. I de mest religiøse lande slår netop disse indikatorer ud, mens sækulariserede lande (såsom de skandinaviske lande) har den absolut største succes på disse målepunkter.
Den almindelige kristne paranoiavision om, at et land vil møde sin undergang, hvis ikke dets indbyggere tror på den kristne gud, er således afvist. I Gregory Pauls ord:
The widely held fear that a Godless citizenry must experience societal disaster is therefore refuted.
Eksperter føler sig misbrugt af kulturministeren, siger Politiken i dag. Det viser sig nemlig, at fodboldkulturminister Brian Mikkelsen (K) ønsker at bruge kulturkanonen til at bekæmpe Islam med ved hjælp af kulturkristen propaganda, altså at hans kulturkanon er religiøst motiveret.
Sig mig, hvor naiv kan man være? Hvordan kunne disse eksperter ikke vide, at denne kulturbrian kun ville bruge deres input i den udstrækning, det ville fremme regeringens politik? Har eksperterne glemt, hvordan regeringen behandlede eksperter, der ikke delte regeringens politik, eller huskede de det i en sådan grad, at de svarede af frygt for deres jobs?
Den eneste interesse, en minister i en borgerlig regering har for kultur, er at bruge det til at promovere kristendom, samt til at udlicitere malingen af flere kronhjortebilleder. Kultur har i deres øjne kun værdi, hvis det giver kroner i kassen, eller hvis det hylder racerene, hvide kristne. Brians særlige kulturelle indsigt i forhold til sine regeringsfæller består alene i, at han også har har en vis forkærlighed for nationalistiske sportsgrene. Alle andre kulturelle tiltag skal undgås og afskaffes. Det burde ikke komme bag på nogen ekspert. Nogle af vi andre synes jo nok, at vi så et kedeligt mønster.
Jyllandsposten berettede for nyligt, at fagfolk har barsk fagjargon, også indenfor studier, der omhandler "tosprogede elever med sociale vanskeligheder". Højrebloggerne jubler, og venstrebloggerne harmes.
Jydepottens artikel giver begge parter lidt ret, for der er detaljer, som højrebloggerne glemmer, og der er detaljer, som venstrebloggerne glemmer. Så lad mig i djævelens upartiskhedens navn opsummere de to detaljer:
Det virker oplagt, at der mangler en betegnelse. Men i stedet for at skændes om, hvorvidt den pågældende betegnelse er rimelig eller ej, så spørg dog perkerne den udsatte gruppe: Vil I kaldes "perkere", eller har I et andet udtryk, I foretrækker, at vi bruger?
Kunsthistorikere kan afsløre, hvorfor visse billeder påvirker os stærkt. I et gratis-hæfte fra Det Humanistiske Fakultet ved Aarhus Universitet om temaet "krig" tager lektor i kunsthistorie Lars Kiel Bertelsen fat i stærke og kendte billeder efter World Trade Center-attentatet, og sammenligner dem med religiøse og nationalistiske billeder, der sjovt nok ligner dem meget.
Der er stort set ikke blevet præsenteret billeder af situationer præget af rædsel, angst og nederlag fra WTC. Men der bliver vist billeder af udmattede, heroiske redningsfolk, eller overlevende, der klarede den, inden bygningen braste sammen.
Et meget kendt billede viser en gruppe brandmænd, der bærer liget af branskorpsets præst, Symon Judge. Dette sammenlignes med billedet af Jesus, der er taget ned af korset for siden at genopstå fra de døde. Billedet får samme symbolværdi, hvor den døde præst får en kristus- eller gudsfremstilling. Det er i denne symbolsammenhæng bemærkelsesværdigt, at præsten hed "Judge", altså "Dommer".
Tilsvarende ses billedet, hvor redningsarbejdere rejser det amerikanske flag i ruindyngerne af Twin Towers, som en parallel til det berømte billede fra Iwo Jima under 2. Verdenskrig, hvor amerikanske soldater rejste flaget på toppen af øen som symbol på sejr.
Om billederne er udvalgt bevidst af et dygtigt propagandapparat, eller om USAs befolkning helt ubevidst har valgt dem, fordi de følte, at billederne siger noget om deres nationalhistorie, er måske usikkert, selv om Lars Kiel Bertelsen selv er sikker på, at de er brugt bevidst som legitimering af Bush-administrationens "krig mod terror".
Men uanset om det er bevidst eller ubevidst, så er valget af billederne et udtryk for kommunikation af den kulturelle baggrund, man helst vil give andre indtryk af, at man har, eller som man gerne vil minde sig selv på, at man selv tror, man har. I forbindelse med attentatet mod WTC kommunikerer billederne fra USA den kristne genopstandelse og sejr, der i høj grad har været brugt i også den amerikanske retorik i krigen mod "ondskabens akse". Lars Kiel Bertelsen siger selv:
Billederne er jo blevet vist igen og igen. Og der er ingen tvivl om, at det har virket. USA skal som en anden Jesus genopstå og dømme de skyldige. Og genopstandelsesmyten er blevet brugt til at retfærdiggøre nu foreløbigt to krige.
Pointen med større ulighed er åbenbart, at de rige skal tage sig af de fattige, hvis man skal tro regeringens søforklaringer om deres målsætning om større ulighed, som Eva Kjer Hansen kom til at tale om lidt for tidligt i planlægningen.
Det lyder måske umiddelbart fair nok, at hvis bare de rige bliver rigere, så har de også flere muligheder for at passe på de fattige. Men det er jo nu engang sådan, at de rige netop bliver rige i kraft af, at de opsamler de midler, de fattige ellers ville have haft til rådighed; de er rige på de ikke-riges bekostning. Så hvis hele ideen med, at de bliver rigere er, at de bedre skal kunne tage sig af de ikke-rige, så er det altså mildt sagt at gå over åen efter vand. Så kunne de rige jo ligeså godt lade være med at tage midlerne til at begynde med.
Hvem ville tro en Robbin' da 'hood, der hævdede, at han bare stjal fra de fattige og gav pengene til de rige, for at de rige kunne give pengene tilbage til de fattige? Man får uværgerligt den mistanke, at det bare er en meget dårlig undskyldning og et forsøg på retfærdiggørelse, når regeringen påstår, at de rige skal være rige for at kunne tage sig af de fattige. Virkeligheden er naturligvis en anden: Nemlig at der ikke er den mindste intention om, at de riges penge skal kanaliseres tilbage til det sted, hvor de rige hentede pengene til at begynde med.
Jeg foretager med jævne mellemrum en analyse af web-loggen for at sikre vores server mod angreb. Nogle gange dukker der ved samme lejlighed interessante fænomener op, som kan være værd at tænke lidt over.
Analyserne afslørede således, at den enkeltperson, der i en bestemt periode viste størst interesse for vores blog (og med langt til andenpladsen), i følge IP-adressen var Gorilla-Galla, sfw, Jakob Fønsbo, ekstremist-blog, eller whatever hans personlighed kalder sig for tiden.
Han kan absolut ikke lide mig, hvilket han selvfølgelig er i sin gode ret til. Men hvor enhver normal person ville holde sig væk fra de ting, de ikke kan lide, har Jakob Fønsbo været en af de mest interesserede enkeltpersoner. Så interesseret faktisk, at det nærmest ligner en besættelse. Hvis han bare var "almindeligt" interesseret, ville han nøjes med at holde sig ajour, når der lige kom et nyt indlæg på blogbot.dk, eller når der var et nyt indlæg i RSS feed'et. Umiddelbart virker hans uforholdsvis store interesse lidt mærkelig, og den bekræfter i hvert fald min tese om, at han opsøger ting, han ikke kan lide. Enten det, eller også surfer han så meget mere end alle andre folk, at han alene på grund af surfing-intensitet når at ramme vores sæbekasse flere gange pr. time end alle andre.
Så er det, at man husker, at han havde (eller har?) en ledende stilling i en af de mange underorganisationer af Dialogcentret. Altså en særlig betroet stilling i en missionerende organisation, der har til formål at beskæftige sig med ting, de ikke kan lide. Så er det ikke længere overraskende, at Jakob Fønsbo som privatperson også har en pervers forkærlighed for at opsøge ting og personer, han hader. Det er jo det, der definerer hans person: I stedet for at være sig selv, finder han frem til noget, han hader, for ellers har han slet ikke nogen fornemmelse af, hvad han selv er. Det er sørgeligt at se.
Hvis nogen troede, at Bertel Haarder (V) var indvandrerfjendsk som integrationsminister, så tro om. Kammerateri er bestemt ikke forbeholdt socialdemokratiet, så når bare pengetanke som IBM og Mærsk bad om billig arbejdskraft, så skulle Bertel Haarder nok sørge for, at der kunne sluses indisk arbejdskraft ind i landet til fordel for de mange arbejdsløse danskere på feltet.
