januar 2009 Archives

"Finansgrisen":

Blandt dele af den ekstreme højrefløjs litteratur foreslås der, at hvide mennesker indgår "alliancer" med deres fjender. For eksempel finder man i "The Turner Diaries" (som flere steder anses for at være en "Bibel" for nynazistiske og højreracistiske bevægelser, selv om det er fiktion) en beskrivelse af, hvordan det ariske broderskab varetager en radiokanal, der henvender sig til sorte, idet de sorte på denne radiokanal opfordres til at angribe de hvide. Hensigten med radiokanalen er at få de sorte til at plage de hvide mennesker så meget, at de hvide, der stadig er tolerante, lærer at opfatte de sorte som fjender: Det er omvendt psykologi.

Når den ekstreme højrefløj benytter sig af en sådan taktik på i hvert fald ideniveauet i deres "lærebøger", er det rimeligt nok at være en smule varsom overfor motivationen for øvrige foreslåede eller udtrykte alliancer. Kunne man måske ligefrem forestille sig nazister udtrykke støtte til jøder?

Jeg ser ikke noget større problem i, at Søren Pind (V) har et større antal sær­de­les fugtige for­ret­nings­mid­da­ge på samvit­tig­he­den. Det kræver ikke megen viden om ledelse, før man er klar over, at en stor del af ar­bej­det handler om kom­mu­ni­ka­tion, hvor man mødes ansigt til ansigt, og at det har en stor og kon­struk­tiv be­tyd­ning - også selv om mødet set udefra ikke så ud til at be­skæf­ti­ge sig hverken meget eller dybt med emnerne. En god druktur kan sagtens være en positiv social sam­men­ryst­ning, som kan være godt givet ud.

Det kan være lettere pro­ble­ma­tisk, hvis han har sendt reg­nin­gen videre til kom­mu­nens skat­tey­de­re set ud fra den be­tragt­ning, at han nok ville have holdt noget igen, hvis det var hans egen løn, pengene skulle trækkes fra. Man kan også diskutere, hvor gennemtænkt de eventuelle beslutninger må har været, men på den anden side virker de fleste af den borgerlige regerings beslutninger som noget, der er begået under påvirkning af væsentligt stærkere rusmidler end snaps.

Søren Pinds undskyldning er derimod symptomatisk for Venstre, som Center for Vild Analyse påpeger. Dét er et problem.

Jeg har sagt det før, og jeg skal gerne sige det igen og igen og igen: Højtlønnede vil ikke begynde at arbejde mere, bare fordi topskatten bliver sat ned, for de arbejder allerede så meget, som de må.

Argumentet for, at topskatten vil motivere folk til at arbejde, fordi de tjener relativt mere på den ekstra indsats, kaldes "gulerodseffekten". Men den vil være meget begrænset, hvis folk allerede arbejder så meget, som de må. Så er der modsvarende "hængekøjeeffekten", der siger, at folk, der p.t. er plaget af topskat, i stedet vil glæde sig over, at de nu har flere penge til rådighed, og bruger dem til at købe sig til mere fritid.

Men der er en gulerodseffekt mere, som jeg har en nagende anelse om, at CEPOS og co. ikke har overvejet - eller måske værre, nemlig at de har undladt at fortælle om den: På samme måde, som man kun ser en lille del af de penge, man tjener på en ekstra times arbejde, sådan ser man også kun en lille del af profitten, hvis man forøger prisen på enhver anden vare end ens arbejdsindsats. Med andre ord vil en fjernelse af topskatten gøre det mere attraktivt at gøre varer dyrere, fordi man med en nedsættelse af topskatten tjener langt mere penge pr. ekstra krones prisforøgelse, end man gør i dag. Alt vil blive dyrere, og det kommer kun de erhvervsdrivende til gode.

Den her er sgu for god:

I det hele taget er Bizarro et besøg værd.

Hvis jeg havde en krone for hvert blogindlæg om Linux, der handlede om de første fem (plus/minus nogle stykker) ting, man bør gøre, når man har installeret en Linux-distribution, ville jeg have rigeligt råd til en Windows-licens. Er det ikke et tegn på, at Linux "mangler" noget?

Jo, vil nogen nok hævde, især fordi de "sidste ting" normalt er stort set de samme for alle Linux-distributioner - de er især relaterede til multimedie.

Men ved nærmere eftersyn burde det være klart, at det bestemt ikke er et udtryk for, at Linux på nogen måde er værre end alternativerne. Mens jeg var Windows-bruger, havde jeg også en "standardliste", der skulle løbes igennem, når jeg for gud ved hvilken gang måtte reinstallere Windows. En installation af Windows var bestemt ikke begrænset til blot at lægge Windows ind på computeren. Bare lige fra toppen af hovedet var der i hvert fald følgende ting, der skulle gøres. Du behøver ikke læse listen i detaljer, blot du bemærker, at listen er ret lang, og at den kræver en del CD-jonglering og besøg på forskellige hjemmesider:

• Opdatering af Windows, typisk ad flere omgange med reboot imellem (via Windows Update).
• Installation af Norton Antivirus (via CD plus oprettelse af betalingsabonnement).
• Installation af Microsoft Office (via CD).
• Installation af Firefox (via produktets hjemmeside).
  
• Installation af Acrobat Reader (via produktets hjemmeside).
• Installation af Flash (via produktets hjemmeside).
• Installation af ICQ (via produktets hjemmeside).
• Installation af MSN Messenger (via produktets hjemmeside).
• Installation af Skype (via produktets hjemmeside).
• Installation af Codecs (principielt via mange forskellige hjemmesider, men Gordian Knot fra én hjemmeside var nu også okay).
• Installation af Java (via produktets hjemmeside).
• Installation af PhotoShop (via CD).
• Installation af CorelDRAW (via CD).
• Installation af ACDSee (via CD).
• Installation af PowerDVD (via CD).
• Installation af Microsoft Money (via CD).
• Driver til motherboard (via CD).
• Driver til netværkskort (via CD af indlysende årsager).
• Driver til mus og tastatur (via produktets hjemmeside - heldigvis er Logitechs tastatur- og musedrivere kombineret i én pakke).
• Driver til grafikkort (via produktets hjemmeside).
• Driver til printer (via produktets hjemmeside).
• Driver til lydkort (via produktets hjemmeside).
• Driver til webcam (via produktets hjemmeside).
• Driver til scanner (via produktets hjemmeside).
• Opdatering af samtlige CD-installerede applikationer en ad gangen (via de respektive produkters hjemmesider).

Så kører det. Andre folk vil nok have andre krav, men det var altså min 25-trinsraket (og jeg har helt sikkert glemt noget - ud over alle driverne, som Jesper Jarlskov mindede mig på i en kommentar) for en komplet Windows-installation. I øvrigt koster halvdelen af ovenstående applikationer en god slat penge.

Pointen? At selv om en Linux-installation for så vidt først er rigtig god, når man har lavet en "efterbrænder" med "de første ___ ting", så er de mange forslag, man kan finde på nettet, intet mod det, der kræves på Windows. Hverken i besværlighed, pris eller omfang, og så har jeg ikke engang nævnt, at min betalingssoftware var ret forældede versioner. Mange af de ovenstående "ting, man skal gøre" findes derimod på Linux lige fra starten.