Historien skulle være bragt i Ekstra Bladet, men jeg kunne ikke lige finde den. Til gengæld er den også omtalt i ComputerWorld.
Til hr. Statsminister Anders Fogh Rasmussen:
Foreningen Nationale Satanister mener, at vi i disse skræmmende og forvirrende tider må tilsidesætte vore individuelle forskelle og støtte vore ledere. Mere end nogen sinde får har vi brug for ledere på Christiansborg, der vil stå fast i forsvaret af vore nationale interesser, både i og udenfor Danmark.
Hr. Anders Fogh Rasmussen, Deres regering har kæmpet for Danmark trods trusler om terror og indvandring, og har stået fast i en krig, der ser endeløs ud. Som nation må vi fastholde støtten af den styrke, vore ledere repræsenterer, så vi kan være stærke spillere i magtens elite. Nationale Satanister håber, at den danske regering vil værdsætte vor støtte, når den senest i 2009 igen går til valg.
Som en satanisk forening tager vi udgangspunkt i de Ni Sataniske Erklæringer af Anton Szandor LaVey.
1. Satan repræsenterer nydelse i stedet for afholdenhed!
Nationale Satanister bifalder regeringens motivation af øget forbrug gennem nedsættelse af støtten til de svage, der alligevel aldrig vil opnå en form for nydelse, der er værd at tage i betragtning. Endvidere bifalder vi regeringens holdning til miljøspørgsmål, hvor fokus bliver holdt fast på industriens fortsatte interesser.
2. Satan repræsenterer vital eksistens i stedet for spirituelle tågedrømme!
Mere end nogen sinde før har verdens befolkning haft brug for rigdom og vækst for at møde udfordringerne i den kommende æra, og vi mener, at blandt de danske politikere er det netop den borgelige regerings medlemmer, der i videst udstrækning har forståelse for denne realitet.
3. Satan repræsenterer ubesmittet visdom i stedet for hyklerisk selvbedrag!
Vi i Nationale Satanister støtter regeringen af hele vort hjerte, fordi den forstår, at det ikke er væsentligt, om verden anerkender vor deltagelse i offensiven mod Irak; det er alene vigtigt, at vi forstår at få ret.
4. Satan repræsenterer venlighed til dem, der fortjener det, i stedet for kærlighed spildt på indyndere!
Regeringen sørger på konsistent og intelligent vis at dirigere den økonomiske støtte til virksomheder med overskud, i stedet for at spilde ressourcer på uproduktive og ligegyldige velfærdsprogrammer, herunder uddannelse og ulandsbistand.
5. Satan repræsenterer hævn i stedet for at vende den anden kind!
Til dette punkt vil vi naturligvis fremhæve den mesterlige indsats i Irak, men vil også understrege vor støtte af de mange stramninger, som Justitsministeren og dennes kolleger såvel fremfører som gennemfører i den danske lovgivning.
6. Satan repræsenterer ansvar til de ansvarlige i stedet for omsorg for psykiske vampyrer!
Vort samfund er bundet sammen af energiforsyning og varetransport. Det er af yderste vigtighed, at vore energikilder og vor varetransportmuligheder er intakte. Anders Fogh Rasmussen, De lever med dette tunge ansvar hver dag, og Deres nære samarbejde med A. P. Møller viser, at De er mand til at bære det.
7. Satan repræsenterer mennesket som blot et dyr, nogle gange bedre, men oftere værre end de, der går på alle fire, fordi mennesket på grund af dets "guddommelige spirituelle og intellektuelle udvikling" er blevet det mest krigeriske af alle!
Nationale Satanister tager ligesom regeringen afstand fra den pacifistiske holdning, venstrefløjen lægger for dagen, og støtter regeringens benhårde afvisning af asylsøgere, der hævder at være forfulgt.
8. Satan repræsenterer alle de såkaldte synder, fordi de alle leder til fysisk, mental eller følelsesmæssig tilfredsstillelse!
Mens det næppe vil være strategisk velplaceret at nævne de mange eksempler på skørlevnedhed, drikfældighed, letfældig omgang med andres midler, osv., som den siddende regerings politikere har for vane at udvise, så vil vi understrege, at regeringen også på dette punkt har Nationale Satanisters fulde tillid.
9. Satan har været den bedste ven, Kirken nogensinde har haft, for Han har holdt den i live i alle dens år!
På dette punkt føler Nationale Satanister et stærkt broderskab med regeringen, der med sin fastholdelse af båndet mellem stat og kirke gør sit ypperste for at holde kirken i live.
Tak for Deres tid.
Med de varmeste hilsner,
Nationale Satanister.
Hil Satan!
I følge TV2 Nyhederne advarer religionshistoriker Tim Jensen mod, at imamer inddrages i politik. Jeg skal ikke et øjeblik modsige Tim Jensen; jeg mener ligesom han, at de muslimske præsters religiøse pladder skal holdes langt væk fra politik. Til gengæld bemærker jeg også, at Tim Jensen i følge TV2 Nyhederne siger:
En præst bør ikke forhandle med statsministeren
Lige netop denne sidste del, nemlig en præst, dækker over langt mere end blot Islam, og jeg gættede på, at peanut-galleriet på blogosfærens yderste højre ville "glemme" netop denne del. En hastigt skimning over dagens højreorienterede bloggere bekræftede hurtigt min mistanke.
Se, Tim Jensen fik sagt, at det religiøse pladder skal holdes væk fra politik, uanset om det er en muslimsk præst eller en kristen præst. Men højrefløjens islamofobiske bloggere så ganske rigtigt kun Islam. Og det overrasker jo ikke nogen, for med alle de præster, der figurerer i de selvsamme højreekstremisters politiske favorit- og tilhørspartier, og som højrebloggerne jo bestemt ikke mener skal formenes adgang, så ville det jo være lidt pinligt, hvis de skulle indrømme den slags.
De amerikanske ejere af George W. Bush (dvs. det højreorienterede amerikanske præstestyre) har nemlig igen lagt pres på ICANN i form af bureaukratiske bremser, og dermed forhindret det tiltag på Internettet, der ville give de utrolig mange pornosider et fast hjemsted i form af topdomænet ".xxx". Det skriver ComputerWorld Online i dag.
Man kan mene om pornosiderne, hvad man vil, men situationen afslører, at Internettet ikke er helt så uafhængigt, som vi gerne vil tro, og at Bush-regeringen gør sit for at presse sin puritanske kristendom ned over hovedet på hele verden.
Diskussionen om krigeriskheden i forskellige religioner har glædet højrefløjen, men som altid overser de nogle detaljer. Væsentligst er det, at det ikke er muligt at sammenligne den "rå" tekst i Koranen med den "rå" tekst i den kristne Bibel, hvis man skal nå et objektivt resultat. Islamofoberne har her en så bogstavelig tro på Koranens indflydelse, at det overgår flere fundamentalistiske muslimers tolkning, og man fristes til at spørge sig selv, om de har glemt, at religion er menneskeskabt, og derfor skal analyseres ved at se på menneskene.
Q: Men de to religioner ser jo hhv. Koranen og Bibelen som deres fundament, ikke?
Det er helt korrekt, at religionerne ser de religiøse tekster som centrale for religionerne. Men det bliver man altså ikke meget klogere af. Alene den kristne Bibel har jo givet anledning til tolkninger lige fra dommedagsprædikenerne fra paranoide kristne fundamentalister til abstrakte, "gudsløse" traditioner som f.eks. Thorkild Grossbøl i Taarbæk gav udtryk for. Det er ikke muligt at vurdere, hvilken tolkning, der er den "rigtige", for det kræver, at man ved, hvad den kristne Gud mente - og i så fald tror man jo på den kristne Gud, og er allerede i gang med en teologisk tolkning, der hverken er videnskabelig eller objektiv.
Man må derfor konkludere, at den kristne Bibel nok står på en prominent plads i den kristne religion, men tolkningen af Bibelen står så frit for, at det kun er en symbolsk plads, bogen har fået. Det samme gælder naturligvis også Islams Koran. Når kristne og muslimer henviser til, hvad der står i deres bøger, så tolker de teksten. Og når de citerer fra den oversættelse, de nu engang måtte stå med, så er det måske ordret citeret, men det ikke er tilfældigt, hvad de vælger at tage frem fra bøgerne, når de beslutter sig for at citere. Deres valg af citater er også et udtryk for tolkning.
De to bøgers egentlige plads i religionerne er således i kraft af den tolkning, som religionerne tillægger disse bøger. Det vil de færreste kristne og muslimer dog nok selv indrømme, for det kræver jo, at de indrømmer, at deres tolkning blot er én blandt andre mulige, og dermed ikke nødvendigvis "sandheden".
Q: Men hvis ikke den religiøse tekst skaber religionen, hvad skaber så religionen?
Den efterhånden udbredte forklaring er i dag, at religion skal ses som samfundets dyrkelse af idealbilledet af sig selv. Samfundets holdninger, moral osv. måles i forhold til et idealbillede, der ligesom samfundet varierer med tiden. Idealbilledet ses som "endemålet" for samfundet, og udtrykkes i mere eller mindre symbolsk form. Typisk involverer idealbilledet fraværet af alle de ikke-ideellle ting i samfundet, såsom vold, undertrykkelse, frustrationer, osv. Tankerne om idealbilledet leder til opståelsen af religioner, der inkorporerer dette idealbillede i deres visioner. Religionen kan således tages som udtryk for, hvad samfundet mener om sig selv på et givet tidspunkt, og hvordan samfundet helst ville være.
Q: Så du siger altså, at hvis muslimerne skrev mere krigeriskhed ind i Koranen, end de kristne skrev ind i Bibelen, så er det faktisk fordi den muslimske kultur er mere krigerisk end den kristne (ha, gotcha!)?
Nej, det afspejler alene omstændighederne i de perioder, hvor de to bøger blev skrevet. Ud fra hhv. Bibelen og Koranen vil det være oplagt - og sikkert korrekt - at konkludere, at de første muslimer var mere krigerisk indstillede end de første kristne. Men det er altså 2000 år siden, at Bibelen blev skrevet, og det er 1500 år siden, at Koranen blev skrevet. Kristendommen i dag kan slet ikke sammenlignes med kristendommen dengang (hvor mange kristne tror f.eks. i dag, at de er de "rigtige jøder", og at Messias kom tilbage i form af en konge allerede i de første kristnes levetid?!), og Islam i dag kan heller ikke sammenlignes med Islam dengang.
I dag er både Islam og Kristendommen så forskellige fra den Islam og Kristendom, der var for hhv. 1500 år og 2000 år siden, at det ikke giver mening at bruge den tids kulturelt inspirede skrifter som målestok for, hvordan kulturerne er i dag.
Ingen ville sige, at vi i Danmark stadig befinder os i den germanske jernalders kultur (1500 år siden). Derfor ville det også være tåbeligt at sige, at den muslimske kultur ikke havde udviklet sig i de samme 1500 år, med mindre man da ville argumentere for, at kulturen var usædvanlig levedygtig, og man i øvrigt var temmelig uvidende om historie.
Konklusion: Man kan ikke bruge Koranens og Bibelens indhold til at vurdere, hvilken af de to religioner, der er mest krigerisk. For det første er begge bøger kun relevante i form af den tolkning, religionerne tillægger bøgerne (ikke omvendt), og for det andet skal bøgernes "rå" tekst alene ses i kontekst af den tid, hvor bøgerne blev skrevet.
ed al den kritik af USAs kapitalistiske regering, som katastrofen i New Orleans har affødt, så skal der også være plads til historier, der fortæller, hvordan Bush og co. træder til med hjælpende hænder. CNN kan således fortælle, hvordan The White House nu sørger for, at oprydningsopgaverne bliver givet til de rette firmaer. Haliburton, for eksempel.
En overlæge, der var vokset op i samme landsby som jeg selv, fortalte mig på et tidspunkt:
Der er jo ikke rigtig noget galt i billedet, for forældrene og børnene kan jo godt lide hinanden stadigvæk. Men der er alligevel noget galt, som får det meste af besøgenes varighed til at bestå af pinlig tavshed. Måden at tænke på er forskellig. Værdierne er forskellige. Erfaringerne er forskellige.
Jeg håber, at jeg stadig husker overlægens fortælling, når jeg bliver gammel, så jeg kan have forståelse for, at mine børns verden måske til den tid ligger et helt andet sted end min.
Raapil er vist lidt godtroende eller optimistisk, når han mener, at det "virkelig reaktionære højres synspunkter i Danmark - og Europa - står ret svagt".
Eller måske har han bare overset, hvad de temmelig indflydelsesrige nazister racister fascister kristne fundamentalister svin ... ahem ... medlemmer af Dansk Folkeparti, Fremskridtspartiet, Venstre, m.fl. har sagt gennem tiden, og som de gennem vedholdende propaganda har gjort til nærmest alment accepteret sandhed.
Der er flere af den slags nationalistiske og racistiske propagandacitater her.
I vores kultur er folk trænet til at tænke, at et eller andet sted er der nogen, der ved, hvad der er "rigtigt". Hver persons opgave er enten at være denne person, eller arbejde hårdt for at lære gennem denne person, hvad der er "rigtigt". Det vil nok ikke komme bag på nogen, at det i vores kulturs måde at tænke på er "Gud", der sidder med den endelige sandhed, også længe efter man måske er holdt op med at have en helt bogstavelig tro på guden.
Det bliver dog stadigt mere tydeligt i videnskaberne, at der ikke er noget, der hedder "rigtigt". I stedet bør dette koncept erstattes fuldstændigt med begrebet "stadigt mindre forkert". Forskellen på de to begreber er langt større end et spørgsmål om ord. "Rigtigt" er nemlig noget, der måles i forhold til afstanden til en absolut værdi, som er et endemål. "Stadigt mindre forkert" er derimod et mål for, hvor langt vi er nået. "Rigtigt" er en angst for, om man er tæt nok på Gud. "Stadigt mindre forkert" er en glæde over ens eget fremskridt.
Det er ønsket om at være "rigtig", der skaber stive samfundsstrukturer. Men at ønske at være "stadigt mindre forkert" leder samfundet i helt andre retninger. Det opfordrer til respekt for fortidens viden og entusiasme for at bidrage til ny viden, til livslang læring, og til anerkendelse af, at der ligger en stor værdi i interaktionen mellem mennesker, der har unikke synspunkter at bidrage med.
Men det er ikke ligetil at blive "stadigt mindre forkert" i stedet for at blive "mere rigtig". Det underliggende problem er jo, at mange mennesker har en følelse af, at de ved, hvad der er "rigtigt", og ikke har den fjerneste idé om, hvordan man bliver "mindre forkert". Det lyder i deres ører, som om man vælger den næstbedste løsning på den måde. Også selv om livet selv er et monument for, at der ikke er noget næstbedst over "stadigt mindre forkert".
Omvendt er det heller ikke svært at blive "stadigt mindre forkert". Det kræver såmænd bare evner og vilje til at prøve nye ting, samt evnen til at være kritisk og at lære fra ens (og andres) erfaringer og eksperimenter. Problemet er måske bare, at en af nøglefærdighederne er kreativitet, som man vores kultur har mistet troen på, er mistænkelig overfor, eller måske helt har glemt i sin søgen efter størst mulig profit og "bæredygtig økonomi".
Man kan se, at folk tænker i baner af mere "rigtigt", når de fastholder deres egen, "rigtige" kurs, mens de aktivt bekæmper enhver anden kurs, og når de er fjendtligt stillede overfor perspektivering, herunder f.eks. kulturrelativisme.
For at kunne lære, hvad der er forkert, må vi ikke falde for fristelsen at tro, at der findes folk, der på forhånd ved, hvad der er "rigtigt". Derimod skal vi satse på, at mennesker kan indgå i grupper, hvor individerne har forskellige perspektiver, og hvor individerne stoler på, at alle individerne har kreative løsninger.
Der findes folk, der opfører sig sådan i chatrum, diskussionslister, diskussionsfora, kommentarfelter, osv., at hvis de havde siddet på en bar, ville en tilsvarende opførsel have resulteret i et velfortjent lag tæsk. De opfører sig, som om de udnytter, at modparten ikke kan række sin næve ind gennem skærmen og brække næsen på dem. Havde de stået ansigt til ansigt til deres modpart, ville de næppe turde være så grove i deres opførsel, som de er online.
Andre folk åbner op for pinligheder og personligheder, som man nok i normale situationer ville holde for sig selv, så andre ikke kunne bruge det imod en senere.
John Suler ved afdelingen for psykologi ved Rider universitet har funderet over, hvad der får folk til at opføre sig på en måde, hvor man skulle tro, at de ikke var klar over, at de indgik i en sammenhæng med andre mennesker. I en oversigt over årsager bemærker han således følgende mulige årsager, hvoraf flere af dem hænger noget sammen:
John Suler er skeptisk overfor det umiddelbare og fristende gæt, at afkoblingen fra den virkelige verden sætter folk i at udleve deres "virkelige jeg" mere, når de er online, dvs. at folks reaktion online afslører, hvordan de i virkeligheden er inderst inde.