Danskhed er formentlig i det store hele det samme for en dansker, som russiskhed er for en russer, eller brasialianisme er for en brasilianer. Tilsvarende må det at være udansk eller "imod Danmark" være det samme for en dansker, som det må være for henholdsvis en brasilianer eller russer at være anti-brasiliansk eller anti-russisk. Det har nok i det hele taget været det samme at blive kaldt anti-landsmand, lige siden kong Akab i den kristne myte (i Første Kongebog i den kristne Bibel) kaldte Elias for en mand, der bragte ulykke over Israel og derfor skulle fordrives.

Omstændighederne, hvor den slags anklager er blevet brugt, har også været de samme siden den mytiske tid, hvor Akab ledede landet som diktator: Da brasilianere blev kaldt for anti-brasilianske, var det under brasilianske generalers militære regimer. Da russere blev kaldt anti-sovjetiske, var det under sovjettidens diktaturer. Kinesere blev kaldt landsforrædere under Mao. Betegnelserne er gennem historien blevet brugt om folk, der var kritiske mod systemet, eller som kæmpede for indbyggernes rettigheder og muligheder overfor systemet.

Hvis der blev fremstillet en film med titlen "Utyskerne" i Tyskland i dag om folk, der var kritiske mod den tyske regering, ville filmens bagmand blive til grin, men i 1930'erne var det særdeles farligt at blive betragtet som u-tysk.

Politiet gør en stor indsats for at sikre, at deres betjente opfører sig korrekt på arbejdet, og f.eks. ikke kalder folk for "perkere" eller begår grove anholdelser. Derfor skal alle betjente igennem en særlig egnethedstest, der skal sikre, at man kun ansætter personale, der forstår at gennemføre politiets opgave på bedst mulig vis.

Denne egnethedstest er naturligvis fortrolig, men det er alligevel lykkedes for denne blogs indehavere at få adgang til den. Her bringer vi for første gang et uddrag af politiets egnethedstest:

Manden, der angreb en børneinstitution i Belgien og dræbte eller sårede de fleste af børnene, har helt forståeligt efterladt Belgien og flere omkringliggende lande i chok. Man står med følelsen af at ville hævne sig, men ved, at det hverken vil forhindre eller hjælpe. Man står med følelsen af en meningsløs adfærd, som man umuligt kan gardere sig mod, fordi manden tilsyneladende var dukket op ud af det blå, og var ikke stukket af fra en institution som først antaget. Der er intet, der forhindrer, at den slags kan ske hvorsomhelst og nårsomhelst. Manden selv er åbenbart sindssyg, og er ikke i stand til at kontrollere sine egne handlinger. Skylden er uklar - nogen burde gøre noget. "Man" burde holde øje med ham.

Der opstår en svag fornemmelse for udtrykket objektiv vold, som Center for Vild Analyse præsenterede for nogle måneder siden. Det dækker over, at man på organisatorisk niveau - kommunalt, amtsligt eller statsligt - deler vinding og tab i porten. Når f.eks. fartgrænsen hæves for at lade folk komme hurtigere frem, øges antallet af trafikuheld. Dette er en kalkuleret vinding med et kalkuleret tab. Det kalkulerede tab, som man accepterer i lyset af det, man vinder, er den objektive vold. Fordelen ved storbyerne kan ikke opnås uden at acceptere ulemperne, for de er ikke problemer men følgevirkninger, og er noget, vi må lære at leve med, hvis ikke vi vil eliminere fordelene. Det er ikke muligt at komme den objektive vold til livs uden også at fjerne de fordele, som den objektive vold skyldes.

Og når distriktspsykiatrien nedlægges, bliver der i mindre eller slet ingen grad holdt øje med, at psykisk syge husker at tage deres medicin. Resultatet har vi allerede set her i landet, hvor der er dukket flere sager op om voldelige psykisk lidende personer. Volden, der blev begået af den sindsforvirrede mand i Belgien var personlig vold begået af ham, men kan lige så vel udtrykke objektiv vold begået af det system, der har vurderet, at økonomiske midler var bedre brugt andetsteds end på tilsyn med sindsforvirrede mennesker.

Det centrale problem i politiets "perlesag" er, at “Perlemor” Hanne Bech Hansen holder hånden over politiet, når det udtrykker sig nedladende, for det sender et signal til hele politistyrken om, at en sådan adfærd dermed er godkendt.

Den sproglige forvirring ved perletiet under dets henvendelse til en demonstrerende perlestinenser har fået Perlemor Hanne Bech Hansen til at foreslå, at perletiet får udleveret en rejseperlør. Her kan de oftest benyttede ord og vendinger kan slås op, så perletiet kan henvende sig til folk på mere perlamentarisk vis. Dermed kan der undgås yderligere perlaver omkring sagen, mener Perlemor.

Det vides allerede, at "perle" fremover vil være det officielle udtryk for perker, hvorved ordet perlehøne dækker over den kvindelige af slagsen. Står flere af disse i kø, omtales det som en perlerække.

Under perlefiskeriet (anholdelsen) dækker ordet "perledykker" over en anholdt person, der ligger på maven i dobbelt håndlås, før han får perlearmbånd (håndjern) på og ført gennem perleporten (fængselsdøren) til sin celle. Perlevenner, der arbejder under cover i indvandrermiljøer, hjælper perletiet med at identificere mistænkte perler.

Jeg har foretaget nogle undersøgelser af lydsporet i forlængelse af seneste indlæg om politiets påståede brug af udtrykket "perler" i stedet for "perker".

I to omgange har jeg identificeret frekvensbilledet af baggrundsstøjen og fjernet denne del fra lyden. Denne teknik er desværre langt fra ideel, idet menneskelig tale ikke låner sig særlig godt ud til sådanne støjreduktionsteknikker, og med de mange råbende og talende mennesker bliver også betjentens tale påvirket. Efterfølgende har jeg forstærket de dele af betjentens udtryk, der druknede i samtidige råb.

Jeg er nået frem til, at det afhænger af, om jeg forstærker det ene eller andet sted, om der fremkommer en L-lyd eller en K-lyd, så jeg kan ikke ud fra mine forsøg på at rense lyden afgøre, om betjenten siger "perker" eller "perle".

Hvad der derimod ikke ændres af nogen form for efterbehandling af lyden, er at der i første stavelse opleves et "dyk" i udtalelsen. Hvis man f.eks. udtaler navnet "Haarder" (altså som i Bertel Haarder) samt ordet "horder" (som i horder af kvæg), så er de næsten ens, bortset fra, at Haarder udtales med en svag pause før R'et, der giver et kort "dyk" i lyden, mens luftstrømmen kortvarigt bremses.

Det samme kortvarige "dyk" optræder i første stavelse af betjentens udtalelse. Og så kan folk jo selv prøve at se, om det er i ordet "perker", eller om det er i ordet "perle", at de kortvarigt standser luftstrømmen med et følgende "dyk" i lyden.

En mulig forklaring på, hvorfor det godt kan lyde som et "L" i stedet for et "K" (eller et hårdt "G", som det jo nærmest er i ordet "perker"), er at et "L" er mere "vokalagtigt" (dvs. stemt) end det hårde K. Den korte "K"-lyd vil nemt drukne i baggrundsstøjen. Modsvarende bidrager baggrundsstøjen med et stemt, "vokalagtigt" lydbillede, som gør det muligt at tro, at man hører en "L"-lyd. Lydkomprimeringen i videooptagelsen giver ikke de helt store umiddelbart hørbare artefakter. Men den giver ikke desto mindre en ganske svag "dåselyd", hvor stakkato-agtige "K"-lyde undertrykkes, og de enkelte lyde glider mellem hinanden som en svagt varierende, stemt tone. Jeg vil dog ikke tilskrive lydkomprimeringen den store effekt.