Et hurtigt tankeeksperiment kan illustrere, hvorfor det er problematisk. Hvis en person er meget genert, men formår at virke udadvendt online, ville man gætte på, at han måske i virkeligheden var en udadvendt person. Men hvis man kun havde lært ham at kende online, og derpå mødte ham ansigt til ansigt, ville man konkludere, at han i virkeligheden er genert. Begge dele kan ikke være rigtige, og det tydeliggør, at ideen om, at folk udlever deres "inderste jeg" online, ikke holder helt.
Suler bemærker også, at denne freudianske form for lagdeling af folks psyke er et forældet syn. Den tilbageholdende del af en persons personlighed er lige så virkelig som den del, der åbnes op for online, og er ikke et "yderste lag". Det betyder så også, at hvis folk er meget åbne online, så laver de også en smutvej gennem den væsentlige del af dem selv, der "holder igen", hvilket ikke nødvendigvis er sundt.
Det tekniske medium bevirker også, at selv om visse dele af en persons opførsel fremhæves, må andre dele nødvendigvis undertrykkes af tekniske årsager. Det er f.eks. svært at vise sit kropssprog i en email. Så hvis man åbner op på visse punkter, lukker man i på andre.
Kort sagt kan man sige, at brugen af online-mediet spiller sammen med personligheden, så man i kraft af mediet nødvendigvis må opføre sig anderledes i cyberspace.
Men nogle mennesker gør mindre over gevind i cyberspace end andre. John Suler foreslår, at det drejer sig om fænomenet "self-boundary", altså fornemmelsen af, hvad der er en selv, og hvad der er andre ting. Fornemmelsen af, hvad andre ved om en i forhold til, hvad man selv ved; fornemmelsen af at bevæge sig i en ubrudt linie fra fortid, nutid og fremtid; samt ens fem sanser er alle med til at definere sin "self-boundary".
Livet i cyberspace, mener Suler, nedbryder disse faktorer. Den fysiske krop og de fem sanser har ikke længere en så vigtig rolle som i ansigt-til-ansigt møder. Følelsen af en lineær fortid, nutid og fremtid bliver uklar, når vi skifter mellem synkron kommunikation og asynkron kommunikation (såsom email). Denne ændrede tilstand af ens bevidsthed forskyder eller destabiliserer ens "self-boundary", og man bliver usikker på, hvad man egentlig selv er, og hvad andre er. Man skifter til det, som kaldes "primær procestænkning", hvor grænsen mellem ens selv og andre repræsentationer bliver udvisket, og ens tænkning bliver mere subjektiv og baseret på følelser.
Her slutter forskerens artikel desværre. Jeg ville gerne have set spekulationer om, hvad der får forskellige personer til at have mere eller mindre tendens til at "give slip" i cyberspace. Især har jeg en mistanke om, at folk med god selvtillid og god balance mellem rationalitet og følelser er mindre tilbøjelige til at miste grebet. Hvis ikke folks opførsel i cyberspace afslører deres "virkelige jeg", så kan omfanges af deres frigjorthed i en hvilken som helst retning måske være et fingerpeg i retning af deres generelle mentale stabilitet i den virkelige verden.
Hvis man ser bort fra det faktum, at ateisme er oftere forekommende blandt højtuddannede mennesker, og at troende højtuddannede mennesker som regel har en langt mere abstrakt form for tro end lavere uddannede, så er der mig bekendt ingen sammenhæng mellem evner og folks tendens til at tro på guder. En troende videnskabsmand kan kort sagt forventes at levere resultater på lige fod med en ikke-troende videnskabsmand.
Alligevel har jeg svært ved at tage en ellers begavet person helt seriøst, hvis han er troende. Hvis nu en dygtig person sagde med fuld oprigtighed, at han troede på julemanden, ville enhver trække på smilebåndet og som udgangspunkt regne med, at personen nok lavede sjov. Men hvis personen i strid med logisk tænkning og historisk viden insisterede på, at julemanden fandtes, og kom med eksempler på, hvordan en tilfældighed eller korrelation måtte være beviser på julemandens eksistens, ville folk nok ryste på hovedet af den indbildske person, der burde vide bedre end at tro på ammestuehistorier. Man ville nok også spekulere på nacissistiske komplekser, hvis personen mente, at julemanden var særlig glad for ham, og man ville være bekymret for personens sociale stabilitet, hvis personen mente, at han kun kunne være et godt menneske, fordi han blev lovet julegaver til jul.
Sådan har jeg det med mennesker, der helt uden at være flove over det, og helt uden overhovedet at have en fornemmelse af deres egen indbildskhed, åbenhjertigt indrømmer, at de tror på voksenjulemanden, som de kalder "Gud".
Hjerterum er ligesom andre rum.
Hvis der er for lidt plads, får man måske ikke sine sociale behov opfyldt, og andre gør måske heller ikke.
Er der for meget plads, bliver der så langt mellem folk, at man ikke rigtig får set så meget til dem, som man måske burde.
Hvis en person i ens hjerterum ikke vil gøre plads til en anden person, er der ikke plads til begge i rummet, uden at stemningen ødelægges. Så må den ene sendes ud, også selv om man selv har et godt forhold til dem begge.
Computerworld online beretter, at den nye Xbox 360 fra Microsoft bliver sat til salg den 2. december i år. Det passer jo godt til julemarkedet, så alle unger og unge kan nu ønske sig en Xbox 360 i julegave.
Hvad artiklen ikke beretter noget om, og som alene må drages mit spekulative hovedes til indtægt, er at der ikke vil blive leveret tilstrækkeligt med Xbox 360'ere til det danske marked, til at alle kan nå at få den til juleaften. Om det bliver på grund af tekniske vanskeligheder, distributionsproblemer eller andet, tør jeg ikke gætte på. Men jeg tør gætte på, at der kommer så få spillemaskiner på markedet, at udbuddet langt fra når efterspørgslen.
I stedet må forældrene i sidste øjeblik købe noget andet til de stakkels børn, som forældrene med julefreden sat på spil har lovet børnene i julegave. Man skulle jo nødigt skuffe de små guldklumper, når de ikke kan få deres største ønske opfyldt.
Når julen er overstået, kommer Xbox 360 på markedet. Sammen med en gentagelse af den marketingskampagne, der sikkert snart bliver skudt i gang. Forældrene har derefter ikke noget valg: De havde lovet børnene en Xbox 360, og nu hvor den er kommet, skal de ud og købe den, juleaften eller ej. Nettoresultatet er, at hvis distributørerne bevidst forsinker Xbox 360, vil forældrene købe dobbelt ind til børnene.
Vi får se til december, om jeg får ret.
Hey venstrefløj - træt af tabte valg? Træt af at skulle bruge logik og fornuft?
Hvis nogen troede, den eneste vej til Dansk Folkeparti gik gennem et medlemskab af hjemmeværnet, så fortvivl ikke. Man kan nemlig uden videre benytte denne guide til, hvordan man bliver republikaner i USA, hvis man begynder at miste revolutionsånden.
"Er samfundet intelligent?" spørger Dismedia i sin leder den 12. september. Og spørgsmålet er relevant nok. Hvis vi ser på vore handlinger i bakspejlet, er der så grund til at tro, at vi er rigtig kloge?
Det kommer nok an på, hvor kloge, dem man spørger, er. For et studium ved Cornell universitetet konkluderer, at hvis man er for dum til at forstå, at man er dum, så tror man faktisk, at man er klog - for nu at sætte det lidt på spidsen. I studiet er der udfærdiget en række forsøg, og de viser alle, at i forskellige repræsentative muligheder for at vise kompetence er det de mindst kompetente personer, der har sværest ved at vurdere, hvor i kompetencespektret, de hører hjemme - og de vurderer konsistent sig selv for højt.
Forskerne er ikke sikre på, hvad årsagen er, men foreslår, at fordi de mindst kompetente forsøgspersoner mangler de værktøjer, der kræves for at være kompetent, så mangler de også værktøjerne til at vurdere, om andre er kompetente. Sammenholdt med, at man helst ser sig selv i et positivt lys betyder det, at de vurderer sig selv for højt.
I diskussionen af resultatet foreslår forskerne, at de måske har identificeret en psykologisk ækvivalens til de resultater, neurologen Antonio Damasio fandt frem til, og som han har beskrevet i det populærvidenskabelige værk "Descartes' Error".