Min konklusion er derfor, at betjenten sagde "perker".

Update: Modkraft oplyser, at der kan være blevet sagt "perle", idet en kilde ved politiet siger til Modkraft, at dette udtryk er politiets bevidste forvanskning af ordet "perker". Det gør dog ikke politiets sag bedre, og på baggrund af intonationen af første stavelse mener jeg stadig, at der er blevet sagt "perker".

I for­sø­ge­ne på at bort­for­kla­re, at en betjent kaldte en de­mon­strant for "perker", prøver Kø­ben­havns politi nu at binde os en hi­sto­rie på ærmet om, at han i vir­ke­lig­he­den ikke sagde "perker" men "perle". Og det skønt be­tjen­tens in­to­na­tion af første sta­vel­se er tem­me­lig markant.

Kan I så fatte det, perler. I den for­bin­del­se vil jeg også afvise ryg­ter­ne om, at jeg skulle have kaldt be­tjen­ten for et "volds­li­der­ligt ra­ci­stisk pan­ser­svin". Jeg sagde "Ib", men det kan jo være svært at høre forskel.

Jeg troede faktisk, at politiet ville dække over situationen på deres sædvanlige måde, dvs. hvor ingen kan huske, at det blev sagt, og da i hvert fald ikke, hvem der sagde det. Men når betjenten åbenbart var genkendelig på videoen, er det jo forståeligt, at de må dække over ham på anden vis, grotesk som det bliver. "Perler" - Politidirektør Hanne Bech Hansen sender dermed det klare signal til hele politistyrken og alle vi andre i øvrigt, at en sådan adfærd accepteres, og at politiet nok skal dække over dem. Flot arbejde, Hanne. Det skal vi nok huske dig for.

Men det gør det jo unægteligt langt nemmere at slippe for eventuelle injuriesager fremover, hvis man kalder diverse medlemmer af Dansk Folkeparti for racister eller nazister med navns nævnelse. Man kan jo altid kan hævde, at man sagde "artist" om f.eks. sangfuglen Morten Messerschmidt, eller "nudist" om f.eks. filmstjernen Louise Frevert.

Det er sikkert en bestemt type mennesker, der søger jobs, hvor man kan gå i uniform og bære våben, men derfor skal man ikke skære hele politiet over en kam. Det er sikkert bare de svagere begavelser hos dette stolte korps, der kan præsentere følgende perler (ha!) fra det virkelige liv, der langsomt og sikkert har ødt af min respekt for det danske politi.

I min studietid, hvor politiet med mellemrum pilkede studerende uden lys på Hadsundvej i Aalborg, måtte jeg også bide det forbandede uheld i mig, at lige netop den ene dag, hvor min forlygte var gået i stykker undervejs, var der også lygtekontrol. Det var dog så forholdsvis lyst, at jeg (til min snare fortrydelse) fandt det sikkert at køre forbi betjenten, der på det tidspunkt var i færd med at notere en anden cyklist.

Pia Kjærsgaard (DF) udtalte i går aftes til DR nyhederne, at Anders Fogh Rasmussen (V) handler uansvarligt, når han udnytter finanskrisen som argument for at stemme ja til euroen. Jeg er enig, selv om det måske nok er muligt at bilde sig ind, at Anders Fogh Rasmussen faktisk oprigtigt mener, at Danmark ville stå stærkere i finanskrisen, hvis vi havde haft euroen som møntfod.

Jeg ville endda nok have brugt stærkere ord end det, men så ville jeg mangle ord til det, Dansk Folkeparti gjorde, da finansloven skulle forhandles på plads: På trods af, at den handler om fordelingspolitik og har langt større budgetter på dagsordenen, end finanskrisen rykker ved, valgte Dansk Folkeparti alligevel at tage den som gidsel for at få gennemført en udlændingepolitik, der virkelig ikke har noget med finansloven at gøre.

Hvis Anders Fogh Rasmussens udnyttelse af finanskrisen som argument for euroen er uansvarlig, så skal der meget hårde ord til at beskrive Dansk Folkepartis opførsel til sammenligning.

Ingeniører er om nogen vant til udtrykket "for practical purposes", der ikke har nogen god dansk oversættelse. (Jo, "til praktiske formål" er den korrekte og dækkende oversættelse, men dette udtryk benyttes bare ikke, og så ved man ikke, hvad det hentyder til). Udtrykket dækker over, at ens resultater eller metoder måske ikke er helt så præcise og stringente, som en matematiker eller fysiker ville kræve, før de ville finde det bevist, at resultaterne eller metoderne ville virke i praksis.

Men ingeniørerne skal dog lære, hvad udtrykket dækker over. Under en forelæsning spurgte en elev derfor, hvad professoren egentlig mente med "for practical purposes", og det forklarede professoren således:

Først kaldte professoren fem unge mænd og fem unge kvinder ned fra salen i auditoriet. Han bad dem stille sig op i to rækker overfor hinanden: Kvinderne ved den ene væg, og mændene ved den anden.

"Move closer as you stay in line". De to rækker bevægede sig tættere på hinanden.
"And closer". De studerende bevægede sig igen tættere på hinanden.

Dette gentog sig et par gange, lige indtil de stod med næserne næsten mod hinanden, og professoren råbte:

Der står noget om, hvem denne blog henvender sig til, øverst på siden. Altså oppe i grafikken. Foran flammerne, de der gule/røde nogen. Lige under teksten "Aminas og Oles sæbekasse". Det med gråt. Det til venstre for Baphomet-figuren.

Læs det venligst, og ret jer efter det. I ved godt, hvem I er.

Historien er ikke helt ny længere, men det er Mikkel Warmings (EL) forslag om at omdøbe en del af Israels Plads til Palæstinas Plads på den anden side heller ikke. Uenigheden og skænderierne er til gengæld lige så aktuelle, som da ideen første gang blev fremsat, vist nok som provokation. Lad mig foreslå en løsning på problemet:

Israels Plads gøres til Israels Plads på samme måde, som Palæstina er blevet gjort til Israel.

Derfor: Israels Plads forbliver således, hvor den er, og med samme navn. Og så skal den udvides lidt ind i Ørstedparken, der ved samme lejlighed bliver omdøbt til Israels Plads. Når det er sket, udvider dette større Israels Plads til nye naboområder, der også fremover skal kaldes Israels Plads. Med tiden vil der være nogle enkelte steder i Københavnsområdet såsom Christiania, der stadig ikke hedder Israels Plads. Dem kan vi så kalde for Palæstinas Plads, så længe det varer.

Jeg har fulgt til­stræk­ke­ligt med i psy­ko­lo­gi, re­li­gions­vi­den­skab og fi­lo­so­fi, til at jeg kan udtale mig rimelig kva­li­fi­ce­ret i forhold til lægmand. Det skyldes delvist Aminas fag­ud­dan­nel­se (ba­che­l­or i psy­ko­lo­gi, masters i re­li­gions­vi­den­skab), men også i nogen ud­stræk­ning mine egne, helt ure­la­te­re­de til­nær­mel­ser til emnerne, der in­vol­ve­rer uni­ver­si­tetslæ­re­stof frem for po­pu­lær­vi­den­skab.