Dr. Damasio opdagede, at en særlig form for hjerneskade gør patienterne anosognosiske : De mister deres evne til at være vidende om meget tydelige fysiske handicaps, såsom lammelser, selv hvis deres handicap peges ud for dem. Damasio opdagede endvidere, at patienterne af en eller anden grund opførte sig, som om de var bevidst destruktive og ude af stand til at lære af dårlige erfaringer, også selv om de sagtens kunne være højt begavede. Deres manglende kontakt mellem bevidsthed og krop fik dem til altid at vælge løsninger, der blev katastrofale. I et essay i Scientific American i 1994 gik Antonio Damasio et skridt videre, idet han antydede, at mange af verdens problemer måske kunne forklares med en form for "kulturel anosognosi", hvor verdens befolkning gennem en tilsvarende manglende form for bevidsthed om deres organiske selv får os til at handle på en måde, der i sidste ende er destruktiv for os selv.
Denne væsentligste del af konklusionen drager forskerne i kompetencevurdering ikke, men jeg ville ikke blive overrasket, hvis det viste sig, at der var sammenhæng: Som samfund er vi selvdestruktive, fordi vi er for dumme til at mærke, hvad vore beslutninger og handlinger gør ved vores egen eksistens.
Så travlt, som de højreekstremistiske bloggere har med at fremhæve enkelte ekstremistiske muslimer, så er det vel på tide, at vi genopfrisker den amerikanske taliban. Og med samme logik som den, højreekstremisterne bruger, må man jo konkludere, at alle kristne er sådan, i det mindste latent. Siden er sjovt en liste over de samme folk, som højreekstremisterne ofte hylder.
Ved samme lejlighed bør vi måske mindes, at Islam opstod på et tidspunkt, hvor den arabiske verden var invaderet af kristne.
Gæt selv, hvad der sker, når Kirkeministeriet og Undervisningsministeriet lægges sammen. Kristeligt Dagblad fortæller, at Kirke- og Undervisningsminister Bertel Haarder (V) ønsker at sætte mere fokus på Folkekirkens kristendom og de bibelske fortællinger i undervisningen:
Travlt som hans parti har med at kritisere muslimer, der drager Koranen ind i undervisningen, så falder det dem sjovt nok ikke ind, at de selv arbejder i samme retning, blot med en anden bog.
Han er politiker, og han har fået magt på grund af nogle helt særlige egenskaber.
Er det Anders Fogh Rasmussen? Lene Espersen? Måske, men jeg har faktisk ikke gjort mig nogen umage for at identificere en speciel politiker. Til gengæld slog det mig, at især vore politikere er et godt match for den yderst ubehagelige person, der har den tvivlsomme ære at være en "seriebølle", der foruden de ovenstående karakteristika udviser en lang række andre ubehagelige personlighedstræk.
Den danske blogosfæres højreekstremister, der hylder den svundne tid, hvor kvinder hørte hjemme i køkkenet, fryder sig over, at "Test nationen" åbenbart viste en forskel i IK mellem mænd og kvinder, der faldt ud til mændenes fordel. 109 points til mændene, og 101 points til kvinderne.
Til alle de højrefløjsekstremister, der nu føler klogere, fordi de har en tissemand, har jeg kun ét at sige: Hvis ellers jeg kan stole på de tests, jeg foreløbig har været udsat for, ligger min IK så meget over 109, at forskellen i intelligenskvotient på 101 og 109 ikke gør mere forskel for mig, end det ville gøre for min kæreste, hvis en tissemand var 109 mm kort i stedet for 101 mm kort. Skaldede 109 points er ikke noget, der imponerer mig. Jeg er lige så langt fra IK-gennemsnittet, som gennemsnittet er fra dybt retarderede mennesker - bare til den anden side. Overvej så, hvordan jeg mon opfatter gennemsnittet.
Når gennemsnittet normalt er 100, så bør tallene give anledning til en smule undren. Men bevares, hvis vi antager, at computerbrugere - og dermed muligheden for at tage tests - måske stadig overvejende kan findes blandt de bedst stillede 80-90%, så kan man jo godt forvente et gennemsnit over 100 i den pågældende test. Og det forklarer i hvert fald ikke forskellen på de to køns resultater, der nok ligger udenfor statistisk usikkerhed. Det skulle da lige være, hvis der er flere velbegavede mænd end velbegavede kvinder, der har en computer. Men pyt, lad os tro på tallene. Jeg vil også ignorere diskussionen om brugen af ét IK-målingssystem til at komme med en talværdi frem for brugen af percentiler, der eliminerer problemet med, at forskellige målingssystemer kommer frem til forskellige IK-points.
Og lad os så tale uddannelse. En person med høj IK uden uddannelse er stadig dårligere til at bruge hovedet til at tænke med i praksis, end en person med lige knap så høj IK, der har en høj uddannelse. Hvis ens IK er mantissen, der differentierer to personers tænkning, er uddannelsen eksponenten, der bestemmer differentieringens reelle størrelse.
Ligesom tissemændenes størrelser kun betyder noget for mændenes evner i sengen, når alle andre faktorer er lige, så er gørelsen den faktor, der betyder mest. Det er gørelsen, der betyder noget; kun hvis to mænd har samme gørelse, betyder små forskelle i størrelsen måske noget.
Sådan er det med tissemænd, og sådan er det med IK.
I øjeblikket tyder udviklingen på, at kvinderne er ved at blive de bedst uddannede i landet. Så måske har mændene en lidt højere gennemsnits-IK, men det er kvinderne, der får den uddannelse, der sætter dem i stand til at bruge deres svagt lavere IK langt bedre end mændene. Mændene kan stritte så meget med deres IK, som de vil, men de skal nok indstille sig på at få en kvindelig chef, der ikke er imponeret af min-er-større-end-din dick fights.
Lyndon Lerouges konspirationsteorier er kendetegnet ved, at de benytter modargumenter som beviser. Når nazisterne udryddede seks millioner jøder, var det således i virkeligheden et jødisk komplot. Jøderne skabte et nazistparti, der udryddede jøderne, alene for at vinde verdens sympati, så den zionistiske sammensværgelse kunne få sit eget land. I Lerouges mærkelige verden bliver modargumentet til et bevis på argumentet.
Normalt er Lerouges konspirationsteorier temmelig indviklede, og man skal vende dem mere end én gang i hovedet, før man forstår den snørklede logik. Det er derfor ikke tilfældigt, at Lerouge oftest findes hos venstrefløjens konspirationsteoretikere, der i kraft af venstrefløjens intellektuelle tradition kræver argumentation og kompleksitet, modsat højrefløjens "axis of evil"-agtige konspirationsteorier, der i bedste højrefløjsstil kan sammenfattes til den sort-hvide opfattelse, at hvis bare de andre kan beskrives som onde, lugter lidt anderledes eller har mørkere hud, er de en del af et komplot.
Men ingen regel uden undtagelse. Midtimod kan således berette, at når TinTin måske skal udsættes for en ny oversættelse, så er den tilsyneladende kapitalistiske årsag i virkeligheden et kommunistisk komplot. Lerouge har skam ikke levet forgæves, heller ikke for højreekstremisterne.
For en gangs skyld er der taget et kristent initiativ, som jeg finder yderst positivt. CBiz er en "Christian Business Network"-portal, der i følge sin hensigtserklæring "samler alle kristne forretninger under et sted". Man skal tilsyneladende kunne søge efter butikker, der erklærer sig enige i den apostolske trosbekendelse (altså den, der bl.a. siger, at Gud lavede jorden, at Jesus blev undead efter tre dage, at vore rådnede kroppe bliver genoplivede, at jomfrufødsel er mulig, osv.).
For alle os, der helst ikke vil støtte den slags dødskulter, er der således skabt en portal, som vi hurtigt kan søge på, hvis vi vil se, om vi skal holde os fra en bestemt forretning. En sådan selvbestaltet blacklist er efter min opfattelse en stor hjælp.
I 1910 blev Agnes Gonzha Bojaxhiu født i en katolsk forretningsfamilie i det tidligere Jugoslavien. Hun skulle senere blive en af den kristne religions mest kendte propagandister, da hun påtog sig navnet "Mother Theresa", skabte en verdensomspændende organisation, og blev tildelt Nobels fredspris. Hun døde i 1997.
Mother Theresa er blevet verdenskendt som inkarnationen af selvudslettende ydmyghed og næstekærlighed. Hun opfattes som indbegrebet af det kristne ideal.
Og måske har de kristne dermed ramt bedre plet end de selv er klar over. Noget tyder nemlig på, at helt i tråd med den kristne måde at opføre sig på, var Mother Theresa ikke helt så ydmyg og næstekærlig endda.