Derfor ved jeg også mere om re­li­gion m.m., end mine tem­me­lig kon­tan­te ud­mel­din­ger her på bloggen giver indtryk af. Det er ikke til­fæl­digt, at jeg vælger den "af­stum­pe­de" ind­gangs­vin­kel frem for den per­spek­ti­ve­re­de, for­stå­en­de og to­le­ran­te.

Jeg kan for­ment­lig godt sætte mig ind i en skizof­ren persons per­ver­te­re­de logik eller følge en pa­ra­noid persons mær­ke­li­ge vir­ke­lig­heds­op­fat­tel­se. Det giver mening for dem selv, og denne mening kan jeg godt se fra deres syns­punkt.

Det giver mig bare ikke den mindste smule lyst til selv at være skizof­ren eller pa­ra­noid, og jeg kan bestemt heller ikke tage deres forslag til, hvordan jeg bør reagere, seriøst. Og jeg vil ikke finde mig i an­kla­ger eller "selv­for­svar" fra en pa­ra­noid person, som mener, at jeg er efter ved­kom­men­de. Jeg er normal, og kan ikke se nogen som helst grund til at opføre mig som en sinds­syg, eller til at vi skulle in­d­ret­te sam­fun­det, så det passer til deres vanvid.

Jeg kan til gengæld se en yderst god pointe i, at vi er uenige i en forskruet logik, og at vi i stedet opfører os normalt og indretter samfundet derefter.

Jeg er også udmærket klar over, at religion blandt andet kan anskues som et mentalt system, der giver en nogenlunde sammenhængende forklaringsmodel for ens opfattelse af virkeligheden, både i forhold til, hvordan "alt" er struktureret, og hvordan man bør opføre sig overfor hinanden, og jeg kan se, hvordan religion kan dækker en vis mængde af folks følelsesmæssige behov. Eller jeg kan se religion som et mere samfundsorienteret fænomen, hvor religion er en indkodning af samfundets forestilling om, hvordan samfundet "burde" være. En sådan brug af religion er i en vis forstand ganske meningsfuld, og kan ikke automatisk anskues som skadelig eller uheldig.

Jeg kan sagtens forstå, hvordan det styrker den jødiske religions identitet, at små drenge skal have skåret dele af penis, hvorfor kvinder skal gå i burka, hvorfor bøsser er en vederstyggelighed, hvordan en selvmordsbomber ser mening i sin handling, hvordan stjernetegnene siger noget om ens personlighed, ja der er nærmest ingen grænser for, hvad jeg kan sætte mig ind i og se rimeligheden i - set fra den religiøse gruppes perspektiv.

Men uanset om jeg kan gennemskue den indre logik og sætte mig ind i den interne fornuft, så kan jeg ikke se nogen som helst grund til, at jeg derfor skulle acceptere fysisk vold, at jeg skulle benytte mig af religiøse menneskers verdensopfattelse, at deres værdier og moral også er gyldige for mig, at jeg skal tro på deres diverse nisser, at samfundet skal indrettes på deres præmisser, eller at jeg skal ofre noget for dem.

Jeg kan til gengæld se en yderst god pointe i, at vi er uenige i, at drenge og piger skal skæres i kønsdelene, at vi afviser at leve under shariah, at vi forlanger religiøse værdier fjernet fra politik, at numerologi forbydes som kriterum for jobansøgere, og at vi afviser religiøse vurderinger af andres religioner. Jeg kan se en yderst god pointe i, at vi til gengæld satser på videnskab og humanisme uden hensyntagen til, hvad diverse religioner måtte have af holdninger til det.

Det er en helt og aldeles rimelig og rationel pointe at være både lodret og vandret uenig og erklære overfor enhver religion, at de sikkert giver en masse mening for dem selv, men at det er noget vrøvl.

I følge Lady in Red benytter Uriasposten sig af samme server som en række andre temmelig hadske websteder. Som bevis bringer Lady in Red IP-adressen. Jeg kan bekræfte, at IP-adressen matcher som beskrevet på uriasposten.net og aarons.cc. Dog må jeg korrigere påstanden om, at det nødvendigvis er den samme maskine og harddisk, eller at der af dén grund kan udledes en direkte sammenhæng. Der kan være tale om, at det er to forskellige maskiner bag den samme gateway (hvilket mig bekendt dog ikke er sædvanlig praksis ved hostingfirmaer - DataWise, der tidligere har kommenteret her på bloggen, kan måske fortælle, om jeg er mentalt afsporet her).

uriasposten.net og aarons.cc bringes dog lidt mere i familie med hinanden, når man bemærker, de er registreret ved hhv. DNS Services i Jacksonville i Florida og ved Godaddy.com, fordi begge disse to er en del af den samme HmDnsGroup. Det er dog ikke korrekt, at de benytter samme navneservere, som Lady in Red hævder - den ene bruger name-services.com, mens den anden bruger hmdnsgroup.com.

Et sammenfald i IP-adresser implicerer dog ikke en sammenhæng. For eksempel har sataniskforum.dk samme IP-adresse som pokerking.dk og knullamig.se, og skønt spil og hor i visse kredse anses som Djævelens værk, så ville ingen nok foreslå, at der skulle være nogen sammenhæng mellem disse tre websteder. Det betyder blot, at stederne benytter sig af det samme webhotel, og muligvis ligger på forskellige maskiner ved det pågældende webhotel. Webstederne er helt uafhængige, og det ville være en fejl at påstå andet.

Og så alligevel ikke, når det gælder uriasposten.net og aaron.cc.

Man må ikke gisne om motiver. Det fremgår af kommentatorerne fra gæt-hvilken-fløj på Raapils blog i disse dage. Man skal således helt afholde sig fra gisninger såsom f.eks.:

Om Steen fra "Snaphanen" mon offentliggjorde en løbeseddel fra antijødiske arabere for at legitimisere højrefløjens generelle antipati mod arabere, eller om Steen måske ligefrem selv havde fabrikeret løbesedlen.

Om Søren Espersen (DF) mon skrev et araber-fjendtligt læserbrev for at opildne til racisme, eller om det bare var en enlig svale, som ikke kan ses i kontekst af Espersens og hans partis mange andre racistiske ytringer.

Om det var rent tilfældigt, at de løb på hinanden, og om de bare snakkede om vejr og vind, da afskillige medlemmer af skrigosfæren og den yderste højrefløj kunne ses i hyggelig snak ved en demonstration.

Om der er en speciel grund til, at William Jansen går så meget ud af at stille spørgsmålstegn ved, om de ovennævnte personer ved demonstrationen virkelig er dem, der hævdes. Eller hvad der får ham til at være så ivrig efter at sikre, at ingen - heller ikke folk som Filip Dewinter - kaldes nazister.

Hvorfor de folk, der tager afstand fra motivanalyse, ikke føler behov for at tage afstand fra motivanalyser, når skingre højrefløjsfolk begår dem.

Og man kunne spekulere på, hvorfor jeg overhovedet finder det relevant at nævne, hvad det er for et segment af mennesker, der gerne vil bede sig fritaget for motivanalyse, og hvorfor de mon gerne vil det.

Men det skal man altså lade være med, mener kommentatorflokken hos Raapil altså.

TDC har ligesom Tele2 valgt at blokere for deres Internet-kunders adgang til Pirate Bay. Blokeringen foregår på samme måde, som Tele2 valgte at gøre det, nemlig med en såkaldt DNS-blokering.

Det betyder, at enhver TDC-kunde sagtens kan besøge Pirate Bay alligevel, idet metoden er den samme, som Tele2-kunderne kunne benytte sig af.