I bogen "The Missionary Position" (Verso Books, 1995) gør Christopher Hitchens op med sagnet om Mother Theresa. Hitchens konkluderer, at Mother Theresas tilsyneladende ydmyge adfærd har været et røgslør for hendes egentlige motiv, som var et benhårdt ønske om at promovere den kristne tro.
Hitchens bemærker, at Mother Theresa opfordrede til støtte af diktatorerne "Papa Doc" og "Baby Doc" Duvalier i Haiti under diktatorfamiliens terrorregime, og at hun modtog over en million dollars fra Charles Keating, storbedrager i Lincoln Savings and Loans sagen, selv om hun vidste, at det var stjålne penge. Hun har allieret sig med de mest reaktionære kræfter i Indien og mange andre lande, og ledede en kampagne for at undgå, at Irland skulle opgive sit grundlovsbestemte forbud mod skilsmisse.
Hun var næppe usædvanlig intelligent, mener Hitchens, men hun var heller ikke naiv, og hun havde bondesnuhed og en instinktiv evne til altid at være på de rigtige steder på det rigtige tidspunkt. Han mener, at det var hendes evne til at få alt til at se simpelt og ydmygt ud, der var hendes virkelige genialitet.
Hun forstod nemlig altid at fremføre sig som en simpel person. Men som Hitchens bemærker, så er der langt fra Calcutta til Port Au Prince lufthavnen i Haiti, og derfra er der langt til præsidentpaladset. Man kan ikke bare tage på sådan en rejse ved at være ydmyg og klæde sig ud i en sari, for der er mange ting, der skal arrangeres og planlægges.
Da Mother Theresa første gang mødte paven i Vatikanet, kom hun i den simpleste sari, og tog bussen. Enhver normal person ville have taget sit pæneste tøj på, og kun den mest uvidende om marketing kan ikke gennemskue, at hendes opførsel ikke var et udtryk for simpelhed, tværtimod. Det var en velovervejet og opsat scene.
Mother Theresas behandligscentre i den tredie verden er i følge upartiske observatører meget uudviklede, uvidenskabelige og langt bagefter enhver moderne opfattelse af, hvad medicinsk videnskab forventes at gøre. Behandlingscentrene er i dag lige så primitive, som da de blev opført, så det er tydeligvis ikke dem, Mother Theresas ordens store pengesummer går til. Til gengæld holdt hun sig ikke selv tilbage fra de topmoderne hospitaler, da hun skulle opereres for hjerteproblemer m.m.
Det vides ikke, hvor pengene så går til, og der er ingen, der har kunnet få en revision af ordenens regnskab. Ifølge Hitchens har et tidlige, betroet medlem af ordenen estimeret, at den bankkonto, som hun havde indsigt i, havde en saldo på omkring 50 millioner dollars. Alligevel skulle søstrene i ordenen altid foregive, at de var meget fattige, og at de ikke kunne bruge penge i deres nabolag, hvor der var brug for hjælp. Men dette er blot én bankkonto; det vides med sikkerhed, at Mother Theresas orden har modtaget langt større summer i donationer fra religiøse institutioner og prisuddelende organisationer. Var disse summer blevet brugt på nødstedte, ville resultatet have været synligt.
Hvis Mother Theresa kunne siges at være ydmyg og næstekærlig, så var det blot midler til at nå et meget bevidst mål: At udbrede kristendommen, koste hvad det ville. Hun har kynisk udnyttet den tredie verdens befolkning i en marketingskampagne, hvor produktet hed kristendom. Hun benyttede kort sagt sin "ydmyghed" som kold forretning til at dække over en skånselsløs promovering af de katolske doktriner og økonomisk vinding for sin orden, og hendes færd er gået over ligene af hendes ofre i den tredie verden. Med en så hyklerisk menneskefjendsk opførsel er det intet under, at kristne opfatter hende som indbegrebet af det kristne ideal.
Hitchens antyder, at Mother Theresas metoder var forkastelige, men dermed adskiller hun sig ikke væsentligt fra den kristne kirkes tradition. Hans grund til at afsløre hendes virkelige dagsorden er, at selv ateistiske, sekulære mennesker i dag opfatter hende som "hellig", også selv om de ikke har noget religiøst tilhørsforhold. Det er denne form for religiøs propaganda, der er den farligste. Det er den populære løgn, som alle tror er sandhed, og som er langt sværere at forsvare sig mod end spørgsmål om formel tro.
Ekstra Bladet bringer en historie om, at en indvandrerkonsulent mener, at muslimer i Danmark bør advares mod, at der benyttes gelatine i medicin, der er udvundet af svin.
Formanden for lægernes praktiserende organisation mener, at det er for langt ude, hvis de skal advare mod den slags, men jeg synes faktisk, det er en glimrende idé. Lad os sætte advarsler på enhver form for medicin, der kan få religiøse mennesker til at afholde sig fra medicinen.
"Denne pille er udvundet gennem videnskabelige studier". Exit kristne.
"Denne pille indeholder gelatine udvundet af svin". Exit muslimer og jøder.
"Denne pille indeholder noget". Exit homøopater.
Osv.
De troende, der ikke modtager deres Darwin award lige på stedet, når de nægter at spise pillerne, kan benytte den mellemliggende periode til at overveje, om Allah og co. virkelig er mere værd end et svin.
Til gengæld kan Ekstra Bladet afsløre, at medicinsk forskning ellers har meget langt fremme i den arabiske verden, da Koranen blev skrevet, for:
Jeg gad godt se en henvisning til det sted i Koranen, hvor man kan finde den slags præciseringer. Det står sikkert i nærheden af det sted, hvor Koranen opfordrer folk til at styre flyvemaskiner ind i store bygninger.
Var Katrina, der skyllede både New Orleans og USAs potemkinkulisser væk, en udspekuleret terroraktion, eller var det straffen fra en gud eller djævel, der hader USA? Næppe nogen af delene, selv om tankerne da har været fremme blandt samfundets mindre rationelle tænkere.
Til gengæld var prisen for USAs kanalisering af penge til kapitalistiske interesser, at langt flere mennesker døde i New Orleans, end der blev dræbt terroraktionen mod World Trade Center for nogle år siden. Den slags konklusioner må jo give nogle ideer til resultatorienterede mennesker: Hvis et land hænger med røven i vandskorpen, så skal vandet ikke stige meget, før landet drukner.
Hvis målet med terror er chokering og ødelæggelse af kulturelle monumenter, så var aktionen mod World Trade Center-tårnene en succes. Godt nok var prisen for aktionen en ødelæggelse af Irak, men når nu Irak alligevel var en sekulær, profan og rigelig vestligt orienteret slyngel, der ikke var allieret med Al Qaeda, så var det jo ideologiske småpenge; ikke mindst når USA dermed gjorde sig upopulær hos selv forholdsvis positive arabiske lande. Man kan måske sige, at Irak ligefrem var en udmærket pris at betale for USAs renommé i - og til dels også udenfor - den arabiske verden.
Men det til en side. Hvis målet med en terroraktion er udslettelse af så mange menneskeliv som muligt, så viser situationen i New Orleans, at et lands interne selvdestruktion måske kan udnyttes effektivt. Hvis en by ligger under vandspejlet, så er det måske et spørgsmål om at sabotere digerne frem for at rette skytset mod bygninger i byerne. Alene truslen om at gøre det vil kræve en så intens overvågning af digerne, at det vil tære på landets økonomi.
Danmark ville måske ikke kunne oversvømmes, men der er andre muligheder. Vi ville hurtigt kunne mørkelægges, for de seneste års omfattende strømafbrydelser i store dele af Jylland og Sjælland har illustreret, at vi kun har meget få knudepunkter, hvorfra strømmen distribueres til resten af landet. En kratig bombe, eller et kapret fly, for nu at blive i september-ånden, ville kunne gøre underværker.
Jyllands Postens beretter i dag, at en dansk sprogforsker har konkluderet, at Islam er den mest krigeriske religion. Dette konkluderer sprogforskeren ud fra studier af forskellige religioners grundtekster. Forskeren, Tina Magaard, har givetvis ret i sine tal, og der er ikke umiddelbart nogen grund til at tro, at hun har en særlig dagsorden. Jeg vil dog alligevel efterlyse et par yderligere overvejelser:
For det første kan en religions krigeriskhed ikke alene måles som en religions agressive udtryksform. Man må også se på de våben, der reelt tages i brug, og så ser det pludselig anderledes ud. USA styres af en fundamentalistisk kristen, og har en enorm våbenkraft. En lille smule krigerisk adfærd fra dén nation har langt større følger i form af krigsødelæggelser end selv kraftig krigerisk adfærd fra nationer med begrænset våbenmagt.