Kristendommen udgør en væsentlig del af den danske kultur, og derfor skal børn også undervises særligt om (eller i, hvis man ønsker forkyndelse) netop denne religion i skolen. Det er simpelt hen en undervisning i at være dansk. Sådan lyder argumentet fra selv ateister og ikke-kristne troende.

Jeg må afvise argumentet med en simpel observation:

En kommentator bragte i går en kommentar på et indlæg på denne blog, som blev slettet, fordi den blot var fjendtlig, og ikke rigtig havde noget indhold. Imidlertid har personen adskillige tilknytninger til det højreekstreme miljø, og disse tilknytninger kombineret med hans endvidere vanvittige holdninger til lægevidenskab og overnaturlige fænomener mindede mig på noget: Den esoteriske nazisme.

Ligesom det øvrige samfund har nazister taget New Age-strømningerne til sig. Forskere har i de senere år observeret en stigende tendens i brugen af okkulte og religiøse ideer indenfor de fascistiske miljøer. Ikke mindst i spirituelt orienterede økologiske eller biodynamiske miljøer og nyhedenske miljøer er der mange berøringspunkter mellem fascismen og New Age.

Disse forestillinger om nazismen som en okkult bevægelse er primært opfundet af grupper, der forsøgte at forklare det mystiske i, at et lille parti anført af en uuddannet person kunne få hele landet med sig til gennemførelse af verdenskrig og systematiske etniske udrensninger. Det måtte være skjule kræfter, mente nogen, og fandt frem til en række sensationelle "fakta", som historikerne havde overset eller ikke fik adgang til. Denne kryptohistorie kunne forklare, at nazismen i virkeligheden fik magt via overnaturlige metoder.

Hvis lige vi ser bort fra in­f­la­tion og øko­no­misk spe­ku­la­tion på for­mod­nin­ger om, at ikke-ek­si­ste­ren­de penge bliver mere værd, hvis de bliver lånt ud, så be­trag­tes penge i over­ve­jen­de grad som et gode, der flytter hænder, men som ikke opstår eller for­svin­der. Selve ideen med profit er jo netop at flytte penge til sig selv fra andre, der ef­ter­føl­gen­de har til­sva­ren­de mindre.

Men hvad nu med de bank­di­rek­tø­rer, der hævede mil­li­on­ga­ger på at være komplet in­kom­pe­ten­te i forhold til, at det var deres "særlige kom­pe­ten­cer", der for­sva­re­de deres abnormt høje løn? I jagten på profit er det ty­de­ligt nok at se, hvem der tabte på disse di­rek­tø­rers arbejde, og at der bestemt ikke var særlig mange men­ne­sker, der vandt. Ver­dens­ban­ken har også undsagt den bor­ger­li­ge re­ge­r­ings­ mantra om, at det kommer alle til gode, at de rigere bliver rigere, så der er ikke engang særlig mange vindere, når di­rek­tø­rer­ne har held med deres fo­re­ta­gen­der.

Hvis ikke den høje løn er nogen fordel, må alternativet være en øvre grænse for løn. Lad os forestille os en situation, hvor der blev lagt et loft for ens løn, ligesom der er en minimumsløn. Lad os f.eks. sige, at maksimumslønnen sættes til 1,5 millioner kroner om året.

Det er vist ingen hemmelighed, hvilken politisk retning, man hælder til, når man mener, at israelerne lider så megen overlast, at det er dém, der skal skal støttes:

Personligt finder jeg det vanvittigt, at man kan sætte balancepunktet på et sådant sted i forhold til de mange civile tabstal, at man overhovedet kan finde på at støtte Israels handlinger. Det lyder i mine ører, som om arabiske menneskeliv anses som mindre værd end andre menneskers liv.

— Alle arabiske demonstranter på Rådhuspladsen, løft hånden, hvis I er nazister!"
— Okay, tak. Det ser ud til at være én, to, ... ja, to af jer.

Kan vi så lige få proportionerne på plads? To enkelte idioter er altså ikke værd at lave et større postyr over. Det er jo ikke ligefrem fordi disse arabiske nazister er så mange, at de kan få politisk indflydelse eller noget. De er netop bare nogle få idioter. De kan få en olfert og et amagerkys, og så ellers fise ned i deres moske og pyldre til Allah over behandlingen.

Det samme gælder Johnni Hansen og hans støtter: Hvis de bare var en lille håndfuld, ville de også være komplet ligegyldige.

Der er bare lige det, at de er knap så få. På den yderste danske højrefløj tegnet ved bl.a. Dansk Folkeparti kalder man sig godt nok ikke nazister, selv om halvdelen af deres gruppeformænd føler tilstrækkeligt slægtskab med dem, til at de godt vil have dem som medlemmer. Åbenlyse voldelige racister genkender også Dansk Folkepartis politik og anbefaler deres medlemmer at stemme på Dansk Folkeparti, og der er et markant personsammenfald mellem Dansk Folkepartis medlemmer og ultranationalistiske, racistiske grupper som Dansk Front, SIAD, m.fl. Det er folk, som måske ikke ligefrem kalder sig nazister eller selv mener at de er det, men som fuldstændig deler værdier med nazisterne fra 1920'erne og 1930'erne, hvor nazisterne endnu ikke havde opnået magt til det, de kæmpede for.

De udgør mange flere mennesker end de to idioter, der heilede på Rådhuspladsen. De har politisk indflydelse, og nogle af dem overfalder politiske modstandere. Det er dém, det er værd at rette spotlyset efter.

Mens medierne var meget optagede af nogle få muslimer, der var lige så idiotiske som nazisterne, blev de (øvrige) fascister overset ved den seneste pro-israelske demonstration, hvor deltagerne forsvarede Israels overgreb mod civile i Gaza.

Men hvor medierne svigtede, var der andre, der tog billeder. De kan findes på Shansens blog, hvor der er billeddokumentation for, hvad det er for en slags mennesker - såvel højreekstreme folk fra "skrigosfæren" som de mere åbenlyse nazister - fra den antimuslimske fløj, der mødte op til den pro-israelske demonstration. Billederne viser, hvem der taler med hvem på den højreekstreme fløj, og at det ikke er helt tilfældigt, når højreekstreme, voldelige racister har en tendens til at være glade for Dansk Folkeparti.

Fingerlængden indikerer, hvor meget man tjener.

Det betyder, at det er korrekt at kalde kapitalister for folk med lange fingre.

Liberalister er lykkeligere, mener en forsker, og jeg er yderst tilbøjelig til at tro på hans konklusion. Det er nemlig også blevet konkluderet indenfor anden forskning, at pessimister er de mest realistiske mennesker, og at optimisters tro på, at alt går godt, således kan forklares med, at de ikke kan overskue situationen.

Der er dog et "men" i forskerens konklusion: Undersøgelsen handler om danske liberalister. Havde den beskæftiget sig med liberalister generelt, ville Danmark hurtigt være overgået af langt mere liberalistiske lande på vurdering af lykkelighed, og det ser man jo ikke tegn på, når danskerne i andre undersøgelser vurderes at være et af verdens lykkeligste folk. Man må derfor spørge sig selv, hvad det er, der adskiller de danske liberalister fra liberalister generelt, siden lykken åbenbart lige netop tilsmiler de danske liberalister mere, end den tilsmiler liberalister globalt.

Det kender vi heldigvis svaret på: Vores samfund er som sådan forholdsvis socialistisk indstillet i den udstrækning, at vi har et socialt sikkerhedsnet og en holdning om, at ingen skal lades i stikken. Også selv om de borgerlige partier kæmper hårdt og indædt for at eliminere denne form for velfærdssamfund. De lykkelige liberalister adskiller sig fra verdens øvrige liberalister, der på trods af mere udtalt liberalisme ikke er lykkeligere end danske liberalister, ved at bo i et forholdsvis socialistisk samfund. Her kan de bilde sig selv ind, at de tager ansvar for alt muligt, og at de er deres egen lykkes smed, i tryg forvisning om, at samfundet nok skal skyde et sikkerhedsnet ind under dem, hvis det går galt.

Danske liberalister er dermed gladere på samme måde, som fulde mennesker er også mere glade end ædru mennesker: Det er nemt at være glad, hvis ikke man kan overskue konsekvenserne af sine handlinger, trygt forvisset om, at man nok skal blive samlet op, hvis man styrter omkuld. Men det betyder ikke, at man skal stile efter deres niveau som fast livsstil, og vi andre ved godt, hvem der hver eneste dag holder dem oprejst og forsøger at undgå, at deres brovtende adfærd giver problemer på det fælles værtshus. Det kan godt være belastende altid at være den ansvarlige ven, der "kører i aften" hver eneste aften - men alternativet er desværre en national spritkørsel på den sociale bane.

ComputerWorld, d. 14/1 2009 - Facebook-grupper ændrer verden.

Det sociale netværk Facebook har ikke blot stor indflydelse på mange menneskers privatliv, men kan også ændre verden, viser ny undersøgelse.

Det var den kun 15 år gamle Anja Trægård, der bragte forskerne på sporet, da hun opdagede, at en Facebook-gruppe, som hun havde opdaget, havde den ønskede virkning.

»Jeg havde altså lavet lisom den der gruppe, altså, hvor folk kunne melde sig til, for at jeg kunne være med i X-Faktor, og der var altså en masse, der meldte sig i den, og så pludselig var der rigtig mange, og nu har jeg været til audiser.. årdin..., altså til prøve der. Ved X-Faktor altså«, fortæller Anja Trægård.

Anja Trægård bestod ikke sin audition, men hun er overbevist om, at hun nok skal komme i betragtning:

»Nu har jeg oprettet en gruppe for folk, som synes jeg skal vinde i X-Faktor. Det er psykovildt at tænke på, at den slags kan kade sig gøre«.

Forskere ved Københavns Universitet har undersøgt Anja Trægårds opdagelse indgående, og prof. Benjamin Falsum, der har stået bag undersøgelsen, mener at Anja Trægårds opdagelse giver anledning til at se Facebook-grupper i et helt nyt lys:

»Hidtil har vi opfattet de mange medlemskaber af Facebook-grupper som en form for uforpligtende og gratis følelse af at gøre en forskel. Det, som vi nu ser, er at det faktisk betyder noget. Jeg er derfor sikker på, at de mange støttegrupper for børn i Gaza eller støttegrupper mod fattigdom i verden vil gøre en stor forskel i fremtiden. I stedet for at skulle ud og gøre en reel indsats kan folk simpelthen fremover nøjes med melde sig til en Facebook-gruppe«, siger Benjamin Falsum til ComputerWorld.

Forskerne vil nu undersøge, om også andre netværkstjenester har samme effekt, eller om virkningen er begrænset til Facebook.

Læs også: Sikkerhedsansatte indebrændt i firewall-beskyttet bygning.

I et af Raapils indlæg er jeg af nogle kom­men­ta­to­rer (gæt selv, hvilket segment) blevet gjort op­mærk­som på noget, der var så ind­ly­sen­de, at jeg ikke selv fandt det nød­ven­digt at påpege det til at begynde med: Ja, selv­føl­ge­lig kan man læse Søren Es­per­sens (DF) læ­ser­brev i Jyl­lands-Posten på en sådan måde, at det ikke er eks­pli­cit ra­ci­stisk. Hvis ikke man kunne det, ville dette og talrige andre ud­ta­lel­ser og skri­ve­ri­er fra den kant al­le­re­de have givet an­led­ning til en så lang række domme for racisme, at Søren Es­per­sen ville skrive alle sine ha­de­ta­ler fra sin fæng­sels­cel­le resten af sit liv.

Men slå lige fornuften til. En ting er, at man juridisk kan slippe af sted med de formuleringer, som Søren Espersen bruger, hvor han og hans faste støtter kan hævde, at Søren Espersen blot hentydede til lige netop de få demonstranter, som havde råbt "død over jøderne". En anden ting er, at det ikke er den besked, den almindelige læser får serveret.

Pia Kjærsgaards (DF) stemme er let købt, for hun har ikke så mange mærkesager, der skal tilgodeses. Her er Johanne Schmidt Nielsens (EL) karakteristik:

Godt brølt, løvinde.

Du kan fremover også benytte din Facebook-profil, hvis du vil kommentere her på bloggen. Log ind (log evt. ud først) via "Log ind"-linket i højre kolonne, og vælg "Facebook" fra listen over muligheder.

Et simpelt svar er en reduktion til ja/nej, for/imod, enten/eller, os/dem, godt/ondt, fårene/bukkene eller enhver anden form for sort/hvid-konklusion.

Det simple svar er "stort", fordi det dækker over overskueligt meget. De "store" svar på tilsvarende "store" spørgsmål involverer så mange elementer, der griber ind i hinanden på kryds og tværs i et kaleidoskopisk mønster, så mange kombinationer af parametre, så mange antagelser, så mange sløjfer af årsag og virkning, at de umuligt kan analyseres og efterprøves.

"Finanskrisen er kapitalismens falliterklæring" er et "stort" svar. "Israel har ret til at besvare angreb i Gaza" er også et "stort" svar. Og det er "terrorister skal bekæmpes" også.

En intelligent og løsningsorienteret person kan imidlertid ikke bruge de "store" svar til noget, fordi de dækker over så meget, at svarene ikke kan afprøves. De kan ikke bruges til at opnå indsigt eller til at finde løsninger med. Djævelen gemmer sig som altid i detaljerne, og dem er der mange af.

Uden en kontrollerende instans, der kan yde støtte mod ansvarspådragende kontrakter med bankerne, svarer regeringens redningsplan til at forære flere penge til en ludoman i håbet om, at det vil gøre ham rask.

Pia Kjærsgaard (DF) fejrer 25 års jubilæum i dansk politik, og det skal da ikke gå upåtalt herfra.

Pia Kjærsgaard har, som Anders Fogh Rasmussen (V) pointerer temmelig floromvundet, været populist i en grad som ingen anden.

Det har hun været i stand til at være, fordi hun i modsætning til de øvrige politikere ikke har haft holdninger omkring noget som helst andet end én ting: En benhård nationalisme og racisme, der har overskygget alt andet. Alle mål har helliget dette middel, og hun har ikke følt sig hæmmet af en samvittighed, der bød hende at leve op til de mange løfter, som Dansk Folkeparti gang på gang er løbet fra.

Alle holdninger har kunnet accepteres af Dansk Folkeparti - uanset om de fordelingspolitisk eller retspolitisk lå til venstre eller højre - såfremt en tilkendegivelse af holdningen gav stemmer fra en pøbel, der ikke kunne overskue, at Dansk Folkeparti over tid altid har givet dem med ene hånd og taget med den anden. Pia Kjærsgaard har holdt partiet "ungt", for et populistisk parti er nødvendigvis altid tidssvarende.