For det andet står der desværre ikke, hvilke grundtekster, forskeren har støttet sig til. Har hun f.eks. brugt Luthers opfordringer til drab af alle jøder, eller har hun nøjedes med at analysere den kristne Bibel? Har hun vægtet grundteksternes reelle brug i sin analyse, og dermed givet den muslimske Hadith mere vægt end Koranen med hensyntagen til, at det faktisk er Hadith, der i muslimsk teologi bruges som udgangspunkt for, hvordan en muslim bør opføre sig?
For det tredie står der ikke, om forskeren blot har talt antallet af krigeriske erklæringer, eller om forskeren har taget hensyn til forholdet mellem mængden af "neutralt" indhold og krigerisk tale. Koranen er ret kort sammenlignet med Bibelen. Bibelen består i væsentlig udstrækning af slægtshistorier og det jødiske folks historie, og der skal således ikke mange krigerigske udtalelser i Koranen til, før den lyder relativt krigerisk. Men det er især beværligt, at Koranen bygger på, at læseren har kendskab til den kristne Bibel, hvis krigeriskhed - eller mangel på samme - faktisk ligger i Islams religiøse baggage, og derfor ikke kan ses isoleret fra den.
Islams teologi består af to dele. Den ene del er Koranen, som er det budskab, Muhammed fik fra Allah. Den svarer til den del af den kristne Bibel, hvor Moses fik Jahves lov (der forresten er temmelig krigerisk), og det giver derfor egentlig kun mening at sammenligne Koranen med Bibelens Mosebøger, hvis Koranen og Bibelen endelig skal sammenlignes. Den anden del er Hadith-rapporterne, der er beretningerne om Muhammeds liv. Hvis man sammenligner dem med beretningerne om Jesu liv, var Muhammed frihedskæmper mod et kristent herredømme, der på det tidspunkt havde betvunget det arabiske område. Beretningerne om Muhammeds liv må nødvendigvis være mere præget af modstandskamp end beretningerne om Jesu liv. Det bør ikke komme bag på nogen, at muslimer har nogle negative kommentarer om jøder og kristne i deres yngre tekster, men ikke omvendt!
For det fjerde handler kristne og jødiske tekster meget om filosofi (hvor mange engle, der kan stå på et knappenålshovede, og den slags), mens de muslimske tekster forholder sig til, hvordan man bør leve sit liv. Dermed forholder de muslimske tekster sig mere til den reelle verden, hvor krig indgår som en ærgerlig, men naturlig del af tilværelsen. Med dette udgangspunkt bør det ikke overraske nogen, at der kommer mere krigstale i muslimske tekster end i kristne eller jødiske tekster. Kristne eller jøder er heller ikke nødvendigvis mindre krigeriske, men har blot skrevet om den slags overvejelser på en anden måde i deres religiøse tekster.
Det er nok at få for langt at opfatte konklusionerne som noget "forskerpladder", som en imam hævder, men imamen har dog en pointe med, at det er problematisk at tage ting ud af kontekst. Både kristne og muslimer tager jo netop de dele af hhv. Bibelen og Koranen, som de synes, de har mest brug for, og glemmer resten. Så selv hvis den ene bog indeholder en større vægtning af krigerisk tale, så er det slet ikke et udtryk for, at denne holdning også kommer til udtryk blandt de religiøse følgere. (Det er f.eks. ikke nogen hemmelighed, at overbeviste kristnes næstekærlighed nok kan ligge på et ret lille sted, selv om der jo står i Bibelen, at de er næstekærlige.)
Dette sidste problem udtrykker, at de eneste konklusioner, man kan drage af studiet, er af teologisk og til dels historisk karakter. Hvis Tina Magaard benytter resultatet til at forklare eller forudsige de religiøse menneskers opførsel i dag, er det problematisk. I så fald benytter og tolker tolker hun teksterne religiøst, og drager derfor en religiøst baseret konklusion, der ikke siger noget om, hvordan kristne og muslimer reelt opfører sig i dag, eller hvordan de vil opføre sig om 50 eller 100 år.
Hvis noget lyder for godt, til at være sandt, så er det nok heller ikke sandt. Denne regel har altid været et godt værn mod bondefangeri, og er absolut også brugbar på Internettet.
Tag f.eks. Groupcare, der startede med at være en portal, hvor små grupper kunne oprette kalender, diskussionsforum, kontaktbog, osv. Eller tag iGroups, der tilbyder noget lignende. Hverken Groupcare eller iGroups kostede en krone.
Men så begyndte Groupcare at blive populær. Og pludselig kunne man ikke være sikker på at kunne logge på, fordi der "var for mange aktive brugere". Men hvis man opgraderede sin konto til en særlig "VIP"-konto for et fast beløb årligt, så kunne man altid være sikker på, at man kunne logge på.
Det samme med iGroups. Her installerede iGroups også en række besværligheder for de eksisterende brugere i form af ventetider, eller besværligheder i håndteringen af meddelelser, som de kan få fjernet igen, hvis ellers brugerne hoster op med de penge, det koster at få en "Pro"-konto.
Mange gratis besøgstællere kostede pludselig penge, når de nåede så langt op, at ejerne af hjemmesiderne kunne hævde, at hjemmesiden var populær.
Fælles for alle er, at der aldrig var blevet varslet indføring af gebyrer. Og fælles for alle er, at gebyrerne blev indført, når det var særlig ærgerligt eller omstændeligt at flytte til en anden, gratis service.
Den slags hedder bondefangeri. Kort og godt. Det næste bliver nok, at man kan optjene "VIP" eller "Pro"-status ved at henvise andre til Groupcare eller iGroups i bedste pyramidespils-stil.
Jeg fik først historien fra den tidlige sommer i dag. Min kræftsyge far på 76, der var stærkt svækket og kun kunne gå få hundrede meter ved egen hjælp, havde fået tildelt en elektrisk kørestol. Da han havde været i banken for at hæve penge, og var på vej hjem, tog han turen gennem et naturanlæg.
Foran ham gik to unge mænd/store knægte, og han bad dem lade ham komme forbi. Men den største af de to vendte sig om og sagde, at det ville koste 100 kroner. Min far ville ikke lade sådan en lømmel slippe af sted med den slags, så han svarede blot: "Ikke på vilkår. Må jeg lige komme forbi?" Men den største insisterede. 100 kroner, ellers kom min far ikke forbi.
Min far manøvrerede sit køretøj hen til de to unge, og rejste sig fra den. Han gik hen til den største, og jog et knæ i skridtet på ham, så han sank klynkende til jorden. Derpå vendte han sig mod den mindste, og spurgte: "Skal du have samme tur?" Den mindste var chokeret, og fik kun fremmumlet et "nej".
Min far forklarede, at han nu ville fortsætte direkte ned på politistationen for at anmelde dem. Det gjorde han dog ikke, men tog hjem.
Da han en uges tid senere var ude for at købe ind, stødte han på den mindste af de unge mænd og dennes far. Faderen forklarede, at hans søn havde været helt ude af den senere på aftenen, og at han havde forklaret situationen. Den største søn havde ikke forklaret situationen til sine forældre, men de fik selvfølgelig hurtigt sandheden fortalt.
Min far havde senere forklaret, at han i situationen bare havde tænkt på de 1000 kr, som han havde hævet, og som de lømler ikke bare skulle tage fra ham. Hatten af for gamle farmand her, for det passer godt med min indstilling. Jeg mener bestemt ikke, at man bare skal overgive pengene, hvis en lømmel kommer og truer en til at aflevere dem. De har ikke fortjent, at det sker uden kamp.
Den samme Robb Willer, der har bekræftet hypotesen om, at mænd støtter mere op om krigen i Irak, og er mere homofobiske, når de føler, at de ikke er maskuline nok, har bekræftet endnu en hypotese, der involverer krigen i Irak.
Hypotesen går ud på, at hvis regeringen (i USA) udsteder advarsler om terror, så stiger støtten til den siddende præsident. En følgehypotese går ud på, at det ikke blot er støtten til præsidenten som sådan, men også støtten til præsidentens håndtering af emner, der ikke er relateret til terror, såsom landets interne økonomi.
I en rapport, der han hentes fra forskerens egen hjemmeside, kan man læse om valget af metoden i undersøgelse af hypotesen. Og hvis du ikke allerede har gættet det, så konkluderer han, at der er en tydelig sammenhæng: Når Bush's regering spiller på terror-frygt, hjælper det på Bush's stemmer. Og det samme gælder nok desværre også Anders Fogh Rasmussen.