På ethvert andet område end sin fascistiske kernepolitik har Pia Kjærsgaard været en perfekt Gallup-slave: En folkeskøge med flere tilbud og forslag end en discountluder, der gennem 25 år altid har givet pøbelen, hvad den ønskede, blot den ville betale med de stemmer, der gav hendes parti magten til at gennemføre sin nationalistiske og racistiske dagsorden.

Der var en gang en landsby i et fjernt land.

En dag dukkede der en mand op i landsbyen, som fortalte dens beboere, at han ville købe tigre for 1.000 kroner stykket.

Landsbyboerne vidste godt, at der var mange tigre på savannerne omkring dem, så de skyndte sig ud for at fange tigre. Manden købte tigrene til 1.000 kroner stykket, men efterhånden begyndte det at blive svært at fange tigre, fordi der ikke var så mange tilbage. Landsbyboerne vendte tilbage til deres marker.

Så sagde manden, at han ville købe tigre til 2.500 kroner stykket.

Det gav fornyet interesse i tigerjagten hos landsbybeboerne, som begyndte at fange tigre igen. Men det varede ikke længe, før tigerbestanden var så reduceret, at det ikke kunne betale sig at jage dem, og landsbyboerne vendte tilbage til deres marker.

Så sagde manden, at han ville købe tigre til 3.500 kroner stykket.

Igen gav det fornyet interesse i tigerjagt, men tigerbestanden blev reduceret yderligere, og det var svært overhovedet at finde en tiger nogen steder.

Så sagde manden, at han ville give 5.000 kroner for hver tiger, landsbyboerne kunne fange til ham. Han havde dog et vigtigt ærinde udenbys, og satte sin assistent til at varetage forretningen. Da manden var væk, sagde assistenten til landsbyboerne: "Se her på det store bur, hvor manden holder alle tigrene indespærret. Jeg vil sælge dem til jer for 4.000 kroner stykket. Når manden kommer tilbage, kan I sælge dem til ham for 5.000 kroner".

Landsbyboerne samlede alt sammen, de kunne spare, og købte alle tigrene for 100 milliarder kroner. De så aldrig manden og hans assistent igen, men havde byen fyldt med tigre.

Jyllands-Posten bragte den 7. januar 2009 følgende læserbrev af Søren Espersen (DF):
Dansk Folkeparti og deres støtter dækker sig normalt ind under, at de fører kritik af islam - men her taler Søren Espersen over sig, idet han eksplicit fremhæver demonstranternes race og benytter den til at generalisere og forklare deres opførsel.

Der må selvfølgelig tages afstand fra personer, der råber "død over jøderne". Men Søren Espersen afslører alligevel sin racisme, når han finder det nødvendigt at fremhæve, at de er arabere, og omtaler dem som primitive folk. Han undlader at bemærke, at det næppe var samtlige arabiske demonstranter, der råbte "død over jøderne" (og forstår Søren Espersen i øvrigt arabisk?), men kalder alligevel alle de fremmødte - og dermed underforstået også andre af denne race, som ikke har råbt "død over jøderne" - for "totalt primitive folk".

Hvis Søren Espersen i øvrigt gerne vil vide, hvorfor vi fortsat skal lægge hus til dem, så er der en del årsager til det. Vi har blandt andet ytringsfrihed, også når det gælder potentielt strafbare holdningserklæringer. Vi smider ikke folk ud af landet på grund af det, de siger. Vi giver også plads til folk, selv om nogle af deres landsmænd udtrykker sig hadefuldt. Hvis ikke vi gjorde det, ville vi være primitive folk.

Bertel Haarder (V) nåede netop at afsløre sine holdninger om, at danske børn skal udsættes for religiøs forkyndelse, før han fandt ud af, at det var en politisk problematisk udtalelse. Derfor trak han den skyndsomst tilbage. Han forklarer, at folkeskolerne skal give mulighed for undtagelse fra at blive udsat for denne kirkelige handling, samt at han fastholder, at børnene bør synge salmer.

Dermed træder han imidlertid videre rundt i den religiøse spinat.

For det første er salmer en tradition, der er indført af Luther med henblik på forkyndelse af det kristne budskab i netop denne bestemte religion. Salmerne har til hensigt at lovprise den kristne gud, og afsyngelsen af salmer er således en del af dyrkelsen af kristendommen. Hvis Bertel Haarder ønsker sang i skolen, er der ingen grund til at fokusere på disse kristne salmer - der er mange andre sange, der kan synges.

For det andet er praksis omkring undtagelse fra skolernes religiøse indoktrinering ikke så ligetil. Skolerne kan ikke bare lade eleverne være uden opsyn, så hvis ikke skolerne har personale, der kan holde opsyn med de børn, der undlader at møde op til morgenbønnen, så er der ikke noget at gøre. Børnene skal således alligevel være til stede under den religiøse handling, med mindre forældrene tager fri fra arbejde for at passe dem.

Ligesom dommen over den 16-årige Rasmus Popenda gav anledning til talrige indlæg, hvor man krævede alt fra livsvarigt fængsel til hjul og stejle, har også dommen over forældreparret fra Mou, der mishandlede deres børn, givet anledning til krav om højere straffe fra mange indignerede bloggere.

Endnu en gang vil jeg mane til besindighed. Der skal tages hensyn til andre faktorer end hævn. Enhver straf kommer pr. definition for sent, dvs. når forbrydelsen allerede er begået. Alt hvad der kunne gøres for at undgå situationen, og alt hvad der kan gøres for at undgå en gentagelse, er bedre end straf.

I mishandlingssager er der en loyal part, som næsten aldrig sladrer: De mishandlede børn. For disse børn, der er vokset op med usikkerhed, er forældrene ironisk nok børnenes eneste fornemmelse af sikkerhed. Der er én ting, der i børnenes bevidsthed er endnu værre end forældrenes mishandling: Det er at miste forældrene. Derfor kan forældrene også true børnene til tavshed ved at sige, at børnene vil miste dem (til fængslet), hvis børnene sladrer. Hvis straffen for mishandling af børn forhøjes, vil andre børn se denne trussel blive endnu værre, og vil være endnu mindre motiverede til at sladre.

For vi, der ikke er kristne, svarer Bertel Haarders (V) ønske om at sætte vore børn til at bede "fadervor" til, at en politiker ønskede, at børnene skulle messe "Hare Krishna".

Jeg oplever med mellemrum at blive omtalt som "ekstremist" af den yderste højrefløj - tilsyneladende fordi jeg støtter op om Enhedslisten. Men nu er det altså sådan, at Enhedslisten er et politisk parti, der tager afstand fra netop de metoder, der karakteriserer ekstremistiske grupper, dvs. anti-demokratiske eller anti-parlamentariske metoder. Det er ikke nogen rimelig beskyldning. Partiet ligger længst til venstre i Folketinget, men hvis man skulle kalde dette for venstreekstremisme, så er Socialdemokratiet vel centrumekstremisme. Beskyldningerne virker endda særlig malplacerede, fordi de kommer fra folk, der ofte selv forsvarer, at højreekstremister begår overfald på åben gade, og som således selv går ind for ekstremistiske metoder.

Men lad os da bare kalde Enhedslisten for et ekstremistisk parti for en kort bemærkning. Lad os spille med på højrefløjens spil et øjeblik:

Hvis højrefløjen mener, at det er rimeligt at beskylde Enhedslisten for at benytte sig af tæskehold i form af de autonome, så må det også være rimeligt at beskylde Dansk Folkeparti for at benytte sig af tæskehold i form af f.eks. White Pride. (Disse voldelige organisationer støtter jo endda åbenlyst Dansk Folkeparti!)