Den borgerlige regerings undervisningskanon kan måske være en god idé, sådan rent principielt. Det er fornuftigt nok, at vore stakkels unger ikke lærer hvadsomhelst. Men der er noget, der slår mig, nemlig vægtningen af religiøse tekster i de kanoner, der foreløbig er foreslået. For sangenes vedkommende er der rigtig mange kristne salmer, og der har sneget sig rigeligt med forfattere ind i litteraturkanonen, der beskæftiger sig med kristne temaer.
Så for at holde stilen gennem alle fagene vil det kun være rimeligt, hvis regeringen tilsvarende foreslår en naturvidenskabelig kanon, hvor 30 - 50% indeholder emner, der fremmer elevernes forståelse for intelligent design og kreationsteori; flad jord-teori og heliocentrisk kosmologi; hvordan matematik er Satans værktøj, der kan beskrive en "virkelighed", der ikke findes; hvordan matematikken bedst tilpasses Bibelens brug af samme, osv.
Lyder det vanvittigt? Ja, selvfølgelig. Men der er faktisk skoler, der underviser i f.eks. kreationsteori i stedet for evolutionsteori. Og hvis regeringen virkelig mener, at forståelsen af den kristne tankegang i dansk og sang er så vigtig, at den skal gives stor vægt, så må vi altså ikke glemme, at den selvsamme kristne tankegang gik ud på kreationsteori, heliocentrisk verdensbillede, osv. De er lige så meget en del af den kristne tankegang som den, der er formuleret i sang- og dansk-kanonerne.
Når kristendommen får en så tung vægt i sang- og dansk-kanonerne, så er det reelt lige så vanvittigt, som hvis den ovenstående (sarkastiske) vægtning i en kanon i naturvidenskab blev foreslået og gennemført.
Regeringens ideologiske tænketank tror, at de 800.000, hvoraf en meget stor del står ufrivilligt udenfor arbejdsmarkedet, i virkeligheden bare er umotiverede for at søge arbejde. Det må man i hvert fald konkludere, når tænketanken mener, at større ulighed er løsningen på problemet. Rige bliver kun motiveret til at lave noget, hvis de får flere penge, og fattige bliver kun motiveret til at lave noget, hvis de får færre penge, er tænketankens budskab.
Deres ideologi følger ikke overraskende regeringens øvrige udspil. Færre penge til uddannelserne. Færre penge til uddannelsessektoren. Færre penge til social støtte, osv. Ja, problemet den sociale arv bliver nok ikke løst lige med det samme på den måde.
Desværre går den slags udspil ud over os alle sammen, ikke blot de vælgere, der stemmer på regeringen. For jeg ville ønske, at disse vælgere kom til at smage resultatet af den ideologi, de stemmer på. Mere specifikt:
Når I stemmer på et regeringsparti, der skærer ned i støtten til uddannelse, så håber jeg, at det bliver jeres jobs, der bliver outsourced. Og når regeringspartiet svækker fagforeningerne, så håber jeg, at det bliver jeres job, der bliver overtaget af billig østlig arbejdskraft. Jeg håber, at I vil være nødt til at tage de mest nedværdigende jobs til en løn, der ikke ville kunne opretholde jeres meningsløse, overtræksfinancierede liv til ind i næste måned. Og jeg ville ønske at være til stede, når I skal fortælle jeres familie, at både hus og bil skal væk. Jeg håber, at jeres parforhold går i stykker i manglen på de penge, der holder det sammen.
Når I stemmer på et regeringsparti, der falder på halen for Indre Mission, når de bliver forargede over seksualundervisning, så håber jeg, at det bliver jeres døtre, der bliver gjort gravide som 17-årige og kommer til at leve resten af deres liv med portvin og Hallmark, afhængige af antidepressiv medicin for ikke at forbande det valg, der fik dem til at sælge deres liv for en villa, en uopdragen hund og to biler i garagen.
Når I stemmer på et regeringsparti, der lyver Danmark i krig og dermed gør Danmark til et terrormål, så håber jeg, at det bliver jeres børn, der bliver dræbt af en terrorbombe på vej i den dyre, private skole. Jeg håber, det bliver jeres børn, der tager til Irak og kommer hjem i en pose.
Når I stemmer på et regeringsparti, der øger den sociale ulighed, så håber jeg, at det bliver jer, der bliver overfaldet og efterladt en mørk aften af en økonomisk og socialt desperat person, i stedet for at det bliver en anden i samme situation, der bliver offer.
Når I bliver syge og skal på hospitalet, så håber jeg, at det bliver jer, der kommer til at lide resten af jeres liv på grund af fejl begået af et personale, der er stresset af underbemanding og tidsnød.
Når I bliver gamle og har brug for pleje, så håber jeg, at det bliver jer, der sidder som den gamling på plejehjemmet, som der ikke er tid til at se efter, og som kommer til at ligge i sin eget afføring i sin seng hele dagen. Og jeg håber, at det bliver jer, der dør af vanrøgt i jeres hjem, fordi der ikke er ressourcer til hjemmehjælp.
Er det for hårdt sagt? Nej - for det er jo netop den slags, I ønsker om os andre, når I stemmer på jeres partier. I har kort sagt fortjent at dø; langsomt og pinefuldt, foran ansigterne af jeres børn, der vil vokse op og blive nogle ligeså intolerante og reaktionære røvhuller som jer selv.
Hvis nogen ligesom jeg skulle have bemærket, at der til tider er en mærkelig fascination af mænd og mandlighed blandt folk, der meget aktivt støtter krigen i Irak, så er det måske slet ikke tilfældigt.
Et studium ved Cornell University viser nemlig, at når mænd føler sig usikre på deres egen maskulinitet, så bliver de mere interesserede i de store "sports utility"-biler, de bliver mere homofobiske, og de støtter krigen i Irak. Som der blandt andet berettes:
Det er en konklusion, der er meget underholdende at have i baghovedet, når man f.eks. støder på en blog som 37 grader, Projekt remaskulinisering, og den slags. Man kan næsten ikke undgå den snigende tanke: Kanske deres motivation er, at deres overarme er lidt tynde, skulderbredderne lidt smalle, og tissemændene lidt små.
USA er ikke er i stand til at opretholde ro og orden den af landets egne byer, der blev ramt af en forudset naturkatastrofe. Det er da lidt tankevækkende, at det selvsamme USA mener, at det kan skabe ro og orden i andre lande, hvor USA skaber langt større ødelæggelser end dem, som orkanen Katrina forårsagede.
Et forhold til en anden person bygger på en række elementer, som personerne opfatter som vigtige. Disse elementer kan være fælles interesser, forelskelse, den andens personlighed, gensidig tillid, og kan også indeholde foranstaltninger såsom etiske og moralske regler, sociale forskrifter, eller rent praktiske foranstaltninger, såsom job- eller bofællesskab. Et forhold indeholder også en lang række mindre vigtige elementer, som man bliver fælles om efterhånden.
Uden at strække analogien for vidt kan de vigtige og de mindre vigtige elementer i et forhold sammenlignes med kunstværker på et museum. Ligesom det er de store kunstværker på et museum, der gør udstillingen attraktiv, er det de væsentlige elementer i et forhold til en anden person, der opretholder forholdet. Og ligesom en attraktiv museumsudstilling med en håndfuld hovedværker indeholder en lang række mindre kunstværker, indgår der også en lang række mindre vigtige elementer i et forhold.
Både i museet og i forholdet kan de mindre vigtige elementer fjernes eller udskiftes, uden at udstillingen eller forholdet bliver ændret af den grund. Hvis en person i et forhold f.eks. kommer til at tabe et 12-personers kaffestel fra Ikea på gulvet, vil det sikkert give en dårlig stemning et kort stykke tid, men det er en situation, der nemt kan tilgives, fordi den kan genoprettes eller måske helt glemmes. Det kan også tilgives, når man i vrede siger ting til hinanden, som man ikke mener. Det kan endda tilgives i mange situationer, hvis man i vrede siger ting til hinanden, som man mener.
Men hvis et af de store værker fjernes fra udstillingen eller ødelægges, bliver udstillingen markant mindre attraktiv. Det samme sker for et forhold, hvis et af de vigtige elementer i et forhold skades.
Hvis gensidig tillid er væsentligt i et forhold, bliver forholdet aldrig mere det samme, hvis en person i forholdet bryder tilliden. Det er muligt at tilgive personen, at han eller hun begår tillidsbruddet, men ingen tilgivelse kan genoprette tilliden. En person, der i en ubehagelig henvendelse afslører sin frastødende personlighed, kan tilgives henvendelsen og dens indhold, men ingen tilgivelse kan genoprette indtrykket af personens personlighed. Det tager en helt generations tid at genoprette den slags.