Hvis højrefløjen mener, at der er rimeligt at gøre nutidens socialister ansvarlige for kommunismens rædsler, så er det også med samme udgangspunkt rimeligt at gøre nutidens kapitalister ansvarlige for slavehandel, kolonialisering og folkemord. Og i grunden burde kapitalismen også med samme rimelighed gøres ansvarlig for nazisme og fascisme, som socialismen gøres ansvarlig for kommunismens rædsler.

Hvis liberalister og kapitalister synes, det er rimeligt at klage over, at vi skal betale for det sociale sikkerhedsnet, så er det også rimeligt at klage over det, når liberalister og kapitalister selv tager imod de offentlige tilbud.

Og når nu vi alligevel har kig på den borgerlige fløjs holdninger, bør deres fastholdelse af en statsunderstøttet statsreligion og deres mange henvisninger til kristne værdier også fremhæves, idet man også med en rimelighed kan notere, at de dermed er bagud ansvarlige for kristne heksebrændinger og jødeforfølgelser. De holder sig jo ikke ligefrem selv tilbage med at påpege, at Stalin var ateist, og at visse muslimske lande blander religion ind i statsapparatet.

Og så tilbage til virkeligheden: Hvis man virkelig skal sammenligne et politisk parti med andre grupperinger, så må man vurdere, hvad deres værdisæt består af, og hvordan de ønsker samfundet sat sammen. Der er sammenfald mellem dele af kommunismens holdninger i Enhedslisten, men der er også væsentlige forhold i grundsætninger, der ikke støttes - ideerne om den nye "sovjetborger", forfølgelser af folkeslag, overvågningsmentalitet og strategisk tilsidesættelse af retsprincipper var så gennemgående for sovjetkommunismen, men ikke for socialismen som sådan, at der ikke kan laves en meningsfuld sammenligning, bare fordi begge parter også har vigtige fællestræk. Der skal være "overvejende lighed", før sammenligningen er meningsfuld. Hvis denne overvejende værdilighed imidlertid er til stede, skal man til gengæld også for alvor være på vagt.

Når Martin Henriksen (DF) foreslår, at menneskerettighederne ikke skal gælde alle mennesker, udtrykker han en kun alt for historisk kendt raceloyalitet, hvor "rigtige" mennesker og "undermennesker" ikke har samme rettigheder.

Generelt er det dårlig stil at sammenligne grupper, man ikke bryder sig om, med nazister. Det er til gengæld en så ofte forekommende taktik, at den ligefrem har fået et navn på Internettet: Godwins lov. "Loven" henviser til, at de fleste diskussioner på Internettets nyhedsgrupper uværgerligt vil ende med, at den ene part beskylder den anden part for at være nazist, og at dette markerer en afslutning på den konstruktive debat. Årsagen er, at diskussioner oftest bliver mere ophedede og skældsordene stadigt kraftigere, og fordi "nazist" opfattes som det værste, man kan sige, så er det altså dette skældsord, der markerer, at en diskussion er nået så langt ud i ophedet uenighed, som den kan komme.

Reglen er nærmest universel, men der er en oplagt situation, hvor den ikke kan tages til efterretning: Hvis ens modpart er faktisk er nazist, så er det jo helt og aldeles rimeligt at kalde modparten for nazist! Dette fremgår også af FAQ'en omkring Godwins lov, der tørt konstaterer, at den af samme årsag ikke er specielt brugbar på det område af hverken den ene eller den anden part. Den foreslår i stedet, at man taler om nazisterne, og ikke med dem.

Der er dog den gråzone, hvor man taler med en person, der ud fra enhver praktisk definition er nazist med den ene undtagelse, at personen enten ikke selv indrømmer, eller ikke selv tror, at han eller hun er nazist. Hvis man kalder vedkommende for nazist, så har man jo reelt ret; imidlertid opfatter personen det som et skældsord af enten politiske årsager eller af personlig uvidenhed.

Simon Emil Ammitzbøll skaber et nyt parti ved navn "Borgerligt Centrum". Og Naser Khader forlader Liberal Alliance.

Horoskopet siger nu, at Naser Khader melder sig ind i Simon Emil Ammitzbølls parti. Der melder sig straks nogle opportunister til partiet, der gerne vil i Folketinget i en fart. Derefter kommer de alle op at skændes, og både Simon Emil Ammitzbøll og Naser Khader forlader partiet, og de nyankomne opportunister finder hurtigt ud i nogle af regeringspartierne, hvor de kan få magt, sådan som det var deres plan til at begynde med.

Dog er der også mulighed for, at Naser Khader melder sig ind i Venstre til Søren Pinds store fortrydelse, så Søren Pind skifter til Dansk Folkeparti. Et antal tidligere radikale vil skifte til Borgerligt Centrum.

Jeg har ikke den store viden på dette felt, så jeg stiller spørgsmålet åbent:

Israels angreb på Gaza begås ud fra en antagelse om, at hvis Israel straffer det palæstinensiske folk kollektivt for Hamas' (mod-)angreb, så vil palæstinenserne til sidst vende sig mod Hamas.

Spørgsmål 1: Er der noget empirisk grundlag for at benytte denne taktik? Er det en taktik, som vi ud fra vores viden om andre konflikter vil kunne forvente, at Israel vil have succes med?

Spærgsmål 2: Er denne form for kollektiv straf lovlig i følge Genève-konventionen?

Rune Engelbreth skriver på sin blog en tekst om Dansk Folkepartis usædvanlige evne til at fastholde deres kerneværdier i forhold til andre partier i dansk politik. Partiet tænker langsigtet, og i den langsigtede plan betyder det ikke noget, at de svinger lidt frem og tilbage, afhængigt af, hvordan Gallup-vinden nu måtte blæse. Runes tekst kan således koges ned til en enkelt sætning: Dansk Folkeparti har en fast vision, og al deres populisme har til hensigt at sikre, at de kan leve op til denne vision.

Lad mig foreslå, hvad denne vision er. Der skal indgå Dansk Folkepartis nationalisme og racisme, samt deres specielle form for kristendom. Endvidere skal der i visionen indgå, at alt har til hensigt at leve op til visionen:

"Vi kæmper for vores races og folks fortsatte beståen og reproduktion, en sikker opvækst for vores børn, og for vort lands frihed og uafhængighed, så vort folk kan opfylde den opgave, vor Skaber har pålagt os. Hver tanke og idé, hver lov og al viden skal sikre denne vision. Alt skal forholdes til denne vision og anvendes eller forkastes for dets anvendelighed".

Hvis det underforstås, at alt skal sikre visionen, kan blot 14 ord beskrive den politik, Dansk Folkeparti har fastholdt i så mange år: "Vi skal sikre vort folks eksistens, samt en sikker fremtid for hvide, kristne børn".

Det er da en nem vision, som er til at huske. Og når man ser på Dansk Folkepartis slåen på familiens vigtighed for børnene, deres angst for "udavl" af den danske race, deres intense kristendom, deres modstand mod regler, der er vedtaget udenfor landets grænser af EU og FN, deres forsøg på at afvise forskning, der ikke går i deres ønskede retning, osv. osv., så består Dansk Folkepartis politik af tiltag, der har til formål at leve op til en vision, der kan skrives så kort.